Mutters alene, og skadet, i en park ~ Mirabelle

Sted: Firewood Village park.
Tid: Aften.
Omgivelser: Folk hist og her.
Vejr: Blæst, regn, koldt.
Dag: Torsdag.
Årstid: Sommer.
Form/påklædning: Ræveform.

Kibum  lå under en bænk, gemt i skrald, blade og alverdens ting, der ellers fløj rundt ude i naturen i det blæsende vejr. Men han var godt gemt af vejen. Hvilket også var meningen. Han var taget af sted hjemmefra i morges og var kun nået hen til parken i Firewood Village - som han ingen idé har om, hvordan han fandt hertil - før han blev angrebet af en stor hund. Uheldigt for Kibum, så var han i sin ræveform på det tidspunkt, så han kunne ikke hamle op imod den store hund, der havde taget ham op i sit gab, tygget i ham, bidt ham og nærmest flænset ham.
Til sidst havde det store bæst kylet ham hen imod denne bænk, som han nu lå under. Gennemblødt af regnen, han frøs og han var skadet. Hans ene forpote og hans ene ben blødte og havde sådan set blødt lige siden turen i morges.
Kibum havde næsten ingen kræfter og havde ikke turde rejse sig op. Så nu lå han der. Mutters alene og skadet uden særlig mange kræfter. Men hvad kunne han gøre? Han måtte bare håbe, at Natasja ville undre sig, hvorhenne han var og derfor tage ud og søge efter ham. På en eller anden måde, så skulle hun nok finde ham. Det vidste han. Han håbede i hvert fald!
Et lille og ynkeligt klynk kom fra ham, som kaldte han på Natasja. Og han blev ved. Klynk, klynk, klynk. Han ville hjem. Hjem i sikkerhed! Hjem til Natasja, hvor der var varmt og han var tryg! Så han blev ved. Klynk, klynk, klynk..

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Trods vejret og kulden holdt alle folk sig ikke indenfor, Mirabella var en af disse personer. Hun havde valgt at trodse vejret og gå sig tur i parken denne dag. Lyden af regnen og den kolde dråber beroligede hende, og som et barn fandt hun det sjovt at hoppe over vandpytterne.
Med små dansende skridt gik hun langs stien i parken og lod dråberne ramme sit ansigt. Når hun passerede folk sendte hun et mildt smil. Det nederste af hendes kjoleskørt var allerede gennemblødt og efterhånden søbet ind i mudder, men hun tog sig ikke videre af det. Det lyse hår var sat op i en enkel knold, men nogle totter havde revet sig løs og hang nå våde ned i panden på hende.
Mirabella var og havde altid været en hjertevarm og hjælpsom person, så hvis folk havde brug for hjælp, ville hun ikke tøve. Om grunden til dette lå i opdragelsen eller det faktum hun var skytsengel kunne ikke helt vides. Når hun så nogle i nød, ville hun efter bedste evne gøre noget for at hjælpe. Regnen dæmpede de fleste lyde, alligevel hørtes en svag klynken. Selvfølgelig tiltrak denne lyd den unge kvinde, men også noget andet fik hende til at gå derhen. En trang til at beskytte, noget der var anderledes denne gang. Med forsigtige skridt gik Mirabella mod lyden og endte op ved en bænk, hvor der til at starte med ikke var nogen at se. Lyden var dog stærkere her og da hun kiggede nøjere efter så hun den lille ræveskikkelse. Forsigtigt satte hun sig ned på hug for at komme nærmere ræven og se hvad der var sket. Mirabella følte en nærmest overnaturlig trang til at beskytte denne ræv, men hvordan det kunne være forstod den unge pige endnu ikke.
Forsigtigt tog hun fat i ræven og løftede den op i sin favn, selvfølgelig medmindre den gjorde for meget modstand. ”Åh mit kære lille væsen, hvad er der dog sket med dig” udbrød hun chokeret da hun fik øje på blodet og sårene.

//Det blev ikke så godt et svar, men håber det går!//

Kibum klynkede. Det lød nærmest helt hjerteskærende. Men det var det også. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Det gjorde så ondt og han turde slet ikke rykke sig ud af stedet. Hvad nu hvis, han havde brækket noget? Forstuvet noget? Han kunne på ingen måde selv komme hjem til Natasja igen. Og han var bange for, at hvis hun ikke tog ud for at søge efter ham, så kom han heller ikke hjem igen. Og hvis han engang helede igen af sig selv, og ikke var borte først, så havde hun måske glemt alt om ham?
Pludselig blev han revet ud af sin forfærdelige tankegang. Det var måske også godt nok. Lyden af fodspor nærmede sig og han kneb øjnene i. Stoppede med det samme at klynke og holdt sin lille mund lukket. Han ville ikke findes af nogen.
For sent. En ung kvinde kom til syne og Kibum gjorde store øjne af forskrækkelse. Ville hun måske såre ham endnu mere, end han allerede var? Sparke ham? Få ham til at tie stille?
Han prøvede at røre på sig for at komme væk, da et par hænder nærmede sig ham. Han udstødte op til flere klynk, men det hjalp jo nok ikke. Det håbede han ellers. Hænderne greb fat i ham og trak ham ud. Han kunne ikke gøre modstand, selvom han dog gjorde lidt.
Men da han så den unge kvindes ansigt, så stoppede han helt brat og lå helt stille. Han betragtede hende. Hørte hendes blide stemme. Det mindede ham om en engels. Som noget godt, der ville ham det bedste. Måske var hun dukket op for at hjælpe ham? Hjælpe ham med at hele hans sår og hjælpe ham hjem til hans ejer igen? Turde han håbe på det?
Ja, det turde han godt. Der var et eller andet over denne unge kvinde..

Regnen var taget til, og hendes hår var efterhånden blevet tungt og vådt. Da hun havde løftet den lille ræv op, var de klynkende lyde taget til, og lidt modstand gjorde den. Den var blevet lagt i hendes skød, hvor hun kigge lidt nærmere på den. Hendes dybe blå øjne hvilede på den, mens hun med en vemodig stemme talte ”Hvem har dog gjort dette ved dig, din stakkel” hun vidste allerede nu hun måtte tage den hjem for at tilse sårene. I et stykke tid kiggede hun bare på ræven, der var noget ved den, hun følte der var et slags bånd, men kunne ikke helt sætte fingeren på det.
Blodet fra ræven, var sivet ud i kjolen og havde farvet den rød nogle steder, mens hun havde siddet der. Forsigtigt tog hun den op i sin favn, uden at rykke for meget på den. Derefter rejste hun sig op, for at komme et sted hen, hvor hun kunne få se ordentligt på dyret og hjælpe det ordentligt.
”Bare roligt lille ræv, jeg skal nok tage mig af dig. Du vil snart være så god som ny.” Hun sagde det med en tyssende stemme, som hvis man prøvede at berolige et barn. Hendes stemme var melodiøs, og når hun talte kunne det lyde som en stille vuggevise. Forsigtigt med ræven i favnen begyndte hun at gå mod sit hjem, der lå nær markedspladsen. Regnen var tung og havde efterhånden trængt ind gennem stoffet, så Mirabella var blevet gennemblødt. Hun prøvede at holde ræven så roligt så muligt og skærme den fra kulden.
Det varede et stykke tid før de nåede det lille hus, hvori Mirabella boede med sin familie. Det så ikke ud af meget, murværket var simpelt og trædøren var simpel. Indeni var der ikke flotte møbler, men der var rigeligt. For Mirabella signalerede dette hus, et roligt hjem. Der var en kamin, hvor nogle behagelige stole stod foran. Værelset hun sov på, var småt, der var en gammel kiste og en seng som de eneste møbler, men andet var der heller ikke brug for.
Forsigtigt åbnede Mirabella døren ind til hjemmet, og trådte ind. Det første rum man kom ind til var køkkenet, her stod et stort bord i midten, hvor de spiste og tilberedte det meste mad. På dette bord lagde Mirabella forsigtigt ræven ned for at undersøge den nærmere.

Kibum blev lagt i den unge kvindes skød. Langsomt vendte han blikket op på kvinden med små øjne. Han lå helt stille i hendes skød og turde, som sådan, ikke rigtig røre sig ud af stedet. Og han kunne jo ikke svare hende.

Han lå bare helt stille og klynkede lavmælt, i hendes skød. Øjnene lukkede sig atter i og han vrikkede lidt med næsen. Det gjorde ondt. Og det kunne sagtens høres på de hjerteskærende klynk.

Kibum åbnede dog straks øjnene op, da han mærkede, at kvinden rejste sig fra jorden og begyndte at gå. Han kiggede rundt omkring, som for at se, hvorhenne de gik henad. Bortførte hun ham mon nu? Det håbede han sørme ikke.
Men igen, han kunne jo ikke gøre andet end at følge med. Han kunne hverken snakke eller røre sig ud af stedet, og da slet ikke flygte! For han kunne umuligt hoppe ned fra hendes arme. Så han måtte bare følge med hende.
Men af en eller anden grund, så virkede han afslappet nok..

Kibum havde lukket øjnene i igen, men åbnede dem, da han fornemmede, at de var ved at ankomme. Han nåede akkurat lige kun at se døren, for kvinden trådte indenfor med ham i sine arme.
Med det samme kiggede han rundt, nysgerrigt. Da han blev forlagt på et bord. I et køkken, kunne han fornemme. Han kiggede rundt og gav et klynk fra sig.

Køkkenet var lunt, opvarmet af en stenovn, som stod i den ene ende. Mirabella havde netop lagt ræven på bordet for at undersøge den nærmere. Hun gik systematisk frem og kiggede efter sår og skræmmer, mærkede forsigtigt rundt omkring, for at se om noget var brækket. ”Hvad er der dog sket med dig?” hun kiggede medlidende på den lille ræv. Hun følte med den, ønskede blot den fik det bedre. Denne gang var det en stærkere følelse, som om hun ønskede det mere, som om hendes formål var at sørge for at denne ræv havde det godt.
Efter at have undersøgt ræven, fandt hun en potte frem, for derefter at hælde vand op i den, fra en kande. Hun gik hen til ildstedet og satte vandet over. Da det var varmet op hældte hun det op i et fad. Kort forsvandt hun ud af rummet, for at finde nogle klude, bind og salver frem.
Det varede lidt tid, før hun igen kom tilbage med favnen fuld. Forsigtigt startede hun med at tage en klud og dyppe i vandet, for derefter at rense sårene. ”Bare roligt min lille ræv, snart er det ovre og så bliver du fin igen. Jeg skal nok passe på dig” stemmen var tyssende, prøvede at berolige ræven.
Efter at have renset sårene, smurte hun lidt salve på og forbandt de nødvendige steder. Efter at have færdiggjort det og ryddet væk, vendte hun tilbage til ræven. ”Hvad skal vi gøre med dig” hun kiggede ned på ræven, og spurgte mere sig selv end den, for hun regnede ikke med svar.