My Dress! -Mikkel-

Sted: Humvita's gyder.
Tid: 20:30.
Vejr: trist og gråt.

Rose var iført stort tøj som altid, en lang kjole der kun viste en smule af hendes sko. Hun gik som altid meget op i ikke at vise særlig meget hud, det samme med skulder. Det galte om at vholde sin hud for sig selv, så det ikke generede nogle. Samtidig med at det varmede meget mere, end hvis man gik i tæt siddende tøj og korte kjoler. Som de fleste kvinder enlig gjorde, hun sukkede blidt. Da en person pludselig greb fat i hendes arm og smed hende op af en kold væg.
Hendes brune øjne sprang op, og blev mødt af intet andet end et par grålige øjne, der stirrede ned på hende med et nærmest sulten blik. Hun lagde sine hænder tæt ved sit hjerte, mens manden langsomt løftede hendes hoved op. "Jeg vidste det... Det er dig fra den hostclub." Hans stemme var dyb, samt forførende. Hvem var dette, burde hun kende ham. Et smalt smil formede sig på hendes læber, hvor hun roligt skubbede ham væk fra sig, dog greb han bare fat i hendes hånd. "Tsk... Ingen modstand." Lød det koldt fra ham, hvor hans hånd lagde sig på hendes bryst.
"Eh... De ser større ud, end de følelse... måske det er på grund af det idiotiske tøj?" Hans stemme lød til at snakke til sig selv. Som var hun intet foran ham ligenu. Hun skubbede ham hurtigt væk fra sig, dog uden held. Han greb fat i hendes hænder og slog dem op over hendes hoved, hvor han smilte drillende for sig selv. "Lidt modstand er altid rart." Hans ånde var som gift for hende, hvor meget havde denne person ikke lige drukket. Han greb fat i toppen af hendes blå kjole, hvor den blev revet af. Dog kun det øverste, lyden af stoffet der gik i tu, fik det til at gyse i hende. Var dette virkelig ved at ske?! Dette var aldrig sket før! Burde hun skrige, men... Hvis hun skreg, nej! Hun burde skrige! Ja skrig forhelved Rose. Hun klemte sine øjne sammen, da hun følte hans læber mod sine.
Hun forsøgte at sparke ham væk, men var derimod som altid for svag til dette. Hendes krop var tynd, meget tynd. Det tøj hun gik i, fik hende somregl til at se buddet ud. Hvilket hun ikke havde noget imod, det var rart og varmede. Og det at være så tynd, fik hende bare til at huske hvor syg hun var.