Vindens blide pust// Nickrotan.

Tid: Solen skinner stadig så midt på dagen cirka.
Sted: The Forest.
Vejr: Det er dejlig varmt og solen skinner dejligt.
Omgivelser: En stor smuk sø dybt inde i skoven.



Alane smilede stille og roligt, hun stod i en lysning dybt inde i skoven.
Hun satte fløjten op til læberne og begyndte at spille nogle sirlige og exotiske melodier. Som noget fra et eventyr.
Stille bevægede hun kroppen rundt til sine egne toner. Hun dansede meget smukt og det så meget elegant ud.
Når hun sang og spillede var hun helt i in egen verden, lagde ikke mærke til noget som helst, hørte ikke noget. Nej hun valgte at slippe sig løs der var intet hun bekymrede sig om når hun spillede og dansede. Hver eneste gang hun havde fløjten for læberne var det som om at en historie blev fortalt, en sørgelig men også kærlig fortælling. Hun kunne se billederne for sig, der var krig. Hun så to elskede stå og holde om hinanden, de var bange og ville ikke miste hinanden. Ikke til det her. Mere fortalte historien hende aldrig, uanset hvor lang tid hun spillede men hun vidste godt der var mere til den end bare det.
Alane var klædt i en kjole på som var tætsidden på hendes overkrop og fremhævede hendes former. Den nederste del af kjolen sad lettere løs. Kjolen havde nogle rifter her og der samt en lettere dyb halsudskæring.
Solen skinnede højt på himmelen og lyste lysningen op, træerne bevægede sig ikke da der ikke var et eneste vindpust til at gøre det.