Where Nothing Stays Buried - Klaus

Endnu en nakke knækkede. Lyden kunne give de fleste kvalme, men for Josette var det en lettere smuk melodi i tone i hendes øre. Blodet flød i hele den smalle gade. Det var ikke det første lig, heller ikke det sidste. Nogle dage var man bare mere morderisk anlagt, specielt under et angreb. Josette var smurt ind i fjendes blod. Man kunne knap nok se hendes ansigt, og dog ville man tydeligt kunne se fornøjelsen af fjendes smerte som hun flåede dem fra hinanden. Nogle kropsdele lå spredt udover jorden. Hvorfor gav nogle bare ikke op? Det var som om, at de havde set sig vrede på hende? Ikke at hun havde tænkt sig at spørge om, hvad eller hvorfor. Hvis de ville have kamp, så skulle hun give dem kamp. Josette løftede blikket op og stirrede på de sidste fem. Hendes blod var blandet med fjendes. Snit sår på armene, et ved maven, og en rift i øjenbrynet. Hendes opmærksomhed på fjenden fjernede hendes tanker fra skaderne. Ikke at skader nogensinde havde gjort hende noget, sådan mentalt. Hun havde været så tæt på døden forleden, at hun havde set den i øjnene - og hun havde vundet. Så hvorfor skulle hun ikke vinde dette slag? At udfordre døden. Hvorfor ikke? Hvad sagde man til døden? Ikke i dag.
"Giv nu bare op Josette." Sagde en af dæmonerne vredt. Josette lavede en grimasse.
"Nah, hvad ville det sjove være i det. Desuden tror jeg at jeg fører... ikke at jeg tror jeres venner husker at tælle points." Hun smilte legende stort til flokken.
Klædt i sort som nu var malet rødt. En fantastisk aften. Kunne det blive bedre?

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]