No this was´nt a part of the plan, just you wait I come for you- foridsemme XXX (Salazar)

Tid: 00:00

sted: Ashen wood forest

omgivelser: kun hende eller det tror hun i hvert fald

Påklædning: Kjolen: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]  kappen:  https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/736x/b9/cd/c5/b9cdc571e02241f5c44dada6a3333e59.jpg


Panthea havde bevæget sig ud i skoven, vejret var kølligt og havde hun haft en varm ånde, havde man kunne se den, men sådan en havde hun ikke og derfor var hendes ånde ikke synlig. Hun bed sig svagt i læben. Hun havde ikke været sulten og det var sikkert derfor hun var ude i skoven. En kold vind begydte at røre på sig og bevægede hendes mørke hår som for en gang skyld ikke var gemt af hendes mørke kappe. Panthea gik i sin egen  verden og registerede ikke om der var nogen, eller noget omkring hende, men hun plejede heller ikke at være her når der var nogen, folk var bange for død og holdte sig som regel væk fra skoven som kunne være dyster om natten. Det var på en måde hendes fristed, når folk blev for nærgående. Hun kendte denne skov ret godt og havde tit været ude i den når hun skulle tænke og denne gang her var ikke anderledes. Panthea hadede mennsker, de havde i hendes verden ikke fortjent at leve, hun hadede dem som pesten og selvom man sagde nej så blev de ved med at være nærgående. Panthea kunne meget bedre lide det her i skoven, men byen var hendes hjem og det eneste sted hvor der altid var en sikker føde kilde. Hun havde en dårlig fornemelse af at denne skovtur ikke ville blev den bedste, men hvorfor vidste hun ikke. Måske følelsen af at blive iagttaget af noget gjorde hende ilde til mode. Hun forsatte ned af en sti hvor hun vidste at en ubeboet hytte var, hun havde selv dræbt manden som ejede hytten, hun havde tænkt hun ville tilbringe nogle dage i hytten, men nåede ikke så  langt for med et ramte færten af disse mennsker, eller ihvertfald en af racen var tilstedeværende og det var åbenbart imod den vej hun skulle. Hun fulgte færten, men nåede ikke ret langt før noget hårdt ramte hende i hovedet efter fuldt af noget vådt, men slaget fra vedkommende fik hende at falde til jorden, med et gisp og til sidst lukkede hun øjnene i.
Da hun vågnede vidste hun ikke hvor hun var, hun følte sig meget forviret og hendes hals var svagt begyndt at brænde, hun havde stadig ikke åbent sine øjne, men stanken af menneske ramte med det samme hendes næse. Vedkommende kunne bare vente sig når han kom i nærheden af hende, Panthea var så forvirret og anede ikke om hun var bundet havde noget for munden, hvorfor havde et mennske angrebet en vampyr? Måske han havde et ønske om at blive forvandlet. Det var sikkert ikke rigtigt, måske han ville dræbe hende. Hun trak stadig vejret roligt og lignede en der sov. Dog sov Panthea langt fra, men var ved ligge planer for hvordan skulle komme ud og alle disse planer handlede om at dette menneske måtte bøje sig for hendes tænder og magt.
Panthea lyttede svagt til sin omgivelser, og det gjorde hende vred at hun ikke vidste hvor hun var og hvem der havde bortført hende til et sted hun ikke anede hvor var, eller måske var de stadig i skoven.

// jeg håber dette her er okay //

Salazar Regulus Mogwin den tredje, et navn der var blevet gevet til en af de mest lovende soldater i hæren, han havde meget hurtigt blevet kendt under et andet navn "witch hunter Mogwin" siden hans sind var lukket af for alt udefra kommende interferens. Han havde fået den opgave at kæmme skovene for vampyre med en deling af mænd, hvad de gjorde med dem var lige meget så længe de led, dette havde været en ordre givet efter et stort angreb på den menneskelige del af befolkningen. Mogwin var ikke nogen stor fan af vampyre før angrebet, men dette angreb havde tændt en ild i hans sjæl.
en gruppe let armerede soldater var blevet sendt ud på natte vagt i øst delen af skoven fra deres lejr position, de kom tilbage med en kvinde bundet på deres heste. Hun var bevidst løs men hendes øjenlåg bevægede sig lidt da Salazar kom tæt på "har i lavet testen på hende?" hans stemme var lav og brummende som en gammel kriger selv om han kun var lidt over 30, rytteren nikkede "3 dråber vievand på hendes kind og det sydede som syre sir" Salazar tog kvinden over sin skulder og tog hende med til "forhørs rummet" som det blev kaldt. For vampyre var dette et sted uden for alle landets love, ingen borgerlige rettigheder, ingen adelige titler, intet kunne rede dem her.
Et redskab lavet af en rune smed blev sat om kvindens hals, et halsbånd lavet af en 50% opblanding af sølv og stål, dette ville give hende ubehag, runerne var en anden del, de ville tage hendes styrke og hastighed fra hende så hun var så svag som selv det mest almindelige væsen, dog ville alle hendes andre ævner forblive intakt.
Salazar tog sin hjelm af for at vise sit ansigt. Fem store klo mærker løb langs hans kind til hans tinding fra hvor en vampyr havde prøvet før at torturere og dræbe ham. Nu ville hævnen blive sød.

Panthea var begyndt at blive mere bevidst om sine omgivelser, men hun havde stadig ikke åbent sine øjne, men registerede ret hurtigt at de var en gruppe. Hvor mange de var i denne gruppe vidste hun ikke og var det ikke fordi de havde overrasket hende med deres angreb, så kunne de være sikker på at hun i hvert fald havde sendt nogen af dem i døden. Hun kunne mærke at hun lagde hen over noget levende og lugten af hest ramte også hendes næse. Hun skulle ikke nyde nået og da hun endelig åbende øjnene var det tidsnok til at se en mand komme imod dem. Testen? Hvilken test, men det svarede vagten på og havde hendes hænder ikke været bundet havde hun ladet nogle fingre strejfe stedet på hendes kind som hun først nu opdagede hvor meget det sved i den. Hun anede ikke hvad hun havde gjort og hun spændte svagt i kroppen, man kunne tydeligt se at hun var en vampyr fordi hendes øjne var begyndt at lyse røde. Hun fnøs kort i det han løftede hende, hun vred alt det hun kunne i sin krop for komme fri af hans greb, men det så ikke ud til forhindre ham i tage hende med hvor end de skulle hen. Panthea brød sig bestemt ikke om den sitaution som hun nu var havnet i. Panthea stoppede med at kæmpe imod da de nåede deres bestemmelse sted. Det nyttet intet og hun vidste stadig ikke hvad hun havde gjort for ende i denne sitaution. De havde åbenbart set sig sure på hende eller hendes race. Hun kiggede op på ham. Hun var så overrasket over hadet som den mand som havde båret på hende udstrålede han hadede hende lige så meget som hun hadede ham, men mere nåede hun ikke tænke over det før hendes hals var blev udsat for et halsbånd. Først lod hun som om hun ikke kunne mærke smerten ved halsbåndet, men hun måtte til sidst lade et irreteret suk undslippe sine læber ”Jeg håber virkelig du ved hvad du gør, for så snart jeg kommer ud her fra, så dræber jeg dig” sagde hun hendes stemme var kold og truende, men hun mærkede også hvordan energien langsomt blev drænet ud af hende, men igen lod hun som ingenting.
Panthea havde ikke gjort noget imod nogen, hun passet sig selv i Doomville, men her var han og han hadede hende og hun vidste ikke hvorfor. Hun hadede manden som stod foran hende, men hun hadede også de andre som fanget hende.
Panthea betragtede hans ansigt og et svagt lidt hånligt smil, bredte sig på hendes læber, hans ansigt bar ar ” jeg kan desværre ser at nogen kom først” sagde hun koldt og det tydeligt at hun henvidste til hans ar, men han ville ikke ønske at slippe hende fri efter dette her. Hun begyndte at trække vejret en smule dybt.

da hun sagde at hun ville dræbe ham gav han hende et kort smil og tog en lille kridt tavle som han rissede endnu en streg på, det var den tredvte gang at en vampyr havde sagt det "jeg ville nok se lidt anderledes på din situation" han holdt hende fast ved hårdet i arms længde som om han havde afsky for bæstet der var foran ham "ser du, den fine rune smed har lavet et halsbånd der røver dig for alt andet end din healing og naturlige evne, det vil sige, du kan værken løbe hurtigt eller slå hårdt, du er lige så svag som den krop du har, hvor jeg der i mod er nærmere det som et menneske kan komme" han slog hende hårdt i kæbe partiet "det betyder også at du vil få alt den smerte vi giver dig men du healer sårene, så vi kan blive ved. og ved... og ved" han gav et slag hver gang han sagde "ved" og til sidst slog en tand løs "uh, der kan man se, en kind tand, det er en jeg ikke har" han tog en hals kæde frem der viste en stor række af forskellige tænder "jeg tror du skal føle dig heldig for nu, fordi her er det kun mig der har lov til at røre dig" han gik hen til telt åbningen så hun kunne se over i teltet ved siden af. I det kunne man lige skimte mandlige vampyre der hang fra kors og skreg i smerte mens på jorden var kvinder holdt i gabe stokke og taget bagfra af soldater "selv om jeg er sikker på at du ville elske det der" han forlod teltet lidt for at gå ud til bålet i midten af lejren. Der var et brændejern der lå i ilden som han tog ud for at se hvor klar den var, der var et rødt skær hen over den, han gik tilbage og så på vampyren "velkommen til jagt lejren" han satte det rødglødende metal mod hendes ben så han kunne høre kødet syde under det "sig bebe" han havde et grumt grin på sit ansigt, hun var totalt i hans magt.

Panthea fnøs kort, men stivende i kroppen, da han nævnte at hun ingen evner havde end sin egnen og at hun kunne heale, men det var ikke det værste, hendes største frygt var at blive svag. Hun lyttede kiggede over imod det telt han havde nævnt, det gjorde ondt at se hvordan han behandlede hendes folk og hendes race. Hun bed sig svagt i læben og smilede sarkartisk ” nøh hvad skyldes æren at jeg får lov til være her helt alene sammen med dig” sagde hun og tav med det sammen da slagene ramte hendes kæbe og endnu en smerte i hendes hovedbund da han ikke ret blidt holdte hende i hendes mørke hår. Panthea følte sig bestemt ikke heldig. Jo mere han talte jo mere hadede hun ham. Hun følte at hun var tilbage, til en tid hun helst ville glemme. Hun bevægede svagt sine arme for prøvende at få dem fri, men da han gik rev hun mere heftigt i dem, men hun kunne ikke komme fri af dem. Hun så det varme jern og hvæssede svagt af ham. Hun havde ikke tænkt sig give sig uden kamp. Hun var ikke sådan en der bare gav op. Panthea skulle nok hævne dem i teltet og hende selv og vis ikke hun kunne hjælpe så ville hendes skaber sikkert. Hun havde dog stoppet med bevæge sine hænder da han kom tilbage. Hun anede stadig ikke hvorfor hun var her, men nået måtte der jo være sket, sinden hun var endt her hvor hun var. Hun bed sig svagt  i læben og forberedte sig på smerten som snart ville komme hvor end han satte dette jern henne. Hun grinede svagt smerten ikke var det slemmeste hun havde prøvet og hun måtte indrømme at det gjorde ondt, men det var ikke værre end blive forvandlet til en vampyr. Hun kiggede på ham ” jeg beder ikke der har du fået fat på den forkerte kvinde” sagde hun hånligt og der skulle mere til før hun ville knække, men jo længere den sad på hendes hud jo mere begyndte det svie og faktisk også at gøre ondt, men hun ville heller død end bede ham om at stoppe. Hun stivende igen sin krop, det var for at glemme smerten som stille begyndte at vokse i hendes ben. Han glemte en ting vis hun skulle hele hurtigere havde hun brug for blod, ja hun kunne godt hele uden, men det ville gå langsomt. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men væk her fra det skulle hun bare.

han lod sin bag side af sin hånd ramme hende hårdt hen over hendes kind "tror du du bare kan forsvinde ind i din lille drømme verden" han tog jernet fra hendes lår og fandt en lille flaske med et kors på og hældte det ned i det åbne sår. Det lød som om nogen havde hældt olie på en pande og vandet spruttede op fra hendes sår "siden du ikke er god til at snakke med mig tror jeg bare vi gør det her" han tvang en ball gag i munden på hende. Han gik der efter hen til åbningen og lukkede ned for den.
Han gik roligt hen til vampyren med et roligt blik "du ser ud til at kunne klare smerten ok" han smilede til hende og gik om bag hende og sparkede stolen foran så hun landede med ansigtet ned i den hårde jord. Han flyttede hendes arme så hun var fri for stolen men stadig bundet "lad mig vise dig hvorfor så mange kvinder kan lide mig" han rev hendes kjole i stykker så hun lå nøgen på jorden. Han holdt en fod i ryggen på hende så hun ikke kunne krybe væk, han trak sin pik frem fra sine bukser, den var meget stor, omkring de 20 cm nemt, han løftede den svage vampyr op og spredte hendes ben før han hamrede alle 20 centimeter op i hende uden nogen form for advarsel, han kunne mærke hendes underliv kæmpe mod ham men han pressede sig mere ind som han blev hårdere og spredte hendes hul mere ud "det bedste ved at voldtage jer vampyr kællinger er ingen hore unger bag efter" han gav et afskyeligt grin fra sig som han begyndte at hamre hende ned over hans pik.

Panthea begyndte igen rive i rebene og det irreterede hende smerten og varmen fra hendes lår, hun bed tænderne hårdt sammen for ikke at reagere på hans slag. Det var tydeligt at de begge hadede hinanden, men fordi han havde gjort hende svag med det halsbånd som hun også hadede kunne hun ikke gøre andet end at tage imod, men havde han mødt hende uden havde han ikke haft en chance, hun nåede dog ikke at sige noget før han puttede noget i hendes mund som hun ikke vidste navnet på. Hun hadede alt ved ham, hans stemme og især det med at han troede han var overlegen, men det var kun fordi han gjorde hende svag, hun fokuserede på noget andet, men var stadig stiv i kroppen og i det hun havnede på jorden med hovedet først fordi hun ikke kunne tage fra med sin hænder og arme, hun ville ønske at hun kunne slynge en eller anden spydig bemærkning i hovedet på ham, men det kunne hun ikke fordi hendes mund var fyldt ud af noget andet, da hun så han gik for at lukke for åbningen, sank hendes håb for nogen sinde at komme ud en smule, men det var ikke noget hun vidste med sin krop. Hun mærkede hvordan hendes kjole belv flået i og inden længe var hendes spinkle krop blottet. Man kunne tydeligt se hendes ribben, men hun ville ikke tænke over hvad der skulle ske, men hun vidste det og med de få kræfter hun havde prøvede hun alligevel at vride sig så hun kunne komme ud. Panthea forstod stadig ikke hvorfor hun var der og hvad meningen med deres angreb var. Han var vel ingen gentleman for så havde han fortalt hende hvad grunden til alt dette var. Hun måtte igen bide smerten ved hans hårde stød i sig udover det var han også meget stor og hun mærkede selvom hun kæmpede imod at han forsatte bare.
Et udtilfredst lyd kom fra hende som han forsatte og begyndte at tale igen, det var vel også godt for hende for så kom der ikke flere af hans slags. Hun anede ikke hvad andet end kunne end tage imod. Dog ville hun ikke ville give ham det han ville og bare for irretere ham begyndte hun at grine, det  var måske lidt underligt i denne situation og fordi hun havde den ting i sin mund var det måske ikke sikkert at han kunne høre at hun grine, men han skulle i hvert fald ikke tro at han havde kontrol over hende og den eneste måde hun kunne kæmpe imod var ved at gøre ting som han ikke brød sig om eller ikke regnede med.

han fortsatte med at sætte farten op da hun begyndte at grine af det, han havde ikke regnet med det men han var efterhånden blevet god til at tone ud alt fra skrig til banden til grin. Han smilede bare til hende som han  borrede sig længere ind i hende "måske skulle jeg give dig vidre til mine mænd, jeg er sikker på du ville nyde det" han smilede bare mens han blev ved med at voldtage før han faktisk grinede med hende. Han havde en gang været meget mere naiv, men efter han havde fået arret havde han nydt at voldtage og torturere vampyrene de havde fanget.
efter solide 10 minutter havde han endelig fået nok og gav efter for at fylde hendes indre med hans sæd, der var meget af det og da han trak ud løb det let ud af hende, han tog fat om hende og førte hende op på alle fire lige det "lad os se hvordan du holder til det her" han pressede sig meget roligt op i hendes andet hul uden at tænke meget over det. det var stramt, næsten smertefuldt for ham men han fortsatte uden nåde  mens han pressede hendes hoved ned i jorden "det ser ubehageligt ud for dig" han gav hende et roligt smil før han pressede sig længere ind ind i hende til han var helt ved roden. Han havde alt den tid han skulle bruge så han kunne fortsætte med at voldtage hende så længe han ville.

Panthea fnøs kort og sank svagt alt det spyt som havde fyldt hendes mund udover den anden ting i hendes mund, hun mærkede hans hårde slag som bankede i hende og hun havde ikke regnet med at hendes latter ville få det til at blive endnu værre. Hun mærkede hvordan han til hendes store afsky kom i hende. Hun nåede dog ikke at tænke over det før han  tvang hende op i en ny stilling. Hun vred stadig i hendes reb for at få hendes hænder fri vis bare hun kunne få sine hænder fri. Hun fnøs kort da han nævnte han kunne give hende videre til hans mænd og at hun ville nyde det. Ikke på vilkår hun ville, men hun ville nyde at sætte tænderne i en af dem, hun mærkede hvordan han tvang hendes hoved ned i jorden. Hun ville ikke vise ham at det han gjorde fik hende til følge sig svag og han skulle ikke tro at hendes kampgejst var væk. Hun var som et vildt dyr som ikke ville nedbrydes og med det sammen han gjort det begyndte hun vride sig  så heftigt hun kunne han skulle ikke få fornøjelsen af at bruge det hul. Hendes kræfter var sparsomme, men hun nægtede at lade sig udnytte af et mennske og slet ikke et så afskylig et som ham. Hun spærrede øjnene op og et undertrykt gisp undslap hendes læber, hun stoppede øjeblikligt med vride sig da han atter var inde i hende, men det betød ikke at han havde vundet, men hun ville bare ikke skade sig yderligere ved forsætte imens han var inde i hende. Han var stor og det gjorde ondt. Hun fnøs kort og nægtede give op, men hun måtte give ham ret det var ret så ubehageligt for hende, men hun benægtede stadig og vis han spurgte hende ville hun også benægte og da han sagde noget om hvor ubehageligt det måtte være for hende, rystede hun svagt på hovedet for understrege at hun ikke ville give ham det han ville have.
Hun mærkede alligvel en træthed brede sig i kroppen udover det var hendes krop, et smertfuldt helved for hende, hendes ene lår sved stadig efter brændmærket og vievandet. Hun følte sig øm, men også ulækker og dum for at havde ladet hendes sanser og parader falde, vis aldrig hun havde gjort det var hun aldrig havnet her.

Når hun fik denne tingest ud af hendes mund ville hun slynge alle de grimme ting hun kendte ud i hovedet på ham, heldigvis for hende havde han ikke fundet en kniv endnu. Den eneste ting udover frygten for blive svag hun var bange for og frygtede. Hun kunne ikke give op vis ikke der var en som kæmpede hvad skulle der blive af de andre i det andet telt. Hun kunne stadig ikke forstå hvorfor hun var her, men hun var tydeligvis ikke den eneste som havde ladet sig fange. Hun måtte kæmpe imod for hvem skulle ellers. Hun kæmpede ikke bare imod, men også imod hendes krop. Den måtte bare ikke give efter, han skulle ikke vinde over hende. Hun huskede at hendes skaber havde lovet hende at ingen igen skulle bruge hende som de lystede og udnytte hende, men nu var hun har i det helved som et mennske havde skabt. Hvor kunne hun ikke vente med hævne sig og vis ikke hu kunne hævne sig på ham måtte hun finde en af hans andre mænd og dræbe ham, hun ville nyde det