When its all over - Theo

Det var aften. Gågaden havde en af de dage, hvor de holdt lidt længere tid åben, og priserne var lidt mindre. Mikyla gik stille rundt og kiggede på tingene i de forskellige boder. Der var så mange flotte ting. Hun fandt nogle der solgte alkohol og købte en flaske whisky. Den gik hun så og trak af imens hun kiggede på alle de ting som var i boderne. Alkohol lindrede smerten for hende. Svigtet forsvandt. Hun kæmpede for at komme sig over, at River ikke længere var sammen med hende. Hvordan kom nogen sig over et knust hjerte? Det gav ingen mening for hende. Lige meget, hvad hun gjorde, så føltes det blot som om at smerten hang ved. Hun var skuffet. Godt nok var der gået lidt over to år, men hun havde været igennem helvede. Han var kommet videre og hun var ikke. Hendes tid havde stået stille. Hun tog en slurk til da minderne pressede på. Hun hadede det som pesten, hvorfor skulle det gøre så ondt?
Denne aften var hun i ført en sort kjole og havde et par stiletter på. Hun ville have noget at spise senere. Hun skulle holde sig beskræftiget. Måske ville det hjælpe hende. Det var endt som i fremtiden. Han havde valgt en anden fremfor hende i sidste ende.
En mand kom hen til hende stod bagved hende.
"En halskæde for en smuk kvinde." Sagde han og lagde kæden omkring hendes hals. Den var sølv. Et sølv hjerte. Han forsvandt dog hurtigt igen, en skam hun nåede ikke engang at takke ham. Et smil sneg sig op på hendes læber. Det var tid til at starte forfra. Bruge smerten til at blive stærkere. Komme videre i livet.

//[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Theo holdte sig i skyggerne. Det var der han følte sig hjemme. Der kunne han holde øje med hende uden at hun opdagede ham. Hvor længe havde han holdt øje med hende? Uger, måske. Måske mere. Han vidste det ikke. Lang tid. Meget lang tid. Bare holdt øje med hende. Han havde en laset og lidt ødelagt trøje med lange ærmer, sorte bukser, men ingen sko. Hans fødder var lidt skadet og beskidte, men det lod ikke til at irritere ham. Han virkede fint okay med det.
Han så på imens en fyr gav hende en halskæde på. Så bare. Følte intet. Han holdte sig jo bare i skyggerne. Der hørte han hjemme. Han var bange for at træde ud af skyggerne. Han ville ikke ses af hende. Hun skulle ikke se hans sorte rander, hans grimme tøj, og forfærdelige frisure. Han lignede et lig og lugtede nok også sådan. Men han ville gerne høre hende sige hans navn. Theo. Theo. Theo. Det ville han gerne høre.
Tøvende trådte han ud af skyggerne og gik forsigtigt hen til hende. "M..Mika..yla." Hans stemme var hæs, som om han ikke havde snakket i lang tid. Han så sig lidt omkring før han pegede på sig selv. "Theo. Holdte øje..fra skygger. Ven." Han smilede forsigtigt og lavede et kejtet vink til hende. "Ven." Sagde han igen, denne gang med et nik.

Det kriblede ned af hendes ryg da nogle nævnte hendes navn fra skyggerne. Hun drejede sig rundt og kiggede på ham. Hun sank let en klump. Mikayla vippede hovedet let på skrå. Han pegede på sig selv. Theo. Han hed Theo. Hvem var denne Theo? Ven. Det fik hun hurtigt svar på. Hun vidste ikke helt om hun skulle gå tættere på ham eller ej, men han bekræftede sin mening da han gentog sig og sendte hende et nik. Hun kneb øjnene let og trådte et par skridt nærmere.
"Hvor kender du mig fra Theo?" Spurgte hun og sank let en klump. Hendes nysgerrighed slog ind. Det kunne ses i hendes klare blå øjne.
"Hvorfor gemmer du dig så tæt på skyggerne?" Spurgte hun ganske kort bagefter. Hendes nysgerrighed kunne være ufattelig farlig. Det havde fået hende i problemer før, men aldrig nogle skadelige. Når hun prøvede at holde sig væk, så skete det værste.

Hvor..han kendte hende fra. Hvor? Hendes spørgsmål skræmte ham lidt for han kunne ikke så godt svarene til dem. Men han prøvede! Han tænkte sig godt om, selvom det var meget svært. Han kørte en hånd ned af sit ansigt og tog en dyb indånding. "Hvor... Fra.. skyggerne. De.. hviskede dit navn. Jeg fulgte..hviskene. I lang tid." Han nikkede lidt til det han selv sagde, nærmest som for at forsikre sig selv om at det var rigtigt. "Jeg så.. på. Holdte mig væk.. Men, passede på. Ja, passede.. passede på dig." Han smilede bredt, tydeligvis tilfreds med at have fået sagt det. "Skyggerne er.. mine venner. De skjuler.. beskytter.. hjælper mig. Folk.. kaster ikke sten.. på nogen, de ikke.. kan se." Han så ikke ud til at have noget imod at hun stod tæt på ham, han smilede bare til hende, og hans øjne skinnede lidt op. "Turde.. Turde ikke sige hej før nu.."