Feathers apear, when angels are near - Seuzan

Kiü gik en smule tilbage for at give Seuseu noget plads til at komme ud af hængekøjen. Så han havde plads til at få strukket sig og alt det han ellers skulle.
Han virkede ikke til at være i det allerbedste humør fra morgenstunden af, men hvem var også det, udover Kiü selvfølgelig, men hun var altid i godt humør, eller hun prøvede i hvert fald, for tiden havde hun været ret så ked af det, på grund af sin mors død og sin fars forsvinden, men at være sammen med Seuseu gjorde det hele meget bedre, hun kunne godt lide Seuseu, rigtig meget endda.
Hun kiggede på ham, som han vækkede de andre fra deres søvn, de lød nu heller ikke særlig glade, måske var det bare alle på skibet om morgnen.
Hun kiggede efter Seuseu, som gik ned af trapperne, men ikke uden at give hende et smil på vejen.
En rødmen steg til hendes kinder. Det var noget tid siden at hun havde set Seuseu smile, hun havde været bange for at det måske var fordi han var sur på hende, eller bare ikke gad hende, men det kunne også bare være at det var en dum dag, dagen før, eller at være pirat måske bare var... hårdt for ham for tiden.
Hun gik roligt med ham ned af trappen, lige i hælene på ham. "Hvad skal vi så i dag Seuseu?" spurgte hun spændt og smilede.

Han så på hende."Lige nu skal vi have besætningen ud af køjerne, hvis de ville have mad. Ellers ender de med at være sure resten af dagen." Han gik ned på dækket under dem og smilede djævlsk. En stor klokke hang for enden af væggen. Han åbnede lugen til dækket nedunder og Quatermasteren kravlede derned. På sammetid ringede de med klokkerne. Begge høje og gennemtrængende. "Kom så. Kom, kom ,kom!" brølede First Mate og straks komme alle tumlede ud af sengen og ned af stigerne. Seuzan stod ud til siden og smilede. Det her var nok den bedste del af jobbet. Han vendte sig mod Kiü. "Morgenmad først. Regler bagefter." sagde han og gik ned til bålene. Sandet var stadig dejlig køligt og ville nok være det en time endnu før solens hede gjorde det bagende varmt. Maden var leveret til hvert skib om morgen i tønder. På grund af Icebloods størrelse og besætning havde den fået mange tønder. Besætningen var ivrige efter at få noget i maven.

Kiü nikkede mens hun bare gik roligt afsted efter Seuseu for at se hvad han gjorde på en hel almindelig dags basis. Det var spændende at se hvad en pirat mon lavede.
Hun skar en grimasse, da Seuseu pludselig ringede med en klokke, som fik uden tvivl hele besætningen igang, hun ville uden tvivl være lidt gnaven hvis hun blev vækket på den måde, men heldigvis var hun en som stod op tidligere end nogen af disse pirater åbenbart.
Mad og regler efter lød fint nok for Kiü, hun var også selv sulten, så det ville nok være bedst med mad først.
Hun fulgte roligt med Seuseu og hjalp der hun nu kunne, for at få gang i morgnen.
At de skulle spise uden for havde hun intet imod, det kunne hun skam godt lide, at få noget frisk luft om morgnen, hvor det var det mest friske.
Hun gik op på siden af Seuseu og kiggede op på ham med et nysgerrigt blik.
At både være engel og pirat på samme tid, var stadig en gåde for Kiü, men hun måtte sige at Seuseu gjorde det ret så godt.
"Hvordan har du så sovet?" spurgte hun høfligt og smilede blidt til ham.

Seuzan var glad for at hun hjalp. Det viste bare at hun allerde passede ind. Men med spørgsmålet om at sove? "Jeg sover nåbedre i nærgåheden af ham jeg skal beskytte. Jeg er drømmeløs ellers og er kold." sagde han. For de fleste gave det slet ingen mening, men der var hellere ikke så mange Skytsengle der valgte at blive pirat. Morgenmaden begyndte at koge. Bestående af havregrød med frugtstykker og koldt brød. Seuzan gik hen og rørte i en af de store gryder der hsng over et af bålene.
Han lod sine stormgrå vinger komme til syne. De fleste kikkede bare hurtigt hen og sikrede sig at de andre bål ikke kunne nå hans fjer. Mange var her på grund af ham og endnu flere i live på grund af ham. "Hvad med dig?" Han så sig over skulderen på Kiü. De mørke øjne skinnede i ildens skær og de korte blonde hår gjorde også noget ved hans statur.

Hun nikkede til det han sagde, det overraskede hende ikke, hun havde spurgt sin far så mange gange om hvordan han havde sovet og det var nogenlunde det samme svar altid. Nogen gange fortalte han dog om nogen drømme han havde haft, men om det bare var fordi han ville gøre hende glad, det vidste hun selvfølgelig ikke.
Hun kiggede omkring sig, det sted de var, det var smukt, især om morgnen, hvor solen begyndte at stå op, alt virkede bare rigtig naturligt og meget fredeligt og det kunne hun rigtig godt lide.
Hun kiggede dog tilbage til Seuseu, da han spurgte hvordan hun havde sovet.
Hun trak lidt på skulderne og sukkede. "Mest mareridt, dem har jeg mange af efterhånden, siden min mor døde og min far forsvandt.. eller er død, det er i hvert fald sådan jeg ser ham, indtil videre" sagde hun og kiggede ned i sandet.
At hun havde sovet godt... kunne man ikke helt sige, men hun var i hvert fald udhvilet.
Hun sukkede, hendes triste øjne mødte hans, inden de blev blide og hun smilede til ham. Kiü prøvede altid at holde sig positiv, for det var hvad hendes far havde lært hende at være, altid positiv.

Seuzan følte medlidenhed med den unge pige foran sig. Han kendte selv alt for godt til sorg. Han holdte en arm und til hende i en indbydelse om komfort og tryghed. Hvem vidste hvornår Seuzan ville blive kaldet hjem og hvor lang tid det ville tage for ham at overbevise Azanroc om at lade hende slutte sig til dem. Hun var ung og kunne måske hjælpe hjemme i Devils Lagoon. Han kikkede ned i gryden igen."Jeg kender selv til den smerte at miste nogen tæt på en. Jeg.." Han kunne ikke sige mere. Ordene sad fast i halsen på ham. Et stille suk forlod hans mund og brystkassen udvide sig i en voldsom indåndning.

Hun smilede blidt da han holde en arm ud til hende, hun tog imod den indbydelse og krammede sig ind til ham, det var rart... at være så tæt ind til ham, at bare blive krammet ind til ham, hun følte mere tryghed end hun havde følt hos sin far, og ham havde hun levet med i så mange år, hvor hun kun næsten lige havde mødt Seuseu, men allerede følte sig stærkt knyttet til ham.
Hun lod ham blidt slippe og hun trådte kun lidt tilbage, men var stadig lidt tæt på ham.
Hun bed sig i læben, da han selv prøvede at fortælle noget, men hun kunne høre at det var svært for ham. Hun gik tættere på ham og satte sig ved siden af ham, inden hun kiggede på ham med et blidt blik. "Det er okay hvis du ikke har lyst til at tale om det, eller ikke føler du kan.." sagde hun og tog blidt hans hånd i sin.

Han så på hende. "Først mistede jeg min familie. Derefter min første besætning, deriblandt mine mentore." Et suk forlod ham og hans blik blev fjernt. Han havde taget tabet af dem tungt og for at undgå selvskad havde han begravet dig selv i genopbygning og planlægningen omkring Devils Lagoon. Han rørte rundt i gryden. Tog fat i dens håndtag og løftede den hen på et af de mange borde som de havde placeret i midten omkring bålene.

At han havde lidt sådan et tab var forfærdeligt for ham og forfærdeligt for Kiü at høre på, det var ikke fair for ham, at miste så mange mennesker, personer, som man holdte af. Hun bed sig i læben og holde sit blide blik på Seuseu. "Det jeg ked af at høre.. at miste så mange må være, rigtig svært" sagde hun. Hun studerede ham, da han stillede gryden på et bord, så måtte det være morgenmaden der var klar.
Hun gik roligt hen til ham og krammede ham så bagfra. "Jeg håber du føler at du kan tale med mig om alt, for er klar på at lytte til hvad end du har at sige" hviskede hun blidt og smilede.

Seuzan smilede. "Du er god til at lytte. Edwin og Azanroc er også gode til at lytte, men at være engel har mange ulemper. Bl.a. at man lever meget længere end andre." sagde han og gik ud. Solens stråler ramte nu sandet og varmede det langsomt op. Han klatrede op til han nåede toppen af skibets stormast. Han satte sig med benene hængende på hver sin side. Han lagde sig der og så udover den lille koloni der havde samlet sig der. Han lukkede øjnene for en stund. Han trængte til at komme ud på havet og lave noget piratarbejde.

Hun bed sig i læben, hun vidste at engle levede længere end så mange andre, det havde hendes mor også altid vidst, men hun valgte alligevel hendes far, fordi hendes mor elskede ham mere end nogen anden. Det var ret romantisk hvis man spurgte Kiü.
"Min mor var menneske, men hun blev alligevel gift med min far, fordi de elskede hinanden meget højt" sagde hun og smilede roligt.
Hun lod Seuseu være lidt, han så ud til at have brug for lidt tid alene, måske, selvom hun havde en umådelig trang til at følge efter ham og være hos ham, begyndte hun at være sammen med resten af besætningen og tale med dem, mens de gjorde klar til morgenmad og da det var klart, begyndte Kiü at gå over til Seuseu.
"Seuseu, morgenmaden er klar, kommer du?" spurgte hun og smilede op til ham.

Seuzan så ned og lod sig falde. Han styrtede gennem luften indtil han var ti meter og han spredte sine vinger ud. Han landede let i sandet og fulgte efter hende ind. Hans besætning sad i grupper og snakkede. Han tog en lille skål med grød og tog en flaske med rom. Han gik hen og satte sig på en stol. En stol der var tiltænkt kaptajnen. I starten havde han været meget imod det, men hans folk havde slået fast at han skulle. "Velbekomme alle sammen." kaldte han ud og han så hen på Kiü med mørke øjne. Et stille smil bredte sig. "Jeg har hørt at vi mangler medlemmer til Piratrådet." Et fnøs lød. "Så skal de først vælges af Kaptajnen og Seuzan." "Dem begge?" "Ja lille fjols. Kaptajnen er vore leder og Seuzan var med til at grundlægge Devils Lagoon." Snakken gik rundt mellem folket.

Hun smilede da han kom ned og begyndte at følge efter hende. Kiü tog noget grød og satte sig hos nogen som hun var begyndt at tale godt med, men hun var stadig ret tæt siddende ved Seuseu,
Hun kiggede dog op på ham, i stedet for at tale, da han begyndte at tale til sin besætning.
En rødmen steg til hendes kinder, da han kiggede på hende og et smil var på hans læber.
Piratrådet? Hun kiggede undrende omkring sig, hvad var dog piratrådet, det måtte hun lige spørger Seuseu om, når de også skulle tale om regler.
Kiü spiste sin morgenmad ret så hurtigt, da hun var meget sulten, så da hun var færdig, kiggede hun bare op på Seuseu med et smil og ventede pænt på at han blev færdig, så de kunne snakke.

Seuzan tog en beslutning. Han satte skålen fra sig og foldede hænderne under hans hage. Blikket på Kiüra. "Brødre. Søstre. Vi har en ny i hvor midte. Vi må hjælpe hende med at forså de regler der er når vi er på havet, i Devils Lagoon og her. Hjælp mig med fortælle hende dem." sagde han. Besætningen så på Kiü. "Regel nummer et: modsig dig aldrig din Kaptajn eller hans højeste medlemmer." sagde Annebelle og rejste sig op. "Der er ingen undtagelser for kvinder." Hun hvilede en knyttet hånd på sit bryst og satte sig ned i igen. Folk hamrede deres næver mod træ og sand for at give deres besyv med. "Regel nummer to: Vi deler byttet lige over." sagde Kevin. En af de yngre og nyere. Igen folket gav deres besyv. "Regel nummer tre: Vn
Vandre aldrig alene rundt i Devils Lagoon eller her." sagde Alan. En af Seuzan ældste venner i denne tidsalder. "Og der er flere regler."

Kiüra kiggede straks hen på Seuseu, da han begyndte at tale til dem alle, om hende og hvordan hun skulle lærer reglerne, hun var spændt på at høre hvad for nogle regler det var som hun skulle lærer.
Kiü så på en kvinde der rejste sig op, og begyndte at tale om regel nummer et, imens hun så stolt ud. Kiü gav et lille smil fra sig, aldrig modsige sin kaptajn? Det kunne hun vel godt klare.
Hun blev ved med at kigge på de forskellige som fortalte hende om reglerne, der var ingen tvivl om at hun sagtens kunne stå inde for dem alle sammen, det var ikke noget problem for hende.
Kiü kiggede hen på Seuseu med et stort smil, der var flere regler og hun var klar til at høre dem, og hvad de gik ud på.

Seuzan rejste sig op og stillede ud i midten. "Når man begynder på skibet har man den laveste rang. Hvis man vil op må man arbejde for det. Det nytter ikke at man kender mig eller Kaptajnen. Vi har respekt for alle andre pirater og de har for os. Vi ser helst at I ikke slår hinanden ihjel uden en grund." sagde Seuzan og hvilede en på den ene hofte. Hans blik var strengt. Han blonde hår skinnede mat i ildens skær. Ude på stranden lød der til at være problemer. Seuzan så mod indgangen og hævede et øjenbryn. En latinsk stemme råbte op. Et suk brød gennem hans læber. "Kom så." brummede han og greb fat om sit sværd for så at gå ud. Folk så på hinanden og fulgte efter deres kaptajn. På stranden stod der lille hær. Pirater stod ud til siden og knurrede, råbte skældsord og spyttede efter dem. De tav alle da Seuzan kom frem. Hans blik var hårdt og uden medlidenhed. Det her var arbejde.

Hun var ret overrasket over hvad Seuseu sagde, især omkring at man ikke skulle slå ihjel, uden nogen grund, det betød altså, siden at han sagde det, at der måtte være en form for dræb gående omkring.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om det, hun hade ideen om at se et andet menneske ligge død på jorden, hun hade tanken om at slå ihjel, at myrde.
Men det var måske noget hun måtte vende sig til, hvis det var her hun ville høre til, hun havde besluttet sig for at hun ville blive, men selvfølgelig hvis kaptajnen ikke ville have hende der, kunne hun ikke gøre meget andet end at gå, men ellers havde hun i tankerne om at blive, og så var drab måske bare en del af hverdagen, som hun måtte vende sig til igennem hendes leve tid hos disse pirater... og Seuseu.
Hun kiggede mod Seuseu, da han bad dem om at følge efter dem, Kiü fornemmede at noget var på færre, og noget sagde hende, at hun skulle holde øje med Seuseu, egentlig var der intet der sagde at hun skulle holde øje med Seuseu, men hun ville bare gerne, hun ville sikre sig at han var okay.
Så da han begyndte at gå imod stranden, var Kiü nok en af dem der stod forrest, for at se hvad der skete, og for at komme hurtigst til Seuseu, hvis der skulle ske ham noget.
Hun så ham træde frem, med et ansigt som hun ikke kendte til fra Seuseus side. Hun bed sig i læben, mens hun ventede på hvad der nu skulle ske.

"I er alle under arrest." snerrede lederen og mange af de andre piratkaptajner knurrede og trådte længere frem. "I har intet at gøre her. Denne ø er givet til pirater som en hjem og fristed." sagde en og trak sin sabel.
Kaptajnens mandskab fulgte hurtigt trop. Seuzan forholdte sig roligt selvom foragten havde bredte sig ude til hans vingespidser. Mange andr mænd og kvinder rørte uroligt på sig og skævede ud mod det enorme skib dom tilhørte soldaterne.

"I tror at I har ordet her, men denne ø er ikke jeres. Og fra hvad jeg kan se er I også i undertal. I ville højeste dræbe et par stykke af os, men vi ville have dræbt jer alle." Seuzans stemme var kold som is. Denne side af ham var en af de tre man så mest. Piraten, Englen og Beskytteren. Nu var den Piraten der var fremme. En der spillede med beskidte knep og vidste hvordan han skulle beholde ordet i sin magt. Han gik roligt frem mod lederen og hvilede en hånd på sit sværd. "Føler du dig teyg hvor du står lige nu?" spurgte han silkeblødt. Det fik det til at løbe ned af ryggen på mange. Selv endda på piraterne. Lederen så sig om og snak en klump. Omgivet af pirater der var forskellige racer. Han så hen på Kiüra.