Come on! don't be such a wuss. (Lori)

Lorikan smilede bare over denne fyr. Han var nu ret nuttet!
Han holde godt nok aldrig kæft, men sådan var det vel! Det var der jo mange der ikke gjorde, og alle kunne jo ikke være lige så stille som ham selv!

Han så på Razor da han spurgte om en sjæl kunne smage godt. Han trak på skuldrende ”de smager ikke rigtig af noget… så nej det kan de vel ikke” sagde han så. Han stak hænderne i lommerne. ”det er styrken af sjælen der gør forskellen… så man kan sige det kommer an på hvor meget styrke man få fra en sjæl der definere om den er god” sagde han så og så på Razor ”jeg ved ikke om du forstå hvad jeg mener… det er svært at forklare!. Det er ikke som med blod, da blod kan smage forskelligt…. Det gør sjæle ikke.. det er smagsløse” sagde han så.

Lorikan løftede et øjenbryn da Razor begynde at remse op hvad Lorikan kunne have som hoppe. Han grinte lidt af ham. Det var ikke lige den slags Lorikan gjorde sig i, han var ikke en hoppy person. Han smilede lidt flabet til Razor ”er det ikke bare noget med at kaste sig ud fra et højt sted og håbe på det bedste ligesom en fugle unge” sagde han drillende. Han regnede selvfølgelig ikke med at knægten var dum nok til det! Men man vidste jo aldrig!


Lorikan så på Razor ”mit forbrug er højt, fordi jeg er forbandet!... er du tilfreds nu?” grinte han blot. Han havde dog ikke i sinde at fortælle på hvilken måde. Han ville ikke risikere noget. Han ville sikkert nemt kunne klare Razor i dæmon form, men Lori ville have mange problemer med at overvide denne fyr. Især fordi han var overbevist om at han var menneske. Lorikan fnøs bare ved tanken! Han var noget langt stærkere end et menneske!
Han begynde at gå ned af gaden, og så lidt på Razor der havde besluttet sig for at følge efter ham ”hvad med dig selv? Har du ikke noget at lave siden du tøffer rundt efter mig?” spurgte han så.

Razor kneb kort øjnene lidt sammen. " Såååå spiser du nogensinde andet? eller er du tvunget til at leve af sjæle som din eneste kilde til noget der ikke smager af noget? - for hvis det er tilfældet, så har jeg helt sygt meget ondt af dig.. Faktisk - jep.. meget. At gå glip af kage og.. kage... Mmmh.. wauw, det lyder som den rene pinsel. " sagde han så lidt og rettede kort blikket frem med et lille grin. Ikke fordi der var meget i verden Razor kunne komme på der var pinsel - men ikke at kunne få den fulde smagsoplevelse af kage? det måtte være en indre tortur der ville noget. Selvom vidste man ikke hvad man gik glip af hvis det altid havde været sådan - men på den anden side. Ærgerligt.
" Så.. du kan mærke styrken i en sjæl når du spiser den? hvorfor spiser du så ikke bare en utrolig stærk sjæls og samler kræfter på den måde? Jeg mener, det ville da være der smarteste at gøre - i stedet for at gå efter simple mennesker og shapeshifters? så find en med power. Så ville dine kræfter da sikkert vende noget hurtigere tilbage." sagde han så lidt, og hans blik fandt sin vej tilbage på Lorikan. Der var vel intet der kunne være mere logisk - samme grund som Razor fandt mennesker ynkelige - de var så svage og man skulle knap prikke til dem før de knækkende - det var vel det samme med deres sjæl? Svag. Okay ikke alle mennesker! men de fleste, der var måske et par enkelte stykker der skilte sig ud - ikke nødvendigvis fordi de var stærke men fordi.. Lige meget.

Forbandet - det ord vækkede Razors nysgerrighed endnu mere og han rystede hurtigt på hovedet. " Nope, slet ikke tilfreds! hvilken forbandelse? er det noget der smitter? kan du skille dig af med den på andre måder end at samle kræfter? " han bed sig kort i læben med et smil. Tankerne omkring det farede allerede afsted i hans hoved - forbandelser var spændende, noget han gerne ville høre mere om, også selvom Lorikan sikkert i sidste ende ikke ville svare på det. " Hvem har gjort det mod dig? " spurgte han så og fik kort store øjne. Et fascineret udtryk var danser hen over hans ansigt.
" Well.. Næ, det her er min hobby! render efter dig indtil du bliver så irriteret at du ikke kan andet end at forsøge at gøre det af med mig, men i sidste ende, vil det ende med at det er dig der tigger og ber om at jeg skal skåne dit liv. Bare for hyggens skyld du ved " sagde han så bare med et lille grin. Det var egentlig sandt nok - det var typisk hvad der skete når Razor kedede sig. Medmindre han selv mistede tålmodigheden til sidst og slog folk ihjel - eller skred. Selvtilliden fejlede heller ikke noget. Razor havde gjort en ende på mange dæmoners liv før - Lorikan var ikke meget anderledes end dem i sidste ende. Dog, hvis han viste sig at være interessant nok - så var der ingen grund til at spilde godt selskab på at slå ham ihjel.

Lorikan så lidt på ham "jeg kan godt spise andet, jeg kan godt nyde smagen, men det kommer ikke til at gøre mig mæt.. Jeg kan ikke mærke hvornår jeg er mæt, men kun hvornår jeg er sulten" sagde han så og trak på skuldrende, "For nogle lyder det nok meget godt, men det kan være utroligt belastende når man hele tiden er sulten, fordi man ikke får det rette" sagde han så.

Han gik lidt med hænderne i lommerne, mens han lyttede til ddt Razor spurgte om. Han grinte lidt, ja det ville selvfølgelig gøre det hele meget nemmere! Men det var nu bare ikke sådan det hang sammen desværre. "Det ville være dejligt hvis det vsr sådan det foregik" sagde han roligt, og kløede sig lidt på hagen "Men desværre så kan man ikke se på folk om de har en stærk sjæl!..der er mange ting der spiller ind i den del.. en fagtig og usel shapeshifter eller vareulv kan godt have en stærk sjæl, hvor samtidig kan en kriger eller adelsmand godt have ddt modsatte" Sagde han med et roligt smil. Han vidste ikke om Razor ville forstå hvad han mente, men han kunne vidst ikke forklare det bedre.

Lorikan så bare på Razor, rystede på hovedet da han spurgte ind til forbandelsen "du får ikke mere end det"grinte han blot. Han overvejede virkelig hvad han mon skulle foretage sig. Han burde jage, men det blev lidt umuligt med den lille knægt randende efter dig, og han havde jo lige gjordt det tydeligt at han ikke havde i sinde at gå. "Jeg gider ikke spilde mine kræfter og tid på at prøve at slå dig ihjel.. Det er spild af tid, jeg ville intet få ud af det alligevl" sagde han så.

" Din stakkel.. men det da altid noget du kan få den uimodståelige smag af mad! Ellers ville jeg faktisk.. tro det eller ej, have ondt af dig.. " Sagde han så med et lille grin. Ingen tvivl om at det var sandt, han havde ondt af folk der ikke kunne få den egentlig smag af mad. Måske ikke vampyrer - fordi, de havde stadig muligheden for smag af blod - hvilket i sig selv var en delikatesse der var utrolig hver gang det ramte tungen. " Så du er helt hungrende sulten på nuværende tidspunkt? er det ikke anstrengende? " Han lod hovedet glide på skrå og rynkede kort panden en smule. Razor var egentlig sjældent sulten, han spiste bare når han havde lyst til mad - det var kun når han af større årsager blev forhindret i at spise, eller når han glemte det at han pludselig følte en sult. Også var han i princippet ikke lige den sjoveste at være i nærheden af. Men at skulle spise sjæle og være så afhængig af at det ikke var den nemmeste måde at skaffe mad på - det måtte være irriterende.

" Yea men du ved, folk har til tider det der blik i øjnene - der viser en vis styrke. " Sagde han så. Det galt vel egentlig bare om at være personkender - ikke fordi Razor var ekspert men med alle dem han selv havde taget livet på - var han begyndt at kunne fornemme på folk hvem der i sidste ende havde den største indre styrke til sin overlevelse - hvilket i de fleste tilfælde var dem der var sjovest at lege med, for de gav ikke bare sådan lige op. " Man kan mærke det, men selvfølgelig - det er begrænset hvor meget du kan nåå at mærke af en person hvis du bare snyder dem til at have sex med dig, med din uimodståelige charme og perfekte ydre - så er de blændet på forhånd og viser intet af dem selv før skaden er sket.. " sagde han så lidt, en smule flabet - dog alligevel med et bredt smil om læberne.

" Huh? hvad snakker du om? jeg er overhovedet ikke spild af tid at slå ihjel - problemet er at du ikke kan, men det gør det ikke til spild af tid. " Han trak kort på skuldrende før han lod blikket glide rundt, hvor de nu end lige gik hen. " Jeg er god til at holde på hemmeligheder - ville aldrig kunne finde på at fortælle din hemmelighed til nogen, desuden kender jeg ikke rigtig nogen som ville være interesseret i at vide det. " siger jeg så og retter blikket tilbage på ham. " Ellers så.. må jeg bare blive din egen personlige stalker - så slipper du aldrig af med mig, og jeg vil før eller siden finde ud af hvad der gemmer sig i den forbandelse. " Sagde han så bare og hævede kort lidt udfordrende et bryn. Det kunne meget hurtigt blive en realitet - Razor havde sådan set masser af tid han kunne bruge på at være en pestilens og rende efter Lorikan - om han ville have det eller ej, det gjorde det sådan set bare mere sjovt. Dog var der en risiko for at Razor ville kede sig til sidst og smutte, men det var selvfølgelig ikke sikkert.