et nyt møde - Zann

S: kirken i firewood village.
T: kl 22:00
V: mørkt og blæsende.
O: ikke så mange da alle er inden for omkring den tid.
P: et par bukser og en top og sin jakke..

det var en meget mørk aften, mørker end den plagede og det forvirrede den unge pige der stod ved en grav ikke langt fra indgangen, hun så ned på gravstenen, hun smilede, ''hvil i frem mor og far selv om det er længe siden så håber jeg i har det godt hvor i er'' sagde hun med et smil og satte sig på hug foran gravstenene, hun slappede af hun smilede over hun havde fundet sine forældres gravsted og inde for den sidste månede sin storebror, det var hun glad for, hun smilede for sig selv og så rundt, det var en smule koldt...

Det blev koldere da en ond aura blev spredt ud over kirkegården. Det var tegnet på et ondt væsen som fulgte sig hjemme. Den blafrende kappe gled pænt over de visne blade med en rolig hvisle lyd. Derefter stoppede lyden lige bag hende. "En kirkegård er ikke noget for en ung kvinde man skulle jo nødig ha at de døde vågnede" En hånd fløj op fra graven ved siden af hendes forældres. Før den faldt død om igen. Han ville skræmme hende til at gå hen til ham så de kunne ryge i snak.

pigen så på ham, ''hvis du vil ha vi skal snakke er det der ikke lige måden. jeg hader at blive skræmt men godt lavede må jeg indrømme'' sagde hun og vendte sig om og smilede mod ham, ''hejsa''s ade hun blidt og roligt, ''mit navn er josefine, må jeg be om dit navn?'' spurte hun med et smil, hun rejste sig op og så på sine forældres grav og smilede, og gik over til ham, *han er skræmmende men det er vel en god ting* tænkte hun... hun så op mod himlen de mørke skyger endnu et uvejr var op vej, det var tydelig hun hadet når det regnede...

Mandens læber knækkede ud i et smil. "Det plejer at gøre så pigerne nærmest hopper op og krammer sig ind til mig det er altid godt med et kram specielt når det føles som om man har herredømmet over dem fordi de er bange." Sagde han roligt med et roligt smil før han stak den ene hånd i lommen og under den anden havde han en bog "Zamandron Elliot Bang men du kan kalde mig Zann" Sagde han roligt og tog hendes hånd og kyssede hendes håndryg blidt

hun smilede og rødmede da han kyssede hendes håndryg, ''jamen dog jamen dog'' grined ehun med et smil på sine læber, hun smilede da vinden tog fat i hende jakke, hun så mod ham og smilede ''rart at møde dem Zann'' sagde han med et smil.. hun så på den flotte unge fyr der stod foran hende, ''jamen jeg er ikke den slags piger'' sagde hun sødt hun hvis jeg bliver rigtig skræmt'' sagde hun med et smil på sine læber...

Zann smilede roligt og gik roligt rundt om hende "hvad skræmmer så dig?" sagde han roligt før en skelet mand kæmpede sig op med et sværd og et skjold og gik direkte til angreb mod hende med hævede våben. Ja faktisk svang sværdet mod hende. Hvis hun var dumdristig og stå stille ville sværdet snitte hende hen over maven. Zann sad et stykke væk oppe på toppen af et stort gravstenskors mindst 2 meter høj og så meget uhyggelig ud hvorefter nogle kranier fløj rundt rundt om ham så det så mere uhyggeligt ud mens kranierne's tænder klaprede.

Josefine smilede og spang op i luftet og blev til en flot drage og så på ham, ''drop det der jeg gider ik lege med skeletter i aften, jeg vil meget heller snakke med fyren bag skeletterne'' sagde hun og så på ham med et smil på sine læber og slappede af. hun landte stille ned på jorden, hvor efter hun blev den smukke blondine igen, hun så op på ham...

Zann smilede roligt skelettet faldt fra hinanden og kranierne fløj ned i deres pladser igen. Derefter hoppede Zann ned fra gravstenen. "Hvad så med at tage hjem til mig og se hvad vi kan finde på at snakke om." Sagde han roligt og før hun nåede at svare var han allerede begyndt at gå. Direkte ind imod midten af kirkegården hvor der var et stort grav monument. Han skubbede metal portene op og de knirkede voldsomt meget. Derefter gik han ind og i midten af det hele var der en kiste som var indbygget i gulvet. To skelet soldater gik hen og løftede låget op og fjernede det. forsiden af kisten faldt roligt ned og afslørede en trappe i noget blåligt lys. Derefter gik han til siden og gav hende en gestus ned af trappen.

Monumentet
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

josefine så på ham med et smil og skulle til at svare da han allerede var gået, hun sukekde bare og gik efter ham og kom der hen hun så på ham og så der ned og begyndte at gå der ned af, det gjorder hende lidt nervøs at hun var alene med ham, men hun var jo sngle så det betød jo ikke noget....

Zann fik skeletterne til at lukke kisten efter at han selv var gået derned. Det blå lys kom fra stearinlys som lyste med en blå farve. Da de nåede længere ned kom de til et højt frit rum med 5 døren i bunden af lokalet. Det var rundt og cirka 5 meter i diameter. Derudover lyste et pentagram nede fra bunden med et blåt lys. Pentagrammet fulgte væggen godt så det så helt perfekt rundt ud.

Pentagrammet
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

josefine smilede og så på det, ''wow'' sagde hun og kom der ned g så på ham, ''bor du virkelig her hvor er det fedt'' sagde hun stille og smilede mod ham, hun smilede bare og så ned i jordern med et smil på sine læber, hun satte sit hr op da det generede hende meget da det fløt tid den ene side også den anden bag efter det provokerede hende...

Zann gik roligt ned "Den første dør er bad jeg har lavet badekaret ud af crystaller jeg har fundet og vandet kommer fra en underjordisk kilde. Det næste er et soveværelse det var lidt sværere men jeg fik nogle skeletter til at hente en himmelmadras resten er lavet ud af marmor der er meget marmor hernede specielt sort marmor den næste er et ritual lokale og de sidste to er under opbygning." Sagde han roligt med et smil og vendte sig mod hende. Med en rolig bevægelse gik han ind i midten af lokalet der hvor pentagrammet lyste kraftigst.

josefne nikkede ''okay fedt'' sagde hun med et smil på sine læber og så rundt, ''det er mega fedt sted det her'' sagde hun med et smil på sine læber og slappede af med et smil... hun tænkte på en hel del, hun smilede for sig selv med et smil på sine læber,.

Zann smilede roligt og stilte sig bag hende. "Det er min ydmyge hule. Jeg er den eneste som kan åbne porten herned til fordi det kun er mine skeletter der kan og ved hvordan man gør." Sagde han roligt før han roligt gik forbi hende og tog hende kort på røven før han gik videre ind i soveværelset hvor han gik hen til bogreolen som var der.

josefine så vredt på ham, ''lad min røv være'' sagde hun alvorligt og så på ham og gik hen til døren og så på ham, ''nej det ved jeg ik'' sagd ehun alvorligt og så på ham,,,,

Zann grinte hånligt. Lysene. De smukke blå flammer. Falmede og gjorde hulen mere uhyggelig. Langsomt kom skeletter der tydeligt var døde arbejdere ud fra en af dørene. "Hernede kan skeletterne leve uden at jeg skal bruge kræfter. Meget nyttigt." De kom langsomt frem med hamre og hakker som de havde arbejdet med og gik langsomt imod hende. Soldater kom ned fra trapperne. Med sværd og skjolde. Nogle enkelte mænd fra første verdenskrig som var blevet begravet med deres våben kom osse. Og sigtede på hende. Kort efter stod en halv hær rundt om hende. "Bange?" Sagde Zann med et sensuelt smil for at se om hun var bange. Hvis hun var blev han mere interesseret i hende. Hvis ikke skulle han nok gøre hende det.

hun så lidt bange rundt ja hun var bange, men hvorfor var det så vigtig hun ville ikke være bange, hun så på ham, ''ja er du glad nu'' spurte hun g så ned i jordern og lukkede sine øjne... *victor hvor er du når jeg skal bruge dig* tænkte hun og holdte om sig selv og så ned i jorden...

Zann så på hende kort tænkende. "VENT." Råbte han til soldaterne som trak sig tilbage alle sammen. Derefter gik han roligt hen imod hende. "Hjertesorger." Sagde han og så på hende roligt og gik hen og lagde en arm om hende i en venlig trøstende gestus. "Du er blevet knust. Du er bange for at blive såret igen. Du holder en blokade oppe foran dig for folk ikke skal komme tættere på derfor spiller du hård." sagde han roligt

hun så ned og holdte om sig selv, ''ja, og, jeg vil ik såres igen, min bror er den eneste jeg rigtig kan forholde mig til, han såre mig ikke, han lader mig ikke komme til skade eller lade nogle gøre mig ondt, og når han høre hvad den idiot gjorder...'' hviskede hun med tåre i øjnene...

Langsomt hev han hende ind til sig "Shhh rolig" Hviskede han roligt og holdte hende tæt for at trøste hende. Han aede hende ned af ryggen mens han holdte om hende. Lyset kom igen og den varme kun halvskumle stemning var tilbage. Han så ned på hende for at se om hun fik det bedre.

hun så på ham, ''tak'' sagde hun stillle... ''jeg glæder mig bare til jeg kan glemme ham'' sagde hun trist og tørte sine øjne og så op på ham hun savnede dog sin familie, hun ville gerne ha mødt sin mor og far. men hun havde fundet sin bror nu og det var det fr nu..

Han så roligt på hende smilende. Med en svag bevægelse nærmede han sig roligt hendes hoved. Han gik efter et kys. Det var tydeligt. Omfavnelsen om hende blev lidt strammere og han løftede hende lidt op ikke meget bare en smule. Så de kunne nærme sig bedre. Hvis hun ville.

hun rødmede og var nervøs *skulle jeg... eller lade være, hmm... jeg ville nok godt kunne hævne mig på arason* tænkte hun og så på ham og lagde sine hænder på hans skulder og lukkede sine øjne så han kunne gøre det hvis han ville...

Roligt holdte han tættere om hende kyssede hende videre. Før han roligt løftede hende op. Og bar hende hele vejen ind i hans soveværelse og satte hende på sengen og satte sig ved siden af mens han roligt kyssede hende videre.

hun så på ham, ''hvad er du ude på?'' spurte hun og kyssede ham på munden med et smil bagefter...