AU stories: Over my dead body

---

Hun havde gået rundt frem og tilbage i noget tid nu. Efter alt der var sket. Så kunne hun virkelig ikke bære tanken om, at det endnu engang var sket. Så hun søgte sin bror Blake. Tatia vidste, at Blake ville hjælpe hende med at finde Wade. Det burde han. Dog da hun kom til Blake var han der ikke. Blakes højre hånd Atom stod og snakkede om en barsk ulv de havde fanget som havde slagtet nogle af deres. Tatia spurgte om hun måtte se, måske hun kunne ligge et navn på fjenden. Men hun måtte ikke se. Det var ikke for uvedkommende. Dog fik hun lov til at blive til Blake kom hjem. Tatia kunne dog ikke undgå at skævle hver eneste gang at krigerne kom ud dækket i blod. Så en af dagene gik hun hen til Mason, en af Blakes bedste venner - men også en gammel ven af hende. Hun spurgte indtil hvem de havde derinde. Mason fortalte det var en stor buff fyr som de ikke kunne få til at tale. Let nikkede hun stille. Tatia forklarede at hun var meget rundt omkring i skoven, så måske at Mason kunne smugle hende ind så hun kunne se vedkommende. Så den aften da Atom var gået i seng sneg Mason Tatia indenfor. I mørket kunne hun hører den brummen der var. De grå øjne glødede nærmest i mørket. Blodet. Der var så meget blod. Så snart hun så de gråøjne spærrede hun øjnene op.
"Wade?!" Udbrød hun og løb afsted i mørket - snublede over nogle knive, men det gjorde hende intet. Hun løb hen og lagde hænderne imod hans ansigt. "Hvad har de dog gjort ved dig.." Mumlede hun sørgmodigt. Hun kunne mærke det tykke væske på sine fingre, og da lyset blev tændt trådte hun i chok et skridt tilbage. Så vendte hun sig imod Mason.
"Hvad fanden har i gang i?!" Udbrød hun vredt og de røde øjne glødede varsomt. Så rystede hun på hovedet af Mason og gav sig til at rykke i Wades lænker.

En knurren fra Wade fik hende til at stoppe ganske kort og se på ham undrende. Lyden af en pistol der blev ladt fik hende til at vende blikket imod lyden.
"Ikke så hurtigt prinsesse. Vi har brug for ham. Du lærte os blod må have blod. Han dræbte to af vores." Sagde Atom. Pistolen var rettet imod hende.
"Så vidt jeg ved, er det Blake som står for hvad der skal ske med fangerne.. og ha.." Hun blev afbrudt, hvilket fik hende til at knurre. "Blake er her ikke lige nu.. og hvad regner du helt ærligt med. Du er ikke en af os. Tror du seriøst, at bare fordi at Blake er din bror.. kan du sno ham om din lillefinger? Spurgte Atom hoverende. Tatia fnøs. Hun kunne se Atoms finger var på aftrækkeren, så et forkert trin og hun var ude af spillet - hvis han ramte.
"Så du vil hellere risikere at Niylah stormer hele lejren, for det er lige præcis hvad hun vil gør, hvis du fortsætter dine handlinger.. for ikke at se hvad Blake vil gøre ved dig. Eller hvad jeg gør ved dig." Snerrede hun. Atom begyndte at grine.
"Wauw. Sikke en trussel. En skam jeg ikke vil være her til at overvære det." Hun fnøs han var jo en kujon. Hvis hun ikke var dukket op, hvad var der så sket? Wade rev i lænkerne, hvilket fik Tatia til at kigge over på ham.
"Hold dig i ro." Sagde hun bestemt men roligt.

Så vendte hun opmærksomheden over imod Atom i tidsnok til at hun kunne mærke den brændende varme i sit ben. Hun blinkede let med øjnene som hun ramte jorden. Lyden at lænkerne der fløj ud af væggen. De råb og skrig. Det lød som ekko i hendes hoved. hun kunne slet ikke få tingene sat sammen med hvad der forgik. Til sidst fik hun tvunget sig selv til at kravle hen til en mur og rejse sig op. Den en hånd var på skaden. Heldigvis var Atom forfærdelig til at sigte. Tatia pustede ud og blinkede et par gange for at få sit syn klaret. Atom lå død på jorden. Wade var brudt fri fra lænkerne. Et smil listede sig svagt op på hendes læber. Hun prøvede at pille kuglen fra pistolen ud af sin mave. Til sidst efter en del fisken lykkedes det hende med rystende hånd. Let løftede hun sin hånd op og kunne mærke, hvordan synet begyndte at svigte hende. Lige inden hun ramte jorden greb Wade hende.
"Vi skal nok få dig ud herfra." Sagde han. Hun vidste han selv var i smerte. Det var typisk dem. De skubbede altid deres egen smerte til side for at den anden skulle have det kort.
"Vi kan ikke nå tilbage." Det var anstrengende at tale, men hun gjorde det et forsøg. "Blake kommer hjem om ikke så længe. Han vil hjælpe os."  Hun skar ansigt af smerten.
Mason fik forsigtigt et skridt frem. Wade knurrede let, men Tatia placerede en hånd på hans brystkasse.
"Vi kan stole på ham." Hviskede hun.

Wade fulgte med Mason hen til et af husene. Blakes sted. Takket være Mason fik de begge hurtig lægehjælp fra flokkens healer. En engel. Blake havde aldrig haft noget imod forskellige racer blandet i en flok. Jeremy var Ethans bror. Det kunne tydelig ses. Han gav dem begge noget af sit blod så de kunne heale. Wade og Tatia kunne derved blive liggende alene på Blakes værelse og få noget søvn. Det var altid let for hende at falde i søvn når Wade havde sine stærke arme omkring hende..

Lige i mit hjerte ;_; Why you gotta hurt me like this!!!!

Because Darling, that is how we know we are still alive <3 <3