Yeah ths is just not my day

Tid Det er aften, dog tæt på sen aften
Sted Et beskovet sted i Minotaris
Omgivelser Der er et bur, hvor hun selv befinder sig i. Så er der en nogle orkere, samt en enkel ond arret Minotaur ellers skov
Vejr Da det er tæt på sen nat, er solen allerede gået ned. Dette vil sige at det er koldt, ellers er vejret smukt
Påklædning En kjole der minder om denne, samt hendes guld sko og ringen i næsen. Hendes lange brune hår hænger løst.

Emnet er tilegnet @khorne

"Hold jeres mund"
"Undskyld herre"

Forskellige lyde omkring hende, og dog var der centrale stemme, som virkede ganske ensformet. Der var lederen, en dyb stemme. Lakajerne, som bar den tydelige ydmyge klang til sig, dog med et snert af noget stupidt, helt sikkert orker. Hendes hoved gjorde dog ondt, hvilket gjorde det at koncentrere sig svært. Forsigtigt åbnede hun øjnende, og her var det blot for at finde sig selv, fanget i et stort bur. For et menneske ville buret være enormt, dog for hende ville det give muligheden, for at stå oprejst. Som hun satte sig op, her blot for at hvile ryggen imod de kolde tremmer, syntes lederen at drage sin opmærksomhed fra orkerne og hen imod hende. Hvad hans plan var med hende, og hvorfor hun netop var taget, vidste hun ikke. En ting var dog sikkert, denne Minotaurer var ikke god og han var helt klart ikke luften han indåndede vejr. At gå imod sin egen slags, der var forrykt og direkte idiotisk.

"Jamen dog, det ser ud som om prinsessen er vågnet op"

Der var en hån i hans stemme, som ønskede han hverken at tage hende seriøs, men ønskede han derimod blot at skabe frygt. De gyldne øjne betragtede ham hårdt, ikke den mindste smule venlighed at finde i dem. Normalt gik hun ikke ind for vold, men denne mand fortjente en del slag. Trodsigt rejste hun sig og uden så meget som at sige noget, bevægede hun sig imod ham. Om ikke andet, var det her han greb chancen for at tage fat. Hans hånd gled mellem tremmerne og greb fat om hendes mule. Hans mørke blik, mødte hendes egne gyldne øjne og her hævede han hvad man ville kalde øjenbrynet.

"Den pels, de øjne og sko, de ville kunne sælge godt på markedet. Men bare rolig, måske skinner jeg dig ikke levende, måske lader jeg dig dø før, jeg river huden fra din krop"

Igen var stemmen fuld af hånd, den var fuld af løfter og ikke mindst fuld af hvad, der gav hende lysten til at slå. Hendes pels var ganske blød, hvilket nok skyldes, hun rent faktisk nød at vaske sig selv. Den mørke farve, kun belyst af områder med hvidt. Hvorfor skulle det dog sælge? Hendes pels, det var ikke meget anderledes end det hos andre Minotaurere. Hun kneb øjnene sammen, og rev sig væk fra hans greb, hvor hun her distancerede mellemrummet mellem dem. Hun ville ikke lade ham få, den ære at se frygt i hendes blik. Han fortjente det ikke, og selvom hun ikke brød sig om det hele, så var det ikke vist frem. I hendes domæne, fremstod hun stærk og sikker