Its been way too long - Zero Bang

S: Ashen Wood - Øst
T: Omkring middag
O: Træer.. øh ja xD
V: Solrigt
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Hun var ved at være træt af at løbe. Men hvis hun ikke gjorde det, så ville jægerne finde vej hjem til hendes flok. Det var en ting som hun for alt i verden ikke kunne lade ske. En ting var at flokken betød alt for hende, men nu havde hun også en vigtig skat derinde. Kaedens søster var der og hvis noget skulle svække Kaedens tillid til hende, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. Så nu løb hun. Det var meningen ikke at blive fanget, eller i hvert fald målet for dagen. Luna var ikke bevæbnet. Det var hun nu aldrig, for at dræbe var kun sidste udvej. Som hun løb kom hun på ukendt grund. Jo hun vidste det var i den østlige del, at hun befandt sig, men så meget af den del havde hun ikke udforsket. Den bragte for det meste uheld med sig. Det stoppede hende dog ikke i at forsætte med at løbe. Benene bevægede sig automatisk henover jorden, som om at løbe var det letteste i verden. På den anden side var hun shapeshifter i den bedste form. Så hun var van til det.

Dog virkede hendes plan helt fint, hvis man så bort for den fælle hun lige var løbet ind i. Pludselig stod hun foran jægernes  lejr.
"Dammit." Mumlede hun og så sig tilbage. De var lige i hælene af hende. Omringet. Fantastisk. Luna sank en klump. Selvfølgelig kunne hun skifte form og angribe dem - Nok også uden videre problemer vinde, måske med et par skrammer. De kom tættere på hende. Latteren fra dem brændte i hendes øre, men hun gjorde intet. Dog var der heller ikke ligefrem tegn på frygt i hendes øjne. En af dem sprang ud efter hende, hvorefter Luna forsvandt i en røgsky og stod lidt udenfor cirkelen de havde lavet omkring hende. De blev tydeligvis forvirret og Luna fik et sejrssmil på læben. Eller det varrede kun i få sekunder før en bagfra trak hende i jorden. Hun bemærkede egentlig ikke den kvælende fornemmelse før lidt tid, hvordan han kvælte hende lidt, blot for at afkræfte hende. Luna satte neglene i armene på ham og rev til i håb om smerten kunne få ham til at give slip. Det hjalp og han kastede hende fra sig. Luna faldt ned på jorden og gispede efter vejret. Let tog hun sig til halsen, hvor de røde mærker fra grebet var placeret stadigvæk.
"Hvem fanden er du? Skrid herfra." Sagde en af jægerne da en eller anden dukkede op. Af ren nysgerrighed, fik Luna rejst sig op. Hun brugte træet bagved sig som støtte og kneb øjnene en anelse for at se om hendes øjne faktisk havde fået øje på det rigtige.
"Zero?" Spurgte hun let i en hvisken. På trods af det var mange år siden hun alligevel havde set ham. Det var næsten 11 år siden, men han havde ikke ændret sig en dag. Som hun trådte et skridt frem fik hun en albue smidt i maven så hårdt af hun faldt forover. Det tog pusten fra hende.

P: En sort kimono. Det var det tøj han normalt trænede i. Med et sværd siddende på lænden stikkende ud til højre for ham.
Sværd: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Kimono: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En ung mand stod i en lysning med hænderne hævet og trænede i et meget langsomt tempo sine bevægelser til kampsport. Han havde været i gang i en times tid. Men der var ingen der havde som sådan bemærket ham. Han bevægede sig langsomt for at lære bevægelserne udenad. Selvom han slet ikke havde brug for det var det en god idé at øve sig. Så derfor var han i gang med at træne. Navnet på denne unge mand var Zeronium Elliot Bang. Men folk kendte ham som Zero. Dog skulle man ikke tage navnet seriøst. Han var ikke noget nul. Han kunne være ens bedste ven. Eller ens værste mareridt. Og så magtfuld som han var havde han selvfølgelig skabt sig fjender. Og det var grunden til han fortsatte med at træne efter 15,000 år. For at blive stærkere. Men hans træning blev hurtigt afbrudt.

Zero havde hørt løben og havde besluttet sig for at tjekke det. Men var endt ind i en jagt kunne han se. Hans fart var unormal hurtig. Og han indhentede dem hurtigt. Før han opdagede hvem det var de jagtede. Luna. Uden at tænke over det reagerede han bare. Hans hånd greb fat i sværdet han havde på lænden. Og viftede det kort. Og en efter en skar han en scene over på deres ben så de ikke kunne fortsætte med at løbe. Da han var nået igennem halvdelen af dem forsvandt Luna. Zero’s øjne var hurtig til at opfatte ting og han opdagede hurtigt hvor Luna var forsvundet hen. Han stoppede øjeblikkeligt på spidsen af sin fod og drejede 90 grader hen imod hende. Før han styrtede fremad igen. Han stoppede kort op ved siden af manden der havde skubbet hende væk. Zero havde sat sværdet i holderen igen. Og så på Luna kort. Et lille smil kom frem. Før hun fik en albue i maven. Zero så ind i mandens øjne. ”Mind Control.” Sagde han kort. Og hans øjne lyste kort. Hvorefter manden stivnede og faldt om. Han begyndte at ryste og græde.
Samtidig gik Zero roligt hen til Luna. Og rakte hende en hånd. ”Rolig Luna. Jeg beskytter dig.” Sagde han roligt og smilede blidt. Det var ikke første gang han havde sagt de ord. For 11 år siden da han tog hende til ham sagde han præcis de samme ord.

Der gik ikke længe før manden der havde slået hende i jorden var i gulvet selv. Luna kiggede derover i en svag bevægelse imens manden rystede og græd voldsomt. Det var en god evne at have alligevel, hun elskede også sin egen. Den var praktisk, så længe ingen havde kontakt med hende imens hun brugte den. Den havde taget langtid at lære, og hun havde tænkt sig til, at Zero måtte have mange års erfaringer med sin evne også - mere end hende nok. Zero kom stille over til hende, og hun tog imod den hånd som han rakte ned til hende. Så kom hun på benene igen. Det var som et knips også var hun tilbage i fortiden, da hun var havnet ved Zero. Af de år fra hun var 7 til 12, så havde de bedste to år været ved Zero. Det indrømmede hun gerne. Hun åndede lettet ud, og så lettet på ham. Han havde muligvis lige reddet hendes liv. Luna havde i sin tid gjort sig i stand til at gennemleve meget, men det var alligevel i sidste ende begrænset, hvor meget en shapeshifter kunne holde til. I ren instinkt slog hun armene omkring ham og lukkede øjnene i. Hendes hjerterytme blev mere normal og det samme gjorde hendes åndedræt. De havde alligevel ikke set hinanden siden hun blev taget. Reaktionen stammede fra den oplevelse af tryghed hun havde haft før. Han var jo nærmest som familie for hende, han havde taget sig af hende da ingen havde. Det var ikke hendes skyld, at nogen tog hende. Selv hvis hun ville, så kunne hun ikke bebrejde ham for ikke at kunne eller ville finde hende bagefter.

Så kom hun tilbage til virkeligheden og ligeså stille trak hun sig tilbage - dog ikke voldsomt meget. Blot nok til at kunne kigge ham op i øjnene. For Luna var jo ikke ligefrem specielt høj i andet end sin dyriskeform. Let sank hun en klump. Det var taget 11 år, men han havde da fundet hende og reddet hendes røv igen.
"Længe siden." Fik hun sagt ganske stille. Fra barn til en voksen kvinde. Det var utroligt, at han havde kunne genkende hende. Hun var af alt det hun havde været igennem, overraskende velfungerende. Et af de få ofre, som ikke led af traumer på den hvis. Lidt havde man vel, men det var ikke noget der påvirkede hende. "Mange tak for hjælpen." Tilføjede hun og sank let en klump. Det var ikke sikkert at han overhovedet havde skænket hende en tanke. Normalt prøvede Luna at skubbe fortiden til side, men de gode minder kom med de dårlige og omvendt. Dog var det et godt et som der var fokus på nu, hvis man så bortfra hvordan det endte.

Zero så ned på hende med de blodrøde øjne. Som var blevet en smule lysere. Det var en betegnelse for at han var begyndt at føle glæde. Da hun tog hans hånd hev han hende roligt men fast op. Han så på hende roligt og gik selv tilbage i tiden. Dengang havde Zero en fuckt up morale. Eller rettere en ikke eksisterende morale. Han havde kun købt hende for at misbruge hende som billig arbejdskræft. Men efter at have mødt hende for alvor mindede hun om den datter han aldrig havde haft. Og han var begyndt at ha faderlige følelser i hendes retning. Den dag nogen havde kidnappet hende var den dag Zero var blevet så vred at han havde slagtet en hel landsby for at finde hende. Men han havde ikke fundet hende. Han havde sendt sine mænd imod hver verdens hjørne for at finde hende. Men ingen havde fundet hende. Hvilket havde brændt et dybt ar i ham. Tanken om at selv med al hans magt og styrke kunne han ikke engang beskytte en lille pige. Siden da havde han trænet i håb om at finde noget han for alvor kunne beskytte på samme måde.

Endelig kom han selv tilbage til virkeligheden. Han så roligt ned på hende da hun hev sig lidt væk fra ham. Han havde lagt armene om hende imens han havde været i fortiden. Og holdte dem stadig om hende. ”Længe siden? Jeg har ikke set dig siden du var en lille lort.” Sagde han og grinte blidt. Før han roligt bukkede sig ned og kyssede hendes pande. ”Men jeg fandt dig endelig.” Hviskede han roligt og holdt hende tæt et kort sekund. Før han roligt og forsigtigt vristede sig ud af hendes greb. ”Vi burde nok finde et andet sted. Inden der kommer nye for at finde ud af hvor resten er blevet af.” Sagde han roligt og smilede svagt.

Hendes ord brændte fast i hans hjerte hårdt. Hjælpen? Han kunne ikke ha hjulpet hende i det øjeblik hun havde brug for det. Dette var ikke engang en hjælp i forhold til hvor hårdt han måtte ha såret hende da han ikke redede hende sidst. ”Dette her? Det er da ingenting.” Sagde han med et roligt grin.