♧ You can cover me in blood, but never hurt me! (Dannika J.)

" But he's not dead.. "
" Just throw him to the beast.. "

Det var ikke fordi han var i smerter - ikke i en grad det ikke var til at holde ud. Men sorte prikke fra hans øjne og en vredet ankel gjorde at han var ude af stand til at bevæge sig uden at fare vild i tågen for sine øjne, eller vælte i et forsøg på at gå på en fod der tydeligt ikke var beregnet til at gå på på nuværende tidspunkt. Blodet løb fra hans hoved, efter de mange slag han havde måtte tage imod indenfor den seneste time - det startede med at have været Razor der udlevere slag, men man kunne ikke altid vinde - om næsvished ville blive hans død denne sene aften vidste han ikke, men det kunne tyde på det. Ikke på grund af de skader, gruppen havde efterladt ham med - men på grund af det såkaldte bæst der kunne gemme sig bag døren ved den bolig han var blevet dumpet af ved. Han frygtede det dog ikke. Det var ting som døden der ikke skræmte ham, kun hvis den var rettet mod dem han holdt af. Et hårdt slag i hovedet havde sendt ham i jorden, givet hans modstandere et forspring, som de havde udnyttet til det yderste.
Hele hans krop var i en stikkende summende fornemmelse, efter spark og slag. Han kunne prise sig lykkelig for at der ikke havde været en kniv involveret i hele slagsmålet. Som for Razor var startet som en leg - en typisk leg der fandt sted i den lille halvdæmons verden. Slå ihjel, mishandle, pine og ikke mindst gøre grin med folk der kom tilfældigt på hans vej. Det havde stået en smule på pause - men var eskaleret til noget mere på det seneste, efter ulykken i bageren. Hvis man så end kunne kalde det en ulykke. Han havde selv været skyld i det, uden at stoppe. Han kunne ikke stoppe, det var som om noget var blevet trykket på og han nu var mere sin dæmon end noget andet. Han kunne kun håbe at det ville holde op - hvis han skulle have en chance for at få Reign tilbage, agere mellem dem han elskede uden at være til fare for dem - miste kontrollen.

Hvilke tanker der røg gennem  hans hoved lige nu, var han ikke engang selv klar over. De kolde sten under ham bed han heller ikke meget mærke i. Han lå bare, forsøgte at finde fokus - men det var som om at værd gang pletterne virkede til at stilne af - vendte de tilbage med dobbeltstyrke og gjorde det svært for ham at tænke på andet. Selv det at sætte sig op virkede som en umulig opgave. Det skete sjældent at han følte sig så magtesløs - hjælpeløs og fuldstændig sårbar overfor hvad der kunne komme næste gang. Han ville egentlig bare gerne hjem. Men hvor var hjem? Det hus han havde sovet i hver nat på det seneste, det var ikke hans hjem, det var en andens hjem. En han ikke engang kendte. Men han havde ikke haft problemer, at snige sig ind om natten i et tomt værelse var noget af det letteste i verden.

Der var ingen andre tilbage på gaden. Dem der havde kastet ham her var for længst forsvundet væk ned gennem de mørke gader. Han var lidt i tvivl om hvor længe han havde ligget her indtil nu. På jorden ved en bolig, hvis man kunne kalde det det - større end hvad de fleste boede i. Slet ikke bare en bolig, meget mere end det, men hvilken forskel gjorde det? Om det havde været en lille hytte eller et slot. Her lå han. Det gjorde ham ikke så meget, så længe han kunne blive liggende lidt endnu. Trætheden meldte sig mere og mere i takt med sekunderne, eller var det minutter? Passerede. Et lille smil bredte sig over hans læber, da han formåede at føre en blodig hånd op foran sine øjne, så han kunne se den røde væske der gjorde et fint lag om sig på hans fingre. Lige vel som resten af hans krop der flere steder var rød af blod, som et lag maling i mange mønstre. Yderst fascinerende, om det var hans eget eller andres blod. Det var altid lige smukt.