I’m afraid you have a far more urgent problem - Ryder

Ryder var altid diskret. Han var vokset op med forældre, der havde lært ham om farerne ved at have sødt blod og lette knogler, og selv efter sit fald, var han forblevet diskret. Overlevelsesinstinkter, slog han det hen som. Og så var det en god måde at holde sig ude af problemer - han havde også haft problemer nok for en livstid, tak. Den sidste uges tid, havde han befundet sig i Firewood Village, hvor hans gamle hus var blevet komplet jævnet med jorden efter det store jordskælv; og her havde han tilladt sig at hjælpe byens beboere med at rydde lidt op. Det var ikke ofte han satte sig selv i positioner, hvor han kunne blive set, men ud over at være en god distrahering fra hans lidt kedelige hverdag, følte han, at han skyldte sine forældre at hjælpe byen, der havde hjulpet dem. Byen hvor han var vokset op. Så snart han var kommet hjem, var tyngden af at se sit barndomshjem i ruiner alligevel blevet for meget for ham, og han havde besluttet sig for at tage en drink på en af de lokale pubs. Bare to glas burbon, og så ville han vide, at han kunne sove bedre. Han havde placeret sig bagerst i rummet, ryggen mod en væg og med udsigt til døren, så han hele tiden kunne have overblik over hvem, der kom og gik - en ren vanesag. Med et tilfreds suk, rejste han sig, og gik mod døren. Han ville gerne væk før stedet blev fyldt for aftenen, og folkene blev fulde og aggressive. Med et undskyldende smil mod den unge pige bag baren, nikkede han som hilsen. "A pleasure as usual, Mira. Take care tonight," hilste han. Hun nikkede og smilede varmt tilbage til ham. "You know I always do, Ry." Han klukkede let, nikkede igen, og lukkede døren bag sig.
Støvregnen generede ham ikke, da han endelig trådte ud fra pubben. Han gik automatisk ind i skyggerne for at forholde sig uset, og fortsatte igennem gaderne, mod sin lejlighed. Han trak sin mørke jakke lidt tættere om sig, og kunne ikke lade være med at kigge tilbage, da en mærkelig følelse krøb op af ham.
Han vendte sig for atter at gå, da en kvindelig skikkelse trådte ind i hans synsfelt. Kvinden spildte ikke sin tid på formaliteter, og snakkede med det samme, hun trådte ud af skyggerne.
Ryder stirrede.
På få sekunder nåede hans nysgerrige hjerne at tænke utallige ting. Mest markant var hvem i alverden, der dog ville snakke om ham. Han havde brugt mange år på at gå under radaren og forsvinde i mængden, og var egentlig også blevet god til at forblive uset. Og nu stod denne kvinde, denne tydeligvist faldne engel, og sagde at hun havde hørt folk tale om ham. Det gjorde ham mildest talt ukomfortabel. Hvem var hun?
Han fik langsomt samlet sine tanker sammen, og fik hold på sine følelser. Hans øjenbryn rynkede sig sammen, forvirringen forsvandt fra hans øjne, og i stedet betragtede han hende skeptisk. Han var en anelse chokeret over ikke at have kunne skærme sine følelser fra at vise sig i sit ansigt, men måtte skylde skylden på den smule alkohol han havde konsumeret i løbet af de tidlige aftentimer. Det næste hun sagde fik varmen til at forsvinde fra hans kinder. Goodie, goodie?
Ryder åbnede munden i et overrasket lille 'o', og rystede så let på hovedet. Generelt var han begyndt at drikke lidt for meget, han yndede ikke at skabe venskabelige bekendtskaber længere og han havde fået en forfærdelig dårlig vane med at komme med lidt for flabede bemærkninger når folk irriterede ham, så goodie goodie var ikke ord han ville bruge til at beskrive sig selv. Faktisk var han bare begyndt at virke, well, en anelse depressiv. Han sank, og kiggede hende for første gang direkte i øjnene.
"I am not sure you have the right guy," svarede han tørt, og lagde armene over kors. Alligevel kunne han ikke komme i tanke om andre faldne engle, der opførte sig som han gjorde. Lav profil var ikke ligefrem et udbredt personlighedstræk blandt deres race.
Ryder betragtede kvinden mens hun snakkede og kuldegysningerne krøb op af hans rygrad. Der var noget farligt over hende, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Hendes aura var mærkelig - ikke ligesom andre faldne engle han havde krydset veje med, men mere... Kaotisk. Kaotisk var det eneste ord han kunne komme på til at beskrive følelsen, der nærmest omklamrede denne mystiske blonde skønhed. Alle hans forsvarsværker slog sig op, og han spændte kort i kæben. Var der noget han virkelig, virkelig afskyede, var det folk, der ville bestemme over ham og fortælle hvad han skulle gøre - bare det, at hun overhovedet kunne overveje at fortælle ham hvordan han skulle leve, specielt når det var noget så makabert som hendes forespørgsel, fik et stille had til at blusse op. Hvor vovede hun? Og så med sådan en næsten barnlig entusiasme!
"Miss," startede han, igennem sammenbidte tænder, og trådte automatisk et skridt bagud. "I don't know who you think you are - and I certainly don't know who you think I am, but I would appreciate it immensely if you could please step aside and let me continue my quiet life, which, might I add, doesn't affect you in any possible way." Ryder nikkede som hilsen, trådte et skridt til siden og fortsatte bestemt med at gå. Kvinden var tydeligvist mentalt forstyrret eller havde storhedsvanvid - muligvis begge dele