Log ind

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

Periode | Renæssancen

Årstal | 1168

Årstid | Forår

Måned | Maj

Seneste emner
» I need you to hear the story - Genevira
So make me understand - Razor EmptyIdag kl. 10:10 af Lori

» It's been a long long time
So make me understand - Razor EmptyMan 6 Maj 2024 - 21:48 af Valentine

» No shade all tea, please. (Valentine og Kain)
So make me understand - Razor EmptyLør 4 Maj 2024 - 0:38 af Valentine

» Dont Think I dont know your guiltyness - Jake
So make me understand - Razor EmptyFre 3 Maj 2024 - 20:55 af Jake

» Begyndelsen på venskab eller... ~ Genevira
So make me understand - Razor EmptyFre 3 Maj 2024 - 19:04 af Jake

» Why? What for? Honestly? - (Taliia)
So make me understand - Razor EmptyOns 1 Maj 2024 - 13:38 af Abigail

» My Only, My Own (Edgar)
So make me understand - Razor EmptyOns 1 Maj 2024 - 12:50 af Edgar

» Opdateret emnesteder (adminnyheder)
So make me understand - Razor EmptyTirs 30 Apr 2024 - 12:37 af Sean

» Angels and demons on the run - Emery's fraværstråd
So make me understand - Razor EmptyFre 26 Apr 2024 - 19:03 af Sean

Mest aktive brugere denne måned
Lori
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 
Genevira
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 
Valentine
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 
Jake
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 
Edgar
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 
Abigail
So make me understand - Razor Voteba13So make me understand - Razor Voteba14So make me understand - Razor Voteba15 

Statistik
Der er i alt 189 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Alysia

Vores brugere har i alt skrevet 164694 indlæg i 8727 emner

So make me understand - Razor

Go down

So make me understand - Razor Empty So make me understand - Razor

Indlæg af Gæst Lør 6 Aug 2016 - 23:26

S: Markedet i Firewood Village
O: Et meget dyrt marked.
V: Solrig eftermiddag, med få skyer
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - overraskelse <3


Hun var ligeglad med, at det måske ikke var rette tidspunkt hun gjorde dette. Nu var det gjort, og hun havde brug for det. Tatia var flyttet i en mindre periode til byen. Raksha fungerede som leder lige nu, Niylah var syg og Wade havde travlt med sine pligter som rådgiver og underviser. Kaeden var ved Luna efter Tatia var taget derfra efter at havde været repræsentant der. Så var hun søgt til byen. Hun havde brug for bare at være sig selv. Hun havde fået tilpasset sig i hendes gamle barndomshjem sådan at det passede hende, og Wade vidste, at hvis han ville hende noget - så kunne han finde hende der. Tatia havde brug for at samle sine tanker, alt den skyld, og bebrejdelse af at det var hendes skyld at flokken var i fare. Derfor fungerede Raksha som alfa nu og ikke hende. De havde det sikkert også bedre uden hende. Tatia havde siddet derhjemme og læst en del bøger op. Lori havde snakket om eventyrer, og derved havde hun købt sig til nogle eventyrbøger. Naturligvis blev det også lidt kedeligt for hende i længden. Så nu var hun søgt ud. Det var anderledes for hende ikke at gå rundt med sit sværd, men påklædningen havde hun hurtigt fundet sig tilpas med, også at være så ren. Når du levede ude i naturen var du van til at blive beskidt og man tænkte ikke ydeligere over det. Men inde i byen gik folk meget op i, hvordan man så ud. Tatia havde været henne ved sin hemmelige skattekiste et par gange for at få nogle mønter så hun kunne betale sig fra tingene. Markedet var hendes næste stop. Her kiggede hun nysgerrigt på alle goderne. Meget dyre ting måtte hun dog indrømme. Heldigvis havde hun fundet ud af rigtig og forkert i byen kontra ved de forskellige flokke. Ikke at være et by menneske som hun havde sagt til Razor var der blevet lavet en smule om på nu. For nu levede hun på disse gader, og hun havde ikke mødt Razor endnu dog. Men han var også i denne her anden by jo, Dragons Peak. Tatia virkede mere afslappet end før, hun havde stadigvæk sine træningslektioner med sig selv, for at holde sig skarp. Derfor var hun stadigvæk i topform. Tatia kiggede på diverse smykker og betragtede egentlig blot de forskellige boder. Så kom hun til en der gik hende til at smile. Muffins. En bod med muffins. Lidt længere henne så hun dog en person, spise en muffin. Et skævt smil blomstrede op på hendes læber. Dog som hun kom tættere på kunne hun dog godt se, at personen ikke var så glad som hun først havde fået. Der var et eller andet over ham, som hun ikke brød sig om.

Tatia gik derfor stille op på siden af ham og stillede sig ved siden af ham. Ret tæt. Nogle ville føle sig utilpas ved en person stillede sig så tæt op af andre. Let kiggede hun frem for sig.
"What did that muffin do to you? You told me you liked blueberry muffins?" Sagde hun en anelse spørgende før hun trådte et skridt tilbage og sendte ham et smil. Tatia vippede hovedet på skrå, og var faktisk glad for endelig at se Razor igen. Det var et lidt andet look til hende det her end det krigeriske, men stadigvæk bedre end det prinsesse look han også havde set hende med. Der var noget der gik ham på og han prøvede at skjule det, og han var normalt ligeså god til det som hende selv - måske var det derfor hun kunne se en anelse igennem det. Også fordi, at det var så sjældent at noget gik ham på.
"So.. do you wanna walk with me?" Spurgte hun med et mere positivt smil. Ja hun var ikke ubevæbnet heller. Tatia havde været forbi Blake som havde givet hende en pistol, som hun kunne gemme og bruge. Det havde han lært hende da hun først var kommet til ham. Den var lettere at gemme end et sværd.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Razor Man 8 Aug 2016 - 9:18

Aaaaaaaaaah! <3

Påklædning: Sorte shorts og en rød t-shirt. Bare tær og halsbånd ~

Ens skygge fulgte altid med, selv når lyset ikke gjorde den synlig for øjet - så vidste man at den var den, holdt en tæt i et kram - det på mange måder ikke altid var det mest behagelige. Razor skygge havde trukket ham indtil sig, så tæt og så vel grebet - at han ingen mulighed havde for at komme fri. Det var kun når han farede omkring og gjorde det han var bedst til, at mørket slap hans sind et øjeblik. Sikkert kun fordi mørket i sådanne tilfælde valgte at vise sig i hans handlinger. Det var ikke blomster plukning eller synet af stjerner der gjorde ham rolig. Det var blodet der fyldte hans hænder, duften af frygt der omfavnede hans sanser - sådanne ting gjorde ham rolig. Slog tankerne over på noget andet. Han ville glemme. Alting. Derfor var det også ofte en specifik form for blod han gik efter når han var på tur rundt i verden - som de seneste dage var blevet en legeplads mere end nogensinde. Adrenalinkick var overraskende let at få fingrene i. Men lige så snart det forlod kroppen var det som at vende tilbage til en ond drøm. Razor var egentlig god til facader, også selvom han før hen aldrig havde troet at det egentlig var facader der blev bygget op omkring hans liv - så var det. Dog var de svære at holde når følelserne vandt kampen over hans tanker og alt gjorde ondt.

Sulten havde også de seneste dage været helt igennem ulideligt, men intet synes at have en smag der bare den mindste smule gjorde noget godt. Selv ikke denne muffin som han ellers ihærdigt forsøgte at nyde - måske var det stedet? Eller tanken om muffin der i sidste ende kun mindede ham mere om et bageri - bageriet, episoden der var hændt for alt for kort tid siden. Reign. Det skar i hjertet bare ved tanken. Han kunne rive sine hænder af i frustration. De var skyld i det hele, det var dem der havde siddet omkring halsen på fyren - nær slået ham ihjel. Flængen flisen havde efterladt i ansigtet på Razor var stadig tydelig, og man kunne stadig ane den blå farve der spredte sig omkring og ved øjet. Heldigvis var det ikke hævet længere. Men det gjorde ingenting - det havde været Reign redning, så at det efterlod sig spor gjorde ikke noget.
Han plukkede et stykke af den muffin han havde mellem hænderne - overvejede et øjeblik om han skulle spise det, men endte i stedet bare med at glo lidt på krummerne der smuldrede mellem hans fingre. - Lige før det gav et sæt i ham, ved lyden af en velkendt stemme - der pludselig var meget tæt på. Normalt ville han havde bemærket sin søster på lang afstand, hendes duft var fremtrædende og en af hans favoritter - men han var for tiden slet ikke specielt opmærksom på hvem eller hvad der spadserede rundt omkring hvor han selv opholdt sig. Han vendte blikket mod Tatia, og smilet om hans læber vendte tilbage - et oprigtigt smil. Også selvom alt det dårligere stadig lurede lige under overfladen, så var synet af Tatia noget som kunne få et smil frem når som helst.

" Tatia! " Fik han så hurtigt sagt, og bed sig kort i læben - uden at smilet forsvandt dog. " What are you doing here? " Spurgte han så og lod hovedet glide en smule på skå. Det var godt at se hende, også selvom hun virkede en smule forandret - hendes påklædning især. Og hvad lavede hun overhovedet her? Det var ikke fordi bylivet havde virket til at være noget hun var specielt tiltrukket af sit han havde set hende i sådanne omgivelser.
" Well.. " Han skævede kort mod sin muffin, men træk så bare kort på den ene skulder. " I don't think its the right recipe. " Sagde han så bare lidt. Da det egentlig lige gik op for ham hvad det var hun havde spurgt ham om. En perfekt undskyldning, afvigende fra den egentlig grund til hvorfor han ikke synes den smagte. For sandt nok, han elskede muffins - blåbær muffins især.

Han nikkede så bare kort lidt ved hendes næste spørgsmål. " Sure! Ofcourse, where to? " spurgte han så lidt, og endnu engang gled hans hoved en smule på skrå. Hvor de så end skulle gå hen var vel egentlig lige meget, men han ville gerne - det var evigheder siden han sidst havde set Tatia og han ville da ikke bare sådan lige slippe hendes selskab med det samme igen. Hun havde sikkert en masse at fortælle. Han kunne sikkert nok også selv komme på en masse, men samtidig måtte han indrømme at det ikke var sikkert han ville. Det gjorde ondt at tænke på hvad der var sket på det seneste, hvordan skulle han nogensinde kunne snakke højt om det.
" New wardrobe? Is that a permanent thing or? " Spurgte han så kort, med et smil om læberne. Og hev kort lidt ud i den ene side af hendes jakke. Det var ikke fordi det ikke var pænt eller noget. Det var bare meget anderledes i forhold til hvad han var vandt til at se Tatia i - faktisk hele hendes udadtil væren var en smule forandret. Han kunne ikke helt finde ud af om det var godt eller skidt, om der var en større grund bag - eller om det var tilfældigt. Han kunne håbe på det sidste. Men selvfølgelig, med det liv han vidste Tatia levede, kunne der jo også have været sket ting langt ud over hvad han kunne komme op med af forestillinger i dette sekund - så måske var det nemmere bare at finde sin normale spørge-jørgen del frem igen.

_________________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
Razor
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1455
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Gæst Søn 21 Aug 2016 - 14:39

Razor var glad for at se hende, og hun var glad for at se ham. Om de var glade inderst inde eller ej, så var det altid godt med nogle der bragte lidt glæde i hverdagen. Let vippede hun hovedet let på højkant, hvad hun lavede her. Ekstremt godt spørgsmål.
"Well. I wanted to try something new. I mean, being a forest girl is amazing, but I hate being weak in the city. So why not fight it and become strong in both places?" Sagde hun med et skævt smil på læben. Så svarede han endelig hende på det med muffinen, men hun havde en fornemmelse af, at der lagde mere under. Det gjorde der jo også ved hende selv. Sådan var livet. Man løj og løj for ikke at konfrontere problemerne. Ikke fordi man var bange for dem, men man var bange for folks reaktion når de fandt ud af, hvad der var galt. De fleste spurgte blot om man var okay, så man havde chancen for at sige man var okay, også gik de andre videre igen. Sådan var livet.
"Well. It is hard finding the right recipe sometime." Svarede hun blot med et smil.

Så kunne de gå en tur sammen.
"I don't know. We just walk and end up some randome place." Et grin blev smørret på hendes læber. Tatia kendte til en ting ved Razor, og det var, han sagde hvad han ville sige - så hvis han ville fortælle hende omkring hvad der gik ham på - så kom det når han var klar til det. Han kommenterede derpå hendes påklædning. Det var noget ikke mange var van til. Tatia var selv ved at kigge undrende i sit spejlbilled når hun fik øje på sig selv. Det var underligt at være så civiliseret . Han hev kort lidt ud i hendes jakke.
"It's a new thing yeah.. not permanent. I guess I just needed a little change in life. And the town is a good escape." Tilføjede hun og trak kort på en grimasse. "But I have weapons at home. And a gun on me. So it is not a total change on who I am." Pointerede hun og begyndte lidt at gå.
"Niylah, my alpha was attackted. Almost killed. She is very sick now, and everything is just messed up. I tried to fit in. But that mess, and couldn't take it. It just became too much." Indrømmede hun og så frem for sig. "Everything has changed back home. There has been so much pain, and everyone has changed a bit because of it. And I hate it." Tilføjede hun og bed sammen.
"I don't want to be in a pack that lives in fear all the time. Wade is afraid I might get hurt all the time, and I don't want that. I want to be happy." Det var underligt, hvor åben hun var når hun var i nærheden af Razor. Det var bare så let at tale med ham, også selvom hun måske var den eneste på hele jorden der syntes det.  
"I'm sorry.. we haven't even been here more then two minuts and I'm lashing out about all this shit. I'm sorry." Sagde hun så og sukkede let.
"But anyway.. what have you been up to?" Spurgte hun for at komme ind på sporet af noget andet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Razor Tirs 23 Aug 2016 - 9:08

Razor lyttede til hvad Tatia sagde. Hun havde faktisk ret i hvad hun sagde, det var i sidste ende det bedste at kunne agere i alle former for terræn og omgivelser - blandt alle forskellige slags væsner.Især hvis man var lidt af en kamp trold, som havde tendens til at skabe sig lidt problemer lige meget hvor man gik hen. Hvilket de begge godt vidste, at de begge sådan set var. Om det så var med vilje eller ej - så kom problemerne rendende som myre i en sukkerskål. Men derfor var det stadig underligt at se hende i den mundering og.. her.
" I don't think I fit in any recipe.." Sagde han så bare kort, ret mumlende og utydeligt. Men klar over at Tatia havde en bedre hørelse end de fleste og i sidste ende sagtens ville kunne høre det. Men sådan var det vel med Razor, han tænkte - andre gange talte han - for det meste talte han og glemte at tænke.
Han nikkede kort en enkelt gang, tilfældige steder lød ikke som en helt dårlig idé - dem kunne man hvert fald hurtigt finde her omkring. Også selvom Razor havde været rimelig meget over det hele, hvert fald hvad han kunne komme i tanke om, så var der måske alligevel faktisk steder han endnu ikke havde formået at få sig bevæget ud til. Og det på trods af at han havde gået dette område tynd den seneste tid. Han kunne slet ikke finde ro. Meget værre end det ellers normalt var med hans rastløshed.

Han lod blikket hvile mod Tatia.
" Don't.. Its fine! You can tell me everything you want! " Sagde han hurtigt, efter at have lyttet til hvad hun havde at sige, uden egentlig at have noget at melde tilbage med lige med det samme. Det var underligt. Det var som om hans hoved var helt tomt. Men han ville gerne komme med nogle ord der kunne være bare en smule brugbare for Tatia. Også selvom han ikke var den bedste i verden til sådanne ting. " Maybe being a city person isn't all bad. Your pack probably would want you back. But sometimes being by yourself is a good thing. You need that. Just don't feel lonely - 'cause that sucks. " Sagde han så lidt og rettede sit blik mod Tatia. Han ønskede også at hun var glad, og hvis det at være på afstand fra sin flok gjorde at det var en mulighed, så synes han det var en god idé. Også selvom det var en trist ting at blive nødt til at gøre, men af hvad han kunne høre - var det ikke ligefrem fordi det var rolige omstændigheder hun var i hjemme. Konstant frygt var en forfærdelig ting. Han levde selv i den, oftere og oftere. Især nu, hvor alt hang i en tynd tråd på grund af handlinger han ikke kunne andet end at fortryde.
" They will always be there if you need them. Isn't that what being in a pack is about? being there for each other and things like that? " Spurgte han så lidt og rettede blikket mod Tatia. Han var sikker på at lige meget hvad hun valgte at gøre, så ville de altid være der hvis hun søgte tilbage til dem. Eller hvis hun mødte dem, selv efter at have levet i byen længere end forventet.
" What about Wade? " Spurgte han så lige hurtigt. Han vidste hvor meget han betød for Tatia.

Han overvejede et øjeblik hendes spørgsmål. Hvad havde han ikke lavet?
" I almost killed Reign.. " Sagde han så bare kort, og lod sit blik glide frem på vejen. Det var det eneste han kunne komme på. Alt andet den seneste tid var mere slørret end nogensinde. Men lige præcis den episode stod så skarpt at det næsten føltes som virkeklighed hver gang billederne røg forbi hans indre syn. Det gjorde ondt og at få det ud på ord gjorde det kun lige endnu en tand mere rigtigt. Han havde håbet det var en ond drøm. Men såret i hans hoved afslørede at det ikke bare havde været en drøm. Ikke at han forstod det, det gjorde han ikke - hvordan kunne han miste kontrollen på den måde. Han bed kort tænderne sammen, tanken om Reign gjorde ondt - samvittigheden og skyldfølelsen var noget der nærmest åd ham op indefra.

_________________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
Razor
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1455
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Gæst Søn 28 Aug 2016 - 14:07

Tatia rystede let på hovedet af ham.
"You will always fit in with me." Tilføjede hun til hans ret mumlende kommentar. Heldigvis reagerede han ikke voldsomt på hendes brok og klager over livet. Det var ham hun havde set nedtrykt, og nu stod hun og talte som et vandfald om hendes problemer. Så selvisk hun pludselig synes selv at blive. Det var ikke fordi, at hun forventede at få en lang peptalk om, hvordan livet var og hvordan hun skulle håndtere tingene.. bare at tale ud, det var rart at få lettet hjertet. Razor talte, og Tatia vendte ansigtet over imod ham og lyttede. Han havde sikkert også ret i hvad han sagde. Når man var en del af en flok, var halvdelen af en hele tiden på. Specielt som beta, man var der hele tiden. Det var rart blot lige at føle sig selv, og det var noget hun ikke havde været i flere år før nu.
"Being lonely might just be a good thing sometimes.. It gets your brain working.. picking up the pieces of how we feel.. If you are lonely you just know you miss someone.." Mumlede hun lidt. Ensom var aldrig sjovt, men hun havde haft brug for at mærke den på sin tunge. Haft brug for den brændende følelse af længsel efter at krybe ind til Wade og lade ham holde om hende - men her var hun. Ude og træne sin mentale styrke. Tatia nikkede til det næste han sagde.
"Yeah it is. Let's just hope it will work out as I want it too." Svarede hun med et smil. Spørgsmålet om Wade kom ikke bag på hende. Wade havde hun alle de gange de havde snakket sammen fortalt om, han vidste hvor meget Wade betød for hende. Tatia smilte lidt skævt.
"He is trying to move on from what happened to him. It changed him a bit.. he doesn't want me to get hurt.. and he is helping Raksha with the pack while Niylah is sick.. I told him I would check up on his sister Luna.. after that I came here... I don't want him to worry about me. He already has to much on his mind." Svarede hun og trak let på skulderen. Det var mest fordi, at tingene var kompliceret med flokken, at hun faktisk ikke reagerede så lysende ved Wades navn. Ikke at hun elskede ham mindre, for det gjorde hun ikke. De så bare ikke hinanden så meget lige for tiden som de gjorde engang, men sådan var livet vel. De kunne sagtens overkomme det. Det var måske lige hvad de havde brug for, at savne hinanden på en måde, hvor den anden ikke var døden nær.

Så fik hun svar på hendes spørgsmål. Let stoppede hun op og vendte sig om imod ham. Det var ikke ligefrem, hvad hun havde forventet at hører. Uhyggeligt nok kunne hun relatere til situationen, på en lille plan. Hendes hjerte sprang en takt over, og hun sank en klump.
"I.. I'm sure you didn't mean too." Sagde hun stille og trådte tættere på ham. "Wh.. what happened?" Spurgte hun forsigtigt, ikke bange. Tatia var ikke bange for Razor, naturligvis vidste hun dæmon siden af ham ville ligge på overfladen, men hun var ikke bange for den. Som shapeshifter var man halv dyr, et halv bæst og hun kunne flå folk fra hinanden ved et bid i den form. Hvis hun skulle give sig til at frygte en dæmon, så skulle hun frygte sig selv først - og det kom aldrig til at ske. Tatia lagde en hånd på hans skulder og gav den et klem.
"If you think I will jugde you for a loose of control, its not gonna happen." Sagde hun så og sank en klump. Hun kneb øjnene ganske let, og håbede da han ville tro hendes ord. Følelsen af at miste kontrol, at tro man var en man ikke var. Hun kendte den følelse. Ikke at hun levede med den i sig på den måde, men hun havde haft de menesker til at hjernevaske hende nok til, at hun prøvede at slå Wade ihjel dengang. En handling om hun var sig selv eller ej.. altid ville have skylden over. Den var ikke rar. Slet ikke. Tatia bed sig i læben.
"I saw him a couple weeks ago.. in the woods.. he tried to train himself with a sword.. looking like duck who has been shot. I was very funny." Prøvede hun at lave samtalen til noget lidt mindre dystert. Men det var deres liv. Et uendeligt mørke, som en rejse igennem diverse tunneler. Når man var kommet igennem den ene så kom der en anden rundt om hjørnet.
"Who am I kidding, come here." Sagde hun så og trak Razor ind i et kram, og gav ham et klem.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Razor Man 29 Aug 2016 - 9:16

" I know. " Sagde han lidt, med et lille smil om læberne - og holdet blikket mod hende et øjeblik. Tydeligt med et taknemmelig blik. Han vidste godt at han altid kunne komme til Tatia, men det var ikke altid hun var lige i nærheden. Også selvom han vidste hvor han skulle lede hvis han manglede hende - så var det ikke altid lige til. Især ikke fordi Ashenwood forest havde sat sine spor i ham - faktisk havde han ikke fundet sig selv bevæge sig dertil længe. På trods af at det før var et af hans favorit steder at opholde sig. Det gik også lidt op for ham, nu hvor han pludselig tænkte over det.
" Yea but it sucks.. Not being alone, but the nacking feeling alone gives you. Itching and so. Thats not really nice. Why would anyone want that. " Sagde han så lidt, og rynkede kort næsen en smule. Han kunne dog ikke modsige Tatia i hvad hun mente, for der var helt sikkert noget om det - også selvom han ikke helt forstod logikken i det. Men i Razors verden vidste Tatia altid hvad hun talte om. Også selvom han ikke helt forstod det. Men ensomhed vidste Razor på nuværende tidspunkt ikke var en rar følelse - at man måske kunne have brug for at føle den for at finde ud af ting. Det var en anden side af sagen. Noget han ikke havde lyst til at tage stilling til. Han ville ikke føle den mere. Han ville bare gerne have fyldt det hul der var blevet udviklet i ham efter uheldet med Reign.

" We both know everything is going to work out right.. Right? How can it not? We're surpose to be a unbreakable team " Sagde han så lidt med et lille træk på den ene skulder. Mens han blik et øjeblik dansede ned af gaden frem for dem. Det var hvert fald sådan Razor så det. Hvert fald når de var sammen. Så var de uovervindelige. Selvfølgelig hørte der tvivl med i den teori - men det var en rar tanke at have med sig når tingene gik skævt.
" I'm sure he just needs time to heal - a open wound can be exstremely messy. " Sagde han kort lidt med et par enkelte nik.
" He loves you, and you love him and that.. Should be the only thing that matters. Everybody have scars. Sometimes you just have to ignore them - not let them hurt you, even if the people who looks at them are hurting. If that makes any sense? " Sagde han så lidt og rynkede kort panden lidt. Hvis nogen skulle vide noget om ar så måtte det være Razor - hans krop var trods alt dækket i dem. Før havde det kun været fysiske ar - men nu var de også psykisk en del af hans liv. Men det kunne vel være det samme? et ar var et ar - nogle synlige og andre ikke.

Razor stoppede selv lidt op, og lod sin hånd glide om i sin nakke. Han blinkede kort nogle gange - endnu engang spillede billederne for hans indre syn og det gav jag i kroppen - på en helt forkert måde. Han vidste han kunne regne med Tatia - hun havde selv været udsat for noget lignende. Ikke helt det samme, men i den retning. Såre en man elskede uden at være i kontrol over sine handlinger. Forskellen var vel - at Razor et eller andet sted stadig havde været sig selv, bare en anden del af sig.
" I don't know.. I did it? Why would I do stuff I didn't mean to do? Thats what scares me. What If I really wanted to kill him. Right at that moment. I just lost it.. I can still feel.. " han bed sig kort i læben, og hans fingre fandt vejen op til den helende flænge i hans hoved. " I know you wont, but I do.. I can't figure out why it happened. Its just like back then - when I killed my family. It sort of just.. clicked. " mumlede han så bare lidt, og hans blik fulgte vejen for en stund. Det hele snurrede nærmest i hans hoved. Der var så mange tanker omkring det han ikke kunne få til at hænge sammen med noget som helst, og det åd ham op indefra. Han havde brug for at vide hvad der havde sat det hele i gang. Så han vidste hvad han skulle gøre hvis det skulle ske igen. Hvis han nogensinde ville se Reign igen. En frygt der bed sammen om ham i en pinefuld smerte hver gang.

Hans blik gled mod Tatia igen. Og et lille smil bredte sig over hans læber et øjeblik. " Mh.. you've got to admit, he's a pretty cute duck. " Sagde han så bare lidt, og kunne ved tanken ikke helt lade være med at smile. Han savnede ham. Meget. Men Tatia selskab hjalp nu faktisk allerede lidt.
Der gik ikke mange øjeblikke fra at Tatia arme var omkring ham, til at han selv lod sine finde sin vej rundt om hende. Et Tatia ritual - det var efterhånden blevet en af hans ynglings ting. Det gav hjertevarme på en måde intet andet kunne. Han havde faktisk slet ikke lyst til at slippe igen.
" Was he any good though? " Spurgte han så lidt, med et smil i stemmen. Han kunne ikke helt lade være med at forestille sig det - men uden helt selv at komme med en konklusion om hvorvidt Reign faktisk havde evner for kamp eller om hans drab på dæmonen tilbage i tiden, havde været rent held. Han slap ikke krammet, ikke endnu. Det havde han ikke lyst til. I stedet trak han hende egentlig bare lidt tættere indtil sig. Sådan her kunne han blive ståede længe. Det var rart - trygt og ikke mindst kendt.

_________________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
Razor
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1455
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Gæst Man 12 Sep 2016 - 22:15

"Well. Yeah it sucks, but people will always be with you. Like me. I'm always here for you.. even when we are miles apart." Sagde hun med et skævt smil. Prøvede at løfte stemningen lidt op. For selvom det ikke var sagt, kunne hun godt fornemme den lettere dyster stemning i tonen.
"We are the unbreakable team. Always." Svarede hun meget overbevisende. Det var selv en ting hun holdt fast i når tingene gik skævt. De havde ikke gået skævt for hende voldsomt længe. Det var som om, at alt dramaet ikke havde fulgt hende til byen - men blev i skoven. Det var egentlig rart, selvom hun savnede Wade. Wade var nok den hun savnede mest i skoven udover Blake - men Blake var hun van til ikke at se hver dag. Hendes brødre så hun generelt ikke.
"An open wound is messy, it's the scar that is worse. The mark that is never gonna leave. He needs to heal. Everyone has their own special way to heal." Mumlede hun lidt for sig selv. "I would never doubt his for me. I always ignore my scars. If I should think about them I would start to cry.. and I would never stop." Tilføjede hun før hun havde opdaget de ord hun havde valgt. De var sande. Og ikke noget hun ligefrem var stolt over at indrømme. "You always make sense to me." Tilføjede hun med et skævt smil og vippede hovedet på skrå. På trods af Rakshas blod der healede hendes ar og hendes hud der så fri for kamp. Så havde hun indeni flere ar end hun turde tælle. Og at tænke på dem, ville være det samme som at grave sin egen grav. På sin egen sære måde var det vel hendes måde at heale på. Den tanke om, at hun var skyld i al flokkens ulykke. Så ved at rejse væk, ville der ikke ske dem noget.

Hun kunne se det gik ham voldsomt på. At det var som levende mareridt af evige billeder, der spillede sig igen og igen. Den følelse gik hun også selv med. Den var forfærdelig. Hvordan den skulle beskrives var en masse ord - ord som alligevel ikke betød noget. Du kunne forklare om den følelse, men den ville stadigvæk sidde på din egen rygræd, uden at andre ville forstå den overhovedet. Det var nok det mest uhyggelige ved det hele.
"You are part demon and part shapeshifter. The demon part will always hunger for blood and the need to kill and torture others. while the shapeshifter part? It is the one that makes you feel.. makes you human." Svarede hun. Ingen hemmelighed at Tatia ikke brød sig om dæmoner, det havde hun aldrig gjort. Den detalje behøvede Razor så heller ikke at vide noget om, og det var ubetydeligt for han var ikke hel dæmon.
"It is sometimes very easy to loose control. It even happens for me too. You saw me last time. I lost it. My emotions runs over and there is no turning back. I get very angry at myself for it. And its even worse after that. The first time I lost control I almost killed someone.. My father stopped me. I was 5 years old. Few years later I lost control again.. I killed.. At the age of 9. I ran like hell after that. Killed few weeks later.. It seems to me.." Hun bed sig kort i læben og gik et skridt tættere på Razor. "We are much more alike then we first thought." Tilføjede hun med et skævt smil. Om det var positivt eller negativt var underordnet. De to fortabte sjæle havde fundet hinanden, og sammen følte de sig stærke. Det var alt godt og kun positivt.


Det lille sekund hun fangede hans smil. Noget der selv fik hendes frem. På trods af dette ikke var et møde de skulle kæmpe for deres overlevelse i. Så var det alligevel resterne af deres overlevelse de stadigvæk kæmpede for at holde fast i. Det var lettere sagt end gjort.
"Yeah. He is." Svarede hun med et skævt smil. Selv Reign havde set hende i action og brød sig ikke om den måde hun uden at tøve havde taget livet af en jæger. Det var alligevel frustrerende for hende at han ikke kunne se tingene fra hendes side af, intet under Razor havde følt sig forkert på den omkring det menneske til tider.
Han gengalte hendes kram. Hun kunne stadigvæk huske den første gang hun svang armene omkring ham. "It's a Tatia ritual, I do it when I care about people. If I'm sad, If they are sad.. When I see them again or when I say goodbye. It's a way for me to show how much I care." Det havde hun sagt til ham dengang. De ting var stadigvæk sande. Der gik dog ikke længe før Razor selv prøvede at vende samtalen om på noget mere postivt. Tatia rynkede kort på næsen og trak en anelse på skulderen.
"Well. He got his ask kicked big time. But I think he learned a thing or two." Svarede hun med et skævt smil på læben. Hun lod ham ikke slippe hende, og hun kunne føle, at han havde brug for at have hende tæt på sig. Så her blev hun. Hvor der var brug for hende. Let gav hun ham et klem.
"If you want to. You can come with me to my house?" Forslog hun. Det kunne være det var mere rart at sidde der end at stå i den åbne gade.

"I can cook some dinner for us and you are welcome to stay at my place.. then we can be alone together?" Et andet forslag. Det var ikke fordi hun var meterkok, men hun vidste da hvordan man skulle tilberede et måltid mad ordenligt. Det havde hun været nød til at lære inde i byen for ligesom at klare sig. Pengene fik hun fra det hemmelige sted. Lidt tyveri skadede vel ikke hende andet  end hvis hun blev opdaget.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Razor Fre 16 Sep 2016 - 9:20

Tatia ord varmede - det gjorde de altid. Selv de gange hvor uenigheden kunne melde sig. Men lige nu var der intet at være uenige om. Han kunne nemlig ikke være mere enig i hendes ord. Det var et eller andet sted rart at vide, at man ikke var alene. Ensomhed var ikke en følelse Razor var specielt kendt med, men alligevel havde den fået sneget sig ind på ham på det seneste. Især efter alt hvad der skete med Reign. Det bed indvendig at tænke på det, men lige meget hvor meget han forsøgte at lade være med at tænke på det - så var det som om det valgte at springe direkte tilbage igen, i en kaliber der var værre end hvad først var planlagt. Han slog dem hen på noget andet, hen på Tatia - hun var her nu. Klar til at støtte ham i hans forvildede tankestrøm. Når hun var der var alt muligt, selvfølgelig kunne hendes tilstedeværelse også hjælpe ham af med forvirringen og forhåbentlig meget af den smerte det havde medført sig.
" I'll rather see you cry than hurting on the inside alone for the rest of your life. " Sagde han så bare kort. Hvor hårdt det så end kunne lyde. Han havde ikke meget erfaring, men ud fra de ting han havde oplevet på det seneste. Vidste han allerede, at det at snakke om det var bedre end at gå med det indeni. Det åd en op indefra - og at få ord på hjalp en smule på det problem. Selvfølgelig ønskede han ikke at se Tatia græde. Men han ønskede heller ikke at hun gik med en masse selv. Razor var selv god til at ignorere ting der meldte sig, men alle havde vel en grænse. Han troede ikke selv han havde en, men den virkelighed havde ramt ham som koldt vand i ansigtet. Det fik dog et lille smil frem om hans læber - det sidste hun sagde, måske fordi han havde det ligeså. Det var som om de bare forstod hinanden, uden at skulle foreklare sig dybere på et emne.

" I'm just not sure its only the demon part of me who hunger for blood and suffering. No mather how hard I try to make it seem bad - theres so much more telling me how amazing it felt. Pulling me towards doing it again - and again. There's nothing human about me - clearly everyone feels, even ghosts and they're surpose to be dead. If you feel even when you're dead, then I probably shouldn't complain. " Sagde han så lidt, og rynkede kort panden lidt. Det Tatia sagde gav mening - men han var ikke sikker på det passede helt på den beskrivelse han meget hurtigt kunne komme med omkring sig selv.
" Deep inside, do you regret it? running? or killing? Would you have done it all over again. Cause I would. It hurts to say.. But.. I guess. I'm angry and sad - and thankful... He hit me in the head with a brick. What if that brick wasn't at hand? He would've died. If I ever went balistic on you - you could defend yourself. Probably why I'm not scared when I'm around you. " Tydeligt - Razor var forvirret over alting der foregik inden i ham. Splittet til flere forskellige sider. Han fortrød hvad han havde gjort, pinte sig selv indvendig med selvhad over sine gerninger. Kun for at trykke den side ned som virkede til at vokse sig større for hvet øjeblik - den side som drev ham til at gøre præcis hvad blodlysten følte for.

" Tatia ritual. One of my favorite things in the world. Imagine living in a permanent one. Always. So warm, and safe. " Sagde han så bare lidt. Og tog krammet til sig. Det var rart. Også selvom den varme følelse det bragte med sig var en blanding af glæde og gråd. Det var som om det lukkede op for følelserne på en helt anden måde. Kontakten med en anden så tæt - som at åbne en bog og græde ud mellem linjerne. Men han græd ikke, det svømmede i overfladen. Han kunne ikke helt lade være med grine lidt. " I can't quite figure out if thats a good or bad thing. " Sagde han så lidt. Hvad end Reign kunne have lært - kunne det vel kun bringe ham et skridt tættere mod at indse at verden ikke var så perfekt som man gik rundt og troede.

Han rettede blikket mod hendes ansigt. " I would love to, yes! " Sagde han hurtigt - og smilet om hans læber voksede med et. Faktisk - var der ikke andet han hellere ville lige nu. Det lød som en idé der var til at have med at gøre - en idé der ikke krævede mere af ham end at være til. Det var sådan det var i Tatias selskab - man kunne være sig selv, om det var et modbydeligt bæst, sårbar lille dreng eller bare en skal - med brug for ord til at komme tilbage til virkeligheden. " I never say no to food - unless its a dry and boring blueberry muffin.. " Sagde han så lidt med et lille træk ¨på den ene skulder. Tatia måtte vise vej dog - Razor var ikke sikker på noget som helst omkring hvor hun boede. Han kunne måske være lidt en sporhund og gætte sig frem - men det var svært når hendes duft var tydelig lige ved hans side. Desuden, hvorfor gøre det når hun helt sikkert selv vidste hvor hun boede?
" Thank you.. " Tilføjede han så lige hurtigt med blikket rettet mod hende. " It sucks to feel like poop. But that feeling is a little bit gone now. " Sagde han så lidt mens han nikkede.

_________________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
Razor
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1455
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Gæst Ons 28 Sep 2016 - 20:54

I'll rather see you cry than hurting on the inside alone for the rest of your life. Let sank hun en klump og pustede let ud, så trak hun let på skulderen.
"Well. I don't like crying very much." Mumlede hun lidt for sig selv. Hun var ligeglad med at komme til skade, hun fortjente smerten og fortjente ikke fornøjelsen af at græde. Tatia havde små fornøjelser i livet og de var guld værd for hende - men hun fortjente dem ikke. Hun havde ikke gjort noget i sit liv, som gjorde hun fortjente den kærlighed som hun var omringet af. Mørket jagtede hende, og hun vidste godt hvorfor. Det andet hun sagde var dog sandt. Et lille smil sneg sig op på hans læber, og hun kunne leve for det smil i en evighed. Det fik hende til at spejle hans smil, og give et lille smil selv. En fantastisk følelse.


Så vågnede hun atter op til hans ord. Dæmon siden og blodsnakken var ny for hende. Det var et eller andet sted underligt for hende. Let sank hun en klump.
"You are hurt. And that." Hun gik tættere på ham og lagde sin hånd imod hans brystkasse over hjertet. "... means, there is a part of you there is human. You care about me... you care about Reign. You feel guilty for hurting him. THAT, is human." Forklarede hun ham og så ham seriøst i øjnene. Det var hendes mening. Den ville hun altid have. Bare fordi, man var del monster - betød det ikke at der ingen menneskelighed var at finde. Tatia havde været på kanten til at springe ud som den lokale psykopat i fortiden. De jægere hun brutal myrtede og det følte godt, at slå deres lemmer fra bid for bid. Hun kendte blodtørsten, og hun var intet bedre selv. Det næste han sagde, satte hendes tanker uhyggeligt igang. Det kunne ses på hende.
"No.. No I don't. I regret that I don't feel guilty. I regret that I'm in a battle with running from that feeling. I'm scared of it." Startede hun ud og sank en klump. Tatia var bange for, hvis hun ikke frygtede sit mørke ville det opsluge hende. For hun var ikke tøvende i sine drab, og det gjorde hende allerede der farlig. Hun vidste hvordan hun skulle forsvare sig selv og i de kampe hun havde haft med døden - var hun gået vindende derfra.
"He was lucky. Hmm... If you ever attacked me. I would kick your ass, but I wouldn't kill you. I could ask you the same thing.. What If I ever lost control over myself and jumped on you. What would you do? Would you get angry at me? Would you defend yourself? Would you kill me?" Spurgte hun og kneb øjnene let. Det var alligevel et seriøst emne de havde gang i. At se tingene i øjnene, få hans tanker igang. Det var hvad han gjorde ved hende, fik hendes tanker til at snurre så hendes hoved næsten gjorde ondt. "But you need to let go of the selfhate. You don't get anything good from it anyway.. why let it pull you down?" Spurgte hun retorisk, men naturligvis vidste hun Razor ville give hende et eller andet svar på det.


Det var alligevel rart at kramme ham. Der var en bestemt følelse i det, som var svær at sætte ord på - selv for hende. Det var ikke kun for hans vedkommende at det var godt at komme i kontakt med en anden. I hendes fravær og Wades travlhed - så havde hun næsten glemt følelsen af kontakt med en anden. Ikke fordi det var så længe siden hun havde set ham. Kontakt var blot blevet så sjælden for hende, fordi hun ofte fik et udbrud af hvad hun ville kalde chok - men mere var hendes krop der modarbejdede hende. Hun trak lidt på skuldrene af Razors lille grin.
"Well I guess it is good." Dog vidste hun ikke helt. Tiden måtte jo se det an.

Reaktionen og hans glæde var alt hun havde brug for lige der. Det fik hende til at lyse op som den mest strålende sol. Så greb hun hans arm og begyndte at gå i retningen af hendes lille hus.
"I can promise you. It is not a boring bluberry muffin." Pointerede hun med et lille drillende blink. Det var alligevel utroligt. De havde fundet hinanden på slagsmarken, tvunget til at kæmpe side om side - og det havde gjort deres forhold stærkt stadigvæk. Tatia drejede hovedet over imod ham da han takkede hende, og hun nikkede anerkendende til ham.
"Well I'll always be here for you. No matter what." Svarede hun og lagde kort stille hovedet imod hans skulder imens de gik. Det var alligevel utroligt at der ikke var sket noget dramatisk endnu. Tatia kunne allerede mærke, hvordan noget kradsede hende ned af ryggen med sine kolde finger - fik hende nærmest til at gyse helt ind til knoglerne.

Pludselig fangede hendes stærke sanser en bestemt duft. Fuldblodsdæmon. Let slap hun Razor og drejde sig elegant og hurtigt om. Allerede før hun nåede helt om, havde hun trukket sin pistol og sigtede mod dæmonen som troede -at han kunne snige sig ind på dem.
"Nice try." Sagde hun og så trykkede hun på aftrækkeren. En ting var Tatia var god med sværd, men andre våben skulle man heller ikke undervurdere hende med. Skuddet ramte plet i hovedet af dæmonen. Så sænkede hun sit våben og kiggede over på Razor. Suset var der allerede og ikke et tøvende sekund. Måske indså han snart, de ikke var så forskellige. Menneskelig var et stort begreb, og Tatia var ikke ligerfrem sikker på, at hun kunne kalde sig menneskelig til tider. Så tog hun en dyb indånding.
"I hope you are ready. He was not alone." Hviskede hun let og sendte et nik til Razor. Tatia skød dem hun fik øje på, og til sidst var der ikke flere skud tilbage i magasinet. Så trak hun på skulderen og tog sin jakke af og gik imod dem som de trådte op imod hende. Der var en kæmpe folk. Ti dæmoner imod to - det virkede unfair, men de havde klaret sig igennem værre. Uforventet var en af dæmonerne hurtigere end Tatia først havde registreret og han sendte hende i jorden. Tatia sprang op og landede på sine ben igen. Så placerede hun en næve under hans kæbe så dæmonens hoved fløj tilbage. Derefter placerede hun et sidelænsspark lige i maven på ham så han ramte jorden med ryggen. Let pustede hun ud. Lidt rusten men ikke meget.
"Beast." Brummede den ene iltert til hende, dog trak Tatia blot på skulderen.
"True that." Svarede hun igen med et skævt smil og gjorde an til kampen. "What? Afraid you might lose? Spoiler alert. You will." Så sprang hun på de fem af dem. Det var lidt ligesom en træningskamp, og hun manglede det i sit liv. Suset og andrelinen der pumpede sig afsted i hendes system. Ville nogen nogensinde forstå den afhængighed?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Razor Ons 19 Okt 2016 - 10:44

" I know, but it helps - sometimes.. " Sagde han så bare lidt. Der var vel i princippet ikke mange som synes om at græde. Razor selv var ikke en fan, ikke at det for ham var noget han gjorde specielt ofte, men det skete da. Først havde det været overvældende, fordi han slet ikke vidste hvad det betød. Men nu? Nu var det anderledes. Hvert fald bare en smule, selvfølgelig ønskede ikke for nogen at det græd - hvert fald ikke dem man havde kær. Men at gå og brænde inde med en masse følelser som i virkeligheden bare gerne ville ud, det var heller ikke noget han ønskede at Tatia gjorde. Det var i sidste ende langt værre end at græde. Han holdt jo af hende, og ønskede at hun var glad, også selvom det under omstændighederne ikke var det letteste. Tværtimod.

Han lod blikket hvile mod hende et øjeblik uden at sige noget. Han var ikke enig, hvilket var tydeligt at se på det udtryk han havde. En ting var at han var væmmes med tanken om at blive sammenlignet med et menneske. Ordet menneske var som gift for hans øre, han kæmpede stadig med tanken om at Reign var menneske og at han var så skudt i den fyr at det halve kunne være nok. Hvordan kunne man forelske sig i et menneske? Være sårbar overfor så svagt et væsen. Simpelt føde.
" You don't understand Tatia... I don't feel bad about. Only when I force myself to. " Sagde han så bare kort og rynkede panden en smule. Han rettede sig kort en smule op, før han så bare rystede lidt på hovedet.
" I want to - but I don't.. Not at all, and I don't understand why. " Sagde han så bare og holdt blikket mod hende. " Every second I spend with him I have this agging feeling inside, the urge to hurt him, rip his skin apart. Getting closer to his blood - finally get to taste it. Dang - or just kill him. How easy would that be.. " tilføjede han så og rynkede kort panden en smule. " And the fact that I care about him just makes it even worse. " mumlede han så bare kort. Der var ingen ting at sige til hans fuldstændige forvirring over hvad det var der foregik inde i hans krop. Det var ikke til at finde hoved og hale i noget som helst. Helst så han bare at han kunne slippe det hele også ville hvem eller hvad han var virkelig vise sig - også var det det han måtte gå med, var der i virkeligheden andet at gøre? Det var sådanne ting folk lærte igennem livet, men for Razor var det først lige begyndt for måneder siden - så hvordan skulle han kunne finde rundt i det allerede nu?

" Why? You shouldn't be scared of what your body and mind finds right to feel or do. " Sagde han så bare lidt. Om det var et spørgsmål eller en konstatering, vidste han faktisk ikke helt - for det kunne i princippet være begge dele - han vidste det nemlig heller ikke selv. Han var vel lidt i samme tanke spor. Uden helt at være klar over det. Endnu en ting der forsvandt mellem alt det andet.
" But yea, I probably would kill you - if I where able, you're kinda strong you know. But if I had to, to make you stop - then I probably would. I don't know. Stop asking silly questions.." Sagde han så bare og lavede kort en bevægelse med sin hånd. Han havde ikke lyst til at tage stilling til det. I sidste ende havde han jo ikke lyst til at slå hende ihjel - hvert fald noget af ham ville ikke, den anden halvdel - den halvdel som også havde forsøgt at gøre det af med Reign - kunne i princippet ikke være mere ligeglad. " I'm lost, and I hate being lost. I don't know what to do about and thats why.. I. I don't. I just.. Nevermind, I don't know why. " Sagde han så bare, med et træk på den ene skulder. Der var ingen grund til at vride sin hjerne mere end højst nødvendigt, for at alligevel bare at komme frem til samme forvirring som man startede med. Tatia havde det med at sige ting der virkelig fik det til at knage for oven, og hun formåede at gøre det endnu engang. Måske emnet bare skulle skubbes til side, også kunne det tages frem hvis det blev nødvendigt.

Tanken om mad fik et smil frem over hans læber endnu engang. Desuden var det en fantastisk afledning fra alt andet. Mad kunne gøre mange ting, en af dem var tilfredsstillelse, en anden var afledning. Også var der selvfølgelig smagsoplevelser som Razor personligt satte vældig meget pris på. Hans blik hvilede mod Tatia, et blik og med et smil der sagde at han ville præcis det samme - være der for hende lige meget hvad. Også selvom det kunne være en malplaceret tanke efter hvad de lige havde snakket om. Han lod kort blikket glide rundt, men fyldte så med hende med et smil. Desuden var Tatias sted sikkert meget bedre end at mugge alene på gaden.

Elegant og sikkert, på sin egen brutale og underholdende måde. Det var lidt sådan Razor så Tatia i alle situationer hvor vold og blod pludselig blev involveret, hvilket var en typisk ting når de var sammen. Faktisk var det et mirakel hvis noget lignende ikke skete når de var sammen. Det var en følelse der altid lå og lurede under overfladen. Hvad ville der ske om næste gadehjørne? Menneskelig eller ej - dette var en side af Tatia Razor personligt elskede. Det skræmte ham ikke, tværtimod. Han så meget op til hende - hun vidste hvad hun gjorde. Kendte sine styrker og svagheder og arbejde ud fra dem - det var da helt sikkert noget der fortjente opmærksomhed. Men skuddet fra pistolen var alligevel kommet som en overraskelse, det var ikke et våben man så efter, men et med en lyd Razor havde savnet - han selv havde haft pistolen som et af sine fortrukne våben før i tiden, men han havde mistet det i Dragons Peak for længe siden. Mon Sean stadig havde den liggende på sit kontor? Han havde dog også lært at knive var mere fikse og nemmere, mindre larmende og i sidste ende også sjovere at lege med. Så det var hvad han mere eller mindre altid havde på sig. Han lod blikket hvile mod Tatia, for så at lade det glide ned over hendes arm og mod pistolen. Han var altid klar på kamp, selv hvis han ikke var det - så kunne han blive det på meget få sekunder.

" I'm always ready." Sagde han så bare med et kort lille grin, og lod sit blik strejfe rundt på de dæmoner som nærmede sig. Tatia formåede at nedlægge nogle med pistolen, men resten måtte klares uden. Mon ikke de kunne det? Han havde ikke mange sekunder til at tænke over det, før en dæmon kom mod ham. Razor var hurtig og i en smidig bevægelse fik han sig snoet omkring den brede krop og om på ryggen af manden, som han kort efter plantede sin kniv i halsen på - hev til, en bevægelse der dannede en bred flænge som der kort efter stod en tyk masse af blod ud fra. Dæmonen faldt sammen under ham - halvt kvalt i sit eget blod allerede efter få sekunder.
Det samme måtte han gøre igen, denne gang dog på anden vis - da en dæmon fik armene omkring ham og glemte til. En knurren slap ud over hans læber og han vred sig fri fra armene af dæmonen, efter at have plantet en kniv i armen på ham. " Moron.." hvæste han og bankede kort efter kniven ind i tindingen på bæstet. Razor var slet ikke optimal i sine teknikker, og måtte lade sig gå i gulvet af en tredje der kom kort efter den anden var faldet. Han skubbede fra mod dæmonen med benene, men blev nødt til at opgive det og skubbe sig væk under den på jorden. Kniven havde han ikke længere, den sad i hovedet på en anden en - ikke super praktisk når man havde et bæst med spidse tænder over sig, på en størrelse 3 gange sit egen. En irriteret brummen var lyden der kom fra ham i det han endelig fik revet sig fri, men ikke hurtigt nok til at nå at få fat i sin kniv før han var trukket ned på jorden igen. Han knurrede kort og sparkede ud efter dæmonen, som selv kom med en knurrende - dyb lyd. Han blev nødt til at vågne op hvis han skulle have en chance for ikke at blive overmandet af dem og ende som dem han allerede havde nedlagt.

_________________
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]
I mean, she was beheaded... That has to be stressful.
Razor
Razor
Evolved
Evolved

Antal indlæg : 1455
Reputation : 15
Bosted : He lives with his master Sean McGivens in a big house in Terrorville.
Evner/magibøger : Imagine a spider in human shape.

Tilbage til toppen Go down

So make me understand - Razor Empty Sv: So make me understand - Razor

Indlæg af Sponsoreret inhold


Sponsoreret inhold


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen

- Lignende emner

 
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum