I hope you'll accept - Sean (XXX)

Han kunne ikke stoppe sig selv længere. Alle de fornuftige tanker om at lade være, al den vilje til at modstå, forsvandt. Han havde sat sig op og rakt ud efter hende med den ene hånd. Hans fingre lukkede sig om hendes håndled, som han blidt trak hende tættere på sengen. Da hun var tæt nok på, rejste han sig op. Helt tæt...Alt for tæt. Det var som om han havde savnet hende eller ventet på dette på et dybere plan og han nu endelig kunne give efter. Hans hænder op over hendes arme. Denne kolde, bløde hud, som han kendte så godt. Op over hendes skuldre, hvor han blidt skubbede kjolen ned. Blidt...Fordi om lidt kunne han ikke være blid længere. Det var ikke blid sex man havde med ham. Hele vejen igennem holdt han hendes blik, ønskede at se det, ønskede at mærke det mod sig. Selv nu, uden en kjole på, samlede han sine hænder om hendes ansigt og bukkede sig ned for at kysse hende. Hun duftede. Mon hun havde været i bad inden han kom?

Men så var det også slut. Som kysset blev brudt, var som om nogen havde fjernet det sidste låg af selvkontrol. Han vendte sig om og skubbede hende ned i sengen. Mens hun havde tid til at finde sig til rette, var han hurtig til at trække sin skjorte af og løsne sine bukser. Hans krop var heldigvis som den altid havde været: Muskuløs og fuld af ar. Det værste var et stort, knudret ar under hans ene ribben, fra da en dragonlycan engang havde landet på ham. Brækkede ribben. Tæt på døden. Men her stod han, blot med et ar mere.
Som han kravlede ned i sengen, gled hans blik over hendes krop. Sultent, grådigt. Han ville have hende, han ville tage hende og han ville absolut nyde det. Der var ikke flere muligheder for at springe over, for at fortryde og undgå dette, uanset om det var dumt. Og faktisk var han ret ligeglad nu. Tværtimod ville han tage fat i hende, holde hende nede og vække hendes indre lystne dyr, som han kendte det. Han ville forkæle hver centimeter af hendes hud med kys og kærtegn. Han kendte alle hendes steder, vidste hvor han skulle røre, for at få hende til at vride sig.
Hans hjerte hamrede hårdt, men hans sind var let og fuld af en glæde, det nok ikke havde følt i lang tid. Og for en gangs skyld trængte ingen andres navne sig på. Ingen andres minder, end hans egne, sammen med Nephthys.

Hans krop huskede hende automatisk og reagerede derefter. Selv om hendes krop var hård og kold som en vampyrs, havde han intet imod det. Han var van til det, havde prøvet det så mange gange. Desuden var det Neph...Den kvinde, der efter sigende havde opgivet sin menneskeligehed for hans skyld. Om det var sandt vidste han ikke, men han lod ikke tvivlen komme hende til gode. Der var virkelig intet der boostede ens ego mere end det.
Alle hendes kys og kælen fik det til at gyse i hans krop. Fik lokket de små støn af lyst og velvære frem og fik hans krop til at lystre. Lige så snart han var sikker på at hun var klar, ville han trænge op i hende og tage hende. Fornemmelsen var savnet og han var slet ikke i stand til at holde sig selv tilbage, da han blev mere hårdhændet og krævende i sine bevægelser. Han var så godt som ligeglad med stilling, så længe han kunne være oppe i hende. Forfra, bagfra, siddende, liggende, stående...
Hvis det skulle være, ville han tage hende på alle måder. Altid fuld af vitalitet, kunne han sikkert også sagtens holde i lang tid. Der var ingen risiko for at han ville efterlade Neph alt andet end tilfreds, når de endelig var færdige.

Han ville tage imod det hele. Neph var den eneste vampyr der nogensinde havde lov til at bide i ham, til at drikke hans blod. Han stolte på hende, vidste hun ikke ville drikke løs, til døden ramte ham eller endnu værre: Til at hun måtte omvende ham. Sådan var det slet ikke. Hvor mange vampyrer havde han ikke knust?
Hver gang. Hver gang han gik med sår efter Nephs negle eller hendes tænder, havde han båret dem med en hvis stolthed. Selv om de kunne svie og irriterer ham i dagevis, nød han at mærke dem på sin hud.
Og han nød at støde op i hende, til hans mavemuskler smertede. Nød smagen af blod på hendes læber, når de kyssede som vilde dyr og hendes tænder regelmæssigt stak hul på hans læbe. Det hele var en del af det.
Han blev ved og ved. Tiden var uden betydning. Selv efter han var kommet, kunne han blive ved.

Han vidste ikke hvor lang tid der var gået eller hvor mange gange han havde haft muligheden for at komme. Kun at han var fysiske udmattet og lå i sengen, trak vejret dybt ind. Hans krop var mæt, hans sind var mæt og hans underliv snurrede på en velkendt og tilfreds måde. Uden tvivl ville han sove tungt, når de nåede så langt. Men Sean var ikke typen der bare vendt sig om på siden og lagde sig til at sove. I stedet vendte han sig mod Neph og studerede hende. Han slikkede de sidste rester af hende, af sine læber. Hm. Med deres bid og riven, ville det sikkert efterlader små fletter af blod. Heldigvis var hendes sengetøj mørkt og det ville sikkert ikke blive opdaget, hvis det efterlod varige mærker.
I et stund kunne han intet andet gøre end smile. Der var ingen ord, blot udmattelse. En tilfreds udmattelse.

Hovedet hvilede på puden og hans krop slappede af. Mere tung og mere træt end han havde følt sig længe. Hans søvn var som regel overfladisk og varede i få timer, ofte forstyrrede af mærkværdige drømme. Det kunne være rart at sove igennem, at have en drømmeløs søvn og han følte sig optimistisk på det punkt.
På et tidspunkt kom der en lille lyd og et svagt grin. Han var ikke som sådan kilden, men når hendes finger gled på opdagelse på den måde, kunne han alligevel mærke det. Han havde flere ar, både foran og bagfra, foruden en heldigvis ret utydelige tatovering på hans ene ben. Efter sigende for dæmoner, der var efterkommere af Lucifer eller noget i den stil. Han var ligeglad med den og for at være ærlig havde den kun gjort noget for ham en gang: Og det var problemer.
"Beundre du samlingen?" brummede han og åbnede øjnene for at kigge på hende. Hans ene hånd lå udstrakt, så hun kunne ligge på den, mens den anden hvilede langs hans side. Hans hud glinsede endnu af sved og hans stemme var dyb og brummende. Hans ledige hånd gled frem og lagde sig mod hendes side. Hun havde også sine ar. Så her lå de! To folk med hver deres samling af livets prøvelser.

Han grinte svagt. Men uden et specifikt spørgsmål, ville han næppe uopfordret fortælle noget og derfor kom der ingen ventende historie. Han brummede til enighed, om at det var længe siden de havde gjort det her. Det var det, det var rart at gøre det igen, men nu havde de vist også slået det fast. Eller var det hans nye træthed der gjorde ham mere irritabel? Og dog ikke helt irriteret. Det var svært, når man også følte sig tilfreds og glad.
Da hun satte sig over ham og begyndte at kysse ham, grinte han svagt. Alligevel lagde hans hænder sig om hendes overarme på en bestemt måde, der lod vide at han ikke orkede mere i nat. At hun burde stoppe. I stedet inviterede han hende til at lægge sig ind til ham, som han fik løsnet en dyne under sig og skubbet den ind over ham - selvfølgelig først, når eller hvis der ikke længere sad en Neph oven på ham.
"Hm. Langt over sengetid. Vær nu sød at lægge dig" bemærket han, omend på en måde der ikke lod meget til valget. Han ønskede at sove, men ikke alene. Han ville have Neph der. Han holdt nok aldrig op med at bestemme lidt - over for alt, over for alle. Det lå i hans natur. Også det satte et vist krav til hans partnere, evnen til at kunne se fordi det og i stedet se hans måde at bede om noget.
Hvis hun lagde sig, ville han lægge armene om hende og putte. Men der ville heller ikke gå lang tid før han sov.

Der gik kun et øjeblik, før han var faldet dybt i søvn. Sov tungere og bedre end i lang tid. Selv om han ikke havde været i huset før og det var længe siden han havde delt seng med nogen, på denne måde, sov han tungt og ubekymret. Hans vejrtrækning var dyb og regelmæssig.
Han drømte, selvfølgelig. Men ikke nok til at vække ham og ikke slemt nok, til at at han ville karakteriserer sin søvn som dårlig. Og sådan blev han ved, til han vågnede igen.

Solen skinnede ind af det vindue, hvor han havde trukket gardiner fra, da han vågnede igen. Selvfølgelig medmindre Neph var stået op for at trække dem for igen. Han vågnede langsomt og dovent. Rullede op på ryggen og hvis Neph endnu lå i sengen, ville han gøre sig fri af hende. I et øjeblik var han en smule forvirret over hvor han var, men det hele kom hurtigt tilbage til ham og for en stund lå han bare i sengen og nød fornemmelsen. Fornemmelsen af ikke at være alene, fornemmelsen af at have sovet godt. Den varme dyne og tilfredse fornemmelse. Dette måtte være følelsen, der kunne holde folk i sengen hele dagen. Måske med en god bog eller godt selskab.
Men der gik ikke lang tid før han begyndte at tænke videre. Hvornår stoppede han nogensinde med det? Nok aldrig. Hvad skulle han nå i dag? Med så meget energi...Hm. Han kunne få nået en masse ting. Han skulle i hvert fald i bad. Mad var ikke noget han følte lyst til lige nu, endnu tilfreds efter hans omgang med Neph, trods det intet mad havde givet ham.
Hvis Neph sov eller lod som om hun sov, ville han vende sig om mod hende og kilde hende vågen.
"Godmorgen" brummede han, velvidende det sikkert var langt over morgen, nok nærmere midt på dagen.

Han stoppede, men mest fordi han ikke ønskede solen skulle ramme hende. I stedet tog han sig sammen, fik sat sig op, før han rejste sig. Han gik over til vinduet og trak gardinet for, så Neph kunne være uden skade. Værelse blev dækket i et dunkelt mørke igen. Hans hånd gled igennem hans strittende hår, som han stod der, præcis så nøgen og naturlig som han var skabt. Han var ikke særlig blufærdig. Som incubus var man tvunget til at føle sig tilpas i sådan en situation, i sin egen krop og blandt andre. Intimitet og nøgenhed var hans jagtmarker.
"Hm. Bedre end i lang tid" svarede han med et skævt smil.
"Desuden tager jeg chancen. Der findes få personer der kan måle sig med mig, i hvert fald af rå styrke" tilføjede han drillende. Hans hånd gled over hans brystkasse og han klappede sig selv kort på det knudrede ar, ved hans ribben.
"Jeg har overlevet en vildfaren Dracolycan. Jeg tror jeg kan overleve en kilden vampyr" Han blinkede til hende, før han strakte sig dovent.
"Kan man få et bad? Eller du er måske slet ikke på vej op endnu?"
Sean var et morgenmenneske. Eller...I hvert fald i den forstand, at han ikke lå i sengen særlig længe. Han blev rastløs. Han måtte arbejde, han måtte foretage sig noget! Han kunne ikke bare gå en hel dag derhjemme. Han ville blive sindssyg.

Han ville have et bad, ja. Derefter...Derefter var det nok snart tid til at takke for gæstfriheden. Men ikke lige nu. Han smilte til hende og hans hænder sneg sig om hendes krop, da hun trådte over til ham.
"Du skal da være velkommen til at gå med?" foreslog han afslappet, før han gik over og samlede sit tøj op fra gulvet. Rodet, krøllet. Alt hans friske tøj lå derhjemme, så det måtte han nøjes med.
Hans hånd gled over hans hals og nogle af de rifter han kunne nå. Hm. Han var øm, især hvor hun havde bidt ham. De næste par dage måtte han gemme det væk, for at undgå dumme spørgsmål. Folk ville bare tro han var slave til en vampyr eller noget andet, der slet ikke var i nærheden af sandheden.
"Skal dine tjenere fylde karret eller...?" spurgte han. Hjemme hos ham selv var det endnu hans tjenere...Eller, hans butler...der skulle fylde badet.
"Oh ja...Du vejer også at par tons og er blind og forvirret..." påpegede han og lod blikket glide over hende, mens han nikkede svagt. Luce havde været det. Forvirret, fordi han netop havde hjulpet hende til at opnå sin drageform og ganske blind. Ødelagt en del af Firewood Village, før han fik lokket hende væk og fik hende til at slappe af igen. Og takken? Hun landede oven på ham. Hvad man ikke gjorde for venskaber...Et venskab der vist var slut. Han havde ikke set hende i flere år og ville sikkert aldrig se hende igen, hvor end hun gemte sig nu.
"Spyr du ild? Fuld af skæl?" foreslog han i dril.

Han lod hende gå, måske kun med et svagt stik af skuffelse da hun ikke ville med. Han ventede pænt på at karret blev fyldt, og selv om det var lidt for varmt til hans smag, da han trådte i, bed han det i sig og gled ned i karret. Badet blev hurtigt - mest for at vaske skidt af sig. Da han var færdig, tørrede han sig og inde i rummet tog han sit tøj på igen. Han havde ikke været for ond mod Poppy, måske gået i vejen en gang eller to og sendt hende et stort smil, selv om han var så godt som nøgen og pigen var mere end rød i hovedet. Han kunne ikke lade være, det var for oplagt.
Men nu, med et hår der endnu var vådt efter vandet og med al sit tøj på igen, var noget af den drillende attitude forduftet.
Han forlod værelset og gik ned for at finde Nephthys. Burde han tage hjem? Han overvejede det. Overvejede det meget. Han ville ikke trænge sig unødigt på eller risikerer de brugte så meget tid sammen, at et nyt skænderi fik mulighed for at udarte sig. Allerede nu var tingene gået mere end godt. Man burde stoppe mens legen var god, burde man ikke?
Han nåede ned i forhallen og så sig lidt omkring. Hvis Nephthys stadig var der, ville han træde over mod hende, men holde en professionel afstand, hvis hun stadig snakkede praktiske ting med sin kogekone.
Det var underligt at se Neph så organiseret. Han var...Han var efterhånden van til en kvinde, der boede tilfældige steder og blot klarede sig, med hvad hun nu havde. Han var ikke sikker på om han mente denne nye rolle passede hende. Men måske skyldtes det blot hans gamle syn på hende? Måske skulle han vende sig til en helt ny Neph?
Han studerede hende tænkende, mens hun stod og snakkede. Carson fik ikke engang et blik. Der var ingen grund til det.