New bonds being forged

Hun kunne ikke lade vær med at grine over hans ord. Hun følte sig lettet over at de begge havde givet slip og han havde ret. De havde haft brug for, som han sagde: et spark bag i. Tåre af glæde gled ned af hendes kinder og over på hans bryst. "Jeg var bange for at du kun ønskede mig som en ven eller søster. Du var altid så venlig, men uden at gør mere ved det. Jeg var begyndt at tro at der var en anden." Hendes ord var hviskende så det kun var dem selv som hørte dem. Hun vidste også at de kunne risikere at skulle være adskilt i længer tid, når de igen tog ud på havet. Hun var tilknyttet Black Breath og han var kaptajn på Resolute.

Raco svømmede efter ham og slog armene om hans hals. "Hvorfor?
For at sige din mening?" spurgte Raco og løftede et øjenbryn. Han gav slip og svømmede foran ham. "Vi to ville bare ende med at være tredje og fjerde hjul. Seuzan og Taliia fortjener hinanden i fred." sagde han og svømmede tættere på bredden. Han stod i vand til taljen og så på ham. "Høre dit arbejde minder meget om mit. Du er også en slags leder for en mindre flåde?" spurgte han og krydsede armene. Ar dækkede hans bryst og arme. Øjnene var rolige og nysgerrige. Han holdte ikke meget håb, men måske kunne ham her ændre Racos liv, bare en lille smule.

Racos arm om hans hals fik hans hjerte banke en del hurtigere end normalt. Og hans ord.. De gav han et lille håb.. Han kunne ikke lade vær med at sluge Raco med øjnene, upassende eller ej.
Da Raco spurgte om hans arbejde og flåde kunne Jake ikke lade vær med at smile. "Ja, vores arbejde er rigtig nok meget ens. Og ja, jeg har en mindre flåde som i øjeblikket omfatter to skibe ud over Draconia og Sea Hawk." Han svømmede ind ved siden af Raco, så der var en halv meter imellem dem. Han så tænksomt i retningen af stranden. "Jeg har faktisk planer om at Sea Hawk skal have en ny og bedre kaptajn, men kan ikke bestemme mig for om det skal være Taliia eller Quatermarsteren Logan. De udviste begge talentet under den sidste storm, som de ramlede ind i under Vivians styre." Han gned sig over fipskæget imens han tale om det med kaptajn valget.

Seuzan begyndte at ned af stranden. "Der var, men jeg mistede hende. Hun forsvandt. Ved ikke om hun er i live eller ej." sagde han mens sandet varmede hans fødder. "Denne Jake? Hvordan er han? Far har ikke sagt meget om ham." spurgte han og så på hende. Vinden var køligere og kærtegnede hans ryg. Han søgte ned til vandkanten hvor vandet gled op om hans ankler. Han vinger forsvandt og efterlod kun mærker på skulderbladene efter dem. Mærkerne var ikke smertefulde og ville forsvinde efter et par timer.

Han satte sig på en klippe og så på hende. "Fortæl mig om Jake og jeg fortæller dig om mine bekendte." foreslog han og smilede skævt. Han var ældre end hende og havde flere kontakter rundt om i verdenen. Mange historier at dele.

Hun så bekymret på ham. En knude af frygt begyndte at bygge sig op inden i hende, men hun kvalte den med det samme. Hun tog et dybt åndedrag, inden hun tog springet. "Hvis hun var i live og du fandt hende. Hvad så?" Hun ville gerne stole på ham, det havde hun jo lovet ham. Men der var stadig en del af hende som gerne ville vide besked om hvordan hun stod, hvis det blev til virkelighed. Hun kunne ikke få sig selv til at forsætte før hun viste besked.. Hendes øjne bedragede hende og viste en smule frygt.

Raco så på ham og rystede smilende på hovedet. "Beklager, men Taliia er min protegé. Hun bliver på Black Breath." sagde Raco med et smil og havde opdaget det blik Jake sendte ham. Han bevægede sig imod ham med glidende bevægelser. Han kunne måske få ham til at afsløre hans følelser. Han lod sin hånd glide over den yngres bryst og henover nakken. Et legende smil var læberne og bakkede væk igen. Raco huskede den dans hans besætning havde udviklet sammen. De havde flere gange brugt den mod indfødte. Dem de mødte kaldte de stammedansen fra Black Breath. Hans krop gled gennem vandet. En øvelse der kom med de mange gange havde kastet sig selv i havet, efter et af sine folk. "Du må have en kvinde der venter på dig, i en by?" spurgte Raco og så på ham over skulderen. Man kunne se mærker efter ulvekløer-direwolfkløer. De stod som en mørk kontrast mod hans hud. Han havde farvet i en sandbrun farve.

Jake så lidt overrasket på Raco, og opdagede at han var kommet tættere på. Da Racos hånd gled over hans bryst og henover nakken, kom en spindende lyd fra Jakes strube og øjnene lukkede sig halvt af nydelse. Han sukkede dybt, da Racos berøring forsvandt. Han drejede sig lidt og så på Raco med hovedet lidt på skrå. "Enlig ikke - ikke endnu, hvis overhovedet.." Han så godt mærkerne på Raco, og fik forskellige tanker om årsagen. Jake selv havde været heldig de fleste gange. Han havde nogle få ar på ryggen efter forskellige klinger og et par skudsår. Ned over hans højre skulder som nu vente ud imod Raco var et x-formet ar som var en håndslængde. Jakes øjne var undersøgende, som om han ikke helt kunne finde ud af hvad Raco havde gang i.

"Hun er kommet videre og ligeså er jeg. Det er dig, Tal." sagde han og satte sig på en klippe. Han kunne se de mange spørgsmål i hendes øjne og hovedet tippede skrå. "Du har spørgsmål? Spørg løs og jeg ville svare med åbenhed og sandhed." sagde han og lænede sig tilbage på den varme sten. Ryggen nød det og løsnede de spændte muskler han havde fået ved at sprede vingerne ud efter at have dem skjult længe.

Hun smilede til ham, og nød synet af ham. Da han lændede sig tilbage imod stenen, fik hun en ide, smilede ved sig selv og rejste sig op. Hun lænede sig over til ham, så hendes mund var ud for hans ene øre og lod sine fingerspidser glide kærtegnende op over hans nøgen overkrop. "Så du vil svare på hvad end jeg spørger om? Så tror jeg at vi skal finde os et andet sted." Hun nappede ham blidt i øret, for derefter at løbe lidt ned af stranden imod en lille afskærmet vig. Hun havde muligvis spørgsmål, men ikke i aften. Hun havde fået gengældt sin kærlighed og ville have ham forsig selv.

Raco gled igen lidt på afstand og sank dybere ned i vandet. "Så du har ikke en smuk pige der venter på dig i en havn?" spurgte han og lukkede øjnene saligt. En varm dag og dette vand var dejlig køligt. Raco havde set arret og undrede sig hvordan han havde fået det. Jake var ud af en god slægt, tydeligvis. Lært godt op og ved hvordan man skal håndtere havet."Det ar der danner et x? Hvordan fik du det?" Det måtte være noget af en historie og han var nysgerrig. Raco lagde aldrig rigtig skjul på hans spørgsmål til fremmede, men dog var han påpasselig og blid med dem omkring hans hjerte.

Jake grinede, da Raco spurgte om aret på hans skulder. "Det var faktisk Taliia som gav mig det under et af sine anfald." Han hoppede op på bredden og brugte sin skjorte til at tørre sig med inden han klædte sig på og han skjorten op over en gren, så den kunne tørre. Derpå satte han sig i græsset og så ud på Raco imens han smilede. "Jeg havde kendt hende i fem år og viste at hun til tider fik disse anfald. hvor hun blev utrolig arrogant. Hun havde advaret os om at et anfald var undervejs og alligevel bad jeg om en trænings kamp for at se hvad hun duede til. Og selvfølgelig tirrede jeg hende. Ville se om hun kunne holde hovedet koldt. Det gik enlig meget godt i starten, men da jeg på et tidspunkt stod med siden til hende og drillede hende med hvorfor hendes folk havde udstødt hende, så hun pludselig rødt. Hendes to lange dolke landede på min skulder og ja, du kan se hvordan resultatet blev." Han klukkede af latter så hans brystmuskler dansede og arret ved hans hjerte hoppede med. "Da anfaldet var over efter en uge, brugte hun flere dage på at heale såret og undskyldte for sine handlinger. Jeg fortalte hende at jeg faktisk selv havde skylden, eftersom hun havde advaret mig om sit anfald, men at jeg valgte at overhøre det. Tror aldrig jeg har set hende så forvirret og nervøs, som den gang. Siden da har hun arbejdet kraftigt på at ændre på den del af sig selv, så anfaldene for det meste kun vare et sted imellem nogle få timer og et døgns tid." Han klukkede stadig.

Seuzan førte hende mellem klipperne og ud til en tange hvor der var roligt og ingen kom. Han lænede sig op en klippe og så på hende med nysgerrige øjne. "Spørg løs." sagde han og ventede roligt. Hun havde en del og han havde masser af tid. Den blonde hår var ved at blive langt og han overvejede kraftige at få det skåret igen. Han måtte finde Raco senere og få ham til at hjælpe. Han vidste også at der var noget mellem de to ældre kaptajner. Han kunne bare ikke sætte fingeren på hvad det var.

Hun gik helt tæt på ham og strøg ham kærligt ned over kinden. "Må jeg se dine smukke vinger igen, min elskede?" Hun vidste ikke om hun skulle nøjes med det sprøgsmål eller om hun skulle forsætte, men valgte det sidste. "Hvor længe har du haft følelser for mig? Og hvornår blev du klar over at det var kærlighed?" Hun så afventende på ham. Disse tre måtte være nok til at begynde på..


[sory - det blev så kort]

Raco klukkede og rystede på hovedet. "Da hun havde et anfald i mit selskab svarede jeg bare igen." sagde han og rystede på hovedet igen. Han trak i tøjet og satte sig ned ved siden af ham. Han huskede det tydeligt og så ned. "Det var første gang vi mødtes i Aquener hvor jeg var ved at komme mig. Han var ved at heale mig, kort efter kom anfaldet. Jeg kunne ikke lide hendes attitude og gik derfra. Også selvom jeg er først ved at komme mig." sagde han og lænede sig tilbage på albuerne og på op i himlen.

Jake grinede igen. "Hvad så da anfaldet var over? Hoppede hun i havnen eller forlod hun byen?" Han så over på Raco, stadig grinende.
Han kunne levende forstille sig hvordan Tal havde opført sig overfor Raco. "Forresten, hvor længe varede anfaldet den gang?" Han var nysgerrig efter at høre hvor langt hun var kommet med at overvinde sin svaghed. Han viste at hun aldrig ville blive fri for den, men hun kunne lære at styre den. Han tænkte tilbage på alle de anfald han havde hjulpet hende igennem og hvordan hun hver gang var blevet stærkere og mere bevist om sin svaghed. Han tænkte over om tingene ville have været anderledes, hvis han havde valgt et andet skib til Tal. Og i såfald, havde han så overhovedet mødt Raco.

Seuzan foldede sine vinger ud i deres fulde længde og så væk. "Siden vi samlede dig op fra den dag jeg mødte din kusine og fætter. Jeg vidste ikke at det var kærlighed, men jeg følelsen var noget jeg kunne huske fra før. Jeg troede ikke at det var muligt for mig at finde den følelse igen." sagde han og blikket gled op på himlen. Den højre vinge gav et ryk og han så på den. Han bukkede let sammen i knæene og satte hårdt af. Vindtrykket mødte ham, men alligevel gled han ledt op. Han havde en anelse om hvorfor hans vinger var irriteret. Han havde ikke brugt dem i flere uger og en ide kom frem i hans tanker. Han svævede ned og holdte sig få centimeter over jorden og så på Taliia. En hånd frem imod hende. En invitation til at vise verden fra hans synsvinkel.

Hun havde rakt en hånd frem for at ville røre de grå fjer, men nåede det ikke inden han satte af. Hun væltede tilbage og landede på røven, men hendes blik var hvert sekund på ham. Hendes øjne funklende af kærlighed og begær. Hele hendes væsen længtes imod at holde om han, at være sammen med ham.
Hun tøvede ikke et split sekund ved invitationen og greb hans hånd. "Lad mig se din verden." Hendes stemme var næsten hviskende af spænding.

"Anfaldet varede i to dage. Og hun hoppede i havet hvor jeg stod på kajen og så på. Jeg var gået da anfaldet var startede og jeg havde givet hende en ørefuld." sagde han og så på den yngre mand. "Har på fornemmelsen at min søn ville ende med at være en stor hjælp for hende." tilføjede han og strakte benene ud i græsset. Han kunne mærke sine led giv pop og falde på plads. "Hun er allerede en talentfuld sejler og en stor hjælp efter kamp. Ser efter besætningen og flere ser hende allerede som en ven. Seuzan brokker sig over at hun er ombord på mit skib og ikke hans." Raco grinede da han huskede samtalen mellem hans søn og ham selv. Seuzan havde beklaget sig højlydt over at han taget den unge elver under sine vinger.

Jake grinede igen. "Det tror jeg gerne på. Og havnefolkene vædede selvfølgelig om hvor længe hun holdte sig under." Han blinkede smilende ved det næste. "Det er så min skyld. Jeg underviste hende om havet og skibene i et par år, inden jeg overlod hende til Vivian på Sea Hawk. Havde jeg vist hvordan Vivian ville udvikle sig, så havde jeg ikke ladet hende beholde sin rang." Han gned sig over sit fipskæg og forsatte imens han tænkte. "Men hvis jeg selv havde beholdt hende ombord på Draconia, så havde Tal og din søn måske aldrig mødtes." Han så over på Rao. "Men Hydra ved hvad hun gør når hun føre os imod det ukendte. En ting er sikkert, når Vivian kommer her om nogle dage, så skal jeg have en alvorlig snak med hende og hun har bare give mig nogle ordenlige svar, hvis hun skal beholde sin rang."

Han løftede hende op og holdte fast om hende. "Hold fast." mumlede han og så op på himlen. Hans vinger kastede ham fremad og op. Hans lange vinger fik dem op hurtigt og snart kunne de så hele øen, skibene var små og besætningerne mindre. Seuzan stoppede oppe i flere meters højde og så ned på hende. "Velkommen til en del af min verden. En verden som far viste mig." Man kunne røre skyerne og mærke solens varme stråler. Havet strakte sig langt og dg kunne man se de andre blodøer. Seuzan baskede med vingerne for at holde dem oppe.

Taliia gispede da vingerne løftede dem op og så med store øjne ud over havet og øerne. "Hvor er det smukt."
Hun så op i Seuzans ansigt og smilede lykkeligt. Han var hendes hjertes engel. Hun elskede ham og ville gøre alt for ham. Selv at dræbe, tanken var der før hun viste af det. Og selv om en lille del af hende skreg nej, var den ikke stor nok til at blive hørt. "Min elskede." Hendes ene hånd gled hen over hans kind, op i hans hår og ned til kinden igen, imens hun kærtegnede ham blidt. Hun mærkede også at hun var ved at glide lidt i hans greb. Hendes hånd som kærtegnede ham gled hurtigt rundt om hans nakke, hvor hun forsøgte at holde sig fast.

"Seuzan ville også gerne have et ord med denne Vivian. Ligeså ville jeg." knurrede den ældre kaptajn og lænede sig tilbage. Hvad ingen vidste var at to skibe fra hans flåde havde forfulgt hende i ugevis. Raco pillede ved et helende sår og fik revet det op. Han gav et grynt og tørrede blodet væk. "Undre mig over hvorfor det tog så lang tid for ham at indse sin kærlighed for hende."

Jake så alvorligt. "Jeg kan ikke se noget problem der, selv om jeg er nysgerrig efter hvorfor? Har hun givet jer problemer?" Han var overrasket over dette, men selvfølgelig skulle Vivian stå til regnskab, hvis hun havde gjort noget som hun ikke burde. Han så godt at Raco tørrede noget blod væk. "Du burde lade Tal se på det. Er sikker på at hun kan lukke det rimelig hurtigt, hvis det ikke er stort eller dybt. Hvad angår din underen, så har Tal sikkert holdt sine egne følelser i skak i noget nær samme tid som ham. Hun er ikke helt god til at stole på sit instinkt hvad kærlighed angår." Han klukkede ved tanken om den sidste mand der havde gjort haneben til hende, og som hun havde troet sig forelsket i.

Seuzan låste sine arme fast om hende og kyssede hendes kinder. Vingerne holdte dem oppe i luften og med vingeslag førte han dem mod bjergene mod øst. De grå vingerne bar dem let mod dem. Han kunne mærke vinden mellem sine fjer og nød det. Kvinden han elskede i sine arme og vinden omkring ham. Hans fødder ramte klipperne og vingerne baksede for at holde hans balance. Langsomt satte han hende ned og holdte blidt fat i hendes arm, bare lidt endnu.

Taliia følte sig sikker i hans arme, og elskede synet af hans smukke vinger. Da han satte hende ned på klippen, holde hun fast om hans nakke og trak blidt ned imod sig selv imens hun smilede. Den anden hånd kærtegnede blidt hans ene vinge. "På en måde føler jeg at det først er nu, at jeg rigtigt har lært dig at kende. Du er stadig den mand jeg forelskede mig i, men den gang viste jeg ikke at du havde så smukke og stærke vinger. Jeg ville sådan ønske at vi kunne være lidt alene og udforske hinanden rigtigt. Men det må nok vente til en anden dag. Jeg er bange for at de savner os på stranden."