En fattig mands frelse ~ Selene

Selvom sommeren nærmede sig, var vejret stadig koldt og gråt. På denne dag var vinden kold og regnen der faldt, fik det til at føles endnu koldere. Skyerne var tunge og grå og fik alt til at virke stille.
Den nedre del af Doomsville, var som altid bosted for de fattige. Efter jordskælvet, var nye bygninger blevet genopført, så Rotten Roots førhen snuskede gader så pænere ud. Jordskælvet havde dog også efterladt mange familier uden tag over hovedet og ingen værdier. De nyopførte huse, var blevet beboet af de få der havde penge, derfor var byens antal af hjemløse steget. Nogle børn havde mistet familien og dermed så man flere børn i laser i gaderne nu.
Disse mennesker sad sammenkrøbne i læ af husene og krøb sammen. De udsultede kroppe var dækket af laset tøj, der ikke beskyttede meget af huden, for at blive blottet. Denne kolde dag, kunne man se at deres hud var bleg, at kroppene rystede og gennemblødte. Husene gav ikke megen ly mod vinden og regnen.

Det var ikke den varmeste kappe, men den gav en anelse lå. Det var en slidt uldkappe, der trak sig hen ad jorden, så mudderet samlede sig i enden. Regnen var ved at trænge igennem og ærmerne i den blå kjole, var begyndt at suge vand til sig. Det lyse krøllede hår, klæbede sig ind til ansigtet, som resultat af regnen, dog faldt totter fri, som den unge pige bukkede sig. ”Lidt mad skulle gøre godt”  lød en mild og melodisk stemme.
Mirabella havde selv været offer for jordskælvet, og havde sidenhen været uden hjem. Tiden var blevet brugt på at tilbyde hjælp i køkkener, så hun havde et sted om natten og kunne spare nogle penge sammen. Folk havde altid mødt hende med åbenhed og hjertevarme, så hun dermed ikke var endt som de udhungrede hjemløse på gaden.
Denne hjertevarme ville Mirabella give videre, hun ville hjælpe de fattige der ikke havde andre. Derfor blev de få penge hun tjente brugt på at købe rester fra de riges bord, samt gammelt tøj, hun gik rundt og delte ud til de hjemløse.
Det var ikke mange penge hun tjente, og derfor ikke meget mød og tøj der blev delt ud, men lidt var bedre end intet. Denne dag var en af de dage Mirabella gik rundt og delte mad ud. Det var mest gammelt tørt brød, og nogle halvdårlige æbler.
Efter at have givet brødet til en midaldrende herre og sendt et kærligt smil i hans retning, rejste hun sig op igen, så det lange hår igen lagde sig ind til ansigtet. Hun fortsatte sin tur rundt i byen, og hver gang hun nåede en ny hjemløs bukkede hun sig og gav et stykke mad. Nogle steder blev hun noget tid og snakkede med dem.

Det var ikke ligefrem fordi, at det var det perfekte vejr. Det var koldt og regnen gjorde det ellers glatte hår begyndte at krølle ganske mildt. Selene vidste bedre end ikke at tage en frakke over sine smalle skuldre. Indenunder havde hun en selvsyet kjole på, hun havde fået lov til at få af kvinden hun arbejdede for. Selene havde lovet sig selv at hjælpe nogle af dem der ikke havde meget tilbage. Hun vidste hvor ond verden kunne være, og hun ønskede at gøre tilværelsen bedre for dem - så godt hun kunne. Derfor havde Selene fået samlet nogle tæpper, rigere folk havde smidt ud. Hun havde syet tøj om fra rester folk havde smidt ud. Alting var blevet lagt i en kurv som hun havde taget med. Folk valgte ikke ligefrem selv at miste deres hjem, og det mindste hun kunne gøre var at hjælpe lidt. Det gav sådan en fantastisk følelse at give nogle der havde brug tingene, de ting de bruge. Derfor var hun næsten ligeglad med regnen og kulden, for varmen indeni var varmere end en sommerdag. Hun delte ud af tæpperne til dem der så mest kolde ud og folk med laset tøj fik nye klæder. Familier fik begge dele, generelt gjorde hun det bedst muligt for alle på sin vej fik noget. Det var svært ikke at give begge dele til alle, og hun ville ønske hun kunne give mere end hun havde. Pludselig længere nede opdagede hun en blond ung kvinde gå rundt og dele mad ud til de hjemløse. Selene vippede hovedet let på skrå, og valgte egentlig uden at tænke nærmere over det blot at opsøge kvinden.
"Dejligt at se, at jeg ikke er den eneste som tænker sådan her," sagde hun med et varmt smil. Selene selv var nok den mest positive person hun kendte, et ren lille levende solstråle - der nærmest kunne lyse op en dag som idag med sit positive humør.

Kort så de brune øjne henover hvad kvinden havde med sig. Færten ramte Selenes sanser, engel, det forklarede lidt. Dog havde Selene ikke rigtig sans for at dømme folk for race, det lagde ikke til hendes natur. Englen havde mad med, mindre frisk mad, men stadigvæk bedre end ingenting. Selene tjente sine egne penge, men hun kunne sagtens spørge Moria om penge. Tatia havde vidst også en halv formue liggende et skjult sted hun måtte få. Dog var Selene mere til at skaffe pengene og tingene selv.
"Vi burde slå os sammen," sagde Selene så, "vi kunne skaffe penge ind.. til måske et mindre hus til overnatninger, eller bare et eller andet.. hvad siger du?" forslog hun så imens hun så spørgende imod englen.
"Mit navn er forresten Selene." Hun var en meget åben og ærlig person. Forslog ting som kom fra sine instinkter, hvilket måske også var der man så, hvor stor lidenskab hun egentlig havde. At være den bedre person var noget hun gik meget op i.