Of all the places! (Lori)

Rejsen gik hjem mod Doomsville, men undervejs var der behov for hvile. Ikke blot fordi hans hest var træt, men fordi han egentlig også godt selv kunne bruge en seng for natten. Til de rejsende i landet var der nogle landevejskroer spredt ud over landskabet og Sean vidste hvor en del af dem lå. Efter at have fulgt vejen de sidste par timer, kom han endelig til kroen. Solen var på vej ned, men vejret var præget af en let regn, hvis skyer gjorde himlen endnu mørkere. Med en hest der vrinskede ved udsynet til en varm stald, stoppede Sean op foran kroen og lod en stalddreng hjælpe med at føre hesten ind i stalden. Han sikrede sig at hans udstyr blev behandlet ordentlig, før han greb sin rejsetaske og svang den om den ene skulder. Med en sidste klap til den våde hest, trak han selv sin våde kappe om sig for at forcerer den lille regnfulde vej mellem stald og selve kroen. Der var lys i vinduerne og jo tættere på man kom, jo mere kunne man høre larmen indefra. Der var helt klart en del gæster i kroen!
Iklædte sine rejsestøvler, nogle sorte bukser og en sort, varm trøje og kappe, trådte han ind i kroen. Det mørkebrune hår var vådt og derfor mørkere end normalt. Hans pandehår truede med at dryppe ham i øjnene, så med en hånd tvang han det tilbage. De mørkegrå øjne gled over den fyldte kro.
Oh well. Det var at forvente. Det var forår og det regnede, så de færreste ville nok slå telt op på vejen. Foråret betød handel og rejser var nemmere efter vinteren. Han trak vejret dybt, hvilket blot afslørede stedets lugte. Et sandt virvar af røg, sved, alkohol, mad og rejsestøv. Alt det forventede. I det mindste var her dejligt varmt - måske på grænsen til for varmt, fordi lokalet var fyldt på med gæster. Alle var travlt beskæftiget med deres eget. Mad, drikkelse, snak, latter, planlægning af turen i morgen.
Da Sean ikke var på arbejde og egentlig bare gerne vil være lidt for sig selv, ignorerede han alle folkene omkring sig og gik op mod baren. Han måtte masse sin ind mellem to andre mænd, hvoraf den ene allerede sov hen over baren, for at få plads. Han rakte en hånd op for at få krofatterens opmærksomhed.

Regnen siglede ned, og det var næsten svært at se hvor man bevægede sig hen. Den stakkels hest måtte næsten selv finde vej da Lori kun lige kunne ane vejen. I virkeligheden var han ikke engang sikker på at han red den rigtige vej, men et eller andet sted måtte det jo føre hen, hvor han kunne få hvile. Han ville dog bare ønske han ikke skulle sove under åben himmel, nu hvor Himlen havde valgt at åbne sig.
Men hans bønner blev vidst også hørt! For længere nede af vejen, lå en kro.
Hans søvn var redet. Ja han indrømmede det gerne. Udendørs livet var ikke det han nød allermest. Det kunne da være hyggeligt nok, med en jagt tur eller en lang sparere tur…. Men at overnatte i regnen, uden for på en kold, våd og meget ujævn skovbund eller andet.. det var altså bare ikke ham. Ja måske var han for fin på den, men han nød det virkelig ikke!
Så kroen her havde lige redet hans liv! Eller i hvert fald hans nattesøvn.

Da han kom til kroen, var han allerede for længe siden helt gennemblødt, og det samme var den stakkels hest. Han gav hende et klap og en gulerod inde en staldknægt trak afsted med hende. Dejligt at hun kunne få lov til at sove i en varm seng også. Larmen fra kroen afslørede at der var en del der havde fundet sin vej til kroen her. Hmm… det tydet vidst på at det nok kunne blive svært at få et værelse.
Hmm nå! Så måtte han jo sove siddende.
Han kom ind på kroen, og som altid når man kom sådan et sted var der en helt særlig lugt der ramte en, en blanding af alt der lugtede fælt.
Svedige mænd, øl, tobak fra de verse rygegenstande, vådt tøj, mudder og en masse andet han ikke være sikker på han hverken kunne eller havde lyst til at definere.
Han sukkede lidt opgivende over synet til en stort set proppet kro. Hvilken ville gøre det nærmest umuligt at finde et sted at sidde eller for den sags skyld et sted at sove. Hmm men kom det der til, måtte han jo bare sove med hesten ude i stalden.

Han fik dog banet sig vej op til bare, hvor han fik mast sig ind mellem nogle mænd. Han var heldigvis ikke så stor, så det var nemmere at smutte sig ind der, ind hvis han havde været et stort brød. Plus.. dukke fjæset han havde, som Kace kalde det, gjorde ofte af folk ikke blev sure over at man kom til at masse sig lidt på.
Han prøvede på at fange kromutter eller en anden der kunne hjælpe ham med et værelse. Men det tydet vidst på at der var mange der gerne ville i kontakt med dem. De fleste ville vidst bare gerne have noget at drikke. Og nogle af dem bure virkelig ikke have mere. ligesom anden foran ham der valgte at hælde en halv øl ned over Lori.
”wups… undskyld makker” boblede det ud af munden på manden. Og lige i det øjeblik overvejede Lori om han bare skulle skide på det værelse og hamre manden en på siden af hovedet. Men nej! Sådan var Lori jo ikke….. fanden tage den søde snotunge der styrede det meste af hans hjerne når det kom til pli. Lorikan havde slået manden halv ihjel. Den gamle Lori var nærmest løbet grædende ud her fra.. men den nye Lori valgte blot at sige med en skap tone. ”pas dog lige på mand!”

Faktisk savnede han det. Slåskampende, de lange aftner hvor han drak sig fuld, alt det der fulgte med en god bytur. Det gjorde han aldrig rigtig mere. Han var kun i byen for at finde føde. Intet andet.
Hmm måske var det netop et sted som her man skulle døre det?.. her hvor ingen kende en, og hvor man sikkert ikke kom så ofte. Det ville da være en perfekt mulighed… men igen.. rideturen hjem i morgen ville nok ikke blive så sjov…

Hans charme var måske bedst på kvinder? Men uanset. Han fik snart opmærksomheden og efter at have forhandlet om prisen, fik han et værelse til en rimelig pris. Det sidste, faktisk, hvis man skulle tro krofatteren. Krofatteren havde set hvor fyldt der havde været og hævet prisen på værelserne en smule, men Sean vidste både hvad den normale pris som regel var og hvilken tilstand værelserne var i. Så efter en lille samtale, hvori krofatteren oveni var presset over alle de folk der ville have hans opmærksomhed, havde han givet sig. Mønterne havde skiftet plads...
Men krofatteren var forsvundet ingen han kunne bestille noget at drikke samtidig. Han sukkede svagt og samlede nøglen til værelset op i sin ene hånd. Bankede den knyttede hånd ned i bordpladen et par gange, før han skubbede nøglen ned i en lomme, hvor den ville være i sikkerhed. Han så overvejende ud over kroen. Alene ville det næppe være en fornøjelse at sidde her...Måske burde han gå direkte tilbage til sit værelse? Han overvejede det lidt, da han hørt en stemme der forekom ham genkendelig. Han drejede hovedet lidt...Nope. Kun folk. Han lænede sig en smule baglæns...
Vent...Var det? Han kunne stadig ikke se nok. Til sidst valgte han at opgive sin plads ved disken, velvidende nogen hurtigt ville tage den fra ham, for at undersøge om stemmen virkelig tilhørte den person han troede. Selv gennem al den larm!
Og når det kom til stykket var det ikke så svært at skubbe sig ind til disken igen og skubbe andre fulde folk væk. Lige ved siden af Lori, der så noget våd ud.
Hans smil voksede automatisk og han så hen over disken efter krofatter, som Lori uden tvivl også havde svært ved at få kontakt til.
"Der er ikke flere ledige værelser, ved du nok. Medmindre du allerede har skaffet dig et?" sagde han så og gik mere eller mindre ud fra at Lori selv ville opdage at...Well. Sean var Sean.
"Eller du skal måske bare have noget at drikke?" foreslog han så og så tilbage på Lori. Det var...en glædelig...Genkendelse. Og måske ligefrem lidt selskab. Af alle tilfældighederne!

Åh hvor han dog drømte sig hjem til sin dejlige varme seng i Doomsville lige nu! Eller bare til den i Sunfury! Alt andet end at stå her og prøve på at komme i kontakt med en mand der farvede rundt, diskuterede med gæster, eller bare langede den ene øl over disken efter den anden, alle sammen til allerede ALT for fulde gæster. Og lige nu stod han helt gennemblødt, ned af maven. Fanden tage den kæmpe nar der skulle spilde ud over ham!
Og lige der, midt i hans allerede dårlig humør, var der en tumpe der valgte at fortælle ham at der ikke var flere værelser. Og det var nok mest på grund af larmen, men også det drålige humør der gjorde at det gik er stykke inden han opfangede stemmen. Den løs bekendt! Meget endda! Hans blik gled hurtigt op, og han så noget forbløffet op på det alt for genkendelige og flotte ansigt.
"Sean.." mumlede han blot.
Af alle steder? Er smil bredte sig automatisk på hans læber, og han sukkede bare lidt. "Nej.. jeg stod faktisk og prøvede på at få et værelse" sagde han så opgivende nu hvor det var blevet konstateret at der ingen var.
Han lod en hånd glide gennem håret "nårh... Tja.. så må jeg vel gøre hesten ved selskab i stalden" smågrinte han opgivende.
Han virkede roligere. Mere fattet og afslappet end inden han tog afsted. Og det var han også. Der var mange ting der var faldet på plads på denne tur. Og han havde fået en masse svar. Han manglede stadig nogle, men.. Maple var de slet ikke så vigtigte.

Han så mod Sean "hvad med dig selv? Prøver du også at få fat i den stakkels travle mand" sagde han og sukkede lidt opgivende.
Er skub bag fra fra en af gæstens fulde gæster fik skubbet Lori tættere på Sean. Han bumbede en smule ind i Sean "beklager" sagde han og grinte lidt. Sikke er masserrig.

Lori lignede en der havde haft bedre dage. Våd, småsur, uheldig. Og med en karakteristisk lugt af...Øl? Sjovt. Han lignede ikke en der havde fået noget at drikke endnu. Ikke engang et tomt krus i hænderne. Hvis ikke det havde været for smilet, virkede Lori jo ikke engang glad for at se ham! Men måske skulle han give manden lidt fri tøjle. For han virkede til at have været noget uheldig.
Han så vurderende på Lori, før han drejede hovedet for at se om krofatteren var til at få fat på igen, men uden held og før han kunne nå at svare, var Lori skubbet tættere på. Sean brød sig ikke om lugten af øl og han ville slet ikke sige det pyntede Lori på nogle områder. Automatisk gled hans ene hånd op og lagde sig mod mandens skulder, så de ikke ramlede helt sammen. Det ville være som domino. Hvis de væltede, ville de også vælte alle dem bag dem, hvilket sikkert bare ville starte en slåskamp.
"Det gjorde jeg faktisk...Hør, du lugter af øl. Og du er helt gennemblødt. Består regnen af øl? For så burde vi sige det videre. Det ville nok tynde lidt ud i flokken af folk herinde" Han drillede lidt, som han sendte Lori et af sine drillende smil. Igen kiggede han sig omkring efter krofatteren, før han bare sukkede svagt. Hvad nu? Han så tilbage på Lori.
"Hør...Du må godt komme med op på mit værelse. Skifte lidt tøj eller vaske lugten af øl væk?" foreslog han så. Han ønskede ikke Lori skulle gå rundt og være hverken kold eller lugte. Heldigvis havde dæmoner som regel et stærkt immunforsvar og sygdomme lå sjældent til dem.
"Vi kan altid gå herned igen...Eller du kan vente til senere...Ah. Det er et tilbud i hvert fald..." Han så igen efter krofatteren. Nu kom han ned mod dem...Måske var heldet med dem.
Lød det forkert? Som en undskyldning for at trække tøjet af Lori? Det var ikke ment på den måde. Sean behøvede ikke engang gå med, han kunne sagtens betro Lori nøglen, mens han prøvede at skaffe dem noget at drikke imens.

Det var faktisk mere end bare rart at se Sean igen. På hele denne tur, havde han savnet EN ting mere end noget andet der hjemme. Og der havde været Sean. Hver gang han var i tvivl om noget. Hver gang han havde lyst til bare at give op, og endnu engang flygte tilbage til Doomsville, uden at se sig tilbage. Så havde han vare sådan lyst til at snakke med Sean... Men også de aftner han havde siddet alene i huset og tænkt. Helt alene. På trods af at han boede sammen med Reign. Og at han selvfølgelig også savnede ham, så var det i virkeligheden ikke ham der havde været i hans tanker oftest. Nej... Det havde været Sean. Og det pinte ham. Hvorfor tænkte han overhoved så meget på Sean? Han var jo ikke forelsket i ham eller noget! Slet ikke!.. formentlig ikke?.. uhm.. lige meget!

Men nu stod han her så. Næsten lidt for tæt på efter puffer bag fra. Han hørte Sean snakke om lugten af øl.
"Ja jeg ved det!... Det var et eller andet kæmpe fjols der ikke kunne styre sine arme!" Brummede Jan negativt.
"Han hælde halvdelen af sin øl ned over mig den kraft idiot!.. hvis ikke det havde startet et kæmpe slagsmål, så havde jeg slået hans grimme fjæs ned i maven på ham" vrissede han mens han så ned af sig selv. Det lignede ikke Lori at tale sådan. Han var ellers altid så forsigtig. Og ville oftest have sagt undskyld selvom det ikke var hans skyld. Men tiden i Sunfury havde afklaret nogle ting for Lori. Og han var ikke længere så bange for at vise både hans og Lorikans side. Han havde stadig pli, og høflighed. Men hvorfor have det overfor en der lige havde hældt sin øl ud over en?

Han hævede blikket da han fik tilbuddet om at de kunne gå op, så han kunne skifte tøj. Han sukkede lettet. "Det lyder virkelig rart!.. tak" sagde han så, og så på Sean som om han lige havde redet hele hans verden. Det havde han på en måde også. For selvom han ikke var snærpet, så havde han det alligevel ikke godt med at gå rundt og være beskidt.

Han lagde sine hænder på skuldrene af Lori med et svagt smil. Ruskede let i ham, trods der ikke var særlig meget plads rundt om dem. De stod det mest travle sted i kroen, trods alt.
"Sikker på du ikke er lidt anspændt?" drillede han ham. At se Lori så udtryksfuld var ikke noget han var van til. Havde Lori haft en dårlig dag? Eller måske blot påvirket af han både var våd, muligvis lettere udmattet af en rejse og nu ikke kunne få sit eget værelse? Det var ikke til at sige. Men det gav Sean mulighed for at drille ham.
For at være ærlig havde Lori også ofte været i hans tanker. Ikke på en forelsket og kildende måde, men blot...Der. Når han fik et øjeblik for sig selv. Når han sov alene i en ny seng. Når lysten steg op i ham og han havde lyst til at begrave sine lystfulde støn i et dybt kys...
Jah. Måske havde han endda gjort lidt mere af at rejse forbi i nærheden af Doomsville, end han normalt ville, i et latterligt håb om at få et glimt af skikkelsen, der udgjorde Lori. Og det så ud til at heldet havde været med ham.
"Godt. Skal jeg gå med?" spurgte han så, da han ikke ville trænge sig på. For at være ærlig - endnu en gang - var han slet ikke sikker på om han kunne holde fingrene fra Lori, hvis han så ham med mere eller mindre tøj på. Og uanset om Lori ville mene det var velkomment eller ej, var det måske bedre at få lidt at drikke og få varmen først. Måske.
Han fiskede nøglen op af sin lomme og tilbød Lori den. I tilfælde af han ønskede at gå op og skifte selv.
"Måske kan jeg skaffe os lidt at drikke imens?" foreslog han i stedet.

Lori var ikke ligefrem forberedt da Sean valgte at ruske ham. Og han skulle næsten til at daske Sean en for at få ham til at stoppe. Men det blev nu kun til at kort grin. Tja.. måske Sean havde ret. Han var nok lidt anspændt. Og det havde nok kun været værre hvis han ikke havde været så heldig at støde på en ung kvinde tidligere på dagen, så han havde fået noget at spise.
Han blev altid lidt knotten når han var sulten. I virkeligheden var der jo ikke noget af det her der var Sean Skyld. Overhoved ikke!
Det var nok latterligt og ynkeligt. Men det var nu mest fordi han havde tænkt på Sean flere gange når han havde overvejet blot at blive i Sunfury.
Selvfølgelig havde han tænkt på andre ting. Men.. det var nok mest Sean der havde trukket ham tilbage mod Doomsville.
Han grinte lidt da Sean spurgte om han skulle gå med op, da Lori skulle skifte.
Han smilede skævt og drilsk til ham. "savner du at se mig smide tøjet, så meget?" Drillede han.
Hvad var det med dem? Tingene virkede så enkle og lette mellem dem.. men samtidig VIRKELIG komplicerede..
Lori var i tvivl... Han vidste i virkeligheden aldrig hvor han havde Sean.. eller hvorfor.
Og noget sagde ham, at Sean ville blive stødt eller fornærmet over den tankegang..
Han smilede som Sean rakte nøglen frem. "Det ville være dejligt med noget at drikke" sagde han roligt inden han vende sig halvt for at ville gå. Han stoppede dog og så på Sean. "Jeg kommer om lidt" forsikrede han inden han gled ud fra det maste område og forsvandt op af trapperne til værelserne.

Han fandt hurtigt værelset smuttede ind og lukkede døren efter sig. Hvorefter han begynde at smide tøjet. Det var helt gennemblødt. Ikke kun af regnen men også den øl han så fik hældt ud over sig.
Alt det våde tøj blev hængt over nogle stole så det forhåbentlig kunne tørre en smule.
Han havde heldigvis pakket sit tøj godt, så det var ikke blevet vådt.
Han fik fisket nogle bukser frem, og mørkegrå skjorte der sad lidt løst.

Han nød den drillende Lori. Lysene i hans øjne eller hans latter. Det gjorde stemningen mellem dem lettere og Seans humør steg helt automatisk. Han vidste heller ikke selv helt hvad de var...Sure, sidst havde de snakket en anelse om det. Blevet enige om at tage det med ro, da ingen af dem rigtig følte sig klar eller sikker på forhold. Trods alt...Gik den slags altid i stykker. Men det betød ikke interessen bare forsvandt, bare fordi de ikke var i et forhold. Eller var de bare blevet enige om at det var sjovt at have sex sammen? Han blev helt i tvivl om hvor meget han opdigtet af egen lyst og hvad de faktisk havde talt om. Typisk.
Han lod Lori snuppe nøglerne og smutte op for at skifte tøj. Så hvad hvis han gjorde? Lori så ikke dårlig ud. Ud af øjenkrogen holdt han øje med Lori, som manden gik. Med den vuggende røv. Selvfølgelig til en ny fulderik stillede sig ved siden af ham og blokerede al udsyn.
Han sukkede svagt og viftede op i luften med en arm. Han måtte vel hellere så fat på Krofatterens opmærksomhed. Han havde en lidt dårlig fornemmelse, faktisk. Sidst havde de også snakket om...At Lori måske ville flytte til Sunfury. Et valg der uden tvivl ville gøre de så hinanden mere sjældent, medmindre de bevidst rejste mellem hinanden. Men hvem ville bruge så meget tid og penge på den slags rejser? Sean ville ikke flytte fra Doomsville igen. Sidst havde det resulteret i nogle eksistentielle spørgsmål om hans eget liv.
Nå! Nu var det ikke verdens undergang. Især ikke da han endelig fik krofatterens opmærksomhed igen og endelig kunne bestille to øl. Og betale for dem, ikke mindst. At finde en ledig plads til dem var straks værre, men Sean havde ikke lyst til at stå i baren hele aftenen. Der var nok trængsel som det var.
Heldigvis var der nogen i en mere roligt hjørne der fik lyst til at flytte sig og efterlade rum nok til Sean og Lori. Til tider var det praktisk at have den autoritet og aura der førte med som archdemon. Sean stillede krusene fra sig på bordet og lod sin rygsæk glide ned på gulvet. Han burde egentlig nok have bedt Lori om at tage hans taske med op, men det var for sent nu.

I virkeligheden havde han en blandet følelse omkring at han havde ladet Sean blive i baren. Han havde ikke haft noget imod at Sean havde været der. Og... Han var måske bange for Sean havde taget det forkert. Som i at Lori ikke ville havde han så ham uden tøj på. Han rystede tankerne fra sig. Var der en ting han efterhånden havde lært om Sean, så var det, at han slet ikke blev så påvirket af mange ting andre ville blive. Men det var ikke ensbetydende med at han ikke blev påvirket af noget. Sean var faktisk hurtigt til at reagere på ting der blev sagt. Oftest ikke på en god måde, men sådan var det! Så længe Lori kunne forklare hvad han havde ment var det jo okay!
Da han havde skiftet til det tøre tøj, og havde ladet sin skjorte side uden på bukserne denne aften, kom han med igen. Han sende et søgende blik ud over kroen. Her var så mange mennesker, og en del af dem hverken så eller opfattede hvor de gik.
Til sidst fik han dog øje på Sean. Han satte kursen mod ham, blev blev stoppet på halvvejen da et bjerg af en mand valgte at rejste sig og blokere hans vej. "du ser noget ensom ud knægt! Skal jeg ikke holde dig lidt ved selskab?" spurgte han med noget der sikkert skulle lyde som en forførende stemme. Men som i stedet blev overdøvet af en fuld tone, og lugten af øl. Lori jeg lidt fra ham på grund af stanken. Han så på manden "faktisk såh skal jeg hen til min ven" forklarede han.
Manden smilede bare alt for fulgt. "kom nu! Du er jo billedskøn" mumlede han og ville røre Loris kind. Lori stoppede ham dog. "Hey.. hvad med det her? Jeg går hen og hygger mig med min ven, og så kommer jeg hen til dig når det bliver tid til at sove? Selvom vi nok ikke får meget søvn?" Sagde han efter han var slået over i en langt mere forrente stemme. Han behøvede ikke engang bruge sine evner! Et forførende blik og en kælen stemme, så var klumpen solgt. Så han nikkede og lod Lori gå forbi, han grab dog Loris ham inden han nåede helt forbi. "jeg glæder mig til at se hvad der er under alt det tøj" halvbøvsese han ind i Loris øre.
Lori fik lov at gå, og kom ned til Sean. Han lagde Glen til ham på bordet "tak for lån." Sagde han så med et mildt smil.
Han så på øllen og så virkelig ud til at være lettet. "Du er virkelig min helt i aften" sagde han og grinte lidt inden han tog en slurk af øllen.

Sean var ikke den store øldrikker, men han tvivlede på kroen havde sat vand over til the eller at theen overhoved ville smage særlig godt. Det var nemmere at få en øl og helt ærligt, nogen gange var det også fint nok. Han havde lagt den ene hånd om sit eget krus og havde studerede livet i kroen, til han havde fået øje på Lori der var på vej tilbage. Han havde overvejet at rejse sig og hjælpe ham, men besluttet sig for at vente lidt og se om Lori kunne klare det selv. Lori var jo en dæmon...Det burde ikke være svært at vride hånden rundt på en menneskemand. Hvis det var et menneske.
Det virkede da også til at gå over af sig selv på en rolig måde. Manden var tydeligvis interesseret i Lori, men Lori fik snoet sig udenom og kom over til Sean uden den store drama.
Da Lori satte sig, skubbede han den ene øl over til ham og greb nøglen, så den kunne komme ned i den ene lomme igen. Han sendte Lori et lille smil.
"Velbekomme" svarede han roligt, før han viftede lidt med den ene hånd i den retning hvor Lori havde mødt den store fyr.
"Hvem er din ven?"
Han drillede Lori. Manden var formentlig slet ikke Loris ven. De havde i hvert fald slet ikke set sådan ud.

Det var dejligt at se noget andet end klamme typer! Nemlig Seans ansigt. Noget han aldrig kunne blive træt af at se på. Han så lidt ud over kroen, men vende hurtigt blikket mod Sean da han spurgte til hvem Loris ”ven” var. Han så lidt tilbage mod bjerget.
Han fnøs lidt dog med et smil ”bare en der troede han kunne bøvse sig frem til et knald” smågrinte han lidt hvorefter han tog en tår af sin øl.
”hvorfor tiltrækker jeg altid sådan nogle klamme typer?” spurgte han så med et grin da hans læber havde forladt ølkruset.
Dog gik det lidt op for ham hvad han sad og sagde, og så hurtigt på Sean med et lidt panisk blik.
”altså!... ikke dig! .. du ikke klam!.. altså, det var de andre typer jeg hentydet til!” han plabrede nu.. han vidste det godt selv.
Og da det gik op for ham, at han lige nu blot sad og spyttede en masse dumt ud, sukkede han blot.
”du ved jo hvad jeg mener” sagde han lidt opgivende, dog med et smil.
Han tog endnu en tår, blot for at skylde flovheden lidt ned. Han rettede sig mere op, lod armene hvile på bordet, og så, så interesseret på Sean. ”nårh? Hvordan er din rejse gået?” spurgte han så.
Hans egen var gået okay. Det havde været hårdt, men også nødvendrigt. Og han havde fået et anderledes syn på mange ting. Blandt andet hvad det var der i virkeligheden holde ham i Doomsville. For i virkeligheden var det ikke de ting han troede. Men de ting der betød noget, havde han også fundet ud af hvor meget de betød.
Han ville jo lyve hvis han sagde at Sean ikke var en af de ting der trak meget stærkt mod at blive i doomsville. Men faktisk… så var han også en af grundende til at Lori overvejede at rejste til Sunfury. Han vidste at det ville såre Sean, eller i hvert fald gøre ham vred, hvis Lori fortalte ham det.
Men mange tanker havde strejfet gennem hans hoved på denne tur. For måske var sunfury svaret! For tanken om at miste flere, eller at han endnu engang skulle blive såret. Dog nu hvor han sad her, og så på Sean. Så det ansigt han havde tænkt på så mange gang under denne tur, så begynde han at tvivle igen. Kunne han overhoved undvære ham?
det var frustrerende! Hvorfor kunne han ikke bare gøre op med sig selv hvad de var eller ikke var?
Han strakte sig en smule i stolen.

Hans blik gled over mod det store brød, der havde lagt an på hans egen Lori...Eller. Ikke hans på den måde. Men som Lori nævnte det, håbede han alligevel at manden drak sig fuld nok til at glemme han havde aftalt sex. Ellers ville Sean skam gerne lette ham for livets blod. Med den afslappende tanke i hovedet løftede han sit krus og tog en ny tår. Øllen var ikke ligefrem exceptionel, men den var til at drikke og bedre end at tørste.
Han hævede sine øjenbryn og så over på Lori et øjeblik, angående kommentaren om klamme personager. Han havde dog forstået hvad Lori mente, men som altid havde han en voksende lyst til at drille manden. Måske fordi han elskede at se hvilke reaktioner og udtryk han kunne lokke frem på det ellers så nuttede ansigt.
"Er du sikker?"
Der var latter i hans stemme, da han svarede Lori. Mon nu også Sean forstod hvad han mente? Manden havde jo lige kaldt ham klam. Men Seans smil og øjne afslørede hvor meget han morede sig.
"Sikkert fordi du ser så uskyldig ud" Han blinkede drillende og lænede sig tilbage i sin stol.
"Min rejse? Fremad. Kommer fra Dragons Peak nu her. Man efterlader ikke bare en hel by i hænderne på andre, uden der er løse ender der skal flettes sammen igen. Og hvad med dig? Fra...Sunfury? Hvordan gik det?"
I virkeligheden havde han brændt efter at spørge ind til det. Brændt efter det af nysgerrighed...Men også været bekymret for svaret. Han hadede den fornemmelse. Så meget betød det vel heller ikke, gjorde det?

Det her var det bedste! Det bedste ved deres…. Øh venskab? Ja venskab! De kunne drille hinanden, uden at nogle af dem blev stødt. Selv nu hvor Lori faktisk havde kaldt ham klam. Men Sean vidste jo godt at det ikke var ham han mente.
Han skulede lidt til Sean da han omtalte Lori som værende uskyldig. Han lænede sig en smule ind over bordet, og smilede lidt skævt ”hmm det er nok fordi de fleste mænd ELSKER at få lov til at føle sig stor og stærk” sagde han lidt flabet. Det var jo sandt! De fleste mænd kunne lide at være stærk og føle sig mandlig. Det var vel derfor de fleste mænd fortrak kvinder? Men i et forhold mellem 2 mænd, var det typisk Loris type de fleste mænd gik efter, da han også kunne give dem den følelse af at være store stærke mænd.
Måske endda endnu mere, fordi de var sammen med en anden mand, hvilket skulle gøre dem ENDNU særkere!
Han rettede sig lidt op, og så intrassret ud da Sean forklarede.
Hmm dragons peak, underligt at tænke på at det var der de mødtes første gang. Og hvor anderledes det hele var der. 2 fremmede der mødtes, havde en regl om ikke at skulle mødes igen. Ikke engang deres navn skulle de give. Men det havde været Sean der havde brudt den regl. Og det var endt ud i at de var blevet vanvittig uvenner.
senere redet Sean så Loris liv. Han betragtede Sean mens han forklarede. Var det Lorikan han var faldet lidt for den gang? Var det ham der var skyld i dette? Han var jo stadig Lorikan! Stadig dæmonen der bare ville fjolle rundt, blive tilfredsstillet, både med sex og føde. Men nu hvor Lori også en del af det, såh.. han var anderledes. Følte måske mere.
Men allerede den gang havde Sean vækket noget underligt i Lorikan. Noget han ellers ikke rigtig skulle kunne føle. Han havde fået et soft spot for dæmonen foran ham.

Han trak lidt på skuldrende da Sean spurgte ind til Loris tur.
”det var underligt…” startede han, og så lidt ned. ”Det var mærkeligt at være tilbage i en by der engang var ens hjem. Men som nu pludselig er et vildt fremmed sted” Forklarede han.
Han så på Sean ”men jeg fik dog afklaret nogle ting mens jeg var der. Fik ryddet op i tingene i huset. Såh.. egentlig har det gået meget godt” forklarede han. Han tog en tår af sin øl. ”men det bliver nu godt at komme tilbage til Domsville” sagde han så.

Stor og stærk. Uden tvivl. I sin tid...Første gang han havde været sammen med en mand, havde det været en anden stærk dæmon. Fenris. Stærk og dygtig nok til faktisk at være den der gav Sean, hvilket havde været en underlig fornemmelse...Og noget dominerende. Sean havde sjældent oplevet noget lignende og deres forhold var også endt med de skiftevis havde taget hinanden. Ingen af dem ville rigtig give sig, de var begge stærke og selvstændige, men de havde også begge haft lyst til sexen. Med Lori virkede det...For Sean, i det mindste...Mere naturligt at det var Sean der gav. Men nu var Sean også typen der dominerede over alt han kom hen, hvis han kunne slippe af sted med det.
"Hmm. Touche" svarede han med et smil. Sean elskede selv den følelse. Stærk og mandig. Det var jo lige ham!
Og hvad angik Sunfury, kunne Sean ikke lade være med at overveje om Lori drillede ham. Han havde en fornemmelse af Lori godt vidste hvad Sean egentlig ville vide, men at han blot undgik emnet. Burde han dykke dybere ned i det eller lade Lori slippe? Måske var der endnu ingen fast beslutning.
Han ville gerne vide det. Men han ville heller ikke tvinge Lori til at tage stilling til det lige nu, hvis han ikke var klar. Hvem vidste...Måske pressede han Lori til at vælge det Sean mindst gerne ville høre?
Han tog en god tår af sin øl. Slikkede elegant en dråbe fra sin læbe.
"Det var godt" besluttede han så. Lori behøvede ikke sige mere, hvis han ikke ville.
"Så jeg går ud fra huset var i fin stand så?" spurgte han videre. Han ville ikke presse Lori, men de kunne vel altid snakke om de mindre detaljer. Og hvem vidste, måske kunne han aflæse hvad Lori gerne ville? Det var jo ikke for sjov han arbejdede med de ting han gjorde. Han var både god til at fyre en løgn af eller se når andre løg. Generelt bare at aflæse folk.
Ud af øjenkrogen fornemmede han bevægelser. Da han så der hen, virkede det til at Loris ven fra før var tæt på at starte et slagsmål i den anden ende af lokalet.

Hvilken mand ville ikke føle sig stor og stærk? Det ville de fleste. Dog… i Loris tilfæld.. ville han bare gerne føle sig tryk! Ja det lød meget patetisk og umandigt. Men sådan var det. Han havde ikke følt sig tryk længe. Han var vel i virkeligheden altid utryk, selvom han var en dæmon og nemt kunne slå fra sig. Så var han bare en der søgte trykhed. Og det kunne Sean præstere. Han følte sig altid tryk sammen med ham, på den ene eller anden måde. Og selvom han havde været sammen med en del efterhånden. Også nogle gange hvor det kun var for nydelsens skyld, så havde han aldrig følt sig mere tryk end da han havde ligget i Seans arme. Det var lidt uhyggeligt at tænke på… For hvad hvis der ikke var NOGLE anden der kunne få ham til at føle sig så tryk og rolig? Han og Sean var jo ikke noget.. jo de havde talt om nogle ting sidst, de var blevet enige om at tage det roligt men… var det glemt nu?
Hans tanker var et andet sted, de vivlede rundt.
Så da Sean pludselig spurgte ind til huset i Sunfury så han næsten helt forvirret på ham. Indtil det lige havde fået lov til at vende et par gange i hovedet, og han atter var tilbage på kroen.
”uhm.. ja” mumlede han lidt. Han pillede lidt ved kruset. ”Det var præcis som jeg forlod det… blot.. uden mine forældre i det” forklarede han. Han trak lidt på skulderen og på smilebåndet. Et halvt smil der ikke helt virkede så glad. ”det var faktisk lidt uhyggeligt.. Det var som at træde direkte ind i min barndom igen” sagde han så.
Han sukkede lidt ”kender du den følelse hvor man hele tiden regner med at en bestemt person kommer ind af døren om lidt fordi… det plejer de?” spurgte han så.
”sådan var det i huset.. som om min hjerne hele tiden ventede på at mine forældre skulle komme hjem, eller.. min mor kalde at der var mad” hans blik sank.
”jeg havde glemt hvor meget jeg elskede det hus” sagde han så. Han satte sig lidt tilbage i stolen. ”jeg tror virkelig jeg ville have det underligt med at der skulle leve andre i det….” mumlede han så.
Han lagde mærke til larmen, og det store kødbjerg fra tidligere stod og var tæt på at starte et slagsmål.
”jeg håber de slå ham bevistløs” grinte han lidt og vente hovedet mod Sean ”det ville løsne mig fra en del bøvl” grinte han lidt.
Han vidste ikke helt hvad han skulle fortælle Sean. Hans beslutning? Eller hvorfor han havde taget den? Sean ville måske ikke kunne forstå det. Han ville måske ikke syntes om det. Og hvad hvis det ødelage noget mellem dem?
Sunfury? eller Doomsville?
Doomsville havde været hans hjem i nogle år nu, han havde venner, et arbejde og et hjem der. Det var en storby, og han ville have nemmere ved at være den dæmon han nu engang var.
Sunfury var det sted han havde troet han altid skulle bo! Der var så mange minder. Og det var en perfekt chance for at starte forfra, og samtidig rode bod på nogle ting der lå og gnavede sig inde i hans sind. Væmmelige tanker og følelser som han aldrig havde vist til nogle.

Og på trods af de ting han nævnte der kunne holde ham i Doomsville.. hvad var det så der holde ham der? Reign?.. de boede sammen ja, men.. de havde jo ikke boet i samme by da de lærte hinanden at kende.. og.. de var venner ja. Men var det måske i virkeligheden ikke bedst for dem begge hvis de ikke så hinanden så meget? Lori havde sagt hans følelser for Reign var væk, og det var de fleste af dem også. Men der ville vel altid være en del af ham der var ked af at det ikke var ham der blev valg.
Hans job? Hmm.. han ville savne Morty, og boghandleren.. men var det nok til at holde ham der?
Og Sean?... Sean.. ville bliver den sværreste af dem alle at skulle tage afsked med. Jo.. de kunne ses. Men helt ærlig! De skulle ikke lyve for dem selv. Det ville jo aldrig ske! De ville jo aldrig få det gjort.

Han sukkede svagt og uhørligt. Druknede alle tegn på hans suk i kruset, da han tog en tår af sin øl. Han var ret bevidst om sit kropssprog, men det kunne stadig forråde en. Heldigvis var han som regel ret god til at skjule de uheldige udtryk når det skete, som nu, hvor det var gået op for ham at det sidste han ønskede at høre om var Loris hus i Sunfury. Huset repræsenterede at Lori nok ville flytte...
Men betød det så meget? De var ikke partnere. De havde ingen forpligtelser over for hinanden. De havde det godt med hinanden, men i princippet kunne de jo bare være venner. Og var det også det de var nu? Bare venner. Venner med god sex, ja, men venner. Han burde ikke læse mere ind til det. Dette var jo netop grunden til at de var blevet enige om at tage den med ro. Så de ikke ville såre hinanden, f.eks. i tilfælde af den ene flyttede til en anden by der lå længere væk end en dags rejse.
Og tydeligvis var hvad end de havde kørende ikke nok til at holde Lori i byen. Ej hellere ville Sean forlange det. Lori burde gøre det han havde mest lyst til...
Også selv om der var en stemme bagerst i Seans hoved, der hviskede at Lori var en af hans eneste, få bekendtskaber. Hans ensomhed ville nå nye højder. Men det var jo virkelig hans eget problem.
"Så lad være. Flyt" svarede han så endelig, i så let en tone som han kunne præstere.
"Du snakkede jo også om det før du rejste" tilføjede han med et svagt skuldertræk. Hans blik gled over til den voksende optakt til en slåskamp. Den ene kødklump stod og skændes med en anden kødklump og snart kunne det høres i det meste af kroen. Krofatteren, der var noget lavere end begge klumper, stod modigt mellem dem og prøvede at holde dem fra hinanden. Sean kunne ikke helt høre hvad han sagde, men sikkert noget om at de to kødklumper skulle gå udenfor hvis de ville slås.
"Hvis der bliver problemer slår jeg ham bevidstløs" forsikrede han blot, på sin vis glad for distraheringen og muligheden for de kunne snakke om noget andet.
"Måske burde vi ligefrem blande os!"




//Den slettede hele mit svar...Hate my life...>.<

Lori var ikke nået til at fortælle om hans beslutning endnu. Men det var vel okay? De kunne jo tage den på et andet tidspunkt. Dog blev han noget chorkert over den kommentar der kom fra Sean. Han stoppede næsten brat op, og blev helt stum. Hvad? Var det sådan Sean havde det? Var han så ligeglad? Og hvorfor egentlig ikke? De var jo ikke noget? Alt tvivl han havde haft om at de måske havde forsvandt i hvert fald med Seans råd om at flytte.
Han sad blot i stolen, så ned i øllen der allerede var begyndt at blive kedelig. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Selv det begyndende slagsmål fangede ikke hans opmærksomhed.
"Jeg havde nu tænkt mig at blive.. men det var vidst en fejl" mumlede han så. Han rettede sig op, så over mod mændenes der var på vej til at slås.
"Jeg klare den her" sagde han blot køligt. Han rejste sig fra bordet. Gik over mod de to mænd der var ved at kommer op og slås. Tog fat i kødklumpen fra tidligere. Han trak ham væk, talte lidt med ham, inden manden lagde en arm om Loris skuldre. Med et næsten triumferende smil. Den nemmeste måde at ødelægge er slagsmål var med sex.
Lori og manden gik mod kroens udgang. Hvorfor skulle han blive siddende? Sean ønskede helt klart han skulle smutte. Hvis han så gerne ville have Lori rejste. hvorfor skulle han så blive? Så kunne han vel lige så godt gå ud og æde, have sex og sove i stalden!

Han forstod ikke helt hvad der skete. På en tallerken vendte Loris humør og...Han gik? Virkelig? Uden et ord...Uden noget som helst? Sean var helt paf. Hvad var der sket? Og ikke mindst...Hvordan kunne de løse hvad end der var sket, når han bare gik og gjorde sig gode venner med kødklumpen fra før? Prøvede han at vække Sean jalousi og i så fald...For hvad?
Han forstod virkelig intet af det.
"Lori..." Han nåede knap nok at sætte ord på sin forvirring før Lori på dramatiske vis havde besluttet sig for et eller andet og forladt Sean mutters alene. Hva?
Han havde først skubbet sig selv op og stå, netop som Lori besluttede sig for at forlade lokalet med sin kødklump. Stumt satte Sean sig ned igen, hans øjenbryn gled sammen og skabte en rynke mellem sig. Helt seriøst...Hvad var der sket? Han følte han havde overset noget. Men han havde end ikke haft mulighed for at reagerer. Han anede ikke hvad der gik af Lori, var end ikke sikker på hvorfor. Sean var jo nået frem til sin egen forestilling af hvad Lori ville og nu kunne ingen af dem rette den anden, fordi Lori havde forladt lokalet.
Well then...
Sean var for stolt en mand til at løbe efter Lori som en eller anden hund. Hvad mere var, var han ikke engang sikker på præcis hvad der var gået galt. Lori var tydeligvis ikke interesseret i at snakke om det, men ville...Hvad end han ville. Have sex, spise og sove i stalden? Hvis Sean ikke tog fejl hang noget at Loris tøj stadig på hans værelse.
Han tog sin øl og drak den ud. Overvejede at skaffe sig en ny. Hans blik gled rundt i lokalet. Nej, Sean blev ikke som sådan jaloux. Faktisk foretrak han mere åbne forhold, hvor han kunne sex med nøjagtig hvem som helst han ville. Ikke af følelser, men af ren lyst. Hvis Lori bare kunne gå for den slags kunne han vel også. Tydeligvis var hans selskab blevet...Kedeligt? Ned-prioriteret? Nope. Han forstod det stadig ikke. Han rejste sig for at finde en han selv kunne hygge sig med.

Lori var forvirret! Havde han forstået Sean forkert? Havde de ABSOLUT ikke noget? Var de virkelig så lidt. Selv en ven ville ikke havde sagt han skulle rejse! Selv en ven ville ikke havde sagt som han gjorde. Og hvorfor gjorde det så ondt? Hvorfor brænde det sådan i hans bryst lige nu? Hvorfor i alverden lod han det gå ham på?
Han skulle ikke være gået. Men Sean havde gjort ham så rasende! Så forvirret. Måske skulle han gå tilbage. Tale med ham og forklare.
Han og kødklumpen var lige nået ud, og bjerget foran ham havde allerede hænderne alle stedet. Dog stoppede Lori ham.
”beklager… jeg gider ikke alligevel” muggede han ingen han prøvede at få. Fyren var dog ikke helt enig. ”du bliver her!” sagde han og tog fat i Lori. Lori skubbede ham væk, ”slip mig din kødklump!” sagde han hårdt. Desværre fandt manden sig ikke i den slags, og valgte at levere Lori en knytnæve i ansigtet. Og ikke blot det men adskillelige slag.

Efter et kvarters tid, kom Lori ind på kroen igen, med et flækket øjenbryn, en flækket læbe, og blod næse, samt skrammer i rasten af ansigtet. Han så rundt i lokalet, og fik øje på Sean. Han gik over mod ham, grab hans skulder og vende ham ”vi skal snakke!” sagde han lidt bestemt, og trak Sean med sig. Han var træt af at være søde Lori! Træt af at lade folk træde på ham. Hvis Sean havde det med ham på den måde at han bare ville have han skulle flytte…fint! Men han fik ikke lov til at slippe for Loris meninger.
Han hev Sean med sig op mod værelserne. Stoppede foran døren og så på Sean der havde nøglen.
Han tørrede i mellem tiden noget af alt blodet væk fra sit ansigt, selvom det forsatte med at bløde.

Da døren endeligt blev åbnet op, og de begge var inde, smækkede han døren bag sig. Han vende sig mod Sean.
”hvad skulle din kommentar før helt nøjagtig betyde? Vil du SÅ gerne af med mig!?” sagde han og en hvis vrede var at finde i hans stemme. Lori havde aldrig talt sådan her til Sean, i hvertfald ikke efter sammensmeltningen.
”Hvad skete der lige med alt det vi talte om sidst? Hvad skete der med at jeg troede du var min ven?” han gik rastløs frem og tilbage, mens blodet piblede ned over hans ansigt. Det gjorde pisse ondt, men lige nu var han for sur til at han kunne koncentrere sig om at det gjorde ondt.
Han så på Sean med et vredt blik. ”Jeg kunne nemt flytte til sunfury, hvis ikke DU havde været inde i billedet! Så hvad fanden forgår der?” hans hænder var knyttet, og han var fuldt af raserig. Måske var det ikke så meget Sean i virkeligheden. Men han blev altid lidt arrig når han lige havde slået ihjel. I hvertfald hvis det var uden at få føde ud af det.

Han havde overvejet at finde nogen, men havde indset at lysten ikke var der. Han var gået op til baren for at leverer krusene tilbage, til en krofatter der sendte tvære blikke rundt, som mistænkte han alle for at ville starte slåskampe nu. Sean havde stået lidt i sine egne tanker, overvejet at gå op på værelset og sove lidt. Eller slappe af. Kunne han overhoved sove lige nu? Det med Lori var et mysterium og hans tanker kunne meget vel holde ham vågen hele natten, mens han prøvede at finde ud af hvad tingene betød og hvordan han skulle forholde sig til dem.
Han var overrasket da nogen pludselig lagde en hånd på ham. Endnu mere da han opdagede det var Lori. Måske var overraskelsen med til at sikre, at han ikke rigtig nåede at gøre modstand, før Lori alligevel havde hevet ham med sig. Ikke at det rigtig passede ham. Ingen kunne bare slæbe rundt på Sean. Hverken fysisk eller følelsesmæssigt. Han konstaterede blodet, men også den åbenlyse vrede. Han låste døren op, men ikke uden at sende Lori et beregnende blik. Han havde ikke oplevet Lori sådan her før og han var ikke helt sikker på hvor han faktisk havde manden. Ikke at han var bange, dog, det var han aldrig.
Så nu var de i rummet og Lori havde smækket døren efter dem. Sean vendte sig rundt og så afventende på Lori, for han tvivlede ikke på manden havde noget på hjertet.

Ah. Så det var derfor. Det var der problematikkerne lå. Det var så nemt at misforstå hinanden og det så ud til at Sean endnu en gang havde fundet sig et bekendtskab der ville misforstå tingene lige så meget, som han nok også selv gjorde. Han gned sig over panden. Han følte sig faktisk overraskende rolig, alt taget i betragtning. Nu vidste han i det mindste hvad det hele gik ud på og det betød også han kunne begynde at rette fejlene og få Lori til at slappe af igen.
Han slog let ud med armene.
"Du misforstår mig" svarede han så. Han prøvede at forholde sig rolig, i håb om Lori i al sin vrede faktisk ville lytte og forstå. Det nyttede ikke at stå og skrige hinanden ind i ansigtet. Det gjorde kun folk endnu mere blinde for andre muligheder end dem de selv havde kogt sammen.
"Du lød som om du virkelig gerne vil flytte til Sunfury. Jeg er ikke din partner. Vi er venner der har lidt sex. Jeg har ikke lov til at gøre krav på dig...Hvis du har det bedre i Sunfury, skal du være i Sunfury" forklarede han sig. Hans blik hvilede lidt på Lori. Han havde virkelig fået nogle slag...Enten var Lori pludselig til voldelig forspil eller også havde kødklumpen ikke accepteret et nej. Men sårene virkede langt fra livstruende, selv om de ville påvirke Loris udseende de næste par dage. Han kunne altid vaske blodet af Lori senere, når Lori slappede af igen.
For hvordan skulle han kunne være vred? Dette betød at Lori...Var interesseret. Og det var rart at vide.
"Hvis du vil vide mit private ønske...Så ja. Det kunne være rart du var i Doomsville. I nærheden af mig. Men det ville være egoistisk af mig. Og vi havde snakket om at holde lidt afstand...Tage tingene med ro..." Han var faktisk ikke helt sikker på hvad han skulle sige længere. Han trådte et skridt tættere på Lori. Midt i al vreden og blodet havde han mest af alt lyst til at tage Loris ansigt mellem sine hænder. Men så langt gik han ikke, stadig usikker på om misforståelserne endnu var aktuelle eller ej. Forhåbentlig ville Lori kunne se...Forstå. Og måske ville de endelig...Kunne finde ud af om Lori ville rejse eller ej?

De ting Sean sagde hjalp ikke! Han føltes sig stadig vred! Han følte stadig at det ikke var nok! Han havde lyst til at råbe mere! Fortælle hvordan han havde det! Men det værste var... At han ikke vidste hvordan han havde det! Han kunne ikke sige hvordan han havde det med Sean, for han vidste det ikke!
Han kunne ikke sige at det var fordi han havde følelser for Sean. Men igen... Han følte heller ikke de vare var venner! Og de havde jo talt om det. De havde talt om at de skulle tage den med ro. Og han mente også han havde gjordt det. Men... Den kommentar af Seans. Den havde fået ham til at føle sig virkelig tom. Som om alle de spekulationer han havde haft under hele turen, havde ret ligemeget. I sidste ende havde det været Sean der havde været den afgørende ting. Det kunne han dog ikke sige til Sean. For det ville være at træde alt for meget over stegen. De skulle tage den med ro. Og han var slet ikke sikker på at hvad det var der gjorde at han følte at Sean var den afgørende ting.. men det havde han været.
Det gjorde faktisk ondt da Sean sagde de bare var venner der havde lidt sex. Var det virkelig alt?

Dog da Sean fortalte om hans private mening var det som om luften gik af ballonen.
Hans skuldre sank lidt ned, og faldt mere på plads. Han så lidt overrasket på Sean. Okay... Han havde misforstået ham! Han havde virkelig troet at Sean allerede var træt af ham, og blot ønskede at han rejste.
Så Sean ville gerne have ham i nærheden?
Han sukkede lidt og så ned "en anden gang.. så bare vær sød at være egoistisk i stedet..okay" brummede han lidt. Og var tydeligvis faldet helt ned igen. Nu blev han næsten helt ked af at han var blevet så sur. At han havde skældt ud, uden grund. tog sig lidt til sit øjenbryn der var flækket med et ømt hvæs.
Han sukkede tunkt og højlydt. "Undskyld.. hele denne tur!.. det har været EN kæmpe stor følelsesmæssig Ruthebane tur" erkende han.
Han bukkede hovedet ned "Sean.. jeg... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige! Orh.. undskyld.. jeg føler mig så dum" erkende han.

Som ordene trængte ind og Loris skuldre faldt lidt, faldt også Seans skuldre. Havde han virkelig været så anspændt selv? Han havde slet ikke bemærket det, før nu, hvor han kunne slappe lidt af igen.
"Hvis du ønsker det, kan jeg godt være mere egoistisk. Men det vigtigste for mig er du er glad. Og hvis du er glad i Sunfury...Så er det sådan det er. Jeg ville ikke gøre det svære for dig...Og for at være ærlig...Tolkede jeg nok også muligheden for at du ville flytte, som et tegn på at du ikke lagde så i...Hvad end vi så har" svarede han og trådte helt tæt på Lori, så han kunne lægge sine hænder mod mandens skuldre. Hans blik gled ned over ansigtet et øjeblik, før han blidt skubbede Lori over mod en stol.
"Kom, sæt dig ned. Lad mig kigge på dig. Vær sød at fortælle mig du slog igen?"
Sean så sig omkring og kunne til alt held konstaterer der var en lille kommode, med et fad og en kande vand ovenpå, beregnet til at man kunne vaske sig lidt. Han gik over og hældte noget vand op, fandt en klud i en af skufferne i kommoden og tog det hele med over til bordet. Kluden blev dyppet i vandet og Sean hev en stol hen foran Loris. Med kluden i den ene hånd og et blidt tag i Loris hage, begyndte han at fjerne blodet fra det flækkede øjenbryn. Idiot.
Kødklumpen fortjente mere end et slag. Tortur, måske. For at have skadet Lori. Det var helt irrelevant om Lori kunne passe på sig selv, pointen var nogen havde taget chancen og slået på nogen Sean holdt af og det slap folk som regel ikke godt fra. Sean kunne være meget strid på det punkt.

Havde det her virkelig gået dem begge så meget på? I virkeligheden havde han måske været lidt bange for at Sean havde været lidt ligeglad! Alt det ikke betyder så meget for ham om Lori boede i Doomsville eller i Sunfury. For helt ærlig! Hvem kunne de narre? Sean ville uden blinken kunne få en anden at lave denne aftale med, og havde måske allerede nogle der kunne holde ham underholdt. Måske havde han slet ikke behøvet Lori.
Så det var virkelig rart at få den frygt afbekraftet! Hans blik vende sig op mod Sean da han talte om at alt den snak om Sunfury havde fået Sean til at tro at Lori ikke havde lagt mere i.. det du nu havde.
Han smilede lidt forsigtigt, men vende blikket lidt ned.
"Var det ikke også hvad vi aftalte?" Spurgte han og så op på Sean. "Som vi blev enige om, skulle tage den med ro.. og..." Han små grinte lidt for sig selv. "Jeg var nød til at se hvad jeg følge med Sunfury.. viser det sig at vi ikke kun forbliver venner en dag... Såh.. så ville jeg hellere rejse nu, hvor tingene er som de er, end at længes efter at gøre det senere, hvor det ville såre dig mere" forklarede han.

Han smilede lidt da Sean kom over til ham og lod sig blive først hen til stolen. Han vende blikket op mod Sean, og kom med et lidt for roligt smil "tja.. det kan man godt sige.. han er i hvertfald død" konstaterede han blot.
Han lod Sean hente en klud, og mod ham der efter tørre blodet væk. Han kom med nogle små træk i ansigtet når Sean lige fik ramt der hvor det gjorde ondt.
Han øbnede det øje der nu ville tillade det.
"Hvor lang tid gør det egentlig før jeg ser dig igen?" Spurgte han så pludselig. Han regnede ikke med at Sean var på vej tilbage til Doomsville som han selv var.

Hans øjenbryn gled en smule sammen. Det lød som om at hvis de en dag blev mere end venner, ville Lori rejse og dermed såre Seans følelser. Men var der ikke også muligheden for at Lori ikke rejste? Han var ikke helt sikker på om han burde indgå i et forhold, hvor den ene part hele tiden stod på spring til at rejse fra byen. Rejse fra ham. Han havde oplevet det lidt for ofte. Folk der rejste fra ham, forsvandt nærmest, og så hørte han ikke fra dem igen. Eller også kom de et par år senere, lovede et nyt venskab og forsvandt igen. For at være ærlig gik den slags ham på. Han havde ikke lyst til at tingene skulle være sådan og et sted skræmte det ham nok fra direkte at starte et forhold.
Så ville det overhoved være klogt hvis han indgik en så tæt relation med Lori, hvis de en dag besluttede sig for det?
Han tørrede blodet væk. Kluden og vandet fik snart en svag rødlig nuance, som han vred kluden op i vandet. Såret var ikke så slemt igen, men der ville gå noget tid før såret forsvandt og Lori ville på sin egen måde ligne en slagsbror.
"Så...Du vil hellere rejse nu, end risikerer du gerne vil flytte hvis vi er midt i et forhold?" For at være ærlig, igen, gik det ham på. Uanset hvad ville Lori flytte. Hvordan kunne Lori tage det så let? Var det ikke ham der for et øjeblik siden var vred over Sean havde opfordret ham til at flytte?
Mandens død kunne han ikke være mere ligeglad med. Jo, selvfølgelig - godt manden ikke ville være et problem for Lori længere. Men Sean havde et afslappet forhold til andres død og så intet problem med det. Kroen ville nok komme op i et røre, når de opdagede liget og derfor burde de blive her på værelset, inden nogen kom i tanke om de havde set manden gå med Lori.
Han svarede ikke Lori til at starte med, men tørrede blodet af Loris flækkede læbe, før han bare smed kluden i vandet og rejste sig op. Han tørrede sine hænder i en ny, tør klud han fandt i samme skuffe.
"Det var jeg ikke...Hvis du virkelig vil rejse uanset hvad, en eller anden dag...Og det lige så godt kan være nu, som om et år, hvor vi måske har besluttet os for at være...Tættere...Så er det måske bedst vi bare stopper det her. Som du sagde. Vi tog den jo netop med ro for at undgå vi sårede hinanden på samme måde, som vi begge har oplevet det før. Så lad os være fornuftige" Han stod halvt med ryggen til Lori, da han var usikker på om hans øjne ville røbe ham. Det var nemmere at sige det, uden at se direkte på Lori, trods alt.