Optrind til ... - Jazmin

Sted: en lysning, nær Firewood Village
Tid: et par timer før solnedgang
Vejr: køligt, let blæsende og solskind

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kira var igen på urteindsamling. Hun havde tilbragt nogle timer i Firewood Village, hvor hun havde solgt en del urter. Og eftersom der var større efterspørgsel på vild mynte, end den mængde hun havde med. Ja, så måtte hun jo samle noget mere. Hun smilede, da hun fandt en stor samling i en lysning som lå næsten en halv dagsrejse fra Firewood Village. Det var imponerende at vild mynten stadig til at finde i så store mængder. Efteråret var virkelig ved at havde det store tag i Underworld. Kira selv havde en let ulden kappe over sin støvblå kåbe. Og hun bar en ransel over skulderen, hvor hun opbevarede en del af urterne når hun var rundt i skoven. Tasken var stor nok til at den kunne rumme hendes kappe, kåbe, skærf og omkring femogtyve urteposer. Lige nu satte hun ranselen på jorden og fandt et par tomme poser frem, som hun begyndte at fylde med vild mynte.
Selv om hun ikke kunne fornemme eller høre noget ud over skovens egne lyde, så havde hun fornemmelsen af at hun ikke var helt sikker her. Alligevel forsatte hun med at samle mynten, da hun godt kunne bruge de ekstra mønter som det ville indbringe. Hun var jo ikke alene i hytten længere. Hendes kusine og hendes hund var flyttet ind i sommers.

Kira rettede sig op, da lyde af et par piv og skrig nåede hende. Hun så kort i retningen hvor lydene var kommet, inden hun hurtigt samlede sine ting og skyndte sig den retning. Hun manglede kun nogle få meter, da hun hørte klynk.
Hun gemte sig i nogle buske for at holde øje med om der var jægere i nærheden, eller om offeret var alene.
I noget nær fem minutter sad hun helt stille og holdte øje med offeret, som viste sig at være en kvinde med langt sortbrun hår.
Da Kira var sikker på at der ikke var andre i nærheden gik hun langsomt over til kvinden, imens hun med alle sanser i beredskab stadig undersøgte området, samt kvinden. Kira standsede omkring en halv meter fra kvinden.
"Er de uskadt? Hvem overfaldt dem?" Stemmen var lav, men tydelig. Hun så sig hurtigt rundt igen, som om hun var nervøs for om dette var et bagholdsangreb, hvorpå hun trådte et par skridt nærmere kvinden.

Kira gik nogle skridt nærmere og så sig igen nervøst omkring. Men der var stadig ingen tegn eller lyde på at der var andre i nærheden. Hun tog derfor et dybt åndedrag, gik helt hen til kvinden og knælede ned ved siden af hende.
"Lad mig se hvor slemt det er. Jeg er urtekyndig og har før hjulpet folk med sår." Stemmen var varm og beroligende, for at hjælpe kvinden til at falde til ro.
Hun så ned imod stedet, som kvindens hånd dækkede.

Et øjeblik rynkede hun øjenbrynene lidt. Der var en eller anden fornemmelse af... et eller andet frygtsomt i hendes underbevidsthed. Men hun kunne ikke sætte fingeren eller tanken på hvad det var. Dog gjorde det at hendes krop begyndte at skælve lidt. Hun tog endnu et par dybe åndedrag, inden hun så på kvinden med et varmt smil.
"Jeg skal nok hjælpe dem hjem."

Kira fik øje på såret og glemte alt omkring sig. Hun flyttede forsigtigt på tøjet omkring såret, mærkede forsigtigt omkring det. Uden at fjerne blikket fra såret, fandt hun en flaske vand fra tasken, hældte lidt ud over såret for at vaske blodet væk. Hun fandt et blad frem og rakte det til kvinden.
"Her. Tyg på dette, det vil fjerne det værste af smerterne. Jeg bliver nød til at sy såret, for at standse blødningen." Hun så hen på tasken, som hun rodet lidt i, imens hun fandt de forskellige ting hun skulle bruge. Hun var så koncentreret at hun ikke holdte øje med kvinden.

Hun arbejde med hurtige og sikre hænder, hvilket gjorde at på tros af kvindens skrig og råb, så fik hun syet såret pænt og derefter dækket af en bandage.
Under hele forløbet havde hun mere af vane, end af nødvendighed talt beroligende til kvinden.
Nu så hun smilende på kvinden og talte med en beroligende stemme.
"Prøv og se om de kan komme op og stå, så skal jeg nok hjælpe dem hjem. Urterne løber ingen steder." Hun rejste sig selv, greb sin ransel og rakte hænderne frem for at hjælpe kvinden op.
"Hvis vi skynder os, kan vi nå tilbage til byen inden solen går ned."

Et eller andet i hende blev ved med at udsende advarselssignaler om at noget var galt. Men hun kunne stadig ikke finde ud af hvad det var. På en måde følte hun sig overvåget og alligevel var der ingen i nærheden. Ikke inden for synsvide.
Hun overvejede om hun skulle droppe urterne og bare tage hjem til Caty og Hunter eller om hun alligevel skulle samle de sidste urter, som hun kunne få gode penge for. De manglede enlig ikke penge til tøj og mad, men det var altid godt at gemme nogle til trangere tider.

Da Kira vågnede, havde hun en gevaldig hovedpine. Hun ville løfte sin højre hånd for at mærke efter om der var tegn på blod, men kunne ikke. Hun blinkede et par gange for at stille skarpt og opdagede at hun sad bundet til en stol. Halsen snørede sig sammen og hun så sig nervøst rundt for at finde ud af hvor hun var. Hun stivnede da hun fik øje på kvinden, som hun først havde prøvet at hjælpe og som efterfølgende havde slået hende bevistløs.
Panikken lagde sine kolde hænder på hendes skulder, hvilket fik hende til at ryste uden kontrol. Hun sank et par gange, hvorefter hun forsøgte at tale, men måtte tage tilløb et par gange inden der kom lyd fra hendes læber.
"Hhhv... hvor er jeg?" Kira viste ikke hvad hun skulle gøre, hele hendes væsen skreg på at skifte form, men hun kunne ikke koncertere sig ordentlig.

Hey Kira! OOG her!

Jeg tænkte på om vi ikke kunne lave en afslutning sammen, istedet for det her. Jeg har mistet alt min krea på hende, men jeg er stadig up for at hun har været med til det her.

Okay, så historien bliver på, at Kira er blevet ført ned i kælderen, samt torturet en smule (Hun er stadig ved fuld bevisthed, hun har bare et par snitsår hist og pist). Hun har efter noget tid, slået Kira bevistløs og ført hende videre til en anden person.