hjælp mig, min elskede... - Dust (XXX)

Tid: aften, tæt på solnedgang
Vejr: skyfrit og lunt efter dagens sommervarme. En svag vind legede igennem gyderne.
Starter i Doomsville Rotten Root District, men flytter sig undervejs...

....Vold og groft sprog vil forekomme...

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Katrina var på vej tilbage til Handelshuset Robins Nest, efter at have været rundt hos nogle af de fattige for at aflevere mad og tøj til dem. Hun viste at det kunne være farligt at vandre gennem gyderne på denne tid af døgnet, men hun havde et par veltrænet mandlige hjælpere med som hun gik og snakkede med. Denne aften var Katrina klædt i en skovgrøn skjorte, skovgrønne bukser, brune læderstøvler og havde et brunt læderbælte om livet, hvor hun havde et par dolke siddende, sammen med sin pung. Hendes hjælpere var klædt i hvide skjorte, brune bukser, brune læderstøveler og havde begge et læderbælte, hver med et sværd og nogle dolke siddende i det.
De havde gået igennem omkring halvdelen af gyden, da et par vampyrer landede foran dem og spærrede vejen.
”Jamen hvad har vi her? Det lugter som en engel og to mennesker. Sikke en aftensmad og dessert til deling.” De to grinede og begyndte at gå tættere på Katrina og de to mænd.
Katrina så fra den ene til den anden, som om de bare var et par irriterende mennesker og gjorde et vinke med hånden om at de bare skulle lade dem gå.
”Jeg er aldeles ikke jeres aftensmad eller dessert. Lad os venligst gå, så lover jeg at i ikke kommer til skade.” De to vampyrer grinede hjerteligt over hendes ord og forsatte frem uden bekymring. Den ene var fascineret over at hun ikke var bange for dem. Men da han kom inden for hendes rækkevidde, trak hun en af dolkene og ramte ham hen over kinden, inden han nåede at flytte hovedet. Den anden vampyr sprang frem og angreb Katrina fra den anden side, men blev afbrudt af en af mændene som havde trukket sit sværd.
Den første vampyr snerrede arrigt over at Katrina havde ramt ham.
”Det kommer du til at fortryde, lille englebasse.” Hvorpå han angreb igen, men var mere opmærksom på de dolke der nu var i hendes hænder. Kort efter hørte Karina en ny stemme bagved dem.
”I ser ud til at more jer. Men er det ikke lidt snyd at de er tre mod to? Så syndes jeg fem mod tre lyder bedre.” Katrina vendte hovedet kort og fik øje på tre dæmoner, som kom slentrende hen af gaden mod dem. Hendes to hjælpere stillede sig med ryggen mod hende, således de kunne hjælpe hinanden med at holde ryggen fri. De ventede spændt på angribernes næste udfald.
Den første vampyr, som Katrina allerede havde såret sprang frem ad og fik Katrinas højre fod midt i maven. Et tydeligt "Umf.." undslap vampyren, da han mistede vejret og røg baglæns et par meter, hvor han lå og bandede lidt inden han igen var på benene. Han sprintede hen til hende, mens hun var optaget af en af dæmonerne og greb hende i håret. Herefter bed han hende i halsen.
Katrina skreg og hamrede en dolk i maven på ham. Det fik ham til at slippe hende og vakle lidt tilbage med et gisp af overraskelse. Hendes to hjælpere havde besvær med at holde de to dæmoner og den anden vampyr fra livet. Katrina var igen optaget af den dæmon hun havde kæmpet imod, da vampyren angreb. Hun kunne tydeligt mærke hvordan blodet løb med over hendes hals, hvilket ikke var godt. Det tiltrak faktisk alle tre dæmoners og begge vampyrers blikke.
"Umm, hvor du dufter godt, søde." Han slikkede sig sulten om læberne, ligesom de andre gjorde. Katrina begyndte at mærke en kold følelse ned af ryggen. Dette tegnede ikke godt. Og hun viste ikke om Beldragon kunne nå frem i tide. En lille knude samlede sig i brystet på hende. Hvis hun døde her, så vile hun aldrig se Dust igen. Og dét skræmte hende...

Det var ved at blive sent, og Dust var kommet hjem til hulen, efter hans sidste lille rejse. Han havde været ude og lede efter endnu et artefakt, som han nu var på vej ind og finde en plads til på hans lagger, men han kunne selvfølgelig ikke komme uden om at støde på Izzy, der kom ind til ham iført en afslørende top, en kort nederdel og hendes halsbånd, for at byde hendes herre velkommen hjem.
"Velkommen hjem min herre! Har de haft en god tur?" spurgte hun mildt, mens hun kom hen til ham, for at tage hans long coat, så han kunne føle sig hjemme. Dust smilede varmt til hende, og lod hende tage hans long coat, før han blidt nussede en hånd gennem hendes hår.

"Ja generelt var turen fin nok, den blev lidt spicy lige omkring midten, da sælgeren næsten blev dræbt af en tosse, men han virkede til at have det fint, da jeg forlod ham efter handlen!" sagde Dust med et smil på læben, som om det var helt normalt, før han gik mod hans artefakt lager, med Izzy gående efter ham "Har du hørt noget fra Katrina, jeg synes ikke jeg kan dufte at hun har været her i lidt tid?" han lagge artefaktet i en boks, som han satte op på en reol, før han så over på Izzy, da hun skulle til at svare på hans spørgsmål.
"Nej desværre herre, jeg har ikke hørt noget fra hende, i et stykke tid nu!" svarede hun mildt, hvilket fik Dust til at lave et tænkende ansigts udtryk, mens han mærkede efter Katrinas halskæde, for at lokalisere hende.
"Hmm... det der føles ikke rigtigt... det føles som om... det føles som om hun er bange for noget!" sagde han mens hans stemme begyndte at blive mere rolig og vred "Izzy... jeg er nød til at tage afsted igen... jeg vil gerne have du bliver her, ind til jeg kommer tilbage! Jeg tror Kat har brug for min hjælp, så jeg er nød til at smutte, men vær ikke urolig! Du ved jeg altid kommer hjem igen!"

Imens han sagde dette, havde Dust grebet 2 sorte sværd, et sæt sværd givet til ham af en smedje, som Dust indtil nu aldrig havde taget i brug. Izzy nikkede til sin herres ordre, men hun virkede nervøs for hvad der foregik, og Dust kunne se det på hende, så han gav hende et kys på kinden og hviskede nogle beroligende ord til hende, før han tog sin long coat på igen, spændte sværdene fast på hans ryg, og gik mod døren, mens han pejlede sig ind på Kats position. Så snart han vidste hvor hun var, vidste han også hvor han kunne dukke op henne.
Han kunne ikke dukke op lige ved siden af dem, men han kunne åbne porten et par blokke væk fra dem, så det måtte han leve med. Så snart han var ude og porten lukkede efter ham, begyndte han at styrte afsted mod Kats position, i et nærmest over menneskeligt tempo, da han ville gøre alt for at komme Kat til undsætning. Han håbede virkelig at han kunne nå hende i tide, for hendes skyld, og hvis hvem end der gjorde hende bange vidste hvem hun var, måtte de håbe det samme hvis de havde deres liv kært...

"Katrina!!" Beldragon kom styrtende ned gennem gyden med spredte vinger, sværdet trukket og klar til kamp. Han hamrede sammen med en vampyr der hvæsede kraftigt og så på ham med røde øjne. Dæmonen som kæmpede med Katrina smilede skummelt og fik et slag ind mellem hendes ribben med skæftet, da hun hastigt så efter sin skytsengel. Hun gispede og knækkede sammen, samtidig med at hun greb sig til siden. Det føltes som om det kun var slaget, som var skyld i smerterne.
Dæmonen tog chancen og slog hende med skæftet i baghovedet, inden han løftede hendes bevidstløse krop op over skulderen og løb ned gennem gyden sammen med sine to venner, som havde fået slået hende hjælpere ud. De to vampyrer så knurrende efter dæmonerne som løb med deres dessert. Derpå skubbede den ene sig fri af Beldragons sværd, hvorefter de hoppede op på tagene og løb efter dæmonerne.
Beldragon skreg af afmagtelse og løb straks efter dæmonerne, mens han håbede på at han kunne nå dem inden de forsvandt med hende.

Dust kom kun lige sent nok til, at han kunne høre Beldragon på vejen derover, men han kunne ikke se dem nogen steder da han kom frem til gyden. Værende erfaren inden for jagt af menneske lignende væsner, vidste Dust hvad han skulle gøre for hurtigt at regne ud, hvad han havde med at gøre, og hvad der generelt var sket her. Det sammen med det faktum at han vidste hvor Kat var så længe hun havde halskæden på, gav ham en god fordel mod dem der havde angrebet og fanget hende, men for en sikkerheds skyld, forvandlede han sin næse til drage form, så han kunne få færten af dem der havde været her.
Katrina, Beldragon, 2 mennesker, 2 vampyre og 3 dæmoner. At dømme ud fra blod pletterne og duft sporene, måtte det være dæmonerne der havde Kat, vampyrene og Beldragon var efter dem, dog med sikkerhed ikke på samme hold, og menneskene... de måtte være kommet hertil med Kat, så han gik ud fra de var løbet tilbage til hovedkvarteret, hvis de ikke havde fulgt efter Kats tilfangetagere. Så minimum en anden der kunne hjælpe ham, med at befri kat igen, og det kunne også være mere end nok, for en som Dust der var vant til at gøre den slags alene.

Uden at forvandle sin næse tilbage, satte Dust af i et voldsomt tempo, han fulgte både duft spor og halskæden, i hans forsøg på at opspore Kat, og med den vrede der boblede i ham, var han som en ustoppelig natur kræft, rettet mod et enkelt mål: find Kat og dræb dem der har lagt hånd på hende, og der var intet mellem himmel og jord, der kunne stoppe ham.
Det tog ham derfor ikke lang tid at indhente de 2 bagerste led i kæden, nemlig Beldragon der var bagerst og vampyrene der ikke var så langt foran ham. Fordi han kunne genkende deres lugt, buldrede Dust frem fordi Beldragon, trak sine 2 sværd og kanalyserede lyn ind igennem bladende, lige før han gjorde kort process med dem, med et enkelt rent snit mod deres nakker, så deres kroppe faldt til jorden, og deres hoveder hoppede henover taget de blev dræbt på. Dust der ikke havde tid til at vente, buldrede bare videre fremad, mens sværdene blev sat tilbage i holderne, så han havde hænderne fri igen, til hans parkour lignende løben.

Beldragon blev en smule overrasket over at se Dust her, men så på den anden side. Så havde han sikkert mærket hendes angst gennem den halskæde hun gik med. Han kunne hurtigt se at han ikke kunne løbe med samme hastighed som knægten, så han satte af og skød op over tagene med sine hvide vinger, hvorefter han satte farten op så han kunne se dæmonerne løbe ind i et hus længere fremme. Han dykkede hurtigt mod døren og lige inden hans skulder hamrede ind i døren trak han vingerne ind i ryggen.
Han kurrede hen over gulvet med den smadrede dør og så et overrasket blik fra en af dæmonerne lige inden deres og Katrinas omrids forsvandt.
"Neejj!!" Med et spring var han på benene igen, selv om han viste det var for sent. En af dæmonerne havde brugt magi til at teleportere dem væk.
Benene gav efter og han faldt ned på knæ mens hans triste blik så på det sted hvor Katrinas bevidstløse krop kort før havde hængt hen over den ene dæmons skulder. Tankerne hvirvlede rundt i hans hovede og han viste at Taliia ville blive panisk, hvis han fortalte hende dette. Han bed sig let i læben, mens han så ud af døren hvor han nærmest forventede at se Dust.

Uden mere end et par sekunders forsinkelse, dukkede Dust op i døren, blot for at se Beldragon stå der, alene og uden dem han havde jagtet. Han kunne mærke at Kat var forsvundet herfra, og det var ikke svært for ham at regne ud hvordan, men det skulle ikke stoppe ham i at jagte dæmonerne til verdens ende, hvis det var det der skulle til for at få hans Kat tilbage. Med rolige skridt gik han ind i lokalet, mens han fulgte duftsporet til der hvor dæmonerne var forsvundet, så han kunne tjekke området, luften og gulvet, for at se om han kunne finde nogen spor eller ledetråde, der kunne give ham mere at gå efter, end bare hendes halskæde.
"Jeg ved du gjorde hvad du kunne for at hjælpe hende, jeg kunne se det på sporene efter kampen i havde i gyden!" sagde han roligt, mens han tog en krystal frem, som han brugte til at undersøge de efterladte spor af magi, som teleporteringen havde efterladt. Så snart han havde hvad han kunne få ud af spottet, vente han sig mod Beldragon, lagge hænderne på hans skuldre, og så intenst ind i mandens øjne.

"Jeg har brug for at du fortæller mig alt hvad du kan huske, omkring de dæmoner der tog hende, lige fra hvordan deres stemme lød, og deres krops type, til det tøj de havde på, alt hvad du kan huske betyder noget, lige meget hvor ubetydeligt du tænker det er!" sagde han roligt, mens hans rubin røde pupiller, udstrålede en nærmest umådelig intensitet. Man kunne nærmest mærke på hans udstråling, hvordan denne situation havde ændret ham, til denne ustoppelige kræft, der vidste hvad han lavede, og havde et mål for øje.

Beldragon måtte blinke en del gange for at holde nogle tåre tilbage, mens han lyttede til alt hvad Dust sagde. Derefter måtte han tage et par dybe åndedrag for at få lidt ro på sig selv.
"Kampen i gyden havde jeg intet med at gøre. Jeg nåede kun frem til at se hvordan dæmonen først ramte hende i ribenene og derefter slog hende bevidstløs med et slag i baghovedet." Derefter beskrev han dæmonerne så godt han kunne, men selv var hans tanker på hvordan de skulle finde Katrina. Selvfølgelig havde Dust halskæden at gå efter, men hvis dæmonerne fjernede den så havde de kun beskytterbåndet mellem ham selv og hende. Beldragon viste at det ikke var meget at gå efter, men han lukkede alligevel øjnene, søgte ind og mærkede efter. Selv om hun var bevidstløs, så burde han stadig kunne mærke hendes livsessens. Og ja, han fornemmede hende svagt.
"Jeg kan svagt fornemme hende, men det er nok til at jeg kan forsøge at finde hende. Vil du med?" Han havde åbnet øjnene og så afventede på Katrinas partner. Han viste at spørgsmålet havde været overflødig, men han havde gjort det af høflighed.

////

Katrina slog øjnene op og følte at hun havde været igennem noget af en kamptræning. Men så kom hukommelsen tilbage til hende og et raseri bølgede gemmen hende, mens hun så sig rundt. Hun var enten i en hule eller en kælder, der kun var oplyst af forskellige stearinlys. Og hun stod lænket med armene strakt op over hovedet, så tæerne kun lige nåede gulvet.
En af dæmonerne kom om foran hende med en kniv i hånden og uden et ord skar han hendes tøj op, så det hang i laser om hende og afslørede hendes krop for dem. De to andre dæmoner grinede skælmsk bag ved hende og hun mærkede hvordan deres hænder begyndte at befamle hende forskellige steder.
"Se dét er en kvinde og en lækker en af slagsen må jeg sige." Katrina gispede da hun mærkede en hånd ved sin røv og en anden ved hendes inderlår.
Den dæmon som havde hånden ved hendes inderlår bandede, da hun klemte benene hårdt sammen, han borede neglende ind i hendes lår så hun gispede af smerte og slap sit forsøg på at mase hånden. Dæmonen samlede sin hånd i en knytnæve og hamrede den op i hendes underliv, hvilket fik Katrina til at skrige af smerte.
Som om det var start signalet haglede tre par knytnæver hen over hendes krop og latter fyldte hendes øre fra dæmonerne som havde det utroligt morsomt.

At opmuntre nogen havde aldrig været hans stærke side, så selvfølgelig virkede det ikke, at han prøvede i en presset situation som denne, men det var i det mindste forsøget værd i hans hoved, også selvom at han vidste, at Beldragon ikke havde nået at gøre særligt meget i kampen. Dust lyttede nøje efter, mens Beldragon fortalte ham alt hvad han havde set omkring dæmonerne. Jo mere han fik af vide, jo mere kunne han sætte sammen i hans hoved omkring dem, og nu hvor han havde alt den information det var muligt, at udvinde fra hele denne situation, var det tid til at skride til handling, og få Kat reddet ud af det her, inden de fik gjort mere ved hende, som de i sidste ende ville fortryde.
"Jeg har lokaliseret deres nuværende position, jeg kan mærke at Kat ikke længere bevæger sig, men jeg kan godt ende med at få brug for dig alligevel, hvis de kunne finde på at fjerne halskæden og flytte på sig igen!" sagde han roligt, mens hans næse blev normal, i takt med at han gik mod døren. Han stoppede i døren og så tilbage mod Beldragon "Jeg bevæger mig hurtigt og aggressivt, så prøv at følge med! Dæmonerne skal jeg nok ordne, hvis bare du tager dig af hende, så hurtigt så muligt!"

Så snart han var sikker på, at Beldragon var indforstået med situation, og klar til at følge med ham, satte Dust af i et voldsomt tempo, med kurs direkte mod Kat. Han kunne mærke at hun var ved bevidsthed, samt at nogen gjorde hende skade, og han havde i allerhøjeste grad tænkt sig, at udøve dem tifold igen. Omend dæmonerne havde teleporteret dem et stykke væk, tog det ikke Dust lang tid at sprinte den afstand, især når han løb henover hustagende, og brugte sine vinger til at hjælpe ham. Så snart han kom frem til det rigtige sted, landede han på jorden så lydløst at selv en ninja ville være jaloux på ham, han rettede sig op med et drabeligt blik i øjnene, og trak sine sværd mens han gik mod døren, som han splintrede ved at skære den med sværdene.
"Kom frem fra kælderen små dæmoner, og giv mig min engel, som i har stjålet fra mig!" sagde han højlydt, så de ikke kunne undgå at høre ham.

Beldragon nikkede og fuldte med ud, inden han lettede fra jorden og fløj i den retning som han fornemmede Kat i. Det var den selv samme vej som Dust løb. Han holdte sig i luften, da Dust standsede op og gjorde sig klar ved en dør til en kælder.

De tre dæmoner var endelig blevet trætte af at banke hende og havde ladet lænkerne, som holdte hende oppe, løsne sig så hun faldt sammen på gulvet. De havde været i gang med at løsne lænkerne, da en fjerde dæmon kom løbende ind og sagde at der var en ubuden gæst på vej.
Den ledende dæmon bandede og snærrede mens han løftede Kat som var halvt bevistløs op så han kunne holde hendes ryg ind mod hans mave, mens han hviskede hende i øret.
"Hvordan har han fundet dig?" Kat ignorerede ham, men endte med at svare gispende, da dæmonen borede sine finger ind mellem hendes ben.
"Hhhaalskæden." Det var svar nok for dæmonen, der med en hurtig bevægelse fangede en dolk fra sit bælte og skubbede den ind mellem halskæden og hendes hals. Det fik Kat til at udstøde et skrig af rædsel og tårerne løb ned over hendes kinder. Dæmonen nikkede til sine venner, som hurtigt telepotrede sig væk. Rolig og afventende, lod dæmonen kniven skære sig igennem det meste af halskæden, så der kun skulle et lille vrid til for at befri englens hals fra den. Men han ventede tålmodigt på at hendes ven, elsker eller familie skulle komme ind og se hende.

Kat nåede at fornemme at det var Dust som var ude på gaden, og ønskede virkelig at hun havde haft kræfterne til at slippe fri. Men hun måtte nødsaget indrømme at de tre havde banket hende så kraftigt at hun viste der ikke var nogen chance for at hun havde kræfterne til det. Hun tænkte på den korte tid hun have haft sammen med Dust og Izzy, mens hun håbede på at der ville opstå en mulighed for at hun kunne slippe fri. Hun viste at han ikke ville kunne lide det syn han snart ville se. Hendes opsprættede tøj der han i laser så hendes krop blev afsløret. De kraftige røde mærker og rifter rundt på hendes krop var ikke til at overse.

Så snart deres ubudne gæst kom ind og så dem stå bagerst i rummet, ville dæmonen smile skummelt og lave det sidste vrik, så halskæden faldt ned på gulvet, hvorefter kniven ville ligge sig mod hendes hals.
"Én bevægelse fra dig og hun få en fin ny halskæde." Stemmen var drilsk som om han prøvede at lokke med gæsten. Men Katrinas paniske blik ville tikke gæsten om ikke at gøre noget. Få sekunder efter ville dæmonen telepotre sig selv og sit gidsel væk fra kælderen.

Dust stoppede op lige på stedet, da han så dæmonen stå med Kat, der tydeligvis var blevet tæsket. Han så halskæden blive skåret over, så den faldt til gulvet, efterfulgt af kniven der blev ført henover hendes hals, som en trussel om hvad dæmonen ville gøre, der kun blev bekræftet af de ord dæmonen sagde til ham. Før de kunne nå at forsvinde ved hjælp af teleporteringen, sendte Dust et blik til Kat, der indeholdte et løfte om, at han var på vej hen til hende, hun skulle bare holde ud lidt endnu, og så ville han bringe hende hjem i sikkerhed igen.
Så snart de var forsvundet, var Dust på pletten igen. Han brugte mindre end et minut på at tjekke hvad han allerede var sikker på, med den samme krystal sten som sidst, før han samlede halskæden op og så på den i et øjeblik. Han havde ikke tid til at sørge nu, og i hans øjne var der ikke noget at sørge over, så længe hun levede, så han lagge halskæden ind i sin long coat, før han satte af, sprintede ud af døren, spredte sine vinger og fløj op til Beldragon. Han havde set dæmonen og vidste hvad for en slags den var, han vidste hvor stor distance teleporterings formularen havde, og nu skulle han bare bruge så præcis en retning som det var muligt for Beldragon at give ham, før han kunne gå bersærk.

"Beldragon søg efter Kats placering, start med en 30 minutters radius i en 45 graders vinkel gående fra nord til øst!" sagde han med en bestemt stemme, der tydet på at han vidste præcis hvad han snakkede om. Den retning han bad Beldragon om at lede efter Kat i, pegede mod den del af byen, der havde mest problemer med bande medlemmer, han vidste det sted havde mange gemmesteder, hvor man kunne holde folk fanget, og dæmonen han havde lagt sine øjne på, havde flere tegn på at være medlem af en bande, som han havde haft noget at gøre med, ved flere tilfælde i hans fortid, så han regnede stærkt med, at de måtte være i den del af byen lige nu. Grunden til at han gav en afstand målt i tid, i stedet for en fysisk afstand, var fordi han vidste hvilken teleporterings formular de havde brugt, og dens afstand var ret begrænset når man rejste flere af gangen med den, så den kunne højest afdække en afstand, der kunne nåes inden for en halv time, fra der hvor man startede.

Beldragon fuldte med i Kats følelser under hele episoden, fra det øjeblik hun var opstemt over at Dust var i nærheden og til det øjeblik hvor hun nærmest med sorg i hjertet så på sin elskede inden de forsvandt.
Derfor stod han med lukkede øjne da Dust kom op på taget til ham og begyndte at kommandere med ham. Han åbnede det ene øjne halvt for at se hvilken retning Dust pegede, inden han igen lukkede øjet for at koncentrere sig.
"Hendes hjerte var fyldt med sorg kort før de forsvandt. Som om en del af hende viste at vi intet kan gøre for at rede hende fra det de har tænkt sig." Hans stemme var lav og en smule smertefuldt, da han talte til Dust. Men han viste at hun havde ret i det punkt. Uanset hvor hurtigt de var til at finde frem til hende, så kunne dæmonerne når at gøre forskellige ting ved hende. Bare tanken fik hans blod til at koge og hans vinger sitrede af aggression.
Pludselig udbrød han "Fandt hende.", hvorefter han satte af i den stik modsatte retning af hvor Dust havde regnet med, mod det fine kvarter. Han så hen på Dust og råbte til ham.
"Det er svagt, så de må være under jorden et sted. Eller osse er hun for udmattet til at kæmpe imod."

////

Kat faldt gispende sammen på det jordstampet gulv, da dæmonen slap hende. Hun forsøgte at se sig rundt, selv om hun kæmpede med at holde sig ved bevidstheden. Hun kunne høre at der var flere i rummet eller hulen sammen med hende og den dæmon som havde bortført hende.
Af ren og skær instinkt forsøgte hun at komme op på alle fire så hun kunne kravle væk, men hun nåede ikke langt før en eller anden greb hende om hofterne.
"Jamen dog... Har i set hvor villig hun er efter at komme op på alle fire? Skal vi ikke hjælpe hende?" Stemmen var en grov og raspende stemme som gav Kat kuldegysninger, da hun forstod hans ord. Panisk prøvede hun at vride sig fri af hænderne som holdte hendes hofter, så hun kunne løbe. Men hun kom ikke langt før en borende smerte fortalte hende hvad hun havde frygtet. Hun skreg panisk og forsøgte stadig at komme væk, men flere hænder kom til og begyndte at befamle hendes krop. Samt to mænd lukkede munden på hende på en ubehagelig måde.
Efterhånden som tiden gik, hun gættede på at det var timer, mistede hun bevidstheden flere gange grundet den hårdhændede behandling, men det syndes ikke at have nogen effekt på mændene som forsatte.

///

Beldragons forbindelse med Kat førte dem til det fornemme Terroville District, hvor han landede midt i Slavemarkedet og løb over mod et hus ved siden af Gladiator arenaen.
"Hun er der inde. Og de gør hende fortræd." Han pegede på huset mens han gispede ordende ud, som om de brandte ham i halsen. Hele hans krop emmede af raseri over hvad han mærkede fra hende.

Det undrede ham kun kortvarigt, at de havde valgt en anden lokation, end bare en af dem han havde regnet med, men Dust gav det ikke mere tid i sine tanker, da der var andre ting lige nu, som var mere vigtigt, end at tænke på hvorfor dæmonerne valgte andre steder, end hvad han ville have regnet med. Han var mere fokuseret på at redde Kat, så han fulgte med Beldragon når nu han var den eneste der kunne pejle hendes præcise position.

Så snart de var kommet frem til den rigtige, og Beldragon pegede mod huset, mens han sagde at hun var derinde, landede Dust et par meter fra døren, så han kunne trække sine vinger ind, mens han trak sine sværd. Han så kort over på Beldragon, mens små lyn begyndte at komme ud af ham.
"Jeg går ind i blind vrede, så fokuser på hende, mens jeg angriber de andre!" sagde han med en stemme, der lød som om den kom fra de dybbeste afkroge af helvede. Så snart han vente hovedet mod døren igen, blev hans krop ændret fra kød og blod, til den reneste form af lyn, hvilket han kunne vedligeholde i 5 minutter, før han blev normal igen.

Med lynets hastighed, smadrede han ind igennem døren, der blev ødelagt og efterladt i brændte stumper efter ham, den første fjende Dust stødte på, blev nærmest bogstaveligt talt ramt af et levende lyn og dræbt på stedet, da Dust løb lige ind i ham, på hans vej ned mod kælderen, hvor han kunne sanse Kat. I løbet af den resterende tid, af de 5 minutter han havde, udviklede der sig et voldsomt angreb af vrede og naturkræfter. Siden de havde en tendens til at teleportere sig væk, havde Dust tænkt sig at immobilisere dem, så den dæmon der havde fat i Kat da Dust kom ind, blev grebet ved struben, hvilket fik ham til at skrige af smerte, da lynet brændte hans hud, mens Dust hamrede ham op mod væggen, så han kunne brænde mandens hænder, og derved gøre det umuligt for ham at bruge hænder eller stemme, til at udøve magi.
Blot sekunder efter, ladet han sine sværd med lyn, så da en af dæmonerne angreb ham, kunne Dust lade ham ramme uden det skadet ham, hvorefter sværdende svitsede gennem hans håndled, så hans hænder faldt til jorden, men før dæmonen kunne nå mere end at hylde op, blev hans skrig mere intenst, da et sværd blad lavede en sydende lyd mod hans lem, der nærmest blev brændt på, mod hans glohede sværdblad. Dæmonen faldt til jorden mens han skreg i smerte, ude af stand til at fokusere på den brændende smerte fra hvor hans hænder manglede, og fra hans skød.

Dust så op mod den sidste dæmon, der lignede en som ville flygte, eller bruge Kat som et skjold. Hvis han ville prøve at flygte, ville Dust løbe mod ham med lynets hastighed, og bore sine sværd ind i ham med sådan en styrke, at dæmonen ville blive skubbet op mod væggen, og derved blive låst fast mod væggen, fordi sværdene blev boret ind i den. Hvis han prøvede at bruge Kat som skjold, ville Dust lave en nålestilet af lyn, og kaste den mod dæmonen med sådan et tempo, at lyn nålestiletten ville bore sig gennem dæmonens hoved, før han kunne nå at skade Kat mere, end han allerede havde gjort.
De 5 minutter udløb, efter han havde immobiliseret de 3 dæmoner, og dræbt hvad end der ellers var i huset, udover Kat og Beldragon. Vreden strålede stadig ud af ham, da han gik hen til Kat, men ømhed var at se i ham, da han strøg hendes kind, og gav hende sin long coat på, for at dække hende til, og lade hende vide at han var her til at beskytte hende nu.

Beldragon nikkede og samlede sine kræfter for at være klar på hvad end han så der inde. Han fuldte efter Dust som nærmest lyste op som en fakkel takket været alle de lyn der omgav ham. Så snart Beldragon fik øje på Kat blev han bleg som et lagen. De havde voldtaget hende, så meget var tydeligt. Derfor nærmede han sig meget forsigtigt, mens Dust tog sig af dæmonerne. Han talte roligt og faderligt til Kat, men da han var omkring en meter fra hende, kunne han mærke hvordan ubehaget og angsten tog fat i hendes følelser. Derfor gik han omkring en halv meter væk fra hende for at give hende lidt luft til selv at konkludere at hun var i sikkerhed.

Kat fornemmede svagt hvordan hun pludselig blev sluppet, så hun landede på det gulvet. Takket været det adrenalinsus som angsten gav hende, fik hun trukket sig selv op og kravlede hurtigt over til væggen som hun prøvede at gemme sig ved.
Hun fornemmede og hørte godt Beldragons stemme som prøvede at berolige hende, men hun kunne ikke kontrollere den rystelse der begyndte, da han kom tættere på. Men han var trosalt så sød at trække sig lidt tilbage, så hun igen følte at hun kunne få vejret, mens hun klamrede sig til lyden af hans stemme.

Hun fornemmede også Dust's særlige duft, hvilket fik hende til at se sig lidt rundt med de ophævede øjne. Men da han kom hen og strøg hende på kinden, samt gav hende sin long coat, kunne hun ikke beherske angsten længere. Hun skreg rædselslagen og flygtede over i et hjørne, hvorfra hun så på sin elskede og sin beskytter med panikken lysende ud af øjnene, mens hun prøvede at dække sin forslåede og misbrugte krop. Hun blødte flere steder, og Beldragon skyndte sig at stille sig let i vejen for Dust efter hun var flygtet over i hjørnet.
"Lad hende få lidt plads. Hvor gerne jeg selv ville hjælpe hende, så er hun på et punkt hvor hun ikke stoler på nogen mænd. Ligegyldigt hvor godt hun kender dem. Har du mon mulighed for at kunne tilkalde jeres veninde? Gerne sammen med en varm kappe." Han så sig kort over skulderen, inden han igen rettede sit smertende blik på Dust.
"Lad os gå ovenpå og give hende lidt fred."
Så snart Dust gik op af kælderen, fuldte Beldragon med og sørgede hele tiden for at 'fylde' så meget at Dust ikke pludselig masede sig forbi. Og da de var kommet op blev Beldragon stående ved nedgangen til kælderen.

Beldragon tog nogle dybe åndedrag og viste at han ikke kunne komme uden om denne tale, så han kunne ligeså godt begynde.
"Jeg har set det hos andre kvinder, der blev behandlet som hun er blevet. Det kommer til at tage tid, sikkert lang tid, før hun kommer til at have tillid nok til at lade sig omfavne af os eller andre mænd. Selv om hun er en stærk kvinde, så er sådan et knæk her ikke noget som bare går væk. Og tilliden skal genopbygges... langsom... for at der ikke kommer brister i den." Hvor meget det end smertede ham at tale om det, så var han nød til at sige dette. Han sørgede for konstant at have øjenkontakt med Dust, for at være sikker på at han forstod hvad Beldragon sagde.

Nede i kælderen sad Kat og rystede i sit hjørne, hun kunne høre deres stemmer og en del af hende, en meget lille del, ønskede at løbe op og putte sig ind til Dust. Men angsten holdte sit ubarmhjertige jerngreb om hende og forsatte med at bore minderne dybere ind i hendes forpinte sind. Tårene begyndte igen at løbe ned af hende og hun mærkede tydeligt hvordan hun frøs så hun rystede.

Hendes reaktion på Beldragon og Dust, var forståelige nok for en som Dust, der havde haft med slaver at gøre i sin tid, der havde oplevet ting i deres liv, så som voldtægt, misbrug og lignende, som havde efterladt dem i en lignende situation som den, Kat var i lige nu. Derfor havde Dust allerede tænkt på at gøre det, som Beldragon foreslog han skulle gøre, nemlig at tilkade Izzy, så hun kunne gøre det grundlæggende arbejde, med at få Kat i sikkerhed, og begynde at hjælpe hende, efter denne traumatiserende oplevelse. Desuden var Dust heller ikke færdig herinde endnu, der var nemlig en grund til at han ikke havde dræbt nogle af dæmonerne, som havde gjort dette imod hende, medmindre det havde været absolut nødvendigt.
Grundet situationen, og de ting der skulle klares, blev det til lidt af et problem, at Beldragon ville have ham ud af lokalet, og ville snakke med ham uden for det rum, Kat befandt sig i. Dust lyttede godt nok til hvad manden sagde, men gav hurtigt op på ham, da dette var noget han allerede vidste.

"Jeg har efterhånden levet i omkring 750 år, en andel af den tid har jeg brugt på at hjælpe slaver og fanger, som jeg har befriet, efter de var blevet traumatiseret, lige som Kat!" sagde han roligt og skubbede Beldragon til side, så han kunne komme ned i kælderen igen, da han ville åbne indgangen til hulen der, så Kat ikke skulle så langt for at komme til et sted, hvor hun kunne føle sig tryg "Indtil videre er det mit vigtigste job, at gribe ind så hurtigt så muligt, inden det her ender med at give hende længere varende mentale skader, som kan undgås! Heldigvis er Izzy istand til at hjælpe med de første svære skridt, så mens hun bringer hende i sikkerhed i min hule, og jeg håndtere dæmonerne der stadig lever, kan du holde en pause!"
Med hastige skridt gik han ned i kælderen, stoppede ved væggen et par meter fra Kat, og åbnede så den magiske port til hans hule, så han kunne hente Izzy. Han forklarede hende situationen, så hun vidste hvad der var brug for at blive gjort, før han kom ud igen sammen med hende. Izzy havde et tæppe med fra sengen, hun gik forsigtigt hen til Kat, kom på øjenhøjde med hende, og lagge forsigtigt tæppet om hendes rystende krop, hvis ellers Kat tillod det, imens Dust gik ud i midten af lokalet, for at se på dæmonerne. Man kunne mærke hans ambitioner om, at han havde tænkt sig at straffe dem der stadig var i live, stråle ud af ham, som et sultent dyrs lyst til at dræbe, så Kat kunne være sikker på at ingen der havde rørt hende mod hendes vilje, ville komme levende fra dette lokale.

"Kom med mig ned i hulen søde Kat, der er dejligt trygt og varmt dernedde!" sagde Izzy kærligt, mens hun smilede betryggende til Kat, og holdt sine hænder ud, så Kat selv kunne bestemme om hun ville tage imod hjælpen. Hvis Kat tog imod Izzys hjælp, ville Izzy hjælpe hende op og få hende med ned i hulen, hvor døren ville lukke efter dem, hvis Beldragon prøvede at følge dem ville Dust stoppe ham, da en del af trygheden ved hans hule var, at kun Dust, Izzy og Kat havde adgang til stedet, og så snart døren var lukket efter pigerne, ville Dust begynde at torturere de stadigt levende dæmoner, på nogle af de værste måder han kendte, så deres smertefulde skrig fuldte kælderen.

Beldragon blinkede overrasket, da han hørte hvor længe Dust havde levet. Men hvorfor kom det enlig som en overraskelse for ham? Tja, måske fordi han havde set hvordan de to 'unge' havde det sammen. Men ja, så undrede det ham ikke at Dust havde hjulpet en del slaver igennem sin tid.
Derfor lod han også Dust gå forbi sig, mens han med øjnene fuldte med i hvordan Dust åbnede en 'dør' i væggen og forsvandt en stund. Han sukkede tungt og sank sammen op af væggen, mens hans krop begyndte at ryste ukontrolleret. Détte havde været utroligt tæt på at gå helt galt og han havde været på nippet af at miste sin guddatter, som han jo også var beskytter for. Han lukkede øjnene kort og tog nogle dybe åndedrag for at få kroppen til at falde til ro, hvilket også hjalp. Han rystede stadig en smule da Dust kom til syne med Izzy, men han blev siddende og nøjedes med at se efter dem, da de gik ned til Kat.

Uden at Kat ville det, begyndte hendes krop at ryste kraftigere og ukontrolleret, da hun hørte at Dust var på vej ned igen. Hun måtte blinke tårene væk for at se tydeligt, men han kom ikke så tæt på og hun kunne høre på hans ord at han ville hente Izzy. Et lille smil gled over hendes læber, mens hun tænkte på hvor glad hun var over hans handling. Deres skønne veninde, hvor hun dog kunne bruge hende nu. Om ik andet så til at læne sig ind imod mens hun græd sig selv i spåner.
Derfor var det også med et svagt glædes smil på ansigtet at hun så på Izzy, da hun kom og lagde et tæppe omkring sin rystende krop. Øjnene blev dog hurtigt nervøse og fuldte Dust hver millimeter han bevægede sig i rummet. Selv om hun fornemmede at hans vrede var rettet mod dæmonerne i rummet, så begyndte hendes krop at ryste mere så snart hun mærkede den, som om kroppen troede at det var hende der skulle straffes.

Men Izzys kærlige ord og betryggende smil fik rystelserne til at aftage en smule, nok til at hun kunne række sine rystende hænder frem og lade sig hjælpe af Izzy.
Da de kom op af trappen til stedet hvor døren til hulen var lavet fik hun øjnenkontakt med Beldragon som så trist på hende og mimede nogle få ord. Kat smilede lidt nervøst, men samtidig taknemmeligt til ham og nikkede, inden hun gik gennem døren og stod i hulen sammen med Izzy.
Her så hun på sin kære veninde og smilede lidt mere roligt, ligesom kroppen var begyndt at flade til ro og blive en del slap.
"Vil du hjælpe mig med et bad og derefter noget tøj?" Hendes øjne blev paniske igen da hun kom til at tænke på at Dust på et tidspunkt ville komme ned i hulen til dem. Rystelserne tog igen til og det var med skælvende stemme hun igen talte.
"Og pakket lidt tøj. Jeg vil gerne hjem til mor. Vil du sørge for at der ligger en besked til Dust?" Tårene løb ned over hendes kinder mens hun stille forbandede dæmonernes handling, der gjorde hende panisk overfor sin elskede.
Så snart de var klar, skynde hun sig at tegne en fugl, som hun stoppede i en af lommerne på sine bukser og tvang sig selv til at klare tankerne så meget, at hun kunne åbne en dør der kun var omkring halvtreds meter fra sine forældres hytte. Her fandt hun papiret med den tegnet fugl frem og sagde:
"Pervenient ad vitam" Papiret forvandlede sig til en en hvid due, der har et beroligende skær. Hun hviskede til den om at finde hendes mor og bringe hende alene med tilbage til hytten.
Duen fløj direkte mod byen, hvilket fik Kat til at smile lidt inden hun begav sig, på let usikre ben, hen til hytten. Her fandt hun nøglen hvor den plejede at ligge, låste op og gik ind. Når hendes mor så fuglen, ville hun vide at det var vigtigt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] var indrettet sådan at man kom ind i stuen hvor der var et lille område ved døren hvor man kunne smide våde sko eller støvler. Midt i stuen var der en et ildsted bygget ind i en stenvæg som ville føre røgen ud af hytten. I den modsatte side af ildstedet var der en dør ud til køkkenet og et lille pulterrum, hvor der blev opbevaret mad og andre nødvendigheder.
På venstre side af ildstedet, tættest på dem, var der to døre og på højre side var der en. Kat stile mod den dør som var længest væk fra dem, da det var døren ind til hendes gamle værelse. Der duftede frisk som altid, hvilket betød at hendes mor stadig holdte hytten ved lige. Døren ved siden af, lige før ildstedet, førte ind til hendes forældres soveværelse og den dør tættest på dem førte ind til badeværelset. Hun smilede og mindes alle sine barndomsår og tidlige ungdom her, sammen med sine forældre.
Stille og roligt forsvandt den sidste pansiske skælven og hun kunne mærke at hun var ved at blive utrolig træt efter alt det følelses hurlumhej hun havde været igennem. Derfor smed hun sig på sengen og smilede træt til Izzy, mens hun rakte en hånd frem til hende, som en invitation om at slutte sig til hende.

Så snart døren til hulen havde lukket sig, fik Beldragon stablet sig på benene og gik ned til Dust i kælderen.
"Jeg foreslog hende at tage hjem til sin mor." Han satte sig på det nederste trin og så til mens Dust gjorde som han ønskede med dæmonerne. Han kunne stadig ikke fatte at han havde fejlet i at beskytte hende denne gang. Men han havde jo enlig gjort som hun ønskede, at have mere frihed uden at han var lige ved siden af hende. Han sukkede og kløede sig i håret mens han tænkte som en gal på hvordan han kunne gøre det bedre i fremtiden.

//Sorry hvis det blev for langt Tænker at vi springer lidt i tiden, så vi ikke behøver at indvoldveer Taliia//

Izzy tog forsigtigt Kat med sig ned i hulen, mens hun kærligt holdt sin herskerinde ind til sig, for at give hende tryghed og støtte hende mens de gik, efter denne slemme hændelse. Da Kat spurgte efter hjælp til et bad, og ønskede noget tøj pakket, hjalp hun Kat med ud til badet, hvor hun kærligt hjalp hende med at blive vasket ren og tørret, før hun pakkede noget af Kats behagelige hjemme tøj, undertøj, og en af Dust'es trøjer, der stadig duftede af ham, da hun tænkte den måske kunne hjælpe Kat, med at finde sit ønske om at have ham tæt på igen, tilbage. Hun pakkede også noget tøj til sig selv, sammen med en medicin taske, der så ud til at tilhøre Dust.
Imens Kat sendte sin fugl afsted, skyndte Izzy sig at skrive en hurtig seddel til Dust, før hun greb Kats og hendes ting, hvorefter hun fulgte med Kat, hen til denne herlige lille hytte.

Imens pigerne tog afsted, var Dust blevet færdig med at pine gerningsmændene. Deres lig var ikke til at genkende længere, og de så forfærdelige ud, efter hvad end han havde gjort ved dem. Dust stod i midten af lokalet, med et koldt ansigtsudtryk, som om alle følelser var forsvundet i ham, lige indtil han rettede sin opmærksomhed mod Beldragon, hvilket gav ham et mere taknemligt blik, i hans blinde øjne. Hans rolige skridt gav genlyd imod væggende, da han gik hen til Beldragon, for at lægge en hånd på hans skulder.
"Du har gjort det godt idag! Om end disse svin lagge deres hænder på hende, fik vi hende tilbage i live, og så længe Izzy er hos hende, er hun i gode hænder, og under min beskyttelse!" sagde han roligt, mens han så Beldragon i øjnene "Jeg kan finde dem gennem Izzy, men jeg giver dem plads for nu! For nu lover jeg dig, at hun er i sikre hænder, så brug lidt tid på at komme til hægterne, og kontakt Talia når du er på fode igen!" han rettede sig op, og lavede en afskeds gestus, før han gik igennem åbningen til sin hule, der lukkede sig bag ham.

Dust var kommet ind, efter pigerne var taget til hytten, så han kunne mærke han var alene. Han fandt Izzys brev til ham, som nævnte hvor de var, og at hun havde sit halsbånd på, så han kunne finde dem.
Imens henne i hytten, var Izzy kommet med ind på Kats værelse. Kat havde lige smidt sig i sengen, og lavet en inviterende gestus mod Izzy om, at holde hende ved selskab i sengen. Izzy smilede kærligt til sin herskerinde, før hun åbnede sin herres medicin taske, tog en lille pose med urter frem, og kom hen til Kat med den. Hun satte sig på sengen ved siden af Kat, tog lidt af urterne ud, og lagge posen på natbordet.

"Vær en skat og spis det her, så lover jeg at nusse om dig så meget de har lyst til, min dejlige herskerinde!" sagde hun opmuntrende, i et forsøg på at give Kat noget andet at tænke på. Hun håbede Kat ville fokusere på hendes selskab, så hun kunne få noget fred, fra den forfærdelige oplevelse hun lige havde gået igennem, Izzy var i hvert fald fast besluttet på, at gøre alt hvad hun kunne, for at tage sig godt af sin elskede herskerinde.

//vi kan sagtens hoppe lidt frem, så vi ikke behøver inkludere Taliia fysisk i emnet ^^

Tiden i sine forældres hytte sammen med Izzy og Taliia havde været fantastisk. Kat var ikke sikker på hvor længe hun havde opholdt sig der, men en måned var der sikkert gået. En del af hendes sind savnede synet og lyden af Dust. Selv om hun endnu ikke var sikker på hvordan hun ville reagere, så ønskede hun at se ham igen.
Da hun nævnte det overfor sin mor, havde Taliia smilet stort og nikkede, samt fortalt sin datter at hun altid kunne komme tilbage, hvis det ikke gik an. Dette gav Kat det sikkerhedsanker som hun havde brug for. Hvorefter Kat var gået igang med at pakke sine og Izzys ting, så det var klar til dagen efter. Hun tænkte tilbage på de urter som Izzy havde fået hende til at spise og hvordan Izzy havde fået hende til at fokusere på hende, når tankerne var blevet for slemme.
Hun nåede til den trøje som tilhørte Dust og tog den op med let skælvende hånd. Derefter løftede hun den op mod sin næse og måtte nærmest begrave næsen i den for at fange hans duft. En bølge af begær og savn skyllede ind over hende, sammen med nervøsitet og lidt angst. Hun hulkede stille over sin skæbne, der ikke just så lys ud. Hvis hun ikke snart kunne holde om sin elskede, så viste hun ikke hvad hun ville gøre. Og en anden frygt var begyndt at krybe ind over hende. Hendes månedlige periode var udeblevet og hun var bange for at det kun kunne betyde en ting. En ting hun frygtede eftersom hun viste at hendes elskede ikke var faren.

Taliia havde fuldt med Kat og Izzy hen til den klippevæg, hvor de var kommet fra. Og efter et sidste knus til sin mor, åbnede Kat døren til hulen.
Tårene strømmede ned over kinderne på hende, da hans duft kom strømende imod dem som om han omfavnede dem. Hun kunne ikke sige om det var af glæde eller angst at tårene løb, men hun følte alligevel en trang til at træde ind i hulen, da det også var hendes hjem. Et hjem hun havde savnet noget så grusomt.
Efter døren havde lukket sig bag dem, smed hun tasken og gik direkte ud på badeværelset, hvor hun åbnede hanerne til et varmt bad. Hun smed tøjet i en bunke og kravlede ned i karet med et dybt nydende suk.
"Ååh, Izzy. Hvor er det skønt at være hjemme igen." Hun kunne have bandet højt og længe, da hun hørte hvor usikker hendes stemme lød. Det var som om hun var splittet i to. En del af hende var jublende lykkelig over at være hjemme, og en anden del af hende var angstfyldt. Dog var angsten ikke så stor at hun styrtede ud, hvilket fyldte hende med en smule glæde.

Det havde nu været en hel måned i hytten, hvor Izzy havde gjort sit bedste, for at hjælpe Kat, så meget hun nu kunne. Hun håbede stadig at urterne, hun havde givet Kat på dagen de var ankommet, havde gjort det de skulle, for at forhindre Kat i at blive gravid, da de fungerede lidt som en naturlig fortrydelses pille. Dust havde fortalt hende, at de kunne have side effekter, såsom at forskrue spiserens naturlige menstruations cyklus, da effekten trossalt påvirkede det område af kroppen, men det holdt ikke Izzy fra, at føle sig lidt nervøs på Kats vegne alligevel.
I løbet af den tid de havde været der, havde Dust været forbi et par gange, for at se til at de havde det så godt, som de nu kunne have det, under de givne omstændigheder. Han havde selvfølgelig holdt sig på sikker afstand, og han havde kun iagttaget dem for en kort stund, før han smuttede igen, trossalt ville han ikke have at noget blev forværret, fordi han var tilstede. Når ikke han tjekkede op på hans kære kvinder, brugte han sin tid på det eneste han kunne finde ud af, nemlig at fordrive tiden, hvilket kunne være alt lige fra at lede efter artefakter, til at lære en ny ting, så som at spille et instrument.

Izzy fulgte med Kat og Taliia hen til den stenvæg de var kommet dertil igennem, hun holdt Kat i hånden mens de gik derhen, men slap hende igen, så hun kunne kramme sin mor, og åbne porten ind til deres hjem. Hun kunne også dufte den velkendte duft af sin herre, blandet med den behagelige varme der strømmede ud derinde fra, og de andre dufte der var at finde derinde. Izzy opdagede hurtigt Kats tåre, og hun havde sådan lyst til at holde sin herskerinde ind til sig, og hjælpe hende i et bedre humør, men hun måtte lade det vente, nu hvor de gik indenfor i deres hjem. Døren der lukkede bag dem, gav hende den velkendte følelse af at være i sikkerhed igen, da dette sted altid havde været det mest sikre sted for hende. Hun så efter Kat der gik ud for at tage et bad, og smilede en smule ved lyden af hendes ord, omend hun lød splittet.
"Jeg er også glad for at være hjemme igen! Jeg føler mig ærligt talt tryg her, aflukket fra verdenen, og alt dens forvirrende hurlumhej!" sagde hun mildt mens hun kom ud på badeværelset, hvor hun smed sit tøj hen til Kats, så hun kunne komme ned i badet til hende "Lige siden jeg mødte dig og herren, og i tog mig med herned, har jeg altid følt, at det her er som vores eget lille univers, hvor vi kan gøre hvad vi vil! Hvis vi vil rende nøgne rundt 3 dage i træk, eller spise mad fra hinandens kroppe, kan vi bare gøre det, for ingen kan stoppe os her!" hun smilede varmt, ved tanken om, at dette faktisk var noget de havde gjort før, mens hun greb en svamp, fugtede den i vandet, og begyndte at føre den hen over Kats hud, for at få hende til at slappe af, nu hvor de var hjemme.

Fordi pigerne var gået direkte i bad, havde de ikke haft en chance for at opdage, at Dust sad inde i hans musik rum, og legede med en form for vind harpe, der havde rør lavet af forskellige metaller. Han afprøvede hvordan forskellige metaller virkede, når det kom til elektricitet, og undervejs prøvede han at lave musik ud af det, ved at sende små lyn ind igennem de forskellige rør, på bestemte måder. Hvis man lyttede godt efter, kunne man godt høre ham, især når han lavede små melodier.

Kat smilede til Izzy, da hun svarede på hendes ord. Izzy havde ret. Der var en særlig tryghed her i hulen. Og sammen med Izzys venlige behandling under badet, begyndte Kat at slappe af. Dog måtte hun blinke nogle gange med øjnene for at holde tårene tilbage, da Izzy snakkede om at de var i deres eget lille univers og om hvordan de kunne gøre hvad de ville.
"Du har ret, min kære. Du har altid gjort dit bedste for at behage os og særdeles mig, på tros af at jeg var kraftig modstander af dig i starten." Kat trak Izzy ind til sig og kyssede hende lidenskabeligt, inden hun fortsatte med rolig stemme.
"Nu kunne jeg ikke drømme om at undvære dig så meget som et sekundt. Jeg troede aldrig at jeg ville falde for andet end mænd, men jeg indrømmer at jeg er faldet for dig, Izzy. Jeg elsker dig." De sidste tre ord blev sagt med så megen varme og kærlighed i stemmen som Kat kunne fremmane.
Kort efter rynkede hun panden en smule og lyttede intens, hvor hun opfangede nogle lyde der mindede om musik.
"Kan du også høre det? Det lyder som musik, og alligevel ikke helt." Nysgerrigheden havde taget over og fortrængt alle tanker om at det var Dust som måtte være skyld i lydene. Hun steg op af vandet og greb et håndklæde, som hun tørrede sig med undervejs.

Kat stoppede omgående op, da hun fik øje på Dust som sad med det underlige instrument. Med et begyndte hun at ryste som om hun frøs, og hun kæmpede med at få håndklædet til at dække så meget af hendes krop som muligt. Desværre var det et af de mindre håndklæder hun havde fået fat i. Et af dem hun plejede at bruge til håret, så det var ikke stort nok til at dække både bryster og skridt.
Hvis han så op ville han tydeligt kunne aflæse den konflikt der herskede i hende. En del af hende ønskede hans nærhed og en anden ønskede alle mænd langt væk. Hun klarede at blive stående i omkring et minut, før hun vente rundt og løb tilbage til badeværelset. Her brød hun hulkende sammen på gulvet ved siden af vandet, mens hun bande og svovlede som en havnearbejder af sig selv og sin forbandede situation. Hun savnede sin elskede, men hun kunne åbenbart ikke klare at se ham, selv om han sad et par meter væk fra hende. I sin frustration og manglen på at lade det gå ud over nogen eller noget, lod hun sig glide ned i vandet så hun frit kunne slå sine knyttede hænder ned i overfladen, mens hun fortsatte med sin højlydte protest af sin situation. Det resulterede i at vandet stod rundt om hende i kaskader og hvirvlede rundt, samt alt inden for et par meters afstand blev oversprøjtet.

"Jeg elsker også dem min frue!" svarede Izzy rødmende, efter at have gengældt Kats lidenskabelige kys, og lyttet til hendes svar. Izzy rettede dog hurtigt sin opmærksomhed mod lydende, som Kat også havde lagt mærke til, hun steg ud af vandet efter Kat, og tog et håndklæde for at tørre sig, da hun tænkte det nok var Dust som var hjemme, og der derfor ikke var nogen fare på færre, men hun var ikke lige så hurtig til at følge lyden som Kat var, så Izzy kom først ind, da Kat havde spottet Dust og var fast frosset på stedet.
Dust havde først lagt mærke til at pigerne var hjemme, da han mærkede Kats blik på sig, og duften af hendes stadigt fugtige krop efter badet, der ramte hans næse. Han behøvede knap nok at se mere af hende end hendes fødder, for at vide at hun var gået i panik, ved det blotte syn af ham, og siden han vidste hun kun havde et håndklæde at gemme sig bag, undlod han at kigge direkte på hende, da han følte at det kunne forværre situationen endnu mere, end den allerede var blevet.

Så snart Kat løb tilbage til badeværelset, fulgte Izzy efter hende, blot for at finde hende tilbage i vandet, igang med at komme ud med hendes frustrationer, på hendes egen måde. Izzy smed håndklædet på gulvet, og hoppede ned i vandet, så hun kunne komme hen til Kat, og gribe hende om håndledende.
"Så så, rolig nu min frue, det skal nok gå alt sammen!" sagde hun ømt og kærligt, mens hun blidt prøvede at guide Kat til, at lægge armene om Izzys nakke, så Izzy kunne lægge armene om livet på Kat, og holde hende tæt ind til sig "Jeg forstår godt du er frustræret, men jeg tror det er godt herren er her! Du har mig du kan læne dig op af, og du ved herren vil gøre sit bedste, for at hjælpe dig med at få det bedre!" hviskede hun kærligt i Kats øre, mens hun beroligende nussede Kats ryg, og holdt hendes nøgne krop, ind mod sin egen, for at give Kat trygheden ved følelsen af en velkendt kvinde krop, mod hendes egen.

Imens pigerne snakkede, var Dust gået i gang med at stille nogle ting op, som han ville bruge til at hjælpe Kat med at skabe tillid til ham igen. Han var startet med at lave en kande te, og sætte nogle pudder op de kunne sidde på inde i soveværelset, han satte en bakke med tekanden, nogle kopper og chokolader, så den stod på gulvet med en pude på den ene side, og 2 på den anden side. Han gik hen til døren ind til badeværelset, uden at stille sig så han kunne se ind.
"Piger, hvis i kan finde modet til det, har jeg stillet op til lidt te og hygge her i soveværelset! Jeg forlader lokalet, og hvis i ønsker mit selskab, skal i blot kalde på mig!" sagde han mildt, før han gik ind i sit artefskt rum. Izzy lænede sig en smule væk fra Kat, så de kunne se hinanden i øjnene, mens hun smilede spørgende, for at høre hvad hun syntes.

Med tårene løbende ned over kinderne, så Kat på Izzy med et sløret blik mens hun lyttede til hendes kærlige ord. Hun lod sig guide af Izzy og stod snart med armene om hendes nakke, samt lod Izzy nusse sig. Hun lod sin elskerindes blide og kærlige stemme berolige hende. Og det hjalp faktisk. Selvom hun viste at Dust var i hulen, så stoppede hun med at ryste. Hun bøjede hovedet lidt, så hun kunne kærtegne Izzys hals med sine læber, som en form for tak.

Da Dust talte ude fra gangen, stivnede Kat kort. Men utroligt nok var det beroligende at høre hans varme kærlige stemme. En stemme hun havde savnet noget så grusomt den sidste måned. Hun løftede hovedet fra Izzys hals og så hen mod døren, men kunne ikke se ham. En lille tåre gled ned over hendes kind, samtidig med at et lille smil gled over hendes læber.
"Mange tak, min egen. Du er utrolig betænksom. Jeg undskylder for bare at stikke af, som jeg gjorde. Men den gang kunne jeg ikke tænke klart. Det er dog bedre nu, selv om det ikke er helt godt endnu." Selv om stemmen skælvede let, så var der en lille snært af kærlighed i den.

Da hun var sikker på at Dust var gået, gik hun op af vandet og fik tørret sig, samt fundet en rubinrød kåbe som hun tog på.
Inde i soveværelset gik hun hen til sengen og lod en let skælvende hånd glide hen over sengen, mens hun tænkte på alle de vidunderlige stunder de havde haft sammen. Hun huskede hvor nænsom og kærlig Dust havde været, selv om han drev hende til vanvid fra tid til anden. Han havde aldrig været ond ved hende, og han var kun hård hvis hun havde bedt om det. Utroligt nok fik minderne hende til at slappe lidt af.

Minutterne blev til timer, timer blev til dage og dage blev til uger. Kat fattede ikke hvor hurtigt tiden gik i hulen, når hun og Izzy var et kort smut oppe i en af byerne for at handle ind. Men hun nød virkelig at være hjemme. Og som tiden gik, blev hun mere og mere modig til at have ham tættere og tættere på sig.
Efter tre uger i hulen, var hun kommet frem til at hun roligt kunne snakke med ham på afstand, samt se på ham uden direkte øjenkontakt. Dog var hun stadig ikke sikker, hvis han kom ind i samme rum som hende, hvilket pinte og plagede hende som en sindsyg.
Fire uger efter hun var kommet tilbage i hulen, fortalte hun dem begge at hun ville opsøge en læge sammen med Beldragon, da hun var bange for at hun var blevet gravid under voldtægten. Derefter forlod hun hulen i omkring ti dage... og kom tilbage forandret. Hun fortalte med svag stemme hvad der var sket da lægen havde fjernet barnet og viste de nu sorte vinger.

Dust havde godt hørt hendes ord, og han kunne ikke lade være med at smile mildt for sig selv. Hans elskede var stadig i hende, hun havde bare brug for tid og små skridt, for at kunne komme tilbage til ham. Hun behøvede ikke engang at undskylde overfor ham, han vidste hun ikke gjorde det, af sin egen gode vilje, men af frygt, der udsprang fra det der var blevet gjort mod hende, men det gjorde ham stadig glad at høre, fordi det forsikrede ham om, at hendes hjerte, stadig var hos ham, også selvom hun var bange lige nu.
Efterhånden som tiden gik, kunne Dust godt mærke på Kat, hvordan hun havde nemmere ved at have ham nær, og han så mere og mere frem til at snakke med hende, i takt med at hun følte sig mere tryg ved hans nærvær. Dog var han stadig frustreret over, at han ikke kunne holde hende i sine arme endnu, at han ikke kunne kysse hende, og holde hende helt ind til sin krop, så han kunne lade hende glemme verdenens sorger sammen med ham. Denne frustration fik han dog afløb for, gennem undergrunds slåskampe. Det var nemt nok at gemme mærkerne, sårene og de nye ar for Kat, nu hvor de ikke var sexuelt aktive for tiden, men han holdt dog kampene på et minimum, for ikke at vække opsigt.

I løbet af de nu 4 ugers tid, havde han også sørget for at Izzy fik sine regulære måltider, hvilket de havde klaret i diskretion, af hensyn til Kat. Efter Kat havde været afsted i de 10 dage, lyttede de begge til hvad hun fortalte dem, så snart hun var færdig gav Izzy hende et forsigtigt kram, nu hvor de stadig var usikre på, hvordan hun havde det med hans nærvær.
"Jeg ved jeg ikke har sagt det til dig så meget på det sidste, men jeg håber du ved, jeg stadig elsker dig mere end noget andet min kære engel!" sagde Dust med en betryggende og blid stemme "Jeg ved det her har været svært for dig min elskede, og at det sikkert vil være sådan i noget tid endnu, men du må aldrig glemme at Izzy og jeg står ved din side, gennem tykt og tyndt, og vi har ikke rykket os en millimeter fra din side!"

Hun tog glædeligt imod Izzys kram og gengældte det med glæde, da det varmede hende ligeså meget som de ord Dust sagde efterfølgende. Hun så forsigtigt på ham og smilede let, mens et par tåre gled ned over hendes kinder, af glæde. Hun sank et par gange og væde læberne.
"Takker. Det varmer utroligt meget. Jeg ville ønske at det hele kunne gå lidt stærkere, for jeg længes efter at mærke dine arme om mig og din krop mod min. Det piner mig at vide at du er sammen med Izzy ind imellem, men samtidig ved jeg at det er nødvendigt." Hun kyssede lidenskabeligt Izzy og smilede til dem begge. Hun viste at hun var i gode hænder.

Tiden fortsatte med at gå, og snart var endnu en måned gået uden at Kat havde mærket det store til det. Hun var stadig fusterret over at hun endnu ikke var kommet videre end at han kunne være i rummet ved siden af hende. Men hun glædede sig over lyden af hans stemme og fandt trøst i den, samt varme og kærlighed. Stadig pinte det hende, når Izzy gik ind til Dust. Det rev og sled i hende, selv om hun viste at de kun gjorde det af naturlige grunde. Hun havde prøvet et par gange at lade Dust røre hendes arm og hver gang havde resultatet været at hun var rykket væk fra ham af frygt, hvilket kun gjorde hende mere fusterret.
Hun valgte derfor at tage en tur op til handelshuset i Doomsville for at få lidt luft og muligvis også lidt kamptræning med nogle af kvinderne.
Da hun kom tilbage senere på aftenen, var hun i bedre humør og fast besluttet på at prøve igen. Så da hun havde kysset Izzy, vendte hun sig mod det rum Dust var i og gik ind til ham. Selv om hendes ben begyndte at skælve lidt, fortsatte hun hen til ham og gav ham et hurtigt kys på læberne, inden hun tog et par skridt tilbage for at få styr på sine skælvende krop. Alligevel fornemmede hun hvordan en særlig varme og glæde langsomt, utroligt langsomt, bredte sig i hende. Det var nok til at få hende til at smile og hviske:
"Det skal nok gå. Et skridt af gangen." Hun skælvede stadig lidt, men var nu mere sikker i sagen omkring tanken om små eksperimenter, som dette.

Dust smilede varmt i respons til hendes svar, og gennem den næste måneds tid, tog Izzy og Dust sig godt af Kat. Izzy holdt Kat med selskab, og gav hende alt den kærlighed og nærkontakt, som hun nogensinde kunne drømme om, mens Dust sørgede for at tage sig af sine kvinder, ved at lave mad til dem, tage sig af deres behov, og hvad han ellers kunne finde på, uden at påvirke Kat for meget, på en negativ måde. Den dag Kat kom ind til ham, og kyssede ham på læberne, blev han kortvarigt lidt paf, da han ikke havde forventet det, men det forsvandt hurtigt igen, hvorefter han smilede varmt op til hende. Hun var endelig blevet klar, til at gå videre til det næste skridt i hendes behandling.
"Det ser ud til du endelig er klar, til at tage et nyt skridt, på din vej mod at få det bedre, min kære lille engel!" sagde han mildt og lavede en gestus mod gulvet foran sig, som tegn på at hun skulle sætte sig ned. Han kaldte også på Izzy, der kom ind til dem, og som med Kat, gav han tegn til at hun skulle sætte sig ved siden af Kat. Dust ventede til de begge sad ned, før han sagde noget igen, og Izzy var ikke sen til at flette fingre med Kat, for at give hende den trygge følelse af, at Izzy var her for hende.

"Idag har du taget et flot skridt mod at få det godt igen, når du er i mit selskab, og jeg er stolt af dig min elskede!" sagde Dust kærligt, mens han varmt smilede til hende "Derfor vil jeg gerne give dig muligheden for, at lave en lille øvelse, sammen med Izzy og mig, hvor du i dit tempo, kan tage nogle små skridt tættere på, at kunne føle dig tryg ved mig igen!" han lagge benene over kors, og indikerede at de skulle gøre det samme, hvis Kat altså var frisk på at lære denne lille øvelse.
"Luk øjnene, og træk vejret dybt! Slap helt af i din krop, lyt til dit hjerte slå, og tøm dit hoved for alting! Bare mærk dette øjeblik, indtil du føler dig helt tryg ved situationen!" hans stemme var rolig og afslappet, han gjorde selv det han bad hende om, og man kunne mærke på ham, at han prøvede sit bedste, for at skabe rammerne for en tryg zone "Når du føler dig klar, må du åbne dine øjne, og bestemme dig for hvad dit første skridt skal være! Jeg vil blive siddende, med lukkede øjne, og du må gøre lige hvad du vil!" han havde løftet sine arme, og åbnet sine hænder med håndfladerne opad, så hun kunne gøre alt lige fra at røre hans hånd eller tage den, til at kramme ham, sågar sætte sig på hans skød, hvis det var det hun ville, og på intet tidspunkt, ville han gøre noget, medmindre det hun gjorde krævede det.

Hendes smil blev større ved synet af hans og hun satte sig da også ned, da han gjorde en gestus om det. Da Izzy kom ind og satte sig, samt flettede finger med Kat, slappede hendes krop af og skælven fortog sig stille og roligt. Hun lyttede til Dusts ord om øvelsen, og gjorde som han bad om. Hun lukkede øjnene og trak vejret i dybe, rolige åndedrag. Hun lyttede til hans stemme, som var rolig og afslappet. Det var underligt hvor meget hun lagde mærke til det nu. Måske var det fordi de havde været adskilt i en længere periode. Hun huskede på det som August havde fortalt under deres samtale.

Da hans stemme sagde de sidste ord, åbnede hun roligt øjnene og så på ham. Hun overvejede hvad hun skulle forsøge og gav Izzys hånd et kærligt klem.
"Vær sød og åben øjnene. Jeg vil gerne se dine smukke øjne. Hvis jeg ikke ser dem, tror jeg nærmest at jeg drømmer." Hendes stemme var stille og rolig, på kanten af en hvisken som om hun var bange for at ødelægge øjeblikket. Alligevel kunne hun ikke vente til han så på hende igen. Alt den kærlighed som han udstrålede gennem øjnene, var en af de ting som hun fandt styrke i.
Så snart han havde åbnet øjnene slugte hun synet af ham, og nød at hun kunne sidde her, i samme rum som ham, uden at være fyldt med frygt. Godt nok var hun stadig lidt utryg, men det var ikke sådan at hun panikkede. Og det hjalp gevaldigt at Izzy var ved hendes side.