Hey Daddy, it's me - Gale

af Gæst Ons 8 Aug 2018 - 17:50

At være flyttet var sort elvernes område til et helt andet hvor der ikke kun var sort elver, var nu alligevel mærkeligt! Hun hadede det ikke lige frem men der var mange ting som var anderledes! Men også spændende! Hun havde skrevet et brev til sin far om at hun ville flytte til den by han boede i nemlig Rotten root i Doomsville, hun havde aldrig været her før hun flyttede her til, hun havde i hverfald ikke nogen minder om det. Det gjorde dog heller ikke så meget, så var der ikke de store muligheder for at hun ville blive genkendt. Hun havde dog mødt en fyr ved navn Marcus, han var lederen for vampyrerne og ja han var lækker og sådan! Men der kunne ikke blive mere imellem dem! Hun var sortelver og han vampyr! Det var bare totalt forbudt! Hvad ville hendes far ikke sige til det?

Hun havde fået et brev fra sin far om hvor han boede, så hun kunne finde det, men det brev havde hun ikke længere, det var blevet væk. Dog var hun ret sikker på at hun havde mistet det sammen med så mange andre breve på vejen her til. Så nu var det jo så bare det med at finde hans hjem. Det var ikke lige frem nemt, selvom Xakle prøvede at tænke på hvad der stod i brevet. Hun valgte at opgive og spørge om vej, de første stykker hun spurgte kunne ikke eller ville ikke hjælpe hende. Heldigvis fandt hun en som åbenbart kendte Gale og som forklarede hvor hun skulle hen.

Da det lykkes hende at finde frem til huset, stod hun udenfor døren. Hun tøvede med at banke på og stod derfor et kort øjeblik og kiggede sig omkring, mon han kunne kende hende? Der var trosalt gået 20 år siden de så hinanden sidst, men så meget kunne hun vel ikke have ændret sig? Hånden blev løftet og der blev banket 3 hårde gange på døren. Nu var det bare at afvente, hun havde buen over skulderen som altid, lige til at tage af og bruge. Hun var ret hurtigt til at svinge den over skulderen og lade den og skyde! Men som hun selv altid sagde, hun havde sin fars hurtighed. Det var måske ikke rigtigt, men det var det hun troede på.

Der var en summen i hendes mave og en stor knude der blev strammet. De havde godt nok skrevet breve sammen, men hun var alligevel mega nervøs for at møde sin far! Hun håbede i hverfald ikke at han ville blive skuffet over hende, men hvorfor skulle han det? Fodtrinene mod døren kunne høres, hun mærkede hvordan hendes hænder var svedige. Hvorfor hun havde det sådan her, kunne hun virkelig ikke svare på, men det var nok fordi det var 20 år siden. Døren blev åbnet og Xakle havde allermest lyst til bare at løbe væk, men valgte at blive. Hun kiggede op som døren blev åbnet og hun sendte et usikkert smil og sagde ”Hej Far” sagde hun og så på håbefuldt på ham. Han lignede sku sig selv.

af Gæst Søn 12 Aug 2018 - 15:42

Gale havde lidt blandede følelser omkring idag. På den ene side var han glad for endelig at skulle se sin datter igen, efter 20 år hvor de kun havd ekommunikeret gennem breve, men på den anden side vidste han heller ikke helt hvordan hun havde det med det, og ja... Han frygtede det værste, håbede på det bedste. Det var vel alt han virkelig kunne, i denne situation? Det var vel meget forståeligt at han, med sin fortid og personlighed, ikke havde kunnet blive hos sortelverne i flere årtier endnu, nu han allerede havde brugt lige under et århundrede der. Nej, han skulle ud og se andre ting, prøve andet. Hans tørst og higen efter kamp, død og ødelæggelse var alt for stor til at han alligevel helt havde passet ind hos dem... Selvom, af racer udover dæmonerne, så var det skam kun sortelverne og vampyrerne han havdemødt indtil videre, der lod til at forstå den trang.

Men han havde noget af sit sædvanlige tøj på, alt sammen sort, og dækkede langt det meste af hans tatoveringer. Det var bare blevet en vane, at dække dem til når han ikke skulle ud blandt folk der i forvejen kendte til hvordan han var. Han gad bare ikke alle de blikke han fik, han fik skam nok i forvejen selvom han dækkede sig til. Så hvis han ikke gjorde ville det jo bare blive meget værre. Men som han sad ved bordet i sin lille lejlighed og lige havde fået taget sig et glas whisky, hørte han det bankede på døren. Nå... Så var det nu.

Han rejste sig og gik roligt hen til døren, som han selvfølgelig fik åbnet... Og der stor hun så, Xakle. Eller, som han altid havde kaldt hende... "Anathea..." han smilede let, og åbnede sine arme i en åben invitation til et kram, ville ikke bare kramme hende hvis det ikke var det hun ville - respekt havd ehan trods alt for sin datter. Men hvis hun tog imod det, ville det blive et godt, tæt og varmt kram, et der virkelig beviste at han trods alt havde savnet hende. "Kom bare ind," sagd ehan derefter, og holdt døren godt åben for hende, lukkede den roligt efter hende. "Whisky?" tilbød han hende så, da flasken nu stadig stod fremme.

af Gæst Man 13 Aug 2018 - 16:30

Var der noget at sige til, at man var nervøs for at se sin far efter 20 år ? For det var Xakle virkelig meget, hun vidste ikke hvordan det ville komme til at gå mellem dem nu, men hun håbede inderligt at det ville blive godt. Hun elskede sin far lige så meget som hun elskede sin mor, hvis ikke mere. Døren var blevet åbnet og der stod hendes far, som han lignede sig selv. Det sorte tøj, håret ja det hele, hun kunne virkelig ikke lade være med at smile over hele ansigtet. Dog var det tydeligt at hun prøvede at holde glædes tårerne tilbage, det var svært særligt da han åbnede sine arme i en åben invitation til et kram, hun krammede ham i et godt og tæt samt varmt kram. Det var her tårerne begyndte at løbe stille ned af hendes kinder, forfanden hun havde jo savnet sin far. Hun prøvede at være så stille som muligt så han ikke bare lige sådan opdagede tårerne. ” Jeg har savner dig far” Sagde hun og måtte snøfte en enkelt gang som hun trak sig fra krammet. Hun så på ham med et stort smil, som hun fulgte med ham ind i lejligheden.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, det første hun gjorde var at tage sin bue og det af, for at ikke at blive generede af det. ” Ja tak” Sagde hun og sendte sin far et stort smil. Tårerne trillede stadigvæk stille og roligt, selvom hun inderligt prøvede at få styr på sig selv. Hun var bare så fandens glad for at se sin far, særligt fordi, de kun havde skrevet sammen de sidste 20 år. Hun satte sig ned i en af stolene i stuen og lagde det ene ben over det andet, tørrede hendes tåre væk fra hendes kind, og atter forsøgte at få styr på sig selv. Så hendes hårde side igen kom frem, en side der ikke tillod at man viste den form for følelser som hun lige havde gjort. Hun tog i mod glasset da hun fik det inden hun tog en tår af det, ” det rart at se dig igen ” Sagde hun stille og kiggede ned i glasset kort inden hun igen kiggede op på ham.

af Gæst Man 13 Aug 2018 - 17:36

Gale's øjne gled stille over hans datter - ja, hun havde skam heller ikkerigtig ændret sig, men nu var hun jo også en sortelver, og alle elvere ældedes uhyre langsomt... De levede i alt fald en hel del århundreder før de naturligt døde. På lige det punkt kunne han måske godt ønske hun havde taget lidt efter ham, også, bare på grund af det store potentiale i at han ville leve til at opleve hendes død, medmindre han altså blev besejret i kamp inden. Men ja... Han kunne potentielt leve for evigt... Det samme kunne ikke siges om hende eller hendes mor.

Men han var glad for at hun tog imod krammet, og han smilede let da han hørte hendes lille snøft. "Jeg har også savnet dig," sagde han så blidt, blidere end mange ville tro at han kunne lyde. Men lige hans familie var selvfølgelig et af hans blødeste punkter. Han nikkede let da hun takkede ja til også at få noget whisky, og fik hældt et glas op som han gav hende før han satte sig ned ved bordet, overfor hende, før han tog endnu en tår fra sit eget glas.

"Det er skam også rart at se dig igen... Hvad har du lavet i de her år, mens jeg har været væk? Hvordan går det med klanen?"

//undskyld den blev lidt kort

af Gæst Man 13 Aug 2018 - 18:23

At sidde sådan her, overfor sin far og snakke med ham face to face. Var det bedste der var sket i lang tid for hende. Hvorfor hun ikke havde opsøgt sin far før? Hun hadede lidt sig selv for det, de havde skrevet sammen men det var bare ikke det samme som at sidde over for hinanden og være i selskab med hinanden som de var nu. Hun havde svært ved ikke at vise de følelser hun i mange år havde gemt væk, det var jo ikke fordi hun havde mistet sin far, den gang han rejste. Men det havde været med til at lægge låg på hendes følelser skjule dem, for nu var hendes far der ikke, så skulle hun være hård og vise at hun sagens kunne klar sig uden sin far, og den bedste måde at gøre det på, var at lukke ned for følelser.

Xakle og hendes far havde altid haft en særligt forhold til hinanden mente Xakle i hverfald, hun kunne tale med ham om ting, hun ikke kunne snakke med andre om. Men det havde heller ikke været nemt mens de ikke havde set hinanden, for det var ikke det samme som at snakke face to face. Hun tog en tår af sit glas, det smagte virkelig godt, altså whiskeyen. Det var ikke så tit hun drak det, så det var rart at få noget andet end det hun normalt drak når det var. Det var jo ikke lige frem fordi hun tjente en masse penge, så derfor måtte der også spares på dem sådan at hun kunne få mad hver dag. ” øhm jeg har trænet meget både kamp og med bue og pil. Du sagde engang at jeg aldrig måtte give op, så det har jeg heller ikke gjort. Jeg klare mig selv mere eller mindre helt og kan forsvare mig, men kun fordi jeg havde den bedste træner til at lære mig at forsvare mig, nemlig min far” Sagde hun og sendte ham et stort og kærligt smil. Hun var mega stolt over sin far, selvom nogen da havde gjort grin med hende og hendes fa. Men hun havde sat dem på plads, han havde endda været oppe og slås men en sort elver mand der var få år ældre end hende, og det havde været ham der var gået derfra og havde tabt fighten.

Da han spurgte hvordan det gik med klanen var Xakle nok ikke den bedste til at svare på dette, hun havde primært holdt sig for sig selv i de 20 år Gale havde været væk i, mest fordi hun brugte tiden på at træne og øve sig med sin bue og pil og sådan. Hun var ikke den mest sociale person der fandtes, og det var noget hun ikke havde noget i mod at være. Så skulle hun ikke forholde sig til andre. ” Altså jeg har aldrig været så social med de andre i klanen efter du rejste. Mor talte ofte om dig, hun savner dig, selvom hun ikke er meget for at indrømme det. Jeg har også savnet dig” Sagde hun og så ned i bordet.

af Gæst Tirs 14 Aug 2018 - 18:20

Gale måtte også selv indrømme at det var ekstremt rart endelig at sidde og tale face to face med sin datter igen. Der var bare så mange ting man ikke fik med over et brev, uanset hvor godt man skrev, så det endelig at se hende igen, mærke hende da de krammede, høre hendes stemme... Ja, det var næsten helt overvældende at have hende så tæt på sig igen, men udelukkende på den gode måde, for han havd ejo for fanden savnet hende helt vildt, men også vidst han ikke kunne blive hængende. Både fordi han havde de forskelle han havde fra sortelverne, der havde givet lidt gnidninger med klanen, men også grundet han umættelige tørst efter kamp og kaos... Godt nok kæmpede sortelverne en del, men absolut ikke nok til at stille den lyst, det behov han selv havde for det. Når man var vokset op med kamp hver evig eneste dag, så manglede der bare noget hvis man ikke tit kom ud i de situationer igen. Det var jo også derfor han havde takket ja til Love's forslag om at kæmpe for ham i undergrunds ringen... Det var alt for perfekt at han havde et sted han kunne lade galskabet få frit løb.

"Godt at høre.. Du må også være ved at blive lidt af en ekspert til det, så," sagde han med et smil. Hun havde allerede været exceptionelt god med buen da han forlod dem, så tyve års ekstra træning oveni måtte da have gjort hende formidabel til at ramme sit bytte de helt rigtige steder. Og ja... Hun var skam ikke den eneste der lod til at være tilfreds med hans træning, så på et eller andet punkt måtte det vel være noget han var rimelig god til, med hvoran det også var gået med Allistor det årti han havde trænet ham i.

"Jeg ved skam godt du ikke er den mest sociale... Jeg ville være en rimelig dårlig far hvis jeg ikek vidste det," sagd ehan så med et grin, og tog en god, stor tår af sin whisky igen, før han kørte en hånd gennem sit hår. "Men du havde alligevel altid mere kontakt til klanen end jeg havde. Jeg var trods alt en outsider. Det er ikke lige det nemmeste at vinde deres tillid."

af Gæst Man 20 Aug 2018 - 14:34

Xakle kunne ikke helt tilgive sig selv for at der var gået så længe før hun opsøgte sin far igen. Selvom de havde haft kontakt sammen via breve, men hun havde forladt sort elvernes område for at være sammen med sin far, hun havde ikke sinde igen at lade han rejse fra hende. Man kunne nok på et eller andet punkt kalde hende fars pige, og det havde hun altid været og ville altid være det. Glasset på Whiskayen bleb løft før hun tog en tår af den og sendte sin far et kæmpe smil. ” Det er da endnu ikke lykkes mig at misse en ørn der var i luften, så må vidste nok kalde mig selv ekspert, jeg rammer alt jeg vil ramme” Sagde hun med en hvis stolthedi stemmen. Ja hun var stolt og hun havde ret til at være det, selvom andre måske mente hun pralede for meget, men Xakle var ligeglad, for hun vidste at det var fordi de andre var jaloux på at hun var så dygtigt som hun var. De andre på hendes alder havde da også udfordet hende flere gange hvor de havde tabt udforderingen, som Xakle havde forladt med et kæmpe smil på læberne. Der havde da også være fyre som gerne ville hende og mere end bare venskab, fordi hun var så dygtig som hun var og på grund af hendes udseende, men hun havde afvist hver og en, med et koldt blik og iskold stemme.

Et lille grin kunne ikke helt lade være med at forlade hende læber, mens hun sendte sin far et kæmpe smil. ” altså det gik ret godt i klanen inden jeg forlod den, samt at hver eneste single mand der var i klanen forsøgte sig igen og igen at få mig. Men seriøst jeg gider ikke en mand som er så desperat og uintilligent som dem, tage mig for mit udseende og min evne ttil at skyde med bue og pil samt at forsvare mig selv. Det gir bare ikke mening” Sagde hun og så på ham med lidt hård hed i stemmen, mange kunne ikke forstå hvorfor hun ikke bare tog en af dem og så kom videre, fik en familie og børn og alt sådan noget. Men det sagde bare ikke Xakle det samme som alle andre. ” Ja det rigtigt far, men efter du rejste særligt blev jeg vidst også lidt en slags outsider, men ja tager det ikke så tungt, men fik bare nok og ville være sammen med dig, for du forstår mig da i det mindste og ikke bare tvinger mig til at gifte mig med en klaphat. Mor var faktisk ret irriterende til sidst, for hun blev sammen med de andre kvinder ved med at prøve at få mig til at tage en de af desperate mænd” sagde hun som var det noget der var helt normalt inden hun igen tog en tår af glasset og smilende satte det på bordet. ” nå men fortæl lige far, der må jo være noget du kan fortælle som vi ikke har skrevet om i brevene” Sagde hun for at vende samtalen væk fra det, som skete med hende og omkring hende til om hendes far.

af Gæst Fre 31 Aug 2018 - 20:13

Gale havde som sådan ikke noget imod der var gået denne tid. Tiden var gået før han rigtigt havde vist af det alligevel, han havde lavet så mange ting siden da... Inklusive nogle ting han ikke vill ehave hun skulle vide noget om, for hendes eget bedste. han havde for eksempel på fornemmelsen at hvis hun kendte til undergrundsringen, ville hun bare prøve at slutte sig til den... Og kampene der var til døden, og du vidste aldrig hvem du blev parret op med til en kamp før du stod der. Hvis de endte med at stå mod hinanden? Det ville være det værst tænkelige scenarie. For uanset hvor meget han elskede hende, så vidste han at kamp fik ham ind i en helt anden personlighed, og... Han vidste ikke hvad han kunne finde på der, hvis hun stod der. Så nej, dén del skulle hun så absolut ikke vide noget om. Ikke medmindre han kunne være sikker på hun ikke ville tage derhen, og det va rhan absolut ikke sikker på at han kunne.

"Det lyder godt," sagde han med et let grin. "Bue og pil har jeg altid været elendig til.. Men giv mig en modstander foran mig, og de er heldige hvis de ånder når jeg er færdig..." for ikke at sige at de var heldige hvis så mege tsom én knogle i kroppen stadig var hel. Man fik ikke kaldenavnet 'Bonecrusher' i en så brutal del af byen her, uden at være endnu mere brutal end byen kunne være. "Og godt at høre det da er gået dem godt efter jeg forlod dem..." han kunne dog ikke ladevære med at smågrine af hendes næste kommentar. "Hmm, det kan måske være der stadig var et par af mine gener der gik igennem så," jokede han og blinkede let til hende - nu hans race jo trods alt havde det med at tiltrække alt og alle, i alt fald den subrace han var en del af.

"Og kun godt du holder fast i dine principper... Du har ret, de skal ikke bare få dig så nemt. De skal kæmpe for det. Vise sig værdige." han hældte en smule mere op til sig selv og satte så flasken lidt tættere på hende, i invitation til hun bare kunne tage mere hvis hun ville. "Det er heller ikke altid en dårlig ting at være en outsider. Det betyder bare at du tør gå dine egne veje og hviler i dig selv, stoler på dig selv. Det er nok en af de vigtigste egenskaber... Især siden du også vil have et langt liv. hvis du ikke kan stole på dig selv, hvem kan du så stole på? Så hold du bare fast i det..."

af Gæst Lør 8 Sep 2018 - 15:00

Xakle vidste intet, intet om det hendes far gik og lavede, havde hun vist noget om det, ja så havde hun nok prøvet at tale sin far fra det og alligevel ikke, for hun vidste hvad det betød for ham. Det var sådan han havde det bedst, det vidste hun og hun ville ikke tvinge sin far til at stoppe noget som betød noget for ham. Det var også en af grundene til at hun ikke havde forsøgt at tvinge sin far til blive hos hende og hendes mor. Men Xakle ville ikke selv lade sig blive en del af sådanne grupper. Ikke fordi hun ville være bange for at tabe og miste livet, men fordi det var noget hendes far var en del af, og derfor ville hun ikke.

Der slap også et lille grin ud af Xakle som han sagde at han altid havde været elendig til bue og pil, hun kunne ikke lade være med at smile stort og lidt grinende sige ” Det ved jeg, men du er så bare bedre til at slås, jeg kan sagens slås, det ved du. Men tvivler på jeg nogensinde bliver lige så stærk og god som du er” Hun sendte ham et stort smil. ” Men til gengæld findes der ikke en bedre læremester end dig” Sagde hun og sendte sin far et særligt blik, et blik hun altid kun havde givet sin far. At der skulle være nogen af hans gener i hende, kunne hun ikke lade være med at grine lidt over, ” Det er der helt sikkert og jeg er stolt over det” Sagde hun og grinte lidt.
Der kunne man igen se at de var i familie, for de havde begge sammen holdning, om at skulle være værdig for Xakle. ” Præcis, men måske den eneste rigtige til at finde mig en mand, sidder lige overfor og er min far” Sagde hun drillende men også en smule udfordrerne, om han turde tage udfordringen op og finde en mand til hende, måtte han jo selv bestemme. Glasset blev løftet blot for at tømme det i en mundfuld inden hun satte det fra sig og tog flasken som han satte den hen mod hende, hældte op i glasset og tog en tår. ” Den er virkelig god den her” Sagde hun og løftede glasset til en skål. ” præcis, du har ret, som du altid har haft. Men kom nu fortæl mig noget om det du laver du ikke fortæller i dine breve, der må jo være noget” Sagde hun og smilede stort til sin far.

af Gæst Man 10 Sep 2018 - 14:25

Gale smilede skævt og tog en tår mere af sin alkohol. Rigtigt nok, hun var også god til at kæmpe, men det var - for at sige det mildt - ikke noget i forhold til når han selv gik amok. Men igen, han havde allerede en fordel i dæmon styrken, og når man så havde kriger magien oveni? Ja, så var det svært at toppe det. Det var kun vampyrer han var påpasselig med at kæmpe mod, især nu han vidste de blev stærkere med alderen, så hvis de var bare et par århundreder, så ville det være svært for ham at vinde. Medmindre de altså var uerfarne i kamp, det gav trods alt en del at han havde kæmpet nærmest hele sit liv. Han havde kun lagt en dæmper på det mens han havde været med Xakle og hendes mor, men han var også ved at blive vanvittig af ikke at få alle frustrationerne ud, at få al det kaos og blod han var blevet afhængig af, og det havde skyndet på hvornår han blev nødt til at tage fra dem. Det var også derfor han elskede hans nuværende 'job' - det gav ham alt hvad han kunne drømme om af det, og mere til. "Rigtigt nok... Men nu har jeg også fordelen både i alder og race. Du klarer dig ekstremt godt for de forudsætninger du selv har," sagde han med et lille smil på læberne.

"Siger du det..." han grinede let og rystede let på hovedet. "Spørgsmålet er om jeg nogensinde ville finde nogen jeg synes er værdig til dig. Det er måske lige lovlig meget 'far-agtigt', men kan du virkelig bebrejde mig. Der skal lidt af en mand til for at passe til dig, Anathea..." og der kom kælenavnet til Xakle selvfølgelig frem, som han så på hende med et blidt blidere smil om læberne end før. Meget kunne man sige om ham, men en hengiven far var han stadig. Mere hengiven end de fleste forventede af en dæmon. Han sukkede dog let da hun blev ved med at grave i at ville vide hvad han ellers havde gang i. "Okay, men du siger det ikke videre til nogen. Det er meget tys-tys, selv i det kvarter der foregår i." sagd ehan så først, og ville have hun skulle love det før han fortsatte med at fortælle om det.

af Gæst Lør 29 Sep 2018 - 15:00

At sidde og kunne snakke sådan her med sin far over et glas alkohol, var der noget bedre? Faktisk ikke, det var virkelig rart bare at sidde her og snakke og kunne se hinanden, det havde der jo ikke været noget af siden han rejste, og det var bare ikke det samme som at skulle sidde og skrive breve til ham. Så hun værdsatte sig selv for at have taget det valg hun havde, om at være hos sin far igen. ” Ja det er der jo ingen tvivl om at du har far, du er jo noget ældre end ja mig, det ville jo også være umuligt at jeg ville være ældre end dig” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Det ville på ingen måde være muligt at hun var ældre end ham, samt at hun aldrig ville blive ældre end ham, medmindre han blev dræbt. Men det var noget hun tvivlede stærkt på at han nogensinde vil blive dræbt, han var sku for god til at kæmpe og for klog til at lade sig overliste af andre.
Der kom selv et lille grin fra Xakle som hendes far også grinte lidt over det hun havde sagt. ”Det ikke til at vide far, men det kunne være en udfordring? Hvis du tør” Sagde hun smågrinende og udfordrerne. Som han brugte hendes kælenavn som kun han brugte og som hun kun lod bruge det, var der andre der begyndte at bruge det, fik de klar besked om at de skulle lukke kæften eller de ville få en på hovedet. Anathea var hendes fars navn til hende og ingen andres.
Hun kunne godt lidt fornemme på ham at han ikke var så glad for at hun blev ved med at grave i at ville vide hvad han lavede. Hun var ligeglad, det var hendes far og hun ville jo gerne vide hvad han lavede, ikke at hun ville gøre det samme som ham, hvis det var det han var bange for eller hvad det nu kunne være. Hun var spændt på at høre hvad det var og også lidt nervøs for at d et var noget som i sidste ende kunne koste ham livet. For fanden hvor ville hun ønske at hun havde kunne læse tanker, ikke at hun ville læse hendes fars tanker hele tiden, men bare vide lidt om alt det han tænkte på. ” Far har jeg nogen sinde afsløret nogen af vores hemmeligheder? Har jeg nogen sinde sagt noget videre du har sagt jeg ikke måtte sige videre?” Spurgte hun lidt såret som var det fordi han ikke rigtigt stolede på hende, det gjorde lidt ondt på hende, selvom hun prøvede at skjule det for ham.

af Gæst Søn 30 Sep 2018 - 2:49

Det var... Lidt mærkeligt at sidde bare sådan og helt roligt tale med sin datter igen, efter så mange år, men samtidig også rart. At om ikke andet vide at hun havde det godt og klarede sig strålende - som han jo kunne se at hun gjorde, ellers ville hun sku ikke sidde og være så energisk som han kunne mærke på hende at hun var. Men igen, han havd ejo også oplært hende, opdraget hende, til ikke bare at lade folk træde på hende, så selvfølgelig klared ehun sig da fint. Og det var nok også der at noget af fader rollen igen spillede ind, det med at finde en der var værdig til hende... Det ville nok være noget vær umuligt. Der skulle i alt fald noget af en mand til for at være lige præcis denne sortelver værdig, det var Gale helt sikker på - selv hvis han ikke havde været her, så ville Xakle sku helle rikke bare finde sig i at være sammen med hvem som helst, så meget vidste han da.

Han sukkede derpå let, og strøg en hånd gennem sit hår. "Nej, selvfølgelig ikke.. Men jeg kan ikke være for forsigtig med det her." forklarede han så. Det havde skam ikke været intentionen at såre hende sådan, han blev bare nødt til at være helt sikker. "Jeg er gennem en ven kommet med ind i undergrundskampene, i nok den mest brutale af ringene." sagde han så endelig, som han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene let over kors.

"Reglerne er simple. Alt er tilladt, på nær hjælp fra andre. En mod en. Vinderen får penge præmien, taberen mister livet." han trak let på skuldrene. "Jeg nærmer mig vel nok en hundrede kampe, nu." som han jo så helt åbenlyst havde vundet, nu han stadig kunne sidde her og fortælle hende det.

af Gæst Søn 30 Sep 2018 - 15:04

Xakle var så stolt over sin far, det vidste han og det vidste alle der kendte dem, hun var fars pige og havde altid været det. Hun havde værd sat alt det hendes far havde lært hende og mere til endda. Hun vidste at hendes far var stærkere og langt bedre til at kæmpe end hende, men skulle hun vælge imellem hendes liv eller hendes far, ville hun vælge sit eget fra. For hendes far betyd så meget for hende, mere end han nok selv vidste. Det var nok også derfor at hun blev helt tavs som han fortalte om det han lavede, ikke at hun var sur på ham, for det var ikke. Havde hun været det, ville han slet ikke være i tvivl om det, han havde oplevet hende sur før og det var ikke altid et kønt syn.
Hun vendte blikket væk fra sin far og ned i bordet, hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre, et sted var hun jo bange for det ville ende galt for ham, et andet sted vidste hun også at han ikke gik i kamp mod en han ikke ville have en chance mod, så klog var han da, var han ikke? Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, kort overvejede hun at ville joine, men stoppede sig selv i de tanker, det ville ikke komme på tale for sådan var hun ikke og hun var helt sikkert ikke god nok, men hvad nu hvis hun så blev sat over for sin far? Aldrig ville det komme til at ske. ”bare du lover mig at passe på dig selv, jeg vil ikke miste dig.” Sagde hun og vendte blikket op igen og så over på ham, der var uro i hendes blik og stemme.

af Gæst Tirs 2 Okt 2018 - 12:40

Selvfølgelig vidste Gale også godt hvor stolt Xakle var af ham - og det gik også den anden vej. De var begge stolte og stærke som få, ikke bar elig enogen der lod andre trække rundt med dem, i alt fald ikke uden det var noget de selv ville, og som foregik på deres egne principper, som de allerhelst ville have det. De var kæmpere, begge to, nok bare på hver sin måde.. Gale lidt mere bogstaveligt, Xakle nok lidt mere mentalt selvom man da absolut helle rikke skulle undervurdere hende i reel kamp, men hvad kunne man ellers forvente når hun var blevet trænet af sin far i mange år før Gale havde rejst videre.

Han kunne godt se at hun havde den reaktion han havde forventet - let bekymring selvom af alle personer, var han nok en af dem man ikke rigtigt behøvede bekymre sig om, helle rikke når han havde gang i så farlige ting som dette. Men det var bare en del af ham... Han var afhængig af kamp, af den utroligt dejlige adrenalin og den blodsrus han kunne få fra kampene af. "Selvfølgelig. Jeg er her jo stadig, er jeg ikke? Det ville jeg vel ikke være, hvis jeg ikke passede bare en lille smule på," jokede han så med et skævt smil og blink til hende, blot for at løfte stemningen en smule igen, ovenpå den seriøse snak omkring undergrundsringen og det hele, for han ville fandme ikke have at hun skulle bekymre sig alt for meget. Nej, han vidste skam godt hvordan han passede på sig selv, selvom det heller ikke var det man ligefrem tænkte ove ri bersærkergang, som var hans foretrukne kamp metode.

af Gæst Søn 21 Okt 2018 - 16:09

Hvis Xakle blev stillet over for spørgsmålet om hun nogen sinde ønskede sig en anden far en den hun havde, ville hun sige nej. For de havde noget sammen som hun vidste at hun ikke ville få med en anden far, selvom de havde været væk fra hinanden i mange år, så var han den bedste far man kunne få. Selvom mange nok ville mene at den bedste far ikke ville være en far der ville skride fra familien. Men folk forstod bare aldrig hvorfor det var han havde gjort det, hun havde flere gange forsøgt at forklare men uden held og havde efter bare besluttede sig for at hun ikke gad bruge energi og tid på at forklare folk det.
Selvfølgelig var der kommet en let bekymring fra hende, selvom hun nok et eller andet sted, godt kunne havde tænkt sig til at han var med i sådan noget. Selvom hun lige havde sagt at han skulle love hende at passe på sig selv, vidste hun jo godt at han gjorde det. Havde han ikke gjort det, havde de jo nok ikke siddet overfor hinanden lige nu og snakkede. Men at hun havde siddet ved en grav eller et andet sted og kun havde en envejskommunikation sammen. Ordene som han kom med, kunne hun ikke helt lade være med at grine lidt over, han havde jo ret, hvilket han det meste af tiden havde. Xakle kunne godt lide at hendes far vidste en masse ting og aldrig lagde finger imellem de ord han ville bruge. Han sagde tingene lige ud, sådan havde det altid været, selv da hun havde været barn og forsøgt at stikke en lille løgn, var hun blevet taget i det med det samme. Hvilket havde været derfor hun var holdt op med at prøve at lyve overfor sin far.

” jeg banker dig hvis du kommer til skade, så er du advaret og skulle du dø, så genopliver jeg dig kun for at slå dig ihjel igen for at blive slået ihjel” Sagde hun og grinte lidt, det lyd dumt, men det havde også været mening at det skulle lyde dumt og at de skulle grine af det. ” du har ikke nogen flotte mænd med i den der gruppe ting du er i ? Som måske kunne blive min mand? Hvis altså han vinder en kamp mod dig” Sagde hun og smilede, så måtte hun se om hendes far gennemskuede hvad hun mente eller at han ikke ville forstå den.

af Gæst Tirs 23 Okt 2018 - 16:37

Xakle var skam ikke den eneste der havde haft lidt problemer med det. Der var mange der havde spurgt ham hvorfor han var taget afsted - men udover hans kone og Xakle havde der bare ikke været folk der forstod præcis hvor vigtig kamp var for ham. Det var en del af ham - noget han aldrig ville komme af med. Han var vokset op med at skulle kæmpe for overlevelse nærmest hver evig eneste dag, opfostret af sin bloddæmons far... Det lå bare som en vigtig del af ham, han følte sig tom, hul... Forkert hvis der ikke var nok kamp i hans liv. Godt nok havde der været en del kamp hos sortelverne, men ikke nok der havde været desideret liv og død. Og det var dén type kamp og vold han higede efter. Han følte sig bare ikke rigtigt i live medmindre han gamblede lidt med sit liv fra tid til anden.

Derfor var undergrundsringen perfekt for ham. Blodet og galskaben flød frit i stride strømme, og hans elskede adrenalin pumpede hårdt igennem ham hver gang, gjorde ham helt høj på blodrusen. Der var en god grund til at de tit vented eop mod ti minutter før de lod ham komme ud af ringen igen, selv efter han havde slået sin fjende ihjel, da der ellers var en vis risiko for at han blot ville fortsætte med at kæmpe, al for høj på rusen og stadig i sin bersærkergang som følge deraf.

"Det siger du jo," sagd ehan så bare med et grin, og tog endnu en tår af sin alkohol, før han trak på skuldrene. "Det ved du jo ikke er muligt, når det er kampe til døden. Der er åbenlyst ikke nogen de rhar vundet en kamp mod mig endnu. Og de fleste af dem er også åndsforladte typer der slet ikke fortjener en kriger som dig."

af Gæst Tors 15 Nov 2018 - 20:20

Xakle ville ikke tænke over fortiden længere, det var trosalt ikke kun derfor hun var kommet til sin far, for at skælde ud eller fortælle alt muligt andet. Hun havde taget til sin far, for at blive en del af hans, blive fars pige igen, altså sådan rigtigt og ikke bare over brev. Med et tår af alkoholen var hun næsten ved at kvæles i det som der kom et grin, da hendes far ikke opfangede hvad hun egentligt mente med det hun havde sagt. Efter at have lykkes hendes sluge alkoholen uden at sprøjte det ud over det hele fik hun hostet et par gange. ” Far, kom nu lige ind i kampen altså, du forstod den ikke” Sagde hun og prøvede at holde sammen på sig selv for ikke at bryde ud i alt for høj en latter. ” Der er ingen der har vundet over dig, altså er der ingen der er værdige nok til fars pige” sagde hun og blinkede til ham.

Atter en tår blev taget af alkoholen, før hun rejste sig og gik lidt rundt i rummet, det var lidt kedeligt bare at sidde der overfor hinanden og snakke, det virkede en anelse for seriøst til at Xakle gad forsætte med at sidde sådan. ” Hvornår skal du kæmpe igen? Må jeg komme med?” spurgte hun og vendte sig mod sin far og havde et håbefuldt smil på læberne. Hun havde ikke i sinde at kæmpe selv, selvom hun nok godt ville kunne klare sig sådan rimeligt, men hun havde bare virkelig ikke lysten til at miste livet i sådan en kamp. Men hun kunne godt tænke sig at se det, havde hun besluttet sig for, ikke fordi det ville være særlig fedt at se sin far kæmpe mod en anden, som kunne koste ham livet. Det var jo ikke lige frem enhvers piges drøm at se sin far blive dræbt. ” Bor du egentligt her alene?” Spurgte hun blot for at skifte emne og tanker. Måske hun skulle flytte hjem til sin far? Det ville være billigere og bedre, for så var hun ved sin far.

af Gæst Søn 18 Nov 2018 - 12:25

Gale sukkede, smilede let, og rystede på hovedet. "Nej, du misforstår mig. Det jeg mente, er jo netop at de ikke er værdige nok til dig når de ikke kan finde ud af at vinde over mig." det var nu lidt sjovt sådan som de bare talte forbi hinanden med det. "Nok netop fordi det er så åndsforladte typer at de ikke aner hvad de skal gøre mod en forstærket berserkergang." han tog en tår af sin alkohol igen, en stor en, og så var kruset tomt, og han hældte en smule mere op igen.

"Nej, man må ikke tage andre med ind. Reelt set må jeg slet ikke fortælle dig om kampene, men det skider jeg sq lidt på. Hvis du bliver opdaget igang med at snige dig derind vil de tvinge dig til at kæmpe, også, og det skal du ikke ud i. Ikke op mod nærkamps krigere som langt de fleste er." det var trods alt de allerværste modstandere for en bueskytte at være oppe imod. "Men ja, jeg bor her alene. Det er dog ikke mit eneste sted. Men jeg er den eneste der har noget med alle stederne at gøre, ja. Det er langt det mest praktiske med... Ja, hvad jeg er." de fleste ville trods alt nok få spat af at høre på de... Natlige aktiviteter. Eller på hvor tit der røgblod rundt overalt. Selv her var der stor af blod nærmest overalt, det gav ikke den store mening at gøre det rent når der bare kom mere blod ind et par dage senere.

af Gæst Man 7 Jan 2019 - 21:22

Xakle kunne ikke helt lade være med at grine over det, at de havde talt forbi hinanden, det havde ikke været første gang dog havde det været længe siden de gjorde det sidst. ” jamen så er vi jo enige ” sagde hun og smilede til ham ” Det jo bare godt at vi er enige ? ” forsatte hun med et smil hun gik over til sin far og stillede sig bag ved ham tog flasken for at fylde op i hendes glas igen. ” ærligt har jeg heller ikke helt den store lyst til at se at nogen prøver at dræbe min far” Sagde hun og rodede rundt i hans hår.

Det var nu meget rart ikke helt at vide hvad der foregik, selvom hun alligevel var nysgerrig, men hun ville nu gerne se hvad det var de lavede og hvordan de kæmpede, men at risikere at blive taget i at snige sig ind og så skulle kæmpe mod nærkamps krigere når hun selv var bueskytte, det var nok ikke lige frem den bedste comby der fandtes. ”Far noget jeg gerne vil snakke med dig om” Sagde hun stille og gik lidt væk fra ham, hun tav og vidste ikke hvordan hun skulle starte den her samtale. Hun vidste hun havde brug for sin fars råd, han vidste jo bedst, han var jo hendes far. ” altså, jeg ved ikke hvad jeg vil ? jeg dur ikke rigtigt til noget normalt. Altså arbejde som alle andre” Sagde hun og sukkede stille. Hun havde ikke ret mange penge og mange af hendes penge gik til at betale for sit værelse og mad samt en masse alkohol. ” Jeg tænkte på noget…” sagde hun inden hun tav, hun kunne ikke tillade sig at spørge, hun var jo trosalt voksen. Hun vidste ikke rigtigt hvor hun skulle kigge hen og turde ikke helt kigge på sin far.

af Gæst Tirs 8 Jan 2019 - 19:45

"Ja, det er vi vidst." sagde han bare med et skævt, stille og roligt smil, før han tog en tår mere af sin egen alkohol. Så meget som han drak på en daglig basis skulle der trods alt noget af et læs til for at han rent faktisk blev påvirket, for slet ikke at tale om fuld. Han sad bare sådan der, og studerede roligt Xakle, nu han endelig kunne se hende ordentligt an igen, se på hvilke punkter hun havde ændret sig siden han sidst havde set hende... Virkelig se hvor meget hans lille pige var vokset op, til den stærke kvinde hun var dagen i dag som hun sad overfor ham.

"Jeg tror også der ville gå længe før der ville være den mindste risiko for at du får det at se." kommenterede han på det med at se ham dø, og gav hende et skævt smil - han havde bevidst gang på gang at selv når folk troede de havde ham, troede at han snart ville dø, så kom han sku tilbage... Han var flere gange blevet sammenlignet med ukdrut man ikke kunne slippe af med, og selvom det var ment som en fornærmelse, så tog han det som et kompliment til hans stædighed og overlevelses evne. For dervar vel ikke noget mere genstridigt, sværere at komme af med i naturen, end ukrudt? Du kunne aldrig helt dræbe det. Ligesom Gale.

"Hmm?" han løftede etøjenbryn og så undrende ove rpå hende da hun sagde der var noget hun godt ville snakke om. Han ventede tålmodigt, og smilede så let da hun endelig fik noget frem. "Det er ikke meget anderledes end mig... Du skulle bare vide hvor mange hære og vagt korps jeg er blevet smidt ud af." sagde han stille, før han igen lyttede, og så sukkede. "Bare sig det. Der er intet du kan sige der vil få mig til at tænke mindre om dig. Det burde du godt vide."

af Gæst Lør 4 Maj 2019 - 17:30

Xakle havde bevist valgte ikke at svare ham på de fleste af de ting han havde sagt, mest fordi hun lige nu havde en indre kamp med sig selv, at skulle stå her som en voksen og selvstændig kvinde og bede hendes far om hjælp til at klare dagen og vejen, var ikke lige frem det fedeste og heller ikke noget som hun ville indrømme. Hun havde allermest lysten til bare at forsvinde væk, hun var så flov over det her, hvordan kunne det være rigtigt at hun skulle stå her og bede sin far om hjælp. Xakle gik helt over til vinduet og forblev stadigvæk tavs, hun anede ikke hvad der gik af hende. ” Det ikke så meget det, det handler om far” Sagde hun stille og kiggede forsat ud af vinduet.

Det der med at gå, når tingene blev for svære for hende at håndtere, var ikke noget nyt, sådan havde det været længe, særligt fordi hun synes det var flovt at indrømme når tingene var svære. ” Jeg har brug for din hjælp far, jeg…..” sagde hun stille og sukkede tungt, det var så flovt det her. Hun vidste jo godt at hun kunne sige alt til sin far uanset hvad det handlede om. Men det her var bare ikke let. ” jeg har ikke så mange penge og de få jeg får, går til mad og det værelse jeg lejer” Sagde hun og vendte sig stadigvæk ikke mod sin far. ” Det er så pinligt det her far, jeg ved ikke hvordan jeg skal spørge” Sagde hun og måtte knytte sine næver over pinligheden. ” jeg vil gerne….” hun tav igen, måske var det bare bedst at hun lod være med at sige noget. ” det lige meget far, jeg klare den” kom det stille fra hende, hvorfor kunne hun ikke? Hun forstod det ikke ?

af Gæst Lør 4 Maj 2019 - 22:04

Gale studerede hans datter en smule som hun ad der og brugte utroligt lang tid på at tage sig sammen til at fortælle ham hvad end det nu var hun syntes hun skulle have ud af systemet. Han sad bare der og ventede tålmodigt - han var sikke rpå at hvad end det var hun ville sige, så skulle hun nok få det sagt, med tid og tålmodighed nok - hun vidste jo godt at han aldrig ville dømme hende for noget som helst, gjorde hun ikke? Med alt han selv havde gjort gav det i alt fald ikke mening hvis han nogensinde skulle dømme hende for noget som helst.

"Hmm? Hvad er det så?" spurgte han stille og roligt, som han ventede på at hun kom frem til sagen og fortalte ham hvad det var han så tydeligt kunne se plagede hende. Han smilede blot let da hun kom frem til sagen - penge, det var det det handlede om? Det kunne han jo noget så snildt, noget så nemt få ordnet for hende, med alt det han for tiden tjente på de mange kampe han gik med til i undergrunds ringen. "Hvis det er du har brug for penge, så bare sig til. Ingen skam i det. Vi har alle brug for hjælp engang imellem, og jeg har utroligt mange penge i forhold til hvad jeg egentligt har brug for. Sig til, og du får noget. Du er trods alt min datter. Jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe dig."

af Gæst Søn 12 Maj 2019 - 17:10

Xakle vidste godt at hendes far ikke ville have nogen problemer med at hjælpe hende, og det betød rigtigt meget for hende, men det at skulle spørge sin far om man måtte flytte hjem til ham, var ikke lige frem noget hun som voksen var stolt over. Havde hun bare haft nemmere ved at passe et arbejde og passe ind i et samfund som så mange var, havde hun ikke haft brug for at spørge sin far om hjælp til at overleve og hjælp til at have et sted at bo.

Der kom et stille suk fra hende, som hun vendte sig imod sin far. ” Det ikke bare penge, det nu faktisk ikke så meget det, det handler om far” sagde hun stille og kløede sig i nakken. Tag dig nu sammen kvinde! Han er din far og han vil altid hjælpe dig! Det kan virkelig ikke være så skide svært at få sagt det hun gerne ville sige. Endnu et suk kom fra hende som hun flovt slog blikket ned i gulvet. ” Jeg vil gerne spørge om jeg ikke kan bo hos dig?” Sagde hun stille og næsten utydeligt. ” Far det er så pisse flovt det her! Jeg en voksen kvinde og kan ikke engang sørge for at have et liv og et arbejde og kunne leve ordentligt. Jeg er en stor fiasko” Forsatte hun stille og turde ikke kigge over på sin far. Bare han ikke blev flov over at hun spurgte om dette, eller at han ville grine af hende og nægte det. Ikke at hun troede at han ville gøre det, men tankerne var der da.

af Gæst Man 13 Maj 2019 - 13:14

"Hmm? Hvad så?" spurgte han stille, og lænede sig tilbage i stolen, ventede egentligt bar epå at hun spyttede ud med det, men håbede også at hun gjorde det snart - han var trods alt ikke selv den mest tålmodige person, og som hans datter, ja, så vidste Xakle jo udmærket godt at han var sådan. det havde han alle dage været. Tålmodighed havde bare aldrig ligget til ham... Hans mor, ja, men hans far og ham selv? Nej. Aldrig. Ting skulle helst ske her og nu uden de store forsinkelser.

"Ah. Jo, det er da intet problem - jeg har mere end ét sted trods alt, så intet problem for mig om du bor det ene af stederne, så længe du kan håndtere at jeg altså bare tager det der er tættest på mig når jeg skal sove, om det så er der hvor du er eller ej," sagde han og trak på skuldrene, før han kunne høre hvor meget det gik hende på - hvorpå han sukkede, og gik hen for at kramme hende ind til sig. han var normalt ikke den mest omsorgsfulde person, men lige med hans datter kunne han godt gøre en undtagelse. "Rolig. Du er ikke en fiasko. Selvden bedste har brug for hjælp indimellem."

af Gæst Ons 22 Maj 2019 - 12:49

At hun endelig havde fået nosset sig sammen til at sige det, føltes det faktisk slet ikke på nogen måde lige så svært som hun havde gjort det til. Hun vidste jo godt at hendes far ville have sandheden og man ikke skulle pakke tingene ind. Men også at hun jo godt vidste at hendes far aldrig ville nægte at hjælpe hende, det han havde i hvert fald aldrig gjort. Så hvorfor hun havde været så skide bange, var jo til grin og unødvendigt.

Som hendes far fortalte at det kunne hun sagens og at han bare kom hvis han var i nærheden og ville sove der. Det gjorde hende heller ikke det store overhovedet, som han rejste sig og gik over krammede hende ind til sig, krammede hun ham tilbage. ” Det ved jeg far, men nogle gange føler jeg det, fordi jeg ikke klare mig selv og leve ondt som andre kan” sagde hun stille og hvile sig ansigt mod han skulder. Det var rart at hendes far var som han var. Og det at han ikke bare skubbede hende væk og blev sur over hun ikke havde styr på sit liv. Et sted vidst hun godt at det aldrig ville komme til ske, men hun frygtede det da alligevel, heldigvis behøvede han ikke det.

// sorry det blev lidt kort

af Sponsoreret inhold

Hey Daddy, it's me - Gale

Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale

Sv: Hey Daddy, it's me - Gale