Så.. Du er ligesom mig? - Viktor (fortid)

Da hun spyttede på Viktor, løftede han et øjenbryn og smilte svagt. Idioti af det lille pigebarn, han slap hurtigt grebet om hendes kæbe, kun for at lade hånden flyve igennem luften mod hendes kæbe. Følelsen af at mærke hendes kæbe mod sin hånd var altid rar. Viktor slap grebet om hendes hår, og lod lidt hår glide ud af hånden, som han rejste sig op.

”Hvem siger du er mig værdig..” lød det, som han gik hen til hende og greb fat i hendes kjole og rev et lille stykke af den, så han kunne tørre spyttet af. Viktors kølige øjne gled ned over stoffet, som han havde tørret spyttet fra ansigtet væk.

Han lod stoffet glide ud af hånden og ned på jorden, inden lod en fod flyve mod den liggende draconians hoved. Stædig rad, at hun sådan virkelig ville udsætte sig selv for det her.
"Hvad kan du tilbyde mig?" spurgte han og gik mod hende.

Hun knurrede forsat af ham, mens han slog hende og tørrede spyttet væk. Hun viste ikke hvorfor, men noget i hende var kommet frem til at det var vigtigt at det blev ham her som skulle træne hende. Men hvordan i alverden skulle hun overtale ham?
Så da han lod en fod flyve mod hendes hoved, fik hun flyttet sig nok til at støvlen kom få millimeter forbi hendes hoved, mens hun snerrede.
"Stædighed." hvorefter hun huggede som en slange og lod sine tænder bide sig fast i hans ben, mens hun knurrede. Hendes hænder var stadig dragekløer, som hun lod glide let henover hans bukser og skar igennem dem, men selve huden ridsede hun kun let, så han fik nogle røde striber. Men hendes klør var utrolig tæt på hans private dele, hvilket var meningen.

Mens hendes tænder var begravet i hans ben, fik hun skubbet sig selv op så hun kunne vride sig rundt og få ham til miste en stor del af hans balance, samt hun kunne hamre sine ben ind i hans andet ben samtidig med at hun slap sit bid i benet. Derpå flængede hun det stykke af hans bukser der holdte dem oppe, bare fordi hun havde chancen og fordi hun var gal nok til ikke at tænke.
Hendes hjerne var slået over på et punkt hvor det hele nu drejede sig om at være den stærke og den som havde magten.
Hun sprang op på hans brystkasse og hvis han ikke var væltet, så var der utrolig stor chance for at han gjorde det nu.
"Gamle nar. Bare fordi du er større og stærkere, betyder det ikke at du har ret til at trampe på andre der gerne vil lære noget.." Hun snærrede og hæsede som en drage med blottede tænder.

Det var ikke just behageligt, at hun pludselig blev et dyr, som hun greb fat i hans ben og bed ham. Hendes klør skar hans bukser op, hvad var nu formålet med det? Oh.. Han mærkede hendes hånd lidt for tæt på.

Viktor mærkede hvordan hun fik skubbet ham ud af balance, hvorefter han faldt. Et grin, som han faldt ned og inden han mærkede hende hoppe op på hans brystkasse, Viktor grinte og så op på hende, som hun blottede sine tænder. "Jeg har ret til at gøre lige det jeg vil." lød det køligt, som hans latter stoppede og de mørke øjne atter blev kølige. Nu spændte Viktor armen, som han fik den fri inden hans hånd greb fat om hendes hals og begyndte at stramme grebet.
Med sin styrke og vægt væltede han Melisandre om på ryggen, hvor han sad mellem hendes ben på knæ og så ned på hende. Hans hånd var stadigvæk placeret på hendes hals med et stramt greb, nok på nippet til at man ville føle man blev kvalt.
Den anden hånd gled hen over skældet, inden han greb fat i et stykke skæld og begyndt at trække til, så det ville i sidste ende blive flået af.
"De stærke hersker, de svage følger ordre." lød det med en sammenbidt ansigtsudtryk, som han begyndte at flå til i skældet.

Da han greb hende om halsen, snappede hun ham i armen. Men det holdte ikke længe, eftersom hun kom med et gisp over den hårdhed han brugte til at vælte hende om på ryggen. Noget ved det stramme greb fik hendes hjerne til at blive bevist om hvad der forgik og måden han sad på mellem hendes ben.
Hun hørte hans sammenbidte ord og mærkede hvordan han begyndte at flå i et af skællene på hendes ene hånd. Hun glemte alt om at være vred og fokuserede om sine forsøg på at få væltet ham af sig og forvandle sine kløer tilbage til hænder. Men smerten han forsagede forhindrede hende i at fokusere ordenligt. Hun begyndte at jamre og endte med at skrige i smerte, da han fik rykket et skæl fri.
Dét fik hendes hænder til at vende tilbage i et split sekund. Hun kæmpede som en vanvittig for at komme fri, men blev blot kvalt mere og mere. Men smerten forhindrede hende i at tænke klart og derfor modarbejdede hun sig selv.
Tårene løb med over hendes kinder grundet smerten, og samtidig var der et raseri som en storm under opsejling i hendes øjne.

Viktor kunne mærke hvordan skældet langsomt gav sig, hvorefter han rev til og så på det blodige skæld, ingen han grinte let og smed det på jorden.
"Forstår du nu, jeg får hvad jeg vil. Jeg tager hvad jeg vil, du er ikke i en stand til at stille nogen krav." lød det køligt, inden grebet om hendes yderlige strammede. Hans frie hånd klappede hende på kinden, og et køligt smil formede sig.

Viktor så ind i hendes øjne og slap så grebet om hendes hals.
"Du skal ikke dø i dag.. Det er du for stædig til.." lød det som han rejste sig op, og børstede sit tøj af.
Tænderne blev blottet og Viktor rakte hånden frem mod hende.
"Du kan følge efter mig, observerer og engang imellem stille spørgsmål. Men står du i vejen, så bliver det mere end skæld jeg flår af dig." lød det køligt.

Da han endelig slap hende krummede hun sig sammen om den hånd der havde fået skællet rykket af. Det sveg og gjorde ond som bare pokker, samt den havde et åbent sår hvor skællet havde siddet. Hun tænkte ikke meget over hans ord, men der var alligevel noget der hang fast. Han syndes hun var for stædig til at hun skulle dø i dag. Mente han noget godt med det? Det var ikke til at vide.

Hun fornemmede at han stod og så på hende, så hun rettede blikket mod ham og så hvordan han rakte hånden frem mod hende. Hun hørte tydeligt hans kølige ord og måtte synke en gang, inden hun formåede at nikke og hendes hånd skælvede let, da hun rakte den op mod ham. Selv hendes stemme skælvede lidt da hun talte.
"Ja, mester."

"Godt.." lød det med en kølig stemme, som han begyndte at gå forbi hende. Han havde ingen intentioner om at hjælpe hende med hånden, om at få hende til at få det bedre. Hun kunne skygge ham, men det var blot det.
Der var lang vej til at hun var en elev endnu, men starten var vel fin.

Viktor stoppede op, som han var gået et par skridt væk fra hende og vendte hovedet mod hende.
"Jeg rejser til aften, så vær klar der." lød det imens hans kølige øjne hvilede på hende. "Eller du kan forblive den skabning du allerede er, som hellere vil slikke på folks læber, end slå folk ihjel" lød det med en svag snert af sarkasme, som om nogen ville forblive hvad de var.

Hun rejste sig op og så lidt forvirret efter ham, da han gik forbi hende og nogle skridt videre. Men et lille smil kom frem på hendes læber, da han talte til hende også selv om hans stemme var kølig. Og den sarkastiske tone han sagde det sidste med, fik hende til at krympe sig en smule.
"Jeg skal nok være klar, mester. Det lover jeg." Hun bukkede let for ham.