I would regonize you anywhere! - Sean

Klokken er mange, og festen er godt i gang i dansekroen. Nymeth sidder dog på nuværende tidspunkt ned i det ene hjørne, betragter dem som er i fuld gang på dansegulvet. Hun må indrømme overfor sig selv, at hun har savnet dette sted, hele byen. Men den måde tingene var gået på, så havde hun ikke haft anden mulighed end at trække sig væk. Da hun fik nyt om hendes mors mordere, så var hun nødt til at jagte dem. Det var blevet en lang jagt, men sådan var det nu engang. Hun havde kun været tilbage i byen en lille uge nu, men hun nød det allerede. Hun tager glasset med den røde væske op til de pink læber, og smiler tilfreds som væsken rammer hendes tunge. Meget kunne man sige om dette sted, men udvalget var godt, både i vin og, ja andet.

Normalt ville hun nok være på jagt nu, efter en og have lidt sjov med, eller mad. Men det var ikke længe siden hun var kommet ind på kroen, efter lidt sjov med et intetanende menneske. Han havde ikke været noget særligt, men han havde været ganske fin når det kom til at få mad. Det var nok også derfor hun var mere passiv i sin opførsel lige nu end hun normalt var. Hendes farverige og anderledes hår og makeup, for ikke og tale om hendes påklædning og mangel på sko, havde allerede skaffet hende noget opmærksomhed. Men indtil nu havde ingen turde gå hen til hende. Hun drejede hovedet en gang, en hånd på hagen og en knæk lyd kom fra hendes nakke. Et dybt tilfreds suk lød fra hende, og hun strakte sig en smule dovent som hun lænede sig en smule frem og stillede vinen på bordet. Der måtte da være nogen der var en smule interessante, skulle hun seriøst begive sig helt op til de højrøvede, hun følte ærlig talt ikke for det. Det her sted var passende, lige i midten af det hele.

Som herskeren af Doomsville, gik man ikke i byen uden at tiltrække sig al opmærksomheden. Så var det næsten nemmere at lade være eller holde sine egne fester, skulle behovet opstå. Sean havde også holdt sin del af små fester, men det var mest for aristokraterne. Kontakter der skulle holdes, aftaler der skulle sikres og fordi, de skulle føle sig som de rige idioter de var. De eksklusive. Præcis som Sean var.
Men modsat dem, levede Sean et dobbeltliv. Eller et tredobbeltliv. Eller firdobbelt. Han var ligeglad med, hvor mange forskellige roller han egentlig dækkede - og hvor mange hemmeligheder der blot lå og ventede på, at nogen med en hjerne større end en sommerfugls, kunne gennemskue nogle af dem. Enten ønskede folk ikke at se det, ellers også var de alle for dumme til det.
Og måske...Kun måske...Kendte nogen til noget af det...Og var ligeglade. Gjorde intet for at begrænse Sean. Det var også en mulighed, og en rigtig sjov en. Ja, den kunne han faktisk godt lide. Hvem turde stille sig op mod ham i længden?
Manden, der overtog en by når han kedede sig. Archdemon. Selv om de færreste ønskede sig en alliance med ham, fandt ham skræmmende og ikke ti at stole på, klarede han sig jo fint. Det, de idiotiske adelige i andre byer ikke kunne se, kunne hans folk se. Hans klan, specifikt. Aldrig havde han haft mere loyale og dygtige mænd og kvinder.

Nå, nok om det. I nat var det netop i klanens tegn, at Sean var i byen. Han fik aldrig meget søvn. Om dagen var han hersker, om natten klanleder. Men han havde ikke brug for så meget søvn. Havde aldrig haft det. Takket være det, virkede han som en maskine, der aldrig kørte træt. Nærmest guddommelig.
Den sorte kappe lå neutralt om hans brede skikkelse. Stoffet faldt fladt ned fra hans skuldre og slørede hvem der var indenunder. Hætten var trukket op og ingen havde bemærket ham i længere tid. Denne kro skulle modtage en person, som Sean havde ventet på at snakke med, i alt for lang tid. En opgave i klanen. Nu havde han siddet her lidt for længe, nippet til sin kop med the - en ting, som kroen ikke havde været helt klar på at folk ville bestille om natten. Men han havde fået den.
Nej. Der var ingen grund til at sidde her, som en statue. Kun at se andre have det sjovt. Måske var det takket være hun altid skilte sig ud - eller altid og altid. Det var anden gang Sean rigtig så hende, eller havde bemærket hende. Alligevel var han ikke tvivl i om, at det var samme kvinde som fra markedsdagen.
Theen blev drukket færdig. Han rejste sig. Han måtte klemme sig udenom en del folk, før han nåede over bag hende. Hans hænder lagde sig afslappet på stoleryggen, før han lænede sig ned mod hende med et lille smil.
"Og jeg som troede du startede fester, ikke blot observerede dem. Er du faldet af på den?"

Okay nu var det efterhånden blevet en smule kedeligt det her? Der var da lige nogle ynkelige mænd der forsøgte sig med diverse kvinder på stedet, det var da underholdende, eller kun de første par gange, nu var det bare ynkeligt og se på. Hun knækkede sin nakke en gang mere som noget tumult fangede hendes opmærksomhed. Blikket blev vendt i retningen lyden kom fra, og så vidt hun kunne se var det et par der var oppe og skændes, sikkert fordi han havde været sammen med en anden, eller hun ikke fik opmærksomhed nok. Håbløse fjolser, kærlighed, tshh.. spild af tid.

Om det var fordi hendes opmærksomhed var trukket et andet sted hen, eller fordi han formåede og komme ubemærket over til hende vides egentlig ikke, men da hun mærkede tilstedeværelsen af en person bagved hende. Hun stoppede midt i den tår hun var ved og tage, glasset ramte lige nøjagtig ikke hendes læber, og hun kunne ikke helt holde det lille smil tilbage der prydede de pink læber som hun hørte hans stemme, den velkendte stemme. Godt nok havde de kun mødt hinanden en gang, men ikke desto mindre havde det været en begivenhedsrig dag, og Nymeth havde nydt hans selskab. Selvfølgelig kunne hun kende hans mørke stemme, og hvis ikke den så i hvert fald hans duft der nu var tydelig så tæt han var på hende. ”Det er kun interessant og starte fester hvis selskabet er det rigtige, og rent faktisk fortjener en ordentlig fest.” Hun tog den tår hun havde tiltænkt sig, før hun stillede glasset fra sig. Hun lænede hovedet bagover, drejet lige en anelse til siden så hun kunne se den maskuline mand der stod bag hende. ”Indtil nu må jeg indrømme det har været en ret så kedelig aften, men hvem ved måske det ændre sig.” Hendes stemme havde den sensuelle klang som altid lå over den, noget der faldt hende alt for naturligt. Hendes hoved blev rettet op igen, og hun kiggede ud på det der skete foran hende igen. ”Forsøger man og undgå masserne i den mundering? Det stik modsat af første gang jeg mødte dig.” Hun regnede ikke med hun behøvede og tilbyde ham og sætte sig ned, han var trods alt byens hersker, han kunne vel gøre som det passede ham? Det måtte være både en byrde og velsignelse at alle vidste hvem du var.

Genkendt. Et lille smil gled over Seans læber - et af de få, oprigtige af dem. Hun genkendte ham med det samme, trods de kun havde mødtes en gang. Selv om hans af udseende eller ligefrem stemme kunne virke genkendelig i hele byen, var det altid noget andet når man snakkede privat. Men så igen. Han var ikke sikker på om han havde forventet mindre af hende.
Han trådte rundt om bordet og satte sig over for hende. Han trak hætten af. Selv hvis folk genkendte ham, hvad betød det så? Tydeligvis var der ikke arbejde for klanen på denne nat alligevel. Så nu kunne han gå ind og ud af de roller han ønskede.
"Hmm...Fortjener jeg en fest?" gled et legende spørgsmål tilbage.
Han lænede sig ind over bordet og samlede sine hænder foran sig. Blikket gled ud til deres omgivelser et øjeblik. Slåskampen, der foregik over i det ene hjørne, men som flertallet ignorerede. Når det kom til stykket turde og ønskede folk ikke at blande sig. Det var ikke deres kamp.
Blikket gled tilbage til Nymeth.
"Vi har alle flere roller...Og jeg er ved at dø af nysgerrighed over hvad dine er. Blot den omstrejfende kvinde? Kvinden, der dukker op tilfældigt, når man mangler en form for underholdning?" Det trak svagt i den ene side, til noget der kunne minde om et svagt smil, men som alligevel ikke helt nåede derop.

Den legende tone i hans stemme, vækkede straks hendes eget legende sind, eller måske var det allerede aktiveret, hun var ikke sikker. Hun lod sin tunge glide let over sin læbe for at fjerne den smule vin der havde valgt og blive siddende imod de fyldige læber. Imens hun læner sig tilbage glider hendes blik henover byens hersker der nu sidder ved hendes bord. Hendes hoved falder lidt til siden "Har ikke helt bestemt mig for det endnu. Sidste dag var skam underholdende. men.." Hun stopper midt i sin sætning med et flabet smil på læberne, som hun læner sig frem imod ham og med en lige så legende tone i hendes sensuelle stemme afslutter hun sætningen "Det var den dag, i dag. I dag er en helt anden dag." Et mørkt glimt glider over de gråblå øjne før hun læner sig tilbage igen.

Roligt betragtede hun ham som hans blik gled tilbage på hende. Deres øjne mødtes, og hun kunne ikke lade være og smile som han begyndte og snakke om hvem hun var. Uden og sige et ord tager hun sit glas op, som hun så tømmer og skubber ind i armene på en tilfældig der går forbi. Vedkommende ser kort på hende, hun skænker ham ikke engang et blik,  hvilket får ham og gå op til baren med glasset uden at gøre mere ud af situationen. "Mange mænd har været nysgerrige over hvilke roller jeg er, og mange er gået i døden for at finde ud af det." Hun smiler og imens hun stadig sidder på sin stol skubber hun den langt nok ud til hun elegant kan kravle op på bordet imellem dem. På alle 4 kravler hun hen og sætter sig på bordet foran ham, et ben på hver side, overkroppen lænet frem imod ham. "Men du er jo ikke ligesom alle andre, er du Sean?" Den drilske sensuelle klang hænger ved den feminine stemme som hun retter sig op og skubber sit hår væk fra ansigtet med den ene hånd. "Spørgsmålet er om du kan følge med. Altså længe nok til at  finde ud af præcis hvilke roller jeg har?" Hendes blik falder kort ud på mængden, en god del af dem stirrer på dem. Om det fordi hun sidder som hun gør, at de har genkendt ham, eller hendes anderledes stil, eller måske en blanding, well det kunne også være ligemeget. Hendes blik bevæger sig tilbage til Sean, og hun giver ham kort et look over inden hun læner sig ned imod ham og lader en finger glide ned af hans kind. "Så sig mig, ohh store hersker. Hvor nysgerrig er du?"

Seans blik hvilede afslappet på hende. Han havde prøvet alt før. At snakke med kvinder - eller mænd - der var legende og mystiske. Nogle ting gad Sean ikke give sig videre med. Han vidste hvordan de endte, og det var som regel kedeligt. Men hvad med disse lege? Med folkene bag dem? Dem kastede han sig altid ud i. Det var det svage løfte om noget uventet. Det var det svage løfte om noget anderledes, noget der fik folk op af stolen...Eller måske ligefrem ham selv? Var der noget der kunne ruske op i den kedelige tilværelse?

Oh. Døden? Det var allerede lovende. Ikke fordi Sean jagtede døden som sådan...Men så igen. Hvad kunne dræbe ham? Intet. Så mange havde prøvet og prøvede stadig. Ofte små uduelige folk. Lejemordere. Nogle af dem fangede han og optog i sin egen klan eller vagtkorps på borgen. Sean var stærkt og han var ikke dum.
Han lænede sig tilbage i stolen, som hun kravlede op på bordet og satte sig foran ham med spredte ben. Alligevel var det ikke mellem benene at hans blik blev trukket. Det havde været for nemt. I stedet voksede hans smil, som han så mod hendes øjne. En arm hvilede på ryglænet bag ham, som han satte sig en smule skråt. Afslappet.
Øjenbrynene gled en anelse op af udfordringen, men endnu havde han ikke svaret. Hans hoved tiltede på gled, mens han overvejede det. Det var mere om det var tiden værd. Sean havde planer og selv om Nymeth virkede som en enspænder - men det vidste han jo ikke, gjorde han? - havde han lyst til at undersøge hvor mange dæmoner han hemmeligt kunne få over på sin egen side. Væk fra Natalia. Hvis han nogensinde skulle slå Natalie, var han nød til at skabe en lille hær af folk han kunne slå igen med. Men mange dæmoner var enspændere og uinteresseret i den slags. En skam.

Han rettede sig op og lagde en hånd på begge af hendes ankler, før han med et skub trak hende tættere på sig. Modsat hende, havde han ikke travlt med at bedømme omgivelsernes reaktioner. De var forudsigelige.
Hans arme hvilede på hendes ben, som han lænede sig frem mod hende. Ikke at han på noget tidspunkt overtrådte grænsen til det direkte intime. Hans mørkegrå, kolde blik gled op til hendes ansigt igen.
"Jeg har prøvet værre" bemærkede han roligt.
"Der er så meget, der har dræbt, men som ikke har fået mig. Jeg er sikker på, uanset hvad du finder ud af, vil det ikke udgøre den store udfordring. Eller måske netop...En sjov udfordring" For at være ærlig søgte Sean det. Det, der kunne udfordre ham og få ham til at føle sig i live. Ting, der dræbte andre, men kun gav ham skrammer. Som da han havde nedkæmpet et monster, et monster der nu hang til udstilling på borgen.
Som en slange gled han elegant og lydløst op af stolen. Hans ene hånd gled op af hendes ene overarm, som han lænede sig ind mod hende. Helt ind til hendes øre.
"Jeg lever for adrenalinen"
De små, hviskede ord. Det, der fik ham til at føle sig i live. Det eneste der snart kunne starte en ild i hans kolde og ligegyldige indre.
"Men inden du får præsentationsangst, så bare rolig. Jeg kan også sagtens finde på mit eget. Og selv hvis jeg ikke kender dine roller, kan jeg altid opfinde nogle til dig" Smilet voksede lidt. Ja, han havde lyst til kaos. Han havde lyst til...
Mord. Blod. Endelig gled hans blik ud over kroen. Men af helt andre årsager.



//Du får skiftet til nutid midt i dit emnesvar. Det er måske noget du skal være lidt opmærksom på