en ny start - Taliia

tid: sen efterårs aften
vejr: Sne
sted: Aguerne
omgivelser: Få væsner

Midnight sad op af et hus, hans vinger var ude, men blodige. han havde haft et dumt møde med sin onkel Nataniel. han var forslået, og så på sneen der faldt til jorden. den hvide sne, var helt blodrød omkring ham. han sad i en gyde, så han var ikke særlig synlig for andre, med mindre folk fandt de blodige fjer i sneen. han var svækket, da der var revet mange fjer ud af ham, og da han ikke havde spist i lang tid, havde han derfor ingen energi til at kunne heale sig selv. han var bange, og håbede bare, at han virkelig snart kunne få en ny start

Taliia var endlige blevet færdig med regnskaberne og havde besluttet sig for at hun ville slutte sig til mandskabet som hyggede sig på kroen "Den Skæve Skade". Hun kom gående hen af gaden og opdagde hurtigt blodige fjer i sneen, hvilket fik hende til at stivne. Frygten overskyggede alt, og hun satte i løb efter sporet af blodige fjer.
Snart fik hun øje på en ung knægt med som sad og var ret så forslået. Et lettelse suk undslap hende, da hun så at det ikke var hendes datter eller Azir, hvorefter hun gik hen, satte sig på hug ved knægten og rakte ham sin skindsæk med vand.
"Her, drik lidt vand. Kan du selv gå?" Hun havde allerede besluttet sig for at tage knægten med hen til kroen.

han så op og så en kvinde. han rystede på hoved. "Spild ikke deres vand. jeg skal bare hvile så healer jeg om lidt" sagde han og forsøgte at rejse sig, men fordi han var svækket. så lykkes det ham ikke.

"Dette er hvordan en halvbreed ser ud, når hans mors familie hader ham, for hans mors forsvinden" sagde han.

han sukkede lidt, og forsøgte så igen. det lykkes ham at komme op, men han måtte dog støtte sig til muren. han så på kvinden og kunne se at hun var en elver, men hvad slags kunne han ikke lige se

Hun så bekymret på ham, da han talte om sig selv. Der var noget ved ham, som hun syndes at kunne genkende, men hun kunne ikke helt sige hvad eller hvordan. Dog var hun hurtig til at rejse sig og komme hen, så hun kunne hjælpe med at støtte ham.
"Jeg spilder ikke mit vand. Jeg giver det til dig, du har brug for det. Hvornår har du sidst fået noget at spise? Lad mig hjælpe dig. Din krop trænger til varme. Jeg var på vej hen til "Den Skæve Skade", hvor jeg kender kromutter." Hun håbede på at han ville lade hende hjælpe, samt følge med hende. Det kunne ses i hendes øjne at hun ønskede at hjælpe.
Hvis han lod hende hjælpe sig, ville hun tage ham med hen til kroen.

han så på hende med sine midnatsblå øjne. "Jeg har ikke spist i måneder. betaler alt til min onkel, for at de mistede min mor på grund af mig. min mors familie hader engle, og min var var en af de høje engle" sagde han. han sukkede og tog derefter imod vandet. han drak ikke meget, da han virkelig ikke var vand til at folk ville hjælpe ham

"Din stakkel. Det kan de ikke være bekendt, da jeg er sikker på at det ikke var din skyld. Selv hvis det var fødslen der tog hårdt på din mor, så er det under ingen omstændigheder din skyld." Hun viste at hun selv hadede den del af Seuzans familie som havde skylden for at han var blevet drabt, men resten af familien havde hun intet imod. Hun så på ham og hans vinger.
"Du har virkelig brug for hjælp, særligt med dine vinger. Kom med hen på kroen, så kan jeg tilse dine sår og skader inde i varmen og du kan få et godt måltid." Hun lagde forsigtigt en arm om livet på ham og ville støtte ham så snart han begyndte at bevæge sig, samt lede ham hen til kroen..

///////////

Da de trådte ind på kroen, blev de mødt med støjen fra den fulde krostue. Hun kunne se at største delen af hendes besætning var her og det gjorde også at det gik utroligt hurtigt med at få alt det hun skulle bruge af rensevæsker, forbindinger, mad og drikke. Bordet blev placeret ved kaminen så hun og den unge knægt kunne få varmen.
Lige så snart han havde sat sig, stillede hun sig bag ved ham og fremkaldte sine healende evner.
"Spis og drik alt hvad du kan, så ser jeg på dine skader imens." Skibslægen Hellen kom over og hjalp med sine egne healende evner.

han så rundt, og kunne se alle de folk der var.
"Min mor forsvandt mens jeg var barn, og min far med. ingen ved hvad skete, hvilket nok er grunden til onkel Nathaniel ønsker mig død" sagde han og hev en blodig fjer af.
Han sukkede og lyttede til folks snakken.
"Så jeg spørger tit til en engel med navn Sigfried" sagde han og fik hevet alle de knækkede og blodige fjer af. hans krop rystede dog efter det. hver en fjer han selv hev ud var ufattelig smertefuld for ham, men hvis de kom ind skævt, ville han også få smerter af det

Hun mærkede hvordan hans krop rystede og forstærkede sin healende energi, så den beroligede hans krop. Dog stussede hun noget over det sidste navn han nævnte, da det lød lettere bekendt. Men hun kunne ikke huske hvorfor eller hvor fra.

Kromutter Maria kom smilende over til bordet hvor de var.
"Hvor er det længe siden jeg har set dig, Taliia. Hvordan går det, både med dig og klanen? Jeg håber ikke at Fire klanen har ødelagt for meget for jer."
Taliia smilede ærligt, selv om det var lidt hårdt. Bare snakken om Fire klanen havde lagt en dæmper på hele stemningen og alle blikke var vent mod dem.
"Vi overlever selv om de forsøger at ødelægge vores liv. Dog har vi været heldige med at ingen er blevet drabt siden Seuzan, Connor og Raco." Folkene hævede deres krus og talte med en samlet stemme.
"Hydra, våg over dem."

han så på hende. han genkendte en af navnene. han tog et blodigt billede op af sin lomme. han lagde det på bordet. han pegede på manden på billedet. "Sigfried" sagde han. han lyttede eftsra efter for at høre navnene. han stivnede, da han genkendte en af navnene helt. han knyttede hånden og så ned. tårer løb ned af hans kinder. "Derfor han aldrig hentede mig, som han lovede" sagde han

Taliia så ned på knægten da han talte og blev overrasket over ordene, samt tårene der gled ned over hans kinder. Hun satte sig ved siden af ham og så undersøgende på ham.
"Hvem havde lovet at hente dig?" Et af navnene hun havde nævnt havde åbenbart været kendt for ham. Et sted i hende begyndte at overveje om hun havde mere svigerfamilie end hun havde regnet med, hvilket kunne være skønt. Men uanset hvad, så ville hun gøre hvad hun kunne for at hjælpe denne knægt.
Lige nu var det mest vigtige at få noget mad og drikke i ham og få healet hans sår og skrammer, så der ikke gik i betændelse i dem.

Seuzan. han kendte min far , vist hans bror eller noget. sidst jeg så ham var på et skib" sagde han og tænkte. "Sandt og sige, tænkte jeg flere gange på, hvis jeg født som andet end en halfbreed, om jeg ville være mere heldig. men dte bare mig der er sær," sagde han og kløede sin nakke. hvorfor åbnede han sig så meget, han sukkede kort. han måtte virkelig tænke mer epå noget positivt. med et kom han i tanke om noget, der fik hans kinder til at blusse op. han rystede på hoved

Da hun hørte sin afdøde mands navn på knægtens læber, gled et par tåre ned over hendes kinder. Men hun smilede stadig til ham.
"Så du er den nevø, som han snakkede om. Hvilket gør mig til din tante. Jeg hedder Taliia og det skal være mig en glæde og ære, at have dig i familien. Du skal være velkommen til at tage med os, når vi sejler i morgen formiddag" Tankerne gled tilbage til nogle af de samtaler hun og Seuzan havde haft om aftenen hjemme i hytten, hvor han havde fortalt det han viste om sin halvbror og at halvbroren havde familie.

da han døde,.. tja der blev onkel nathaniels tortur af mig værre, jeg havd eingen at gå til. turde ikke engang vise folk mine følelser, eller åbne mit hjerte for nogen. frygtede at hvis jeg lod mig selv blive forelsket i en, at onkel nathaniel bare ville skade... så jeg forbød mig selv kærligheden" sagd ehan og gned nakken. det var hårdt for ham at forbyde sig selv det, især når han var forelsket allerede i en. han sukkede og bed sig i læben.

Hun lagde blidt sin ene hånd på hans skulder og så venligt på ham. Hun følte med ham og ønskede at hjælpe.
"Så sandt som mit navn er Taliia Valcyriel Leigan, så lover jeg dig at du ikke har mere at frygte. Jeg sværger at beskytte dig fremover. Blackfire klanen efterlader ikke familie, med undtagelse hvis de har været skyld i noget som har skadet klanen. Og det har du afgjort ikke. Hvad er dit navn, min ven?" Øjnene viste omsorg og ærlighed mens hun talte, og samtidgig viste de også bekymring for ham.

Midnight Walentine. Den enste skade jeg vel har gjort var min fødsel" sagde han og gned nakken. flere af hans skader var begyndt at heale sig. han så på hende med sine blå øjne. han smilede kort, det var første gang han oplevede blidhed fra en anden, især fra familie. han gned sine øjne, for at skjule tårer. han var glad, så det var udelukket glædes tårer. "Måske kan jeg arbejde på mine drømme også, enden at blive musiker eller forfatter. Jeg elsker dyr, og har ...et chrush på en" sagde han

Hun rystede kort på hovedet, da han snakkede om at det var en skade at han var blevet født. Hendes helberedende evne forsatte med at heale hans sår og skader.
"Du har ikke gjort nogen skade ved at blive født. Din farfar snakkede på et tidspunkt, om at han ønskede at have begge sine børnebørn hos sig. Men vi viste ikke hvor vi skulle finde dig, hvilket er grunden til at du ikke er blevet hentet. Seuzan var uheldig at blive dræbt før han kunne fortælle mig hvor du var." Hun vinkede med en hånd og kort efter kom en ung mand over til hende. Med nogle håndsignaler gav hun ham besked om at skaffe noget ekstra tøj. Den unge mand nikkede og tog hurtigt mål af knægten, inden han forlod kroen.
"Jeg vil lige skaffe et værelse til dig. Ønsker du et bad? Eller vil du heller hvile ud? Åh ja, unge Luke som var her lige før, kommer med noget nyt tøj til dig." Hun rejste sig, men ventede med at gå til han havde svaret hvis han ønskede det.

trænger vist til at få varmen igen. og tante et spørgsmål.... har i noget imod hvis fx en i jeres familie var til samme køn?" sagde han nervøs. hvis de var imod det, så måtte han skjule det så godt som muligt. han tog sin ødelagte skjorte af og så på den. "Utroligt fars skjorte holdt til nu" sagde han og smed den ud og gned sin nakke. han havd emærker efter piskeslag på sin ryg. han drak lidt vand og havde helt glemt sine gamle ar. han bed sig i læben, mens han ventede hendes svar.

Hun smilede og gav ham et blidt knus, mens hun passede på ikke at ramme de steder hvor han var såret.
"Din farfar Raco, var selv til sit eget køn. Han fandt sin sjælmage i min første kaptajn. Jake vil elske at møde dig. Og nej, vi har intet imod folk der er til deres eget køn. Faktisk er hele klanen åben overfor alle forhold." Hun talte lavt, af hensyn til hvor de var. Mange så ikke med glade øjne på det.

Da Luke kom tilbage med tøjet, overtog Taliia det og gik op til det værelse hun havde fået til ham. Hun lagde tøjet på sengen og smilede til ham.
"Jeg venter udenfor til du har skiftet. Så kan vi snakke alt det du ønsker. Eller vi kan vente til imorgen, så du kan få hvilet ud."

Okay tante" sagde han roligt. han skiftede tøj og gned sine øjne. hans syn var små sløret. hvilket han troede bare var af træthed. han lukkede skjorten, og kørte hånden igennem håret. han fandt hen til døren. *hvad er der med mit syn, hvorfor så dsløret* tænkte han, og faldt over noget. hvad det var aned ehan ikke. han prøvede at bruge sin healnings evner, selvom de ikke var så stærke endnu, og holdt sin hånd over sin knæ. *måske jeg burde få tante til at tjekke mine øjne* tænkte han, og lyttede efter stemmer

Taliia stod udenfor værelset og lod Midnight skifte tøj i fred. Mens hun stod der, kom Damion hen og hiskede til hende.
"Jeg gætter på at vi har en ekstra mand med på turen hjem." Hun smilede til ham og nikkede, da hun gættede og håbede at Midnight havde lyst til at komme med dem.
"Hvis han har lyst. Det er hans eget valg. Men uanset hvad han vælger, så vil jeg støtte op om det og sørger for at hans onkel får besked om at han er under klanens beskyttelse. Find ud af hvad i kan om denne Nathaniel og familien Walentine. Om det så tager jer hele natten, så vil jeg have svar og møde med manden inden vi sejler." Hendes stemme var ligeledes hviskende. Damion smilede skælmsk, nikkede og gik igen.

midnight lænede sig op af væggem. han så på dem og smilede. han sendte en fjer med en adrese på hen til manden, så den landede i hans hår. "Adressen er der på, så finder I dem let" sagd ehan og kørte hånden igennem sit hår. han holdt et par knuste briller i sin hånd. hans onkel nathaniel have sørget for at midnight briller var knuste, så derfor kunne han ikke se så godt. han knyttede hånden om de knuste briller, enden han smed dem ud.

Damion var ikke nået ret langt før han hørte Midnights stemme og mærkede fjereden i håret. Han så sig tilbage og nikkede til ordene, mens han smilede skælmsk. Han viste at Taliia ville tale med familien om dette.

Taliia så overrasket på Midnight, eftersom hun ikke have bemærket at han var havde åbnet døren. Hun smilede til ham.
"Ønsker du at hvile dig eller vil du snakke mere i aften? Og du kan være ganske rolig, der kommer ingen og forstyre dig med mindre du ønsker det."

JEg vil ikke kunne hvile mig desværre, frygt for at lukke mine øjne. på grund af hvad jeg har oplevet" sagde han roligt. han lænede sig op af væggen og sukkede. "Sover sjælden, bruger min healnings magi fo at fjerne min træthed, selvom det koster mig energi at gøre det" sagde han roligt. han tager båndet ud af håret, hvilket afsløre at hans hår går ned til buksekanten. "Tante er der et sted, hvor jeg vil kunne flyve lidt" sagde han og slog vingerne ud. de var healet helt fint

Hun så bekymret på ham mens han talte og gennemgik hurtigt hvilke urter havde på sig selv, ombord på skibet og i handelshuset.
"Vi kan tage hen i handelshuset. Der er højt til loftet og plads til at sprede vingerne. Jeg har også nogle urter der henne som kan som kan hjælpe dig med at sove trygt for en stund. Ligeledes lover jeg at der hele tiden er mindst en hos dig til at våge over dig og mindst ti som er klar til forsvare dig, hvis det bliver nødvendigt." Hun så afventende på ham.

Jeg takker meget tante. men tante kendte du overhoved min far. når jeg spørger mors familie fortæller de mig intet overhoved" sagde han. han trak vingerne ind og tænkte på, hvor meget han mon lignede sin far. han havde aldrig kendt ham, og hans mor havde han kun kendt meget kort. han gned nakken, og gik med sin tanke. det med urter der ville hjælpe, lød som en god ide. han så der blev kigget på ham, mens de gik. han kunne ikke tyde om det var nysgerrighed, had eller frygt i folks blikke. så han rystede på hoved, for at lade være med at tænke mere over det