You wish to be one of the crew - Zayden og Taliia

Sted: Det nye skib i Havnen
Tid: formiddag
Vejr: Solskin og en lun på lands vind, der tyder på at dagen bliver utrolig varm

@Zayden og @Taliia

Rækkefølge: Jake, Taliia og Zayden (kan være at vi bytter lidt rundt under emnet)

Jake havde bedt Taliia om at møde ham på det nye skib der lå i haven, så hun kunne gennemse det. Han havde ved et tidligere møde sagt at han ønskede flere skibe til klanen, så de altid kunne sejle mindst tre skibe sammen indtil de fik udryddet Fire klanen. Dette havde rådet været enige med ham i og havde straks startet med et bygge det første af mange nye skibe.
Efter at han var vendt hjem fem uger tidligere sammen med Raco, havde folk arbejdet næsten dobbelt så hårdt på at få det føste skib færdig. De havde også afholdt en mindedag for Seuzan og Connor kort efter deres hjemkomst.
Nu lå det i havnen, klar til sin jomfrurejse og Jake havde besluttet at Taliia skulle være kaptajn på det, samt navngive skibet. Raco havde ønsket at få Resolute tilbage til sin del af flåden, hvilket Jake godt kunne forstå ham i, da det havde været Seuzans skib før hans død. Jake havde været overrasket da mandskabet have bedt om lov til at få Taliia som kaptajn, men havde intet imod det, da hun så fik lidt mere øvelse som Kaptajn inden hun selv skulle udvælge sit mandskab, blandt øens unge.
Jake rettede lidt på sin jakke mens han stod ved skrivebordet i kaptajns kahytten, og kunne høre besætningen ude på dækket. Han var klædt i en råhvid skjorte, blågrå bukser, blågrå lang jakke, sorte læderstøvler og et brunt bælte, hvor hans sværd og dolk, samt pung hang.
"Hun er indrettet på omtrent samme måde, som de andre skibe. Men jeg har sørget for at der er lænker og ekstra reb ved masterne, til afstraffelse af besætningen, så frem det bliver nødvendigt. Der er også mulighed for straf som kølhaling, men det vil jeg dog helst at du holder som en sidste udvej. Det kan godt være at de er unge og uprøvet. Men jeg har set nogle af de træningskampe du har haft med dem. Og jeg er sikker på at et par hårde sejlture, nok skal skaffe den sidste respekt. Ellers må du komme til mig eller Raco med det." Han så smilende på hende. Og tænkte at hun havde godt af at få dette ansvar, særligt eftersom Azir ikke var i nærheden og ikke lod til at have været det i nogle måneder. Han ville gerne vide hvad der var gået galt, men han viste også at hun ikke skulle presses på det punkt, da det lod til at stikke dybt.
"Har du fundet på et navn til hende? Og hvordan med dit personlige flag?"

Taliia så smilende op på Jake. Hun sad i stolen ved skrivebordet og havde lige læst lidt dokumenter om skibet igennem. Tidligere havde hun gennemgået skibet fra for til agter, og fra lastrummet til riggen øverst i masterne. Hun var imponeret over skibet: tre master og femogtredive kanoner, samt en længde der var en tredjedel større end de andre skibe.
"Jeg er overrasket over at hun lidt større end de andre skibe. Men er selv spændt på at få hende ud på åben hav. Og ja, jeg så godt dine tilføjelser. De skal nok komme godt i brug på et tidspunkt. Og ja, kølhaling bliver kun brugt som allersidste udvej. Jeg fortrækker at klappe dem et par hårde håndslag eller lade dem hænge lidt til modenhed. Jeg er lidt spændt på dem jeg fik fra din besætning, dem som havde været dumdristige med sirenen." Hun smilede skælmsk til ham, mens hun snakkede om de uheldige folk.
"Inden vi sætter sejl, regner jeg med at gøre det klart for alle at de lige kan våge på noget i den stil hos mig." Hun rejste sig og gik over til bænken ved vinduerne, hvor der lå et gråt sammenfoldet flag. Hun foldede det ud og afslørrede billedet på det: Viltert rødt hår og to lange dolke klinger krydset svævene over en sort flamme. Hun smilede bredt til Jake.
"Og hvad angår navnet, så overvejer jeg: Red Pearl, Seastormers Revenge eller Leigans Revenge"

Han vidste godt at Matthias ikke ville have at han skulle tage derhen - men igen, så kunne han også bare have ladet være med at sige noget til ham. Så godt som de kendte hinanden vidste sirenen jo godt at Zayden var alt for nysgerrig til at lade være. Når han hørte om et sted han ikke havde været før, så måtte han bare af sted! Og derudover havde han heller ikke noget job lige nu. Den besætning han havde været med sidst tog en måned til tos ferie før de sejlede ud igen, da de havde brug for at skifte nogle besætningsmedlemmer ud, og skulle vente på nogen der lige skulle komme sig ovenpå den ekstremt bitre storm de havde været i. han havde hjulpet dem op på skibet igen når de var faldet overbords, men en del af dem havde fået godt med vand indenbords og skulle lige komme sig over det igen. Så han havde pakket sig sin lille taske - den der var vandtæt, da den var bygget på samme måd esom en vandsæk - og begyndte at svømme derudaf. Han vidste sådan ca. retningen øen skulle være i, så det var jo bare at svømme, så skulle han nok komme derhen på et tidspunkt.

Zayden havde svømmet i godt og vel fire uger, da han kunne se øen forude. Jo tættere han kom på, jo nemmere blev det også at se bunden af de mange skibe, der var tøjret nær øen, og stolperne der signalerede hvor gangbroerne gik. Han svømmede ind under en af de større gangbroer, før han svømmede op og lod sit hoved komme over vandoverfladen, blot for at se om han kunne høre nogen, og eventuelt få at vide om der foregik noget specielt her for tiden. Han skulle da heller ikke vente længe før han opfangede små brudstykker af nogle samtaler fra folkene der gik på gangbroen. Det lød som om et af de største skibe lige havde fået nyt mandskab... Måske kunne han se om han selv kunne få en plads der? Hvis de da ikke havde noget imod en som ham... Det varierede trods alt en del. Hvis ikke grundet hans sirene gener, så senere når de fandt ud af den dæmoniske side af ham... Nuvel, det kunne aldrig skade at se tingene an.

Så han dykkede langt ned under overfladen igen, og svømmede rundt der, nedenunder skibene, hvor han kunne få det bedste overblik over hvad der umiddelbart så ud til at være de største skibe... Og siden de var tøjret op ved siden af hinanden, gjorde det jo det hele så meget nemmere for ham! Så han fik hurtigt, let og elegant svømmet derhen, hvor han så endelig lod sig selv kommeop til overfladen igen, mellem de to skibe, hvor han svømmede lidt frem og tilbage, beundrede skibene. Det var virkelig to prægtige fartøjer... Han håbede virkelig han kunne komme med i besætningen på det ene af dem, nu.

Det varede dog heller ikke længe før han kunne høre nogen tale oppe på gangbroen, og oppe på det ene skib... Da han kiggede op kunen han da også se at det netop var fordi folk havde opdaget ham. Et par af dem på skibet så nærmest rædselsslagne ud for ham... Måske var det nogen af de uheldige idioter hans sted lillebror havde mødt? Mens han kunne se at andre så nysgerrige ud, og igen andre så blot ud til at have en sund respekt... Og en enkelt holdte sig for ørerne. Nurh, lille pus. Som om han bare ville synge her midt i det hele. Men nej, han var trods alt ikke sulten. "Hey!" råbte han så endelig op til dem på skibet, dem der så ud til at være nysgerrige. "Er jeres kaptajn i nærheden? Eller en anden jeg kan tale med?"

Jake hørte godt at der blev hvinet og jamret ude på dækket, så han så undrende i retningen af døren der stod åben. Og kort efter kunne man høre en mand råbe om han kunne snakke med kaptajnen. Jake så igen på Taliia og gik ud på dækket, hvor han stillede sig ved siden af døren til kaptajn kahytten og kunne hurtigt se at dem som hvinede og jamrede, var de selvsamme folk som han havde overflyttet til Taliias besætning fra sin. Altså måtte personen der råbte være en sirene. Men det var Taliia der var kaptajn på dette skib, så han havde ikke tænkt sig at gøre eller sige noget.
Han ville bare nøjes med at se til og se hvordan Taliia håndterede sagen. Selv da folkene opdagede ham og begyndte at tikke ham, pegede han bare på Taliia, som om det var forklaring nok. Selv smilede han skævt, da han så hvordan de unge der havde fået en god respekt for sirener.

Taliia hørte også godt støjen ude på dækket og smed hurtigt flaget på bænken igen. Det betød at hun var henne i døren, da der blev råbt nede fra vandet og da de unge begyndte at hvine og jamre. Hun så skulende hen på dem og hendes stemme kunne høres over hele skibet, samt et stykke ind på havnen.
"Så hold dog kæft. Ved alle guder, hvordan havde i tænkt jer at indgyde frygt ved jeres modstandere, når i lyder som en flok pattebørn?" Hun gik hen til rælingen og så roligt ud over den, ligesom nogle af de ældre gjorde.
Og hvad så hun. En mand i vandet med bar overkrop. Han så nu ikke værst ud her oppe fra.
"Hvis du ønsker at tale, så kom ombord. Landgangen er omme på den anden side." Hun pegede over sin skulder med en tommelfinger, for at give ham lidt retnings vejledning. En af de ældre rømmede sig en smule og hun så roligt på ham.
"Kaptajn, han er en sirene. Er det mon klogt?" Hans blik var en af dem der havde en sund respekt for det folk, der kunne kalde et skib til døden, hvis man hørte deres sang. Taliia så roligt på manden og gjorde en lille gestus ned mod vandet.
"Hvis han ville dræbe os, ville han vel næppe spørge efter kaptajnen først, vel?" Det måtte manden give hende ret i. Og Taliia forsatte.
"Desuden, så fortrækker jeg en sirene der ønsker at snakke frem for en flok klynkende pattebørn." Hun så skulende hen på de unge, der nu virkede fornærmet over deres kaptajns ord. En af dem så over på Jake og begyndte at beklage sig over Taliias ord. Med få skridt var hun henne ved den unge mand og knaldede en knytnæve direkte i bryste på ham, så han kurrede hen over dækkede og hamrede imod rælingens planker. Han så overraket på hende mens han gispede efter luft.
Hendes blik var hårdt og fuld af foragt for den unge mand.
"JEG er kaptajnen her. Så du gør som jeg siger, forstået?" Den unge mand nikkede nervøst, mens han sank et par gange og Taliia så rundt på resten af besætningen der nu var samlet på dækket og på rebstierne ved masterne.
"Denne besætning er samlet ud fra mine egne oplevelser med hver enkelt af jer og i sammenråd med vores leder og rådet. Dog med fem undtagelser." Hun så skulende på de fire der var gået over for at hjælpe deres kammerat.
"De fem er blevet overladt til mig, i håb om at jeg kunne gøre dem mere forståede overfor omverden og de væsener der lever i den. I er alle en blandet flok: dæmoner, shapeshiftere, mennesker og sortelvere. I er blandet mænd og kvinder. Men i ved hvad det vil sige at sejle og fungere sammen som et team, hvilket er det grundlæggende i en hver besætning. Dem som nok vil få det sværest her ombord er dæmonerne, som lever af sjæle. Men jeg håber at vi kan finde en midlertidig løsning mens vi er ude på havet, så i ikke kommer til at lide af sult. Men jeg vil ikke finde mig i ulydighed fra nogen sider. I har sikkert lagt mærke til de ekstra reb ved masterne og hørt hvor glad jeg er for at hænge ulydige folk med hovederne ned af på ubestemt tid. Dette vil også være én af straffene her ombord. Men jeg går heller ikke af vejen for at bruge en lusing eller som i så: en knytnæve i brystet, som en straffeform." Man kunne se på besætningen, særlig de ældste at de var godt tilfredse med hendes ord. De glæde sig over at hun ikke var bange for at bruge en fast hånd på de unge, når det var nødvendigt.
"Har i udvalgt jer: First mate, Quatermaster, Boatswain og leder af kanonmandskabet?" Hun så rundt på folkene som rystede på hovedet.

Det var da altid godt at høre at kaptajnen var til at tale med... Og ikke en kujon som nogen af dem i besætningen. Ikke at han ikke forstod dem, han vidste trods alt godt hvilket ry sirenerne havde. Men alligevel kunne han ikke lade være med at smile for sig selv ved at de helt simpelt bare kaldte ham en sirene, når han var så meget mere... Men selvfølgelig, det kunne jo ikke bare lige ses på ham. Så han hankede op i sin taske og dykkede under overfladen igen, for at tage smutvejen direkte under skibet om til den anden side, hvor han igen kom op over overfladen, og fandt en planke der gik op mod gangbroen. Han fik hevet sig selv op her, og ventede et øjeblik på at hans hale langsomt blev til hans ben igen, og skællene forsvandt. Ventetiden blev brugt på at finde tøjet frem.

Et par simple hvide underbukser, og en blå mønstret sarong udover, og så havde han egentligt det vigtigste på. Altså, der var også lige alle hans ringe, og hans arm og hals smykke, men dem havde han sådan set altid på. De var selvfølgelig ikke helt skinnende længere med alt det havvand metallet mødte, men de var der stadig. Han fik hurtigt samlet håret i en hestehale med et stykke sort stof bundet omkring, før han stille og roligt hankede op i tasken igen, og gik op på skibet. En smule usikre skridt nu det havde været uger siden han sidst havde haft sine ben, men ikke voldsomt tydeligt, heldigvis. Han kiggede rundt og fik hurtigt øje på kaptajnen. Han smilede let og bøjede hovedet i en hilsen, før han rakte en hånd frem mod hende til et håndtryk, hans altid meget fast i det. "Mit navn er Zayden. Og De har ganske ret, jeg har ingen intentioner om at gøre nogen som helst af jer ondt. Tværtimod. Jeg ville, om muligt, se om jeg kunne slutte mig til en besætning her."

// Sarong(den blå oppe til venstre) + ringe

Jake smilede bredt ved hendes måde at håndtere situationen på. Han var ikke spor nervøs for at lade hende alene med den nye besætning, særligt ikke efter hun gjorde det klart for de fem hvad hendes holdning var. Han fulde roligt med i hvordan sirenen kom ombord og hvordan folkene reagerede på hans tilstedeværelse. Jake blev stående og så til uden et ord.
Et minde om en ung sirene dreng fik Jakes tanker til at vende tilbage til et par uger tidligere. Han huskede sine ord til drengen og håbede at drengen havde det godt, hvor end i Underworld han var.
Han så lidt undersøgende på sirenen, der var et eller andet over ham, som om han var af blandet blod. Men hvad var hans anden halvdel? Jake havde på fornemmelsen at det var en af de mørke racer.

"Så må i heller få valgt." Hun vente sig og så på sirenen, da han kom gående op på dækket. Hun tog smilende imod hånden og så lidt nærmere på ham.
"Mit navn er Taliia. Og den stille mand over ved døren der er en af klanens ledere, Jake Blackfire. Så du ønsker at blive en del af besætningne? Hmm. Har du sejlet før og hvem var din kaptajn?" Hun prøvede at greje hvem han var og hvad han var, for noget sagde hende at han havde noget dæmonisk over sig. Men det kunne også bare være at det var hendes sanser der slog klik i øjeblikket. Hun valgte ikke at sige eller gøre noget endnu. Hun ville lige se tiden an og finde ud af hvad hun præcist havde med at gøre..
"Af ren nysgerrighed, hvor holder du enlig til eller du har måske ikke et bestemt sted du kalder hjem?"

Zayden så stille rundt på de forskellige som han kom op på dækket og gik hen mod kaptajnen - kunne godt se nogle af dem lige tog et par skridt baglæns da han kort fik øjenkontakt med dem... Det var nok dem der var rædselsslagne efter at have mødt hans sted lillebror og de andre. Andre igen så bare på ham, og nogle få smilede tilbage til ham. Han selv smilede da også blot da han fik introduceret sig, og fik set lidt nærmere på elveren foran ham, og manden der stod bagved, som han snart fik introduceret som værende Jake. Han smilede og nikkede let - han var ikke helt tæt nok på manden til at kunne lugte hvad race han måtte være, nu hans sanser trods alt ikke var helt ligeså gode oppe på land som de var i vandet. Men hans fokus røg hurtigt tilbage på Taliia da hun fik stillet sine spørgsmål til ham.

"Jeg har sejlet meget af mit liv. Godt og vel 300 år efterhånden." svarede han først, med et lille smil. Det var nok allerede dér, at man også kunne blive sikker på at han ikke 'bare' var sirene... Siden normale sirener som regel 'kun' havde en levetid på de 300 år. "Og jeg har sejlet under alt for mange kaptajner til at huske dem alle. Men senest var jeg med til at bjærge en skat i havene udenfor Minotauris." det var blevet berygtet vidt og bredt efterhånden - nærmest alle i besætningen var blevet rige på den gamle skat der var blevet fundet. Han havde også selv fået en god slat penge, men havde intet at bruge dem til. "Og jeg har selv mest holdt til i havet nær Aquener."

Jake lyttede roligt med til deres samtale og lyttede til Zaydens svar. Så manden var over trehundrede år, altså var Jakes fornemmelse korket. Jake havde godt fået rapporter om at der var bjerget en skat i Minotauris, men havde valgt ikke at gøre noget ved det. Han havde tænkt på at hvis de skulle ligge piratlivet bag sig, så kunne de ligeså godt starte der. Han havde faktisk i tankerne om de skulle skifte deres sorte flag ud med samme grå som Taliia havde fået lavet. Det kunne være en del af forandringen. De havde fået ret godt med penge ind på opalerne, så de kunne godt tillade sig at droppe piratlivet og i løbet af nogle år blive anerkendt som handelsfolk som fik adgang til alle havne uden forbehold. Men samtidig havde de problemrene med Fire klanen, som stadig prøvede at omringe eller kapre hans skibe. Det var blandt andet grunden til at han havde fået lavet dette skib som var lidt større end de andre. Men han var også i gang med at få lavet nogle som var lidt mindre end Sea Hawk og andre der var på samme størrelse. Hans tanker var at de mindre skibe ville være gode som følgere, og grundet deres størrelse og letter vægt kunne de nemmere manøvre rundt end de store.

//svaret er aftalt på forhånd

Hun blev lidt overrasket over hans svar, hvilket fik hendes tanker på arbejde.
"Det siger du ikke. Sejlet i godt og vel trehundrede år? Hmm.. Ud fra hvad jeg har hørt om sirener, så har de vist ikke så langt et liv. Så jeg vil næsten væde med at du må have blandet blod i årene. Beklager hvis mit ordvalg støder dig." Hun så ham grundigere and og lod sine sanser blive helt åbne.
Hun smilede bredt og venligt til ham.
"Du må ikke tage dette som en fornermelse, men kan det passe at der er dæmonblod i dine åre? Og i såfald hvilken type dæmon." Hendes øjne var nysgerrige og ærlige.

En af de ældre, en mand som var blodsdæmon omkring de fem hundrede og halvfjers, kom op til hende og bukkede let.
"Mit navn er Damion og jeg blev valgt som First Mate. Jeg vil blot informere om at vi har afsluttet afstemningen, og at besætningen er ved at ordne det sidste under dæk, så du fik ro til dette møde." Han så over på sirenen med et nysgerrigt blik og snusede lidt, inden han forsatte.
"Unge mand, jeg fornemmer noget dæmonis ved dig, men jeg kan ikke finde frem til hvad. Hvilket jeg finder noget underligt. Jeg plejer ellers at kunne genkende de forskellige dæmontyper ret hurtigt."

Zayden smilede blot let, omend smilet nok blev lidt skævt i det. Det var trods alt når folk fik at vide hvor gammel han egentligt var, at det netop gik op for dem at ja, han var en blanding. Det var dog sjældent at de gættede korrekt med det dæmoniske i første omgang... Det var selvfølgelig forståeligt at dæmonen der kom hen, genkendte det med det samme, men ellers var han ikke så vandt til at det skete. "Støde mig? Overhovedet ikke. Det er ikke fordi jeg lægger det største skjul på det. Ikke i så blandet selskab her, i alt fald." sagde han med et let smil og nik ud mod den godt blandede besætning.

Og siden både hans mulige fremtidige kaptajn, og dæmonen spurgte, så smilede han blot igen og nikkede. "Det er skam ganske rigtigt. Min fader er en sjæle dæmon." svarede han så endelig. Han lod kommentaren om hans alder ligge... Han vidste jo godt at for nogen var de knap 400 år ikke meget, men det var det trods alt stadig blandt de fleste racer, inklusive sirenerne som han ofte vendte tilbage til. De havde trods alt ikke noget imod den type blanding han var, de var egentligt lidt ligeglade med dæmonerne... Det var mere englene og de gode elvere de ikke altid havde et lige godt forhold til. Det var vist nogenlunde neutralt med dæmonerne.

Jake hørte godt deres ordveksling og grinede lidt, inden han skubbede sig fri af væggen.
"Det ser ud til at du har styr på det. Så kan jeg vist godt trække mig tilbage til de dokumenter der venter på mit arbejdsbord og overlade til dig hvornår du tager hende ud. Har du forresten besluttet dig med navnet til hende?" Han så roligt på hende. Uanset hvad hun svarede ville han nikke og gå fra borde.
Han viste at han havde udskudt en del arbejde for at kunne være sammen med Taliia, når hun satte benene på sit skib for første gang. Men han viste at han ville høre for det fra rådet, hvis han ikke fik ordnet det.

//Jake out for nu

Taliia havde nikket smilende til sin First Mate, da han havde præsenteret sig og fulde nysgerrigt med da Damion talte til Zayden. Det var altid noget at hun igennem årene havde lært noget om de forskellige dæmontyper, ellers ville det have været et kønt syn hvis hun ikke viste hvad hun havde med at gøre.
Hun nikkede smilende til Zaydens ord og var glad for hans ærlighed.
”Ser man det. Sjæledæmon og sirene.” Hun klukkede lidt, inden hun nikkede og rakte hånden frem. Hun så frem til at prøve dette. En sirene ombord kunne vel ikke være mere skadeligt end en sjæledæmon.

Inde i hendes hoved rakte hun tunge af sig selv, manden her var jo begge dele.
”Jeg tager skam gerne imod dit tilbud om at slutte dig til besætningen. En sirene kan garanteret være til god nytte, særligt med viden om de forskellige rev der ellers kræver mand og mus. En viden jeg gerne vil pirke lidt i, så at sige.” Hun smilede venligt og så afventende på ham. De fem unge mænd som havde haft uheldige oplevelser med sirener kom med et par enkelte klynk, da de hørte hendes ord. Taliia hørte dem også men valgte simpelthen at ignorere dem. Hun så roligt på Zayden.
”Hvad har du mest erfaring med ombord?”

Zayden smilede og nikkede retur til hende, som han tog hendes hånd og trykte den - hans håndtryk var godt fast og bestemt, måske en smule mere end hvad man umiddelbart forventede med de venlige smil. Men når man så også godt vidste han havde dæmonblod i sig, så gav det vel lidt sig selv... Det var ofte lidt stædige typer man havde med at gøre for der var dæmon indblandet i det hele. Og Zayden var ikke ligefrem en undtagelse til det. Måske ikke altid det bedste når man ikke var den der skulle bestemme, men nu måtte de jo se hvor det var henaf.

"Det har de andre besætninger i alt fald været glade for. Eller for at sende mig ud efter folk der er faldet overbords i stormvejr." siden et stormfuldt hav trods alt ikke var den største udfordring for en sirenes hale... I modsætning til folks normale ben. Han kiggede kort over mod de let klynkende mænd, men rullede blot let med øjnene før han så tilbage på sin nye kaptajn.. Ikke så tit man så kvinder oppe nær hans egen højde, men hun var åbenbart en undtagelse.

"Jeg har mest erfaring med forskellige spejder poster. Om det er oppe i masten eller at have svømmet i forvejen netop for at se efter rev i de mere ukendte farvande, eller andre farer. Og... Ja, hvis det har kommet til kamp, som det har med nogle få af de besætninger jeg har været på, så... Har jeg stået i frontlinjen, med det jeg kan. Uden våben." sagde han så, det sidste med tanke på hans dæmonform... Trods alt, hvem havde brug for fremstillede våben når man fik klør, gift tænder og en massiv hale der nemt kunne klemme livet ud af folk? Det var også det der var grunden til at han ingen våben havde på sig, helt generelt, når han nu trods alt kunne skifte til den form en gang om dagen, og det var sjældent man kom SÅ tit op at slås.

Hun nikkede anerkendende til ham, da hun mærkede hans faste håndtryk og hørte hans ord. Hun var glad for at have en der ikke var bange for at springe i efter kammerater som var faldet over bord. Og nu hvor hun tænkte nærmere over det, så kunne hun godt se at han var lidt højre end hende.
"Jeg er sikker på at vi nok skal få det til at fungere. Om ik andet, så tager vi det en dag af gangen. Hvad angår kamp, så er det ikke så tit vi er ude for det. Særligt ikke efter at vi sejler to-tre skibe sammen af gangen."
Hun slap hans hånd igen og så ud over besætningen.
"Jeg har besluttet mig for navnet til denne prægtige skude. Seastormers Revenge." Et støjende jubelråb fyldte skibets dæk og fik folk inde på land til at se ud mod skibet. Besætningen forstod omgående hvorfor hun havde valgt navnet. Og de glædede sig til at se ansigterne på Fireklanen, når de så skibet. Hun sendte Damion ind efter flaget og follede det ud foran besætningen.
"Der har længe været snakket om at klanen skulle prøve noget nyt. Og dette er mit bud på det. Ikke hvid og ikke sort, men en mellemting. Folk kender vores klan og vores mærke, men nu bliver det muligt at få mærket på flaget, så alle ved hvilke skibe der høre til klanen." Folknene fløjtede og piftede glade. Hun gav flaget tilbage til Damion, som sørgede for at det blev hejst i agterstavnen. Taliia så smilende ud over besætningen der nærmest stod og trippede.
"Lad os få hende ud på sin jomfrurejse!" Folkene jublede og fløj til alle sider. Hun lo og så over på Zayden, mens hun gav et kast med hovedet mod de andre folk. Uden et ord gav hun ham muligheden for at finde det arbejde han havde lyst til. Selv gik hun op og stillede sig i agterstavnen, hvor hun havde udsigt over hele skibet.
Vinden fyldte sejlene og Seastormers Revenge gled ud på det åbne hav. Her gav hun ordre til at de skulle sætte kursen mod Minotaris.

Zayden anede godt taknemmeligheden der var at spore i noget af hendes udtryk, og han forstod da godt hvorfor... Det var vel rart at egentligt have en levende 'lisline' i og med at nærmest intet vejr var for dårligt for ham at svømme efter andre besætningsmedlemmer i, siden han nu selv aldrig kunne drukne men blot begyndte at indånde vand istedet for luft så snart han var under vandoverfladen. Så kunne det da godt være sirener måske havde et lidt dårligt ry med at føre skibe ud til deres død, men han havde også før svømmet i forvejen og fået flokke af sirener til at gå udenom de skibe han havd ehaft med at gøre... De lyttede sjovt nok lidt mere efter en der tydeligtvis selv havde sirene blod i årerne, end mennesker og lignende de meget gerne ville have til aftensmad.

Han nikkede til hvad hun sagde, og grinede let da han mærkede den kæmpe begejstring de andre på skibet havde til afsløringen af det nye navn og flag, og han var da heller ikke længe om selv at komme igang så snart de andre gik hen til deres poster. Det tog ikke længe før han fik forhandlet sig frem til, med de andre, at han ville hjælpe med at sætte sejl og derefter være udkigspost, nu hans ekspertise netop lå der - han var absolut heller ikke bange for, hvis der var behov, at hoppe direkte fra masten ned i havet og svømme hen for at udforske noget der kunne se ud til at blive en fare for skibet... Såsom vand der var mørkere eller lysere end det burde være, som kunne skjule en del ting, trods alt... Og sådan noget var altid nemmere at se på under havets underflade.

Så han hjalp godt til med at rigge sejlene - han havde desværre ikke dæmon styrken i denne form,men han kunne da hjælpe ligeså godt til som et stærkt menneske. Med så mange år på sejlskibe kunne han da også alle de vigtige knob til perfektion, og musklerne var godt trænet, omend slanke i det. Så efter aftale klatrede han let og hurtigt op i topmasten så snart sejlene var sat, og sad så ellers i udkigsposten deroppe med sit vandskind, som han indimellem sørgedefor at få drukket godt fra. Med så mange år på bagen vidste han trods alt godt hvor vigtigt det var at hans krop fik det vand den behøvede, så meget mere end kød eller sjæle - nu han dog var heldig at kunne leve på begge dele.

Efter de have sejlet et par timers tid var Taliia kort varigt gået ind i kaptajns kahytten for at tjekke rejsen på et søkort. Hun var derefter, med søkortet i hånden og First Mate, Damion, gået ud i forstavnen for at bestemme den bedste retning. De snakkede sammen og 'tegnede' ruter på kortet med deres fingere. Til sidst blev de enige og Damion var derefter gået hen til kvinden ved roret og havde givet den kurs som de skulle følge. Taliia så ind over skibet og hævede stemmen, så den kunne høres over alt.
"Husk nu, den nyeste regel: Sirenerne er fredet i det område vi kommer til i løbet af det næste halve døgns tid. En hver der prøver på at fange en, bliver kastet ud til dem. Ingen undtagelser!" Hendes blik var fast og urokkelig. De fem som havde prøvet af være udsat for sirenernes nåde, for sammen og prøvede nærmest at gøre sig usynlige. På en måde morede det hende en del og på en anden måde gjorde det hende mere irritabel.
"I fem. Stop den tuden og kom i sving. Ellers skal jeg sørge for at i virkelig får noget at klynke over." Hendes blik var harsk da hun skulede til dem og de fik da også travlt med at komme videre med deres opgaver. Hun så op mod den nyeste i besætningen. Zayden. Han var nok den mest spøjse fyr hun havde mødt. Hun smilede og gik hen til den rigning som var bundet som en rebstige op i masten, mens hun bad om et par ekstra vandsække, som hun snoede fast i sit bælte. Da det var gjort, svang hun sig op og klatrede smidigt op i rigningen til hun kom op til udsigtsposten.
"Tænkte om du kunne bruge noget ekstra vand?" Hun løsnede vandsækkene og holdte dem frem mod ham, mens hun så ud over havet og smilede.
"Ved Hydra, hvor havde jeg glemt udsigten her fra."

Zayden sad stille og roligt oppe i udkigsposten, med benene svunget ud over kanten, tydeligtvis godt tilpas oppe i den højde, næsten ligeså meget som han var i vandet. Indimellem lukkede han øjnene for en stund, blot for rigtigt at mørke brisen igennem sit lange hår, og hvordan det blafrede i sarongen. Men det meste af tiden gjorde han selvfølgelig hvad der var hans arbejde deroppe, og spejdede ud i alle retninger med jævne mellemrum, se om der var noget de andre skulle alarmeres om på nogen måde. Hidtil var der intet - klart vand så langt øjet rakte, ingen andre skibe i horisonten og Dead Man's Rock var også forsvundet bag dem.

Han kiggede ned da hun var trådt ud på dækket igen og kom med det nye regel om sirenerne. Zayden kluklo lavt for sig selv som han så de fem der for sammen... Det var nok dem der havde stødt på hans halv-lillebror og resten af deres flok. Han vidste trods alt godt at det var dét område de var på vej ind i. Så hvis et par af dem fik øje på ham, eller omvendt, så var der nok en kort sludder i vente. De havde ikke set ham i et par måneder efterhånden.

Hans blik var igen røget ud over havet, som han sad der og nød brisen, benene naturligt let vippende, bare fordi han elskede den følelse af frihed han fik ved at være heroppe. Mange andre ville nok blive grebet af en form for højdeskræk, men han havde aldrig haft noget der lignede. Måske også fordi han var en god del hårdfør og helede rimelig hurtigt, skulle han komme til skade? Uanset hvad følte han sig bare dejligt fri heroppe, ingen frygt overhovedet. Han kiggede over på Taliia med et smil som hun kom op, rykkede lidt på sig så der også var plads til hende hvis hun havde lyst til at blive hængende lidt. "Tak som byder," sagde han så med et let smil som han tog imod vandsækkene, lagde alle på nær én om bag sig, og tog en tår fra den han så stadig havde i hånden. "Men ja... Tror aldrig man kan få en mere fantastisk udsigt end fra toppen af et skibs mast," sagde han så, med det samme afslappede smil om læberne.

Hun lukkede øjnene en stund, da et vindpust kærtegnede hendes ansigt og legede med hendes lange hår. For en stund udglattedes hendes ansigt til ren ro og ung pige sind, inden det igen antog den mere hærdede maske. Hun sukkede stille.
"Udsigten fra en trætop er heller ikke tosset og der kan jeg trække på naturens resurser vis det skulle være nødvendigt. Her på havet er jeg mere bundet af urters virkning, men heldigvis har jeg kun to gange været så langt ude at jeg næsten ikke kunne 'bunde'."

Hun hang så hun kun holdte fast med sin venstre arm og venstre fod, mens hendes ansigt var vendt mod øen som nu var forsvundet. Hendes ansigt blev letter tynget af sorg, da minderne om Seuzan kom frem.
"Dette er første gang jeg er oppe i masten, efter at jeg mistede min mand for lidt over to år siden. Ind imellem kan jeg næsten fornemme hvordan hans stemme kommer flydende med vinden, nærmest som om han kommer flyvende til mig." Hun sukkede og rystede lidt på hovedet, inden hun så på ham med et undskyldende smil.
"Tag dig ikke af det. Jeg får sådanne melankolske stunder fra tid til anden. Det kan også være at jeg bjæffer lidt hårdere end nødvendig. Men om ik andet, så hold øje med de ældste her ombord. De ved hvornår det er alvor og hvornår i skal tage lettere på tingene."
Efter at have vendt sig, så hun så fremad begyndte hun at tale igen.
"Sig endelig til hvis du spotter revet med sirenerne. Jeg vil helst undgå at komme for tæt på det, af hensyn til deres unger. Har hørt at kølen på skibene kan knække ryggen på dem, hvis de bliver ramt og det vil jeg helst undgå." Hun så afventende på ham.

Zayden smilede let - hendes ord undrede ham skam ikke det mindste. Det var jo noget så nemt at se at hun var elver, og det var trods alt alment kendt at mange af dem havde evner de rhavde med naturen at gøre på den ene eller anden måde. Men hvorfor hun var helt herude, så langt væk fra alle andre elvere, vidste han ikke, og havde heller ikke lyst til at spørge ind til det. Det kunne jo nemt være noget der gjorde for ondt at tale om, og desuden havde de også kun kendt hinanden i et par timer - alt for tidligt at komme med sådanne personlige spørgsmål.

Hans blik gled stille ove rpå hende igen som hun talte om sin afdøde mand. Han afbrød ikke, lod hende blot tale færdigt, og smilede svagt til sidst. "Vi kommer da alle ud på et sidespor indimellem," sagde han blot angående hvordan hendes tanker sådan var gledet, og derved også hendes tale, mens hans smil blev en smule større ved det sidste. "Det skal jeg nok. Det er trods alt også langt fra min egen første sejltur." han vidste i alt fald alt hvad man normalt havde brug for at vide før man tog ud på havet... Og en masse ekstra erfaring, udover det.

"Jeg behøver ikke spotte det for at vide hvornår vi kommer forbi det," sagde han først, som han så ud over havet. "Jeg er selv født og opvokset i det rev... Og besøger det igen med nogle måneders mellemrum. Med hvor langt vi burde have sejlet nu, ville jeg sige det er omtrent fyrre sømil forude, til styrbords side." smilet var igen tilbage på hans læber da han så på hende igen.

Hun smilede taknemmelig til ham, da han svarede på hendes ord. Det var dejligt at have en at snakke med på den mere afslappede måde. Hun havde ikke set noget til Azir i, ja lang tid efterhånden. Hvad end han lavede, så håbede hun snart at få mulighed for at snakke med ham om tingene.

Da han sagde at han ikke behøvede at spotte revet for at vide hvor det var, så hun overrasket på ham. Kendte han området så godt? Da han så fortalte at han selv var født og opvokset her, kunne hun ikke lade vær med at le.
"Ja, så kan jeg være ganske rolig." En stemme kaldte på hende nede fra og hun så ned et kort øjeblik inden igen rettede blikket mod Zayden med et smil.
"Nå, pligten kalder. Go' vagt." Derefter svang hun sig ud og greb fat i et af de reb, som kunne bruges til afstraffelse og med benene styrrede hun farten, til hun var omkring to meter over dækket før hun slap rebet og landede på dækket.
Det var skibets kok som havde kaldt og hun gik med ham under dæk.

Zayden nød nu også fint deres snak. Det kunne godt være hun var hans kaptajn lige nu, men han havde allerede på fornemmelsen at hun var typen man snildt kunne dele alt med... Uden det ville komme videre hvis man ikke ville have det. Men hun ville vel heller ikke få så stor en besætning hvis det ikke var fordi der var en del folk der stolede på hende.

Han lagde godt mærke til hendes overraskede blik, og kluklo en smule, inden han fik uddybet hvorfor han så snildt kunne sige hvor præcis revet var fra deres nuværende position. "Nemlig... Hvis jeg ikke tager helt fejl, er det vist også Jake, min stedbror stødte på. Matthias, hedder han. De fem der så ekstra skræmte ud for mig skulle vel aldrig være kommet fra hans besætning af?" der var intet fjendtligt eller stødt i hans stemme på trods afhvordan de havde fået skadet Matthias inden Jake fik standset dem... Men lidt morskab var der dog, for det var da godt at se at de havde fået sig en ordentlig lærestreg.

"Jo tak," sagde han så med et smil da hun fik svunget sig ud igen og kom ned fra udkigsposten, hvor han blev siddende og i ny og næ drak lidt vand. Han kom først ned på dækket igen da der senere ude på dagen blev kaldt til mad, og han blev bedt om at komme ned og få noget. Han kendte trods alt det her område godt nok til at han ikke behøvede at overvåge det ligeså meget som ellers, så han kom ned og fik mad med de andre.

Hun hørte godt hans ord om at det nok var Jake som havde mødt hans stedbror, men hun havde allerede fokuseret på kaldet nede fra dækket. Altså måtte hun vente til senere med at høre mere omkring det.
Da hun fulde med kokken nedenunder, fandt hun ud af at selv kokken var nervøs for at have en sirene ombord. Hun fik dog beroliget kokken så meget at han gik med til at lade tvivlen komme Zayden til gode. Hun lovede til gengæld at holde øje med ham, selv om hun tvivlede på at det blev nødvendigt.

Resten af dagen deltog hun i nogle af opgaverne ombord og skrev i sin dagbog, en vane hun havde da hun følte at det hjalp hende med at klare tankerne.
Da der blev kaldt til mad, rejste hun sig og strakte sig letter dovent inden hun gik nedenunder. Her satte hun sig overfor Zayden.
"Du nævnte noget om at Jake havde mødt din stedbror? Hvad gik det ud på? Ud over at han nær havde mistet fem unge idioter." Hun var oprindelig nysgerrig og man kunne høre støjen dæmpede sig over alt, da folkene hørte deres kaptajns spørgsmål til den nye. Størstedelen var nysgerrig efter at vide mere om ham, mens de fem som sad bagerst for sig selv så lettere rædselsalgen ud over at blive nævnt. Selv kokken stod i døren for at lytte med.
"Alt hvad han har fortalt os, var at en af de fem troede at det var en lille hval eller noget i den retning. Og at Jake hjalp drengen, for så at love at området blev fredet da der var kommet nye unger til stedet."

Zayden havde fint nydt turen indtil videre, før han blev kaldt ned til mad, og satte sig ned blandt de andre, og var rimelig hurtigt gået i gang med at spise… Kun kød, selvfølgelig. Hans krop var ikke rigtigt bygget til andet end det, eller sjæle, for den sags skyld. Og det var da om ikke andet rimelig godt kød de havde fat i, så tilfreds var han i alt fald med maden, i forhold til nogle andre skibe han havde været på hvor det havde været… Mildest talt rædselsfuldt, i alt fald for hans diæt.

Han kiggede op da Taliia satte sig ned overfor ham, og smilede blidt, som han nikkede let. “Det er også noget hen af hvad jeg hørte… At der har været nogle, undskyld jeg siger det ligeud, men nogle idioter der ikke kunne se ofrskel på en farverig sirene og en grå hval... Og at vores flok vist også fik lov til at give nogle af besætningen en tiltrængt lærestreg,” hans blik flakkede nok lige for et sekund hen på dem der i forvejen så rædselsslagne ud, men åbenbart endnu mere selv efter hans meget korte blik. “Han har det fint igen, i alt fald… Han virkede skræmt da jeg fortalte jeg ville finde mig en ny besætning igen, altså, indtil han hørte jeg ville tage hen til jeres klan for det. Efter den aftale er de andre også blevet lidt mere rolige end de har været før.”