How to kill a dead guy 101 ~ Semyon

Aya havde aldrig været i Hauntville. Finurligt nok havde ingen af de utallige mørke væsener, som hun havde jaget før, taget derhen. Måske var det fordi at selv mørkets væsener som dæmoner og vampyrer frygtede stedet. Der var i hvert fald noget ubetryggende over Hauntville og Aya havde regnet sig frem til hvad det var. Hun bed nemlig selv mærke i det, som hun bevægede sig igennem de forladte gader med intet andet end en transportabel olielampe. Mørkets væsener var farlige, ja, men ikke uhyggelige. Ikke når man vidste, hvordan man skulle håndtere dem. Man vidste hvad de var. Men i Hauntville… hvad end der var i Hauntville var ukendt. Og det var det ukendte i mørket, der jagede folk væk.
Ikke at Aya lod sig jage væk. Nej, det ukendte var hvad der drog hende dertil. Et ukendt væsen, eller i hvert fald en ukendt mand med en ukendt evne, havde efterladt lig og folk i koma i alt for lang tid nu. Desværre var det først nu at rygterne ramte Aya og hun kunne sætte tingene sammen til et stort forvirrende puslespil. Men der manglede nogle brikker. Hvem var han… eller hvad var han?  Det var der ingen der var sikre på. Aya havde sine mistanke men hun kunne ikke vide, hvordan hun skulle slå ham ihjel, før hun fandt ud af hvad hans styrker var og derved hans svagheder. Så hun blev nødt til at finde ham. Det var blot lidt svært da folk fortalte at han havde det med at dukke op og forsvinde ud af det blå. En frustrerende evne, hvis man spurgte Aya.
Nogle havde dog fortalt, at de havde set ham bevæge sig i mod Hauntville. Selvfølgelig skulle den ukendte mand leve i den ukendte by. Så der var Aya nu. Hun oplyste sin vej ved at strække sin arm med lampen frem og passede på hvor hun gik på den ujævne vej. Hun var stærk – hun havde brugt de sidste mange dage på at lave ritualer, der sørgede for at hendes energiniveau og derved magiske evner var på maksimum styrke – men det forhindrede ikke hendes hjerte i at banke hårdt i mod hendes bryst. Hun fangede flere gange sig selv i at glemme at trække vejret. Det føltes forkert at gøre, nu hvor hendes åndedræt og fodskridt lød rungende højt i nattens stilhed. Hun havde gåsehud – om det var på grund af den kølige vind eller grundet frygt vidste hun ikke, men hun ville aldrig indrømme hvis det var den sidstnævnte mulighed. Og selvom hun havde det dårligt, så var hun her. Hun skulle finde væsenet. Og hun skulle dræbe det.

Det var en af de første gange han havde nogen der jagede ham. Hun vidste nok ikke at han udmærket godt vidste hun var der - at han rent faktisk havde været den der roligt observerede hende, det sidste døgns tid. Han havde på fornemmelsen at hun måtte være en af den der jagtede de personer - væsner - der levede af andre. Dræbte andre. Hvor de fleste nok ville tænke dæmoner og vampyrer, så var Semyon selv trods alt lidt... Anderledes. En del sjældnere. Han havde i alt fald ikke selv mødt nogen som ham siden de få der var blevet bragt tilbage på samme måde som ham... Og ingen af dem havde formået at indtage al den livs energi der skulle til for at blive på denne side. Den fejl var han ikke dum nok til at begå - men han havde vist være lidt for sløset med nogle af de lig han efterlod sig... Og folkene der endte i koma, selvfølgelig. Som det var et fåtal der gjorde, de fleste døde af at han tog deres livs energi...

Men uanset hvad, var det tydeligt at hun var taget efte rham her til Hauntville for at finde ham. Og sikkert prøve at slå ham ihjel. Hvis han havde kunnet lave lyd i den åndelige form han havde lige nu, havde et lact fnis uden nogen som helst form for humor i sig, nok undsluppet ham. Held og lykke med at slå det ihjel, der allerede var dødt. Og som ikke blev påvirket af hellige ting som en vampyr og andre udøde gjorde. Han havde også på fornemmelsen at hun nok kun var blevet mere forvirret af at følge efter ham. For fra den sidste landsby af og i denne retning, var der spor efter hans bare fødder, omtrent halvvejs... hvorefter de bare forsvandt, da han her var trådt ud af sin fysiske form igen. Det var der han havde haft en fornememlse af at blive forfulgt, og snart fundet hende, for derefter at roligt følge efter hende helt hen til byen, holde øje med alt hva dhun foretog sig, prøve at finde ud af hvad hun var. Han havde i alt fald på fornemmelsen at hun nok ikke bare var et almindeligt menneske...

Uanset hvad, så følte Semyon sig altid lidt mindre alene her ved Hauntville. De normale levende kunen selvfølgelig ikke se det, men når han var her i sin åndeskikkelse... På det åndelige plan... Så han en livlig by. Ånderne fra alle folkene der var flygtet herfra... Mange af dem var vendt tilbage til stedet efter døden. Og det var lidt nemmere at føle sig hjemme her, end så mange andre steder. Omend han var et noget så anderledes spøgelse end dem.

Men han skulle først finde ud af præcis hvor han havde kvinden her... Så han viste sig ikke for hende endnu. Nej, det ville være en dum ting. Og han havde endnu ikke lyst til at 'lege' med hende, så heller ingen telekinese. Hmm... Hvad med at tage direkte kontakt? Derfor fortsatte han blot med at gå stille og roligt ved siden af hende, stadig usynlig fra det materielle plan, som hans lave, lettere hæse, følelsesløse røst pludselig lød i hendes hoved, ved hjælp af hans telepatiske evner. *What is it you hope to accomplish, by seeking me out? Do you want to kill me?*

Aya havde svært ved at se, hvordan en person kunne gemme sig i denne by. De fleste mørke væsner valgte netop at bosætte sig i overbefolkede byer for at kunne gemme sig nemmere. Det var bare nemmere at forsvinde ind i mængden på den måde, især hvis jægeren ikke var sikker på hvordan monstret så ud. I denne her by var det jo tydeligt, hvis en person var til stede og den person ville højst sandsynligt være den person Aya skulle slå ihjel. Men selvfølgelig, hvis den her mand, det her væsen, kunne forsvinde ud af den blå luft og måske endda gøre sig helt usynlig, kunne han være ligeglad med om han var den eneste person i byen. Aya ville jo ikke kunne se ham alligevel. Og hvis han ikke frygtede hvad end der måtte befinde sig i Hauntville, måtte han heller ikke frygte hvem end der ellers kunne finde på at begive sig ind i byen for at jage ham.
Så Aya gjorde sig klar på, at hvad end hun så måtte støde på, ville det være kraftfuld. Hvis hun overhovedet stødte på noget. Hun måtte indrømme, at hun var begyndt at tvivle. Hun var næsten gået byen rundt og der var jo ingenting. Bare jord og støv og tomme huse. Hun kunne næsten sige, at hun ikke længere var bange for byen, siden der tydeligvis intet var at finde her. Det var dog stadig kun et næsten - der var bare noget med tomheden og manglen på liv der gjorde hende ekstra meget på vagt. Hvis der kom den mindste lyd, som et blad der blev blæst væk af en nattebrise, fór hun sammen og stak sin lygte ud i et desperat forsøg på at afsløre nogen. Men der var ingen. Det var bare hende og den tomme by.

Indtil hun ikke længere var alene.
Hun så ham ikke. Selv ikke efter at hun snurrede hele vejen rundt om sig selv i et forsøg på at finde ham. Nej, skulle hun kun afhænge af hendes syn, kunne hun være sikker på, at han ikke var til stede. Men hun kunne høre ham. Inde i sig selv, men det var ikke hendes egen stemme, der ekkoede i hendes tanker.
Do you want to kill me? Var det så åbenlyst?
Hun svarede ham ikke til at starte med. I stedet smed hun lygten - hun havde ikke længere brug for den - og strakte sine arme ud for selv at få to blændende lys til at blinke i hendes hænder. Der var muligvis ikke nogle folk i denne by men der var masser af liv. Ukrudt havde fået lov til at vokse ud over det hele og i det ukrudt var der masser af energi. Det krævede intet for hende at lyse hele hendes omgivelser op. Men endnu en gang - ingen mand.
"I'm here to figure out what you are," sagde hun ud i intetheden, højere end hun selv havde forventet hendes ord ville forlade hendes læber. I mellem tiden så hun sig konstant omkring, klar til at angribe hvad end der måske ville fare i mod hende. Men angribe med hvad? Ild? Daggert? Kvælertag? Der var ingen måde at vide det på.
"So," fortsatte hun bestemt uden at lade nogen frygt vise, "What are you?"

Det var nu rimelig underholdende at se hende undersøge alt hun kom i nærheden af. At se hvordan hun i refleks fór sammen af selv de mindste lyde, blot fordi hun var alene her, i en for hende forladt by, midt om natten. Byen der havde lidt af et rygte for at være hjemsøgt, og det med rette, med alle de ånder Semyon nu kunne se på denne side af 'sløret', som han befandt sig på lige nu. Men uanset hvor underholdende det var, så drev nysgerrigheden ham også til at finde ud af hvem og hvad hun var, og præcis hvorfor hun var efter ham. Måden hun havde målrettet fulgt efter ham på mindede om et rovdyr der jagtede dets bytte... Hvilket også var hvorfor han var sikker på at hendes endelige mål nok var at slå ham ihjel. Men det skulle nok være meget nemmere sagt end gjort. Mereend én gang havde hun endda fået stukket armen direkte igennemhvor han stod, med sin lygte, som hun havde set sig om efter de svage lyde hun hørte. Det var dog ikke noget han kunne mærke i denne form, naturligvis - ligesom hun nok heller ikke kunne mærke ham. Og hvis hun kunne, så måtte det være ligesom med de små børn der indimellem kunne fornemme ham... Lidt som med en sjette sans. Det så altid ud til at de følte sig rimelig kolde efter lige at være løbet igennem ham, i alt fald.

Og selvfølgelig, som hun havde smidt lygten og nu - med nogetmagi af en art? - holdt to lyskilde ri hendes hænder op, var han stadig ikke til at se. Men han kunne godt se præcis hvor klar på kamp hun var - den holdning og det blik i hendes øjne var ikke til at tage fejl af.

Det svageste smil strejfede hans læber som han hørte hendes svar. Tja, det var en del af sandheden, lød det som om. Hmm... Hvorfor ikke holde gættelegen kørende lidt længere. Det ville jo værefor nemt hvis han bare gav hende svaret, ville det ikke? Jo, det ville det i sandhed... Og han havde på fornemmelsen at han kunne få meget mere sjov ud af hende ved at trække det her ud.

*Oh, so that's what you want to know? Well, well then... Why don't we see if you can figure it out, instead?* selvom tonen i hans stemme stadig var lige så monoton som før, var der også nærmest et lille strejf af morskab i den. Det var tydeligt at han fandt hende underholdende. *I am one of those who used to be, but is no more - and yet, I still am here, but not who I used to be...* han trådte en smule væk fra hende igen, blot for at se hende lidt mere på afstand, en smule bedømmende. Han viste sig ikke endnu, dog - hun så stadig ud til at være i et lidt for fjendtligt humør til at han gad det. *Always watching from the other side.*