I can't talk about it...(Sakref)

Bron lyttede stille til det Rafaela spurgte om. han viste med en hånd hen imod springvandet og gik derhen for at sidde og snakke istedet for at stå ved huset.
"jo det undrede os allesammen om hvad der foregik. det var ikke ligefrem fordi man kunne undgå at lægge mærke til at noget var anderledes. vi allesammen snakkede om det og jeg overhørte frue Valiona have flere alvorlige snakke med Mester Sakref. vores problem var at vi ikke vidste konkret hvad der skete." sagde Bron og sukkede lidt. med sine glødende øjne mod vandet fra springvandet.
"vi prøvede længe at finde ud af hvad der foregik. men hver eneste samtale mester Sakref havde med enten dig eller frue Valiona var magisk lydslettet ude for selve rummet. vi diskuterede et tidspunkt en hel masse om hvad der var sket siden du ændrede dig. frøken Zaela og frøken Surzi troede i starten det måske var en fetish du havde udviklet. Neko og Beko troede det var fordi du gennemgik speciel træning for et eller andet. mig og Nika havde en teori om at det kunne have noget af gøre med dit forhold med Melvin. jeg prøvede den ene gang at snakke med Mester Sakref om hvad der foregik efter du havde din fliptur. hvilket medførte til at Mester Sakref skar min arm af som straf. " forklarede Bron længe og da han var færdig så trak han den ene side af sin trøje til at vise at der var nye ar på hans skulder med nogle enkelte metal og læder stykker til at dække noget af det hud der var gået i stykker rundt om.

Rafaela fulgte med Bron hen til springvandet og satte sig ved siden af ham. Hun kiggede op på ham imens Bron snakkede. Hun blev overrasket over alt det Bron fortalte hende. Så de havde rent faktisk bekymret sig for hende. Ihvertfald Bron havde. Hun kiggede ned i vandet og spekulerede over hvordan hun skulle takle det hele. Hun spekulerede endda på om hun skulle fortælle Bron det hele. "Bron det der egentlig skete var, at...far...altid holdt mig i meget kort snor. I starten hjalp jeg bare til med, at gøre rent på laboratoriet og var forsøgskanin til de forsøg Rottenstein og far havde. Efter det med...du ved den dag jeg stak af fra dig blev det endnu kortere og hver gang jeg havde den mindste vrede der blussede op omkring familien fik jeg smerter og mistede energien indtil han slukkede det igen. Den sorg over tabet af det barn jeg fik med Melvin blev holdt nede ved hjælp af hans blod og nogle krystaller han havde, men jo flere jeg fik og jo længere til der gik imellem sorgen fik lov til, at arbejde jo stærkere blev vreden og sorgen. Han begyndte at behandle mig som slave bogstaveligtalt, straffet hvis jeg ikke gjorde hvad der blev sagt, brugt som han ville uden jeg kunne stoppe ham. Du så jo selv hvor tomhjernet jeg blev til sidst Bron" fortalte hun. Man kunne tydeligt se på hende, at det gjorde ondt, at snakke om det for tårerne begyndte så småt, at løbe ned af hendes kinder og hver gang hun ville sige far eller hentydet til Sakref havde hun stoppet op for, at komme til sig selv igen og finde modet til, at sige det. "Vreden til jer begyndte da jeg ku finde modet til, at ikke tage krystallerne når han bare gik da han havde givet mig dem i hånden og ingen af jer stoppede ham eller snakkede til mig overhoved. I virkede alle så ligeglade med mig. Jeg begyndte, at tro at jeg var født til, at være slave og det, at ingen af jer kontaktede mig efterfølgende gjorde bare så ondt og bekræftede mig i, at i var ligeglade med mig og jeg ikke passede ind Bron" fortalte Rafaela imens tårerne løb ned af hendes kinder og hun begyndte, at ryste over hele kroppen.

Bron lyttede stille med til alt hvad hun sagde og var lettere chokeret over hvad der var sket for hende. da hun var færdig med at snakke og begyndte at græde så rakte Bron armene ud og gav hende et kram. han var lidt kold men ikke nær så kold som et lig.
"ingen af os har nogensinde været ligeglad med dig frøken Rafaela. det hele der skete for dig skete ikke kun for dig. vi allesammen blev pludselig straffet ved at ikke få lov til at gå op til dig uden speciel tilladelse. jeg ved dine søstre har prøvet flere gange for at se dig. jeg ved ikke om de nogensinde kom igennem men jeg ved at han sendte frøken Zaela ud af slottet alene i en hel måned uden at se frøken Surzi. du ved hvor svækket de bliver uden at se eller være i nærheden af hinanden. " sagde Bron og nussede hendes arme. han vidste at de andre havde prøvet længe at få fat i hende men hver eneste gang de prøvede at snige op til hende blev de straffet gevaldigt.
og efter du rejste blev tingene værre for os alle. vi fik praktisk talt ikke lov til at forlade slottet eller til at have kontakt med nogen ude for slottet. jeg ved selv frue Valiona prøvede flere gange at sende breve til dig men blev mange opdaget af mester Sakref. men jeg er virkelig ked af hvad der er sket for dig. hvis vi havde vist mere ville vi have prøvet at kontakte Frøken Victoria eller Mester Makkadin. for at få hjælp eller noget..." sagde Bron og faldt lidt stum. han var sur på Rafaelas vegne og ønskede han havde vidst hvad der var sket noget før så han kunne have gjort mere.

Rafaela rystede over hele kroppen og græd imens hun borede sit ansigt ind i Brons skuldre. Hun kiggede op på ham igen da han begyndte, at snakke. Hun sagde ikke noget imens han snakkede. Hun bed sig i underlæben imens tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun rettede sig op efter lidt tid. Hun havde fået dårlig samvittighed. Hun havde måske kunnet haft undgået, at de andre i familien blev straffet, hvis hun ikke havde gjort oprør imod sin far dengang. Hun kunne måske haft taget straffen for dem? Ladet hans vrede og straf gå udover hende og ikke dem. Hun kiggede ned i vandet ved springvandet og lod tårerne løbe "Hvad skete med...mor...når han opdagede hvad hun prøvede på?" spurgte Rafaela stille. Hun havde virkelig svært ved, at udtale ordet mor. Det var ikke et ord hun havde brugt i flere år overfor sin egen mor overhoved og det, at sige det gjorde nærmest ondt på hende som om nogen stak hende med en kniv. "Hvorfor var det han forsvandt? Hvad med Melvin?" spurgte hun stille. Hun kiggede kort hen imod vinduet der førte ind til køkkenet, hvor hun derefter kiggede ned i vandet igen. "I burde ikke være blevet straffet Bron...Undskyld Bron...Skulle haft gjort hvad han havde sagt dengang så havde det måske set anderledes ud...han holdt mig væk fra jer for, at jeg kunne indordne mig" sagde hun stille og lod tårerne løbe "Jeg burde haft gjort det så havde i ikke blevet straffet. Han blev hårdere mod mig med tiden Bron. For at i ikke blev straffet hårde" sagde hun stille og spekulerede på om hun skulle tage ud for, at finde sin far. Fået lukket det for altid. Hun havde dog svært ved, at acceptere, at hendes mor og far måtte beholde Darius.

Bron sukkede lidt.
"jeg ved ikke alle detaljerne. men jeg formoder at han slog hende nogle gange. jeg ved den ene gang overså jeg hende blive slået hårdt. tror hun brækkede et ribben eller to. heldigvis med hendes evne kunne hun fikse det nemt. men tror hun også har haft det slemt med situationen. jeg ved at hun var nok den Mester Sakref elskede mest." forklarede Bron.
han rystede på hovedet da hun spurgte hvor Sakref var taget hen.
"det er der ingen af os der ved. lige pludselig så var han bare væk. sporløst forsvundet. kort tid efter tog vi chancen og flygtede derfra. Melvin valgte dog at lede efter Mester Sakref. hvorfor ved jeg ikke." sagde Bron som svar.
han lyttede stille til det sidste Rafaela sagde.
"du skal ikke bebrejde dig selv for hvad der skete for os. vi er bare glade for at du kom væk fra alt det vanvittige med Mester Sakref. og jeg ved de andre har glædet sig til at se dig og prøve at indhente tabt tid." sagde Bron med et smil og lagde en hånd på hendes skulder med et blidt lille smil.

Rafaela sad blot stille og lyttede til det Bron svarede hende på omkring de spørgsmål hun havde stillet. Hun svarede ham sådanset ikke på noget af det der havde med, hvad der skete med hendes mor eller da hendes far forsvandt for hun vidste sådanset ikke hvad hun skulle svare til det. Hun kiggede op på ham da han lagde sin hånd på hendes skuldre "Hvorfor er i glade for, at jeg slap væk fra det? Jeg lod jer i stikken og i havde ikke blevet straffet, hvis jeg bare havde gjort hvad han sagde dengang Bron" sagde hun stille. Det var tydeligt, at se på Rafaela at hun havde fået skyldfølelse over det selvom hun havde fået, at vide, at det var hendes far som havde bedt Vincent hente hende dengang det havde hun fået, at vide senere hen, men om det havde været noget hendes onkel og fætter havde fortalt for, at mildne Rafaela vidste hun ikke. Hun rystede lettere på hovedet "Det er forsent, at indhente den forsømte tid Bron" sagde hun stille og gik ind imod stuen og satte sig på vindueskarmen, hvor hun stirrede ud på haven. Hendes tanker kørte fortsat i retningen af, at det var hendes skyld, at hendes far havde straffet de andre og endnu hårde efter hun kom til Sunfury.

Bron sukkede.
"vi var glade for at du slap væk da vi var igang med at planlægge vi ville stikke af. og hvordan Sakref var om dig så vidste vi ikke om hvor vi havde dig. om du ville med eller om du var stadig så ham som din far. vi var glade fordi du allerede havde fået din frihed." sagde Bron stille. han stoppede også med at bruger mester titlen til Sakref. Bron havde tænkt på at flygte siden det med Sakrefs vanvid blev værre og værre.
Bron var lidt overrasket over at hun sagde det var for sent. det slog ham lidt kunne man se. men han blev hurtig neutral i ansigtet igen. han stak sin hånd ned i sin lomme og fandt sit mundstykke frem igen og tog det på.
"måske. men det ikke for sent at bruge den tid der er tilbage til at prøve igen. tænk over det. og hvis du får lyst til at træne sammen så sig til." sagde bron roligt.
da Rafaela begyndte at gå imod huset vendte bron sig imod kirken og gik derhen igen.
indenfor sad Makkadin, Vincent og Victoria. de andre var i kirken for at sætte op for dem der kunne være der.
kort tid efter at Rafaela havde sat sig i vindueskarmen kom Victoria hen til hende og lagde en blid hånd på hendes skulder.
"er du okay søde? du ser lidt trist ud." sagde Victoria blidt til hende. hun  havde lagt mærke til at Rafaela havde et meget trist blik fra hun kom ind.

Rafaela kiggede på Bron. Hun grinte kort som tegn på det måtte være en joke han fyrede af "Som han selv sagde var han ikke min far længere. Han var min herre indtil den...blev født" sagde hun stille. Tårerne trillede dog stadig ned af hendes kinder.
Rafaela kiggede kort på dem der sad inde i stuen. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hendes hoved hvilede imod ruden. Hun kiggede dog op på Victoria da hun mærkede hendes hånd på sin skulder. Hendes øjne var blevet helt røde af gråd. Hun trak vejret dybt og satte sig så hendes ryg var imod ruden. "Far...torturerede de andre hvis de spurgte ind til mig eller prøvede at kontakte mig efter jeg kom her hos jer. Jeg burde måske haft været ordentlig overfor ham dengang. Gjort hvad han havde bedt mig om så kunne det være, at de andre havde det godt" sagde hun stille og begyndte, at ryste over hele kroppen "Han skar Brons arm af bare fordi han spurgte ind til mig!" råbte hun grædende og puttede sig grædende ind til Victoria. "Må finde ham måske lader han de andre slippe..." græd hun.

Victoria lyttede stille med og da Rafaela var færdig så gav Victoria hende et stort kram.
"det skal du ikke sige Raf. jeg kender ham nok til at vide at han ville have skadet dem uanset hvad. så længe han havde selv lyst til det. du skal ikke tage hvad der er sket for de andre som værende din skyld. " sagde Victoria trøstende til Rafaela. hun skulle ikke tage skylden for alt det der er sket for hende. onde væsener gør onde ting om man kan intet gøre ved det. uanset hvor god man er.

Rafaela puttede sig ind til Victoria og lod tårerne løbe. Hun kunne ikke styre de følelser som var dukket op efter alt det Bron havde fortalt. Det sjove ved Rafaela var, at hun ikke rigtigt frygtede nogen eller noget overhovedet udover hendes far. Hun vidste godt, at hele hendes familie ville kunne knække hende under en kamp, men hun frygtede ikke dem eller en kamp imod dem, men kom det til hendes far så ville hun lyse af frygt og vrede.
Hun kiggede op på Victoria "Men det er min skyld, at han blev sådan. Det skulle ikke gå udover dem for de havde ikke fortjent det. De gjorde jo ikke noget forkert. Det gjorde jeg" sagde hun grædende og puttede sig igen ind til Victoria.

imens Rafaela puttede sig ind til Victoria så holdte hun Rafaela ind til sig og nussede hendes hoved.
da hun begyndte at snakke om at det var hendes skyld kunne Victoria ikke gøre andet end automatisk ryste på hovedet.
"det er ikke din skyld min søde lille skat. du skal aldrig tro at det her er din skyld på nogen som helst måde. Sakref har altid haft indre kampe, og det er ikke første gang han er faldet til sin dæmoniske side. det er hverken noget du kan gøre noget ved eller de andre. i er ikke stærke nok til det. men i er sikre her. vi vil allesammen beskytte dig imod hvad end der sker." sagde Victoria og kiggede ned på Rafaela som hun ville en datter, imens hun nussede hendes kind.
"så stop med at give dig skylden for alting. eller din faster kommer kysser dig indtil du ikke kan klare mere. og du kan bande på at din faster er en god kysser" sagde Victoria og grinte lidt. hun prøvede lidt at løfte Rafaelas humør med at være lidt sig selv og lave lidt sjov.

Rafaela puttede sig ind til Victoria, men kiggede dog op på Victoria når hun snakkede. Hun skulle lige til, at sige sin faster imod da hun kom med truslen om, at kysse hende begyndte Rafaela, at grine “Okay okay du får ret” sagde Rafaela med et latter i stemmen. Hun smilte stille og gav Victoria et ekstra kram “Tak faster” sagde Rafaela stille og smilede sødt til hende. Rafaela satte sig igen i vindueskarmen og kiggede skiftevis på Victoria og ud i haven. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle lave, men hun havde vel også brug for at være sig selv så hun kunne slappe af igen.

Victoria smilte af Rafaelas latter og kyssede hende på panden.
"godt min søde skat. jeg vil lige gå ud og kigge til de andre om de mangler noget." sagde Victoria og gav et sidste kram til Rafaela før hun gik ud i haven.

der gik lidt tid hvor der var pæn fred, Valiona og Darius havde hjulpet med lave frokost sammen med Makkadin. da de var færdige med det hele kom de andre også ind da de var færdige med at pakke det mest nødvendige ud.

Rafaela kiggede på sin faster. Hun lyttede stille til det hun sagde og nikkede forstående "Det er i orden faster" sagde hun stille og smilede venligt. Hun kiggede efter Victoria da hun gik ud i haven.
Reine løb rundt ude i haven og legede imens Emily hjalp de andre med, at pakke ud sammen med Vincent.
Rafaela var gået op på sit værelse, hvor hun havde fundet sig en bog. Hun satte sig på sin seng og læste i bogen. Hun vidste sådanset ikke hvad hun ellers skulle give sig til for hun havde det jo ikke så godt med, at være sammen med sin familie fra Doomsville og da de jo var alle steder i huset efterhånden måtte hun mere eller mindre flygte op på sit værelse, hvor hun vidste de ikke var.

hele huset og haven var lidt småfyldt. Victoria var udenfor med Zaela og Surzi og snakke med dem om djævleting. Valiona, Makkadin, Darius og Nika var indenfor i stuen og snakkede.
og de sidste var i kirken og slappede af.
Vincent havde dog lagt mærke til at Rafaela var væk og Makkadin havde bedt ham om at løbe ud og købe ting ind så han tænkte at hun nok ville med og lidt væk.
han bankede på hendes værelsesdør.
"Rafaela er du derinde? det er mig Vincent" spurgte Vincent og ventede på at han måtte komme ind.

Rafaela nød roen som var inde på hendes værelse og det var jo rent faktisk længe siden hun faktisk havde kunnet sidde på sit værelse og slappe af med en god bog. Hun kiggede lettere irriterende hen på døren da nogen bankede på. Hun havde været helt væk i sin bog og havde mere eller mindre glemt tid og sted. Hun brummede lettere irriteret indtil hun hørte hvem det var som bankede på døren "Kom bare ind Vincent" sagde hun stille, men højt nok til, at Vincent kunne høre hende. Hun læste det sidste af det der stod på den side af sin bog, hvor hun derefter lagde et bogmærke imellem siderne og lagde bogen ned ved siden af sig og kiggede hen på Vincent "Har de fået styr på tingende?" spurgte hun stille og kiggede roligt på Vincent.