The science of drug abuse

Sted: Eliyah Elizondos hus
Vejr: Overskyet, blæsende og regnfuldt.
Tidspunkt: Lidt over midnat.

Eliyah sad bøjet ind over skrivebordet, der var dækket af mange håndskrevne dokumenter og et par enkelte bøger, hvoraf en var åben. Trods hjemmearbejdsdagen, var han anstændigt klædt på i sin hvide skjorte, marineblå uld bukser og brune læderstøvler med træsål. Alt sammen rent og pænt. Han havde i dagensanledning taget en sølvring på hver ringefinger. Han var frustreret og træt. Hele dagen var gået med, at han havde forsøgt at samle sine notater og få det hele skrevet ind i en samlet bog. Han havde længe haft tanken, men kaosset i hans eget hoved, havde forhindret ham indtil nu. Men nu skulle det være slut! Han var træt af, at det han skulle bruge, altid var det sidste han fandt. Han var startet tidligt på dagen og havde holdt sig indenfor grundet vejret. Han kom godt fra start, og fik en masse skrevet ind i bogen. Hen på aftenen, havde han mistet overblikket. Derefter forsøgte han at lægge dokumenterne op, så han kunne overskue situationen og få lagt en plan . I frustration havde han givet sig til at støve de bøger af, som han havde med sig til byen.

Arbejdsværelset var stadig forholdsvis tomt, fordi han kun havde fået indrettet efter de mest basale behov. Maven knurrerede. Han havde været for optaget af sit arbejde, men nu meldte sulten sig. Han var helt afkræftet, så han kaldte på Rin, og bad hende finde noget. Hun kom tilbage med et par æbler, en honningkagen og et glas mælk. Rin skulle lige til at sige noget, men fornemmede Eliyahs humør, hvorefter hun af sig selv tændte op for ildstedet. Eliyah tog med det samme honningkagen og spiste den i små bider. Da ilden brændte godt, skyndte Rin sig ud af arbejdsværelset, efter et bekymret blik på dokumenterne på skrivebordet. Hvem havde også fundet på den tåbelige ide at samle det hele i en bog, så ville det være let for andre at stjæle det fra ham. Eliyah skulede til bogen midt på bordet og følte igen frustrationen. Han tog bogen med højre hånd og kastede den ind i  ildstedet, så den landede i midten af ildstedet med siderne ned i ilden. Da bogen ramte det brændende træ, slog det næsten ilden ihjel, men da den fik fandt i den første side, brændte det med fornyet kraft. Eliyah snurrede omkring, greb æblet, tog en stor bid og slængede sig så en lænestolen ved ildstedet med et lettet suk. En dags arbejde var spildt, men frustrationen havde forladt hans krop..

Delilah var faldet i. Igen.
Ligene var spredt rundt om hende. Det var ikke en nyhed. De havde været monstre, mordere, forbandede idioter. Og som altid havde hun fået en god slat penge for at slå dem ihjel. Hun stod over dem med et dødt blik i de dæmoniske øjne, og stirrede på blodet. Hun kunne ikke styre sig selv. Hun tørrede sig over de fyldige, blodindsmurte læber med en endnu mere blodig hånd, og formåede blot at tvære beviserne for hendes afhængigheder mere ud.
Men under de voldsomme kampe havde hun været fyldt af adrenalin. Spænding. Og det varme blod, der dryppede fra hendes fingre, efter kniven forlod de døde kroppe ... Hun skælvede. Tog en dyb indånding. Hun var ikke stolt af det. Men endnu engang havde hun ikke kunne holde sig tilbage.
Det var ikke fordi hun var en vampyr. Hun havde ikke suget blodet ud af monstrene og efterladt dem som tomme hylstre på jorden. Hun var ikke et monster. Men hun smagte. Og blodsmagen fyldte stadig hendes mund. Og følelsen af det magiske monsterblod fik hele hendes krop til at snurre og dæmpede smerten i hendes hjerte. Blodet gjorde det hele lidt nemmere.
Og hun smagte jo bare.
Men det var løgn. Og det vidste hun godt, så hun satte ild til resterne. Der skulle ikke være flere fristelser. Flammerne gav genskin i hendes allerede flammende øjne. Ild mod ild. Hun kunne ikke tage hjem til børnene i denne her tilstand. Hun kunne ikke være deres mor, når hun var fyldt med andres blod.
Hun fiskede et krøllet stykke papir op af lommen. Et navn og en adresse. Det var alt hun havde brug for.

Huset var i den rigere del af Doomsville. Selvfølgelig. Hun kastede et blik op af vejen i retning mod Seans villa. Men han kunne ikke hjælpe - og hun havde ingen planer om at spørge om hans hjælp, selv hvis han kunne. De havde for meget fortid. Og den svaghed, hendes afhængighed blottede, skulle han slet ikke se.
Så hun smeltede ind i skyggerne. Hun bevægede sig langs de mørke kroge. Når hun var på arbejde havde hun altid lange ærmer på, der dækkede for de lysende tatoveringer - på den måde kunne hun stadig smelte ind i de beskyttende skygger, uden samtidig at lyse som et fyrtårn. Derfor var det heller ikke svært at komme op til huset uset. Hendes skridt var bløde og dæmpede, hendes bevægelser var smidige og glidende. Det var ikke en uvant situation.
Hun lukkede sig selv ind. Døren var låst, men det havde aldrig stoppet hende. Hun lukkede den lydløst bag hende, gled ind i et hjørne og observerede omgivelserne. Tomt. Ufærdigt. Men pænt og rent.
Skridt. Lydløst forsvandt hun ind bag en halvåben dør. En kvinde med brunt, krøllet hår gik forbi. Hendes - ellers ret almindelige - ansigt var dækket af bekymrede folder. Hendes skridt forsvandt ind bag en anden dør. Med Delilahs ekstremt forstærkede sanser, var det ikke svært at bestemme, hvornår det var sikkert at træde tilbage ud i gangen. Det var heller ikke svært at bestemme, hvor den eneste mandlige tilstedeværelse i huset var. Testosteron duftede meget mere ... tørt, end østrogen.
Hendes lange skridt gled over gulvet uden en lyd. Og så mærkede hun det. Varmen fra et ildsted. Duften af mad. Kage? Og den svage smag af brændt papir, der hang i luften. Hun sendte et blik ned på det krøllede papir. Elizondo, stod der med halvsjuskede kragetræer. Og så skubbede hun døren op.
Flammernes skær flakkede over hendes krop. Det måtte være et skræmmende syn. De mørke krøller snoede sig om hendes blodige ansigt, og indrammede det søgende blik. Hendes mælkehvide hud var plettet af blodsprøjt, der stadig duftede frisk. En lang læderduster bevægede sig overraskende elegant bag hende, og et tæt læderkorset strammede om hendes talje. Et matchende par læderbukser smøg sig om hendes ben og endte ud i et par højhælede sko. Hvad man ikke så, var den tynde ringbrynje syret ind i læderets lag i alle beklædningsgenstandene, eller de mange skjulte våben, der sad i alt fra korsettet til hælene.
Og det hele var dækket af blod.
Hun bed sig i de røde læber, der endnu havde blodspor, og lagde blikket på den eneste person i lokalet. En mand. Den mand, hun ledte efter.
Og de øjne, der mødte ham, var det mest specielle. De var lavet af ægte ild. En tynd ring af sølv flød rundt om irissen som brusende vand. Fra sølvringen udsprang flammer af ild, der brændte med en stærkere og stærkere intensitet ind mod pupillen.
"Elizondo?"

Eliyah havde nydt følelsen af frustrationen forlade sin krop, imens han så ilden fortære bogen side for side. Han var så optaget af det, at han for nu havde glemt æblet i sin hånd
Han opdagede ikke kvinden, der listede sig ind i hans hus og videre ind i hans stue. Derfor forstod han heller ikke, hvor fra en stemme sagde hans navn, han var jo alene i rummet. Var han begyndt at hører syner? Han havde det ikke taget noget fornyligt? han kiggede mod døren, hvor han syntes lyden var kommet fra. Det gav et sæt i ham ved synet. Flammerne spejlende sig det blod, der stadig var frisk. Kvinden blev lyst op nede fra, så hendes mørke hår kom til at fremstå endnu vildere. Han kunne ikke afgøre om øjnene selv var lavet af ild, eller det spillede ham et pus.

Eliayh havde ikke set det komme, han var fuldstændig uforberedt. Derfor havde han siddet som forstenet og havde holdt været lidt længere end normalt. Han åndende ud, og mødte forsigtigt hendes øjne. I mørket var den himmelblå farve mere en mat farve, der stod i tydelig kontrast til hendes. Han var næsten sikker på, at hvis hun ville dræbe ham, så havde hun ikke sagt hans navn først.  Han analyserede sig hurtigt frem til, at hun var et ondt væsen, formentlig en vampyr. Den blege hud, farven i øjnene, påklædningen og ikke at glemme den store mængde blod, særligt det omkring hendes mund.
Det gav han en mere ro indvendigt, da han vidste, at hans blod i aften ikke var noget, som en vampyr ville syntes om at drikke. Men hvorfor var hun kommet? Hvis ikke for blod eller drab. Eller tog han fejl omkring hendes race?

Han havde dog ikke lyst til, at komme tættere på hende lige nu, så han blev sidende i stolen, med albuerne hvilende på armlænet. Hænderne flyttede han ind foran sig, så de begge havde fadt i æblet. Hvilke indgangs vinkel skulle han tage. Hvor meget afstand burde han holde.

"Eliyah Elizondo er mit fulde navn. Må jeg spørge om deres navn, og hvad jeg kan hjælpe dem med?" Han sørgede for at se hende i øjnene, en vampyr var nemmest at aflæse i ansigtet, grundet deres dyriske natur.

//Beklager Eliyahs tanker om vampyr og deres natur. Han har ikke haft det bedste oplevelser med vampyrer hidtil.

Delilah stirrede på manden i hjørnet. Hendes pupiller var abnormt udvidede, og monsterblodet pumpede stadig i hendes krop. Det dæmpede smerterne, følelserne, tankerne. Og det fik hele verden til at snurre lige præcis nok til, at det forvirrede hende. Måske var det derfor, han så bekendt ud. Måske var det derfor, hun kunne sværge, at det var Neals bror, der stod foran hende. Eller ham. Men dæmoner ændrede ikke udseende, på den måde. Og han lugtede ikke at dæmon. Han lugtede af fjer og godhed og .... mørke? En mærkværdig blanding.
Det måtte hun kigge på, når hun kunne tænke lidt bedre.
Hun blinkede langsomt. Hun brød sig ikke om, hvordan han stirrede på hende. Øjenkontakt var personligt. Intimt. Det var ikke følelser hun var vant til at have. Det var kun med meget få personer. Såsom Neal. Men han var ikke Neal. Han var anderledes og alligevel ens. Så øjenkontakten gjorde hende utilpas og fik minderne til at skylle frem. Slet ikke dét, hun havde brug for, når hendes hjerne i forvejen skvulpede lidt rundt.
"Du ved noget om ... rusmidler?"
Hun løsnede langsomt fingrene om den ødelagte seddel og kastede den i skødet på ham. Hun bevægede sig langsomt frem med smidige bevægelser, før hun bremsede kun 20 cm fra Eliyahs ansigt. Hendes blik flakkede imod ilden. Hun hadede svaghed. Hun hadede at vise svaghed. Det gik så meget imod hendes natur. Så ordene gled ud af hendes læber med meget besvær.
"Jeg har brug for hjælp med .. blod."
Hendes blik gled ned imod de lange, slanke fingre, der var røde af blod. Monsterblod. Det blod, der ødelagde hende. Hun så op på manden, der lignede Neal så meget, og sendte ham et halvt smil. Men der var ingen glæde eller venlighed i smilet. Det var tomt og med et glimt af sarkasme, selvom ingen af disse følelser faktisk var tilstede. Det var en forsvarsmekanisme, at netop dét smil kom frem, når hun ikke ville vise svaghed.
"Jeg tror måske, jeg er afhængig."

Da Delilah spurgte, om han vidste noget om rusmidler. Trak det lidt i hans mundvig, og han nikkede en enkelt gang med hovedet. Da sedlen landede i hans skød, kiggede han ned på den og genkendt sit navn, men ikke håndskriften. Hans navn var altså ved at blive mere kendt. Det glædedet ham indvendigt. Han kiggede op, og så den blodige kvinde komme hen mod sig. Han havde ikke noget i mod blod, men hun havde haft gang med noget værre griseri. Han blev lidt bekymret for sine nye møbler og gulvtæppe. Men der var også noget fascinerende ved det.

Han sad helt stille imens hun tilbagelage det sidste stykker over til ham. Han havde troet, at hun ville stoppe på en passende afstand, hvilket ville have været en ½ meter fra stolen. Hun havde åbenbart ingen fornemmelse for andre personers rum. Eliyah kunne ikke mage et jag af utilpashed ved situationen.

Han sad stille og afventende imens hun fik sagt det hele. Han fornemmede, at hun ikke var hjemme i situationen. Han brugte lige et øjeblik, for at være sikker på hvad hun mente. Alle vampyrer var afhængig af blod, men hun var afhængig af det som rusmiddel. En lille klokke ringede inde i hans hoved. Han havde vidst læst om det i en bog på et tidspunkt, men det havde ikke været særlig specifikt information.

Han lænede sig 10 cm frem, imens han fortsat kiggede hende i øjnene. Hans arme var samtiddig kommet nærmere på kroppen. Hans ansigt var venligt. Da hun satte hans tanker igang, trådte han underbevidst delvist ind i lægerollen. Han kunne lugte den metalliske lugt at blodet på hende.

"Jeg ved i hvert fald meget om rusmidler og blod." Sagde han med lidt humor i stemmen. "Jeg vil gerne hjælpe dig ... frøken. Men du må fortælle mig lidt mere specifikt, hvad dit.." Han skævede kort til blodet omkring hendes mund. "misbrug går ud på."

Delilahs blik flakkede mellem hans øjne og læber, da han lænede sig frem imod hende. Hendes snurrende hjerne fortalte hende, at det var Neal, der sad foran hende. Men mandens venlige smil var helt forkert, og han stank af fjer på kun den dér måde, en engel gør. Hun bed sig i læben, så den fyldige runding blev helt fladmast. Det var ikke Neal. Det var ikke ham. Men det lignede ham så meget, og det gjorde så ondt.
Hun trak sig væk med et ryk. De mørke lokker krammede hendes ansigt, da hun snurrede rundt og skridtede væk med hastige bevægelser. Hun greb fat i den tunge læderduster, der svingede overraskende elegant og let bag hende, på trods af de mange, mange kilo, og krængede den af skuldrene. Den blev smidt på bordet, der knagede ubehageligt under vægten. Huden under viste tydelige ar fra pisk, hug og stik fra skarpe våben.
"Det er .. blod. Jeg ved ikke, hvad ..."
Hun stivnede. Drejede rundt på den høje hæl, så håret endnu engang piskede om hende. Hun var henne ved ham på sekunder. Hun pressede en flad hånd mod stolen bag ham og lænede sig svagt frem, så deres ansigter igen var tæt på hinanden. Ilden brændte faretruende i de dybe øjne, der pludseligt havde ændret karakter.
"Det her bliver mellem os. Ikke et ord til andre. Nogensinde."
Det var gået op for hende, hvad det ville betyde, hvis denne her samtale blev ført videre. Hun havde valgt ham, fordi han var ny. Ingen kontakter, ingen problemer. Ingen folk der ville fritte ham for informationer om hende, for han var ny. Ingen ville vide, at han kendte hende. Men når han ikke kendte hende, ville han heller ikke vide, hvor farligt det var, hvis han ikke holdt sin mund. Det sidste hun havde brug for var, at hendes far kendte til hendes misbrug.
Hun holdt hans blik fast i nogle sekunder, før hun skubbede fra med hånden og igen snurrede rundt for at vende ryggen til ham. Som om intet var sket fortsætte hun sin sætning var før.
"Hvad blodet gør ved mig. Det er pisse irriterende. Det er bare som om, de ... Jeg ved det fandme ikke."
Frustrationen skinnede klart igennem stemmen. Hun bankede en irriteret hånd i bordet, der igen knagede faretruende. Musklerne bevægede sig i hendes ryg. Hun var født succubus, så selvom hun var tydeligt muskuløs, var det ikke dét, man bemærkede ved hendes ryg. Eller noget ved hende. Dét var en af grundene til, at hun havde skiftet race.
"Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg kan ikke stoppe det lort. Hvorfor fanden kan jeg ikke stoppe?"
Hun snurrede rundt for sidste gang, lagde blikket på ham og slog armene ud til siderne.