I can help you ~ Savas

Tid: 15.29
Vejr: Varmt og tørt
Sted: Oasis
Omgivelser: Palmer står langs den lille sø som er tiltrængt. Varmen er knap så voldsom herinde og det kan nærmest være til tilflugtssted.


Emnepartner @Savas



Oasis var en af de steder som man kunne finde lidt fred og ro uden at blive stegt levende. Ikke mange kendte ruterne til dem, ikke mange som ikke kunne flyve og se dem, eller været i området mange gange. Selvfølgelig var mange heldige og faldt over en af dem.


For Cody var Oasis en af de steder hvor han kunne være sig selv. Ikke en healer, ikke en kroejer og ikke en som kendte konge af Sunfury. Ligenu sad han på en sten med fødderne hvilende i vandet. En sæk med vin i hånden og et tænkende udtryk i ansigtet. Han havde flyttet hjem på kroen igen da han ikke kunne holde ud at være på slottet. Han var iklædt hvide tynde leggins og en tynd hvid skjorte. En brun kappe lå lidt længere væk fra vandet på den sammen sten han sad på. Han kørte en hånd gennem hans hår og sukkede.


Cody havde haft alt hvad han kunne ønske sig. Familie, venner og et godt arbejde. Han havde mistet det, men nu vil han heale sig selv, ligemeget hvor lang tid det tog. Han var klar til at tage den kamp op og han vil starte med at hjælpe folk igen, og racer var fuldstændig ligemeget. Han ønskede blot at kunne bruge sin evne igen til nytte for alle igen.

Savas havde bevæget sig længere og længere væk fra skoven de sidste par uger. Men overalt var der varmt. En brændende varme, der gjorde at han ikke orkede at rejse meget i løbet af dagen. I stedet ventede han normalt til de tidlige morgentimer eller de sene aftentider. Hjemme i skoven boede en gruppe af andre dødsengle, men flere og flere rejste rundt. Rundt for at lære, for at finde et mål. De vidste knap nok hvem de var, endnu mindre hvor de var eller hvad de skulle der. I det mindste havde skoven givet det de havde brug for, for at overleve. Det var blevet langt sværere da Savas var nået udkanten af ørkenen. Han vidste bedre end at flyve ud over et hav af varmt sand. Han vidste ikke hvad der var på den anden side, så planen havde været at rejse langt kanten af den. Se hvad eller hvem han ville møde på vejen.

Det var også fint de sidste par uger. Han havde mødt et par landsbyer, men de fleste steder var han uønsket. Folk virkede bange for ham, og da han ikke kunne sproget, var der ikke meget at gøre. Det virkede unødvendigt at slagte en hel by, trods alt. Og han var skam i stand til at sikre sig mad og vand alene.
Ja, det var gået godt...
Til nogen havde angrebet ham en nat og slået ham ud. Blot for at han ville vågne op midt i en lejr, gemt væk i nogle klipper i ørkenen. Væsnerne var anderledes, de havde en anden hudfarve, talte endnu et helt fremmede sprog og virkede...Generelt mere primitive end dem fra landsbyerne. Også selv om primitiv betød mere drabelige.
På en eller anden måde var han kommet fri, havde fundet sit sværd og stukket af. Midt i en ørken, som han ikke kendte hoved og hale på. Frataget sig sin egen primitive taske der havde indeholdt noget tørret kød. Han havde ikke mere vand. Og som om hans kvaler ikke var nok, var han såret. Han havde kæmpet sig vej ud og fået sig et par små snitsår - intet alvorligt. Men som han havde spredt sine sorte vinger, havde en pil gennemboret hans ene lår.

Det var efterhånden det meste af en flyvetur siden. Trods smerterne - der på en måde også styrkede ham - var han i stand til at holde sig flyvende. Men varmen var hård for hans sorte vinger. Brændte sig ind i hans muskler og gjorde ham træt. Han måtte være langt nok væk nu...Men han havde intet at gøre godt med. Intet at forbinde med. Hans bedste mulighed, for ikke at strande i ørkenen, var at blive ved med at flyve.

-------

Den sortvingede skikkelse havde set oasisen fra himlen og håbet på et sted at hvile sig. Knap var han rigtig nået derover, før hans vinger truede med at svigte ham. Det var ikke et frit fald - men det var tæt på. I stedet for at lande midt i oasisen, i stedet for at tage stedet i øjesyn og bedømme om det virkelig var sikkert, faldt han nærmest ned. Landede hårdt i det lave vand. Vandet tog noget af hans fald, men med hans vinger udgjorde det blot en fare for at drukne. Så knap var han landet - eller faldet - før han plaskede rundt og fik trukket sine vinger ind, blot for at kæmpe sig ind hvor han kunne stå i vandet på alle fire. På knæ og hænder. Hivende efter vejret, men også så tilfreds med vandets kølende effekt. Så forfriskende.
Hans beklædning bestod af nogle primitive bukser fra læderet af de dyr, som de havde dræbt i skoven for at overleve. Overkroppen var bar og afslørede flere forskellige ar, der fortalte at manden havde overlevet sine kampe. Om fødderne sad nogle lige så lette sko, der mere bestod af et styk læder bundet om dem. Det lidt krumme sværd hang ved hans side.
Det sorte hår var samlet i en lang hestehale, der lige dryppede vådt ned over hans ryg og skuldre. Skægget var også lidt langt, samlet med en lædersnor på midten.
Sidst men ikke mindst...En orks pil der stak ud af det ene lår og fik bloddråber til at lave mønstre i vandet.

Cody fik et chok da han så og hørte nogen komme faldende ned fra himlen. Han rejste sig hurtigt op og stirrede på skikkelsen som var i vandet. Han var ret sikker på at han havde set vinger, men han var ikke sikker. Han begyndte at gå nærmere, men holdte sig på afstand. “Er du okay, sir?” Kaldte han og gik rundt om ham så han kunne se lidt af hans ansigt. Han kunne se de mange ar hvilket fik ham til at rynke brynene.

Cody vidste ikke hvad han skulle gøre, men hans healerside fik ham til at træde nærmere igen. “Har du brug for hjælp?” Spurgte han og gled ned på hug foran ham. “Er der noget du har brug for hjælp?”

Savas brugte øjeblikket til at komme sig lidt over den noget bratte nedstigning. Et par sorte fjer vippede let i vandet rundt om ham. Hans første reaktion var at tage nogle mundfulde af vandet...
Og det var først der det gik op for ham at han ikke var alene. Han havde lænet sig mere tilbage, uden at lægge for meget pres på det sårede ben. Tørrede vandet af hagen, efter et par tiltrængte mundfulde, som hans mørke øjne landede på den ukendte skikkelse. Efter det han lige havde været igennem, var den første tanke at dette var endnu en fjende. Dette land var fyldt med fjender, hverken mere eller mindre. Men Savas ville hugge dem alle ned, hvis det var det der skulle til. Med en snerren fik han besværet rejst sig op. Han trak sværdet ved sin side og brugte smerterne fra sit ben til at give sig selv energi nok disse handlinger. Han holdt sværdet foran sig, men gik endnu ikke til angreb. Manden var alene, umiddelbart, og siden Savas var såret og træt, ville han give manden en mulighed for at trække sig fredeligt. Desuden havde Savas ikke det bedste udgangspunkt. Et såret ben betød dårligere bevægelse og balance. Hans bedste håb var at blive stående hvor han var og lade den anden komme til ham.

Alligevel var det, at manden ikke umiddelbart lignede en kriger og det, at manden var gledet på hug, ikke helt den truende adfærd Savas havde forventet. Efter at have nedstirret manden endnu lidt tid, sænkede han sværdet - men holdt det stadig i sin hånd, klar til at bruge det, hvis der blev behov. Manden havde sagt noget, men hvad vidste han ikke. Manglen på kommunikation frustrerede ham blot yderligere.
Tøvende pegede han på sine ører og derefter sin mund, før han brugte et af de få ord han havde hørt ofte nok til at kende det.
"Ikke"
Som regel var ordet en del af folk forsøg på at jage ham væk fra et område. Men han håbede manden foran ham forstod det nok, til at vide at Savas ikke forstod ham.

Cody rynkede brynene. Det tog ham et par sekunder før han fangede. "Ohh." sagde han og kom på benene. Han holdte sig i en ikke truende stilling og sendte den anden et forstående smil. Han fandt en pind og skrev det samme som han havde spurgt, pegede på den fremmede og så på sandet. Han håbede at den anden kunne læse ellers vil han finde en ny løsning. Han rettede sig op og så undersøgende på den anden. Cody gik ikke ud fra at den landing som englen havde foretaget, var ret behagelig.

Han skrev en ny sætning og så på den anden "Jeg er en healer." Cody var nysgerrig på hvad han den anden var. Han havde set engle, men denne var anerledelse. Ikke kun fordi han ikke kunne høre. Han var fristet til at hjælpe, men han vil ikke før den anden stolede på ham og vil lade ham. Cody så på sværdet og han kunne næsten mærke mistroen fra den anden.

Normalt vil Cody ikke være bange for andre, men der var noget som gjorde ham...Han vil ikke sige bange, men der var dog også frygt. Ikke sådan han var krympede sig eller frygtede for sit liv, men han vidste også at han ikke skulle udfordrer den fremmede.

Savas mørke blik fulgte skikkelsen foran ham. Skikkelsen virkede ikke umiddelbart som en krigers, selv om det i sig selv ikke var en garanti. Savas havde set selv spinkle skikkelser kunne umenneskelige ting. Der fandtes folk her med evner og muligheder, som Savas intet kendte til. Og det gjorde alle til en potentiel fjende. Han kunne ikke stole på sine gamle erfaringer, hvorend han så havde disse erfaringer fra. Han kiggede lidt på tegnene i sandet, som de kom til syne. De sagde ham intet. Han kunne godt regne ud de var forbundet med det sprog folk talte...Men han kunne end ikke tale sproget, endnu mindre læse det. Han havde brug for at lære det, men alle havde virket bange for ham eller fjendtlig stemte. Der havde ikke været nogen, som han havde kunne snakke med længe nok, til at udtrykke ønsket for at lære.

Umiddelbart virkede det ikke til at manden her ville angribe. En anelse tøvende lod Savas sværdet glide tilbage i sin skede, før han langsomt haltede ud af vandet og op på det tørre sand. Langsomt fik han vendte sig, før han forsigtigt fik sat sig ned - det sidste lille stykke fik hans ben til at knække under ham, nu hvor han prøvede kun at belaste det ene ben, så han faldt en anelse hårdere ned og sidde end han egentlig ville. Sikkert forplantet i sandet kunne han begynde at undersøge såret. Såret havde trods alt en større prioritet end denne fremmede mand, i hvert fald så længe manden ikke fremstod som en direkte fjende.
Med en hånd studerede han såret på låret, ikke uden en grimasse over både smerten og det at han ikke ville kunne gå normalt i længere tid nu. Når han havde sikret sig sin tilstand og hvilet lidt, burde han prøve at komme tilbage til skoven hurtigst muligt. Det bedste ville være i at søge sikkerhed mens han healede, og det krævede han kom tilbage til sin gruppe. Men alt til sin tid.
Hans bukser var det eneste stof han kunne bruge som forbinding. Hans blik gled søgende rundt i oasen, for at tjekke om der var noget han kunne bruge her. Til sidst gled blikket over til den fremmede igen. Ikke at nogen nogensinde havde mødt ham med behjælpsomhed før, men han var i en position der krævede at han prøvede. Med hænderne prøvede han at forklare sit ønske.
Han pegede på såret, før han prøvede at lave nogle bevægelser der viste at han forbandt det, i håb om manden havde noget stof denne kunne undvære.