Just a littel bite (Sajro and Emery)

"Ja det bliver ret kraftigt. Nogle dage er værre end andre, og nogle situationer er også langt værre end andre. Ting som at reagere på lyde og lugte bliver mere voldsomt. Nogle bliver mere tilbøjelige til at enten flygte eller kæmpe hvis de er en situation hvor det kan være nødvendigt."

Han rystede bare på hovedet af hende da hun spurgte om hendes valg var mellem at dø eller blive der, han forsøgte lave lidt sjov med situationen med det svar han kom med. Han vidste godt at det var ret seriøst men han så ikke noget galt i at forsøge at gøre humøret bedre, især ikke hvis de skulle bruge en måned eller mere under samme tag. "Nej, der er ikke noget valg. Du bliver her!"
Hans stemme var stadig meget bestemet, men der var noget mere venligt i stemmen også. Det var også mere eller mindre ment som en spøg da de jo holdte samme mening, om at få det bedste ud af det.

Han tog hendes hånd da hun rækte den til ham. Han gav den et fast klem. "Du har ikke noget at beklage eller undskylde for, overfor mig. Tværtimod er det mig der bør beklage og undskylde... Men jeg er ikke typen der gør den slags med ord, så jeg håber jeg kan gøre det med mine handlinger i stedet."
Det var jo grunden til at han havde taget hende med hjem og ikke bare efterladt hende, han havde gjort noget forfærdeligt og da han ikke havde nogen intention om at lade sig straffe for det, så kunne han ikke rigtigt gøre meget andet end at forsone for det med sine handlinger overfor hende. Gøre hende mere tilpas i den tid hun var der.

"Jeg tænker dog det nok også ville være en god ide at få dig af dit beskidte tøj?" sagde han, og uden rigtigt at give hende tid til at reagere på det han sagde, havde han allerede rækt udefter og ville til at trække hendes ødelagte trøje af hende. Han forventede ikke at hendes bevægelsesfrihed ordentligt var til at kunne gøre det selv, så han måtte nok hellere give hende den hjælp han nu engang kunne.

Da han gav hendes hånd et fast klem, kunne hendes indre jeg ikke lade være med at juble en lille smule. ’Du fuckede jo ikke det hele op!’ Phoenix var ikke kendt for hendes ”people-skills”, men dette gik da meget godt, måske det hele ville ende godt?
Hans ord gav faktisk mening, han havde ikke kun været egoistisk og selvisk, han havde faktisk forsøgt… på sin egen måde… at hjælpe hende. ”Okay ikke mere undskyld fra nogen af os… i denne situation.” mumlede hun grinene for sig selv.

Hun kiggede underne på ham indtil han begyndte at række ud efter hendes trøje. Hun forbandt ordene og handlingerne. ”umm… okay.” Mumlede hun forsigtigt og tog en dyb vejrtrækning. Hun lod ham trække sin trøje af og lagde armene over kors for at ”beskytte” sig selv. Det var aldrig rart at være topløs for andre, men denne situation var helt anderledes. Her indgik hun frivilligt i det. Phoenix havde dog aldrig været i den situation at skulle sælge sig selv, det havde tyveriet reddet hende fra. Dette betød dog ikke at forskellige mennesker ikke havde forsøgt at røre ved hende. Hun var jo et ungt smukt menneske… lidt endnu.
På en eller anden mærkelig måde så hun ham som den storebror hun aldrig havde haft. Den pludselige form for tryghed fra Sargonis, kom dybt fra hendes underbevidsthed. Hun stolede instinktivt på ham? Hvordan kunne hun føle sig tryg i selskab med en… eftersøgt? Hun skubbede tankerne til side og kiggede ned. ”Har du en skjorte eller lignende?” Hendes smil var lidt akavet, men hvad skulle hun stille op? ”Jeg skal nok betale tilbage på et tidspunkt.” forsikrede hun ham og smilede bredt som kun en tryg pige kunne.

Hun følte sig træt igen og sveden perlede stadig frem på hendes pande, men der var ikke længere frygt i hendes sind. Hun havde en som passede på hende, imens hun kom sig oven på det hele. ”Sargonis, har du ikke noget andet jeg kan kalde dig? Dit navn er lidt mærkeligt.” grinte hun træt og ged sit ene øje. ”

Han kunne ikke lade være med at grine en smule af hende, da det ikke var fordi det var muligt for ham at lade være med at undskylde overfor hende. Det var ikke noget han havde det godt med, grundet det han havde gjort.

Derimod var han ret glade for at hun gav op og lod ham trække tøjet af hende, han var også ret hurtig til det. Der var dog egentligt to grunde til det. Det var som sådan to sider af den samme sag. Han havde på den ene side en smule lyst til at se hende uden tøj på, og på den anden side havde han ikke, fordi han var godt klar over at det kunne være med til at gøre hende ukomfortabel med det hele. Så efter han havde trukket trøjen af hende, og hun dækkede sig selv til, greb han fat i kanten af hendes bukser, og trak dem af hende. Han gav hende derefter en skjorte til hende. Dog inden hun nåede at tage skjorten helt på, stoppede han hende i det, og begyndte uden at sige noget at tage hendes forbinding af, for bagefter at rense hendes sår og så give hende en ny forbinding på. Han kunne ikke lade være med at tænke at det ville gå hen og blive til et voldsomt stort ar.

"Du må unds... Jeg håber at du er okay med at du kommer til at få et stort ar." Han stoppede sig selv i at undskylde, selvom han var dårlig til at lade være når det var overfor nogen der var svag og skrøbelig, så gjorde han stadig et forsøg.

Da hun så spurgte indtil hans navn, så vidste han ikke lige hvad han skulle sige, han var ikke rigtigt vandt til at blive kaldt ret meget andet end enten Sargonis eller for varulv. Der var også andre ting han blev kaldt som var noget værre, men dem havde han ingen intention om at nævne. "Jeg er før bare blevet kaldt for Sargonis eller varulv, og nogle meget få kalder mig for Sajro. Ellers kan du kalde mig hvad du vil, det gør ikke den store forskel for mig."

Hun blev lettere overrasket da han trak hendes bukser af. Det var næsten smerte frit det hele og den smule smerte der var, kunne holdes ud.
Hun greb skjorten og skulle til at trække den over hovedet da han stoppede hende. Hun lod armene falde da han fjernede forbindingen og gispede svagt. ”Wow.” mumlede hun og kiggede nærmere på sårene. ”Det…” hun sank en klump og grinte lettere hysterisk. Såret var stort, dybt og rødt. Hævelsen omkring såret fik det hele til at se langt værre ud, end det allerede gjorde. ”Jeg er imponeret over det tandsæt du ejer.” mumlede hun halvt i sjov, halvt i alvor.
Da Sargonis begyndte at rense bidet jamrede hun kort og knugede trøjen i hænderne. Hendes forlegenhed over hendes krop var væk og kun smerten hang tilbage i hende. ”For en i satan hvor gør… shhhh…. Det nas.” hvæsede hun ud imellem de sammenbidte tænder.
Da han var færdig med at forbinde hende igen, lod hun arme glide ind i skjorten og knappede den langsomt. De øverste knapper kunne hun ikke holde ud at have lukket, så det var muligt at se noget af den kavalergang hun havde. ”Jeg har ikke noget imod ar… dog har jeg ikke et der er så stort, endnu.” Phoenix smilede og fortsatte. ”Det har sin charme… Og det gør jeg passer ind i et miljø nu.” Det røde blik søgte ned mod hendes hænder og hun fumlede ved kanten af skjorten. ”Alle væsner ser ned på os mennesker… specielt hvis vi er tyve eller lignende. Det altid de magtfulde væsner der sidder på det hele. Nu er jeg ikke længer nederst i hierarkiet.” Hendes stemme var lav. Det var tydeligt at hun ikke nød at være menneske, men havde fundet sig i det og tydeligvis levet med det.

Et bredt grin spillede på hendes læber. ”Varulv? Hvor opfindsomt.” Hun blinkede i sjov til ham. ”Sajro. Det lyder bedre… og er noget nemmere at sige.” En trækning ved hendes øje begyndte at springe og Phoenix sukkede. ”Jeg tror…” hun gabte. ”At jeg vil sove… sådan rigtigt.” Hun kløede sig i håret og rykkede helt ind til vægen Så der var plads til to. ”Jeg skubber ikke hvis du ikke gør.” Mumlede hun i sjov og lagde sig helt ned. Hun sørgede for ikke at lægge sig direkte på bidet og trak ned i trøjen, som var gledet lidt op efter hun havde lagt sig. ”Det bliver en god dag i morgen Sajro. Det kan jeg mærke.” hendes smil falmede i takt med at hun overgav sig til søvnen, som omfavnede hende.

I drømmen mødte hun igen den lille sorte ulv Nix. ’Hej du.’ Sagde hendes drømme-jeg og gik hen til ulven. Ulven rendte legesygt rundt om Phoenix’ ben. Den hoppede og dansede, sprang krumspring og bjæffede af glæde.
Hun løb efter ulven da den stak af mod en busk. ’Hallo?’ spurgte hun ud i luften og kiggede ind i busken. Et stort væsen tårnede sig op over hende. Hun vaklede tilbage og kiggede op. Væsenet var cirka to meter fra forpoter til hoved. Phoenix vaklede tilbage og væltede bagover. ’hvem er du?!’ spurgte Phoenix til væsnet. Den sagde ikke noget, men snusede bare til Phoenix. Dens Gule øjne kiggede ind i hendes og puffede til hendes kind. En følelse af varme og tryghed skyllede ind over hende. ’Er du min varulv?’ spurgte hun og mærkede ulven slikke hendes kind. ’Du min ulv!’ Hun grinede og rejste sig op og kastede sig mod ulven. Den store skikkelse forsvandt ind i hende og kun lyden af et ulvehyl var tilbage i hendes drøm.

Det var nok ikke helt forkert sagt at han havde et imponerende tandsæt, især eftersom at han var markant større end en almindelig varulv. Han sagde dog ikke noget, men smilte bare til hende eftersom at han modsat almindelige varulve, havde skarpe tænder selvom han ikke var forvandlet på nogen måde.

Han arbejde hurtigt for at gøre at hun slap for smerterne så hurtigt som muligt, det betød dog at det ikke var særligt blidt den måde han rengjorde hendes sår på. Det var dog ikke meget tid det tog ham for at gøre det færdigt. Han grinte dog lidt da hun sagde det havde sin charme, og at det passede til at hun nu var en varulv, og det var sandt.
Det slog ham dog lidt da hun sagde at alle væsner så ned på mennesker, mest fordi han havde lidt ondt af hende nu så. Det var ikke ligefrem fordi varulve stod meget bedre i de fleste andre væsners øjne. Der var mange der så dem som bare lidt stærkere mennesker, som ikke kunne finde ud af at styre sig selv. Han kunne dog ikke være mere enig med det med at det var de magtfulde der sad på det hele, og ærligt talt hadede han det. Hvilket også var en del af grunden til at han nu levede for sig selv og ikke med super meget. Han var magtfuld, og han vidste han kunne få sig en plads længere oppe hvis han ville, men undlod det, han ville ikke være med til at træde på de svage.

"Jeg ville ønske du så var blevet en bedre race. De andre racer, især dæmoner, engle og vampyre ser ned på os som de gør med mennesker... Men de er heldigvis for dumme til at forstå hvor svage de egentligt er."

Det sidste blev sagt med en hint af snerren. Han nikkede bare da hun sagde at hun ville sove, men da hun begyndte at gøre plads så han kunne lægge der også, rystede han bare på hovedet. Han havde ikke noget behov for at fylde, hun havde behov for så rolig og behagelig søvn som muligt. Han satte sig derfor bare med ryggen mod sengen og ventede på at hun vågnede.

Tilbage i den virkelige verden sov Phoenix mildt sagt uroligt. Hun vendte sig om, sparkede med benene og mumlede i søvne. Det var dog næsten umuligt at forstå hvad i alverden hun mumlede. Hendes hoved kørte fra side til side og hendes hænder skiftevis åbnede og lukkede sig. Med et satte hun sig op, stadig i søvne. En jamrende lyd kom fra hende hvorefter hun stille lagde sig ned igen. Det virkede som om hun var besat af et spøgelse eller lignende.

Det havde været en lang nat, men da hun endelig vågnede, følte hun sig frisk i hovedet. Drømmen var et utydeligt virvar af pels og ulvehyl, alt imens hendes krop gjorde ondt og værkede. ”Man skulle da tro jeg havde løbet hele natten.” Mumlede hun og gned sine øjne. Hun stirrede op i loftet i et kort øjeblik og nød at kunne ligge i en seng. ”Jeg kan ikke huske den sidste gang jeg har ligget i en seng.” sagde hun stille ud i luften, uden nogen former for svar.
Roligt satte hun sig op og strakte sine arme, i et forsøg på at ryste søvnen af sig. ”jeg skal have lidt luft.” Hun møvede sig ud af sengen og kom roligt på benene. Skjorten som var gledet ned over hendes ene skulder, dækkede overraskende meget af hendes krop. Den dækkede hendes røv og ærmerne gik langt ned over hendes hænder. Roligt begyndte hun at gå over mod døren og åbnede den.
Med forsigtige skridt på bare fødder, gik hun ud ad døren og blev positivt overrasket over naturens vidunder. Solen skinnede ind mellem de nøgne grene og spillede i den friske dug. Den smukke natur i det kommende forår, fik det hele til at emme af liv. Bladene fra efteråret lå stadig på jorden, imens nye skud var begyndt at springe ud. ”Så har jeg snart fødselsdag.” hviskede hun ud i den lyse morgen.
Det første minde som Phoenix ejede, var fra foråret, hun var bare gået ud fra at det var der hun havde fødselsdag. Hun kunne huske sig selv løbe igennem en frodig grøn skov, med en masse andre børn. Hun havde en svag ide om at det var børn fra børnehjemmet, men kunne ikke være helt sikker.

Et par dybe vejrtrækninger senere og Phoenix vendte om igen og gik stille ind. ”Sajro,” hendes morgen hæse stemme gled igennem rummet. ”Har du noget at spise?” lyden af en rumlende mave gav genlyd og hun kunne ikke lade være med at grine. ”Jeg er vist lidt sulten.” Døren lukkede bag hende og hun rodede sig i den sorte høstak der sad på hendes hoved, og skulle forestille hår.

Han lyttede bare til hende og sørgede for at stoppe hende fra at skade hendes sår, eller på anden måde komme til at gøre noget ved det. Det ville ikke være ret meget værd hvis det gik hen og åbnede nu hvor der var ved at komme skorpe på. Han havde overvejet at vække hende, men tænkte det nok var en god ide bare at lade hende sove.

Han sad og halvsov da hun vågnede og derfor nåede han ikke helt at reagere da hun snakkede om at hun ville gå udenfor. Det var med et meget overrasket udtryk i ansigtet at han fulgte efter hende, som hun begyndte at gå udenfor. Han fulgte hende blot med blikket da hun lod til at være ganske stabil på benene nu. Han kiggede derfor stadig i hendes retning da hun kom tilbage indenfor. Han fandt som svar til hendes spørgsmål et brød frem og gav hende det før han begyndte at sætte en gryde over med resterne af en suppe eller noget lignende i.

"Ja jeg skal bare lige have det her varmet op, så kan du få noget at spise... Jeg tror måske også der ligger en kam et sted hvis du mangler det?"

Han pegede på et af de små skabe over i den ene side af rummet. Hvis hun kiggede deri ville hun finde en børste istedet for en kam, og hun ville også kunne se en natkjole og en smule andet tøj fra en kvinde der nok havde været en anelse større end Phoenix. Indholdet var dog ret støvet, som om det ikke havde været berørt i år.

"Du kan bare kigge deri efter en, du ligner i hvertfald en der kunne trænge til at bruge en." Han forsøgte at give hende et kækt smil, som han forsøgte at lave sjov.

Da han rakte hende brødet, kunne hun mærke sit mundvand begynde at samle sig. Maven rumlede endnu en gang som på mindelse på hvornår hun sidst havde spist rigtig. 3 dage siden med lidt brød? Eller var det længere siden? Phoenix var tynd, men ikke sygeligt tynd, som de andre fattige der vandrede rundt på gaderne.
Forsigtigt brækkede hun et lille stykke af og proppede hun det i munden. Med al den viljestyrke hun ejede, forsøgte hun at tygge det langsomt, og ikke bare sluge det. Det skulle nydes og som respons på at der var mere mad svarede hun: ”Jeg glæder mig allerede.” i mens hendes munden var fuld af brød.

”Du ved da lige hvordan mundre en pige op.” Sagde hun grinene og rakte tunge af ham. ”Her?” Phoenix ventede ikke på et svar og åbnede bare skabet. ”Jeg tror ikke helt en kam kan overleve mit hår.” Mumlede hun og fik øje på en børste. Der var en flot simpel natkjole, men det lignede ikke den havde været rørt i lang tid. ”Hvem ejede denne?” Spurgte hun forsigtigt. De lange fingre rørte forsigtigt stoffet fra natkjolen og hun turde ikke tage den op, af frygt for at forstyrre et gammelt minde. I stedet greb hun ud efter børsten, som lå ved siden af. Imens hun forsøgte at få enderne på hendes hår til at makke ret, satte hun sig på sengen. Hendes lange ben var plettet med blå mærker og små rifter, samt gamle ar. Flere af dem måtte være fra aftenen før. Hun sank en klump og rørte let ved forbindingen omkring hendes mave. ’det er okay, du er okay. Tag det stille og roligt, træk vejret. Langsomt ind, langsomt ud.’ Tænkte hun for sig selv og fulgte hendes egen ordre.

Efter en lang og komisk kamp med håret, havde hun endelig fået bugt med det. Det lå nu fladt på hendes hoved og smøg sig ned omkring hendes skuldre. Det klædte hende med langt hår og passede godt til hendes spinkle figur, samt lettere blege hud. Mon håret ville afspejle hendes varulv? Eller ville hun være en anden slags farve? Var alle varulve grå?
Phoenix kiggede over på Sajro og sukkede. Der var så meget hun ikke vidste, så meget hun gerne ville spørge om, men hun kunne ikke rigtig få svar på det hele.
”Tænk, for første gang i… ja jeg ved ikke hvor lang tid, er jeg ikke tvunget til at lave noget, fra begyndelsen af dagen.” Mumlede hun stille og smilede bredt til Sajro.
Med forsigtige skridt rejste hun sig op igen og gik hen til skabet og lagde kammen tilbage i skabet. Igen faldt hendes blik på tøjet fra før.

Han kunne ikke lade være med at grine da hun sagde at hun glæde de sig til det han havde sat over. Mest af alt fordi han ikke ligefrem forventede at hun ville finde det super lækkert. Han havde ikke nogen rigtigt gode evner til madlavning, da han ikke brugte meget tid på det. Han spiste normalt bare råt kød. Han rystede mere på hovedet af hende da hun sagde han vidste hvordan man muntrede en pige op, han havde virkeligt ingen anelse om hvordan man gjorde det så hun havde helt ret med sarkasmen. Han svarede hende ikke da hun spurgte hvor det var, da han havde taget stykke råt kød i munden.

"Det skab tilhørte min kone, så har ikke selv kigget i det i flere år." Han kiggede over på hende. Det var ikke fordi han lod til at være trist eller noget da han nævnte hvem det havde tilhørt. Det ar mere som om det ikke rigtigt havde nogen betydning for ham længere. Det var også et svært forhold at beskrive til nogen. Det var ikke ligefrem fordi de virkeligt havde været super glade for hinanden. Det var en lang og egentligt ret kedelig historie der lagde bag det.

"Var det op til mig, ville jeg smide dig ned i sengen igen..." Han grinede lidt. Han virkede måske en smule for overbeskyttende, men så længe hun var skadet så var det hans job at sørge for at hun ikke kom mere til skade end hun allerede var. Ikke at han altid var venlig overfor folk der var kommet til skade. Han tænkte tilbage på den gang han blev jagtet af en engel, der kunne han ikke ligefrem påstå at han havde været nær så venlig som han var overfor Phoenix, men så igen Phoenix havde et stort sår som betød at han skulle være mere forsigtig. Hans blik fulgte hende, indtil hun gik over til skabet, der stoppede han med at følge hende med sit blik. Han lagde så mærke til at suppen var kommet op at koge, og han hældte noget op i en skål. Han stillede den over ved siden af sengen, før han greb fast om Phoenix' skuldre og løftede hende op og satte hende ned på sengen.
Selv satte han sig tilbage ved bålet og spiste noget mere af hans rå kød.

”Din kone?” Hun kiggede op på ham og lagde hovedet på skrå. ”Hvad skete der med hende? Døde hun?” Spørgsmålene kom flyvende ud af hendes mund, uden rigtigt at overveje hvad det var hun sagde. ”Det var ikke ment på den måde… eller… det var det vist.” Hun kiggede ned i gulvet og slog sig mentalt i hovedet. ’Flot, din idiot. Du ved da lige hvordan man skaber en god stemning.’ Sagde stemmen i hendes hoved og sukkede mentalt af hende

”Når så det mener du?” Sagde hun drillende og blinkede af ham. ”Helt ærligt Sajro.” og fortsatte med at kigge i skabet. ”Det tror jeg ikke du kunne finde på at gøre.” lød det grinene fra hende. Hun registrerede ikke ret meget andet end hendes tanker der løb rundt i hovedet.
Hun forsøgte at fremkalde den drøm hun havde haft den nat. Noget med ulvehyl og pels… klør? Eller var det bare mindet fra aftenen før som hun havde drømt om? Hun anede det ikke og blev revet ud af sine tanker da han løftede hende. Et skingert hvin forlod hendes mund. ”HEY!” grinede hun og krympede sig. ”Ikke fair.” Mumlede hun smilende. Det var rart at være i nærheden af ham… lidt mærkeligt efter den start de havde haft, men okay.

Da han satte hende ned, kiggede hun på skålen. ”Mange tak,” og med et snuptag havde hun skålen i hånden og var klar til at spise. Den første mundfuld var… VARM! Hun snak det hurtigt og stak tungen ud af munden. ”Varmt, varmt, varmt.” hviskede hun og tog fat i koppen. Hun slugte vandet og smilede til sidst nydende. ”Det burde jeg have forudset.” de røde øjne fandt hans ryg og hun rejste sig stille op. Såret gjorde ondt, men hun var ligeglad, det ville gøre ondt længe. Forsigtigt og helt stille satte hun sig ryg mod ryg til Sajro i skrædderstilling. ”Hvorfor er du egentlig helt herude?” hun tog en mere forsigtig mundfuld af suppen og sank. ”Ikke fordi det ikke er smukt, men hvad har fået dig til at vælge at være her? Og hvad er det helt nøjagtigt du har gjort, for at få dit fine billede plastret rundt i alle byerne?”

Phoenix havde ikke rigtig nogen sans for fornuft, og slet ikke sammen med andre. Hun spiste suppen og nød dens varme strømme igennem hende. Den varme mad og det brød hun havde spist tidligere fyldte godt i hendes mave. ”Spiser du kun råt kød eller tilbereder du det indimellem?” hun sank det sidste af suppen og sukkede. ”Beklager at jeg snakker så meget, men det er sjældent jeg snakker med andre end mig selv.” mumlede hun stille og satte skålen ved siden af sig selv.

"Ja hun døde for over 6 år siden." svarede han hende bare roligt. Det var ikke grundet sorg eller noget han ikke rørte ved skabet. Det var mere at han faktisk ikke ville have noget at gøre med hende. Han ville ikke lade hende kontrollere hans liv længere. Han syntes hun havde kontrolleret ham mere end rigeligt da de var gift. Nogen havde måske smidt tingene ud, men han følte at hvis han smed det ud så var det at give efter for hende, at give hende magt og kontrol og det ville han ikke lade hende. "Men, jeg føler mig mere fri nu end da jeg var gift." han sendte hende et smil, i et forsøg på at gøre det tydeligt at spørgsmålet ikke rørte ham.

"Hvis det ikke er fair, så skal du være mere vågen... og ikke undtage at jeg er fuldstændig ufarlig." Han gav hende et smil hvor han sørgede for at vise de skarpe tænder, lidt som et rovdyr der gjorde det tydeligt at det havde farlige våben. Udover det så afventede han egentligt bare at han var færdig med at spise.

Han forsøgte at svare hendes spørgsmål, selvom hun kom med så mange af dem. Han trak lidt på skuldrende hvilket nok betød at hun kort kunne mærke vægten fra ham mod hendes ryg, så han skyndte sig hurtigt at sidde mere roligt, og lege ryglæn istedet. "Fordi jeg ikke bør være nær andre personer, jeg er meget simpelt for farlig... Og jeg er på de pæne plakater, fordi jeg er dømt som landsforrædder fordi jeg forsøgte at dræbe Sakref for nogle år siden, da han ikke gjorde nok i at stoppe slaveri."

Han slugte et stykke kød mere. "Jeg spiser det mere eller mindre altid råt, spiser det kun tilberedt hvis jeg spiser med andre, men ellers så spiser jeg det bare råt."

Med et lille nik fortsatte hun sine, få spørgsmål og konstateringer. ”Det er vel også meningen med et ægteskab? Eller er der noget jeg har misforstået?” hun sukkede stille og kiggede på ham. Det lignede ikke, at det rørte ham at snakke om sin døde kone. Måske der havde været lidt knas imellem dem, eller noget? Havde han været ulykkelig i forholdet? Havde hun været ond? Eller var de tvunget sammen? Phoenix kunne ikke få sig selv til at spørge, i ren angst for svaret.

Hun måbede en lille smule da hun så hans tænder og nåede ikke at gøre noget, før han havde sat hende ned. De tænder var… wow. Hun havde ikke lige frem kigget ham i munden… men måske hun skulle gøre det lidt senere? Phoenix noterede det bag sit øre og smilede stort.

”VENT! Var det dig?!” hun gjorde store øjne og vendte sig rundt for at se på ham. ”Du bindegal.” hviskede hun med stor respekt og ærefrygt. ”Så du bor her… for ikke at slå andre ihjel?” Hun lænede sig ind mod hans ryg igen og kiggede op i træloftet. Hvor var det vildt at hun sad med en ægte landsforræder, og spiste. ”Bare fordi du er landsforræder og sådan betyder det altså ikke, at jeg er bange for dig.” Stemmen hun brugte, var let og venlig, med et strejf af drilleri.

Imens han snakkede videre, vendte hun sig om og begyndte at tegne cirkler og mønstre på hans ryg. ”Er det en del af det at blive en varulv? At spise råt kød? Hvordan smager det? Hvornår kan jeg begynde at spise det? Hvad nu hvis jeg ikke kan lide det?” Spørgsmålene kom ivrigt efter hinanden og hun kunne næsten ikke styre sig. ”Hvad nu hvis min ulv og jeg ikke kan finde ud af tingene sammen?” hun stoppede tegningen på hans ryg og sank en klump. ”Hvad nu hvis jeg skader andre væsner, og ikke kan stoppe igen?” Alt hendes glæde forsvandt og hun rejste sig op og begyndte forsigtigt at gå frem og tilbage, som et fanget dyr. Det blege ansigt var sygeligt hvidt og kunne beskrives som spøgelses hvid. ”Hvad nu hvis jeg kan lide at slå ihjel?... hvordan kan jeg så stoppe den? Hvis jeg nu ikke er stærk nok?” imens hun gik frem og tilbage blev hun mere og mere overbevist om at hun ville blive en forfærdelig varulv. ”Jeg vil ikke slå folk ihjel... men jeg kan vel ikke gøre noget… kan jeg?” hun kiggede over på Sajro.

Hvis han stadig sad ned, ville hun kravle ind til ham og søge tryghed.

hvis han havde rejst sig op, ville hun gå hen til ham og lægge sine arme om ham. Hun ville hulke stille ind mod ham og miste alt hendes mod.

"Det ved jeg ikke, jeg var ung den gang, og troede ærligt talt at det ville være godt at leve med hende, men det blev ret hurtigt tydeligt at vi ikke fungerede sammen. Jeg følte mig fanget, og uden kontrol over mit eget liv... Selvfølgelig var jeg trist da hun døde, det fortjente hun ikke, men i dag ser jeg bare positivt på at jeg ikke længere holdes fanget."

Han trak på skuldrene igen, da hun spurgte meget overrasket især da det var noget hun kunne genkende var sket. Det betød at han i det mindste ikke havde gjort alt han havde fuldstændigt uden grund. Han grinede dog bare da hun kaldte ham for bindegal og rystede på hovedet af hende. "Nej nej, jeg skulle nok have klaret mig, den eneste grund til at jeg ikke dræbte ham var fordi han flygtede før jeg nåede frem." Han havde et meget selvglad, eller måske bare selvsikkert, smil på læberne som han kom med hans kommentar.
"Ja... Jeg har svært ved at styre mine forskellige dyriske instinkter, jeg er for det første ikke en almindelig varulv derfor er jeg mere dyrisk, derudover så er der aldrig en varulv der tog mig til sig og lærte mig noget. Jeg var for mig selv i en meget tidlig alder, og at lytte til mine instinkter og være aggressiv har reddet mit liv mange gange, så har altid gjort det." De her tider hvor han kunne roligt snakke med nogen, især nogen af det modsatte køn var en sjældenhed.

"Lysten til råt kød kommer af sig selv, og et dyr kan ikke lide at skade, det kan ikke lide at slå ihjel... Så hvis du skulle komme til at kunne lide at skade eller slå ihjel, så burde du allerede tænke sådan, så det behøver du ikke bekymre dig om." Han trak så vejret rigtigt rigtit dybt, fordi det næste han var nød til at sige til hende var ikke det fedeste.
"Det du skal være mest bekymret for, er folk der er agressive overfor dig, folk du føler truer dig. Det er der mange varulve pludseligt angriber andre." Han granskede virkeligt sit hoved i et forsøg på at kommer op med noget der kunne hjælpe hende. "Der er massere af varulve der aldrig dræber medmindre de vil, og de fleste af dem der dræber uden at ville det er dem der har haft en hård opvækst som varulv... Du kommer ikke til at få det." Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere da hun pludseligt krøb ind til ham, han startede ud med at lægge hænderne på hendes ryg, dog gled hans hænder ned af hendes ryg og hans hænder lagde sig om hendes røv, han tog dem så hurtigt til sig da han opdagede det. Han forsøgte så lidt at aflede fra hvad han havde gjort ved at svare på hendes spørgsmål lidt mere. "Indtil du er komfortabel med at leve som varulv, så skal jeg nok hjælpe dig, og beskytte dig så du ikke behøver at få dine hænder beskidte." Han havde så meget blod på hænderne at mere gjorde ingen forskel alligevel.

”Hvornår blev du da bidt? Siden du har været for dig selv? Og hvorfor skulle du være aggressiv?” Der var simpelthen så meget at lære om ham, så meget at stille spørgsmål ved. ”Du skal bare sige til når jeg skal holde mund, eller hvis jeg prikker til ting som du ikke vil snakke om.” lød det muntert fra hende. Hun kunne godt lide Sajro, han var rar at snakke med, og kastede ikke ting efter hende. Hvilket helt klart var en fordel.

Da hun krøb indtil ham og havde lagt sig til rette mærkede hun hans hænder. Først på hendes ryg, hvilket fik hende til at slappe mere af og slippe den angst hun selv havde bygget op. Det var så latterligt at hun var så panisk for den ukendte fremtid. ’Stop så alle de: Hvad nu hvis dit og hvad nu hvis dat!’ snerrede hun af sig selv. For en gang skyld havde stemmen i hendes hoved ikke råbt ad hende, den havde været stille. Den havde laden hende køre sit eget show. ’fedt det er nu du er stille og ikke for 10 sekunder siden, hvor jeg havde brug for at du råbte ad mig.’ Tænkte hun vredt til stemmen.

Hun blev revet ud af sine tanker da hun mærkede hænderne omkring hendes røv. Det gibbede næsten umærkeligt i hendes krop og hun var ikke sikker på hvordan der skulle reageres. Måske var det her det dyriske instinkt han havde snakket om tidligere? Da han fjernede dem igen, havde hun ikke den fjerneste ide om hun skulle være lettet, eller såret over det.
Hun kiggede op på ham da han begyndte at tale igen, han havde hendes fulde opmærksomhed.
”Få mine hænder beskidte… du mener at du vil se om du kan styre mig… så…” Hun sank besværligt en klump og rømmede sig. ”så jeg ikke slår nogen ihjel. ” Ud fra hvad hun kunne huske var hans ulv temmelig stor, langt større end hans menneskeskikkelse, som alligevel var 1-2 hoveder højre end hende. Hun pillede ved skjortens kant og begyndte at tænke højt.

”Så... bare lige for at få det på det rene. Jeg behøver ikke slå en ihjel, selvom jeg er varulv, fordi jeg har haft en som kan lære mig at… styre min ulv? Det er kun dem som enten pisser mig af eller er aggressive over for mig, som jeg kan gå bananas på?” Hendes hjerne kørte på højeste gear. ”Jeg får ikke en hård opvækst, fordi DU kan hjælpe mig.” hun sukkede og lagde sit hoved indtil hans brystkasse. Hun kunne høre det store hjerte slå under huden på ham. Slog hendes hjerte også så kraftigt i hendes eget bryst? Hun lagde forsigtigt en varm hånd på hendes brystkasse og lukkede øjnene. Hendes ejet hjerte slog langt hurtigere end hans, måske det var feberen, der var skyld i det.
Phoenix mærkede en trang til at sove glide hen over hende og puttede sig ind til Sargonis varme krop. Det var som om hun ikke kunne få nok af varmen. Varmen fra ilden var rar, Sargonis var dejligt varm og havde en beroligende hjerterytme som næsten virkede som en vuggevise. Hendes sår gjorde næsten ikke ondt pt, men det var nok adrenalinen som angsten havde fremkaldt, der dulmede smerten. Måske samme grund til at hun følte sig så træt nu?
Et dybt suk kom fra hende og et lille smil spillede om hendes læber, imens hun faldt stille i søvn igen. En fyldt mave, en slukket tørst og et trygt sted, fik det hele til at se lyst ud, i en ellers mørk tid.

Han svarede bare hendes spørgsmål. Hun måtte have rigeligt med spørgsmål som hun ville have svar på, og det var bedre at hun spurgte end at hun jonglerede med de spørgsmål for sig selv, og så nåede frem til de forkerte svar og konklussioner. "Jeg blev forvandlet da jeg var 14, men blev trænet fra jeg var 5... Til at adlyde ordre blindt." Han grinede bare af hende. "Du stiller bare alle de spørgsmål du vil."

Han forsøgte virkeligt at gøre hans bedste for at forklare hende tingene ordentligt. Han nikkede til hende, hun lod til at forstå ordentligt hvad han mente. Måske ikke helt, men så længe hun forstod at han ville gøre hvad han kunne for at hun ikke skulle ende ud med at dræbe nogen, så var han okay med det. Han nikkede også til det næste, han vidste at han derved lovede hende at lære hende at kontrollere noget som han selv var dårlig til at kontrollere, men han var nød til det. Hvis hun var alt for bange så ville hun ikke have nogen chance for at lære at kontrollere sig selv.

"Jeg skal nok hjælpe dig... Og nej, du kommer ikke til at angribe mennesker som et vildt blodhungrende dyr. Dyr er ikke onde, de angriber kun for enten at jage eller for at beskytte sig selv eller deres familie." Det var det bedste han kunne sige. Deres instinkter gjorde dem dyriske, det betød at de ikke kunne lade være med nogle gange at opføre sig som dyr. Men det betød også at det var noget man kunne bruge til at forklare hvordan de opførte sig. Han kiggede bare på hende som hun begyndte at falde til ro. Han ventede på at hun var faldet i søvn, og han løftede hende så op i hans arme, og lagde hende tilbage i sengen.
Mens hun lagde og sov satte han sig ved flammerne, og kiggede på dem. Hans tanker vandrede og han kiggede over på hende regelmæssigt. Han rejste sig dog op, og skyndte sig at smide hans tøj. Før han forsvandt ud af døren for at jage. Det varede ikke længe før han vendte tilbage igen. Han havde en stor hare i hænderne som han gik indenfor igen. Han vaskede sig hurtigt med en klud for at fjerne blodet før han begyndte at tage tøjet på igen. Han gav sig så til at partere haren.

Phoenix havde ikke nogen drøm denne gang. Det var bare et virvar af ord som ikke gav mening, men alligevel. Det var en blanding af de samtaler de havde haft hele denne morgen. Men der var ikke noget truende i det.

Varmen fra feberen begyndte at fylde meget, og kampen mellem søvnen og virkeligheden fik hun endelig kæmpet skjorten af sig. Varmen aftog straks og hun følte sig bedre tilpas. Hendes sår dunkede svagt i takt med hendes hjerte og det var begyndt at klø. Med al den viljestyrke som hun ejede tvang hun sig selv til at falde i søvn igen.
En enkelt gang i et par sekunder vågnede hun op og kiggede rundt. Han var væk, men der lå et tøj bunke på gulvet. ”han kommer tilbage… det ved jeg.” Mumlede hun søvnigt og faldt tilbage i sengen. Hun puttede sig i tæppet og faldt i søvn igen.

Lidt tid senere kunne hun høre noget blive flået, og en lugt af jern fylde rummet. Hun trak vejret så dybt hun kunne uden at forsage smerter på sig selv. Uden at tænke sig om vendte hun sig og lagde hele vægten på hendes sår. ”GRAA!” snerrede hun af sig selv og fjernede al vægen. ”Din idiot!” De lange fingre borede sig ned i sengen og øjnene blev klemt hårdt i. ”man skulle ikke tro, at det kan lade sig gøre…” hun pustede ud. ”men man kan godt glemme, at man har et sår, når man er søvnig.” mumlede hun banende og satte sig op imens hun holdt tæppet ind mod sit bryst. ”hvad har du fanget?” spurgte hun stille og gned sine øjne. ”Og hvordan gjorde du?” hun tog stille hans skjorte på igen og knappede den op til hvor den var før. ”Jeg kan ikke ligge stille.” mumlede hun og rejste sig forsigtigt op. ”er der ikke et eller andet jeg kan lave? Jeg er lærenem.” sagde hun drillende og så over på ham og begyndte at gå hen mod Sargonis. Hendes bare fødder trådte forsigtigt hen over trægulvet. Men halvvejs over mod Sajro ændrede hun retning. Hun gik hen mod ilden i stedet og satte sig midt for.

’Fugl Fønix rejser sig fra asken.’ Sagde hun til sig selv og grinede højt. ”Mit navn passer egentlig godt til mig.” de røde øjne stirrede direkte ind i ilden. ”Jeg rejser mig igennem varmen og bliver stærkere.” hun smilede og trak op i trøjen og kiggede på den store forbinding. Den dækkede det meste af hendes mave, og antog også det dækkede det meste af hendes ryg. Hun kunne ikke vente med at få bandagen af, og løbe som før, løbe som en ulv. Roligt slap hun trøjen igen og begyndte at inspicere sine ben. De mange små sår så uskyldige ud og Phoenix fik en kraftig trang til at pille sårskorperne af. Så naturligvis gjorde hun det. Hun begyndte at pille sårskorperne af så hendes lugt af blod blandede sig med dyrets lugt. Hun var fuldstændig opslugt af at pille og kiggede fascinerede på den lille smule blod der kom frem. ’Hvad har du gang i?’ mumlede stemmen i hendes hoved. ’Du er simpelthen en klaphat. Du piller i sår for at bløde når han lige har sørget for at dem på maven ikke gør det!’ Phoenix himlede mentalt med øjnene og fortsatte.

Han vendte sig hurtigt om mod hende da han hørte hendes udbrud over smerten, han nåede også at tage et skridt over mod hende, men han kunne dog godt se at hun fik styr på sig selv. Han kiggede kort over på hende, og så vendte han sig om igen for at fokusere på at patere haren. Han vendte dog hovedet om imod hende da hun mumlede om at man godt kunne glemme at man havde et svar. "Så må du hellere snart lære at huske det, før du åbner det op." Han vendte sig så tilbage til haren, og fortsatte med at skære det i stykker. Det tog ham nogle få minutter. "Jeg fangede en hare, ved at slå den hårdt. Små dyr som det her kan jeg ikke fange med tænder da jeg ville ødelægge alt potentiale for at andre end jeg kunne spise det."

"Jeg kan ikke lige tænke på noget du kan gøre." Om det var sandt, eller om han stadig bare var overbeskyttende fordi han stadig følte en enorm skyld over hvad der er sket. "Det kan man vel godt sige... Du kan i hvert fald godt se din oplevelse med mig som at blive smidt i ilden... Det var i hvert fald tæt på et møde med døden?" Han begyndte så at skylle tingene af han havde brugt. Han blev pludseligt ramt af duften af blod som ikke kom fra hverken haren eller ham selv.

Det gik pludseligt stærkt fra hans side af rummet da han bevægede sig med to hurtige skridt hen til hende. Han var hurtigt over ved hende, og lagde ikke mærke til at det var sårene på hendes ben der blødte. Han havde fanget lugten af blod som ikke var hans, eller harens og derved kun, kunne være hendes, så han troede det var hendes sår på maven der var gået op igen. Han gav hende ikke meget tid til at reagere før han rev skjorten hun havde på op, og lige sådan rev han hurtigt forbindingen op. Først da den var revet op og han kunne se at hun ikke blødte så han på hende, og lagde så mærke til blodet på hendes ben.
"Øhhh... Ja jeg, troede såret var gået op grundet lugten af blod. Kan lige så godt skifte forbindingen nu så." Han gav sig til at skifte forbindingen medmindre hun stoppede ham. Han følte sig ret dum, og selvom han nok burde sige noget til hende med at hun ikke skulle pille i hendes sår sagde han ikke noget.

”Tja, det kan man vel godt.” Sagde hun stille som svar på hans spørgsmål om døden og kiggede over på Sajro. ”Jeg kan huske det meste fra i nat.” Sagde hun stille og smilede svagt. ”Jeg kaldte dig Døden, i mit hoved.” Hun grinte svagt over hvor ironisk det var. Hendes kaldenavn til ham var egentlig det direkte modsatte. ”Men du var ikke døden alligevel. Du var Livet.” hendes barnlige tone fik hende til at lyde langt yngre end de 19. Der var ingen former for bebrejdelse til ham, hun smilede bare og kunne ikke lade være.

Hun blev flået ud af sin fascination af såret og snerrede ad Sargonis da han rørte ved hende. ”Sargonis! Hvad fanden?!” hun mærkede hvordan skjorten gav op under hans hænder og fik knapperne til at flyve til både højre og venstre. ”Stop!” hun forsøgte at skubbe ham væk, hvilket ikke lykkedes. Længere nåede hun ikke før smerten overtog. Hans voldsomhed ved hende, fik sårene til at dunke værre og hun gispede af smerte. Små sorte og hvide pletter dansede for hendes øjne og hun kunne mærke svimmelheden. Hun greb fat i hans arm og satte neglene i for at holde sig siddende og ikke glide bag over. Hendes bare hud under den nu fjernede forbinding var stadig rød og hævet, men det kunne forventes.
Hun forsøgte at fokusere på Sajro’s stemme og forsøgte at samle tankerne. ”Kan du lugte mit blod?” mumlede hun svagt og forsøgte at kigge ham i øjnene. ”Vent, Sajro.” hun stoppede ham fra at rense sit sår. ”Se på mig.” hun tog fat omkring hans hage og kiggede ham direkte i øjnene. ”Tag det roligt.” hendes stemme var bedende og let bestemt. ”Jeg har det okay. Lettere rundt på gulvet nu, men okay.” langsomt slap hun hans hage og lagde sin hånd mod hans kind.
Skæget kradsede mod hendes fingre og hånd flade. Hun havde ikke rørt et andet væsens ansigt på denne måde og hun blev kort fascineret af de grove hår. Skjorten dækkede ikke hendes krop længere, og hun mærkede ikke kulde. Feberen kæmpede en brav kamp imens kroppen forsøgte at heale. ”du kan bare rense det nu.” sagde hun stille og fjernede sin hånd fra hans ansigt og kiggede ned på sin krop.
Hun håbede det ville heale hurtigt så hun kunne komme i gang med at lave noget ordentligt, uden at han ville fare over og kigge til hende. ’Han prøver for fanden at beskytte dig din idiot.’ Snerrede stemmen i hovedet på hende. ’det er jeg da godt klar over!’ snerrede hun tilbage til stemmen og lukkede øjnene. Hun tog skjorten helt af og sad stille imens han ordnede hendes sår.

"Det bør du ikke kalde mig... Jeg er ikke noget så godt... Jeg skal nok holde dig i live, men se mig ikke som nogen god person. Jeg er blot en person med meget ekstreme holdninger." Han forsøgte at undgå at hun havde for godt et billede af ham, det burde hun virkeligt ikke have efter det der var sket, han ville heller ikke have hun så positivt på det bare fordi han nu var venlig, det var jo stadig hans skyld. Det var lige før det gjorde mere ondt på ham at hun var så godhjertet, at hun ikke bebrejdede ham...

Hans tanker var langt væk, så han reagerede ikke ved andet end at fortsætte. Han sørgede for at hun ikke kunne stoppe ham, han bare hendes negle bore sig ned i hans hud mens han fokuserede på hans opgave. Det var vigtigt at hun ikke gik hen og begyndte at bløde alt for meget. Det var ikke noget han kunne klare nu. Han fortsatte derfor bare, og det var først da han ikke så blod at han begyndte rigtigt at høre hvad det var hun sagde. Han blev meget overrasket over hendes hænder, og han trak hovedet tl sig, og væk fra hende. Dog da hendes stemme skar igennem med en bestemt tone, blev hans øjne store de nærmest glimtede og han snerrede kort. Han vidste godt hun ikke forsøgte at kontrollere eller bestemme, men han kunne ikke have det. Han begyndte så at trække vejret tungt, og satte sig til uden et ord at rense hendes sår og forbinde det igen.

"Ja jeg kan lugte dit blod, mine sanser er meget gode... Det lader især til at blod er noget jeg har nemt ved at lugte." Han svarede på et spørgsmål fra noget tidligere for at fylde tomheden, da han gjorde hendes sår færdigt. Da han havde ordnet såret helt, tog han hænderne til sig og rejste sig op igen. "Du må hellere få dig dækket til igen..." Han gik over og fandt en ny skjorte frem, ikke fordi han havde mange, men hun havde nok brug for knapperne, og han kunne sagtens bruge en der ikke havde knapper så den hun havde brugt, kunne bare lægges til side.

Han begyndte så at vandre rundt i rummet. Han gik bare frem og tilbage, vidste ikke hvad han skulle sige eller gøre. Så inden hun nåede at sige eller gøre noget, så gik han ud af døren. Han stillede sig bare lige udenfor. Han stod bare lidt før han gik ind igen, han forsøgte at klare hovedet, og begyndte derfor at åbne så mange åbninger for at få så meget frisk luft ind som muligt.

”Du gav mig et varulveliv, hvilket for det første er bedre end et menneskeliv og for det andet, bedre end intet liv.” Stemmen var stille og stadig lige så barnlig som før.

Han snerrede ad hende. De store glimtende øjne så direkte ind i hendes sjæl. Hun var rent ud sagt paf. Phoenix lod ham bare rense sit sår, imens hun forsøgte ikke at krympe sig. ’hvor vover han at snerre ad dig?! Så gør dog noget!’ stemmen i hendes hoved ville flå ham til stumper og stykker.

Da Sajro svaret på hendes spørgsmål fra tidligere, nikkede hun uden at sige noget. ’han hader at jeg er her.’ Tænkte hun negativt for sig selv. Han hadede tydeligvis at hun skulle pusles om, selvom han hjalp hende. Et stille og meget lavt tak, kom hen over hendes læber, Da han var færdig med at forbinde hendes sår. ”Det må jeg vel.” mumlede hun og tog imod skjorten. Hun trak den ødelagte skjorte omkring sig da han rejste sig, og hun rystede på hovedet. Dette stoppede dog kort tid efter og hun begyndte at betragtede ham stille imens han vandrede rundt i rummet.
Hun skulle lige til at åbne munden da han stormede ud af lokalet. Gjorde hun ham virkelig så vred? Hun rejste sig stille op og tog skjorten af. Hun vente ryggen til døren og kiggede på sine arme. Havde hun været for god mod ham?
De store blå mærker på begge hendes arme var begyndt at samle sig og blive sorte. Da hun hørte ham pusle rundt uden for skyndte hun sig at tage skjorten på og knappe den til. Hun kiggede ned af sig selv og rystede på hovedet. Imens han åbnede alle de forskellige vinduer og døre gned hun sin ene kind og mærkede hun græd. Ikke voldsomt, men et par enkle stille tåre gled ned over hendes kinder. Hidsigt tørrede hun dem væk med hånroden og satte sig på hug ved sengen, hvor hende lille lædertaske stod. Hun kiggede ned i den og fandt et bånd som hun kunne bruge til sit hår. Aggressivt begyndte hun at flette det til et langt tov og viklede snoren om enden på den. Ikke en eneste lyd kom fra hende og hun ænsede ham ikke engang et enkelt blik.

Stemmen i hendes hoved tordnede: ’Hvor vover han at snerre ad dig! Hvor vover han at flå trøjen af! Han skulle skamme sig!’ Phoenix begyndte at kradse sig selv på halsen, en dårlig vane når hun var gal. ’han burde tigge dig om tilgivelse!’ stemmen gjorde det hele værre. Hvis hun ikke engang kunne stoppe en stemme i hovedet, hvordan skulle hun så stoppe en varulv? Hendes blik sløredes kort af salte tåre, som hun forbandede langt væk.
Den kolde luft omkring hende fik det til at gyse hende ned ad ryggen. Hun så for sig hvor dan han trak sig tilbage ved en berøring fra hende og huskede tænderne der havde vist sig da han snerrede. Hun vendte sig rundt og så endelig på Sargonis. ”Jeg prøvede IKKE, på at kontrollere dig!” hun kunne ikke mere, hun var gal, såret og faktisk lidt bange. Hun var nødt til at reagere, om han var varulv eller ej. ”Jeg forsøgte at stoppe dig.” hun gik langsomt, men fast hen mod ham. ”du påførte mig smerte. Du var for voldsom!” Hendes stemme blev hårdere og mere bestemt for hver sætning hun kom med. ”Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre af mig selv!” hun slog ud med armene og undertrykte en grimmase af smerte. ”Jeg… jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere alt det her!” hun pegede på såret under skjorten. ”Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere dig.” snerrede hun og kneb de røde øjne sammen. ”Du snerrede ad mig!” hun følte vreden boble i sit indre og satte hænderne op til hendes kinder. ”Jeg…” hun kørte hænderne op i hendes hår og trak let i det. ”GRAAA!!” råbte hun af ham. Phoenix havde lyst til at slå ham. Lyst til at slå på hans brystkasse til hun ikke kunne mere, helst til hun besvimede, men det var hun godt klar over hun ikke kunne gøre. Det ville alligevel ikke gøre det mindste skade på ham. ”Hvorfor reagerede du sådan på min berøring?!” nærmest skreg hun til ham.

Han havde ingen anelse om hvordan han skulle reagere overfor hendes ord. For ham kunne han ikke lade være med at tænke at det var værre at leve som varulv end som menneske. Han valgte dog til sidst at acceptere at hun havde accepteret det hele på en ret så positiv måde, men det betød ikke at han nødvendigvis var enig med hende i det.

Det var tydeligt at mærke at der var en ret dårlig stemning pludseligt, men det var heller ikke fordi det var særligt overraskende over hvad der lige var sket. Han travede rundt i rummet, og undgik så vidt muligt at kigge på hende, og fra hans synsvinkel så det lidt ud som om hun forsøgte på det samme. Han vidste ikke om han skulle være taknemmelig eller ej, da det hele bristede for hende og hun ikke kunne holde sig tilbage længere. Han blev dog ret overrasket og vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Det her var ikke noget han var god til at håndtere, selvom han godt vidste at det var ham der havde gjort noget forkert.

Det prikkede ham for hver ord hun sagde med en bestemt stemme, jo mere bestemt hun lød jo mere irriteret blev han indvendigt. Han havde tanker i retning af hvordan hun vovede at forsøge at bestemme, hvordan vovede hun at forsøge at være autoritær overfor ham. Han snerrede dog ikke af hende, men han stod op så han tvang hende til at kigge op på ham. Hans øjne glimtede også med rebelskhed, ingen skulle forsøge at bestemme over ham. Da hun var færdig med at råbe op eller hvad man nu skulle kalde det, inden hun stillede det sidste spørgsmål svarede han dog tilbage.

"Tror du ikke jeg ved at jeg var voldsom? Jeg havde bare ikke overskud til at satse på at det ikke var galt med dit sår. Skulle være sikker på du ikke pludseligt blødte ud... Ja jeg snerrede fordi din stemme blev bestemt, som en der forsøgt at placere sig over mig, som en der forsøgte at bestemme." Han kunne ikke gøre meget andet end at forklare, uanset hvor dumt det måske lød så var han bare nød til at være ærlig. Han var ikke god til at andre forsøgte at placere sig over ham, han var typen der enten skulle være øverst eller også skulle han være en enspænder.
Det var også tydeligt på hans svar at han ikke havde nogen anelse om hvor skrøbelige mennesker egenligt var. Som han sagde var han bange for at hun blødte ud, på trods af at der skulle gå noget længere tid for at det kunne ske.
Da hun var gået tættere på ham mens hun snakkede og han også gik tættere på hende undervejs, endte de med at stå næsten op af hinanden.

"Hvorfor jeg træk mig væk... Det var ikke ligefrem fordi det var mig der havde behov for omsorg... Som du selv sagde, det gjorde ondt på dig ikke på mig. Derudover så ved jeg ikke hvor smart det er at du kommer for tæt på mig. Den berøring var for feminin"
Han sukkede, han vidste ikke hvor meget mere han skulle sige omkring det. Han havde lidt mere han kunne sige omkring det, hvorfor det var hun ikke burde komme for tæt på, men han var ret sikker på det kun ville gøre det hele mere akavet.

"Jeg er ked af jeg var for voldsom, ved ikke hvordan jeg kan gøre det bedre så på det punkt må du sige til." Hans stemme var helt rolig nu, det var han jo nød til at være, han kunne ikke lade det her fylde for meget, de havde mindst flere uger endnu du skulle bruge sammen, så han var nød til at gøre om ikke andet bare en smule for at forbedre humøret i rummet.

Hun kiggede bare på ham imens hans stemme fyldte rummet ud, efter hendes råben. Øjnene brændte af glødende raseri og med en rynket pande. Var hendes stemme autoritær? Det havde hun aldrig nogensinde troet ville ske. Hun havde altid været så lille, at ingen tog hende seriøst. Men Sargonis, den store Sargonis, følte sig truet af hende. ’wow’ tænkte hun og kunne mærke hvordan noget af hendes vrede sivede ud. Hun kiggede uden trods op. Langt op… ’gud hvor er han høj.’ Phoenix tvang sig selv til, ikke at gå et skidt tilbage, hun ville ikke trække sig fra diskussionen. ”Jeg forsøgte jo ikke at sætte mig over dig… Men jeg var nødt til at stoppe dig, fra at skade mig.”
Han havde tydeligvis ikke nogen ide om hvor skrøbelig hun var i hænderne på en varulv, hvilket hun ikke kunne forstå… alle vidste mennesker var skrøbelige. Deres arme knækkede rimelig nemt og de var ikke lige frem store eller særligt hurtige, i forhold til andre væsner eller dyr for den sag skyld.

Hun kiggede væk, da han begyndte at snakke om den berøring hun havde lavet. Hun lagde armene over kors i trods og kiggede ham ind i brystet, uden at sige noget.
Han havde vel ret? Han var ikke kommet til skade, han havde ikke brug for at blive rørt… de to sidste sætninger hang fast i hende hoved. ”Vent.” Mumlede hun næsten uhørligt, da hans undskyldning kom. Roligt lyttede hun til hans undskyldning og mærkede den resterende vrede sive ud af hendes krop.
”Jeg tager imod din undskyldning.” Sukkede hun stille og trak sig et enkelt skridt tilbage, så hun ikke behøvede at brække nakken for at se op på ham. Måske også for at vise lidt respekt, og bekræfte ordene fra tidligere, om at hun ikke var over ham.
”Hør.” hun pillede uroligt ved sin fletnings ende og kiggede ned. ”Beklager at jeg farede op… og at jeg rørte ved dit ansigt.” hun slap fletningen ved at kaste den over skulderen, så den hang ned ad hendes ryg. ”Men jeg forstår det ikke.” Hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet og kiggede til sidst op på ham. ”Hvad mener du med at jeg ikke må komme for tæt på dig?” Det ene sorte øjenbryn løftede sig lidt mere end det andet og dannede en lettere rapkæftet grimasse.
Der var noget imponerende over at han ikke farede i flæsket på hende. Det havde han jo sagt at aggressive varulve kunne finde på, ikke at hun ville afprøve det.

Efter deres samtale greb hun sit hoved med sine hænder og forsøgte at holde på koncentrationen. ”Det virkelig ikke for at være ufølsom.” mumlede hun og begyndte at vakle hen til sengen. ”Men jeg har det ikke særligt godt.” hendes fingre greb om vinduet tættest på sengen og stak hovedet ud i tide. En strøm af suppe og brød forlod hendes ellers fyldte mave. Det hele sortnede kort for hende og hun mærkede den skarpe smerte i maven og ryggen, da krampe-bevægelserne kom igen. ”For fanden da.” hviskede hun stille imellem opkastet. Gad vide om det var diskussionen som havde frem provokeret det, eller om det var varulve bidet der havde sat det i gang tidligere… Måske det var fordi hun havde spist for meget? Phoenix’ tanker kørte rundt imens hun leverede maden tilbage.

Da hun var færdig hang hun i vinduet. Hun følte sig svag, træt og udmattet. Det var simpelt, hun hadede at være svag og ikke kunne gøre noget. Specielt når det omhandlede opkast. Langsomt tørrede hun sin mund, med bagsiden af hånden og kom på benene. ”undskyld.” Mumlede hun og fandt vejen over til sengen. ”Undskyld for det hele. Jeg kunne bare ikke rumme mere.” forsigtigt fik hun sat sig i den og kom ned at ligge. Der var ikke mere mad i hendes mave, og det ville der heller ikke komme foreløbig.

Hans første tanke som svar, var at han jo ikke ville skade hende, måske hun ville få nogle knubs, men ikke noget sådan rigtigt. Men han forstod dog også godt at hun var bange. Han var alligevel næsten en halv meter højere end hende. Han nikkede dog bare, han vidste ikke at han kunne sige noget der kunne gøre situationen bedre så det var vel nok bare det bedste at han på et eller andet punkt bare gav hende ret i stedet for. Det var dog også tydeligt for ham at hun ikke helt forstod hvad han havde ment med at det ikke var ham der var kommet til skade.

"Jeg tror du misforstår... Jeg mente ikke at selve berøringen gjorde mig utilpas... Det var mere for din skyld, som jeg har sagt er jeg farlig og har svært ved at styre mig selv." Han kæmpede med sit indre, ikke fordi han havde nogen intention om at gøre skade på hende.

"Hvorfor... Fordi jeg ikke har lyst til at springe på dig bare sådan." Han håbede at det var svar nok for hende. Han blev ret overrasket da hun begyndte at komme med undskyldninger, men da hun så kastede op og begyndte t vakle rundtvar han dog ret hurtigt over hos hende, og gav hende en hjælpende hånd så vidt han kunne. Det var dog også tydeligt at han holdte en hvis afstand. Han kunne jo ikke sige til hende at hun ikke måtte komme for tæt på ham, og så bare selv komme fuldstændigt tæt på uden en forklaring eller god grund.

Han stillede noget brød og noget vand ved siden af sengen igen, og stillede også en skål med suppe hvis hun besluttede sig for at ville have lidt i maven igen. Han tog så en skål med vand og gik udenfor, han ville skylle hendes opkast væk så det ikke blev ved med at lugte surt og irritere hans relativt følsomme næse alt for længe.

”Springe på mig?” hun kiggede uforstående på ham og kneb øjnene sammen. Springe på hende… altså æde hende? Nu var hun først forvirret, der var igen ting som længere gav mening og hun sukkede lidt af ham. Han gjorde hende mildt sagt, forvirret. Først bed han hende, så slæbte han hende hjem, plejede hende, rørte hende, så ville han ikke have hun rørte ham og pludselig var han voldsom… Var det sådan at være varulv? Generelt forvirret?

Den grimme smag i hendes mund og den væmmelige lugt i hendes næse fik hende til at lave en grimasse. Hans hjælpende hånd tog hun glædeligt i mod. Det var hårdt at være syg... Det var sket et par gange før, at hun havde været syg, men slet ikke noget i den her boldgade. Da hun var kommet ned og ligge på sengen lukkede hun øjnene og pustede ud. Hendes øre opfangede lyden af ham pusle udenfor og hun fik bakset skjorten af og lagde den over hendes hoved. Tæppet blev trukket godt op under hendes hage, så man stort set ikke kunne se hende. Vandet der blev brugt udenfor, antog hun var Sajro, som fjernede hendes bræk. ”Undskyld.” Mumlede hun igen under skjorten, og vidste ikke om han kunne høre hende. Men det var da et forsøg værd.

Feberen og kvalmen tvang hende til at sove. Drømmene tvang sig ind over hende og hun kunne ikke stoppe dem.
Hun var fanget i en landsby uden mennesker. Der var ingen overhovedet, kun lidt vind og noget sol. ’Hvad fanden`?’ mumlede hun og gik ind i den første og bedste bygning. Der var tomt med undtagelse af en enkelt stol i midten af rummet. Af en mærkelig og uforklarlig grund, satte hun sig ned og kiggede rundt.
Pludselig kom der kvinder og mænd ind ad døren. De ignorerede hende og så hende ikke, det var som om hun ikke eksisterede. Phoenix forsøgte at rejse sig op fra stolen, hvilket resulterede i at en kvinde tabte sin drink ud over hende. De stirrede allesammen på hende, med afsky. ’Køter!’ snerrede en fed mand. ’Bæst!’ hvislede en anden, imens en tredje skubbede hende ud ad døren.
Det kom helt bag på hende da hun var ude på den tomme gade. ’hvad i alverden sker der?’ spurgte drømme jeget.

Tilbage i den vågne verden puttede Phoenix sig under det varme tæppe. Hun gryntede lidt i søvne og bevægede sig ellers ikke rigtigt.
Da hun til sidst vågnede skubbede hun skjorten væk fra hovedet og kiggede ud i rummet.

Hun kunne ikke bare spørge mere ind til det. Han havde ikke rigtigt lyst til at forklare det i dybden, han havde regnet ed at hun forstod hvad han mente med det, da det jo tydeligtvis ikke var ment som at han ville spise hende. Ikke når han havde passet på hende som han havde indtil videre. Det var nok også ret tydeligt at han forsøgte at undgik det.

Han hørte godt hun sagde undskyld, men han sagde ikke noget da hun lod til at være ved at falde i søvn. Han sad derfor bare og holdte øje med hende, han kiggede på hende da hun satte sig op, og han kunne ikke lade være med at grine en smule af nogle af de hår der stak op i luften efter at hun havde taget skjorten af hendes hoved. Han sørgede dog også for at undgå at se på hende for meget i tilfælde af at tæppet var gledet ned og vidste for meget af hendes bryst.

"Fik du sovet godt? Der står noget suppe til dig ved siden af sengen forresten... Tror stadig at den er varm nok, ellers kan jeg varme den?"

Han forsøgte at være så venlig han kunne for at gøre op for det der lige var sket. Han gik derfor også lidt grundt, og forsøgte at finde ud af hvad han kunne gøre for hende.