The town will be ours! (Fællestråd)

//Jeg har ikke hørt fra nogle af dem, så vi springer frem til @Delilah

Det pinte hende at høre alle de hjælpeløse skrig fra folkene i byen. Men samtidig knugede hun sin lille datter ind til sit bryst, selv om pigen stadig sad i sin slynge.
Med en næsten lydløs stemme, sendte hun bønner op til guderne om at skåne flest mulige. Samtidig håbede hun på at fjenden snart ville forsvinde, så hun kunne komme tilbage og hjælpe med at se til de sårede.

Hendes sind kæmpede med at holde tankerne så meget i ro, at hun kunne overskue situationen foran hende. En del af hende ønskede at vende hesten hjemad og hurtigst muligt komme i sikkerhed hos Lith'rra og dragerne. Men en anden del af hende kunne ikke klare tanken om at efterlade alle de sårrede til døden. Hvis det var muligt at rede dem, så ville hun gøre et forsøg.
Derfor fortsatte hun med at blive i sit skjul og se tiden an, mens hun beroligede både hesten, sin datter og sig selv.

I en rolig bevægelse, tog Renata noget mad ud af en af hendes mad poser, der hang på hendes hofte, så hun kunne spise det mens hun skiftevis så sig omkring, og på Delilah. Hun hørte godt Delilahs ord om, at disse fremmede væsner sikkert godt kunne kæmpe videre, selv uden deres leder, men det ændrede ikke på at Renata havde fået en ide, der måske kunne gøre stor skade på disse fremmede engle væsner. Den mad hun lige havde spist, indeholdte evnen der kunne gøre genstande eksplosive når hun rørte ved dem, og hendes ide var at hvis hun samlede en masse genstande som hun kunne bruge evnen på, kunne hun spise sin anden evne holdige mad, der gjorde at hun kunne teleportere genstande til alle steder, der var inden for hendes synsfelt.
Så snart hun havde spist sin mad, kunne hun mærke evnen træde i kræft inden i hende. Med et hurtigt blik på Del, satte Renata i et sprint næsten samtidig med hende, men Renata løb ikke imod nogen af grupperne der kæmpede. Hun sprintede rundt i et nærmest uforudsigeligt åndssvagt mønster, alt imens hun først samlede en del af et ødelagt telt beslag op, hvorefter hun samlede alle mulige skarpe små genstande op, om det så var knive og lignende som folk havde tabt i kamp, eller om det var genstande der lignede noget skarpt. Hver gang hun samlede noget op, gjorde hun det eksplosivt, og lagge det ned i telt beslaget, som hun brugte som en slags pose, for alle hendes selv opfundne bomber.

Da hun løb tør for denne eksplosive evne, stoppede hun med at samle ting op, løb ind i en gyde hvor hun kunne holde en pause fra alt kampens hede. Hun så sig omkring mens hun greb maden med teleport evnen, som hun stoppede i munden som et andet svin, så hun kunne spise det mens hun forberedte sig på det næste trin i hendes lille kaos plan. Hun tog en masse af de bomber hun havde lavet, og pladserede dem overalt i sit tøj, så hun hurtigt kunne røre ved dem for at teleportere dem, når hun begyndte at bevæge sig igen. De sidste ting hun ikke kunne finde plads til, tog hun i favnen mens hun sank sin mad, så kræften trådte i kræft.
Med et hurtigt blik, orienterede hun sig om hvor Savas befandt sig henne. Så snart hun havde set ham, begyndte hun at teleportere bomberne hun havde i sit favn. Hun prøvede sit bedste for at sigte efter engle væsnernes hoved eller brystkasse, men på grund af teleporteringens forsinkelse, var der flere af bomberne der dukkede op i englenes vinge, eller ved siden af dem, før de eksploderede. Fordi de var små, kunne bomberne godt dræbe hvis Renata ramte rigtigt, men hvis bomberne dukkede op i deres kropsdele eller ved siden af dem, ville de kun gøre moderat skade, og måske skabe kaos.

Renata fokuserede mest på de fjender der var imellem hende og Savas. Så snart hun havde tømt sin favn, begyndte hun at løbe målrettet mod Savas. Hun brugte en bombe eller 2 undervejs, for at distrahere fjender der potentielt kunne stoppe hende, indtil hun havde fri vej mellem ham og hende. Hun greb et sværd, teleporterede en bombe, som hun prøvede at ramme hans venstre vinge med, og lige efter bomben gik af, om den dukkede op i hans vinge eller ej, angreb hun ham med sværdet og et brændene blik af vrede i hendes øjne.

Byens vagter, Fenrers soldater og dødsenglene løb sammen i et åbent slag i byens gader. dødsenglene pressede soldaterne fra to sider, bueskytterne måtte droppe buen for sværdet - ellers risikerede de at skyde deres egne. Det, eller de måtte flyve over resten af byen og gøre den nytte de kunne mod deres fælles mål: Sikre sig byen. En base for dødsenglene, et sted at bo, at samles og sikre en fælles overlevelse. Det var Savas mål. Sammen havde de flere muligheder for at overleve. Et sted med tag over hovedet, og hvor de kunne samle mad og ressourcer, ville styrke dem. Heldigvis var mange dødsengle enige, omend ikke alle nødvendigvis. Der var også manglen på en fast lederskikkelse - et spørgsmål der nok kom på dagsorden efter kampen, såfremt de opnåede deres mål.

Savas svang sværdet i sin hånd. Blodtørsten pumpede i hans årer og fik ham næsten til at se rødt. At springe ind i slaget...Der var intet han hellere ville. Mændenes skrig, når de opnåede en skade. Smerterne fra alle omkring ham - dødsengle eller ej - virkede styrkende. Gav ham kræfterne til at fortsætte, som en ustoppelig kraft.
Men så langt nåede han ikke.
Ud af ingenting kom der små eksplosioner. Eksplosioner som ingen af dem havde forventet - eller vidste hvor kom fra. De dukkede op ud af ingenting - bogstavlig talt. Nogle af dem ramte dødsenglene, andre ramte soldaterne. Nogen mistede lemmer, andre livet. Blod og kødrester regnede igennem luften med folk overraskende og smertende skrig. For flere af, et dødsskrig.
Det var et rent kaos. De måtte tænke hurtigt. Savas vidste ikke hvor eksplosionerne kom fra, eller hvor mange der ville komme. Men det var vigtigt de holdt stand og fortsatte frem efter. Men de måtte også finde kilden til dem og se om de kunne stoppe dem. Blikket gled over den oplyste by omkring ham, men det var svært at bedømme noget....

Ikke fordi han nåede at vurdere særlig meget. Han fornemmede det, førend han så det. Han vendte sig om mod den arrige kvinde, lige i tide til at vende sig med fronten mod hende og møde hende -
En pludselig eksplosion rev ham ud af hans stand. Han fløj igennem luften og landede flere meter væk. Han landede rundt på siden, hans vinge flået hen over den ru vej under ham. Mudder og blod over alt, Savas blev sølet ind i det. En hylende lyd i hans ører, et blik der i et øjeblik ikke kunne fokusere. Folk der trampede rundt om ham -
Og så nogle kraftige arme der hev ham på benene. En dødsengel, gik det op for ham.
Lige nu kunne han ikke det. Mærke skaderne. Han havde brækket den ene vinge, den som eksplosionen havde været tættest på. Han havde et sår hen over den ene kind, på den ene arm og ben. Han kunne godt bevæge sig, men han ville potentielt forbløde, vurderede han. Han havde intet valg. Logisk set burde han trække sig og forbinde sine sår. Han kunne altid vende tilbage til kampen bagefter. Så på trods af kvinden der var faret imod ham lige før, vendte han om og forsvandt i mængden. Forsvandt fra den åbne plads for at finde et sted til at sunde sig et øjeblik. Han var nødt til det, hvor meget han end havde lyst til at smage selve slaget.

Andre dødsengle tog over. De stoppede ikke. Selv om der var kaos og eksplosionerne havde ramt dem, gjorde de instinktivt det de kunne: Kæmpe videre. Det havde også skabt kaos hos soldaterne, selv om eksplosionerne ikke havde ramt dem nær lige så meget. Dødsengle havde det godt i kaos - så dem der kunne kastede sig frem med ny energi, ny iver. Og andre dødsengle opildende dem til at fortsætte slaget, på trods af en af deres generaler for nu var ude af billedet. De vidste hvad målet var, det ændrede sig ikke.

-------------

På trods et par kampdygtige individer, begyndte dødsenglene at få overtaget mere og mere af byen. Der var kampe flere steder, men værst i hovedgaden. Begge sider havde mistet folk.
Men efterhånden stod det klart at dødsenglene ville vinde byen.
De sidste soldater, sammen med Fenrer, der helst ikke ville give op, måtte til sidst trække sig. Sammen med de sidste få af byens vagter, der endnu havde livet i behold. Flere soldater og vagter havde været rundt i byen og evakueret flere af byens beboer. Det gjaldt om at få mange ud i livet som muligt, mens andre holdt dødsenglenes opmærksomhed.
Til sidst trak de sidste sig og efterlod dødsenglene - trætte, gispende, blodtørstige.
Der lå lig i gaderne. Der stank af blod og røg. For vinderne var der meget oprydning at tage sig af.



//Grundet et par vigtige spillere for slaget ikke svarer, og at emnet allerede er forsinket, skruer jeg lidt frem i det. Det håber jeg I kan leve med.
Det vil give dødsenglene mere at spille med, hvis de får byen - så det er med den bagtanke jeg har taget mit valg, og ikke blot fordi jeg selv er dødsengel og vil være "vinderen".
Jeg er åben for at fortsætte emnet i forhold til om nogen finder Savas/får mere ramt på ham/han får ramt på andre hvis der er stemning for det. Evt. i et nyt og opfølgende emne.