Long Live The King - Fællestråd

Dato: 13. December 1166
Årstid: Vinter.
Vejr: Friskt og skyfrit. På nippet til at virke køligt.
Sted: Området lige uden for Sunfury Slot.
Tid: 12:05.
Omgivelser: Beskrives.
Outfit Elizabeth + Krone
Outfit Valentine (Credit til @Vetis <3)

Det var tid. Månedsvis af planlægning i det skjulte havde ført til netop dette øjeblik. Valentine kunne næsten ikke rumme det. Begejstringen truede med at overtage hans krop hvert et øjeblik det skulle være. Alligevel lykkedes det ham på en eller anden måde, at bevare roen. I hvert fald nok til at koncentrere sig om, hvad der foregik i cirklen foran ham. For det var i midten af netop denne cirkel af vismænd, at dagens hovedperson befandt sig. Den vigtigste brik af dem alle. Elizabeth.

“And you’re sure of this, Your Highness?”
“Yes. I am sure.”
“Very well. Then by the powers invested in me by The Crown and Elona’dal themselves, I hereby release you! From this day forth you are no longer bound by any royal duties and therefore no longer considered part of the royal family. Nor will your marriage to His Majesty, King Valentine, be considered valid. Taking this journey upon yourself means devoting every minute of every day to Elona’dal and their light. Celibacy is considered the only right way to do this… Now, Lady Elizabeth, you will receive our final blessing. May Elona’dal be with you.”

Ordene var sagt. Det var for sent at bakke ud nu. Elizabeth så op og mødte vismandens blik med et varmt smil. En finger gled op og fjernede en enkelt vildfaren tåre, som hun langsomt kom på benene fra sin knælende position. Der lød en harmonisk messen blandt cirklens medlemmer, og vismanden trak sig tilbage i gruppen for at påbegynde sidste del af ritualet. Valentine tillod sig selv at trække vejret for første gang i næsten et minut. En skælvende hånd blev ført om bag ryggen. Iveren kunne efterhånden ikke skjules mere. Men det var ligegyldigt nu. For alting var perfekt. Nu manglede de bare den allersidste detalje.

—-------------------------------------------------------------------------------------------------

Klokken slog 12. The Royal Flame District emmede af liv. Tusindvis af væsner havde efterhånden samlet sig på pladsen under slottet, og vendt deres håbefulde blik mod den største af slottets balkoner der overså pladsen. Rygterne havde spredt sig som steppebrand ved synet af den første plakat. Invitationer spredt gennem hele byen for blot en uge siden, som tilbød folket at møde op denne eftermiddag, hvor en stor nyhed ville deles og efterfølges af et gilde sjældent set mage. De fleste håbede uden tvivl på meldingen om en arving. Alligevel var der mange, som havde valgt at satse på en helt anden eller tredje mulighed i deres lotterier i håbet om at vinde lidt ekstra mønt. Uanset hvad man havde forventet, så havde de fleste i hvert fald fundet en eller anden undskyldning for at møde op. 12:05. Pludselig var der en lille dreng, som pegede op mod balkonen “Look!”. Begejstringen var ikke til at tage fejl af, som kongeparret endelig gjorde deres entré. Side om side. Hånd i hånd. Elizabeth i sit puritansk inspirerede ceremoni outfit der strålede som nyfalden sne mod den klare vintersol. Og så var der hendes modsætning. Hendes sidemand. Valentine. Iklædt noget som tydeligvis kun guderne kunne have skabt. Solens varme farve emmede fra hver en centimeter stof der dækkede hans krop, alt imens gyldne smykker strålede om kap med den ægte vare højt hævet over dem. Gyldne detaljer var desuden at finde, så langt øjet rakte, og som kronen på værket fandt man en smukt hyldest til solen formet i det pureste guld. Smækfyldt med rubiner af alle former og størrelser knejsede værket tydeligt på toppen af det blege hår som i dagens anledning hang løst, så man bort fra et par enkelte dekorative fletninger.

På balkonen stod de stadigvæk tavse. Stadigvæk hånd i hånd med ansigterne vendt mod folkemassen under dem. Elizabeth var den først til at give slip. Hun vendte ansigtet mod ham. Hendes øjne var klare. Glædesfyldte, som hans egne. Valentine gav et et stille nik fra sig, som Elizabeth gengældte med et smil. I en enkelt, glidende bevægelse tilbagelagde hun distancen mellem dem og gelænderet på få skridt. Og først da hun nåede kanten, rakte hun begge hænderne op og fjernede den hvide hætte, hvilket afslørede det eneste levn fra hendes - snart - royale fortid. Kronen. Elizabeth rømmede sig kort inden, at hun endelig brød stilheden.

“My people! This… will officially be my last day as Queen of Sunfury.”

Et gisp gled gennem folkemængden. Et øjeblik virkede massen under dem fuldstændig lammede… men så brød ramaskriget stilheden. Utilfredse tilråb forsøgte at overdøve hinanden, som panikken voksede. For dronningen var jo sund og rask? Og Sunfury havde ingen trusler? Ingen kriser som gjorde det nødvendigt at sende nogen afsted? Hvad var meningen med denne galskab?? På trods af det hele var det med en ophøjet ro, at Elizabeth hævede begge arme i et forsøg på at skabe ro. Og hun ville vente - længe om nødvendigt. Først da folket endelig gav hende muligheden igen, ville hun tale med en stemme der var klar og varm.

“I know this is news to you all, and I know this might be scary… But please, listen to my words and know that you are safe. For this has been a long time coming, and the future is bright!” Elizabeth lod armene falde igen. I stedet samlede hun hænderne foran brystet, hvor hun knugede halskæden med symbolet for Elona’dal, alt imens hun fortsatte sin tale. “You see… months ago Elona’dal showed themselves to me in a dream and revealed my future! I was not to be Queen, they said… Instead Elona’dal told me that it was my destiny to help them spread their light through the Underworld… And even though I was honored, I was also afraid. For what of you? My people? My Kingdom?” Hun tillod sig selv en kunstpause. Snøftede tårerne bort, og fortsatte så. “Of course, Elona’dal sensed my fears, and promised me I had no reason to worry. Elona’dal assured me that they would bring me a person worthy of taking my place. One with a pure heart and the right intentions. And just as they foretold… Valentine appeared. It didn’t take long before I saw exactly what Elona’dal had described, and I knew it was meant to be. When I told Valentine about my dream during our engagement, he promised to do everything to help make it come true… even if it meant he would be doing it alone. So… Tomorrow I start my journey, which will take me away from Sunfury for many months. Possibly years. That’s why I asked the high council of Sunfury to free me of any earthly responsibilities. And even though it has cost me much… my kingdom, my marriage… I leave this place with a light heart. For I know that you are all in good hands. And I know that Elona’dal will guide me as promised, as will the spirit of my dearest mother. I feel her love growing every day as I step into the light. And I hope that you will help me share this love! Feast, drink and dance your way into the light. Help me make this departure as beautiful as Elona’dal foretold! Enjoy the rest of the afternoon, and thank you for your time! Till we meet again, Sunfury!”

Der lod ikke til at være et øje tørt, da Elizabeth slutteligt afmonterede sin krone og placerede den på gelænderet. Et sidste farvel fra Sunfurys officielle dronning. Og selvom utilfredsheden stadigvæk kunne spores flere steder i folkemængden, så var klapsalverne og de begejstrede tilråb alligevel nok til at overdøve det meste. Desuden… hvem var folk alligevel til at modsætte sig Gudernes vilje?

Resten af eftermiddagen blev brugt præcis, som dronningen havde ønsket det. For hver en gade i Sunfury emmede af liv, og hvor end man ledte, ville man hurtigt finde massevis af muligheder for dans og andet sjovt, samt bord efter bord overfyldt af enorme mængder mad der så generøst var doneret af slottet i dagens anledning. Vin og øl fyldte maverne og farvede kinderne, som latter og sang fortsatte til langt ud på natten. Et teaterstykke blev skubbet på benene i sidste øjeblik. En hyldest til Elizabeth og hendes rejse, samt en velkomst til Valentine - for anden gang i hans tid som konge. Parret var selvfølgelig at finde i midten af det hele. Omgivet af folk og fæ, som bragte gaver og andet til rejsen. Og Elizabeth ville takke hver og en fra sin plads ved Valentines side. I sandhed en skøn aften, som ville blive talt om det næste lange stykke tid.

Det var et af disse øjeblikke med Elizabeth, at Valentine tillod sig at lukke øjnene et øjeblik for at nyde stemningen der havde bredt sig gennem byen. Frugten af lang tids hårdt arbejde, som nogen måske ville kalde det. For kvinden ved hans side… “Elizabeth”... havde trods alt udført sit arbejde til perfektion. Takket være timevis brugt på at finde den helt rette kombination af tøj, duft, stemme, hår og meget, meget andet, så var det lykkedes hende at snyde selv de mest ihærdige blodhunde, shapeshiftere og varulve. Ikke en eneste denne dag havde fattet mistanke. Valentine frydede sig endnu engang over sin egen tålmodige planlægning. Det havde taget lang tid at finde den helt rette person til rollen, men det havde i sandhed været ventetiden værd. For ikke at tale om prisen, som absolut heller ikke havde været ubetydelig. Men i morgen ville skinwalkeren være alle bjerge, og han ville stå som enearving til Sunfury. Så for en gangs skyld virkede guld pludselig… knap så betydelig for en stund. Selv ikke det faktum, at den ægte Elizabeth stadigvæk levede kunne lave skår i hans verden. Når alt dette var overstået havde han alligevel en klar plan om at finde et hav af elskere, og drukne sig selv i vin, den næste uges tid. Noget han havde set frem til temmelig længe.

Tilbage til virkeligheden, placerede Valentine et flygtigt kys mod Elizabeths kind, da hun lænede sig ind mod ham for ekstra support. Alt imens han gjorde dog sit bedste for at undgå at røre ved halskæden, som han allerede havde brændt nallerne på én gang tidligere den dag. Sammen betragtede de roligt den næste gruppe nærme sig inden, at de smilende bød dem velkommen som med alle de andre. Bare… få timer mere. Så var det overstået. Så var alting hans.

// Dette er et åbent emne meget lig emnet i Doomsville. Dette emne mest til for at give folk en mulighed for at reagere med deres karaktere, hvis de nu har hørt om begivenheden eller tilfældigvis befinder sig i Sunfury. Tænker I, at jeres karaktere opsøger Valentine eller "Elizabeth", så skriv endelig til mig, så kan vi finde ud af hvad det ender med. PS. Godmode er tilladt af @Elizabeth //

//Obs: Dette vil være et npcbaseret indlæg. Genevira optræder derfor ikke selv i indlægget. Den opmærksomme læser, vil dog måske huske, at Geneviras familie blev sent til Sunfury i starten af blodbadet i Doomsville for at blive skånet dets trængsler//

Midt i alle festlighederne stod en bemærkelsesværdigt lille mager mand og så malplaceret ud i sit propre, men slidte og lappede jakkesæt blandt alle de festglade væsner i deres kulørte løstsiddende klæder.
For Adam Isherwood virkede hele ’Jeg har set Elona Dal’ undskyldningen for dronning Elizabeths pludselig aftræden som dronning mildt sagt som en være gang vås. Hvorfor skulle gudinden vise sig for et eller andet forkælet pigebarn, der hidtil havde levet sit liv gemt væk på et slot og efter alt at dømme ikke havde udrettet noget særligt. Ikke at han på nogen måde mistænkte sandheden. Nej langt fra. Men for ham lugtede det blot simpelt af et ægteskab der var gået i vasken og nu ville en eller begge parter finde en hurtig vej ud. Eller også var det en mulighed for den unge, nu tidligere, dronning at undslippe en situation, før den blev ubehagelig.

Dog var det slet ikke disse uregelmæssigheder, der optog skomageren. Ej heller var det festlighederne, som de yngste af hans børn havde tigget om at deltage i hele ugen og nu lod til at nyde i fulde drag. Muligheden for at spise på andres regning og blot more sig var da heller ikke noget faderen, selvom han for sig selv havde svært ved at modtage, hvad han anså for almisser, ikke kunne unde sin familie.
Heller ikke det faktum at hans kone stod ved siden af ham, rank og stiv som en saltstøtte med tårerne trillende ned af kinderne lod til at berøre ham specielt meget.
Når sandheden skulle frem, så ville han reelt gerne have trøstet hende, men Edythe holdt stædigt fast i tårerne, sin påståen om, at andres smerte reelt handlede mere om hende selv.
Han kendte hende ikke længere, var ikke sikker på, at han nogensinde havde gjort det, og mange års hårdhed mellem dem gjorde den kløft, der skilte dem ad umulig at krydse, hvor meget han end ønskede, at han havde kunne lindre den smerte, der slet ikke handlede om dagens hændelser, på trods af at mange omkringværende sikkert generøst ville tolke strømmen af tårer sådan.

I stedet fokuserede han på, hvilken mulighed dette var. Altid en forretningsmand.
Adams stolthed nægtede ham at modtage noget fra nogen uden at han havde noget at give til gengæld. Års bitre erfaringer havde lært ham at intet her i livet var gratis. Lige meget, hvad man fik at vide. Så på trods af, at hans yngste datters hektisk nedfældede brev til dem, havde budt ham at gå til kongen af Sunfury for hjælp (hans fornavn havde hastigt været streget ud, som havde hun glemt, at de ikke ville ane, hvem der var tale om, hvis hun kun nævnte ham sådan), så havde han ikke gjort det. Det ville blot have været en forsikring om, at han endnu engang ville sætte sig selv i et slavelignede gældsforhold, hvis da kongen overhovedet ville hjælpe, blot fordi Adams yngste datter mente, at han skyldte hende mindst så meget.
Nu havde han dog pludselig noget, at handle med.
For efter alt at dømme, sparsomme som informationerne i Ginnys brev end havde været, så havde der været en vis tæthed mellem hende og denne nyligt kronede, og nyligt enlige, konge.
Adam kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. For han havde set manden og opdaget, at selvfølgelig var han netop sådan en type Ginny ville kaste sin opmærksomhed på. Som taget ud af en eventyrillustration. Tossede pigebarn. Det var dog ikke tænkt uden en vis varme. Måske endog noget, der mindede om stolthed. Ginny havde trods alt, guderne måtte vide hvordan, arbejdet sig op et sted, hvor hun pludselig associerede med konger.
Og konger havde, trods at denne lige havde skilt sig meget offentligt af med en, brug for dronninger. Og hans datter var, formodede Adam, håbede han, stadig ugift.
Som om hun kunne fornemme hans planlægning vente Edythe ansigtet mod ham så hurtigt, at det næsten måtte give hende hold i nakken.

”You’re not giving our baby to that thing. He has already scared away one wife. Gods only know what will happen to the next one.” Selv i hviskende tilstand formåede hendes stemme at være skarp og skinger af ængstelse.
Der var selvfølgelig også det problem, at ingen af Isherwood forældrene anede præcis hvor meget kontrol de havde mistet med den yngste datter.

Eller hvordan man forelagde et sådant forslag for en konge.

Men trods at Adam ikke kunne tilbyde sin datter lykke, den slags var ikke dem forundt og derfor frugtesløs at stræbe efter så havde han vel en pligt til i det mindste at forsøge at sikre hende stabilitet.

//NPC-styret historie

Herskeren af Doomsville havde ikke tid og mulighed for at rejse til Sunfury i tide og utide, på trods af manden selv kom i byen relativt ofte. Mest fordi han havde købt en sommerresidens uden for byen for noget tid siden.
Men det betød ikke at Sean McGivens slet ikke fulgte med i byernes aktiviteter. Hans klan havde et lille klanhus i alle byer, en lille hemmelig kriminel hule, som han for en del tid siden havde fået etableret - personligt - i alle byerne. Nogle var meget små, kun på få personer, nogle var en anelse større. Deres opgave var overordnet at sikre sig informationer om byens gøren og laden, selvfølgelig med mest fokus på folk af interesse.
Informationerne blev gemt i koder i bøger, pergamentruller eller husket. Og de aller vigtigste dele blev sendt til Doomsville, og gemt der. Enten med fugl, eller en person der fysisk rejste fra den ene by til den næste - og en sjælden gang i mellem ved hjælp af magi.

Når hele byen festede, og de kongelige kom med en officiel udtalelse, var det klart hele byen var involveret. Også de mere tvivlsomme typer. En kort sammenfatning, der ikke indeholdte meget mere end "Dronning Elizabeth forlader tronen for at søge Elona'dal, kongen alene på tronen" blev sendt videre. Blev sendt til Sean.
En lidt ligegyldig information, der bare var rar at have, på nuværende tidspunkt.
I det mørke og triste Doomsville, der i øjeblikket på ingen måde spejlede sig i det flotte og festlige Sunfury.

// Dette er et NPC baseret indlæg fra perspektivet af Madelena Grays tvillingebror, Caleb.//

Political is not exactly what one would call the younger Gray twin. Frankly all that made this mans heart glow oh so brightly on this very day were a pair of silk socks he had been dying to flaunt. Occasion being some little big deal for Sunfury or something. So be it if a trip of noble boys on festive adventures was to be interrupted by a brief event of political importance of sorts. Not often did Caleb Gray step foot in Sunfury and Royalty there had affected Grays little but when an old friend, a pretty man and blood demon, Ezra had come to inherit a mansion here, the festive noble boys of Forestina just had to pay a visit.

A little break from demon festivities and beautiful women in favor of public royalty gazing was ehhh what Caleb would consider activity more in line with the twin of inferior charm. But the lads dressed in gilded silks and armed with silver to impress the crowd and servants.

Appropriate the cheerful Gray boy looked in his light green silk socks, sun imagery embroidered with gold and rubies, perfect compared to this crowd my god would they get it over with he thought to him demon self just as the king and queen were spotted. The queen he knew little about and paid little mind as the new king was… more than a sight. One does not have to be amongst those with “sinful desires” to acknowledge beauty Caleb believed. He was merely granted eyes to use, he appreciated beauty where It was found. A sock could be beautiful it did not mean one were to find it arousing. Or well Caleb did, if they were in pristine taste, in pairs and on a beautiful lady. Point being the Gray boy never saw much reason to question his taste in desires. Many boys of high leisure found themselves in three-way situations yes, so? He might have taunted his father and sister for their lust for the same gender, but someone had to they could be so uptight. And mother well mother had been the driving force behind more vicious reminders as they grew up, threatening exposure. Caleb had been her glistening mouth piece and good at it. But why Edwin still feared him was beyond what Caleb could grasp.

Caleb Grays strained family relations and unacknowledged identitys out of the way, this brings us to a current starry eyed demon as this very very beautiful king stepped out. Long light hair and ethereal features they reminded him of both lust and pain caused by Juniper Graceling. The feisty girl both he and Madelena found dear. And the abductor of his crimson sock… only one she had taken cruel, an amusing game it could be but cruel. And there her likeness in male form stood. Was this an ongoing opioid high? Was Lena aware of… this? Did this mysterious strange royal know Juniper and the location of his stolen garment? So many questions so little wine, despite the stash a terrified Edwin had provided for this trip.

Hun havde hørt spændte stemmer snakke om denne dage hele ugen, der skulle ske noget oppe ved slottet. Rygterne havde fyldt hver en gade Harper havde slæbt sig igennem. Var Elizabeth gravid? Skulle de i krig igen? Var Kong Fenrer vendt tilbage til Sunfury? Der var mange forskellige ideer om hvad denne dag ville bringe folket. Harper havde da også en smule interesse i hvad der skulle ske. Hun havde trods alt mødt Dronningen en enkelt gang, og fundet hende yderst interessant.
Sammen med den store folkemængde havde Harper draget mod slottet. Harper havde ikke rigtigt en fornemmelse af tid, så hun havde fundet sig tilrette lænet op af en lille trækvogn der var lukket helt inde i folkemængden. Harper havde fint udsyn til balkonen fra trækvognen og heldigvis var manden der ejede vognen lige så spændt som resten af folket, så han virkede ikke generet af at hun hang lidt op af vognen.

Folk var højlydte da der endelig skete noget. Harpers blik faldt straks på balkonen da der endelig kom en person til syne, hun smilede lidt for sig selv da kongeparret stod side om side. Harpers opmærksomhed var fast på Elizabeth. Da hun begyndte at tale mærkede Harper et sug i maven ved hendes deklaration om hendes abdicering. Det var ikke hvad folket havde regnet med, heller ikke Harper. Selvom Elizabeth havde virket eventyrlysten da hun havde mødt hende, så havde Harper ikke gættet at hun ville opgive kronen for et eventyr - og da slet ikke et religiøst eventyr. Harper kendte dog ikke Elizabeth godt nok til at kende den fulde sandhed, så hun accepterede historien uden at tænke mere over det.

Først da Elizabeth nævnte den nye konge lod Harper sit blik vandre til manden ved hendes side. Han var ikke just det hun havde regnet med. Han virkede ikke kongelig, han virkede i stedet underligt bekendt. Harper kunne dog ikke sætte en finger på hvad der gjorde ham bekendt for hende… Måske var det fordi hun havde set tegninger af ham uden at vide det?? Hun betragtede ham så længe hun kunne mens folket klappede og græd, da parret igen var ude af syne fra balkonen virkede det til at stemningen ændrede sig blandt folk. Der var en høj summen af stemmer der snakkede om det de lige havde oplevet. Harper trak blot på skuldrene og begyndte så den lange gåtur tilbage til hendes foretrukne kro, for at finde sig denne dags føde. Hun var allerede irritabel over hun havde gået hele vejen herop for et par minutters tale. I det mindste ville der være fester overalt, som kunne byde på overraskelser denne aften.