Meet the Goons - Fenrer og Mazikeen

Sted: Oasis i the Burning desert, tæt på Sunfury
Tid: 17.00 (to dage før emnet med Juniper)

Den blomstrende oasis, et sted fyldt med fugtig luft og spirende skønhed.
De grønne nuancer og den store sø med rent gennemsigtigt lyseblåt vand, var en juvel i en ellers øde ørken.

Normalt var Oasiserne spredt omkring i burning desert smukke natur reservater, befolket med vilde dyr og tit relativt uberørt af støvler og bebygning.
Men Slaught, den omvarende lejesoldats bevægelse, havde fundet sig denne smukke dal, som fungeret som et ideelt lejre sted, indtil begravelsen af deres tidligere leder, var fuldendt.

Mazikeen, havde dog sat begravelsen på pause og hendes afdøde far, måtte ligge indespærret i hans varme kiste og rådne lidt endnu, før han kunne blive puttet i jorden.

Normalt ville Slaughts medlemmer ikke finde sig i at deres tidligere leder, bliv disrespekteret på denne måde,
og sværme omkring Mazikeen som en flok vrede bønder med fakler og høtyve,
bare med tohånds økser og lange spyd istedetfor.

Men Slaught var formskiftere, voldelige af slagsen, og grotesk nationalistiske overfor lederen af formskiftere, hvem end der bar titlen.
Og meningen blandt lejren var, at Mazikeens far personligt ville rejse sig fra de døde,
og give dem alle en opsang for at ikke prioriterer kongen over ham.


Slaught gik sjældent op i personlig hygiejne, medmindre det var meget slemt,
men Svend, havde gået rundt og halv-druknede folk i oasisen, indtil de havde taget sig en dukkert.

Slaverne var gemt væk. De var slet ikke i lejeren. Vigo havde taget dem på omrejse i ørkenen,
Vigo var både valgt, fordi han var den slavernes mindst ville ture løbe væk fra,
men også fordi han var en af de eneste, som Svend ikke kunne skubbe under vandet,
uden at bede om hjælp.
og hjælp var et bandeord på svendsk.

Lejren var omringet af en palisade af store træ bjælker, og ubrugelige dyreorganer fra dalens monstre, var smidt på toppen af de tykke bjælker, enten for at skræmme vilddyr væk, eller af anden årsag.

Foran muren, lå der kranier med huller fra pile, økseslag, spyd stik og sværdhuk.
De var pænt sat frem, ikke pænt som malet og smukke, men som bevidst opstillede for mest grufuld effekt.

En mand hang ved indgangen til lejren, hans lemmer var halvrådne og hans hals havde et dybt sår.
hans mave var sprættet op som en fisk.
Han havde et skilt omkring kroppen, som havde et enkelt ord -Slaught-

Men på den anden side af muren, så lejren nydelig og ren ud.
Folk derinde var tydeligvis hverken bibliotekarer eller danse eksperter,
de havde store brede smede arme, og deres kroppe var enten dækket i jernbrynje og fuldplade rustning, som om de var omvarende borge,
eller også havde de skind og pels på kroppen, med enkelte metal plader hist og her.

De duftede alle af formskiftere, og selvom ydre siden af deres lejre indikeret vilde barbarer, som ville stjæle hinandens penge, hvis de fik chancen, så kunne man nærmest se broderskaben i deres adfærd og deres blikke.
De her folk kræver måske nogle vilde macho stereotyper af hinanden,
men de har dyb loyalitet og respekt for deres medlemmer og alle der kan leve op til Slaughts store forventninger.
En næsten familie kærlighed kunne skelnes i deres attitude. En urokkelig vilje til at være der for de andre, ligemeget hvad, sålænge den anden ikke svigter familien.

Når kongen kommer igennem porten, er der stor jublen og pift.
Deres hænder klapper, deres munde råber velkommende ting, og deres respekt er tydelig.

En mand skaldet på hoved, udover en lang gylden hestehale, som går ned til halebenet på ham,
står front og center, med en stor økse på ryggen, indbundet i læder, og med et øksehoved så stort, at det kunne være blevet formet efter en trekvart teenager.
Han breder armene ud i et kram, selvom han er alt for langt væk, siden han står ti meter væk fra indgangen, som kongen kommer ind af.

"Velkommen din højhed"
Han vendte sig så rundt, og råbte til de andre, som øjeblikkeligt holdt kæft.
"Okay røvhuller. Han er måske konge, men nok røvkysseri"

Manden, som hed Svend, kom gående over til kongen, og rakte en hånd ud,
ikke en underdaig og underkastende hånd, men en hånd man ville give en ligestillede.
Svends blik var køligt og roligt, som om han var halv iskæmpe.
Hans greb, hvis modtaget, var solidt men ikke knusende,
selvom en mand af hans ladeports størrelse, nok ville kunne knuse et par knogler hvis han virkelig gad.

Bag ham, kom en dame i ringbrynje og metaliske skuldreplader gående.
Hun havde en rank ryg og gik med en nærmest royal selvsikkerhed,
hendes blik var autoritært og dominerende, ikke bevidst, men af natur.
Hendes ansigt var stoisk og neutralt, hun havde en kropsholdning og muskulatur af en kriger.

Hun gav en lille skuldre i siden på Svend, så han rykkede sig, trådte et skridt frem ad, og rakte selv hånden frem mod kongen.
"Du er måske vores superstjerne Fenrer, men i Slaught har man kun respekt man selv tilriver sig, og får ikke per automatik sin numse pudret og sit ego oppustet. Men drengene, ville så gerne byde dig ordentligt velkommen.

velkommen, jeg er Mazikeen, lederen af Slaught.
Vi er til din tjeneste. Nu og for altid. Vi er som sagt lejesoldater for penge, når rige sataner har lovlige problemer, som de hellere vil gå til private lejesvende med, end officelle byvagter. Men for dig, er vi gratis. Du peger, vi fixer"

Hun kiggede på Svend, og nikkede mod et telt "Håber vores edderkop her, havde Slaughts varemærke høflighed"

Svend fik et lille lydløst grin, hvilket hentyde til, at det var en joke, fordi de ikke gjorde høflighed en prioritet.
Svend duftede af edderkop, fordi hans anden form var en edderkop, og Mazikeen havde den pelsede duft af stor grizzly bjørn.