Well, it is a...Bridge. (Fenrer)

Der var en svag lyd af læder, der gav sig, da Sean trak i tøjlerne. Hans sorte hest stoppede op, men ikke uden at skrabe i jorden med det ene forben. Af temperament var hesten ret utålmodig anlagt, noget der kun faldt i Seans smag. Endnu et bevis på at selv dyreriget måtte give efter for Seans magt. Det mørkegrå blik virkede næsten sort i det overskyede vejr. Skyerne lovede regn, men lige nu var der tørt. En kold vind omringede Sean og hans følge, men de var alle klædt i varme kapper og tykke støvler. Sean selv var iklædt en varm, sort kappe der faldt ned over hestens ryg og bagdel. Af fint stof, selvfølgelig, da Sean var her i officiel øjemed. En varm trøje, nogle varme bukser, alt sammen i samme mørke nuance. Trøjen var pyntet med knapper og kanter af broderet sølvtråde, og sad stramt til den muskuløse overkrop. Et par daggamle skægstubber gav hans ansigt en mærkere skygge og fik ham til at se en anelse ældre ud end normalt.
Følget bestod af en lille flok vagter og et par tjenestefolk. Alle, undtagen end Seans egen hest, bar oppakning til turen frem og tilbage fra denne kløft. For det var ikke andet end en kold og ligegyldig kløft...
Og dog. Sean havde besøgt den flere gange. Været nede i den og oplevet hvad der kunne gemme sig i pælenes skygger. Det ville give historier for fremtiden. Folk ville sikkert være for bange til at bruge broen i starten.

Sean trak vejret dybt og rettede sig lidt i sadlen. Fenrer var her ikke endnu, men han kunne komme når som helst. De havde aftalt at mødes lidt før kløften, for så at ride resten af vejen sammen. Se hvordan arbejdet gik. Fenrer havde været hovedansvarlig for at få arbejdet i gang, foruden også manden bag hele ideen, men det betød ikke at Sean var ligeglad. Faktisk var han blevet ret nysgerrig. Eller nej...Sean var ikke så meget den nysgerrige type. Han nåede sjældent at være rigtig nysgerrig, før han fik eller fandt svarene på ting alligevel. Det var den samme ro, der normalt lå dybt i ham, der forhindrede ham i at føle en oprigtig nysgerrighed. I stedet var det vel blot...Interessant.
Men det der var mest interessant, var at se Fenrer igen. Sean kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Den mand....Den mand var interessant. En simpel shifter, som Sean endda havde haft sex med, men som han samtidig ikke helt kunne intimidere på samme måde. Og nu havde manden endda udvidet sit territorium. Hvor succesfuldt Fenrer ville være med at beholde magten over nogle øer, var et gæt...Men det var stadig et interessant træk. Sean selv stod svagere end før, med Assorians død og Darons overtagelse. Men det skulle han nok snart få ændret på.
Hesten under ham tog et drillende skridt til siden og Sean måtte stramme til for at få den til at stå stille. Det var en instinktiv bevægelse. Hesten havde gjort det så ofte, at Sean end ikke tænkte over det længere. Men lige som hesten var Sean rastløs. Men stædig som han var, tvang han sig selv og hesten til at stå stille og bare vente.

Synet af kejseren og hans følge, var intet mindre end prægtigt, som det lette trav fra de mange Valens, ikke bare bragte Sunfurys regent frem, men også den tordnende lyd af ham og hans livgarde. Selvom Fenrer var her i fredeligt øjemed, var han gået med til at tage rejsen frem til Sean i hans harnisk, da man ikke vidste hvem der kunne ligge på lur undervejs. Rådet til at iføre sig beskyttelse, var naturligvis kommet fra hans rådmænd, og selvom de havde gjort deres bedste for at lægge skjul på det, vidste Fenrer udmærket hvem de mente kunne finde på at angribe Fenrer. Det var ikke Sean, som Fenrer selv fandt mest sandsynelig, men derimod hans søn, Ragnar. Fenrer skubbede tanken til siden og så sig over skulderen. Enhver der ville være tåbelig nok til at angribe ham uden en betydelig styrke, skulle da være velkommen til at prøve.

Følget bestod af Fenrers livgarde, godt og vel 130 mand, toptrænede og som havde dedikeret deres liv til Fenrers ve og vel. Dertil havde han en enkelt deling af tungt kavaleri, på 30 mand, der sammen med livgarden bar oppakningen. Normalt ville et kongeligt følge være noget størrere, netop som følge af oppakning, men Fenrer havde skåret så meget fra som muligt, netop for at spare tid.
Det havde da også virket, for selve rejsen havde ikke været synderligt langtrukken. De var taget afsted kun få dage forinden mod Shadowpeaks, og selvom de måtte ride udenom, for at mødes med Sean McGivens, havde de holdt en god fart. Fenrer kunne dog mærke at han var ved at blive vant til varmen i Sunfury, som kulden i Doomsvilles mere Nordlige territorium bed sig ind i ham.
Nu var Fenrer heller ikke nær så storprægtig som han havde været det for blot et halvt år siden. Han havde endda afblæst en rejse til hvad skulle være et nyt land, efter Hans søn Rollo, var afgået ved døden, og derpå at hans ældste barn Ragnar, havde slået hånden af ham.
Fenrer var tydeligt tyndere end før, og den manglende søvn kunne spores i de nu furrede øjne, selvom Fenrer var begyndt at blive bedre igen.

Efter at have vendt blikket tilbage mod horisonten, kunne Fenrer høre Raynes Valen ride frem og stoppe ved hans side. Fenrer så over på sin ven og kaptajn for livgarden. Rayne så på ham med et smil, et smil som han havde fået for uvane, formentlig for at muntre Fenrer op. I ny og næ virkede det da også, men andre gange gjorde det nærmest ondt at se på.
"We shouldn't be too far off now my liege" sagde den erfarne kaptajn, med sit evigt rustne stemme.
Fenrer nikkede blot til kaptajnen, men gengældte dog mandens smil med sit eget. Nu var det endelig tid til at få talt med Sean, og forhåbentlig få varmen lidt bedre.

Fremover ville ture som disse kunne skæres i halv, for med denne bro, som Sean havde indvilliget at hjælpe til med at få bygget, kunne man krydse direkte fra Sunfury og fortsætte i en næsten lige linje til Doomsville. Broen havde ganske rigtigt været Fenrers ide, men uden Seans tilladelse og hjælp var den næppe blevet til noget. Fenrer smilede ved tanken om al den handel der nu kunne krydse begge veje. Selvom han ikke havde planer om fremtidige erobringer, kunne Fenrer altså alligevel bringe rigdom og velstand til Sunfury, og for den sags skyld til resten af Underworld.
Fenrer kunne dog ikke lade være med at tænke på at Sean også måtte være positiv ved tanken om broen, der trods alt ville gøre hans herskerdømme godt. Fenrer var dog stadig utryg ved Sean, selvom han var en af de dæmoner han stolede mest på. Ikke at Fenrer bare ville give sig over til Sean, men i forhold til Natalie, så var Sean nær Fenrers bedste ven.
Fenrer rystede tankerne om hans relationer til diverse dæmoner af sig og sporede hesten let an.

Følgets tunge trav kunne høres på afstand over sletten, som Fenrer førte dem længere ind i Doomsville territorium, men ikke længe. For så snart Fenrer kunne se ansamlingen af mørkklædte ryttere, vidste han hvem det var. Fenrer stoppede for et øjeblik og viftede et par af livgarden an, der trak deres horn og begyndte at blæse til signal. Lyden var lys og smuk, ulig den dundrende buldren der fulgte, som Fenrer fortsatte med at lede følget i let trav frem mod Sean. Som afstanden mellem de to følger sluttede til, blev Fenrer atter grebet af tanker om hvordan mødet kunne forløbe. Forhåbentlig ville Sean og han selv, kunne inspicere broens fremskred uden nogen problemer. Men Fenrer mistænkte Sean for måske at have nogle politiske agenda for mødet. Han havde aldrig haft nævnt noget om Fenrer overtagelse af Sargrosn'er, ikke så vidt Fenrer erindrede i al fald.

Fenrer satte gradvis farten ned, til han nåede et fuld stop ved Sean og hans mænd. Fenrer, der ikke erindredes at have nogen synderlig glæde ved Sean, kunne ikke lade være med at smil da han så dæmonen tydeligt igen. Han lagde en hånd op i hilsen til herskeren af Doomsville "McGivens.." sagde han i et glædes-betonet stemme "..It's been a long while since" Fenrer lagde hånden op i en gestus, der indikerede Sean som helhed "Though I admire the fancy embroidery, I'd say it would suit you with a bit more colour" sagde Fenrer i en kæk tone, der tydeligvis var ment som en spøg, inden  han red frem til Sean. Han stoppede ved en armslængde af Sean og rakte ham hånden.

"It is good to see you Sean.." sagde han med et smil, og så fremt at Sean havde rakt ham hånden, ville han blot gribe tøjlerne igen. Derpå vendte han hesten så han lå parallelt med Seans, og nikkede fremad "I trust you'll lead the way?"

Et sted forude lå kløften. Dens afventende mærke kunne anes, men det samme kunne arbejdet. Som små myrer der bevægede sig rundt og en meget svag rungende lyd af værktøj. Takket være at terrænnet var så fladt, måske, for der var stadig et fint lille ridt til bestemmelsesstedet. Jorden her var mere rå klippe end landbrugsjord og de efterhånde gule og visne enge var blevet erstattet med et mere råt terræn. Det stive græs hvislede i den lette vind omkring dem. Nogle af vagterne og tjenestefolkene snakkede lavt sammen, men ingen red op og snakkede med Sean. De havde lært at aflæse ham. Aflæse fornemmelsen af ham, om ikke andet. Der var forskel på hvornår Sean ønskede en ligegyldig samtale med en af dem og hvornår han ønskede at sidde i sine egne tanker. For hvem vidste egentlig hvad manden gik og tænkte? Sean tænkte altid på så meget. Og humøret kunne vende så let som ingenting. Og det kunne koste nogen noget.
Ikke at Sean var den rene djævel. Der var også retfærdighed og en logik, de fleste kunne se ideen i. Så når det kom til stykket havde han mange gode, loyale mænd. Men det betød ikke, at folk ikke kendte deres plads.

Da lyden af hornene flænsede luften, blev alle stille og folk så spændte mod ankomsten af den anden gruppe. En større gruppe. Seans vagter var selv klædt på til at kunne forsvare sig, men uden en tung rustning, for at sikre de kom hurtigere frem og tilbage. Sean var trods alt også stærk nok til at passe på sig selv, det meste af tiden. Sean selv så først over mod det ankomne følge, da de nærmede sig. Fenrer. En mand der gemte sig bag en livsgarde af en betydelig størrelse. Svage mænd, dødelige mænd, gjorde den slags. Det var...Komisk. Han kunne ikke lade være med at overveje om Fenrer havde dem med for beskyttelse på rejsen eller fordi han enten mistænkte Sean for at ville angribe...Eller selv ville angribe.

Blikket gled over til Fenrer og for en stund stirrede han blot neutralt tilbage på manden. Så gled der noget, der kunne minde om et svagt smil over ham, før han gav Fenrer hånden. Og holdt fast i den et øjeblik, mens han øjne fortalte om sidste de mødtes. Blot mellem de to...Blot et glimt af drillende erotik. Man var vel ikke incubus for ingenting og det var en oplagt måde at drille igen, uden faktisk at sige noget. Ord var der blevet mindre af på det sidste. Der var mere behov for at tænke.
"Sort holder varmen bedre. Jeg stoler på du kan holde varmen i alle dine skind?"
Svaret var drillende. Sean havde ikke nær så meget tøj på og han kunne godt lide tanken om, at det var fordi han selv bedre kunne holde kulden ud. Desuden passede farver dårligt til Sean. Han ville ligne en klovn i for mange farver. Det var måske også lidt en vane fra hans andre jobs...Som kriminel. Hvor man havde haft behov for at gemme sig i mørket.
"Du må jo sige til hvis du fryser" Med et blink klemte han om sin hest og satte kursen mod kløften. Blikket forlod Fenrer og gled lige frem igen. Seans eget følge ville holde sig mest til Seans side og give plads, så Fenrers følge kunne indtage deres egen plads. Seans vagter virkede en anelse bekymrede, ved tanken om hvis dette møde gik dårligt...Men for Seans vedkommende var dette et fredeligt møde, hvad antallet af hans egne vagter også burde bevidne. Sean kom ikke for at lede en krig. Apropos krig.
"Jeg hører historier om den storslåede Fenrer, der indtager det ene efter det andet. Jeg ville spørge om det går godt, men det tager jeg næsten som en selvfølge?"
Blikket gled over til Fenrer igen. Den tynde, trætte hud. Knoglerne, der stod mere frem. Det lille pus da.

Fenrer fnyste og rystede på hovedet med et smil, som svar på Seans kommentar om kulden. Selvom Fenrer kunne mærke kulden bide i hans krop, kunne han sagtens klare den. Han havde bare været for længe i Sunfury til at det ville gå ham ubemærket, når nu man rejste op mod kulden nord for det varme sand.
Fenrer kunne dog ikke lade være med at lægge mærke til Seans blinken til ham. Fenrer smilede dumt. Det var lidt af en hemmelighed de delte, men det var alligevel lidt sjovt og dumt. Fenrer kunne ikke lade være med at tænke på at Seans natur altid ledte lettere lyssky ting med sig, selvom disse nødvendigvis var ondskabfulde. Fenrer oplevede egentlig ikke Sean som ondskabsfuld som sådan, blot beregnende og utvivlsomt som en mand der ikke ville sky midler for at få hvad han ville have, men sådan var folk nogengange, også dem der ikke var af mørkets væsener.

Fenrer rettede lidt på skindet der skulle holde hans nakke og hals dækket til, som han smilede ned til Sean, fra ryggen af hans Valen. Han sendte herskeren et blik der viste en selvsikkerhed som et svar på kommentaren om kulde "Nothing I can't handle.." sagde han med et smil "..Remember .." fortsatte han som han rettede sig op i sadlen, med en stemme der langsomt fyldtes med en varm glød "..I grew up in the mountains near The frozen Valleys.. I can handle a little bit of cold weather"

Fenrer begyndte at Studse lidt over fremmarchen til Shadowpeaks, og hvor lang tid det ville tage. Lige pludselig kunne han knap vente, måske fordi at dette trods alt havde været et stykke undervejs, og hvor meget denne bro egentlig ville kunne komme til at betyde for de to stater. Han skulle til at se over på Sean, da Doomsvilles hersker begyndte at omtale Fenrers krigstogt, hvilket fik Kejseren til at vende hovedet mod Sean i en skarp vending. Han drog en dyb indånding, som et smil atter vandt frem på hans læber. Fenrer så ned på Sean med et smil, fra ryggen af sin Valen "I'm sure you've heard about Sargosn'er? Even though you failed to mention it.." Fenrer rettede sig op og spejdede atter mod horisonten ".. I'm happy to tell you that it was quite a success.. Except I had to butcher the standing army on the battlefield.." Fenrers smil begyndte at falme. Han havde ikke været særligt stolt af sin effektive sejr på det seneste.
"But if you're thinking of the fleet I had gathered near Aquener.." sagde Fenrer der hurtigt tabte pusten, som han mærkede en kulde sprede sig i hans bryst, om end at denne ikke var på grund af det kølige vejr. Fenrer sank en klump ved tanken om den dag han var mødt op ved flåden, og havde fået det værste at vide "My so..my.. ward.. Rollo.. died shortly before he and Gautham was to depart from Sunfury" Fenrers hoved sank en anelse, men han rettede hurtigt sig selv efter bedste formåen ".. So I prosponed that expedition.. Indeffinetly.."

Fenrer vendte atter blikket mod Sean, tidsnok til at fange ham i at studere ham. Smilet falmede en smule, som det hurtigt gik op for ham, at Sean havde lagt mærke til at Fenrer var blevet lettere afkræftet. Fenrer rømmede sig og så stift frem for sig, ikke fordi han var vred, men det føltes lidt som om Sean var en ådselsæder der fejlbarligt havde udset sig Fenrer som det næste måltid.
"I'm not dead yet.." sagde han med en fast tone, dog uden at virke truende, blot bestemt ".. don't you worry"
Fenrer nægtede at fremstå som svag, ligegyldig hvad. Han havde oplevet hvad det kunne lede til mere end en gang, og ville ikke lade denne tur lede noget dårligt med sig.

"Speaking of" sagde Fenrer efter en kort pause og vendte kort blikket mod vagterne, for at sikre sig at Sean og han talte i fortrolighed. Da Fenrer var sikker på at han kun havde Seans ører, vendte hans opmærksomhed atter mod Sean "I had the pleasure of having Daron Caperton training some of my recruits not so long ago.." sagde Fenrer med et saligt smil ved mindet om den unge dæmon "He's quite talented, as I'm sure you know"
Fenrer vendte stilfærdigt hovedet fremad. Der burde ikke være så forfærdeligt langt til lejren hvor brobyggerne holdte til, men Fenrer kunne ikke se den endnu, så han følte sig tryg ved at bringe emnet på banen nu. For Fenrer var ikke helt klar på hvordan Sean og Darons forhold var, eller om det som sådan var noget Sean ville have luftet. Derfor havde han sikret sig at Sean ikke kunne komme i klemme, når Fenrer nu bragte det op. Han så tilbage over på Sean med et neutralt udtryk
"You should be proud of him.." sagde han i en rolig røst "..He's a fine man"
Fenrer smilede da han kom i tanke om det seneste nye han havde hørt om Daron "I've even heard he's taken your example and became the ruler in Dragons Peak"

Fenrers smil blussede atter op som han lagde mærke til at lejren kunne skimtes i det fjerne "Not long now.." sagde han, atter ved en glædelig tone "..Then we'll see the fruit of our endeavours"

Det var ikke uden for Seans opmærksomhed at Fenrers hest var større. Sikkert en type af Valens, selv om Sean ikke gik meget op i heste. Han havde vist engang mødt drengen til en tidligere opdrættere af disse dyr...Åh, det var så længe siden at mindet fremstod tåget og usikkert. Det var dengang Camille stadig havde været her...Hvor den kvinde så end var nu, med alle hendes revolutionerende tanker og energi. En lille fe der ville ændre hele verdenen og tilmed en person, der havde kendt Seans bror oveni. Hvor tingene dog ændrede sig, når man levede evigt. Det hele gled sammen, til det pludselig gik op for en, at tingene lå langt tilbage i fortiden. Så tiden gik altså. Det var bare ikke altid det føltes sådan.

Fenrer var en af de folk, Sean på en møde nød at snakke med. Af den simple grund, at Fenrer fremstod intelligent og var i stand til at nævne ting - om de var ønskede eller ej - på den typiske neutrale måde, der på en og samme vis var en drillende hentydning og en ganske almindelig kommentar. Eller typen der red på en højere hest, fordi man tog alle muligheder for at hæve sig over andre. Det ville være løgn, hvis det ikke irriterede Sean en smule. Men så skulle han blot tænke på at han i sin dæmonskikkelse ville hæve sig over alle dødelige. For Fenrer var netop det. Dødelig.
Selvfølgelig var alt dette ikke noget som Sean viste. Hans ansigt fremstod lige så neutralt som altid. På grænsen til at være som en statue, blot med en anelse mere liv.
Seans ene øjenbryn gled sigende en anelse på i panden. Nævne det? Skulle det første Sean skulle have sagt være Sargosn'er? Han havde da spurgt ind til overtagelserne. Det var da som et nævne det i sig selv. De havde jo trods alt ikke set hinanden siden sidst og Sean havde ingen grund haft til at uddele små ligegyldige breve. Han skulle nok høre historierne, fra den ene eller anden side, trods alt. Selv om Fenrer nu gav Sean en langt større redegørelse end forventet.
Det kunne ikke undgås at Sean studerede manden var siden af ham som han talte. Som om stemmen ikke fortalte nok, var Fenrers udtryk også ganske sigende. Der var mange små sår man kunne gnide salt i, hvis man følte for det. Og det var forskellen på dem. Fenrer ønskede at danne et bånd, at dele den slags. Sean ønskede aldrig det. Sean ville aldrig sige mere end højst nødvendigt.
Men man skulle heller aldrig undervurdere muligheden for skuespil, selvfølgelig. Fenrer havde indtaget øerne - selvfølgelig ville det komme til kamp. Så så ked af det kunne man heller ikke være. Det var blot forventet man fremstod sådan.

"Jeg kondolerer" lød svaret endelig. På dødsfaldene, der virkede til at påvirke Fenrer på et personligt plan. Nogle af navnene virkede bekendte. Som fjerne navne i nogle rapporter om hændelser sydpå. Noget med Aquener og piratklaner og den slags, der egentlig ikke interesserede Sean mere, end de blev husket i tilfælde af de netop blev nyttige en dag. Det var klart de udgjorde en større interesse for Fenrer, som han var tættere på - præcis som hændelserne i Dragons Peak rørte Sean langt mere, end Fenrer sikkert turde gætte på.
Og det uopdagede land....Sean hadede at sejle. Hans egen planlagte tur dertil var ikke blevet til noget, da han skulle have rejst med Lori dengang. At forlade Doomsville nu for så lang en rejse virkede dumt. Men han måtte gøre et eller andet. Han kunne ikke have Fenrer fik for høj en hest at sidde på...

Daron. Sean takkede sig selv for årevis af træning i ikke at vise, hvordan denne pludselig nyhed kunne overraske ham - eller hvor irriteret han var over at Fenrer havde haft kontakt til manden. Eller hvordan minder af sidste gang, Sean selv var sammen med Daron, viste sig for hans indre syn. Og dog, måske netop Seans forlængede tavshed talte sit eget tydelige sprog.
Hvis Sean skød alt det til side...Var dette måske mere en åbning. Daron betød mere nu og Sean havde planlagt et møde med ham. Alle informationer han kunne få fat på, om sin egen søn, var velkomment. Hvis han kunne opnå en stærk alliance til Daron, kunne Darons viden om Fenrers soldater være uundværlig.
"Han har i hvert fald gjort indtryk" bemærkede han så ret neutralt og med blikket rettet frem for sig.
"Han træder i sin fars fodspor. Men det er vel også en måde at komme frem på" Et svagt smil gled over ham. Assorian måtte være blevet doven på det sidste. At lade sådan en lille trussel blive så stor. Assorian...Seans trofaste ven og støtter.
Sean trak vejret dybt.
"Så han trænede dine soldater? Det havde jeg ikke hørt" bemærkede han, i håb om den snakkesaglige Fenrer ville forstå hintet og sige mere om det. Men det var måske et svagt håb, som lejren forude kom i syne og Fenrers nye entusiasme tog over. Sean delte den ikke. Alt virkede gråt i verdenen for tiden. Der var intet der rigtig bragte Sean nogen glæde. Broen var et politisk virkemiddel og intet mere. Sean trak vejret dybt og rettede sig i sadlen. Det ville blive godt at sætte benene på jorden igen.
"Og hvordan går det så på hjemmefronten, når du aldrig er hjemme? Har din datter det godt?"
Sean havde været mere i byen end normalt. Mest i den lave del af byen, blandt udskud og kriminelle, til den ene erotiske oplevelse efter den anden. Han havde fået en bedre fornemmelse af byens opbygning igen og styrket nogle kontakter mellem byens kriminelle og hans egen klan. Selvfølgelig havde han været i byen uannonceret og i hemmelighed. Byens kultur var ikke en der talte til Sean. Men så igen...Doomsville var hans hjem. Det havde han set i Dragons Peak. Intet kunne udskifte Doomsville.

Et smil gled over Fenrers læber, ved Seans svar, angående Darons bedrifter. Et eller andet sted var det rart at se en smule interesse i knægten fra Seans side. Desuden var det ikke så ofte Fenrer oplevede at Sean smilte, medmindre der var magt, lidelse eller sex involveret, så det havde måske også noget at gøre med Fenrers smil. Fenrer var næsten blevet overrasket over at se Sean smile, da han havde skimtet til herskeren af Doomsville, bare for at se hans reaktion, eftersom at Fenrer ikke helt vidste hvordan Sean ville reagere. Måske Sean endda havde lidt mere menneskelige følelser end hvad man først ville antage om dæmonen. Det gjorde i al fald Fenrer bedre tilpas ved manden.

Det var sjovt at tænke sig tilbage til den første gang Fenrer havde mødt Sean, der allerede dengang var hersker af Doomsville. Det var længe siden nu, men føltes alligevel som om det blot kunne have været aftenen forinden, at Fenrer var faldet med tuden først ned i mudderet udenfor kroen i Rotten Root. Det havde alt sammen været en turbulent tid i Fenrers liv, men det havde også virket meget mere simpelt det hele. Dengang havde han heller ikke haft et kongerie, eller imperium at tage sig af.
Fenrer blev hurtigt revet fra sine minder, da Sean så omtalte at Daron fulgte i sin faders fodspor. Fenrer vidste ikke hvor meget han ville give Sean ret i at det var et godt sæt fodspor at følge, men han holdte både af Daron, og på en måde af dæmonen ved hans side, så formskifteren lod det sig ikke vise. Istedet nikkede han med et ægte smil til Sean, glad på hans vegne "Well.." sagde han og trak lidt mere på smilebåndet, som hans stemme genvandt en munter glød "..sooner or later he'll either have to find his own path or join on in with you, so either way I'm sure he'll make you proud Sean"

Fenrers tanker gled hurtigt ind i hvordan fremtiden kunne komme til at se ud, med både Sean og Daron som allierede. Ikke at der som sådan var brug for allierede. Fenrer havde taget sig af den eneste nation, hvis man ellers kunne kalde Sargrosn'er for en nation, og indlemmelsen til Sunfurys styre var gået bedre end forventet. Minotaurerne havde lov til at leve ved deres egne love i størstedelen af deres liv, hvilket de virkede godt tilfredse med. Fenrer ville dog ønske at de snart stoppede med alle de æredrab.
Fenrer så over på Sean, uden at nå at tænke over at holde masken, for Sean havde ramt en tråd der mindede Fenrer om hvem det var han snakkede med. Fenrer nikkede, og genfandt et lille smil "Yes he did indeed" sagde han en anelse tøvende, men dog med en smule glød i stemmen. Det slog Fenrer at Sean måske i virkeligheden bare ville vide om hans søn havde klaret det godt. Sean havde trods alt lige virket mere villig i at deltage i Darons liv end Fenrer nogensinde havde forventet.
Fenrer havde ikke lyst til at spolere noget for Sean, men havde heller ikke videre lyst til at omdiskutere hans hær. Det var svært nok at skaffe info om trænings-processen for uvedkomne, men af alle han ville fortælle om det, var Sean langt nede på listen. Fenrer holdte dog stadig smil.
"He trained my recruits.." sagde han med en munter tone, efter at have overvejet hvad han skulle sige. Han så atter over på Sean da han fortsatte "..the basic training and infantry, but only the ones in the capitol, though there was a lot of them there"

Med det næste spørgsmål, formåede Sean endnu en gang at gribe Fenrer på sengen, dog uden at få ham til at fortrække en mine. Men det bekræftede nærmest mistro til dæmonen, for måske Sean ville vise interesse for sin søn, men hvorfor ville han dog spørge ind til Fenrers privatliv, uden at have skumle bagtanker. Fenrer nikkede som hans smil falmede en anelse "I'm more at home now, than I have ever been in my Daughters life, but I'm still not there for her.." Fenrer sukkede, som han ytrede sig så sandt som han kunne tillade sig det. Det var jo ingen løgn, men Sean behøvede ikke at vide for meget ".. I'm trying to be there as much as I can... But now I have an empire.. and orcs are somewhat of an annoyance.." Fenrer så over på Sean med et lille kækt smil ".. they seem to have taken the presence of a proffesionel national army as an direct upfront to their excistence"
Sandt at sige var orkerne ikke blevet et størrere problem, men Fenrer havde nu disponible mænd til at tage sig af dem, når de lavede for meget ballade i et område.

Fenrer måtte undrer sig over at Sean ikke, i det mindste prøvede at virke, mere interesseret i broens process og fremskridt. Han var vel klar over at broen var et fremskridt for begge deres samfund, for ikke at sige han trods alt kunne plastre sit navn på den, hvilket kun ville øge hans prestige. Mon Sean var for travlt optaget af at udnytte dette møde til at skaffe information, eller var han virkelig, retterligt ligeglad med et monument til hans regeringstid? Det virkede mere som om at han nok havde bagtanker med det hele.
"So this.." sagde Fenrer og lagde en hånd ud mod broen i en gestus ".. dosen't interest you in the slightest?" endte han ud med at spørge.

Fenrer mindedes godt at Sean ikke altid havde været synderligt interesseret i monumenter og storhed, fra hans egen tid i Doomsville. Sean havde altid slået Fenrer mere som typen der kun gik op i reel magt, ikke hvad man kunne pryde den med. Men det fik endnu et minde til at springe frem i Fenrers sind. Mindet om dengang han havde haft tilbudt samarbejde fra både Sean og Natalie, hvilket fik Fenrer til at tænke på noget, der engang havde voldt ham flere søvnløse nætter.
"You know.." begyndte han, uden at se på Sean, og med en tone der lå mere neutralt end før".. I remember back when you and Natalie both offered me employment and opportunities.." Fenrer lod de næste ord vægte lidt i hans sind, inden han vendte sig mod Sean.
"Should I be flattered? Was it because a good shaman or healer is hard to come by, or did you two see this comming" sagde han med et let nik med hovedet tilbage, for at indikere følget og derved Fenrers opstigning til tronen, eller måske bare magt.
Der var dog også en anden ting som han var interesseret i at høre Seans svar på "Should I have picked you... or her?"

Ja, det måtte han sige....Nøj. En bro. Seans blik gled hen over lejren foran dem. Teltene, der udgjorde lejren for arbejderne. De små hævede plateauer, der udgjorde beskyttede områder for ressourcerne af træ og sten der skulle bruges. Lyden af økser og stenmejsler, der skiftevis hakke et eller andet til. Og ikke mindst det - måske en anelse interessante - bygværk af træ, der gik ud over kanten af kløften, og som gav håndværkerne en afsats at arbejde på. Og selvfølgelig folkene, der lige nu var for optaget til at bemærke deres nye tilskuer. Og dog. Et blik over mod det største telt, fortalte Sean de nok snart ville få selskab af manden, der var ansvarlig for byggeriet. Og så ville han ikke få Fenrer for sig selv igen, før en gang bagefter. Og hvem vidste hvor meget tid de fik der?
Ikke at Sean helt kunne gennemskue hvorfor han ønskede så meget af Fenrers selskab. Det havde intet med venskabelighed at gøre, selv om det ikke kunne skade hvis Fenrer havde positive meninger om Sean eller deres samarbejde. Måske var det mest for informationerne. At prøve og lure Fenrer...Og muligheden for om Fenrer kunne finde på at vende Sean ryggen og møde ham med en erobrende hær i det nye år. Fenrer havde jo udvist vilje til at overtage. Hvem sagde Doomsville ikke var næst på listen? En bro kunne gøre det nemmere at transportere soldater, trods alt. Så nej. Sean havde mange grunde til at stirre på broen med en hvis fornemmelse af paranoia. Der var absolut ingen garantier. Men Fenrer kunne være viis på, at Sean ville vogte sin side af byen. Som minimum skulle det ikke komme som en overraskelse.

Hvad angik Daron, fornemmede Sean godt han ikke ville opnå meget mere. Måske var det ikke så meget omkring Daron selv, at Fenrer ikke ønskede at snakke. Måske mere fordi Daron havde arbejdet med noget så ømtålelig som soldater. Og måske var der bare ikke mere at sige. Hvis der ikke var mere at sige, ville det sige Daron og Fenrer ikke kendte hinanden mere end det...Og det var en trøst, omend af en lille skala.
Ikke at Sean svarede mere på det. Om han var stolt eller ej....Om han kunne bruge Daron til noget eller ej...Det var privat. Og ømt. Ikke noget Fenrer skulle have indblik i overhoved. Hverken for Seans eller Darons skyld. Hvad der var i familien, blev mellem familien. Det var regel nr. 1. Eller 2.
Og det var heller ikke gået Seans næse forbi, at Fenrer havde efterladt sit barn i Sunfury. Det havde været så nærliggende på flere måder...At gøre et eller andet ved det. Men Sean havde væbnet sig med tålmodighed. Og nu stod de her. Hvor gammel var datteren nu? Det virkede til ingen helt vidste det. For pigen virkede til at skifte. Den ene rapport sagde det ene, mens den anden sagde det andet...Medmindre Fenrer havde flere døtre, der lignede hinanden og snød hele verden ved at lade som om der kun var en. Men det virkede lidt absurd. Mon hun snart var i den giftefærdige alder?

Sean drejede hovedet ved nævnelsen af orkere. Oh...Sean glemte nogle gange deres eksistens.
"Det er længe siden jeg har kæmpet mod en ork..." bemærkede han lavmælt, omend det på ingen måde var en hemmelighed. I stedet tog minderne Sean tilbage. Det var vel ikke siden necromanceren, dengang Sean havde haft brug for at rejse igennem skove og marker for at nå rundt.
"De er et specielt folkefærd, er de ikke? Så krigeriske. Så uintelligente. Men omvendt er det netop deres tendens til at være primitive, der kan gøre dem farlige. Nogle gange glemmer vi i dag, at ikke alle gør tingene velovervejede...Så selv ting, der fremstår ulogiske, bliver pludselig en trussel..."
Han mente ikke Fenrer som sådan. Når det kom til stykket, var han sikker på Fenrer forstod det primitive, velvidende manden også blot var en forvokset shapeshifter. Nej, Sean havde engang lavet sådan en fejl. Været så fanget i sine egne planer og tanker, at nogen blot skulle udføre noget af det mest nærgående og simple...
Sandt at sige kunne man aldrig forberede sig på alt. Eller beskytte sig mod alt. Men det havde givet stof til eftertanke, dengang.

Sean så op på Fenrer et øjeblik, da manden snakkede om broen. Var der en fælde i ordene? Men det var sandt Sean ikke havde reagerede lige så entusiastisk. Man opdagede vel altid, når folk reagerede som ens modsætning og Sean havde alt andet end læst stemningen og reagerede med den. Hvad var der galt med ham?
Igen et svagt smil, før Sean rystede svagt på hovedet. Mest af sig selv og ikke til Fenrers bemærkning.
"Broen er vigtig. Men at gøre det til mere end en bro er at overdrive, syntes du ikke?" bemærkede han tilbage.
"Jeg sætter mere pris på dens politiske betydning mellem os, end den fysiske bro"
Han havde ikke selv tænkt over det. At han aldrig havde vist særlig meget interesse for dens slags monumenter og ting. Det var dens slags folk ville huske en på, den slags det små folk satte pris på, hvis det selvfølgelig var den rette slags monumenter. Men Sean havde altid været mere optaget af andre ting. I Dragons Peak havde han bygget sig selv næsten helt fattig. Der var meget der skulle sættes i stand i byen. Og selv om byen havde sat pris på det - folket, som de adelige - havde det efterladt ham næsten uden en mønt på lommen. Var det så underligt Sean kun renoverede det mest nødvendige nu og passede på sin nye, hårdtoparbejdede rigdom? Hvis rigdom var det ord, man kunne bruge om den. Om ikke andet. Han håbede Fenrer kunne sætte sig tilfreds med Seans svar, uden det ville få en betydning mellem dem.

Hvad Fenrer sagde som det næste, overraskede Sean. Blikket var gledet op til Fenrer for en stund, men det var svært ikke at grine. En svag, dyb latter gled brummende igennem Sean og ud i luften omkring dem.
Det var til tider svært...Svært at huske på, at Fenrer lige så meget var en trussel, som en mulighed. Svært at huske, at alt hvad Fenrer gjorde og sagde lige så vel kunne være velovervejede manipulationer, som blot Fenrer selv. Men lige i dette øjeblik slog det Sean, at han også bare generelt nød Fenrers selskab. Manden var underholdende og intelligent. Det var sjældent Sean fandt folk, der kunne møde ham på så afslappet et niveau. Helt uden at ville det, begyndte Sean selv at slappe mere af. Shapeshifters...Der var noget ved dem....
Der var noget ved dem....Det var den race, der havde produceret flest folk, Sean oprigtig kunne sige han følte noget for. Og altid ville føle noget for. Hvorfor? Hvorfor sådan en svag race og ikke dæmoner selv? Fordi dæmoner ikke kunne den slags. Det var individet før noget andet. Det var egoismen, før noget andet.
Derfor ville man kun finde det oprigtige andre steder.
Måske.
Latteren stilnede af og Sean rystede igen på hovedet. De var nået over til broens lejr og Sean havde stoppet sin hest, kun for at stige ned af den i samme nu. Måske en anelse ivrig efter at få Fenrer i øjenhøjde. Det var rart for benene at blive strukket ordentlig igen.
"Jeg er beæret over, du tror vi kan forudsige fremtiden og handle derefter. Men måske er det sådan vi fremstår over for andre?" Der lå noget drillende i stemmen, da Sean sagde det. Så rystede han svagt på hovedet igen.
Men så gled der noget mere alvorligt over Sean. Nej. Dette krævede en anden form for svar. Han rakte bagud, hvor en vagt allerede stod klar til at tage hestens tøjler. Hesten slog irriteret med hovedet, som Sean forlod den og vagten måtte kæmpe lidt for at trække den med sig.
Sean selv vinkede til Fenrer, som tegn til at manden skulle gå med ham. Uden rigtig at ænse arbejderne omkring dem, der åbenlyst nok så forundret op på deres fine gæster, gik Sean helt over til kanten, lige ved af starten på den nye bro. Der var et langt fald ned, men Sean stirrede ufortrødent ned i dens mørke. Et mørke, der kun blev afbrudt af toppen af pælene, i alverdens størrelser og højder.

Sean vendte sig og slog ud med armene, mens han så på Fenrer med et udfordrende blik.
"Det er nemt, er det ikke? Alt du skal gøre..." Sean trådte et halvt skridt bagud, så hans ene fod hvilede med hælen over kanten.
"...Er at skubbe. Formentlig vil jeg slå mig, før jeg kan forvandle mig og du vil med alt held være en forhindring mindre. Det er hvad jeg er, ikke? En forhindring. Alliancen giver dig roen til at arbejde i dit eget tempo, men i virkeligheden kan du planlægge at overtage alt inden for din rækkevidde. Og snart vil du mon nok havde styrken til at gøre det, uden vi andre kan sige fra eller til. Du ved dette. Det er kun fordi..."
Sean sænkede sine arme igen og satte foden tilbage på kanten. Hans øjenbryn gled en smule op.
"...Du er dig, at du ikke gør det. Shapeshifters. Halvdelen af menneskerne. Englene. Endda visse varulve eller draconianere, eller elvere...I har en ide om at liv betyder noget. Måske er der andre måder at arbejde på, end at slå alt og alle ihjel. At sammen står man stærkere eller kan opnå mere. Jeg ved ikke om det er sandt, om det virkelig er en bedre måde at leve på. Men jeg ved en ting. I er sikkert ikke så ensomme, som mange af os andre er. Vampyrer. Dæmoner. Faldne engle. Vi er så investeret i os selv, at ensomheden er vores største drivkraft. Drivkraft til at glemme den, for det meste. Du er ikke den første shapeshifter der har overrasket mig, Fenrer. Og for nu, er det dit svar. Jeg kan ikke sige om du bør vælge Natalie eller mig...Som tingene er lige nu, ville det give mere for dig, at tro på Natalie. Selv jeg er blot en brik i hendes spil, for dæmonernes sans for hierarki og loyalitet er indviklet. Jeg skylder hende. Men samtidig..."
Sean vendte sig om og så ud over kløften. Han ænsede ikke de andre folk omkring dem.
"...Er jeg ikke mere bundet af noget personligt, end jeg sagtens kunne vende på en tallerken og tage hendes plads for mig selv. Vores verdensbilleder er så forskellige, Fenrer. For dig...du har sikkert en liste over helt simple værdier, som du mener er selvsigende. Men for mig...Værdier som medmenneskelighed, godhed, gavmildhed...I tror de bare er der. Og er et naturligt valg. Men jeg kan ikke længere tro på dem. Jeg kan se dem....Men jeg ser også grådigheden. Skammen. Egoismen. Og disse værider følger lige så mange folk. Så ville du nogensinde kunne arbejde sammen med en, der har så modsatte værdier at arbejde ud fra? I dette tilfælde gælder det både Natalie og jeg. Vi er trods alt dæmoner. Vi vil tage hvad vi kan få og fordømme resten"
Sean trak på skuldrene og lagde armene over kors.
"Jeg er ikke dum. Jeg ved der er forskel på ting. Og det er de forskel til trods, jeg prøver at opbygge nogle alliancer omkring mig. For jeg ved godt jeg ikke kan gøre alt alene. Jeg har bare så få, jeg kan stole på ikke vil vende mig ryggen og dolke mig ned bagefter...For det er dæmonernes måde at gøre det på. Og derfor, Fenrer, vil jeg altid forvente du også gør det. En eller anden dag. Men for nu. For nu nyder vi vores bro"
Sean vidste ikke hvorfor han blev så filosoferende...Eller var villig til at åbne sig på den måde. Men når spørgsmålet handlede om, hvem man skulle vinde eller tabe med, var spørgsmålet ikke om man havde mange soldater. Om man havde mange penge. For Sean handlede det om viljen til at arbejde for det og at kende hinandens grænser. Så derfor havde han serveret sit til Fenrer. Hvad der blot skulle blive et syn på en bro, betød pludselig alverdens for Sean. Han havde brug for at have Fenrer som en allierede, i hvert fald lidt endnu. Hvis Natalie også tog det fra ham...
Sean bed hårdt sammen og måske var det godt han så ud over kløften og ikke mødte Fenrers blik. Den kulde og det behov, for at slås for sin egen overlevelse, lå så dybt i Sean at det ville føles som om hans blik kunne dræbe.

Som de to herskere og deres følge red ind i lejren, kunne Fenrer ikke holde blikket fra at fare rundt. Han beundrede arbejdskraften der allerede var blevet lagt i broen, og kunne ikke lade være med at smile fornøjet. De mange redskaber og bygge materialer der var blevet sat op over det hele, og mandskabet der var i fulde sving, fik Fenrer til at tænke på hvor meget beslutningen om at bygge broen, allerede havde bragt af mulighed for folket på både denne og hans egen side af kløften. De arbejdere der nu havde løn at se frem til og kunne brødføde deres familier. Det var virkeligt et godt valg de havde truffet.

Fenrer blev dog hevet bort fra sine tanker om folkets muligheder, som Sean nævnte at han selv havde kæmpet mod Orkere. Fenrer forestillede sig af en eller anden grund Sean stå i ørkenen og svinge sit sværd, hvilket et sted fik Fenrer til at føle sig en anelse mere tryg ved ham, nok fordi de havde en fælles fjende i orkerne, men så igen, det havde de fleste. Da Sean nævnte hvor primitive orkerne var, kunne Fenrer ikke lade være med at give et lille grynt af et grin fra sig. Ja, intelligente og sofistikerede var nok ikke det Fenrer ville kalde orkere, men så igen, det var minotaurerne heller ikke ligefrem. Minotaurerne havde dog alligevel ikke været noget at tage let på, og selvom Fenrer havde haft en, næsten, perfekt strategi, så havde den været slået fejl. Fenrer havde jo selv været nød til at ride ned i kampen og få vendt kampen med sin livgarde. Selv med sin Valen og Livgardens, havde Fenrer været tæt på at gå en tidlig død i møde den dag. Hans hest, Maximillian, havde heller ikke klaret det. En kuldegysning skød igennem Fenrer, som synet af Maximillians hovede der eksplodere under trykket fra Minotaurens hammer, gled forbi hans indre.
Var det ikke også primitivt at tro éns egen vej var den bedste for andre? Det var jo det der havde skabt Fenrers ide om at skulle have invaderet andre territorier. Måske, måske ikke, måske alle var primitive et sted.

Fenrer så over på Sean, da herskeren af Doomsville fortalte om sit syn på broen. Fenrer fik slået en lille flint af sin entusiasme for projektet, ved dette. Ja, det kunne måske være lidt meget Fenrer vægtede dette projekt, hvilket ikke var svært at læse på ham, men Fenrer så vel tingene på en anden måde end Sean. Det politiske var vigtigt, ja, men Fenrer tænkte meget mere på de muligheder det ville bringe med sig for hans folk. Da Sean så blev smigret over Fenrers bemærkning om hvorvidt at Sean og Natalie havde set en kommende udvikling for Fenrer, smilede Fenrer stilfærdigt. Han nikkede til Sean, da han fortalte at det måske var sådan han og Natalie fremstod? Som om det kunne se fremtiden. Han trak over i et skævt smil.
"It takes a person of some.. intrigue.. to be considered as such"

Fenrer så en anelse uforstående på Sean da han steg af hesten og vinkede Fenrer med sig. Fenrer svang dog benet over hans Valens ryg, og steg af Hyperion for at følge Sean. Han var en anelse forvirret over Sean der blot går gennem lejren, og kunne godt følge mændende der stirrede på mændende der gik igennem arbejdernes lejr, som om det var en helt normal ting at gøre for folk af deres status. Fenrer tænkte på hvad Sean havde i tankerne, lige indtil dæmonen nærmest gik af kanten til afgrunden under dem. Fenrers hjerte hamrede hurtigt, og hans reaktionstid fejlede intet. For Sean havde ikke til fulde vendt sig tilbage om mod Fenrer, før end Fenrer havde hidkaldt ørnens ånd over afgrunden, klar til at sænke Sean fald. Men dette vist sig dog hurtigt ikke at være nødvendigt. Heldigvis for Fenrer kunne hans nervøsitet ikke videre ses, da gløden fra runerne var gemt under hans tykke tøj. Fenrers plan havde været at få ørnen til at skubbe Sean ind, hvis det kunne nåes, men han lod den istedet svæve et sted over afgrunden, for ikke at afbryde Sean der nu var begyndt at tale.

Der stod Fenrer så, en kende usikker på hvad der skete, og blev fanget af Seans ord. Sean ville nok ikke begå selvmord, så meget stod klart, men som Fenrer  lyttede ivrigt med, med et bekymret udtryk i ansigtet, ville Fenrer godt kunne følge Sean i hvis dæmonen havde lyst til at gøre det hele færdigt her og nu. Fenrer kunne ikke lade være med at få en kende ondt af ham. Selvom han nærmest ikke tænkte som Sean talte, blev Fenrer rørt over ærligheden. Han sank en klump da Sean da Sean vendte sig tilbage ud mod kløften, men blev en anelse mere rolig igen, da Sean blev stående. Fenrer var pludselig gladere end nogensinde før, for at være født som formskifter, frem for dæmon.

Trådte frem til Sean som ørnen svævede frit over kløften. Han viftede folkene omkring dem tilbage, som han nåede op til herskeren af Doomsville, og stillede sig ved Seans side. Han trak en dyb indånding og undgik at se ned. Han var stille et øjeblik, fanget på bordet og ikke helt klar på den pludselige og dybe ord-udveksling Sean havde budt ham. Han strøg sit skæg en enkelt gang, inden han foldede hænderne foran sig.
"That.. was quite some speech" sagde han med en stilfærdig tone der bød en vis ømhed. Fenrer så på ørnen der endnu svævede over den mørke kløft. Han trak en dyb indånding, og vidste ikke om det var nogen videre god ide at begynde erklære sig uenig med Sean, eller at debatere med ham, da Fenrer frygtede hans reaktion. "I'll not counter your points.." sagde han halvvejs gennem et suk inden han så over på Sean. Det betød dog ikke at Fenrer ikke havde sit at sige, her på kanten.
"You know.." Fenrer trak en eftertænksom mine, og lod en alvorlig, men rolig tone glide over sin stemme ".. I think you answered my question, even if you didn't mean to" Fenrer lod blikket glide over horisonten, der svagt kunne skimtes på den modsatte side af Shadow Peaks.
"Natalie, is a sadistic menace, and counter to you.. I think she doesn't see the matter of a future beyond her own little head.. and you're right that your kind is different from the rest of us.. That dosn't mean I don't recognise your place in this world though"
Fenrer vidste ikke hvorfor han var så hudløs i sine ord, som han var netop nu. Han havde aldrig rigtigt stolet på en dæmon, men ligenu, virkede det mest af alt som om han var mere på plan med Sean end nogen anden.
"Stabbing you in the back would perhaps be easy.. but tell me why I haven't removed a demon whom I apperently do not understand from a seat of power? You're right about my strength, but wrong about my plans.."
Fenrer så på Sean med et ømt blik. Ikke et af kærlighed eller seksualitet, men af sorg "I stopped my plans for expansion because I realised that it's not my place to change the world for people.." Fenrer måtte tvinge sig selv til atter at se mod horisonten, af frygt for at virke for blød ".. I can only do what I believe is right and help those who see to change it for themselves"
Uden at vende hovedet mod Sean, forsøgte Fenrer at nå ham så direkte som han kunne med de næste ord "Just know that I'll never break loyalty"

Vinden der blidt slog over kløften, gav Fenrer en form for ro til at tænke, hvorpå han besluttede sig for at gengælde tjenesten og være ligeså ærlig overfor Sean, som han havde været det for Fenrer.
"I never knew peace in my days growing up in the mountains, though I like to pretend I did... and perhaps I never will... I've Seen the ego of a good man nearly destroy my race... and I've seen lonelyness drive them apart"
Tager en dyb indånding "I'm not a demon.." Fenrer vendte sit hovedet mod Sean og forsøgte at få hans øjenkontakt".. But I think I can be friends with one.. Natalie though.. She's a mad dog to me.." Fenrer så over på Sean med et seriøst udtryk i øjnene"And though I know what drives you... know that You're not a monster to me"

Fenrer tænkte lidt på hvor meget Sean og han kunne have fået udrettet, havde den ene været i tjeneste hos den anden. Men var klar over at ingen af dem nogensinde ville kunne få sig selv til at arbejde for den anden. Ikke bare på grund af deres Racer, men fordi at deres syn på verden og dem selv var for genstridige med den anden. Fenrer kunne dog ikke lade være med at smile ved tanken om at der måske var mulighed for et endnu mere frugtbart samarbejde. Desuden gav det ham en vis tiltro til Sean at han nu havde delt disse ord med ham, på et mere jævn plan.
"Perhaps we should discuss this sort of thing more often.." Sagde han og så på Sean med et godmodigt blik og et lille smil i mundvigen "..I like this part of you better"
For at bryde seriøsiteten ved deres position, på kanten af en meget dyb og mørk afgrund, så Fenrer over mod Brobygningen med et smil "That.. I can enjoy... you know why?" sagde han i en væsentligt mere munter tone og så kort over på Sean, for at sikre sig at dæmonen ikke havde taget springet, men lyttede med til hans ord.
"Because to me.. that is something that will bring good fortune with it for our people.." Fenrer skimtede op som en melodi undslap ørnen, inden han så tilbage mod broen "And that was not made by conquering any army showing any strength.. but by working together with somebody who could see the benefit of it, and decided it was worth a try"
Fenrer så atter mod Sean, men denne gang med et direkte glædeligt ansigt, som han havde fundet i sine egne fakta.
"We can all share one thing, the future.. you might work for you, but I work for my people, and as long as you don't betray that.. Then you can count on the fact that I'll never break loyalty"

Fenrer trådte tilbage fra kanten sagde med en rolig tone "I think you and I need to have a seat Sean.." sagde han, endnu i den muntre tone og fortsatte mod sine mænd. Han rystede let på hovedet af det publikum, der havde ansamlet sig bag dem, for at se hvad de to regenter havde gang i på kanten af afgrunden".. and I need a drink to warm up on"

Sean smilte svagt for sig selv. Sean var ofte blot en mand af ord. Ord og kropssprog, begge dele han tit brugte dagen lang, til at opnå sin vilje. Tit viste Sean kun, hvad han ønskede folk skulle se. Tit sagde han kun det, som han vidste ville virke. Og en sjælden gang i mellem...Var noget af det faktisk ægte. Sean var udspekuleret. I en anden verden ville han måske have nøjes med at begå sig som spion eller lejemorder. Og nogle dage virkede det også mere tiltrækkende. At efterlade alt betænkeligheden til en anden og blot nyde de mere simple ting ved livet. Udnytte de evner, han havde oparbejdet sig de sidste har århundreder. Incubus kunne nå ind i folks hjerter og få dem til at tale og hygge sig, selv hvis de normalt ikke ville. Men det var for sent nu. Selv  hvis han ville...Ville der gå mange mange år før folk glemte ham. Glemte ham af navn eller af udseende. Og selv hvis de gjorde, ville det ikke være svært at finde frem igen. Nej. Der var kun en vej og det var vejen fremad. Sean fandt magt berusende. Han elskede at have magten, og han elskede at se folk frygte ham. Det var ganske enkelt for kedeligt kun at være god og retfærdig, selv om han skam også kunne være netop det. Selv om han ofte havde været det, netop for at sikre han havde folk der ville kæmpe for ham. Arbejde for ham.
Men selv det havde mistet sin gnist. Det var kedeligt altid at gøre det, der logiske set var mest fornuftig og derfor var han på det sidste blevet mere....Ja, nogen ville måske sige ustabil. Fenrer havde fanget ham i en stille stund, stunder der blev færre og færre af...
Sean vidste det godt. En eller anden dag ville han knække. Han ville enten gå amok og se hvad der skete eller ganske enkelt blive sindssyg. Men han vidste ikke hvad der skabte det eller hvordan det kunne bremses. Især ikke når alt netop var kedeligt og uden farver. Især når det, at stole på folk og oprigtig have følelser for ham, var begyndt at blive noget ganske fjern. Paranoia og mistillid var alt han havde. Han kunne ikke længere stole på folk, der fremstod ærlige eller oprigtige. For ofte havde han gjort det. For ofte havde det været løgne. For ofte havde folk forladt ham, opgivet ham og efterladt ham i et hul af sorte følelser. Ikke igen. Ikke mere. Han turde ikke. Han ønskede det ikke.
Så selv med Fenrers eller betryggende ord, følte han ingen lettelse. Paranoiaen var der stadig. Hvor ofte havde Sean ikke gjort det selv? Sagt det ene, men ikke følt ved at skifte mening senere? Eller blot løget direkte i ansigtet på folk? Nej. Selv om han et eller andet sted gerne ville og ønskede han kunne...Var paranoiaen der. Selv for Fenrer, hvis ansigt Sean netop studerede.

Men det betød ikke at Sean var blind eller uden fornuft. At Fenrer ikke havde troet disse ting, eller troet på at Sean kunne ytre disse ord, fortalte blot hvor lidt Fenrer faktisk kendte ham. Sean var mere end blot en mørk dæmon med mørke lyster. Selv han havde følelser, selv om han gjorde alt for at skubbe dem væk. Men så igen...Sean mødte også mindre racer med tanken om, de ikke rigtig kunne noget. Måske var det ikke så underligt Fenrer mødte Sean med samme fordomme. At mørke væsner kun kendte død og ødelæggelse og aldrig funderede tungere over tilværelsen.
Oh men Sean tænkte...Han tænkte altid...

Selv om Fenrer næppe skar det ud i pap, føltes det som om manden netop havde taget stilling. Og til Seans fordel. Så uanset hvad alle disse ord og muligvis ærlighed mellem dem var, så havde det i det mindste betalt sig politisk. Og det gjorde Sean godt tilfreds. Så var der jo ikke rigtig andet der betød noget.
"Du bør ikke se ned på Natalie..." Var det et stik af loyalitet? Ikke over for Natalie, men dæmoner generelt? Sean var stolt af sin race, det skulle Fenrer ikke tage fejl af. Sean stod ikke her og fortrød hele sit liv, sin race eller noget andet. Han påpegede blot facts. At de var forskellige.
"...Hun er klog. Manipulerende. Hun har planer, også storslåede planer. At jeg holder Doomsville for hende, giver hende blot roen til at planlægge overtagelsen af andre områder. Så store er hendes planer...På det punkt minder I lidt om hinanden" Sean smilte svagt for sig selv. Det var en joke og Fenrer ville næppe sætte pris på den - men det var enormt humoristisk for Sean.
Nej. Sean og Fenrer sloges på ingen måde for det samme. Hvor Fenrer påstod at have noble tanker for sit folk - og dem han overtog - var det hele blot et spørgsmål om personlig opnåelse for Sean. Hvor langt kunne Sean selv nå? Var der noget, der kunne være en oprigtig stopklods eller var Sean virkelig et punkt, hvor ingen kunne stoppe ham længere? Det var spørgsmålet han søgte et svar på. Ikke bare en by, men to, var faldet uden større anstrengelse. Lidt planlægning, lidt rigdom, mandskab og pynt det med lidt diplomati...Det havde været nemt. Det havde ikke bevist hvad Sean faktisk havde evnerne til at opnå. Også selv om han kendte historierne. Historierne om kongeriger, der blev så store, at de naturligt faldt fra hinanden igen. Men Sean havde intet ønske om at administrere alt ned til detaljen. Han ville blot være hovedfigur. Han ville blot bevise.

Som de vendte sig, gled Seans ene hånd op på Fenrers skulder og lå der et ganske øjeblik.
"Hvis jeg ikke er et monster...Gør jeg det ikke godt nok" Sean blinkede drillende og slap manden igen, lod Fenrer gå forrest mod hvorend de skulle sidde og slappe lidt af. Han havde en fornemmelse af Fenrer havde misforstået mindst halvdelen af det Sean havde sagt eller pointeret. Men måske var det lige meget.
Mange troede monstre var en dårlig ting. Men Sean foretrak at være en. Det var ganske enkelt det nemmeste. Måske et civiliseret monster, men stadig et monster. Han havde afprøvet alt det andet. Han havde prøvet at lade som om han kunne være en følsom mand. En mand der ønskede en rolig tid med folk han holdt af. Men det var aldrig blevet til noget. Det var aldrig holdt. Så dette var altid hvad det endte med.
Ikke at nogen ville forstå. Ikke at nogen nogensinde ville høre Sean sige det højt. Ikke at nogen kunne ændre det.

Sean gik lidt bag Fenrer. Hans blik hvilede på manden foran ham, med den store pels. Hvor mange gange havde de mødt hinanden nu? Første gang havde Sean fået indtrykket af, at Fenrer aldrig ville komme til at arbejde sammen med Sean. Og alligevel havde de mødt hinanden senere, hvor...Ja, hvor Fenrers rolle i hvert fald havde ændret sig markant. Derpå havde de haft sex. Så de var gået fra fjendtlighed - omend med drabet af et monster til fælles - til sex til at stå her, på kanten af en kløft og give hinanden løfter, som ingen vidste om var tomme eller ej.
Han trak vejret dybt og så op mod himlen over sig. Nej.
Ikke flere tanker nu. Han kunne altid køre sig selv helt ned og nu gentog han vist bare sig selv alligevel. Det var så nemt at blive opslugt af den hvirvelvind der var hans egne kaotiske tanker. Smilet gled over ham igen.
Alliancen med Fenrer virkede så godt som sikret. Natalie skulle snart se sig selv over skulderen. Når Natalie ikke var der mere, havde Sean ingen at gøre oprør mod og måske ville han falde lidt til ro igen. Behandle sin by bedre og ikke bryde så mange tabuer hele tiden.
Ja, efter Natalie, hvad så?
Uden et ord gik Sean bare med. Han havde ikke mere at sige. De trængte til at diskutere noget andet. Der var grænser for hvor længe man kunne køre i samme dybe spor, uden det blev for meget eller ville føltes kunstigt. Så Sean roligt sine ord i sig og lod som ingenting. Fenrer virkede alligevel til gerne at ville vente med mere, til de var et varmt og mere behageligt sted.

Fenrer besluttede sig for, at det bedste ville være at ignorerer kommentaren om Natalie, i al fald for turen til teltet. Et var nemlig at have en nogenlunde privat samtale ved kanten, hvor folk kunne tage hvad end de hørte, for ekstravagant sludder og sladder, men det gik ikke at tale om dæmonernes leder hvor andre ører kunne tage informationen videre.
Den lettere mudrede jord, gav rigelig lyd under deres fodtrin, da Sean fortalte ham, at arbejdet ikke var tilstrækkeligt, hvis ikke Fenrer anså ham som et monster, kunne Fenrer ikke undlade at trække på smilebåndet. Sean havde vel ret til at tage stolthed i hans væremåde, men han burde vide at Fenrer ikke dømte ham for det, men snarere havde talt om hvordan han anså Sean udenfor Racelig sammenligning. Men for nu, fulgte Fenrer blot en gestus fra en af hans tjenestefolk, der tydeligt angav hvilet telt der var gjort klar til de to herskere. Dette havde dog ikke været særligt nødvendigt, da teltets kvalitet, og dekor talte for sig selv.

Fenrer så sig om mod Sean, som han holdte flappen for ham, efter selv at have passeret den.
"I think you take to much pride in being a monster to understand me correctly when I say that you're not one to me.." sagde han lavmælt nok til at Sean ville kunne høre ham, uden at lade de personer og vagter der stod udendørs, ville kunne følge med i deres samtale. Han smilte varmt til Sean, der klargjorde at hans ord ikke var ment som diskuterende og orientererede sig derefter. Teltet var som ethvert andet der tilhørte de højstående klasser, men ikke videre prangende, hvilket passede Fenrer fint. Kejseren bestemte sig hurtigt for et bord at sidde ved, iblandt det sparsomme møbleri. Han trak ud af kåben og pelsen, inden han gav sig til at spænde harnisket af. Han gav et lavmælt grynt fra sig da han kom til den høstsiddende strop. Da harnisket endelig var løsnet helt, svang Fenrer det ned ved siden af den ene af de to stole, ved det lille bord, inden han vendte sig kort mod Sean"Now.." sagde han med et smil og fortsatte mod et lille barskab der stod i hjørnet "..I'll have that drink"

I hans gang over til det lille barskab smilede han tilforladeligt til Sean"If you don't want me to look down at Natalie..." sagde han i en skæmtsom tone, hvorpå han hurtigt fik fremfundet et par små pokaler og en cognac, af et mærke han ikke lige kunne genkende. Han vendte sig, på hælen, og gik over til det lille bord, hvor han havde lagt kåben og harnisket. Han stillede tingene på bordet og gav sig til at skænke, inden han fortsatte sin korte monolog om Natalie "You'll have to give her a pair of stilts"
Efter at have skænket op, satte han sig og så over på Sean med et smil, i håb om at hans spøg var faldet i god jord.

"Not saying this is a boring conversation, but perhaps we should change the subject for now?"
Sagde Fenrer efter at have fået smagt på cognacen, som var faldet ham i god smag. Som varmen fra den stærke væske bredte sig i hans krop, gav Fenrer sig til at tænke på mulige samtale emner. Han havde dog ikke haft noget oppe i ærmet, og hævede derfor sit glas mod Sean i en skål, og håbede manden ville klinke med ham"A toast, to the indifferent bridge" kom det over Kejserens læber i et fjoget smil.
Som Fenrer udrakte den lille skål, og smagte på Cognacen igen, benyttede han tiden til at tænke over hvad han ellers kunne føre samtale med Sean om, der ikke kedede nogen af dem, eller afslørede ting som Fenrer helst ikke delte med nogen. Han overvejede kort at spørge ind til hvordan forholdt mellem formskifterne, og de andre væsener i Doomsvilles territorium, så ud fra Seans synpynkt, men valgte at lade være, da han så hvordan det hurtigt kunne gå galt, eller lede over til politik. Så overvejede han at tale om Daron, men orkede ikke at skulle hoppe omkring følsomheder i det emne heller. Til sidst kom han frem til blot at bringe enkelte elementer fra Sunfury frem.

"You know.." Sagde han henladet, efter den korte tænkepause"..In Sunfury, there's a distinct lack of understanding from certain parties, as to why I have stopped the expansion.."
Fenrer stoppede sin talestrøm for at smyge sig i sin kåbe igen, men undlod dog at iføre sig pelsen. "Certain members of my council.. Whom seems ignorant of the grief that the death of a son can bring.. would like it very much if I continued to conquer the lands to the Northeast.. Seeing as of how we've found cahrters and accounts of this undiscovered continent.. this.. Feliformia.. However, I'm backing up my generals and the minister of war.. I don't wan't to overreach too fast"
Han grublede lidt over om han skulle fortælle Sean, om hvad han vidste om det uopdagede land, men besluttede sig for at det kunne vente til et andet tidspunkt.
Til gengæld faldt hans tanker hurtigt over på kampen i passet, på Minotauris, hvilket gjorde Fenrer fjern, og hans blik tomt.
"I still hear them you know.. The Minotaurs... The horses.. my men.." "They even made a ballad about it"
En gysen rev Fenrer bort fra hans dumle tanker, og for et splitsekund, så Fenrer ret forvirret ud.

Han trak et lille smil over sine læber og så over på Sean igen"You know, it just struck my mind, that you haven't been to visit ME.." kom det over det aflurende smil, hvilket fik Fenrer til mest af alt at ligne en dreng, ude på drillerier, og samtidig enormt uskyldig".. In Sunfury yet, how come?" Spurgte han skæmt, og nippede kort til sin cognac "I could host a feast if you'd like? I think the warmth of the desert might do you some good"

Det var ikke Fenrers skyld. Men det hele var blevet lige personligt eller jovialt nok for ham. Så han kunne ikke lade være med at lukke sig inde i sit eget sind igen og blot møde Fenrers lettere fejlslagne jokes med et svagt træk på smilebåndet. Det største smil flertallet nogensinde fik af ham, og et der både kunne virke oprigtig eller falsk i alverdens situationer. Både virke som et godt eller dårligt tegn.
Sean kunne være enormt nærtagende, hvis han var i det humør, og lige nu vidste han ikke helt...Hvad han var. Det ville taget et øjeblik at vende tilbage til det samme neutrale og afstandstagende selv, som han normalt gik rundt med. Derfor svarede han ikke, men lod Fenrer vimse omkring og finde drikkevarer og fyre flere jokes af, uden selv at deltage i dem. Han kunne ikke helt bedømme, om Fenrer faktisk ikke så hvilken trussel Natalie kunne være, eller om han bare mente en joke var på sin plads. Blikket hvilede på Fenrer i en stund, som han prøvede at afgøre hvilken en af tingene det var. Til sidst slog Sean sig til tåls med at det var ligegyldigt...Så længe Fenrer hjalp.

Sean løsnede sin egen kappe og hang den over en stoleryg, omend han ikke var ivrig efter at sætte sig. Alle tankerne havde gjort ham rastløs og han ville næppe være helt til stede i samtalen, før han havde fjernet det. En god gåtur, ridetur eller en hvad-som-helst-tur kunne som regel fjerne det og klare tankerne. Alligevel tvang han sin krop ned i en stol og tog om glasset for at skåle med Fenrer, for netop at viderebygge på det venskab som Fenrer formentlig følte der var mellem dem. Han formåede endda at smile og vise interesse, selv om det krævede en større viljestyrke.
Væsken var stærk og varmene. Men nu havde Sean aldrig været en kender af alkohol. Det var år og dage siden han rigtig havde drukket sig fuld. Kunne ikke rigtig tillade sig det længere. Det var for sårbar en position. Sidst var...I Sunfury. Blikket gled op til Fenrer og det drillende glimt var tilbage i dem. Smilet voksede sigende, mens Sean afslappet legede med pokalen i sin hånd. Det var ikke for at løbe let over et emne, der tydeligvis påvirkede Fenrer hårdt, men Sean havde intet trøstende at sige. Den slags pladder-sørgelighed var ikke noget Sean kunne forholde sig til eller havde passende bemærkninger til.

"Hvem siger jeg ikke har været på besøg, blot fordi du har været væk?" Bemærkede han drillende. Ja, i hvert fald to gange. Selv om byen var kendt for sin lave kriminalitet, havde Sean stadig et par kontakter i byen. Fra dengang hans klan havde haft kontakt - og kontrakt - personer i alle byer. Han havde opsøgt dem og opdateret sig på Sunfurys opbygning og kultur. Ikke enormt meget, han havde ikke tid til at være der for længe ad gangen, men bare lige nok. Han blev nødt til at holde øje med det nu. Strække sine ressourcer nok.
"Selvfølgelig har det ikke været selve de royale bygninger jeg har besøgt..." Nej, begge gange var endt i seksuelle selskaber. Det ene vildere end det andet.
"...Men en fest lyder fint"
Løgn. Fester var kedelige. Det var længe siden Sean nogensinde havde kunne slappe af til en fest. Før i tiden havde de været genveje til folks huse - og dermed deres ejendomme og papirer. I dag var de en måde at se, hvem der betød noget i området. Hvilket også var den største grund til at Sean takkede ja. Han håbede at lære noget mere om det sted Fenrer boede og hvem Fenrer omgav sig med. Selv om en fest for Seans ære sikkert ville være begrænset med en slags informationer. Stadig. Det var bedre end intet. Og nogle gange var netop de ting jo meget sjove. Det kom an på Seans humør den pågældende dag. Men lige nu, lige i dag, savnede han at gå på fuld myrde-togt med sin gamle vampyrveninde, end at lege et trættende skuespil med samfundet omkring sig.
Stakkels Fenrer. At ramme Sean på en dag, hvor Sean på ingen måde havde behov for fine selskaber, der ikke tålte den mere nuancerede side af livet. Sean greb flasken og hældte op igen, medmindre Fenrer ikke allerede havde drukket ud. Så skålede han ved at række glasset op i luften og tømme glasset igen, før han rejste sig op.
"Jeg er ingen krigsgeneral, Fenrer. Jeg kan ikke forholde mig til de sorger du går igennem og jeg har ingen svar til dine kommentarer. Det er tydeligt det påvirker dig og jeg kan ikke helt gennemskue årsagen til, at du er villig til at vise mig din svagere side. Men du valgte at gå i krig. Du vidste hvad den slags førte med sig. Jeg kan kun sige... At du kendte risikoen" Han så tilbage ned på Fenrer. Hvem gik i krig, uden at være opmærksom på hvad det kunne koste? Men uanset hvad, om Fenrer havde været klar over det eller ej, var Sean ikke den rette at lege terapeut med. Om noget ville Sean blot samle informationerne i håb om en dag selv at bruge dem...
"Dem jeg gør selskab af, ville enten begrave det og aldrig hverken vise det eller snakke om det...Eller gøre det til en styrke for dem selv. Bruge energien og følelserne til noget de vil opnå. Man kan være nok så logisk om alt omkring sig, men man har brug for drivkraften til at gøre et exceptionel arbejde. Hvad er farligst? En mand, der kæmper fordi han skal...Eller en mand der kæmper, fordi han kæmper for noget? Hvis vi to skal være allierede, har jeg brug for du er stærk. Dæmoner er kendt for at vende ens sind og følelser imod en. Så bearbejd det, inden vi ender med at stå over for Natalie. Giv hende ikke den mulighed..." Han stoppede op og så lidt frem for sig, før han rystede svagt på hovedet med et lille smil.
"...Jeg glemte du ikke ville tale om det. Det beklager jeg. Jeg er ikke god til småsnak eller at sidde uarbejdsom hen. Det føltes naturligt for mig at vende tilbage til emnet. Jeg ved heller ikke om det er en god ide for os, at snakke om andet end arbejde. For efter Natalie...Hvad så?" Hans blik gled tilbage på Fenrer med et svagt smil.
"Jeg beklager hvis jeg har talt over mig og jeg beklager hvis mine ord har været for hårde" Bemærkede han så til sidst. Forhåbentlig satte disse ting ikke det hele over styr. De var bare så forskellige...Hvor Fenrers bekendte nok ville klappe ham på skulderen og bede ham græde ud, ville Seans bekendte stirre irriteret på ham og bede ham lade det gå ud over nogle andre...
"Måske skal vi inviterer cheffen for broen ind og høre detaljerne. Det var den oprindelige grunde til vi er her. På den måde får vi ikke snakket os til et nyt uvenskab, grundet vores forskelligheder. Enig?"

Fenrer skulle lige til at pointere at han udmærket var klar over at Sean havde været i Sunfury, mens han selv var bortrejst. En ting som han ellers mente at hans tonefald havde henledt til, men det havde han så ofte gjort i den korte men mængdefyldte samtale de to havde haft, siden Fenrer var ankommet. Han havde mistænkt Sean for blot at have overset, eller måske ignoreret disse henledelser, men som samtalen fortsatte, blev han mere og mere overbevist om at Sean ikke fangede disse hentydninger.
Fenrer besluttede sig dog også for at lade den sidste hentydning ligge, mest af alt fordi han ikke havde lyst til åbenlyst at pege hans egne informationer ud. Specielt ikke når Sean selv indrømmede at han havde været i Sunfury, for da ville Fenrers erkendelse blot virke barnagtig, eller om noget, under hans standard.

Fenrer vendte dog blikket skarp mod Sean, med et neutralt ansigts udtryk. Krigsgeneral? Sorger? Forstod Sean overhovedet Fenrers sammenligning? Nej øjensynligvis ikke, for ligenu, bragte han blot Fenrers humør i en anden retning, end hvad der var smart, bestemt ikke noget der virkede til at være i Seans interesse, hvis ellers det foranstående af deres samtale skulle stå som noget eksempel. Fenrer havde netop bragt dette på banen, for at Sean skulle se en anelse mere af ham, ja, men Fenrer var stolt. De havde lavet en sang om hans udmarch, og Fenrer havde da ikke det mindste at skamme sig over.
Fenrer så op på Sean som manden fortsatte sin monolog, og fortrak ikke en mine. Han undredes sig over hvordan Sean kunne tro at Fenrer, eller nogen anden for den sags skyld, ville gå fra at tale om død og ødelæggelse, til at afholde en fest, skulle de være tynget af skyld. Måske Sean troede at Fenrer ikke havde ændret sig siden dengang i Rotten Root? Det ville da være noget af en fejl, specielt efter deres sidste møde i Doomsville. Fenrer måtte dog indrømme at hans Skinwalkersyge, måske kunne forklare en del af dét, men stadigvæk.
Den lille forskrækkede healer fra Rotten Root, der havde haft kvaler over at slå et menneske ihjel, som havde skamskudt hans mage. Den lille forsvarsløse klovn der havde opgivet sin ulveform, for at redde en kvinde, og derved selv var endt ud i det rene helvede. Dette var ikke længere Fenrer. Han kæmpede stadig for mange af de samme ting, ja, men han havde for længst opdaget at han havde kæmpet imod sin egen natur.

Som Sean fortalte at han ikke kunne bruge en person, der ikke kunne holde styr på sig selv, når konfronteret sådanne minder, gik der dog en flig af Fenrers ellers neutrale facade. Fenrer skar kort med tænderne, men lod det glide af sig. Han brød sig ikke videre om en insinuation til at han skulle være svag. Svaghed havde kostet ham dyrt, mere end én gang. Første gang da han havde tøvet, og næsten fået Cody dræbt, anden gang da han var for svag til at hjælpe Poppy, dengang han havde opgivet sin ulveform og var blevet solgt, som et andet kæledyr, og ikke mindst da det havde kostet ham Valerya. Nej, Fenrer var ikke svag, ikke længere, og det havde i sandhed føltes godt at få lov til at bevise det på slagmarken.
Fenrer svarede ikke da Sean til sidst spurgte om de skulle hente chefen for byggeriet. Han begyndte istedet at rotere cognac'en i sit glas, som hans ansigt atter blev tomt.

Fenrer tømte sit glas og gav et lille støn af nydelse af sig, hvorpå han så op på Sean med et roligt blik. Skulle han fortælle Sean hvad han tænkte? Ville Sean opfatte ham som svag igen, hvis han gjorde det? Sean betød trods alt noget for ham, måske ikke på en venskabelig måde, men Fenrer vidste ikke helt hvordan han ellers skulle tiltale sit forhold til Sean.
"I would, with my extensive respect, like you to listen carefully now Sean.." sagde han i en neutral tone ".. I have no remorse for what I've done... nor regret.. as I said, I understand you and your kind a lot better now.. A wolf will always be a wolf.."
Fenrers blik var ikke vredt, eller på nogen måde bedrevidende, men det rummede en alvor. Hans tone var dog underligt hul, som om der intet filter var, som om følelser og intelligens, kold logik, gik sammen. "I understand now better than ever, and though I might sound the same as I've always done.. I'm not... the same.."

Fenrer rejste sig stilfærdigt op, virkende som om han var ældet betragteligt i den korte tid han havde siddet. Det var en ro der havde fundet frem i ham, som om han var mere sig selv nu "I might not have pointed this out clear enough.. but if my son hadn't died.. I would have relished in going back into the cloud of dust and blood.. Not because I crave violence.. unlike Natalie.. But because I found a purpose in that chaos, I found out that I can only do what I find to be right, and that I have no course to be sorry for those whom gets in the way of it.. so yes.." afsluttede Fenrer med et lille nik og et godmodigt smil "..I remember those wails.. but by the gods.. I remember them fondly.. and so, I can cope with what I've done.. and please, do not take me for weak again, after all, I'm merely following your example"

Fenrer vendte sig og greb pelsen, som han smygede op om sig, og håbede at hans lille udbrud ikke fik Sean til at tro at han var sentimental. Fenrer havde blot fået nok af at skulle gå på listetæer omkring hans allierede, og en mand han trods alt nærede en vis respekt for, så vis et lille udbrud kunne få Sean til at forstå Fenrer bedre, så fortrød Fenrer intet.
Da Fenrer vendte sig, og rettede på pelsen, sagde han med et tilforladeligt smil "I think you're right by the by.." lød en lidt varmere tone fra kajseren ".. I don't think it does either of us any good to sit here, so idly, so let's go and see the chief-builder, and who knows, maybe we'll find something interesting to entertain ourselves with"
Fenrer trådte op til flappen, og holdt den åben med en gestus til Sean "Why don't you lead the way?"

Sean kiggede bare på Fenrer. Han havde været forberedt på at Fenrer ville svare igen. Hvis ikke, var Sean nok blevet en anelse skuffet. Men der var det. Og det gjorde ikke noget. Faktisk kunne Sean ikke lade være med at smile svagt for sig, også selv om han tvivlede på om Fenrer fortalte hele sandheden.
I forhold til hvordan Fenrer havde snakket om krigene og så ud hver gang, lignede Fenrer en mand der var tydeligt præget af det - og ikke på en god måde. Sean vidste krig ændrede mænd. Og ofte til det værre. Folk der blev aggressive, ikke kunne sove, skrumpede ind til uduelige skræv der sad på vejen og tiggede. Sean havde set det flere gange. Ganske enkelt interesserede åben krig ikke Sean og derfor undgik han dem. Men derfor havde han stadig set ødelæggelser, drab, tortur. Alt det...Ofte fordi han selv var skyld i det. Han var for længst holdt op med at være ked af det. Uanset hvis blod han havde på sine hænder. Fremmedes...Eller hans eget.
Sean havde engang slå en spædbarn ihjel, af eget kød og blod. Taget drengen ud af armene på moderen og taget drengen med til et ritual, der havde gjort Sean til en archdemon. Selvfølgelig virkede det kun, hvis Sean holdt af drengen...Og han havde givet det meget tanke bagefter. Men aldrig åbent. Ingen kendte sandheden. De færreste vidste hvordan man blev archdemon, hvad det krævede. Nej, det var en boks han aldrig åbnede.

Det ene øjenbryn gled en smule op. Fulgte Seans eksempel? Med hvad...Sit liv? Næppe. Sean tvivlede på han ligefrem var et idol for denne mand. De ting Sean havde snakket om ved klippekanten havde ikke været for at de skulle sidde og lege bedste venner. Dele historier på godt og ondt. Han havde blot haft et mål. At sikre Fenrer valgte den rigtige allierede. For med Fenrer og Fenrers magt bag sig, kunne han nå længere. Bare lidt mere...Spørgsmålet blev ved bagefter. Hvad med bagefter? Ville de fortsætte den samme mistroiske alliance som altid eller Fenrer gå i krig mod Sean?
Jo mere Sean tænkte over det, vidste han svaret blev det sidste. Der fandtes ikke oprigtige venskaber. Der fandtes kun udnyttelse og brugbarhed.
Uden Natalie ville dæmonracen mangle en leder igen...
Nej, Fenrer tog fejl. Sean havde ikke set manden som svag. Han havde blot bemærket at hvis Fenrer gik og havde ondt af sig selv, ville det udgøre en svaghed. Sean havde også svagheder. Han var ikke dummere, end at han vidste alle havde det. Uanset hvor meget han arbejdede på at skjule dem eller lade som om de ikke var der...Så var de der. Men derfor anså Sean ikke sig selv som svag af den grund. Tværtimod havde Sean ret høje tanker om sig selv.

Sean bukkede let mod Fenrer, som for at vise han havde taget fejl og respekterede Fenrers ståsted. Men han svarede ikke på tingene. Der ville intet komme ud af at diskutere dette yderligere, specielt ikke hvis det eneste de havde at sige til hinanden, var hvor hinanden tog fejl. Det sidste buk var også mest for at sikre det politiske gode ståsted, Sean selve følte der var mellem dem. Alligevel stoppede det ham ikke fra at fylde lidt i pokalen og drikke det ud igen, selv om Fenrer slet ikke var med i skålen. Sean var ikke alkoholisk anlagt og hans tolerance var normalt ret høj. Han svang kappen om sig igen, hvis de alligevel gik udenfor og ikke kunne få bragt den omtalte mand til dem selv. Men måske var det bare en undskyldning for at forlade samtalen og teltet, der emmede af en dårligere stemning.

Sean trådte udenfor i den kolde vind. Blikket gled over omgivelser et kort øjeblik, for at sikre Fenrer var med, før han gik videre. Ikke at han skulle gå længe, før en mand kom ham i møde. En mand med et mål, som om manden havde ledt efter dem. Sean stoppede naturligt op og lod manden komme over til dem i stedet. Dette måtte uden tvivl være manden der styrede dette cirkus. Måske Fenrer ville tø lidt op ved at lytte om broen, nu hvor Fenrer var så hentykt for byggeprojekter. Det ville give Sean et øjebliks stilhed til at genfinde sit ståsted, så han ikke risikerede flere fejl. Han havde ikke råd til fejl. Han kunne ikke andet end være sur på sig selv over ikke at holde sin mund lukket...Selv om det på anden side forsikrede ham om at Fenrer ikke ville blive det svage led i deres nyeste...Projekt. Et projekt Sean var ligeså ivrig omkring, som Fenrer var om broen.
Derfor tillod Sean sig at falde i baggrunden, som han med en armbevægelse lod manden vide at det var Fenrer han skulle snakke til først og fremmest.

Fenrer skar en lille mine da Sean ikke svarede ham. Han undredes over Seans manglende ord, eller blot et svar på hvad Fenrer havde sagt. Han havde regnet med at Sean ville have taget irettesættelsen som en form for fornærmelse, eller måske have fundet Fenrers retoriske tilbagestød for lattervækkende. Men intet tydede på det nogen af delene. Han var fristet til at spørge Sean om han ikke havde noget at sige, men accepterede istedet hans buk, og forstod at Sean nok ikke fandt det nødvendigt at svare igen. Ikke at Fenrer selv havde opfattet sine ord som frastødende, men måden Sean nogengange talte på, tydede på at Sean tog sig selv meget højtideligt. Måske var Sean blot klar til at se Fenrer med andre øjne? Fenrer ville ikke drage forhastede konklusioner, men lod istedet Sean tage sig en genopfyldning, uforstyrret, inden herskeren af Doomsville tilsluttede sig Fenrer ved teltets udgang.

Udenfor mærkede Fenrer kulden efter blotte sekunder, og lod Sean om at vise vej gennem den plørede lejr. Luften her ved grænsen var koldere end hvad Fenrer huskede den som, på trods af at han vidste hvor koldt det ville være i bjergene, hvor han voksede op, på denne tid af året. Dengang havde hans far sørget for at de to kunne søge ly i en grotte det meste af vinteren, hvis Fenrer ikke havde haft energien til at følge med resten af flokken. Ulvene havde haft en helt anden tilgang til vinteren, og fulgte nådesløst byttet, hvorend det trak hen, og selvom det havde været kæmpeulve, som trods alt var anerledes end de normale ulve, i form af at de var mere intelligent selskab, og på sin vis, nærmest menneskelige, havde Fenrer altid hadet dem for deres ligegyldighed, når et medlem af flokken havde været for svagt til at fortsætte. Det var en genstridighed til denne mentalitet, der havde gjort at han altid havde haft drevet ham til at hjælpe dem, der ikke var stærke nok til at hjælpe dem selv. Men han forstod dem nu, også selvom han måske nok var mere blødsøden end hvad de var, var han ikke længere den naive lille hvalp.
Fenrer måtte dog erkende en ting for sig selv, nemlig at vinden og kulden bed mere i ham end hvad den havde gjort da han var yngre. Måske det var hans manglende vægt, eller tilvendelsen til klimaet i Sunfury, men det bed sig stadig fast hos ham.

Kejseren så op, da en armbevægelse fra Sean, fangede hans opmærksomhed. Fenrer så en mand, som han antog for at være bygmesteren, komme imod dem. Eftersom at Sean havde indikeret til Fenrer, underligt nok, uden et ord, tog Fenrer dette til at være en åben invitation. Fenrer strakte en hånd ud til modtagelse af manden, der virkede målløs over at en royal lod sig hilse, på denne måde. Fenrer introducerede sig selv,, hvorpå han fulgte bygmesteren til en hævet stand, med udsigt til bygningsværket.
Som bygmesteren forklarede og spurgte, kommenterede Fenrer, som om byggeplanerne var centeret for hans opmærksomhed. I ny og næ, så han dog op mod broen, og lod synet synke ind. Han fattede ikke hvordan de var nået så langt som de var, så hurtigt, selvom der sikkert var umådeligt længder endnu. Sean havde velsagtens pisket forløbet hårdhændet igang, selvom selve broen ikke betød noget for manden. Sean var intet, om ikke politisk orienteret. Hvis Sean virkelig havde skubbet til sagerne, så var det med henblik på at styrke deres alliance.
Det gjorde dog ikke synet mindre betagende. Fenrer drømte sig kort væk, til en fremtid hvor han kunne få lov til at stige af Hyperion og beundre bygningsværket fra nærmeste hånd.

Da Fenrer vendte tilbage til virkeligheden, afbrød han en stiv talestrøm fra bygmesteren, med en gestus af hånden der før havde været fast placeret på bordet "Thank you sir, but I'm afraid I tire, from the journey here of course, and I shall take my leave now"
Fenrer var egentlig ikke træt, men han var sikker på at Sean kedede sig, og Fenrer, der ellers havde følt sig så spændt på at høre om detaljerne, måtte indrømme at selv han fandt disse sager for kedsommelige i længden. Fenrer gik ned at den hævede stand, og så på Sean med et venligt gemyt, hvormed han anerkendte mandens kedsomhed ved sådanne anliggender. Han fortsatte over til en lille forhøjning, knap så langt fra kanten til kløften, men fandt det bedst ikke at gå tilbage til selvsamme kant, efter det de to havde foretaget sig, lige inden de gik ind i teltet.
"I've often thought about what might hide down there.." sagde Fenrer med en eftertænksom mine, som han skimtede mod mørket imellem tinderne ".. and in the valley of death? Hideous creatures I'm sure, but one day I would like to see them for myself" Tonen i Fenrers stemme blev betydeligt mere munter som fortalte. En fjern klang i hans tone, kunne for nogen nærmest sammenlignes med en lille dreng der talte om den dag han var gammel nok til at jage alene.

Fenrers ansigt, der var lyst betydeligt op, ved emneskiftet, vendtes mod Sean"Might I ask.. Whom I kidding, I've been told you've faced off with beings such as those which hides in the debths of dark.." sagde han med en glædelig tone, der vendtes til en seriøs og interesseret klang, der passede til det alvorlige og nysgerrige ansigt.
"What were they like? Did they give you any amount of diffuculty?" spurgte han så endelig, med en vis form for forsigtighed. Han vidste ikke hvad Sean måske ville tage som en forneærmelse. Det var da heller ikke gået Fenrers øre forbi, at Sean havde færdigheder i kamp, i al fald med visse elementer, selvom Fenrer ikke mentes at have hørt meget om det på det seneste? Måske Sean havde lagt sværdet på hylden og substitueret blodtørsten med en fjerpen og diplomati? Et sted, så håbede Fenrer ikke at dette var tilfældet, men man vidste aldrig.

Efter at have givet Sean muligheden for at svare og videregive nogen visdom han måske lå inde med, angående monstrene i de mørke afkroge af verdenen, vejrede Fenrer en svag duft af vildt i det fjerne.
"How about a hunt?" udbrød han, nærmest uden at nå at tænke over det, og så over på Sean med et lille smil på læben. "Tomorrow I mean, to break up the boredom and get about with some entertainment, without having to dine, or some other such irrelevant Duevelshyss, pardon my dwarvish" Fenrers tone var blevet varm og venligsindet, og tanken om en jagt gav ham en energi han ikke havde følt længe. Med denne nye 'livsglæde' så han afventende på Sean.

Faktisk opfangede Sean slet ikke det meste af samtalen. Nuvel, han var gået med. Og han lyttede nok, til at sende bygmesteren et svagt smil, når manden så på ham. Det meste af tiden var han fanget i sine egne tanker - eller, for en gangs skyld, manglen på dem. Det var sjældent han havde øjeblikke, hvor hans hjerne virkede til ikke at fungere på højeste ydelse. Men lige nu havde han svært ved at samle sig. Ikke at han viste sin voksende frustrationer mod sig selv, som han med sin velkendte viljestyrke tvang sig selv til at følge med til sidst. Hans blik hvilede kontakt på byggemesteren.
Sean havde trukket i nogle tråde og betalt lidt ekstra for at få projektet hurtigt fra hånden og med en hvis kvalitet. Og det så ud til at det var den rigtige byggemester de havde valgt, for manden virkede passioneret. Da Sean først var forsikret om kvaliteten af arbejdet, gled samtalen igen i baggrunden. I stedet så han mod broen og den mørke kløft der lå under den.

De afsluttede bemærkninger skar sig ind i Seans bevidsthed og fik ham til at vende sig om mod bygmesteren og Fenrer. Da hans blik fangede Fenrers - eller var det omvendt? - gled det samme usigelige, svage smil over Sean som altid. Han nikkede svagt, som tilkendegivelse af at det passede ham fint hvis de stoppede her. Alle de små detaljer var alligevel noget de ville have glemt inden i morgen. Han nikkede også som en afsked til mesteren, før han fulgte efter Fenrer væk. Oh...Ja. Mesteren ville nok se tilbage på det som en mærkværdig samtale, hvor den ene hersker ikke havde ytret et ord. Det var også sjældent Sean faldt hen i sådan en stilletiende tilstand. Men i dag var en uheldig dag hvad de ting angik.

En vind tog legende i kanten af Seans kappe, da han stillede sig på højen og kiggede ned på det mørke dyb under dem. Ved Fenrers ord og spørgsmål gled blikket op på manden ved siden af ham. Han trak vejret dybt og lod den ene hånd glide igennem det korte, mørkebrune hår. Vinden rundt om dem foretrak at skubbe hans pandehår kildende ned over hans øjenbryn. Bagefter gned han sig kortvarigt på hagen, før han trak let på den ene skulder.
"Hvad kan jeg sige? Nysgerrighed kan gøre ondt" bemærkede han drillende, før han så hen mod klippen igen.
"Jeg har været dernede...For så mange år siden, at oplevelse mere forekommer mig som et tåget minde fra en anden tid" bemærkede han sigende. Han hentydede selvfølgelig til kløften foran dem.
"Og sådan er det med mange af mine historier. Få af dem forebliver tydeligt i erindringen, når man runder flere hundrede år. Mange af dem minder om monstret i floden. Ser de en...Angriber de"
Jo mere Sean tænkte tilbage, jo mindre syntes han at kunne huske. Hvor mange monstre, hvor mange væsner, havde han egentlig bekæmpet? Det virkede som...alt for lang tid siden. Dengang han havde haft bekendtskaber at rejse rundt med eller efter. I dag havde han næsten ingen grund til at rejse og når han havde, var det som regel grundet politik. Og så var den hurtigste vej som regel også den sikreste og mest direkte. Alle disse eventyr...De skete ikke længere. Det slog Sean hvilken kedelig tilværelse han levede. Takket være hans ansvar kunne han ikke rive et x antal dage ud af kalenderen og forsvinde. For at slås mod ukendte monstre eller møde nye, ligegyldige folk. Det gjorde ham...Bitter.
De mørke væsner fra sidste jordskælv. Kæmpeedderkopper. Ulve. Banditter. Zombier af en masse, fra flere forskellige områder i Underworld. Og ikke mindst...Dengang han havde overlevet at blive tilfangetaget af intelligente undeads, dengang Necromanceren havde været her.
"De værste monstre...Er ikke de vilde i naturen. Det er de folk der lever ved siden af os" bemærkede han så bare. Hvilket ikke var løgn. Han havde kæmpet mod flere folk af diverse racer end noget andet. De fleste var jo bare svage væsner, såsom mennesker. Andre...Ikke så meget. Hans hånd gled over hans ansigt et øjeblik, som han huskede noget, man ikke længere kunne se. En kamp han havde tabt. Mod en Nightcan, en forvokset varulv og tilmed en Alane havde haft...
Han trak vejret dybt igen. Og så havde der været en archangel engang...En drevens...Han grinte svagt for sig selv ved minderne. Til sidst rystede han svagt på hovedet.

"En jagt lyder godt" svarede han så. Hvem kunne se på Fenrer nu her og nægte manden sin jagt? Se. Der var en ting Sean ikke begik sig med. Hvorfor skulle han? Han spiste ikke menneskemad. Hans egne jagter var noget helt andet. Sean havde altid været langt bedre med skarpbladet våben end skydevåben, værende sig enten bue og pil eller pistoler.
"Men jeg må beklage hvis mine evner i jagt næppe nærmer sig dine. Men det forestiller jeg mig du kun vil få en stor underholdning ud af"
Selv Sean lyste op i et lidt større smil ved tanken. Han forstod jo godt ideen bag at jage. De små detaljer, såsom ikke at larme eller stå, så vinden skubbede ens lugt mod offeret. Men de erfaringer kom andre steder fra. Til andre ting, der også kunne jages.
Sean vendte sig og slog let ud med den ene arm.
Med lidt held ville Sean få en undskyldning for at jage andet end vildt. Der måtte næsten være en eller anden form for omvandrende folk eller banditter. Et eller andet han kunne svinge sit sværd mod. Der skulle nødig gå for længe, uden at han fik muligheden for at væde sit sværd i blod, vel?

Fenrer fortsatte sit smil og følte 'livsglæden' strømme fra hans tæer til hans hår. Han havde håbet på at Sean ville være enig i ideen med en jagt, men havde også frygtet at herskeren af Doomsville ville finde en sådan ide triviel og kedsommelig. Fenrer lagde den ene behandskede hånd på hoften, og gav Sean et lille klap på skulderen med den anden. "I think you'll be the one who's got the superior expertise in this matter" svarede han og od hånden falde fra mandens skulder igen. Fenrer havde nemlig fået en ide om at jage et sted hvor de fleste andre ville løbe skrigende bort fra. Fenrer lod sit blik falde og hvile på mørket for et kort øjeblik. Så man efter, ville man kunne se spændingen i mandens øjne, der fremfandt den samme barnlige glæde som fra før. Han så tilbage over på Sean, med en hentydning af inkluderende luskeri, den samme slags som man ville finde hos en dreng der ikke kunne vente med at fortælle sin kammerat om et glughul, han havde fundet, hvorfra man kunne se ind til et badehus, mere specifikt, til et der havde kvindeligt selskab som tilbud.
"However, we should let that be an matter between the two of us" afsluttede han med en tone der rummede samme slags luskeri som hans blik "I think Rayne would have a fit if he knew what  had in mind" Fenrer gjorde et diskret kast med hovedet mod kaptajnen af hans livgarde, der havde fulgt dem siden Fenrers ankomst, dog på afstand.

"You'll have me excused then.." Fenrer gav et stift nik med hovedet mod Sean, endnu med et smil på Læben, og viftede Rayne frem mod dem ".. fore I have preperations to attend to, and I do hope you'll join me for supper so we might talk a bit of tomorrows hunt"
Da Rayne havde nået dem, nikkede Fenrer atter til Sean, inden han grav sig til at bevæge sig igennem lejren, og fandt frem til sit telt. Ved teltet var der, som sædvanligt, posteret adskillige vagter fra livgarden, men da Fenrer trådte ind i teltet vendte han sig mod vagterne, kammertjeneren og Rayne og sagde med en formel tone "I'd like some privacy" hvorpå han blev ladt for sig selv. Fenrer vendte sig mod teltets indretning, som bestod af en seng, et par borde med tøj og skriveredskaber, et par stole, og to stativer. Det ene havde Fenrers rustning, og det andet havde en plads til hans sværd, hans lille krigshammer, parerings kniven, og holdte to spyd. Fenrer havde i virkeligheden ikke meget der skulle gøres klar, men han nød af fidelere med sit udstyr når han skulle afsted. Det var en vane han havde samlet op, under de mange måneders intense kamptræning fra da han skulle klargøres til at sidde ved Valeryas side.
Fenrer smed atter sin pels og trak en stol over foran stativet med hans rustning, som han begyndte tage sørge for at det hele sad som det skulle, så han kunne bevæge sig i det uden at begrænsede hans bevægelser med sværdet og spydet.


Efter at have gjort klar til dagen efter, ved at træne adskillige timer med sværdet og spydet, havde Fenrer fået et bad gjort klar. Som han trådte op i det dampene vand, havde han haft vendt sin opmærksomhed mod tjeneren der ellers havde været på vej ud af teltet. "Leman, have the gift for his eminence brought to the dinner tent, sedated of course"
Kammertjeneren sank en klump og vendte sig mod sin Kejser med et nik, inden han vendte på hælen og forlod teltet. Fenrer løsnede den lange pisk der efterhånden nåede ham til lænden og fik dyppet hovedet under det varme vand.
Da Fenrer havde føret tørret sig stillede han sig hen foran det sølvblanke spejl og hev hosen op, men stoppede før end han fik hevet skjorten op. Arret henover hans bryst fangede hans opmærksomhed. Arret han havde fået sidst han og Sean havde mødtes. Som han strøg den knudrede hud der løb i en 'U' form henover hans torso fra den ene skulder, kunne have sværge at kunne lugte søslangens skællede hud. Han vidste at den del af arret der løb over ryggen var værre, men han havde ingen lyst til at se det. Han vendte hovedet i en skarp vending da han hørte Rayne rømme sig fra teltets dør. "The dinner is ready my liege" Sagde den rustne stemme udefra. "I'll be there shortly Rayne"

Teltet var svært at se ordentlig udefra i mørket, et stykke fra lejren, men indersiden var fornemt lyst op med olie lamper og adskillige lysestager. Teltet bar både Doomsvilles og Sunfurys banner, og dugevæggene var dekoreret med flere gobeliner. Fenrer havde beordret vagterne til at postere i en afstand fra teltet der  gav mulighed for privatliv.
Fenrer, der havde sat sig en de tre stole ved seksmands bordet, var dog ikke alene i teltet. Ved midten af bordet sad der en mand i rimeligt nydelig påklædning. Manden så ikke ud til at være videre vågen, men han sov dog ikke. Fenrer havde fået manden bedøvet en anelse, ved at hælde noget hæmmende i vinen som manden var blevet skænket. Fenrer det ikke helt godt med hvad manden skulle her, men manden var selv skyld i at være endt ud her.
Fenrer så sig om da teltflappen gik op "Welcome Sean, have a seat"

Fenrer lagde armen ud i en gestus mod stolen overfor ham, og ventede til Sean reagerede. Fenrer, begyndte at hælde lidt op til sig selv med nogle søde kartofler og gullerødder, samt et par lår af relativt rå kanin, så dernæst op på Sean. "I've brought a little gift, so that you might actually get something to eat" Fenrer gjorde en gestus mod manden i stolen der stod imellem dem, og skænkede noget vin op til sig selv, i et glas der ikke havde fået drysset noget bedøvende i, kontra fangens. "This is how we do in Sunfury nowadays.." Sagde Fenrer og drak lidt af sin vin, inden han bed et stykke gulerod i sig"If you've been sentenced to death for a certain bill of offences, you'll be fed to the demons, this way I don't have to deal with a long list of unsolved murders, and the criminals are granted a sort of mercy, instead of the hell that awaits them, they're soul simply cease to exist" Fenrer satte glasset fra sig og så atter på Sean "If it's a messy affair I'd like to step outside till your done"

//OOG: Du behøver ikke lægge op til det store her Beans, har ikke tænkt mig at middagen skal tage mere end et par indlæg, hvis det er i orden? xD

Sean opfangede godt glimtet i Fenrers øjne. Han drejede selv hovedet og så tilbage mod kløften. Da han så op, var det lige til Fenrers afsked. Sean lod manden gå, kiggede blot efter ham for et øjeblik, før Sean vendte sig om mod kløften og blev stående et øjeblik længere.
Til sidst trådte han helt over til kløften endnu en gang, omend denne gang alene. De kolde, mørkegrå øjne gled ned mod dybet under ham. En løsreven sten fra kanten faldt og dens slag mod klippesiden gav en svag genklang. Næsten uhørlig i larmen fra arbejdet på broen. Med et let fnøs vendte han sig og gik tilbage til sin egen lejr. Lidt fred. Endelig lidt fred. Ikke fordi Fenrer i sig selv var dårligt selskab, men fordi Sean var denne dag. Det var den stigende...Paranoia...Den stigende tendens til at miste kontrol...Nej, Sean var alt andet end stabil og det blev stadig svære og svære at skjule det. På et eller andet tidspunkt ville det knække for ham og så måtte guderne - hvis de fandtes - vide hvad der ville ske. Men for nu.
For nu marcherede han direkte forbi sine folk og over til sin hest. Han ventede ikke, som han selv greb sadlen og spandt den fast. Kort tid efter red han væk, alene.
Han kunne lige så godt udnytte tiden her.

Han var tilbage i lejren hen ad spisetid. Gik han ud fra. Han spiste aldrig, men efter flere hundrede år havde han da lært hvornår andre normalt spiste. Hans eget telt var ikke stort eller overdådigt, indeholdt knap mere end en primitiv seng og et par genstande. Sean rejste let. Det var virkelig spild af tid og ressourcer at slæbe møbler og diverse med, som han vidste andre gjorde sig til. Desuden foretrak Sean at være blandt sine folk når han rejste. En del af dem. Han havde ikke glemt hvordan det var at leve normalt. At skulle varme sig ved et bål eller sove under intet andet end et tæppe. Desuden var det godt for moralen. Og om noget ville Fenrer vel enten sætte pris på det eller blive udfordret af det.

Men selvfølgelig havde Fenrer selv sørget for en del. Det overraskede derfor ikke Sean at træde ind i teltet, der var en del lunere end vejret udenfor. Det ville sikkert sne senere, det lå nærmest i luften.
Det var svært ikke at grine lidt. Hvad var der med Fenrer? Dette virkede ikke som den elskværdige og lettere naive mand han før havde kendt. Denne mand ville både på eventyr og leverede mad til de mørke væsner? Sean så lidt på Fenrer, vurderede ham, før han gik over til den sløse mand der skulle være et måltid.
Med en hånd i håret på manden trak han hovedet bagud og blottede derved mandens hals. Han snuste til manden, som om folk havde en duft der vurderede deres spiselighed, før han blot gav slip og satte sig over for Fenrer.
"Jeg ved ikke hvad jeg mest føler..." Hans fingre lagde sig om et tomt glas, men det virkede ikke som om Sean var interesseret i at der skulle noget i glasset. Hans blik hvilede igen på Fenrer. Men det var ikke til at aflæse.
"...Forundring...Over at du så velvilligt leverer folk til deres død, omend...En sødmefuld død. Eller fornærmelse over jeg bliver din henretter for dine kriminelle. Og, tilmed, halvt bedøvede folk. Lige som dig..." Sean pegede kortvarigt mod kaninen nær Fenrer med glasset.
"...Foretrækker jeg der er liv i min mad"
Der lå en udfordring i ordene. Og det var tydeligt Sean fandt en hvis underholdning i situationen og spændt ventede på hvordan Fenrer ville reagere. Sean sagde intet i et øjeblik for at lade Fenrer få muligheden for at svare, før han fortsatte. Han lænede sig skævt tilbage i stolen, så han kom længest hen mod den døsige mand.
"Det er fint. Min måde at spise på er forskellig fra andres. Jeg kan gøre det et andet sted. Medmindre du hellere vil se på? Desuden...Behøves det ikke tage nogen tid som sådan" Han trak svagt på skuldrene. Sean var ikke overvældende sulten, men kunne vel spise. Der kunne gå et par dage mellem Sean faktisk fik spist. Nogle gange var det mere en forhindring, med alt det arbejde der lå bag det, end en fornøjelse. Selvfølgelig var det sværeste at spise når man var på rejse, så det var vel betænksomt af Fenrer. På den ene eller anden måde.
Han var lidt fornærmet over det. De færreste havde modet til direkte at give Sean noget at spise, at have en mening om hvad Sean skulle spise. Men for det såkaldte venskabt skyld kunne han vel næppe sige nej tak.
I det mindste kunne han vente til manden kom mere til live. Og på den note greb Sean glasset med vin foran manden og hældte det ud på jorden, før han nonchalant så på Fenrer igen.
"Så du ville snakke om i morgen?"

//Jeg skal prøve at begrænse mig

Fenrer lod et fornøjet smil glide over sine læber som han så Sean, der øjensyneligt ikke havde forudset Fenrers gave. Fenrer vidste ikke helt hvad han selv havde regnet med heller, men måden Sean inspicerede sin mad på, fik det til at krybe lidt ned ad ryggen på Fenrer, men ikke mere end at man ikke kunne se det på ham. Fenrer havde trods alt været klar over at det han ville komme til at udsætte manden for ikke var rart, men der var vist en rest af Fenrers overbærenhed der endnu kunne titte frem i sådanne situationer. Fenrer holdte blikket på Sean, til han havde fundet sig til rette i stolen overfor Fenrer selv. Da Sean så begyndte at tale, holdte han et neutralt udtryk i ansigtet, der svarede, spejlende, til Seans. Måden Sean ytrede sig på fik Fenrer til at være på vagt, uden at vise tegn på aggressivitet, frygt eller mistro. Sådan forholdte Fenrer sig, intetsigende, indtil Sean så kommenterede at han måske var Fenrers bøddel, hvilket fik Fenrer til at grine højlydt, om end ganske kort.

"I don't think I'd be calling that for being an executioner.." sagde han trak på skuldrene, med et stort smil på læberne, inden han rakte frem og tog det rå kaninlår fra sin tallerken. ".. I simply provided for an meal, for a friend whom I know it can't always be easy to get something to eat on the go"Fenrer strøg den levende kanin over ryggen, der virkede enormt tryg ved Fenrer, der samtidig rensede låret han havde i den anden hånd, for kød i en rivende fart. Fenrer så atter op på Sean med et smil. "But I kan understand why you would think so.." sagde han og tørrede blod og kødsaft fra sine læber inden han tog en tår af sin vin ".. but no, I wouldn't ever offend people like that, which is the same reason why this is not common knowlegde in Sunfury.. as I said, everybody has a place in this world and there's no reason to put people in a box because of it"

Fenrer så på kaninen, og ærgrede sig over Seans kommentar, men han kunne vel ikke brokke sig. Fenrer plejede kun at spise som en formskifter med et rovdyrs form, i al privatliv, da han vidste hvilken effekt det havde på folk, og siden han alligevel ikke spiste kød så ofte virkede det oplagt at kunne dele privatlivet for denne slags med en der selv kunne bruge noget privatliv til sit eget måltid. Han rykkede blikket fra kaninen og tilbage på Sean og trak på skuldrene. "I don't mind as long as I don't get soaked in his blood, so go ahead and eat when he get's up"
Fenrer rejste sig og fiskede to små flaske op ad lommen, som han gik over mod manden. Fenrer greb manden i nakken og vippede hans hovede bagover, hvilket fik munden til at glide op. Fenrer lagde mandens hoved i lås i hans arm med et par fingre på han strube, et trick han havde lært i sin tid som healer, når folk ikke havde været ved bevidsthed, men stadig skulle bruge medicin. Fenrer bed seglet af den ene flaske og hældte indholdet ned i halsen på manden. Manden spjættede lidt, men Fenrer holdte fast i ham og strøg hans strube, til refleksen slog ind, og manden sank. Da manden var faldet til ro igen, hev Fenrer atter nakken op på manden og hældte den anden flaske ned og gav sig til at hælde den næste flaskes indhold i halsen på manden.


"Yes.." svarede Fenrer nedelig Sean, på det spørgsmål han havde stillet ham, inden Fenrer havde rejst sig, som han atter fandt plads i sin stol. Fenrer tog glasset der stod foran ham og satte det til læberne".. I'd like to take a fight up close and personal with something in that canyon" sagde han så efter en tår vin. Fenrer havde sat sig til at stryge kaninen igen, og smilede til Sean. Han rakte over og greb fat i sin tallerken, som han skubbede over til kaninen, så den kunne givesig i kast med et blad salat Fenrer ikke havde fortæret, og et par gulerødder. Fenrer så atter op på Sean med glasset i den ene hånd, som han strøg kaninen der smæskede sig med den anden, og med et smil på læben "So I'd like to know if it would be a bad idea to be wearing armor? I haven't hunted this kind of prey before, and it's not like you can find any decent information about the creatures down there" Fenrers stemme rummede ingen frygt overhovedet, men mere en ivrig nysgerrighed. Han vidste ikke helt hvorfor han følte at hele situationen virkede så markaber, men det gjorde svært at blive genert eller bange for at blive dømt. Sean skulle jo selv spise, manden havde gjort sig selv til et bytte ved at myrde, og kaninen var bare et bytte. Der var vel egentlig ikke noget unaturligt over dette, var der vel?
Han ville aldrig lade Elizabeth se den slags, men hun var heller ikke blevet hevet ind i et sådan liv som det Fenrer havde været ude for, så hvorfor skulle hun belemres med skæbner som den der ventede Seans måltid?
"Oh by the way.." sagde Fenrer inden han tog sig en tår af sit glas, og indikerede derefter manden imellem dem med samme "..he'll be up in a couple of minutes"


//OOG: Du overtager bare styringen af 'manden' som du ser fit xD

"Blod?"
Sean fulgte med i de ting som Fenrer foretog sig. Det var tydeligt manden havde erfaring med det han lavede. Om det så var medicin eller gift han havde hældt i halsen på folk igennem tiden...For Sean var det det samme. Han havde ingen tiltro til læger eller hvad de påstod at vide. Han sørgede for sit eget helbred. Havde skaffet sig erfaringerne til at ordne sine egne skader. Selvfølgelig var der de skader, man ikke selv kunne ordne. Som da monstret, de havde overvundet sidst, havde bidt ham om skulderen. Det var endt med at Vetis, af alle folk, havde fået lov at rense såret. Det ville kun ske den ene gang...Til dels fordi Sean ikke havde planer om at komme til skade lige foreløbig igen. Også selv om det uden tvivl kunne ske når som helst. Som når de gik til angreb på hvad end Fenrer ønskede at jage i morgen.
"Jeg ved ikke hvad du forestiller dig...Men på alle punkter vil det ligne helt almindelig sex. De eneste jeg får til at bløde i den sammenhæng...Er folk jeg ønsker at beholde i live" Han sendte Fenrer et større smil og blinkede drillende til ham. Han havde godt nok ikke fået Fenrer til at bløde sidst, men derfor kunne der sagtens være andre.
Åh ja. Helt klart andre.

Sean rejste sig kort efter, kun for med rolige bevægelser at klaregøre sig til det snarlige måltid. Det virkede til der blive en tilskuer i dag. Normalt spiste Sean altid i fred. Dette ville blive...Anderledes. Så måtte han vel hellere gøre det pænt.
Med lette fingre løsnede han sin kappe og hang den over stolen foran sig, før han løsnede sit bælte med sværdet og lagde det på bordet. Hans blik gled over til Fenrer, som Seans fingre gled langs skeden af sværdet et øjeblik.
Monstre...Væsner...
"Og hvorfor er du så ivrig? Prøver du at gøre dig selv stærkere, ved at møde og overkomme hvad end du finder...Eller håber du på at se hvad jeg kan? Og måske ikke kan?" bemærkede han med et svagt smil.
"For i så fald er det meget hurtigere bare at spørge mig. Når det kommer til våben og kamp, er jeg ikke lige så indbildsk" En helt oplagt styrke for ham, var hans dæmoniske styrke. En styrke, der også kunne være hans svaghed, da han netop ofte var afhængig af den. Men den virkede så godt som altid...Så det var svært at lægge vanen fra sig.
"Eller monstro...Du bare vil have løbet noget energi af dig?" Sean trak let på skuldrene og lod blikket glide over til manden, der stadig hang i sin stol. Hang...Men vejrtrækningen virkede bedre og han havde spjættet let i sine fingre og skuldre. Der var snart serveret.
"Undskyld mig. Lad mig vende tilbage til emnet" bemærkede han, da han trådte over til manden.

Sean stod bag manden, som han langsomt kom til kræfterne. Seans hænder gled ned over hans skuldre og ned over hans brystkasse, mens Sean lænede sig tungt ind mod mandens ene øre. Som incubus var han født med evnen til at lokke. Uanset om manden var til mænd selv eller ej, havde Sean evnen til at gøre manden lystig og velvillig. Mandens hoved gled til siden med et svagt støn og Sean smilte svagt for sig selv, før han trådte om på siden af manden og med hans hånd i sin endelig fik ham på benene. Manden var stadig en smule klodset efter det bedøvende middel, men brugte bordet ved siden af ham som støtte. Hans blik hvilede på Sean foran ham.
"Vil du opleve noget helt fantastisk?" Seans stemme var dyb og brummende. At vende mandens følelser, at vende hvad manden så foran sig, var som en barneleg. Manden nikkede tavst og lod sig næsten falde ind i armene på Sean. Med en finger vippede han mandens hoved op og kyssede ham dybt. Der var ingen tvivl om at manden var fortabt, i armene på et rovdyr. Men derfor virkede manden ikke ulykkelig.

Nogen ville mene en incubus var svagest når den indtog sin mad. Det krævede en hvis opmærksomhed at holde offeret i denne berusende tilstand. Alle forventede vel sin partners opmærksomhed når man havde sex. Alligevel tog Sean chancen og gennemførte sit måltid, i håb om Fenrer ikke ville udnytte det. Sean kunne smage medicinen og vinen på mandens tunge, men det blev snart erstattet med rusens sødme. Siden Fenrer ikke havde virket afvisende eller forfærdet over tanken om en incubus der spiste, valgte Sean at bruge den eneste store flade i lokalet: Bordet. At få mandens bukser ned, efterfulgt af sine egne, var intet problem. At få manden til at hvile sin vægt op mod bordet, mens Sean tog ham i besiddelse. Manden havde uden tvivl en oplevelse for sit liv, for han deltog uden at kny. Tiggede endda om mere, når hans støn ikke flød over hans læber. Sean selv var stille, med lukkede øjne. Ikke flere lyde end nødvendigt, og selv da mest af en kontrolleret vejrtrækning end noget andet.
Jo længere de nåede, jo sværere blev det for manden at holde sig oprejst. Manden gled længere og længere ind over bordet, som han gav efter. Manden nåede at opleve sin sidste klimaks, før han faldt sammen i armene på Sean. Sean havde nærmest holdt manden oppe og givet ham dødens kys.

Seans øjne gled op igen og kiggede uinteresseret på den døde skikkelse foran sig. Ironien. Manden foran ham var færdig, men Sean følte sig forfrisket og tilfreds. Han trak sig, lod den døde mand falde ned på jorden, før Sean bragte sine klæder i orden og igen tog sit bælte med sit sværd om livet. Endelig rakte han ind over bordet og hældte et glas vand op til sig selv, som han derpå drak.
Som om intet var hændt gled hans blik over til Fenrer.
"Jeg ved ikke præcis hvad vi vil møde. Men de hviler i skyggerne. I princippet kan vi møde hvad som helst og måske møder vi intet" Han så betænksomt frem for sig et øjeblik.
"Nej. Vi vil sikkert møde et eller andet. Uanset hvad du vælger at iklæde dig, så bare sørg for du kan bevæge sig. Min erfaring er at væsner oftere er hurtigere end man tror. Men selv er jeg uden rustning. Den vil kun hindre mig, hvis jeg får brug for mine egne evner" bemærkede han, før han trak let på den ene skulder. Han havde kun mødt et væsen dernede en gang før. Det var lang tid siden og han huskede ikke meget. Huskede ikke engang hvem han havde været der med. Sakref? Han var ikke sikker. Nej...Det havde vist nok været en anden...
Og væsnet havde været hurtigt. Havde nærmest trukket sig selv ud af pælenes skygger, som trak den sig ud fra en helt anden verden. Giftigt. Og...Hurtigt. Hurtig nok, til at Sean ikke huskede dets præcise udseende.
"Tak for mad"

Fenrer smilede tilbage til Sean, og nikkede til manden over kanten af sit glas, inden han satte det til læberne. Selvom Fenrer ikke kunne holde en lille rødmen tilbage over sin lille fejltagelse, fra sidst han havde set Sean, kunne han ikke lade være med at føle sig en anelse smigret. Sean havde måske skånet Fenrer, men formskifteren skrev det alligevel en note bag øret, at sørge for at være påpasselig omkring Sean, hvis han en gang skulle virke kåd. Fenrer vidste nemlig at han var immun overfor manipulation, så længe han havde sine rune, som hans fingre ligenu fandt under hans skjorte. Fenrer var dog ikke helt sikker på at det også gjaldt succubus tilnærmelser.

Fenrer satte hurtigt glasset fra sig og så op på Sean, vis spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene. "I dunno if I'm being quite honest.." sagde han med en eftertænksom tone, men han vidste udmærket hvorfor. Han havde brug for at prøve kræfter af med noget der ikke bare faldt som minotaurerne havde gjort det. Han havde brug for at se hvor stærk han var blevet. Han havde i sine tidlige dage prøvet kræfter af med almindelige dæmoner, andre formskiftere, en draconier og en enkelt søslange, selvom Sean havde været med til at nedlægge den sidstnævnte, havde Fenrer en fornemmelse af at han formentlig ville have klaret den, hvis ikke Sean havde haft taget hans taske fra ham dengang. Men væsener med en styrke som Natalie og Sean havde haft skræmt Fenrer fra vid og sans, selvom Fenrer vidste han om ikke andet kunne give dem kamp til stregen nu. Nu kunne han bare ikke tillade sig at udfordre Natalie åbent, det ville skabe for mange politiske fjender, og han ville ikke kæmpe mod Sean, ikke længere. Fenrer så op på Sean med et lille og skævt smil. "..maybe I just need a bit of all of it"

"Be my guest" Svarede Fenrer, da Sean indikerede at han nu ville begynde sit måltid. Fenrer hev selv et fast tag i kaninen, der vist kunne mærke faren under opsejling, og prøvede at undslippe. Den begyndte at sprælle og sparke vildt for sig, som manden faldt under Seans 'fortryllelse'. Fenrer, der ikke havde videre interesse i at følge Sean i at spise, lod istedet sine tænder og kæbe vokse til en underlig bred og voldsom form. Tænderne mindede om hans ulvetænder, om end mindre, og var groteske at se på, når Fenrer havde den menneskelige skikkelse. Fenrer holdt kaninen i et fast greb som Sean og hans middag, begyndte at rode rundt på bordet. Fenrer holdte kaninen i begge ender og holdte den op til hans mund. Selv var han dog bøjet forover for ikke at svine sine klæder til.
Hans tænder sank med en knasen ned i kaninens brystkasse, og under de knækkende ribben, kunne Fenrer kort mærke hjerterytmen, inden han sank kæberne sammen. Sådan forløb det meste af middagen for Fenrer, mens Sean selv stillede sin appetit. Fenrer blev dog en anelse mere griset, end hvad Sean gjorde, i forløbet, og da Sean lod manden falde sammen, passede det nogenlunde med at Fenrer selv var færdig.

Fenrer smed det sidste af kadaveret over på resterne af Seans måltid og gav sig til at tørre hænderne og munden for blod som han så op på Sean. Han nikkede indforstået til Sean, mellem de hurtige tjek for svineri på han tøj, men det røde dækkede fint ind for den smule blod der var røget ved siden af. "That's fine.." sagde han til svar, og tog en vandskål fra bordet, som han med koppede hænder brugte til at fjerne blodet fra skægget og hænderne. ".. The leather straps on my armor will give way if I shapeshift" konstaterede han og gave sig til at tørre hænderne i en stof serviet, inden han atter vendte sig mod Sean "I'll see you tomorrow morning then, and don't worry about this, my errant will take care of the mess.. I bid you good night" afsluttede Fenrer med et buk og forlod teltet, hvor han på vejen sendte Leman ind for at tage sig af oprydningen.


Fenrer havde fået det hele arrangeret, hvilket han var glad for, for så skulle han ikke stå stille i det lette snefald der var begyndt samme morgen. Fenrer gøs, men med et smil, for i hans mening var der ikke noget smukkere end sne. Måske det var en ting der stammede fra hans barndom, men det blide, hvide og rene dække der lå så langt man kunne se bragte noget varmt op i hans sind, havde det så bare også varmet hans krop op. Fenrer havde hentet Sean efter sin morgenmad, og redet med ham ud til posten de stod ved nu, et godt stykke fra lejren.
Fra hvor de nu stod, havde de udsigt til en lille lund nær kanten af kløften der havde en passage ned til det mørke, hvor Fenrer og Sean skulle jage. Vagterne, som Fenrer ikke engang havde gidet prøve på at få til at skænke ham noget privatliv, stod posteret hele vejen om lunden, dog med en nogenlunde afstand til trægrænsen.

Fenrer sad på Hyperion, godt påklædt til begivenheden, i sin rustning og med en kappe med et overslag, der skulle skærme ham mod kulden. Desuden havde kappen den fordel af dens vinrøde stof, forhindrede for meget genskind af rustningen. Fenrer havde heller ikke ringbrynje på under sin rustning, blot en solid slagkofte. Efter at have givet Rayne instrukser om ikke at invadere Fenrer og Seans privatliv, vendte Fenrer sig mod Sean. "Let's go" sagde han med et smil og satte hælene mod sin Valens sider, hans spyd balanceret i bøjlen, som han satte i et hastigt trav mod træerne.
Fenrer satte ikke farten ned før end de nåede kanten af lunden der vendte ud mod kløften. Det lignede tilnærmelsesvis at Shadowpeaks havde taget en bid at skoven, så brat som skoven ophørte og det drætte fald begyndte. Fenrer standsede Hyperion og svang med det samme benet over ryggen på hans Valen, da han så udsatsen, der udgjorde begyndelsen på nedstigningen. Han så op på Sean fra jorden og hev et par fakler frem, sammen med et læderbundt, hvori han blandt andet havde bandager og andet, der måske kunne blive nyttigt. "Well, this should be exciting.." sagde han i en ivrig stemme, inden han hev kappen af ig smed den over ryggen på Hyperion, som han bandt fast til et træ, ved de lange tøjler, inden han atter så op på Sean "..it's this way"
Fenrer ventede på at Sean selv var steget af hesten og gik over til udsatsen, hvor han så på Sean med et smil "Would you like to lead?"

Sean havde selv budt Fenrer en god nat, før han havde trukket sig tilbage til sit eget telt. Det var mindre, mørkere og koldere. Et eller andet sted...Mere ensomt. Når man havde rejst hele vejen med sine mænd og tilbragt det meste af dagen med en lettere snakkesaglig person, var et mørkt og stille telt mere ensomt. Ingen varme, som fra når Lori kom på besøg eller Sean selv opsøgte manden.
Men sådan var det. Og Sean formåede da også at få nogle urolige timer, for hans søvnløshed forhindrede ham i andet. Sean havde aldrig været en mand, der sov længe og tungt. Det var et par timer, hist og her. Resten af tiden lå han enten og tænkte eller gik omkring i sin egen lejr. Derfor havde han også været oppe og klar førend Fenrer havde vist sig.

Seans egne mænd var blevet i deres lejr. Sneen fik dem til at værne om den varme de kunne finde, mens nogle af dem blev kåde nok til at sende en snebold efter hinanden. Som de red mod deres bestemmelsessted, fik den kølige luft Seans kinder og næse til at lyse i en mere rødlig farve. Sne. Sne var vådt og koldt. Glat. Men Sean kunne se det smukke i det. Han var bare ikke sikker på om han prissatte sneen på samme måde som andre gjorde. Alt det hvide udgjorde mest et lærred. Som alt andet blev sne snart beskidt og ødelagt.
Ved indgangen til kløften trippede Seans hest uroligt, før han bragte den til ro med sine tøjler. Hans blik hvilede frem mod kløften en stund, før han endelig fulgte Fenrers eksempel og hoppede af sin hest. Også han sikrede den, ved at binde den fast, før han trådte over mod Fenrer.
Sean var iklædt næsten det samme tøj som altid. Hvorfor ikke? Han havde aldrig rustning på, hverken af metal eller læder. Til gengæld havde han fri bevægelighed og kunne reagere hurtigt. Eller gå mere lydløst frem. Det var den slags Sean normalt havde brug for, til forskel for Fenrers arbejde. Alligevel var læderstøvlerne bundet godt fast om fødderne. En varm, sort trøje. Om hoften gang det samme bælte med sværd, men også et par små poser til andre nyttige genstande, foruden et sammenrullet reb. Når det kom til stykket havde Sean sjældent opsøgt denne slags selv. Når han blev angrebet, var det altid spontant og derfor nåede han aldrig at forberede sig. Ville han have klædt sig anderledes hjemmefra, hvis han havde vidst dette?
Næppe.
Også Sean lod sin kappe blive hos hesten. Selv om det gav ham mindre beskyttelse mod kulden, ville den kun være i vejen ved en kamp.

Ved Fenrers bemærkning smilte han blot, før han begyndte at gå. Når det kom til stykket var dette ikke meget anderledes fra normalt. Han vidste de nok ville støde på et eller andet. Mon Fenrer ville blive ved med at gå rundt blandt pælene, til han fandt noget? At opsøge faren?
Seans ene hånd hvilede på skaftet til hans sværd, som blot for at vide det var der. Engang havde han haft et sværd, der havde været lavet med sølvmønster og pentagrammer. Den havde haft et læderskæfte, der havde sikret ham selv mod det, omend det stadig havde været hårdt for ham at bruge. Det var til han havde fået dette sværd. Den havde ikke de samme fordele, men til gengæld kunne Sean bruge det frit, uden at frygte det lige så vel kunne være til stor skade for ham selv.
Dette sværd havde været en gave. Halvandenhånds sværd. Hvis der var noget Sean satte pris på, var det muligheden for variation. Med sin styrke bag sig kunne han både bruge sværdet med en hånd eller med begge. Og tænk sig der var en tid hvor han slet ikke var gået med sværd...Som tiderne ændrede sig.

I stedet for at fordybe sig i samtalen, forblev Sean stille. Selv om han gik afslappet, var der noget afventende over ham, som han hele tiden prøvede at lytte eller føle sig frem. Han havde altid stolet på sin intuition og ofte vidste den hvornår han blev angrebet, førend han normalt ville have opfanget det.
Ikke at de havde nået forbi mange af de første pæle, før Sean satte sig på hug og hvilede den ene hånd mod jorden under dem. Det var som om sneen ikke rigtig nåede derned, men jorden var kold og hård alligevel.
Ja. Han kunne mærke det. Et svagt smil gled over ham.
"Om ikke andet...Er der i hvert fald mange der er døde her igennem tiderne" bemærkede han så roligt, før han rejste sig igen. Den smule jord han havde i sin hånd gned han lige så stille, før vinden bar det væk.
Han kunne mærke døden. Hvad end man skulle kalde hans ene evne, så kunne han mærke og manipulere en form for energi. Hvis alt gik galt kunne han måske hidkalde et par af de skeletter, der lå under deres fødder.
Han drejede hovedet og så hen mod Fenrer med et svagt smil, før han fortsatte fremefter.
"Jeg håber ikke det er undeads vi møder. Jeg har fået nok af dem til at vare en livstid" bemærkede han afslappet. Zombier var måske simple, men i antal kunne de være farlige. Alligevel var det altid zombier Sean rendte ind i. Hver gang han forlod vejen...Altid de skide zombier. Som om ingen forblev døde i dette land. Endnu en grund til at han var taknemmelig over, at han aldrig selv ville dø. Af alderdom, i det mindste.

Fenrer fulgte Sean, og mandens eksempel, hvilket førte til at der, udover et let vind der fik det til at hyle skingert mellem tinderne, var stille som graven. Fenrer sagde ikke et ord, men tjekkede stille sit udstyr efter. Stropper var i forvejen blevet sat perfekt, men spændingen fik Fenrer til at føle det nødvendigt at tjekke efter, omend, i stilhed. Halvvejs nede ad nedstigningen, stoppede Fenrer op, netop som han for anden gang mærkede efter på læderbundtet med hans remedier i. Det var ikke fordi der var noget galt, med hans udstyr altså, men der var noget der slog ham. Han kunne mærke en kulde, ikke den kulde der havde ført sneen med sig, men en kulde der stak ham hårdt i brystet. Han vidste hvad det var på sekundet. Død, frygt, lidelse, fra mængder af væsener han slet ikke havde kunne holde styr på, selv hvis han ville.
Fenrer vidste godt hvor kulden kom fra, han vidste hvad der ville ske hvis han gjorde det, men han gjorde det alligevel. Fenrer lænede sig forsigtigt ud mod kanten, og blev ramt af en kulde og et mørke, så voldsomt at han kort troede han skulle kaste op. Aldrig havde han i sin tid som shaman stødt på noget så voldsomt. Han havde krydset slagmarker, gamle og nye, hidkaldt ånder af folks bekendte der havde afgået ved en pinefuld og skræmmende død, han havde mødt Natalie i hendes mest legesyge humør, men dette var mørkere og koldere end noget han havde oplevet før.

Fenrer trak sig tilbage fra kanten og fulgte Sean, i stilhed.

Fenrer havde fæstnet grebet om spydet i den ene hånd, og greb fat i sværdets skæfte med den anden. Han sank en lille klump og trak en dyb indånding, stadig stille, for ikke at vække Seans opmærksomhed. Han kunne sagtens forsvare sig selv. Hvor Fenrer havde været tæsket igennem træning i mange måneder, i brug med et enhåndssværd, der før hen havde henfaldt som et arvestykke fra konge til konge, havde Fenrer faktisk vist større evne sit bastardsværd og spyd. Havde og tillært sig nogle færdigheder med en parerings daggert, og hans korte stridshammer. Fenrer var dog glad for at han havde fået sværdet med sig, for hvor de andre var fremragende supplementer til væsener der brugte våben, så tvivlede han på at de ville gøre sig særligt nyttige, mod hvad end han ville møde dernede i mørket. Sværdet greb så fast om, havde han fået forærende af Rayne og Sean, efter Kampen på Minotauris. Dets lange slanke og tilspidsede  klinge, gjorde det let at manøvrere, når Fenrer 'dansede', som folk var begyndte at kalde det, efter Gauthams kommentarer angående Fenrers bevægelser under kamp.

Fenrer var dog ikke så sikker på at der ville være så meget dans over hans bevægelser denne gang, nok nærmere krampagtige bevægelser. Hvad var det? Var Fenrer bange? Nej, nej det var han ikke, det kunne han ikke være, havde havde al den træning man kunne ønske sig, han havde ulven, og Sean. Hvad var det der fik hans lunger til at føles så tunge, og nær havde fået hans knæ til at skælve? Fenrer vidste godt hvad det var nu, men det gjorde det ikke meget bedre. Fenrer trak vejret dybere, og stadig stille, og fik stille og roligt styr på det hele igen.
Var Fenrer bange?

Da de nåede bunden blev Fenrer ikke meget bedre tilpas. Han havde regnet med at hans skarpe lugtesans og hørelse ville give ham en fordel, men stilheden var kun brudt af vindens hylen og her stank jordslået og af død, så meget død. Fenrer fulgte Sean i stilhed, og det eneste han kunne gløde sig over, var at hans nattesyn var betragteligt bedre end de flestes. Han kunne se omgivelserne ret tydeligt, på trods af at det tog ham lidt tid at vende sig til det tætte mørke.
Fenrer fulgte et par meter bag Sean, med blikket søgende blandt tindernes rødder og stoppede, så snart han hørte jorden rokere under Seans skiftende stilling. Fenrer så på dæmonen, der nu havde sat sig på hug, og gengældte smilet, hvilket, utroligt nok, muntrede Fenrer lidt op. Opmuntringen varede dog kun til Sean påpegede hvad Fenrer nu havde kunne mærke i et stykke tid.
"I know.." Sagde han tungt og lod blikket flakke tilbage ind mellem klippepælene, hvorfra han kunne høre de dødes ekko."..they died screaming"
Seans lille kommentar af ubehag, eller måske kedsommelig frastødelse, angående de udøde, fik Fenrer til at give et kort støn i enighed med manden. "Well.. There sure as hell would be a reason for them to be here.." sagde han og stødte lidt til jorden med bunden af spydskaftet. ".. this place is riddled with darkness, and not just as in an absence of light"

Fenrers egne ord fik ham til at tænke på hvor meget Sean monstro kunne se, i deres nuværende omgivelser. Nok var der en del genskind fra sneen der øjensynligt havde lagt sig på den klippevæg de lige havde komme ned ad, men alligevel. Hvis Fenrer skulle vende sig til mørke, ville det være rart at vide hvad Sean kunne se. Han valgte dog ikke at spørge, da han regnede med at Sean selv ville sige noget hvis det blev et problem.
Fenrer så sig istedet omkring på jorden, og vejrede luften kort, inden han så tilbage på Sean. "Do you see any tracks? I can barely make out anything, and I used to track for a living.. yes besides being a softhearted healer.." Fenrer gav et indikerende nik mod jorden. Han trådte selv et par skridt frem og kom op på Seans side, som han blik fortsat ledte efter nogen indikation på aktivitet, uden held. Han vejrede atter luften med lette hurtige indtrækninger gennem næsen, alt som han vendte hovedet, men med kun de små kolde briser, som knap nåede dem, havde intet ændret sig. Fenrer gned kort næsen"Everything reeks of death and decay down here.. I can't smell a fucking thing.." Sagde han irriteret, som han opgav at kunne spore sit næste bytte via lugtesansen"Should we keep on going further in?"

Sean havde vendt sig om mod Fenrer. Trods mandens forsøg, havde Sean opfanget et eller andet fra ham. Om det var fordi Fenrer var bange eller bare urolig kunne han ikke bedømme. Men det var blot større motivation til at fortsætte for Sean. I det mindste kom Fenrer ikke med nogen dum kommentar om hvad en livstid var for folk som Sean.
Han havde set sig frem, før han stille var fortsat. Dæmoner havde ikke nattesyn. De havde lidt bedre syn end gennemsnittet, måske, men intet der slog folk med nattesyn. Ikke fordi Sean anså stedet som værende sort som natten. Bare mørkere. Kløftens vægge holdt meget af den naturlige sol ude. Pælene blokkerede for en del selv. Men der var mørkere. Sean havde dog ikke tænkt sig at ødelægge det lidt, han kunne se, med en stor lysende fakkel. I stedet tog han det hele på sin intuition og det han trods alt kunne fornemme. Erfaringen sagde ham at hans øjne formentlig ville bemærke flere bevægelser end man skulle tro, hvis han bare satte sin lid til det. Og lod være med at overgeare sig selv til at se ting der ikke var der...
Dog så han det ikke som noget så tungt og mørkt på samme måde som Fenrer. Det var helt klart ikke et godt sted og selv ikke Sean ville bygge sit næste hus her. Men det var ikke så overvældende. Måske mærkede Sean det bare ikke på samme måde? Eller også ignorerede han det og fortsatte.

Sean fortsatte fremefter.
"Pointen var netop at støde ind i noget, var det ikke?" bemærkede han roligt, før han trak vejret dybt og strakte sig. Kun for at hans ene hånd gled ned om sværdskæftet og langsomt trak det fra sin plads. Bare for en sikkerheds skyld.
"Det eneste jeg kan se, er hvornår jeg er lige ved at støde næsten ind i en af disse stenpæle. Deres historie er meget omstridt, vidste du det? Man snakker om de kommer helt tilbage fra Titanerne, hvis man tror på de eksisterede"
Han vidste ikke helt om han prøvede at få Fenrer til at slappe af eller ej. På en måde var det kun godt hvis Fenrer var nervøs. Det holdt ham på tæerne.
Han drejede dog hovedet og så tilbage mod Fenrer, så vidt han kunne.
"Jeg vender ikke om. Det slår mig at jeg...Længes...Efter at flå et eller andet fra hinanden. Bare lad mig gå forrest. Archdemons er ret hårdføre. Jeg har en ide om jeg klare et slag mere end de fleste. Jeg kan være dit skjold. Men kun på den betingelse at du er klar med dit spyd eller sværd...Og på den betingelse at hvad end vi prøver at finde ikke angriber bagfra, hm?"
En svag latter akkompagnerede ordene, før Sean bare fortsatte. Noget knækkede under Seans ene fod og han var ret sikker på det ikke var en gren. Der voksede jo intet her. Hvad Sean ikke opfangede var en bevægelse. Noget der virkede til at løbe eller glide ned af en pæl et sted til højre for dem. Lydløst. Hurtigt. Noget der hørte til i mørket omkring dem og formentlig havde fulgt dem siden de var trådt ind her.
Han fortsatte ufortrødent videre, næsten som om han ikke kendte følelsen af at være bange eller forsigtig. Eller måske ignorerede det også. I virkeligheden havde han stor tiltro til sine egne evner. Han var en archdemon! Hvor mange af dem fandtes der lige? Hvor mange kampe havde han tabt? I hans egne øjne var han vel næsten det tætteste man kom på en at være guddommelig stærk. De færreste turde udfordre ham. De færreste ville kunne vinde over ham. Og det var den selvsikkerhed der fik ham til at fortsætte. Men ikke dumdristigt. Han var opmærksom. Mest af alt på lyde eller syn, omend de to nok netop var de sanser han kunne stole mindst på.

Der gik dog ikke længe før han fornemmede noget. Fornemmede et eller andet, hvilket fik ham til at stoppe op. Hans intuition fortalte ham der var et eller andet, måske omkring dem. Han vendte sig halvt om mod Fenrer for at tjekke om han var med og om han kunne mærke noget. Sværdet hvilede i Seans ene hånd.
"Jeg tror..." bemærkede han lavmælt.
"...At vi netop har fundet...Et eller andet"
Igen en lavmælt latter. Ikke af nervøsitet, men af spænding. Han strammede grebet om sværdet.

Fenrer nikkede til Sean som han pointerede deres formål med at være her. "It was indeed" Svarede Fenrer med en lettere tom og intetsigende stemmeføring, mens hans ansigt var lagt i koncentrerede folder. Selvom Fenrer var travlt beskæftiget med at holde øje med om noget bevægede sig i skyggerne, havde han dog bidt mærke i Seans kommentar. Hvorfor følte manden det nødvendigt at understrege deres formål med at være her? Fenrer havde lidt på fornemmelsen af Sean tog ham, igen, for at være svag, bange ligefrem, men han lod det ligge. Der var ingen grund til at give manden ret med protest, specielt ikke når Fenrer ikke var bange. Han følte sig dog tydeligt mere mærket af mørket, end hvad Sean så ud til at være det. Men Fenrer var så heller ikke dæmon, men til gengæld gjorde hans shamanistiske evner ham mere følsom overfor mørket, hvis han selv skulle gætte.

Han sendte Sean med et undrende blik, som manden begyndte at tale om hvor pælene og selve kløften stammede fra. "Yes, I've heard" Svarede han nonchalant. Han havde læst om mange underlige ting, hvad angik Shadowpeaks, blandt andet at et jordskælv havde forårsaget dem for flere hundrede år tilbage, at en Necromancer havde fyldt afgrunden med alskens mørke skadninger, at drager kunne flyve til månen, og at der galloperede en sort hest med gylden man rundt på otte ben et sted i Underworld. Til forskel fra al den overtro og underlige fantaseren, kunne man se og røre de høje klippepæle, og Fenrer måtte indrømme at han kunne se hvorfor folk havde sådan nogle underlige ideer om dem. Men når alt kom alt, så var det ikke sværere end at lægge to og to sammen. Mørke væsener havde en tendens til at holde af mørke steder, lige drageracen der i daglig tale blev kaldt 'mørkets fyrste, der holdte af at opholde sig i kolde mørke dele af skovene.
Men Fenrer vidste godt hvorfor havde bragt det underlige emne op, for han ville se om Fenrer havde tabt modet. Han prøvede at aflede ham.

Ved Sean næste konstatering, smilede Fenrer bredt. Det var rart at de i det mindste var enige om formålet med at være her, sådan nogenlunde. At Sean havde lyst til at flå noget i småstykker, var en anden side af sagen, for Fenrer skulle nok nå at få et hug, nej, et drab ind. Sean kunne ikke nå at dræbe alt hvad der befandt sig i kløften, før end Fenrer selv fik svunget en klinge. Men måske han selv troede det? Seans bemærkning om at agere som et skjold, gjorde Fenrer en anelse utilfreds. Han havde ikke brug for at nogen skulle beskytte ham, selvom Sean havde mest erfaring. Fenrer dampede dog hurtigt af, da han måtte give Sean ret i at det var vigtigt at have en til at holde øje med ryggen. Fenrer gjorde sig ingen illusioner om at de to, var ligeså meget byttedyr, som de foregav at være jægere. Hernede var alle bøgerne enige om to ting, man havde ingen ide om hvad der var dernede, og folkder gik herned kom sjældent tilbage igen.
Så selvom Fenrer følte sig tryg ved at vide han havde Sean med sig, holdte han stadig et vågent øje på de mørke kroge og skygger der omgav dem.

Da den jordnære knæklyd fangede Seans opmærksomhed, fangede en bevægelse i mørket til deres venstre, Fenrers. Han gjorde omkring og så med fronten mod venstre, ryggen lettere blottet mod højre. Han gik over til instinktiv bevægelse og rullede sine skridt på ydersiden af sine såler. Han stirrede ud i mørket, men sagde intet, da han kun havde fanget bevægelsen ud af øjenkrogen. Han var ikke sikker, og lyttede derfor så godt efter som han kunne, men der var stadig tavst, og med deres fortsatte gang kunne han ikke høre noget.
Heldigvis stoppede Sean et øjeblik efter Fenrer havde fanget bevægelsen. Fenrer selv stoppede op i en anspændt stilling, ikke af nervøsitet, men en stilling klar på at reagere, selvom Fenrer ikke selv var klar over på hvad endnu. Som Sean gav sig til at snakke, observerede Fenrer området, og nu hvor han var stillestående, var det nemmere at se. Han kunne foreksempel se de ubehageligt afmagrede skikkelser, tre af dem, men Fenrer var sikker på at der var flere, der var stoppet op samtidig med dem. Han så ikke over på Sean, men svarede ham lavmælt"I know.." sagde han og trak sin stiletto, samtidig med at han sank en anelse i knæene. "..and I don't think we found it.." Han hævede spydet til albuehøjde, og lagde det på linje med underarmen, så han kunne stikke frem hurtigt "..I think.. they found us"

Med et elegant stykke fodarbejde, roterede Fenrer sig, så han nu stod med ryggen vendt til Sean, og samtidig havde fået lukket afstanden mellem dem betydeligt. Han holdte øjnene på de tre kulsorte kroppe i mørket, og gav et næsten uhørligt fnys fra sig, da en fjerde kom til. "I count four on my side.." sagde han og skulle til at spørge Sean om noget, men stoppede sig selv, hvilket ledte a´til et lille støn. Han så noget der fik ham det til at løbe koldt ned ad ryggen, og der var ikke væsenernes monstrøse flagermus lignende ansigter, hvilket han havde fanget i detaljer, da en af dem bevægede sig ind i et område der var mindre præget af skyggerne som klippepælene kastede af sig. Nej, det der havde fået ham til at løbe koldt ned ad ryggen, var den skikkelse der havde en behørig afstand til hele menageriet. Hvis Fenrer skulle bedømme størrelse ud fra afstand og sammenligning med de andre væsener, så var denne omtrent på størrelse med to Valens, sat i forlængelse af hinanden. Men Fenrer var ikke sikker, for han kunne kun lige skimte monstret i det fjerne mørke.
Fenrer rømmede sig lidt "Five.. but one is a ways off.. and big.. very big..Do you see them?"

//Hvad er:

Stiletto: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Væsenerne baseret på: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Uanset hvad der ville ske, var det vel netop det de var gået herind efter. De ville ikke kunne takke andet end deres egen dumdristighed. Hjertet hamrede hårdere i hans bryst og han følte sig mere opmærksom og klar, som adrenalinen gjorde sit indtog. Den ene fod gled en smule bagud, som han greb om sit sværd med begge hænder. Så trak han vejret dybt. Han kunne ikke lade være med at smile, som han hørte Fenrer snakke et sted bag sig.
Blikket gled rundt. Hvor mange var der? Der var nok flere i mørket, som han ikke kunne se. Men hvor mange kunne han se?
"Jeg tror...Jeg kan se seks heromme...Intet stort. Du gør mig nysgerrig!" bemærkede han med en stemme, der var præget af spændingen omkring dem. Han strammede grebet om sværdet.
Uden at vente på flere ord, trådte han frem. De kunne ikke stå her hele dagen og Sean havde altid foretrukket at være den der angreb først. Disse hundelignende væsner så ud til at angribe i samlet flok, omringe offeret og sikkert angribe samtidig. At gå efter dem alle på en gang ville være dumt - og lade sig omringe endnu værre. Selv om man vel kunne argumentere for at de allerede var omringet.
I stedet gik Sean efter en af ulvene. Den mindste, en der stod lidt tilbage fra de andre og måske mere var den svage i flokken. Ikke at man kunne gå ud fra de gik efter den helt klassiske gruppedynamik, da de trods ikke helt var...Dyr.

Sværdet skinnede i det svage lys, som Sean svang det igennem luften i en elegant bevægelse. Selvfølgelig udgjorde den mest af alt en distrahering. Disse ulvelignende væsner ville springe efter hans svage sider, når han gik til angreb. Det var et træk han havde forudset. Så da den første sprang efter ham med en dyb snerren og fråde om munden, trådte Sean roligt til den ene side, svang sværdet rundt og op efter. Han kunne mærke hvordan sværdet pressede sig igennem væsnets krop og vægt, skubbede det tilbage, samtidig med det skar den langs brystkassen. Den faldt bagud, selv om den næste allerede stod klar. De næste.
De ville omringe ham, var det ikke fordi han skyndte sig bagud, til han mødte en hård mur bag sig. En pæl, formentlig. Og lige hvad Sean havde søgt efter. Ikke fordi han var blevet ledt op i et hjørne, men mere for at undgå de netop omringede ham. På denne måde kunne han styre hvorfra de angreb. Han løsnede rebet fra sit bælte. Han måtte undvige et angreb, mens han i hast fik bundet den ene ende hårdt fast om skaftet på hans sværd. Han væltede næsten til siden, men var hurtigt på benene igen. Med sværdet i den ene hånd løb han midt ud i mængden, hvilket fik dem til at bakke tilbage for ham. Han begyndte at svinge sværdet rundt i rebet. Hurtigere og hurtigere. Et af dem sprang imod ham, men han ramte den med det flyvende sværd og den trak sig hurtigt tilbage.
Sådan var hans taktik for at imodstå dem alle. Den gav ham afstanden til at ramme væsnerne på en større afstand og dermed minimere risikoen for at de kom for tæt på. Sværdet var tungt og lidt for stort til dette arbejde, tydeligvis ikke beregnet til det, men Sean naturlige styrke hjalp til at modarbejde det. I stedet brugte han dens momentum og tyngdekraftens hjælp til at kaste sværdet rundt mod den ene ulv efter den anden, eller til at ramme en der ville springe på ham.
Ikke at de var villige til bare lige at dø. Flere af dem kom på benene igen efter et øjeblik, for det meste blot med et slag eller sår der forhindrede dem i at bevæge sig lige så godt bagefter.

Det oparbejdede en hvis varme. Den sidste af de ulvevæsner der havde stået foran ham, fik sværdet jaget igennem nakken med en knusende kræft. Sean rettede sig op og skyndte sig at trække rebet ordentlig til sig, så det ikke være i vejen. Med en tungere vejrtrækning rettede han sig og så sig omkring. Både for at vurdere hvordan Fenrer klarede sig og for at bedømme om der var flere ulve omkring dem. På dette tidspunkt havde Sean ikke 100% styr på hvor mange ulve han havde sloges med. Måske kun de seks, formentlig nok et par stykker mere der var kommet fra mørket omkring dem.