Sunny days, needs beer - Åbent emne

Midsommeren havde allerede passeret, men den ekstreme varme i Sunfury var dog som altid alt for voldsom for Harper. Selvom hun nu havde levet i denne region det meste af sit liv, så var varmen stadig en fjende hun ikke kunne besejre. For at overleve denne dag havde hun krøbet over til kroen Targaryen så tidligt hun kunne. Kroen var åbnet op i de sene morgentimer og Harper var blandt de første få kunder denne dag. Hun fandt sig til rette ved baren i kroen og kollapsede nærmet hen over det endnu kølige træ. Løbende over dagens mange timer bestilte hun en øl hist og her så hun ikke fik ballade med krofatter. Alligevel havde han ikke lagt skjult på at han ikke nød hendes selskab i baren. Ikke at hun var enormt selskabelig i løbet af dagen, det meste af tiden hvor hun ikke drak øl tog hun lure hen over baren eller havde små samtaler med andre der besøgte kroen.

Mange af de folk der havde snakket med hende havde været mænd, der alle virkede til at tro hun var stang stiv. De havde alle taget fejl af hendes henslængte attitude og de sløve øjne der mødte dem når de snakkede til hende. Harper var dog ikke helt nem at charmere, og da slet ikke når det var halv gamle små fulde mænd. Ikke desto mindre nød hun at overtale en mand i ny og næ til at købe hende en øl eller to, før hun knuste deres ønsker om at tage hende med sig op til et værelse. Nej, Harper havde allerede planer for aftenen, eller i hvert fald når temperaturen faldt. Hun skulle finde sig en 'ven' hun kunne tage med sig hjem og som kunne opvarte hende de næste par dage. Den sidste hun havde haft hjemme var allerede død... Sikke en skam. Han havde kun holdt lidt over en uge. Hun havde brug for en eller anden til at klare de daglige opgaver, så som lave mad og alt det der nu hørte til at være i live.

Selvom aftenen endelig havde meldt sig, sammen med et nyt ryk af folk der væltede ind i kroen, så var varmen alligevel ulidelig udenfor. Som døren stod åben imens en større gruppe folk kom ind i kroen kunne hun mærke varmen følge med dem. Hun sukkede kort før hun rettede sig en tand op og støttede sit hoveded i hendes hænder. Hendes blik søgte krofatter der nu så så ud til at have travlt, med alle de nye kunder der bad om øl og mad. Han virkede ikke rigtigt til at se hendes vej, så hun tog sig sammen til at stikke en arm i vejret for at kalde ham an.
"Hallo... Kan jeg få en øl og dagens snask?" lød det fra hende med et langt suk. Hun havde set hvad han havde langet over baren til sultende folk denne dag, og det så ikke lige frem lækkert ud. Hun var dog selv blevet en tand sulten og dette var det nemmeste at gøre for at få mad. Det virkede dog stadig ikke som om han gav hende noget opmærksomhed, i stedet holdt krofatter sig i den anden ende af baren hvor han langede store krus med øl over baren til den nu højt talende gruppe af folk der ventede på drikkevare. Da Krofatter ikke kom hen til hende efter lidt tid hvor hun havde siddet med armen i vejret faldt hun igen sammen hen over baren, med et højt og dramatisk suk. Hendes ansigt blev gemt i hendes løse og vilde hår.

Outfit: rubinrød skjorte og grå bukser og halskæde

Kat var blevet færdig med regnskabsbøgerne for de sidste to måneder og havde besluttet sig for at tage et smut hen på kroen ”Targaryen” for at se om der skulle være nogle som havde lyst til en god gang sladder fra andre byer eller områder af Underworld.
Da hun kom hen til kroen, passede det med at en stor gruppe var på vej ind og hun lod sig opsluge i mængden til de kom ind på kroen. Her så hun sig smilende omkring ved synet af de mange folk, inden hun bevægede sig over til bardisken, som godt nok var fyldt op lige nu. Men Kat var sikker på at der snart vil blive plads. Hun fornemmede tydeligt at hendes ven og beskytter var lige bag hende, selv om hun ikke havde set ham på vej hen til kroen. Hun drejede hovedet og gjorde tegnet for mad og drikke, hvorpå han smilende nikkede og kastede hovedet i retning af et bord der lige blev tom. Han ville sikre sig bordet, mens hun fik fat i maden og drikkevarerne.

Tilfældet ville at hun havde stillet sig bagved en kvinde, der netop prøvede på at få krofatters opmærksomhed, dog uden held. Kat rynkede brynene lidt og skubbede sig frem til bardisken, hvor hun gav et pift fra sig, der omgående fangede krofatters opmærksomhed. Hun havde dog sørget for at holde piftet tilpas lavt, så hun ikke skræmte folk ud af kroen.
”En kande Black Cask, to krus og to tallerkener af den gode kødstuvning.” Hun talte højt nok til at han kunne høre hende hvor han stod. Han nikkede kort til hende inden han gav ordren videre til en af de kvindelige tjenere, så han kunne fortsætte med hans gøremål. Kat vente sig smilende om mod kvinden.
”Håber der er iorden at jeg bryder lidt ind. Det er ikke altid nemt at få forbindelse med ham.” Hun pegede over skulderen med en tommelfinger og smilede bredt.

//Beldragon er en NPC som styres af Kat. Han ligner Aragorn fra Ringenes Herre//

Harper havde midlertidigt opgivet at få kontakt til krofatter og begyndte derfor langsomt at tage sig sammen til at finde en anden der kunne betjene hende. Men hun nåede ikke engang at rette sig op igen før at en kvinde havde mast sig op ved siden af hende og piftet af krofatter. Harpers øjne var med det samme på kvinden. Hun havde fået hans opmærksomhed! Harper fik hurtigt sat sig ordenligt op så kun hendes albuer hvilede på bardisken. Med store øjne fulgte hun hver af kvindens bevægelser da hun vendte sig mod Harper og smilede. Harper nikkede bare stumt da kvinden undskyldte for at have mast sig ind og bestilt foran næsen på Harper.

“Tror du at du kan bestille for mig også?” lød det lidt måbende fra Harper af. Hun sendte kvinden en lille genert smil, før hun rodede lidt rundt ved sit liv, hvor der hang en læder pung. Hun fik hevet snøren op og fiskede lidt mønter op af den og viste dem til kvinden. “Jeg kan godt selv betale for det” lød det opfølgende fra hende. Harper var godt klar over at kvinder ofte ikke var lige så frisindende med deres penge som mænd var. ”Jeg skal bare have en øl og en skål mad” forklarede hun imens hun kiggede håbefuldt på kvinden. Harper var ikke spor genert, men det behøvede denne kvinde ikke vide noget om…

Harpers blik gled kort hen på krofatter igen, han så stadig lige så travl ud bag baren. Der blev slynget krus med skummende øl over baren, efterfulgt af skåle med mad i. Der var efterhånden en høj latter og snakken i kroen. Langsomt kunne man også se hvordan folk begyndte at sætte sig til bords rundt omkring i kroen, der ville dog nok stadig går nogle minutter før baren igen ville være rolig.

Kat smilede og nikkede.
"Skal gerne hjælpe. Er der en bestemt øl?" Mens Kat stod og snakkede med kvinden, kom en af tjenestepigerne over med den kande rom og to krus, som Kat havde bestilt, lige tids nok til at høre Kats spørgsmål og kvindens svar. Kat lagde det præcise antal mønter på disken for rommen og maden hun selv havde bestildt, og nikkede mod kvinden hun havde talt med.
”Der er endnu en kunde, som krofatter ikke hørt. Vær sød at sørge for at hun får den øl og mad.” Tjenestepigen sukkede kort, men nikkede så roligt inden hun vendte sig om for at hente øllet.
Kat nikkede smilende til kvinden mens hun tog kanden og krusene, hvorefter hun gik hen til det bord Beldragon havde skaffet dem.

”Jeg ser du har fået dig en ny bekendt.” Han smilede roligt til hende og tog imod det ene krus, som Kat fyldte.
”Der er dog et eller andet over hende, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Men hun er ikke et almindeligt menneske.” Kat så undersøgende på sin ven og beskytter, men sagde intet. Hvis Beldragon ikke viste hvad kvinden var, så var der ingen grundt til at spørge ham nærmere om det.
Hun fyldte sit eget krus og tog en mundfuld, som hun lod hvile på tungen en stund inden hun sank den.
”Jeg ved ikke hvorfor, men kan det tænkes at hun er i familie med Valentine?” Beldragon sukkede dybt over at blive mindet om den mand. Kat havde udpeget ham en gang og fortalt om sin stedfarfars møde med manden. Beldragon viste at Kat også havde haft et stævnemøde med fyren, men han afholdte sig fra at nævne noget, for ikke at rive op i gamle sår.

Da den samme tjenestepige, som havde afleveret øllet, kom hen med maden, gav Kat hende et par kobbermønter som tak. Det fik tjenestepigen til at smile stort og nejede for dem, inden hun forsvandt tilbage til travlheden.
Kat selv sad og tænkte over hvor stor muligheden var for at kvinden var i familie med Valentine, mens hun begyndte at spise.

Dagens outfit: Kjole

Selv vampyrer måtte vel tage en smule sommerferie engang i mellem. Det havde Genevira i hvert fald mere eller mindre gjort. Hvorfor? Der var mange ting hun kunne have brug tiden på, reelt set. Især i Sunfury. Dog var det med et bestemt formål, at hun var kommet netop hertil. Hun var aldrig taget et sted hen for sin hobbys skyld før, men hun havde hørt nys om en dygtig dukkemager i Sunfurys handelsdistrikt og så havde hun ellers pakket sine ting og var taget af sted, efter at have fået lov selvfølgelig. Det havde været svært at finde hende. Nok en kombination af, at Genevira ikke havde haft voldsomt meget at gå efter og at hun kun kunne være ude, når det var mørkt. Men det var lykkedes og hun havde fundet en forbavsende lille, underlig ældre dame, der virkede så glad for, at have andet selskab end porcelænsdukker, at hun var fin med, først at mødes med Genevira, når solen var gået ned.
Når ikke hun mødtes med sin nye og uventede pseudobedstemor holdt hun sig godt og grundigt væk fra Sunfurys brændende sol i et grundigt mørklagt kroværelse. Der var typisk ikke voldsomt meget at foretage sig, så Genevira syede dukketøj.
Den aften var der dog noget, der tog hendes opmærksomhed. Larmen. Ikke at den som sådan var unormal for en kro, især ikke her omkring aftensmadstid, men måske havde hun bare siddet stille for længe.
I hvert fald trak hendes nysgerrighed hende udenfor værelset. Hun betragtede krostuen lidt stående på trappeafsatsen ved etagen ovenover. Heroppefra virkede de forsamlede mennesker næsten som dyr, der skulle fodres. Skubbende, masende højlydte. Genevira kunne dog ikke rigtig bebrejde dem. Hun vidste, hvad sult kunne gøre ved mennesker og dette var kun almindelig sult. Hun havde hundrede procent sikkert set langt værre ud i fortiden.
Stadig sunket dybt i sine egne tanker og så dog alligevel tom for noget konstruktivt trissede hun ned af trappen. Fik uventet øje på et velkendt ansigt. Hvis den rødhårede engel ikke havde været genkendelig nok i sig selv, så bekræftede synet af manden, der fulgte hende som en skygge ret hurtigt, at det var Katrina hun havde med at gøre. Et øjeblik var Genevira i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Hun havde trods alt kun ’kendt’ kvinden en aften for hvad? Halvandet år siden? Og det havde ikke været noget umiddelbart dybt venskabeligt over, den relation hun havde en fornemmelse af at gå derfra med. Til sidst løftede hun dog lidt forsigtigt en spinkel hånd og vinkede en smule akavet.
Kat lod dog til at være ret optaget af noget, eller måske rettere nogen. I hvert fald fulgte hun Kats blik og fandt en ung blond kvinde, der næsten virkede for træt til overhovedet at ville kunne løfte skeen til den mad, hun havde fået serveret.
Genevira lagde hovedet på skrå. Pludseligt nysgerrig. Hun lignede ikke en, der arbejde specielt hårdt til dagligt, så hvorfor virkede hun så udaset så tidligt på dagen?

Beldragon fornemmede håndbevægelsen i det fjerne og så i den retning.
"Jeg tror du gar en gammel bekendt her." Kat så overrasket på ham inden hun drejede hovedet og fik øje på vampyren, som hun og Dust havde forsøgt at hjælpe for... Hvor længe siden det var kunne hun ikke huske. Hun smilede og løftede armen til en indbydende vinken.
"Genevira!" Hun hævede stemmen nok til at hun var sikker på at vampyren kunne høre hende hen over alt støjen.

Hvis Genevira kom over til dem, ville Kat indbyde hende til at sætte sig og spørge hvordan det var gået hende, siden de sidst havde set hinanden. Beldragon ville ligeledes smile venligt til hende og nikke en hilsen, inden han igen begyndte at spise.

Den venlige kvinde tilbød hjælp - herligt! Harper tænkte kort over hvilken øl hun ønskede at drikke, men det var ærligt talt ligegyldigt. Hun bed sig i læben imens hun kort talte sine mønter. Der var ikke mange i hendes håndflade, og hendes læderpung var ved at blive let i forvejen. Hun burde spare på sine penge... "Bare den billigste de har.." lød det forsigtigt fra hende. Da tjenestepigen fik bestillingen af kvinden stak Harper hurtigt sine mønter i hånden på pigen. Hun holdt kort fast i pigens hånd, det var en tand forlænge til at være normalt. Hun slap dog tjenestepigens hånd og så hende skynde sig tilbage om bag baren så hun kunne skaffe øllet og maden. Harpers blik hvilede lidt på pigen, det var et næsten sultent blik. Hendes sind begyndte at drømme om at holde pigen tæt så hun kunne slappe af og lade sin arbejdsbyrde falde. Det ville nok få hende fyret, men pyt med det!

Harpers øjne vendte tilbage til kvinden. "Tak for hjælpen" sagde hun og smilte træt til kvinden. Da kvinden gik hen til det bord manden hun fulgtes med sad sukkede Harper lavt. Nu kunne hun kun vente på sin mad og øl, det virkede ikke sandsynligt at hun kunne udnytte kvinden og slet ikke hendes makker. Han var for stum og virkede for loyal til hende. Harper kunne se dem snakke sammen, men larmen i kroen gjorde det umuligt at lytte med.

Til hendes glæde gik der ikke længe før tjenestepigen var vendt tilbage med en skål mad og et krus øl. Harper tog imod det og smilede til pigen, der ikke virkede til at lægge mærke til det. Hun skulle videre til bordet hvor kvinden og manden sad med deres mad.
Skålen var måske fyldt halvvejs med et sammen kog af kartofler, kød af en eller anden art og ærter. Det lugtede ikke grimt, men Harper havde bestemt fået bedre før. Hun klagede dog ikke. Mad var en nødvendig ting. Øllet derimod var ikke just noget hun kunne nyde. Det var tydeligt at det var udvandede rester af sikkert den dårligste øl kroen havde. Den smagte ikke af meget og den smule bobler der stadig var tilbage i den var kun i skummet. Harper tog en ordentlig slurk, som næsten tømte halvdelen af kruset før hun tørrede skummet fra sin overløbe med håndryggen.

Inden hun skulle til at smage på maden hørte hun kvinden stemme igennem larmen. Instinktivt så hun hen mod kvinden. Det var en navn hun kaldte. Harper så hvordan kvinden vinkede til anden kvinde til sig fra trappen der ledte op oven på kroen.
Hun lignede en dukke... En barnlig iver vågnede i Harper ved synet af denne nye kvinde. Hun havde ikke set en dukke som hende siden hun var barn! Hendes øjne forblev på kvinden imens hun langsomt vendte sig så meget om i stolen som hun kunne. Hun havde glemt alt som sin øl og sin mad i dette øjeblik.

Med små svævende skridt trippede hun over til Katrina og Beldragon. Hilste pænt på og satte sig, efter at være blevet budt, selvfølgelig, hendes mor havde ikke opdraget et uhøfligt menneske, ned ved deres bord. Hun fortalte dem om årsagen til besøget i Sunfury og lidt om, hvordan det var gået siden sidst, men ikke voldsomt meget. På trods af deres hjælp fra sidst, kvalificerede Genevira stadig de to engle som fremmede og hun følte intet større behov eller grund til at indvie dem i sit arbejdsliv endsige i de mere personlige ting, der var hændt hende siden. Det virkede på hende både uprofessionelt og mærkeligt, hvis hun skulle fortælle dem end masse ting, der egentlig ikke havde noget med dem at gøre. Desuden vedrørte meget af hendes liv for tiden også Sean og disse ting holdt hun helst tæt til kroppen. Ikke at hun regnede med nogen dårlige intentioner fra Katrina eller hendes venners side, men man vidste aldrig, hvor en eventuel trussel mod herskeren kunne komme fra eller hvem der lyttede med på deres samtaler, så hellere bare holde de potentielt følsomme oplysninger for sig selv for en sikkerheds skyld. Til gengæld lyttede hun hellere end gerne til, hvad end Katrina havde at fortælle. Hun og hendes partner havde på alle punkter virket som mærkværdige mennesker, der fangede hendes interesse blot på baggrund af alle de underlige ting, de lod til at blive blandet ind i.

En tjener spurgte hende lidt forsigtigt, om der var noget hun manglede. Håbede tydeligvis, at svaret ikke ville være hans blod. Dog virkede han endnu mere forvirret, da hun i stedet bad om en kande te. Lettet forsvandt han ud bag ved og Genvira vendte opmærksomheden tilbage på Kat.

Dog varede det ikke så længe, før hun blev opmærksom på noget. En slags prikkende fornemmelse i nakken. Hun vendte sig og fik øjenkontakt med et sæt krystalblå øjne, vis lige hun, bemærkelsesværdigt nok, havde set to gange før hos to meget specifikke folk.

Og det var kvinden, som hun havde noteret sig før. Hende der havde virket helt søvndrukken. Nu virkede hun snare…fikseret?
Hun lignede lidt en engel. Eller en fe. Genevira sendte hende et forsigtigt, måske lettere forvirret, smil.

Kat smilede venligt, da Genevira kom over og inviterede hurtigt hende til at sætte sig ved deres bord. Både hun og Beldragon lyttede høfligt og venligt til Genes fortælling, hvor de lod hende tale færdigt, inden de eventuelt selv tog ordet. Mens de lyttede fortsatte de med at spise og drikke, for at undgå at maden blev kold.

Da Genevira vendte sig, blev Kat nysgerrig og drejede hovedet for at finde ud af hvad der havde fanget vampyrens opmærksomhed. Blikket landede på kvinden hun før havde hjulpet med at få fat i personalet.
Nu hvor hun så ordenligt efter, var der mange træk som mindede hende om en vis mand, der arbejdede i Sunfury.
”Beldragon, minder kvinden, der ikke om Valentine?” Beldragon havde været ved at løfte skeen op til munden, men lod den glide ned i tallerkenen igen og så i den angivende retning.

”Tja. Hun kunne godt minde om ham grundet sin hud og øjne. Men nu har jeg jo ikke nogen særlig kendskab til manden.” Han fokuserede igen på sin mad.
”Og du burde heller fokusere på din mad, end dine nykker. Har du ikke nok i Dust og Izzy?”

Genevira havde egentlig været ret fokuseret på kvinden, som lod til at være dybt og inderligt fokuseret på hende. Hvad ville hun? Spise hende? Det virkede ikke sådan og desuden burde folk ikke have lyst til at spise en vampyr vel? Hun var ikke som sådan ængstelig over det, havde efterhånden tiltro nok til sin egen styrke til at vide, at hvis det blev nødvendigt. Desuden var kvinder markant mindre uhyggelige end mænd. Snare fik det intense blå blik hende til at føle sig…ikke pinligt berørt, det var ikke den rigtige betegnelse- Genert ramte bedre. Hun var så pæn, så hvorfor?
Kats ord rev hende ud af tankestrømmen og det var som om, at et par brikker i puslespillet faldt på plads. Når alt kom til alt, havde hun set tvillinger, der lignede hinanden mindre end de to. De tre egentlig, hvis hun også talte Kain med. Det lyse hår og de blå øjne kunne muligvis afskrives som en tilfældighed. Den slags havde søskendeflokken, I guder hvor mange af dem var der overhovedet? Trods alt ikke patent på. Alligevel var der små ting i deres ansigter, der linkede dem til hinanden, hvis man havde betragtet dem nok. Ligesom sine, hypotetiske, brødre, besad kvinden, i hvert fald i Geneviras øjne, noget der gjorde hende næsten overjordisk at se på. Alle de tre hun havde mødt havde virket, som om de var trådt ind i verden, som de var i det sekund, man så dem. Det var svært at forestille sig, at de nogensinde havde manglet noget, når man så dem, som de var nu. Som om de var skulpteret og ikke født.

Gad vide, hvordan Val ville reagere, hvis hun slæbte hans søster med hjem til ham? Hvis det altså var det, hun var. I teorien kunne hun godt have gjort det. Men så igen. Han lod ikke til at have verdens bedste forhold til Kain, så det føltes uhøfligt potentielt at rippe op i noget. Hun ville nok i stedet nøjes med at nævne det i et brev, hvis det blev aktuelt. Hvilket ikke var sikkert. Genevira kunne ikke dufte hende herfra. Ikke med alle de andre tilstedeværende. Det hele blev blandet sammen. Det ville ellers have gjort det en del nemmere.

”Det gør hun faktisk,” sagde hun, som svar på Katrinas kommentar, selvom det ikke var hende, englen havde spurgt.
Gad vide, hvor godt Katrina kendte Valentine? Næppe lige så godt, som Genevira selv gjorde, fastslog hun, uden reelt at have andet at basere det på, end at det var en behagelig konklusion for hende selv.
Hun studerede kvinden et stykke fra dem. Ikke helt sikker på, om hun var mest nysgerrig eller genert.

Den søskendeflok bliver min død.

Kat så overrasket på Genevira. Total overrasket. Så hun kendte Valentine. Se det havde Kat ikke ventet. Langt fra.
”Hvordan i alverden kender du den mand?” Pludselig blev Kat lidt panisk. Havde han fortalt om den nat hvor de havde været sammen med Sean og en veninde af Valentines?? Det håbede hun godt nok ikke.

Beldragon brummede lavt og Kat nikkede til ham.
”Ja ja, jeg skal nok spise. Og jo, jeg har nok i dem.” Kat genoptog roligt at spise sin mad. Hvorfor Beldragon lod det hele ligge, for nu. Men han holdte alligevel et øje med hende. Han viste at når hun først blev nysgerrig, så kunne det kræve utrolig meget at afholde hende fra at undersøge tingene.

//Sorry hvis det blev for kort//

Dukken så på hende... Harpers øjne blev milde da hun smilte tilbage til kvinden. Hun havde altid ønsket sig sådan en dukke...
Måske det var den venlige dames dukke? Harper tænkte ikke særlig længe over det, da hun i stedet lagde mærke til hvordan bordet snakkede sammen imens de ind i mellem så i hendes retning. Talte de om hende?
Med en hurtig bevægelse gled hun ned fra bar stolen og stod nu med ret ryg og så direkte hen på det lille selskab. Hvis de talte om hende så ville hun vide det! Hun kendte dem ikke, hun havde aldrig set nogle af dem før, men det føltes som om de vidste noget hun ikke gjorde.

Hun efterlod sin urørte skål mad og halvtomme krus øl på baren, imens hun gik mod bordet. Hun havde dårligt nok forladt sin stol før der allerede var en anden der overtog hendes plads. Hun virkede dog ikke til at have noget problem med det. I stedet smilede hun venligt til dem alle imens hun nærmede sig. Da hun var tættere på dem gik hun mod den venlige dame der havde bestilt mad for hende. Da hun var et par skridt fra damen stoppede hun og nikkede kort til hende. "Mange tak for hjælpen før" lød det fra hende imens hun smilede til kvinden. "Det hjalp med noget at spise og drikke." sagde hun imens hendes blik kort gled fra kvinden til manden hun fulgtes med. Han virkede ikke til at være særlig tilfreds med hvad end der foregik ved bordet. Harper smilede dog bare venlig til ham inden hun igen lod sit blik vende tilbage til den venlige kvinde. "Jeg kunne ikke undgå at føle i snakkede om mig?" lød det fra hende, det var ikke anklagende, men et oprigtigt spørgsmål.

Hun ventede ikke på at få et svar, i stedet greb hun chancen for at sætte sig ved deres bord. Hun gik bagom dukken og satte sig mellem dukken og manden. Et lavt suk slap ud fra hende da hun lænede sig afslappet tilbage i stolen og lod sit blik vandre over de tre personer ved bordet. De virkede alle til at kende til hinanden...

Kat ventede på Geneviras svar, da de blev afbrudt af kvinden som hun havde hjulpet tidligere. Hun nikkede smilende til kvindens ord.
”Det var så lidt. Det kan til tider være svært at få ørenlyd her.” Hun drak lidt af sit krus inden hun klukkede lidt af kvindens sidste ord.
”Det kan man godt sige. Kan det tænkes at du har en bror, som ligner dig?” Kat så spørgende på kvinden, mens hun ventede på kvindens reaktion.

Beldragon viste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, så han forholdt sig stille og så situationen an. Det kunne forhåbentlig ikke gå værre end at han måtte slæbe Kat ud af kroen.

Kats hjerte hamrede jo! Det fik næsten Genevira til at le. Hvad var hun så bange for? Hun vendte sig mod hende og lagde hovedet lidt på skrå. Et øjenbryn blev overlegent hævet og hun skulle netop til at proklamere, med nogen tilfredshed, at Valentine aldrig nogensinde havde så meget som nævnt Kat. Men hun blev afbrudt ved lyden af fodtrin.
I Guder, nu kom hun herover. Var det dårligt? Kvinden føltes ikke ubehagelig sådan umiddelbart, men…der var alligevel noget underligt foruroligende over, hvor hurtigt hun formåede at bevæge sig, på trods af, at hun tidligere, i hvert fald i Geneviras øjne, havde virket næsten for træt til overhovedet at løfte sin egen ske. Hun lyttede intenst til den korte samtale kvinden havde med Katrina. Ledte minutiøst efter et hvert tegn på, at kvinden potentielt kunne være irriteret eller endnu værre vred. En gammel vane efter at have levet med en mor, der kunne blive aggressiv fra det ene sekund til det andet. Hvis det havde været godt for noget, så havde det da i hvert fald gjort hende opmærksom på andre personers signaler. Tja, Katrina var da ærlig. Selv ville Genevira nok have håndteret det en smule anderledes, selvom hun ikke helt var sikker på netop hvordan. Men sidste gang, hun havde bragt en af de her søskendes andre søskende op, havde det ført til, at Valentine næsten havde været klar til at myrde hende.
Bevares alt var endt…yderst fint, i sidste ende, men hvorfor tage nogen chancer? Og her var de så. Chancerne taget. Ikke af hende, men nu måtte hun så bare leve med det.

Og pludselig sad kvinden ved siden af hende. Et øjeblik var duften af hende overvældende. Eller ikke så meget en duft faktisk, selvom der afgjort var et spor af noget genkendeligt et sted, en vis bitterhed, snare var det, der slog mod hende en…følelse. Et kort øjeblik følte, hun sig helt tung i hovedet. Det eneste hun havde lyst til i det sekund var, at lægge hovedet på kvindens skulder og sove. Sove? Absurd. Det havde hun ikke gjort i flere år.
Hun glippede med øjnene og rystede kort på hovedet, som for at klare tankerne, ville egentlig gerne have slugt en kop te, men blev enig med sig selv om, at det ville være mest høfligt at hælde op til deres gæst, så det gjorde hun, på trods af, at det berøvede hende den kop, der egentlig havde været tiltænkt hende selv.

”Ser De…det var på ingen måde, for at fremstå ubehøvlede,” forklarede hun mildt, tonelejet som sædvanligt ikke ret meget højere end en hvisken.

”De er blot meget…”et øjeblik ledte hun efter den rigtige formulering ”…slående smuk,” endte hun så med at sige. Det var ikke løgn, men ærligheden føltes…sårbar på en eller anden måde.

”Der er ikke ret mange som Dem, så det er vel på en måde meget naturligt at kæde Dem sammen med andre, vi kender i forvejen. Jeg beklager meget, hvis det virker for pågående,” erklærede hun luftigt.
Sådan. Forhåbentlig udbedrede det situationen.

Harpers blik lå fast på den venlige kvinde imens hun talte. Hun smilede anerkendende da der blev nævnt det var svært at skære igennem i kroens støj. Harper havde brugt meget tid i forskellige kroer, så hun var udemærket bekendt med den larm der kunne herske når der var fyldt godt op i kroen - lige som på denne dag.
Hun nåede ikke at sidde særlig længe før hendes spørgsmål blev vendt mod hende selv. Hun lagde kort sit hoved på skrå imens hun så på den venlige dame. En bror der lignede hende...?

Harper smagte lidt på ordet bror før dukken pludselig stødte til samtalen. Harper så på dukken med et nysgerrigt blik. Kendte hun også noget til en bror? Dukkens undskyldende forklaring addede kun til Harpers ide om at hun var en dukke. Dukker var meget høflige og ville aldrig fornærme nogen først, de ville altid undskylde for omstændighederne og derefter sige noget grimt.
Da dukken kaldte Harper smuk smilede hun imens hun blinkede et par gange. "Tak!" lød det fra hende imens hun næsten spandt som en kat ved komplimentet.
Hun lyttede til forklaringen og så så lidt ud i rummet imens hun roligt kløede sig i håret. "Hmm... Jeg havde en bror engang - Tror jeg..." hendes stemme var en tand fjern da hun svarede. Man kunne se på hende at hun ikke selv var sikker på om hun havde en bror eller ej. Hendes blik var fjernt i nogle sekunder før hun igen kom tilbage til nuet. Hun lænede sig frem, med begge albuer på bordet og lagde hovedet i hænderne, som et barn ville. Hendes blik gled fra den ene til den anden inden hun talte. "Har I en bror?" spurgte hun hurtigt.

Som hun sad for overbøjet hen over bordet, tog hun ikke rigtig notits af koppen med te der var blevet tildelt hende af dukken. I stedet var hendes hår på vej ned i koppen, fordi hun hang ind over bordet med hele overkroppen. "Familie er det vigtigste i verden, det sagde min mor altid!" sagde hun kort imens hun så fra dukken, til manden og sidst på den venlige dame.

Engang. Der var noget trist over kvindens verdensfjerne udtryk. Som om hun fuldstændig havde glemt noget, forsøgte halvhjertet at finde tilbage til det, men ikke kunne. Genevira selv vidste kun mikrolidt om Valentines familie, hvis kvinden da var en del af den, men med den smule hun vidste, kunne hun ikke rigtig bebrejde kvinden, hvis hun havde fortrængt sin barndom. Valentine virkede heller ikke umiddelbart ivrig efter en genforening og hun havde efterhånden fanget, at han slet ikke snakkede om familien, hvis han kunne undgå det. Måske have denne kvinde blot taget det hele et langt skridt videre og simpelthen lukket ned for det hele. Så selvom hun kunne have spurgt mere ind til det, måske endda gået over i deres eget lille hjørne af historien, som den der genforenede de to nødstedte søskende, hvis hun virkelig ønskede, så virkede det mere barmhjertigt ikke at rippe mere op i, hvad der potentielt kunne være, et traume for kvinden ved siden af hende.
De var så forskellige fra hinanden i den søskendeflok, at de, hvis ikke det var fordi de havde udseendet tilfælles, kunne de sagtens ikke have været søskende. Kvinden her virkede så…ubekymret, selv når der blev spurgt ind til noget, så personnært som hendes familie. Hvorimod Kain, i Geneviras erfaring komplet lukkede af for alt samtale, og Valentine blot virkede mut og utilnærmelig på en næsten forpint måde.

Nej. Det ville ikke blot være ubehøvlet, men decideret ledt at grave mere i det, besluttede Genevira sig for.


”Jeg har mange brødre…” svarede hun en anelse tøvende på kvindens spørgsmål. Havde ville nok i realiteten have været et bedre udtryk. Hendes familie havde gjort det mere end almindeligt tydeligt, at de ikke ligefrem havde tænkt sig at mødes til te. Hverken i nærmeste fremtid eller nogensinde igen. Et øjeblik, der føltes som meget længe, men sikkert ikke reelt var det, sad hun bare og stirrede tomt ud i luften. Lod den efterhånden velkendte følelse af at være verdens værste datter og søster skylde indover hende uden så meget som at fortrække en mine, selvom det føltes som at blive flået i stykker levende.

”Jeg tror alle mødre siger noget lignende, Det gjorde min i hvert fald også.” Edith Isherwood havde dog formuleret det noget anderledes. Mere i retning af: ’Jeg har været her for dig hele dit liv. Du er det vigtigste, jeg har og så gør du ikke engang, som jeg siger’ Hun undgik at skære ansigt ved i stedet at koncentrere sig om, at sørge for, at kvindens hår ikke endte i teen.

Se, sådan går det, når man render rundt med håret løst så alle kan se det som en eller anden….

Kat var noget undrende over at Gene undskyldte overfor kvinden. Hvorfor i alverden gjorde hun det?? Kat sagde dog intet, men lyttede mens hun snuppede en eller to mundfuld mad. Hun var ved at overveje om det var klogest at smutte inden hun blev rodet ind i hvad det end var den dovne kvinde havde gang i.

Da spørgsmålet omkring brødre kom frem, rystede hun stille på hovedet og mumlede at hun var ene barn, inden hun igen fortsatte med at spise. En smule nysgerrighed dukkede dog op, da Genevira snakkede om at hun havde mange brødre. Mens Kat spiste fornemmede hun godt at hun, stille og roligt, blev mere og mere doven når hun havde øjenkontakt med kvinden, hvilket virkede underligt. Men det var nok til at distrahere hende fra det sidste spørgsmål omkring familie.

Beldragon spiste stille og roligt. Han var upåvirket af kvindens dovenskab, og da han så at Kat begyndte at sidde og nikke, kastede han en lille snip af lysmagi over på hende. Det ramte hende på højre skulder, den som vendte væk fra de to kvinder, og vækkede hende omgående.
”Av for Sa... Hva skulle det til for?” Hun slap skeen, som hun holdte i højre hånd, da hun blev ramt. Og rystede hånden, da hun havde følt en snurren fra skulderen ud til fingerne. Samtidig skulede hun til Beldragon, der upåvirket så på hende.
”Du lignede en der kunne falde i søvn over maden. Jeg regnede ikke med at du var så udkørt efter træningen. Men jeg kan tage fejl.”

Som dukken svarede på hendes spørgsmål så hun roligt på dukkens ansigt. Hun var også alene lige som Harper... Det samme lød til at gælde for den venlige kvinde, der sagde hun var ene barn. Harper nikkede forstående til hendes svar før hun igen så på dukken. Dukken kunne nok have ret i at alle mødre sagde den slags, Harpers anden mor havde sagt den slags til hende kort tid efter hun blev smidt ud. Det var en løgn fandt Harper ud af, men ikke desto mindre var det en velkendt løgn, som denne dukke åbenbart også kendte til.

Harper var ikke altid helt klar over sin effekt på folk, men da manden 'zappede' den venlige kvinde fik det Harper til at le kort. Hun havde også følt sig underligt energisk i et par sekunder... Da manden talte lå Harpers blik fast på ham. Han virkede ikke til at mærke noget til hendes effekt. Hun så undersøgende på ham i et par sekunder før hun lænede sig en tand hen mod ham. "Hvis hun er træt så burde hun slappe af. De har nogle behagelige senge her i kroen, hvis i mangler et sted" Harpers stemme var rolig og blød imens hun så på den venlige dame. Dette selskab havde potentiale.

"Hvis i mangler et værelse kan jeg godt hjælpe jer med at finde et" tilbød hun efterfulgt af et venligt smil. Hun havde talt til manden og den venlige dame, men så snart hun havde afsluttet sætningen vendte hun sig mod dukken. "Det gælder selvfølgelig også for dig, jeg kender folk her i kroen, så jeg kan få et af de gode værelser hvis de er ledige." forklarede hun imens hun betragtede dukken lidt.
Harper kendte kun en person i kroen, som ikke var træt af hende. De var en af tjenestepigerne, som mest arbejdede med rengøring og køkkenet. Men Harper have sine metoder hvis alt gik galt...

Da hun havde kastet sit tilbud ud i rummet, lænede hun sig igen tilbage i sin stol. Hun havde ikke mærket til hjælpen fra dukken før nu. Hun lod hurtigt begge hænder glide igennem det lidt kaotiske hår, så det blev strøget bag hendes skuldre. Der efter gav hun dukkens ene hånd et hurtigt klap som tak, imens hun afventede svar på hendes tilbud.

Beldragon så undrende på kvinden der lignede Valentine, da hun blandede sig.
”Tak, men nej tak. Vi har skam værelser på handelshuset.” Han fortsatte derefter med at spise og overlod kvinderne til sig selv.

Kat der imod, skulede surt på ham.
”Udkørt!?! Aldrig i livet.” Hun mumlede noget om at han bare kunne vente sig, til de kom tilbage til handelshuset. Noget der fik Beldragon til at smile skævt uden at se på hende. Hun reagerede præcis som han havde forventet. Lidt pirken på hendes forfængelighed, og hun kom buldrende tilbage. Præcis som hendes mor, da han havde mødt hende.

I sit stille sind lagde Kat planer om at tilbagebetale hans venlighed, noget der fik hende til at smile skælmsk, mens hun fik spist det sidste af sin mad.

Genevira kunne ikke helt tilbageholde en svag hvislende lyd, lidt som noget, der kogte over, da Beldragon valgte at bruge lysmagi ved det her bord af alle steder. Det skar hende i øjnene. ”Med alt respekt, sir, så er vi nogen inden for umiddelbar rækkevidde, det er ikke kan tåle den slags. Jeg kan ikke kontrollere Deres handlinger selvfølgelig, men jeg ville håbe, at vi alle have nok respekt for hinanden til ikke at volde unødvendigt ubehag,” ,” påpegede hun sødt og sendte ham et lille intetsigende smil, der mest eksisterede fordi hun var vant til fra barnsben aldrig at måtte kunne mistænkes for at have nogen dårlige tanker om nogen nogensinde. Slet ikke hendes mor i hvert fald. På et eller andet tidspunkt var hun bare blevet vant til disse tomme udtryk og at gemme selv den værste irritation bag høflighed, medmindre hun virkelig mistede grebet. Uden et ord mere vendte hun sig bort fra ham og lod i stedet alt sin opmærksomhed over på den lyshårede kvinde, som hun stadig ikke helt vidste, hvor hun havde henne. Hun virkede umiddelbart venlig og…utrolig åben på sin egen lidt flyvske måde, men Genevira kunne ikke helt undgå at føle, at der var noget underligt i måden, hun så på hende på. På den anden side, kunne det også sagtens bare være moderens paranoia, der stadig sad tungt i hende. Desuden havde Genevira brug for positiv opmærksomhed som en plante havde brug for sollys og vand, så paradoksalt nok fandt den ellers så forsigtige unge kvinde nogen gange sig selv i en situation, hvor hun mere eller mindre ubevist ignorerede potentielle faresignaler i en evig, og evigt desperat, jagt på bare den mindste smule omsorg.


”Det er yderst betænksomt af Dem, frøken, men jeg vil nødigt udnytte Deres venlighed,” svarede Genevira luftigt på kvindens tilbud.

. ”Desuden har kroen allerede været venlig nok til at indlogere mig på et særligt mørklagt værelse, der passer til mine behov og jeg ville hade at være til besvær ved, at de gode folk her skulle lave det hele om på en eller anden måde." Hun sendte kvinden et smil, der på trods af de glasagtige døde øjne, og måske særligt til trods for hugtænderne, der et kort øjeblik var synlige, besad en umiskendelig uskyld og varme. Det besad nok i bund og grund et vidst element af bliv venligst ved med at øse alt din opmærksomhed udover mig.. Hvad Genevira selvfølgelig ville have benægtet.
Pludselig faldt noget hende ind og hun lo sølvklokkeagtigt.

”Her sidder vi og taler og taler og så har ingen af os overhovedet spurgt Dem, hvad De hedder. Det må De virkelig undskylde. Jeg hedder Genevira. Og De?”

Harpers blik blev skarpt da manden takkede nej til hendes tilbud. Han var et problem... Hun holdt dog sin lille irritation inde imens hun lyttede til udvekslingerne ved bordet. Hun havde selv mærket til lysmagien manden havde brugt, men hun ønskede ikke at vise sin egen svaghed på samme måde som dukken lige havde.
Mandens lysmagi kunne sagtens være grunden til at han slet ikke var lige så mærket, som de to kvinder. Ikke desto mindre irriterede han hende... Hvis bare hun kunne komme af med ham, så ville hun havde to helt perfekte 'veninder'. Hun betragtede manden kort før hun igen skiftede sin opmærksomhed hen på dukken der talte til hende.

Endnu en afvisning. Men dukken havde sit eget værelse. Måske alt ikke var helt så håbløst, som det ellers havde virket for bare et par sekunder siden. Harper nikkede forstående til dukken. "Ah, selvfølgelig! Det var derfor du kom ned af trappen!" det lød som en ret oprigtigt konklusion Harper lige havde nået. Det var det også, for hun havde været mere optaget af kvindens dukke lignende udseende til, at hun ikke havde overvejet om kvinden overnattede på kroen.
Harper betragtede de 'døde' øjne lidt imens hun kort drømmede sig til at eje denne dukke. De kunne drikke te og tale sammen hver dag i et stort palads. De ville være omgivet af flotte farverige tæpper og malerier der ville klæde væggene. Når de drak te ville de sidde på de blødeste puder, og blive serveret den skønneste te. Deres dage sammen ville være tidsløse og de ville kunne gøre lige som de lystede.

Harpers drøm blev skubbet til side af dukken igen. Harpers eller lidt fjerne blik blev igen tilstedeværende da dukken lo. Harpers hoved gled på skrå imens hun så på dukken. Hvad var så sjovt?
En præsentation.. Selvfølgelig manglede hun at præsentere sig selv. Det var ikke unormalt at hun glemte sin egen præsentation, det var typisk hende at være mere interesseret i hvad andre havde og sige end hvad hun selv var forventet at sige. Da dukken havde præsenteret sig som Genevira smilede Harper venligt til hende. Det var et godt navn til en dukke..

Harper rettede sig en tand op i stolen før hun præsenterede sig selv. "Harper Hallowell" sagde hun kort, efterfulgt af en høfligt nik til dem alle tre. I takt med at hun gav dem en høfligt nik landede hendes blik på den venlige dame, der endnu var navneløs. "Hvad er jeres navne?" spurgte hun med et interesseret blik og et venligt smil på læben. I takt med at hun spurgte dem havde hun lænet sig en tand imod manden igen. Han så ud til bare at ville spise sin mad i ro, men det skulle ikke være så nemt for ham nu hvor han viste sig at være en irritation for Harper. Hun rakte en hånd frem mod manden for at give hånd når han præsenterede sig selv, men resultatet af hendes hurtige bevægelse var, at hun fik skubbet til hans skål med mad. Der var en større klat mad der fløj ud af skålen og splattede ud på bordet og nært stående kopper. Harper trak hurtigt hånden til sig imens hun straks begyndte at undskylde højt. "Åh! Det må du undskylde! Jeg havde slet ikke set din mad var så tæt på!" imens hun undskyldte begyndte hun at trække op i sit eget skørt. Hun virkede ikke til at ligge skjul på hvad hun lavede, imens hun rodede rundt med sit skørt. Hun fik endelig hevet et plettet lommetørklæde frem fra under hendes kjoleskørt og begyndte så at tørre maden op for at hjælpe manden.

Harper havde lænet sig helt ind over mandens del af bordet imens hun prøvede at tørre maden op, det hele virkede en tand kaotisk. I takt med at hun tørrede maden op med lommetørklædet smurte hun det bare mere ud på bordet. Hun fik tippet en glas over så indholdet fra glasset løb ud over det hele. Hun fortsatte med at undskylde imens hun begyndte at rejse sig fra sin stol så hun kunne nå mere af bordet. I sidste ende stod hun helt klods op af manden imens hun smattede sit lommetørklæde rundt på bordet.

Beldragon nikkede stille til Geneviras ord. Han havde glemt alt om at hun var et af mørkets væsener. Men nu skrev han det bag øret igen.
"Jeg undskylder, Genevira. Det sker ikke igen. Ikke uden advarsel."

Kat var lige begyndt at drikke af sit krus, da kvinden, Harper rettede hun sig selv, talte til hende og Beldragon. Så det blev ham der svarede, samtidig med at han undrede sig over hvorfor Harper lænede sig tætter mod ham.
"Beldragon Tokiane og Katrina Valcyriel Leigan." Kat sænkede kruset og nikkede høfligt i takt med at Beldragon præsenterede hende. Dog var hun lidt overrasket over at han gav deres fulde navne, men hun tænkte ikke længe over det.

Beldragon var hurtigt til at gribe skålen, da Harper 'kom til' at skubbe til den. Han så let undrende på hende, da hun løftede op i sit skørt og rode rundt for at finde et lommetørklæde. Selv om han udvendig så ud som om han var ligeglad med det hele, så var han virkelig opmærksom på alt hvad hun lavede.
Så snart hun stod klods op af ham, flyttede han sig hurtigt, så der igen kom luft mellem dem.
"Det skal De ikke tænke på. Jeg var alligevel færdig med at spise." Han så hurtigt på Kat og gjorde et kort kast med hovedet mod bardisken. Kat nikkede, rejste sig selv og tog sin tomme tallerken. Hun smilede til Genevira.
"Aflevere lige dette tilbage." Derefter gik de begge hen til bardisken, hvor de satte deres skåle og tallerkener på disken. Samtidig førte de en samtale der bestod af en blanding mellem hvisken og håndsignaler.

”Ikke uden advarsel? Jamen, ih hvor generøst af Dem, sir. Jeg havde måske håbet, at De havde nok respekt for mig til, at ´Det sker ikke igen´ havde været en hel sætning,” sagde hun noget spidst. ”De ved, der er andre måder at vække søvndrukne folk til live på end med, hvad der bogstavelig talt egner sig som torturinstrumenter for andre nærværende personer?” Spørgsmålet var stillet som om, Beldragon rent faktisk kunne have været gået hen og have glemt det. Som om han muligvis havde forlagt sin hjerne i handelshuset eller, hvor det nu så end var, at Katrinas kæleengel havde hjemme.

Og så pludselig opstod en mindre krise, da Harper væltede hans mad udover bordet og desperat forsøgte at tørre det op med en tør klud. Tja, det resulterede da i, at Beldragon flyttede sig, hvilket Genevira ikke rigtig kunne sige, at hun var ked af lige nu.

”Du får også brug for en våd klud, hvis du rent faktisk ønsker at tørre det der op. Jeg er tilbage om et øjeblik,” sagde Genevira. Hun næsten svævede op til baren og bad om en våd og en tør klud af en tjener, der gik ud for at hente det. Dette gav også mulighed for at lytte med Beldragon og Katrinas samtale. Det var ikke just fordi det med hendes hørelse var svært, når hun stod tilpas tæt på og hun formåede med at adskille deres stemmer fra resten af kroens lyde. Normalt ville dette her overhovedet ikke have interesseret hende. Hvorfor skulle det, de var bare to kro gæster. Men som sagerne stod, havde de netop forladt deres mor og nu virkede de, ud fagterne og hviskeriet at dømme til at være midt i en ret oprevet samtale. Hvad om? Genevira og Harper? Helt ærligt, det var ikke dem, der havde ret til at være oprevede, når en af dem lige havde benyttet sig af et torturinstrument, som om det var ingenting. Ved Elona´dals hellige kusse, hvor var nogle folk…ja….folk
Hun bed det i sig, lyttede diskret med i håbet om at opfange noget, ind til tjeneren kom tilbage med en våd og en tør klud.
Uden at nøle vente hun tilbage til Harper og fik hjemmevant styr på bordsituationen.


”Sådan der, ingen grund til dårlig samvittighed.” Hun sendte kvinden et strålende smil. Som så ofte næsten unaturligt ivrig efter at være andre til nytte, selv i bittesmå tilfælde.

Harpers øjne lå straks på Katrina og Beldragon da de gav deres undskyldning og gik op til baren. Hun fortsatte med at tørre sin tørklæde rund i rodet på bordet, dog ikke så effektivt da hendes opmærksom ikke længere var på rodet, men i stedet på Katrina og Beldragon. Hun så dog smilende på dukken Genevira da hun tilbød sin hjælp. "Tak" lød det sukkende fra Harper i det Genevira gik mod baren. Så snart Genevira havde vendt hende ryggen slap Harper sit tørklæde og satte sig tilbage i sin stol.

Harpers blik var fasttømret på baren og de tre hun ellers havde delt bord med. Hun kunne hverken høre eller mund aflæse hvad der foregik der henne. Det så dog ud til at Katrina og Beldragon havde en særdeles spændende samtale, de brugte både hænder og tale. De havde en hemmelig samtale? Harper sukkede kort og lagde armene utilfreds over sin mave, imens hun lænede sig helt tilbage i stolen så hendes hoved kippede bagover og hun nu stirrede op i loftet.
De gjorde det meget mere svært end det skulle være... Hun havde håbet at Beldragon bare havde trukket sig tilbage og efterladt Katrina og Genevira alene med hende, så hun kunne få sig nogle nye dukker.

Da Genevira var vendt tilbage til bordet med klude, der bedre kunne absorbere Harpers rod rettede hun sig op igen. Harper sendte hende et undskyldende smil før hun rejste sig fra sin stol og tog imod den våde klud. Hun begyndte igen at tørre op på bordet, hvilket gik væsentligt bedre end før. Hun fik hurtigt tørret sit rod op. Hun så på Genevira og smilede igen. ""Tak for din hjælp! Jeg aflevere lige kludene tilbage og høre om de kan skylle mit lommetørklæde op" som hun talte samlede hun de to klude og sit eget lømmetørklæde i sine hænder og gik så mod baren.

Kat og Beldragon talte om hvad Harper var for en. Hvis Kat havde ret i at hun var Valentines søster, om de så skulle præsentere dem for hinanden. Beldragon var meget bestemt om at de skulle passe deres egen sag og ikke blande sig i det andet. Efter lidt tid nikkede Kat og accepterede Beldragons ønske. Derefter drejede samtalen sig over i almindelig snak omkring hvilke vare og hvor meget de skulle bestille hjem til handelshuset.


Hænderne havde en helt anden samtale. Den bestod mest af signaler, som klanen havde opfundet og derved var der ikke mange udenfor som kendte til dem.
Samtalen gik på om Kat skulle tage en ferie fra sine forpligtelser og muligvis besøge sin mor. De snakkede også om hvad Genevira gik og lavede, siden hun var så hurtig til at blive irritabel over en lille smule lysmagi. Samt om det ikke var klogest at smutte inden Harper påvirkede Kat endnu mere.