Sunny days, needs beer - Åbent emne

Et øjeblik måtte hun ærligt indrømme, at hun kun kunne undre sig over de brudstykker hun havde overhørt af Katrina og Beldragons samtale. De overvejede seriøst stadig bare at introducere hende for Valentine uden nogen form for reel advarsel eller omtanke? Havde de mødt den samme kvinde, hun havde? Havde de slet ikke set, hvordan hun havde reageret på spørgsmålet om søskende? En stabil person, der var klar til bare at møde sine long lost søskende uden intens forberedelse ville da ikke reagere på spørgsmål om deres eksistens ved at undre sig over, om deres søskende overhovedet rent faktisk eksisterede. Nej, det her ville være komplet uansvarligt og bekræftede desuden bare, i hvert fald i Geneviras eget hoved, ideen om, at Katrina ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan Valentines familie overhovedet fungerede (ikke at Geneviras forståelse heraf var meget bedre, men det frydede hende alligevel at fastslå, at hun da i hvert fald kendte ham bedre end Kat). Nej, da Genevira først havde introduceret sig, som en ven af en af Vals brødre, havde han næsten været overbevist om, at hun var kommet for aktivt at slå ham ihjel. Så de kunne egentlig slet ikke være sikre på, at de ikke bare ville udsætte en eller begge søskende for fare ved at smide dem hovedkulds efter hinanden. Hvis dette skulle gøres, så skulle det gøres mere påpasseligt. Gradvist måske. Under mere ordnede forhold end bare ´Hyggehejsa jeg har i øvrigt fundet din søster, du ikke har set siden din far smed dig på porten sikkert´
Måske var det bare fordi hun var blevet for vant til Seans selskab, hvor det var en vis standard at være i hvert fald et eller andet niveau af kalkulerende, nøje at vurdere, hvordan ens nuværende handlinger påvirkede fremtiden, men nogen gange følte hun ikke, at folk havde blik for noget som helst. (reelt set, så var det nok mere end noget andet udtryk for Geneviras egen voksende arrogance og et behov for at føle sig hævet over andre mennesker, men det var svært at få selvhævdende folk til at indrømme noget sådant). Måske var hun også bare stadig i småmobset humør over, næsten at være blevet udsat for lysmagi for lidt siden, så at tage hendes vurderinger af ting med et gran salt ville nok ikke være helt forkert heller.
Hun sagde dog intet, mest fordi hun havde været nødt til at forlade dem for ikke at blive taget i at lytte til deres samtale, men også fordi hun ikke fattede den anden samtale de tydeligvis havde via håndtegn. Ja her måtte Genevira altså se sig selv komme til kort.
I stedet ventede hun i stilhed på at Harper ville komme tilbage eller sige, at hun ikke havde brug for hende mere. Lige nu virkede hun bare for…skrøbelig? til at Genevira kunne retfærdiggøre overfor sig selv bare at forlade hende. Desuden var hun nok, når alt kom til alt, bare en lille smule nysgerrig.

Harper gik med rolige bevægelser op til baren. Hun smilede til Katrina på vejen inden hendes opmærksomhed rettede sig til en af tjenerne bag baren. Harper gav kluden tilbage og forhørte sig kort om hendes eget lommetørklæde også kunne blive skyllet op. Tjenerinden nikkede og tog imod kluden og lommetørklædet. Harper vendte sig om så hun igen kunne se Katrina og Beldragon. Hun tog en dyb indånding og gik så helt hen til dem, hendes øjne var fastlåste på Beldragon inden hun talte. “Undskyld igen, jeg håber ikke at i går på grund af mit uheld” lød det undskyldende fra hende. Hendes blik flakkede lidt imellem Katrina og Beldragon imens hun ventede på deres svar.
Hun ventede dog ikke længe da tjenerinden var vendt tilbage til baren med Harpers skyllede tørklæde. Harper skævede kort til Beldragon før hun igen forlod Katrina og Beldragon til deres mystiske håndtegn. Hun modtog sit lommetørklæde fra tjenerinden og løftede endnu en gang op i sit skørt og fæstnede sit lommetørklæde igen. Selvom det var skyllet og krænget godt op af tjenerinden var det stadig fugtigt, men Harper lod det ikke påvirke hende. Hun vendte sig i stedet og gik tilbage til bordet hvor Genevira tålmodigt sad. Harper tog sin plads ved bordet igen og så kort mod Katrina og Beldragon før hun rettede sig mod Genevira.

“Er du rig?.. eller royal?” spurgte Harper kort imens hun betragtede Geneviras kjole. Harper havde været i Sunfury det meste af hendes liv, så de eneste royale hun havde set var Kongen og hans datter Elizabeth. Det var dog altid på lang afstand og i øvrigt også længe siden, så Harper var ikke super god til at se forskellene fra rige til royale. Men en ting havde hun dog lagt mærke til, og det var måden rige og royale bar sig selv på og deres tøj. Det var altid fyldt med detaljer og modsat almindelige folk var deres kjoler gerne lavet i stof med flotte mønstre, præcis som Geneviras kjole. Det stod i en skarp kontrast til Katrinas tøj. Hun så mere almindelig ud. Ikke at der var noget galt med det. Harper gik i sit eget tøj til det ikke kunne syes sammen mere, det var gerne det nemmeste. Ud over at hun ikke altid havde råd til pænt tøj.

En anden ville måske have leet, undret sig over Harpers uvidenhed, moret sig over, hvad der lod til at være en komplet naiv sammenligning, en underlig konklusion af drage baseret på sig lidt. Genevira vidste dog af førstehåndserfaring, hvordan det føltes at blive leet af. Havde hun måske ikke selv været der hele sin tidlige opvækst og ungdom? Hendes tidligere forlovedes families hjem havde på hende virket lige så imponerende som et slot ville have været. Hun fandt senere ud af, at det bare var et ganske almindeligt hus, men ikke uden først at være gjort til genstand for Timothys kølige latterliggørelse. Så hun holdt tand for tunge, ønskede at skåne Harper for det samme. Desuden var det et eller andet sted noget rart ved at blive anerkendt på dette niveau. Efter så lang tid under moderens vinger, hvor påklædning mest drejede sig om at tiltrække sig så lidt opmærksomhed så muligt, var der både noget næsten uhyggeligt og noget bekræftende i at få at vide, at hun havde klædt sig pænt på.
Hun rystede på hovedet med et lille forsigtigt smil.

”Nej, frøken, men jeg er tjenerinde for en lord. Det sætter visse krav til vores påklædning, Mest bare, at vi skal se ordentlige ud, forstår De? Og…det giver vel også visse friheder til at gå i noget lidt anderledes. Hvis man bevæger sig mellem de rige hele tiden, må man passe ind, ikke?” forsøgte hun at forklare. Dette var trods alt et felt hvor hun, undtagelsesvis, var relativt komfortabel. Sit arbejde. Det fastlåste hvad hendes formål var og gav hende en, for Genevira at se, behagelig kasse at passe ned i og afholdt hende fra den eksistentielle rædsel, der ellers prægede hendes pludselige løsrivelse fra livet sammen med resten af hendes familie.

”Men ærlig talt, synes jeg at de bedste kjoler er dem, man kan føle sig bare lidt som en prinsesse i, tilstod hun, næsten lidt genert.
Egentlig bevirkede de ringe kår hun var vokset op under, at hun kunne føle sig sådan i næsten hvad som helst.

”Hvad med Dem? Hvad laver De?...De kunne være noget fra et maleri med det ansigt.” Det sidste var bare sådan…fløjet ud af hende, men det gjorde det nu ikke mindre sandt. Der var noget slående over alle de dele af den, formodede, søskendefolk hun havde mødt.

Beldragon smilede venligt til Harper og rystede blidt på hovedet.
"Slet ikke." Mere nåede han ikke før Harper gik tilbage til bordet. Han så kort efter hende med et undersøgende blik, inden han vendte tilbage til hans og Kat samtale med hænderne, og den almindelige handelsfolk samtale med stemmen.

De stod der et par minutter mere inden de vendte tilbage til bordet, dog uden at sætte sig. Kat så smilende på Genevira og Harpar.
"Jeg beklager meget at vi er nødtil at gå, men jeg har helt glemt at få bestildt nogle vare. For ikke at sige at jeg nok heller må få mig et lille hvil inden travlheden tager fat. Men vi takker for en hyggelig stund." Beldragon bukkede sammen med Kat, inden de forlod kroen.

//Out//