Hvad er der dog sket!? //Maeve (XXX)//

Tidspunkt: Daggry
Sted: rendesten i gyderne.
Vejr: Dugregn
Hvem: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
CW: Sex, vulgært sprog.

Sajro havde efter længere tid bevæget sig ind i Doomsville igen, dusøren var ikke længere så populær hos jægerne i byen og her ude i slummen var det ikke bære så risikabelt.
Den store mand fik med rolige skridt gennem gyderne som duggen satte sig i skæg og hår.

Hans gang blev dog ret brat stoppet af en anden skikkelse, en sammenkrøllet spinkel skikkelse svøbt i beskidt stod der lagde op af en bygning.
Efter hans sidste oplevelse med skadede folk og lidt af en opsang fra en engel, kunne han ikke med god samvittighed lade personen være.

Han satte sig på hug og begyndte forsigtigt at ruske i personen for at vække dem. "Er du okay, hvad er der sket." Hans dybe stemme rungede ud lavmælt men tydeligt. Han forsøgte i første omgang at skærme lidt for vejret, men indså hurtigt at personen nok fik brug for varme, roligt og forsigtigt forsøgte han at samle den spinkle skikkelse op i hans favn og være dem ind i en af de mange bygninger i området. "Kan du fortælle dit navn?" Han forsøgte at få dem til at vågne og reagere.

Efter flere år i fangenskab med tortur og lange tomme dage uden kontakt til andre, var det hele kulmineret i en så voldsom eftermiddag at der ville gå lang tid før Maeve ville kunne huske det igen. Det havde ellers forløbet dig som en ganske normal dag for hende i fangenskab. Det lukkede kulmørke run med kun lille sprække af dagslys, og på heldige nætter en smule månelys, havde hun siddet dag ind og dag ud. Tortureret uden grund og hvad der så ud som at være for ren fornøjelse. I starten troede hun det var hemmeligheder om Sean, men der blev aldrig spurgt om noget. Ren smerte og lidelse, end ikke seksuelle overgreb var fundet stedet i den kolde dunkle celle.

Men denne sag havde været anderledes. Torturen anderledes og smerten.. Hun troede hun skulle dø, hun var blevet slået bevidstløs med adskillelige smertefulde slag i tindingen. Utroligt det ikke havde slået hende ihjel! Hun havde været bevidstløs siden, og vidste ikke hvordan hun var endt ude af sit fængsel. Det første hun så I sin tåge var en svagt genkendelig, men intet hun kunne få til at hænge sammen, da en stemme fra fortiden lød som hun følte en rusken. En pludselig hvidglødende smerte spredte sig i hende og hun skreg ud i gyden af smerte, som hun blev løftet op. Smerten kom fra det nylige brændemærke over vestre bryst og hvis man kiggede godt efter, løb en enkel tåre ned ad hendes ene kind. Hun greb svagt fast i den trøje der var på personen som bar hende.
"hvis du skader mig så dræber jeg dig" hviskede hun svagt, men med en vrede der ikke var til at tage fejl af, inden hun besvimede igen.

Det pludselige udbrud fra den spinkle krop afslørede ret hurtigt at dette altså var nogen som Sajro selv kendte, endda nogen han kendte rimeligt godt.
Han fortsatte med at bære på hende mens han selvfølgelig svarede hende. "Der er ikke min intention Maeve", han kunne selvfølgelig ikke helt undgå at spekulere i hvad fanden der var sket.

Han fik hende ret hurtigt ført indenfor og lagt på et bord så han kunne se hvor skadet hun var, så derfor begyndte han ret hurtigt at rive hendes tøj, hvis man kunne kalde det det, i stykker for at tilse den skadede krop. Han var meget forsigtig som hans nu skarpe klør ødelagde stoffet og blottede den førhen så rene og pæne hud... Hans første tanke var at finde noget at rense sårene med, så han vendte sig væk for at tænde ild.
"Hvad er der dog sket med dig Maeve!?" Hvem kunne dog gøre sådan noget her ved en dæmon som hende?

Hele hendes krop rystede svagt af feber, koldsveden løb ned ad hende og en uforståelig mumlen lød fra hende i hendes feber lidelse. Men selv da var man ikke I tvivl om at denne mumlen var morderisk. Hun forbandede uforstående sin fangevogter, personen der ha de holdt på hende i tre år! Personen som havde gjort hendes liv til et levende mareridt. Som Sajro flænsede det tøj der omsluttede hende krop, kom der små, men dybe stik sår til syne. To var helt nye, de blødte stadig og gullig puds var begyndt at lægge sig i skorpen af sårene. Disse stik var lige så nye som brændemærket. Endnu en gang fik hun falmet sig ud af bevidstløsheden og hun skreg af smerte. Forvildet kiggede hun sig omkring og så Sajros ryg. Hun gispede efter vejret i smerten og var i et kort sekund i tvivl om hun kunne holde det ud længere. En kort udmattet vrede ramte hende, hvorfor havde han ikke fundet hende før??
"hold om mig, jeg fryser" forlangte hun med vag stemme.

Han gjorde hvad han kunne for at fjerne sved og fugt fra hendes krop ved at røre hendes med det af hans eget tøj der stadig var tørt. den lave stemme fra hende og det hun bad om kom som lidt af et chok, men han tænkte at hun nok havde ret i at hun havde brug for varmen.
Han fik hende derfor ned på gulvet og forsigtigt fik han hende ned at sidde, og derefter satte han sig selv ned og løftede hende op i hans skød og lukkede armene forsigtigt om hende. "Er der bedre?" Han vidste varmen burde være nok, selvom der ikke var direkte hudkontakt men han spurgte stadig for at holde hende vågen.

Han spekulerede mere og mere over hvad han skulle gøre han manglede mange ting til at rense sår... Måske han skulle leje et værelse på kroen? Eller bordellet havde nok mere rene ting...

Hun begyndte at ryste lettere voldsomt da hun sad hos ham. Om det var anstrengelsen ved at sidde op eller hendes krop der for første gang i 3 år begyndte at slappe af med alvorlige skader, var ikke helt til at vide. Hvad føltes som at at hun klamrede sig hårdt ind til ham, var nok ikke det han følte. Hun holdt svageligt fast i ham. Man kunne dog se på hendes nu hvide knoer, at hun holdt godt fast i hans trøje, som frygtede hun at blive trukket væk igen i håret. Hun rystede mere og mere voldsomt og hendes vejrtrækning var ujævn pga. Rystelserne. " jeg har brug for en læge" sgade hun med en lav men utrolig nok, rolig stemme. Og hun havde ret. Hendes sår have brug for diverse slaver. Både stiksårene og brændmærket

Hendes reaktion var korrekt nok. Han begyndte med det samme at tænkte over hvor han kunne finde en læge. Han havde kunnet før han kunne komme med med blev enig med dig selv om det var det bedste.

"Hold fast i mig" han sagde det som han løftede hende op og begyndte gangen imod bordellet. Her måtte han kunne få noget rent til hende og finde frem til en læge. Han gjorde hvad han kunne for ikke at give hende skader ved at gå.

Han stoppede op ved bordellet og forlangte er værelse, han diskuterede og endte med at betale alt for meget for et værelse imod de fik fat i en læge. Han forsøgte at lægge hende i en seng hvis hun ville slippe hans varme.

Hun gispende og knugede sig ind til ham. Der var ingen tvivl om at hendes krop kæmpede for at holde hende i live. Da han endelig lagde hende ned igen besvimede hun af udmattelse og hendes vejrtrækning blev umådelig vag. Man ville kun kunne se livstegn med et spejl eller tage pulsen nu. Hun ville ikke foreløbig komme til sig selv igen før en læge havde tilset og behandlet hende. Infektionen i sårene angreb hende voldsomt og hendes ansigt begyndte langsomt at blive mere voks agtig at se på. For maeves indre var det komplet sort og stille som døden. Med undtagelse af nogle få lyde udefra, som engang imellem fik presset sig igennem

Han begyndte at blive en smule nervøs og jagede voldsomt på at de skulle hente en læge til Maeve. Sajro forsøgte at holde hende vågen, han talte til hende og hviskede til hende at han vidste hun var stærk og kunne klare det!
Imens begyndte han også at vaske hendes krop og især sårene, fjerne pus og udflåd så der var nemt for lægen da hun ankom.

Lægen var hurtig til at give noget smertestillende, og rense sårene endnu mere og så pålægge en salve på sårene og solgte resten af salven til Sajro for alt for meget og krævede meget for behandlingen.
"Tag dine penge så, men jeg tager dit hoved hvis hun ikke klarer den!" Han hadede at de krævede penge for at rede et liv. Han gav så Maeve noget at drikke og holdte ellers bare øje med hende.

Der var gået mere end 48 timer

Maeve havde svømmet ind og ud af sin febervildelse. Nogle gange med smertesudbrud, men hun var ikke vågnet op på noget tidspunkt.

Men to dage efter den dramatiske morgen hvor Sajro havde fundet Maeve, vågnede hun for første gang rigtigt op. Hun var øm og svag i alle leder. Udsultet og havde svagt hovedpine. Hun fik klodset trukket sig op at sidde og var stadig meget desorienteret. Hun kiggede sig omkring men følte endnu ikke at noget gav mening i rummet. Hun følte knap hun kunne se sengen for sig i fuld fokus.
"hvor er jeg?" fik hun spurgt ud i rummet med grødet stemme

Han sad og halvsov da hun vågnede og vækkkede ham. Han kiggede på hende og sukkede så en smule lettet da det jo var et godt tegn på at hun nok skulle klare den.

"Du er i et værelse på et bordel. Kan du huske dit navn?" Han kiggede direkte på hende som han spurgte og begyndte med det samme at se til hendes bandager ved sårene format se om nogen skulle skiftes. Han var forsigtig så smerten ikke var for voldsom. "Kan du huske mit navn?" Han spurgte hende igen, og bankede på døren fordi nu hvor hun var vågen skulle hun have mad og drikke.

Maeve kunne intet huske af hvad der var sket de sidste 48 timer alt var sort for hende. Hun genkendte Sajro med det samme og hun var ikke tvivl om sit navn. Men der var en vrede inde i hende og lige nu skulle den lukkes ud. " hold op med at røre ved mig" hylede hun lettere hysterisk op og prøvede at komme ud af sengen uden megen effekt. Og skubbede ham i stedet patetisk væk, da hun ingen krafter havde "så nu kommer du, tre år efter!" hendes vrede virkede ikke rettet mod ham og ordene var slynget lidt ud over det hele. Hun var vred, rødglødende og rasende. Men mest af alt var hun i et morderisk lune. Det var dog ikke rettet mod Sajro. Det var rettet mod den ukendte lille beskidte klamme lus, som havde holdt hende fanget. Vreden steg hende mere og mere til hovedet som hun tænkte på det. "hvem fik mig ud?" vreden boblede stadig i hende

Da hun sagde han ikke skulle røre ved hende rystede han på hovedet af hende og efter at være blevet skubbet væk vendte han tilbage til at tjekke hendes bandager og sårene. "Dine sår skal tjekkes så de heler bedst!" Hans stemme var bestemt og håbede hun forstod det altså ikke var til diskussion.

Hendes ord om at han først fandt hende efter 3 år var lidt hårde, ja de havde mødtes men han vidste ikke meget om hende ikke engang hvor hun boede. "Ja og det er jeg ked af"
Han var ærlig, når han så hende nu ville han ønsker han havde fundet hende tidligere.

"Jeg ved ikke hvem der fik dig ud, jeg fandt dig i en rendesten." Han kiggede op fra den sidste bandage og lod hende så få fred fra han pudlen og røren.

Hun sad som forstenet og kiggede ud i luften imens han tjekkede hendes bandager. Det gjorde ondt, men hun gemte grimasserne og lod som ingenting. Hun sad sådan i noget tid og svarede han ikke. Hun tænkte så meget at det måtte knage og gøre ved,før hun endelig sagde noget. "jeg gad godt snakke med dem der fik mig ud til rendestenen" hun kiggede direkte på ham med de lysegrå øjne. Ventede på om han ville gøre eller sige noget. Normalt havde hun fordelen, hun havde sit tøj, sin renhed, hun følte sig tryg i sin appearance. Nu, hun kunne lige så godt gå nøgen ned af en landevej. Ingen steder at gemme sig, hun var til fuld skue.
Hin kiggede mod en pakke tændstikker der lå på bordet ved siden af sengen, intet skete. Hun rynkede på brynene og koncentrerede sig alt hun kunne.. Stadig intet. Hun tog den roligt op og tyrede den ind i væggen med en eksplosion af vrede. Hun havde ikke haft energi nok til at bruge sine kræfter, hun havde ikke haft energi nok til at bruge sine kræfter i 3 år.

Med dagene der var gået ville det være svært at finde ud af hvem der havde smidt hende i rendestenen, men da nogen havde gjort dette ved hende forstod han hende godt han var da også arrig på hendes vegne.
"Det bliver svært men vil gerne hjælpe med at finde ud af hvem det er."

Da hun arrigt endte med at kaste æsken mod væggen greb han om hendes hænder og holdte dem presset mod hendes lår. "Rolig nu du kunne skade dig selv." Han var oprigtigt bekymrer for om hun ville gøre noget der skadede hende selv. "Lad os nu starte med at få dig gjort stærk igen!"

Hun kiggede væk. Hendes tanker kørte med 1000km/t. Hvor skulle hun starte og hvornår skulle hun starte? Hun kunne ikke gå i krig i den her tilstand. Hun kiggede ned af sig selv og kiggede så en smule fortørnet op på ham. "Du kunne I det mindste have givet mig din skjorte på." sagde hun til ham, som hentydning til at han skulle smide den og hjælpe hende på med den.
Hun kiggede ned på hans hænder og derefter op på ham da han talte. Hun blev en smule overrasket af den bekymrende tone som kunne anes. Hun så ham direkte i øjnene da han sagde hun skulle blive stærk igen. "er her noget mad? Jeg er mere sulten end en hyæne". Hendes stemme anderledes end normalt, men hun var også i en meget uvant situation lige nu og hun vidste ikke 100% hvad hun skulle gøre, samtidig var hun stadig stærkt afkræftet og lige nu stilede hun egentlig ikke på nogen anden end Sajro.
" af alle der kunne være gået forbi, hvordan kan det så være at du befandt dig lige der på det tidspunkt, Sargonis?" spurgte hun nysgerrigt

Hendes ord om at han kunne i det mindste have givet hende hans skjorte fik han til at tænke. Tøj ville gøre det sværere at se til hendes sår, men hans skjorte var måske ikke det værste tøj. Dog fordi han var så sølle lige nu kunne han ikke sige nej til hende. Han tog derfor skjorten af. "Sæt dig lidt op så" han gav så forsigtigt hende hans skjorte på og var meget forsigtig lige med armene især. "Men lad være at knappe den, så kan vi se til sårene bedre."

Han nikkede til det med maden, og kort efter kom nogen ind med noget simpel mad i form af grød og brød. Han rækte det til hende så hun kunne spise. "Kræfter nok?"

"Enten var det et rent tilfælde eller også så fangede jeg din fært i luften og fulgte den ubevidst. Var herinde for at se til slummen." Han trak på skuldrene.

Hun bed smerten i sig som han hjalp hende på med skjorten og ikke en eneste lille trækning i ansigt afslørede hendes smerte. Hun skulle til at lave indsigelser mod at holde skjorten åben, men hun droppede den kamp, hun havde trods alt ligget med ham før. hun sendte dog et kort blik med sammenknebne øjne til ham, da han sagde den ikke skulle lukkes.

Hun kiggede en smule fornærmet på ham, et eller andet sted, forstod hun jo egentlig godt at han spurgte om hun selv kunne, men det betød ikke at hun blev mindre fornærmet. Hun brød sig bestemt ikke om at folk så hende som svagelig." Tak, jeg kan godt selv." Svarede hun med en smule fornærmet tone i stemmen.
hun spiste langsomt imens han talte og et lille skælmsk smil gled over hendes læber for en kort stund." Har du savnet mig?" Drillede hun og satte sig lidt mere op i sengen.

Da hun kiggede på ham over han ikke ville have hun lukkede skjorten. Han sukkede og smilede roligt før han svarede hvad han følte var et usagt spørgsmål. "Der er for dine sår og ikke fordi jeg finder dig smuk."

Han gav hende blot maden da hun sagde hun kunne selv og satte sig så ned ved siden af sengen på en stol. Hendes efterfølgende spørgsmål om om han havde savnet hende var ret chokerende og han mærkede straks bæltet stramme lidt som han tænkte tilbage på deres møder. Hvad skulle han sige? Han havde jo lavet andre ting så han havde ikke direkte savnet hende men hun var slet ikke glemt og han havde jo gerne ville møde hende igen... Han spekulerede også i hvordan det ville lyde hvis han sagde ja, virkede han for blød hvis han sagde det!?
"Jeg ærgede mig da over jeg ikke vidste hvor jeg kunne finde dig, da jeg gerne ville have opsøgt dig igen." Han smilede flabet tilbage da han jo gerne ville have nydt hende endnu engang.

Hun smilede svagt men veltilfreds over hans svar. Maeve elskede komplimenter, men hun elskede også at drille. Hun kunne hurtigt få vendt dette til spørge om han ikke fandt hende smuk.
Hun fik hurtigt slugt maden, hun havde ikke spist i mange dage nu. Hun kiggede på ham med et lille drillende smil." Så har du savnet mig!" konkluderede hun med en spindende stemme og skubbede bakken med mad ned mod fodenden af sengen. Rastløs begyndte hun at pille ved skjortens kant inden hun pludselig kiggede på ham igen. "Fortæl mig alt hvad der er sket de sidste tre år" kommanderede hun med en bestemt stemme. Hun havde ingen anelse om hvordan verden stod til. Hendes grå øjne hvilede på ham.

Han fangede hurtigt at hun virkede glad for hvad han havde sagt til hende. Det drill med smil og ordene gjorde ham ret akavet og lettere forlegen. "Så det er savn?" Han forsøgte lidt at afvige fordi han stadig prøvede at virke lidt hård.
Da hun pillede ved skjorten strammede bæltet igen, forsøgte hun på noget? Han var så forvirret af hendes opførsel at han begyndte at svare hende på hvad der var sket i landet mens hun var væk, hvordan tingene stod til, men halvvejs inde indså han hun kommanderede med ham og stoppede.
"Du skal ikke sidde og kommandere! Du kan spørge pænt!" Han var stadig ikke typen der fandt sig i at blive beordret til at gør noget. Så han så bare tilbage i hendes øjne med hans egne stædige øjne nu.

Hun kiggede fornøjet på ham og strakte sig med et lille smil inden hun forsigtigt lagde sig til rette i sengen." det er jeg i hvert fald blevet fortalt" spandt hun en smule selvtilfreds. Hun lyttede til hans fortællen og forsatte uden tanke med pille ved skjortens kant. hendes blik begyndte at vandre og hun lagde mærke til at hans bukser strammede en smule under bæltet. Et svagt skævt smil gled kortvarigt over hendes læber, men blev hurtigt erstattet af en tydligt irriteret mine, da han stoppede med at fortælle. Hun stirrede ham stædigt tilbage uden at sige et ord. Hun legede stadig med skjorten og kneb svagt øjnene sammen uden at tage øjnene fra ham." Hold op med det pjat og fortæl videre" krævede hun og lød som et forkælet barn

Der kunne man bare se så lærte han da noget nyt. Hun virkede ret glad og tilpas for en der var sårer sådan som hun var. Han fangede hendes blik med til hans skridt og det strammede lidt mere som respons på han vidste hun kiggede.

Og hvorfor legede hun sådan med skjorten!? Hvis han prøvede på at gøre noget ved hende ville hun jo blive ødelagt! Han blev næsten nervøs for om hendes skader gjorde noget ved hende...
Men da hun irriteret sagde at han skulle fortælle videre rystede han på hovedet af hende. "Jeg ved at du er smuk og skøn, men spørg mig pænt." Han stirrede stædigt tilbage på hende da han altså ikke gjorde som hun kommanderede bare sådan.
Hun havde heller ikke takket ham, det ville han egentligt også gerne have hørt fra hende. Men nu var han forvirret af hendes næsten flirtende adfærd. Han lod også dit blik glide til mellem hendes ben nu hvor hans instinkter var forvirret af hendes opførsel og udseende... Hun burde ikke give ham lysten når hun var skadet. "Så det er er nej hvis du ikke spørger pænt!" Han var meget bestemt.

Et lille smil lå ganske svagt om hendes læber, da hun så hans bukser strammede lidt mere. Hun blev slået af træthed igen, som et slag for oven, ud af det blå. det var en intens og underlig følelse." Jeg er træt Sargonis." Mumlede hun med nu lukkede øjne. Hendes hænder var gledet ned langs hofterne og hovedet var gledet let til siden. Hun lukkede øjnene og smilede over hans ord." vil du ikke være så sød og fortælle mig hvad der er sket imens jeg har været væk?" hendes stemme var døsig men drillende. Drillende fordi det pinede hende at skulle bede om noget på den måde. en lille grimasse gled over hendes ansigt efter hun havde spurgt. Hun åbnede øjnene og kiggede op på ham igen. "Men måske først senere" sagde hun og hentydede til at hun var ved at falde i søvn, hendes øjne var gledet i igen.

"tak" mumlede hun og man kunne høre hun havde svært ved at sige det. Hun takkede normalt aldrig folk. Hun var opdraget til at det var alle andres plads i livet at sørge for hende, og at de derfor ikke havde behov for et tak, da de simpelthen bare passede deres pligt.
Maeve faldt endnu engang i søvn

Han spottede ikke hendes smil da han var optaget af andre ting, han blev revet ud af tankerne da hun sagde hun var træt. Han nikkede blot og bukserne stoppede hurtigt med at strammes så meget.
"Selvfølgelig vil jeg være sød at gøre det." Nu hvor hun spurgte pænt kunne han ikke sige nej til det kønne ansigt han jo vidste hun havde når hun var rask.
Han nikkede og selvom hun sagde først senere forklarede han stille og roligt om det mens hun faldte hen så hun vidste han ikke forsvandt.

Hendes tak fik ham til at smile bredt. Han kendte hende nok til at vide det var unormalt. Han hviskede tilbage til hende "intet problem, og ved du kan gengælde en anden gang." Han ventede så bare på hun vågnede igen. Han lukkede skjorten så han ikke så for meget på kroppen.