I need help. Truly – Dr. Trott (fortids emne)

Sted: I udkanten af markedet
Tid: November 1166
Vejr: køligt efterår, overskyet og en let brise

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kat stod i en bod og forsøgte at sælge nogle ruller hørstof. Rullerne indeholdte omkring fem meter stof hver, og var i forskellige farver. Hun havde haft held med at sælge en rulle ind til videre, men hun viste at Madam Saurmilc ikke ville blive glad hvis det var alt hvad Kat kunne sælge på en dag. Derfor fortsatte hun med at falbyde rullerne.
Det var tydeligt at se på kjolen, at hun ikke levede under de bedste vilkår. Den var plettet af snavs, selv håret som var samlet i en knold i nakken viste tegn på at det ikke blev passet på en god måde, men Kat klagede ikke. Hun var bare glad for at Madam Saurmilc havde givet hende lov til at arbejde for sig. Det betød at Kat kunne sove i køkkenet ved ildstedet og fik levninger fra familiens bord, så hun hverken frøs om natten eller sultede.

Et par damer kom forbi og Kat forsøgte at vise stofrullerne frem, men damerne kastede et blik på Kat og gik videre. Kat sukkede og kæmpede for at holde angsten i ro. Men det var nemmere sagt end gjort. Uden at tænke begyndte hun stille at synge den [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som hendes mor altid havde sunget for hende. Det fik et par ældre kvinder til at stoppe op og lytte.
Da Kat opdagede dem, frøs hun midt i melodien og kvinderne smilede venligt til hende.

”Sikke en smuk stemme, min pige. Du burde overveje at synge i stedet for at stå her og sælge stof.” Kvinderne efterlod et par kobbermønter som tak for sangen. Kat så forvirret efter kvinderne som fortsatte hen af gaden og ned på kobbermønterne, inden hun nærmest metodisk lagde mønterne ned i den pose, Madam Saurmilc havde givet hende til mønterne fra salget.
Men Kat forsøgte sig ikke med sang igen. Hun turde ikke. Hvad vil Madam Sourmilc ikke sige, når hun opdagede de mønter. ”Du har ikke tjent dem ved at sælge mit hørstof. Hvor har du hugget dem fra?” Men Kat turde heller ikke at gemme pengene, for så kunne hun jo blive beskyldt for at stjæle. Bare tanken fik hende til at ryste på hånden, da hun løftede den op til det skjulte brændemærke. Det var stadig ømt selv om det næsten var fire måneder siden at kongen af Sunfury havde givet hende det.

Normalt var August i Doomsville. Passede sin klinik, eller brugte en dag i skoven på at samle urter. Ikke at der var meget at samle i øjeblikket. Der var enkelte urter der trivedes under vinterens kommende kulde. Ellers havde han et lille lager derhjemme, klar til vinteren - og slet ikke nok, i forhold til mængden af patienter han var begyndt at få. Når man altid rakte en hånd ud og aldrig sagde nej, hverken mellem fattige eller rige, fik man lige pludselig en del patienter. Med alverdens lidelser. De fleste helt almindelige sygdomme. Forkølelser, podagra, hoste, symptomer på alkoholmisbrug og lignende. Ret kedelige ting, faktisk.
Og så var der tidspunkter som disse, hvor han tog nogle dage fri og rejste lidt væk. Væk fra den stigende uro i Doomsville, de stigende antal mord og de stigende rygter og historier. Ingen vidste hvem eller hvor man kunne blive angrebet, og August der efterhånden havde oplevet lidt af alt, trængte ikke til at opleve mere. I stedet havde han pakket to tasker, samlet sin lille opsparing og lånt et lille kroværelse her i byen. Tjente lidt ekstra på at lege huslæge hist og her. Firewood havde også kun begrænset med medicinsk hjælp, trods alt. En lille glemt by for mange.
Med de nye penge på lommen, havde August også kunne købe nye sko og nyt tøj for lidt tid siden. Ikke flere våde sokker efter en tur i regnen. Ikke flere huller, der måtte stoppes med stofrester fra andet tøj. Ikke lige nu, i hvert fald.
På den måde kunne han gå vinteren i møde med ro, i sine nye støvler, et par bukser og en varm trøje og en kun halv-slidt kappe. Billigt stof, bevares, og uden fine farver. Men varmt og næsten helt tæt.
I bæltet hang hans pung, en lille dolk og en lille pose med hvad han anså som medicinsk førstehjælp. For han stødte næsten altid på nogen eller noget der trængte til et eller andet.

Sådan, med de strittende mørkebrune krøller og let skæg, vandrede han ned af Firewood villages lille marked. Det var tydeligt mængden af friske grønsager var dalene, og i stedet var der fokus på materielle goder eller salt og sylte til vinteren. Ikke noget August havde så meget brug for. Faktisk kiggede han mest, end fordi han havde nogle planer. Og når han ikke kiggede på ligegyldige ting, stoppede han op i et stille hjørne og kiggede på folks vandren. De veje folk gik imellem hinanden. Der var et mønster. Det mønster var han helt betaget af, og kunne ikke lade være med at notere nogle småting i sin lille håndbog, der også var sikret i bæltet med en lædersnor.

Han havde stået med ryggen til nogle andre små boder, og havde svagt hørt en melodi. Men det var mere folks reaktion på den, der fik ham til at indse han faktisk havde hørt den - og gjorde ham nysgerrig. Han drejede sig halvt, stadig med en fjerpen mod pergamentet i sin ene hånd, og med blikket på en gruppe damer der kom imod ham nu. Men hans blik gled hurtigt fra deres småsnakkende gruppe, til boden og kvinden de lige havde forladt. Der blev solgt klæder, hvilket ikke interesserede August det mindste. Hvor kom snakken om musik fra?
Lidt distræt gik han tættere på. Men der var ingen musik, ingen sang. Bare en kvinde, en lidt forhutlet kvinde, der virkede til at være i et dilemma af en slags. Hænderne rystede, og hun virkede nervøs på sin egen måde. Ja, fra et hurtigt gæt ville August mene hun nok havde været misbrugt på en eller anden måde, og nu sikkert stod her fordi nogen forlangte det af hende. Ja, det var præcis sådan en person hun mindede ham om...
Og så begyndte han at genkende hende...Lidt. Måske. Men...Nej. Var det? Nej. Slet ikke.
Før August vidste af det, stod han foran boden og kiggede lidt for intenst på hende. Og først for sent gik det op for ham at han faktisk gjorde det.
"Undskyld, undskyld, jeg er så uhøflig! Men du ligner en jeg kender...Men det kan ikke være rigtigt...Så vidt jeg ved er hun i Doomsville. Eller det vil sige, det er faktisk lidt tid siden jeg har set hende, og jeg ved faktisk ikke præcis hvad hun laver, eller hvor hun er lige nu..."
Ordene kom af sig selv, i en lind strøm, ustoppelige i alt Augusts sociale akavethed. Den lille håndbog lå stadig i hans ene hånd, fjerpennen i den anden. Frosset i tid og sted, som August havde glemt alt om han stadig holdte dem.

Hun gav et lille gisp fra sig og trådte et skridt tilbage, da hun blev opmærksom på manden der stod og betragtede hende. Han virkede bekendt, men hun kunne ikke huske hvor eller hvordan.
Da han talte skyndte hun sig at bukke for ham.
”Nej nej, gode herre. De må undskylde denne ydmyge tjener. Kunne De være interesseret i en rulle fint hørstof? Der er nok til et par gode bukser og en god skjorte. Eller måske til en kappe, som kan fores til vinteren.” Kat rablede ord af sig, uden at tænke. Hvilket betød at hun fuldstændig overså at han på en måde havde stillet hende et spørgsmål. Hendes hænder rystede lidt mere og hun gned dem nervøst mod den snavsede kjole.

I sit stille sind bad hun til at han ikke var en af de typer, der endte med at ville have hende med hen på et kroværelse for et par timer. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre hvis han viste sig at være en af de typer.

August smilte let og kløede sig i håret - eller det ville han, da han pludselig så den var optaget af hans fjerpen. Hurtigt fik han pakket den og håndbogen væk.
"Åh...Altså..."
Han havde en dårlig samvittighed over at optage hendes opmærksomhed, når han ikke engang ville købe noget. I stedet fiskede han et par mønter frem og lagde dem på bordet foran hende.
"...Jeg kan ikke sy eller bruge stof til noget. Nej, slet ikke. Men derfor skal du ikke snydes, når jeg nu tager din opmærksomhed, i stedet for at handle" forsikrede han, og håbede det ikke fremstod pressende eller underligt. For meget, i hvert fald. I stedet kunne han ikke slippe tanken om at han kendte hende. Han tænkte intenst, men svaret kom ikke rigtig til ham...
Nå. Det kom nok på et tidspunkt. I stedet vendte han sig halvt og skulle til at vinke farvel, da svaret kom som lyn for en klar himmel. Han stoppede op i sine bevægelser, da en smil bredte sig over hans ansigt og han trådte helt over til boden igen.
"Nu ved jeg det! Katrina!"
Han var ikke længere i tvivl. Men hvad lavede hun her? Og i denne fatning?
"Åhh...Det er længe siden! Jeg er ked af at jeg ikke har besøgt dig mere. Dem mere. Ja, hvordan skal jeg tiltale dig? Hvad laver du her? Og med...Disse stoffer...Sidst jeg så dig var i et handelshus i Doomsville. Du hjalp mig, husker du måske? Uden dig og dine folk havde jeg aldrig fået min klinik op i Doomsville, eller kommet i gang med mit arbejde igen! Jeg er Dem meget taknemmelig! Virkelig!"
Hænderne kørte rundt som han prøvede at forklare sig. Så gik det op for ham at hun jo egentlig virkede ret nervøs, og uanset hendes situation, kunne den ikke være særlig god. Ikke hvis hun stod her nu. Nej, tværtimod kunne hans ord måske vække skam og ubehag.

Med en dyb indånding tvang han sig til at slappe lidt mere af. I stedet sendte han hende et stort smil.
"Undskyld, iveren tog over. Jeg er August Trott. Dr. Trott? Jeg er ked af hvis jeg har overtrådt en grænse"

Hun trykkede sig en smule, da han sagde at han ikke kunne bruge stof til noget. Madam Sourmilc vil ikke blive glad. Nej det ville hun ikke. Og nu var der flere mønter, som hun ikke havde tjent på at sælge Madam Sourmilc's stoffer. Hvad skulle hun gøre?? Med rystende hænder samlede hun mønterne op og lagde dem i pungen, mens hun håbede på at Madam Sourmilc ikke blev alt for vred.

Da han vente rundt og kom tilbage, trådte hun et skridt baglens i forskrækkelse. Samtidig blev hendes forskrækket øjne store, da han sagde hendes navn. Hun lyttede i angst mens han talte, da hun frygtede at han havde flere sten at dynge på hendes skuldre. Men nej. Hun skulle have hjulpet ham før i tiden. Noget han var hende taknemlig for. Tågerne slørrede det meste, men der dukkede små brudstykker op ind i mellem. Selv hans navn virkede en smule bekendt. Men så kom stemmerne igen: Hun var skyldig. Hun var fortabt. Hun havde ødelagt alt. Hun havde fejlet. Hun havde bedraget deres tillid.
”Åh nej, nej. Det har De slet ikke. Det er mig der undskylder for at holde Dem her.” Kat løftede afværgende hænderne og rystede dem frem foran sig i en afværgende bevægelse.

”Hvordan går det, Katrina?” Madam Sourmilc kom over til boden og så undersøgende fra Kat til manden ved boden. Hun var en midaldrende kvinde, som var blevet lidt buttet med tiden. Hendes brune øjne lyste af venlighed, ligesom hendes smil. Det brune hår havde fået et gråligt skær gennem de sidste fem år. Hun lagde godt mærke til at Kat trykkede sig mere end tidligere, hvilket fik hende til at sukke kort, mens hun satte sin kurv på boden. Kat kunne ikke undgå at mærke duften af friskbagt brød fra kurven og gned nervøst hænderne, da hun ikke turde spørge. Madam Sourmilc henvendte sig derefter til manden, igen med et venligt smil på læberne.
”Goddag, min herre. Jeg er Madam Sourmilc og bodens ejer. Kan vi hjælpe Dem med noget?”

Det virkede ikke som om Katrina rigtig huskede det. Eller tog August fejl? Måske lignede hun bare Katrina, og turde ikke skuffe ham eller sende ham væk med ordene om at han tog fejl?
I et øjeblik var han selv løbet tør for ord, som han prøvede at forstå situationen foran sig. Der var et eller andet ved det hele...Der virkede forkert.

Så det VAR Katrina!
Ordene var som en puslespilsbrik der faldt på plads og gav han en smule ro. Godt så. Mysteriet løst. Men resten af hans spørgsmål stod endnu. Burde han presse på? Eller bare gå? Han havde ikke været tæt med Katrina, men det smertede ham at se hende stå her. Så laset, med ord der udtrykte usikkerhed, nervøsitet og manglende selvtillid. Hvor var den stærke kvinde, der ledede et helt handelshus? Som bød ham på the, og gav ham ressourcer til at hjælpe andre?

Hans blik gled over til den nyankomne kvinde. Han rettede sig lidt op og gengældte hendes smil med sit eget.
"Madam Sourmilc, mange tak. Mit navn er August Trott. Jeg beklager hvis jeg har optaget Katrinas tid, men jeg kender hende fra Doomsville og kunne ikke modstå at sige hej!" forsikrede han i en let og oprigtig tone.
"Og faktisk kan De hjælpe mig med noget. Hvis De ejer boden, arbejder Katrina så for Dem? Jeg er ret nysgerrig over hvordan du er endt her..." Hans blik gled tilbage til Katrina. Selv om han snakkede med Madam Sourmilc, havde han ikke glemt hende. Og uanset hvem af dem der ville svare ham, var han ret indstillet på at finde et svar inden han gik. Så selv om han i sidste øjeblik havde rettet spørgsmålet mod Katrina, så hun selv kunne svare ham hvis hun ville, var spørgsmålet også lidt ment mod Madam Sourmilc. Og han var faktisk slet ikke i tvivl om at Katrina arbejdede for madammen. Men...Så nervøs....Var det på grund af Madammen, eller noget andet hun havde oplevet? Noget traumatisk, måske?

Madam Sourmilc smilede varmt mens hun lyttede til mandens ord. Det glædede hende at Katrina havde venner og bekendte, der stadig ønskede at se hende.
”Hvor det dog glæder mig at høre. Se Katrina, verden er ikke helt så mørk alligevel.” Madam Sourmilc så smilende over på Katrina, mens hun gjorde en venlig gestus mod August.

Kat smilede meget forsigtigt til svar, inden hun rakte pungen frem mod sin arbejdsskiver og forsvandt ud af boden så snart fruen havde taget imod den. Noget der fik Madam Sourmilc til at sukke blidt og se over på August.
”Stakkels pige. Hun kom her til byen for en lille måneds tid siden. Helt klædt i laser den arme pige. Hun siger ikke meget og er nærmest som en hund der er blevet slået af sin tidligere ejer. Jeg vil virkelig ønske jeg kendte til nogle som kunne hjælpe den kære pige. For jeg er sikker på at hun inderst inde er en mere fri fugl. De skulle høre når hun synger. Fantastisk stemme. Men det er desværre kun når hun tror sig alene eller prøver at bekæmpe sin frygt at hun synger.” Hun så i den retning Kat var forsvundet, inden hun igen vente sig mod August, med et smil.
”Kunne De tænke Dem at spise aftensmad sammen med os. Det bliver kun os tre. Så kunne De også få en chance for at snakke med Katrina om gamle dage. Det kunne måske hjælpe hende en del.”

~ ~

Kat var igen endt med at flygte. Og uden at tænke over det var hun, som flere gange før, stoppet op i skyggerne på bagsiden af en bjælkehytte, der lå i udkanten af byen. Der var noget der inde som trak i hendes mørke side. Noget der føltes både tryk og afskrækkende. Men hun var endnu for angst til at forsøge at finde ud af hvad eller hvem det var. Derfor blev hun der ikke længe inden hun listede sig tilbage til Madam Sourmilc's hus der lå i den modsatte ende af byen. Bagved huset var der en ”lille” hørmark, som var gjort klar til vinteren. Kat listede sig ind i køkkenet, hvor hun begyndte at klargøre ingredienserne til aftensmaden.

Madam Sourmilc virkede som en venlig kvinde, der ønskede det bedste. August nikkede let til hendes ord, kun for at se en pung blive videregivet og Katrina der virkede til at stikke af. Det var ikke så underligt endda. De snakkede om hende, uden hun specifik deltog i samtalen. Og hentydede til at der var et eller andet galt. Det måtte være en ubehagelig situation at være fanget i - eller også ønskede hun virkelig ikke at snakke, som tingene var lige nu.
August var sikker på der lå et eller andet. Der var sket noget for en måned eller mere siden. Det var heldigt hun var endt i armene på Madam Sourmilc, så mange andre dårlige ting kunne være hent.
"Jeg er så dybt taknemmelig for De tager Dem af hende!"
Han så op på kvinden, som Kat var forsvundet fra samtalen og deres synsvidde.
"Uden tvivl der er sket et eller andet. Hun er slet ikke den Kat jeg kender. I al beskedenhed er jeg læge, og jeg vil rigtig gerne takke ja til Deres invitation. Måske jeg kan finde en måde at hjælpe til på. Men jeg må også indrømme at jeg ikke kan love noget. Det virker til at være af sindet hun måske lider mest i øjeblikket, og der findes ingen mirakelkure hvad den slags angår. Kun tid, tålmodighed og forsøg. Men jeg vil gøre mit bedste. Det skylder jeg hende"
Han sendte Sourmilc et smil, men et eller andet sted følte han også et stik af sorg. Sorg over at Katrina var endt her, i denne forfatning, når han nu vidste hvilken slags energirig og venlig kvinde hun havde været tilbage i Doomsville. Hvis han kunne, så måtte han hjælpe hende!
At spise aftensmad kunne måske gøre Katrina mere van til hans nærvær, og måske få hende til at åbne lidt op. Måske han kunne få hende for sig selv bagefter. Men hun måtte heller ikke føle sig hverken presset eller fanget.
Nej, tålmodighed var altid bedst i disse situationer. Det kunne godt være han måtte blive i Firewood lidt længere end han havde planlagt.

Madam Sourmilc nikkede smilende til ham, mens hun lyttede til hans ord. Hun var glad for at August var kommet forbi, og nu håbede hun virkelig at han kunne hjælpe Kat bare en smule.
Næ, det tror jeg gerne på. Jeg kan selv mindes at have set pigen i bedre tilstand, når jeg har været i Doomsville, enten med hørstof eller for at hente forsyninger som vi ikke selv har her i byen. Godt nok kender jeg ikke meget til hende, men alligevel nok til at kunne sige at der er noget galt. Madam Sourmilc sukkede tungt og viftede let med hånden som om hun havde det varmt.
”Den kære pige trænger virkelig til en god ven eller veninde. Alligevel er hun ikke meget for at se dem hun kender. Det er som om hun frygter at de skal væmmes ved hende. Ved gudinden, hvor ville jeg dog gerne vide hvem der har gjort hende fortræd. Nå, nok om det. Jeg må heller få pakket boden sammen. Hvis De kommer omkring klokken seks, vil det passe fint med at hun er ved at være klar med aftensmaden. Jeg håber virkelig at hun har ro nok til ikke at stikke af.” Madam Sourmilc gav ham en forklaring om hvordan han fandt hen til hendes hus i udkanten af byen, inden hun gav sig til at pakke boden sammen. Et hurtigt blik i pungen og en hurtig hovedregning, fortalte hende at folk igen havde efterladt penge til Katrina. Så måtte hun have sunget igen.

~ ~

Kat var i fuld gang med at lave aftensmaden, som bestod af kylling krydret med urter, kogte kartofler og grønsager, da Madam Sourmilc kom ind af døren. Hun smilede til Kat og lagde de ekstra mønter på bordet.
”Værsgo min pige. De er dine. Som tak for din hjælp.” Hun viste at hvis hun talte om at Kat selv havde tjent dem ved at synge, så ville pigen benægte det. Selv nu hvor hun gav dem til Kat som betaling, var pigen meget tilbageholden med at modtage dem. Derfor lod Madam Sourmilc pengene ligge på bordet, så Kat selv kunne tage dem når hun havde haft tid til at falde lidt til ro, tænke eller hvad pigen nu havde brug for.
Først efter at Kat, en halvtimes tid senere havde taget mønterne, nævnte Madam Sourmilc blidt at hendes ven August kom til aftensmad. En del af Kat havde lyst til at løbe, men maden var endnu ikke færdig og hun ønskede ikke at Madam Sourmilc skulle sulte på grund af hende. Ikke når fruen var så sød overfor hende.
Så det var med let rystende hænder at Kat dækkede op til tre i stedet for to.

Et sted i hendes sind, glædede Kat sig til at se August igen. Mens hun havde stået og lavet maden, havde et svagt minde vist sig og hun havde husket en smule af deres venskab. Der var vist nok noget med at han var læge af en eller anden art, men Kat kunne ikke huske hvad. Et lille håb begyndte at lyse med en meget svag gnist. Måske han kunne hjælpe hende med at få lidt ro i sindet?

August nikkede, lyttede til forklaringen og lovede at komme. Så efterlod han madammen til at pakke boden sammen, mens han selv gik tilbage til sit kroværelse. Det var ikke længere interessant at studere byen og dens beboer. Hans tanker var optaget af Katrina, og hvad der mon kunne være sket.
Han vaskede sig lidt og lod sin håndbog og andre småting blive på værelset, som han låste af da han gik. På vejen købte han et lille brød med tørrede frugtstykker som værtsgave.

Da han ankom, bankede han let på døren. På en og samme tid nervøs og spændt på hvad der ville ske her til aften. Det var altid noget andet når han faktisk kendte folk. Der var ikke den samme nøgterne observation. Det var langt mere personligt, og derfor kunne han også nemmere overse noget eller overtræde en grænse. Fordi han så gerne ville hjælpe og følte han kunne gå længere med folk han kendte. Ikke at han just havde en masse venner, faktisk var den gruppe nok ret lille. Men han kendte da et par stykker hist og her.
Nej. Han måtte prøve og slappe af, og vurdere situationen her til aften. Uanset hvad var der et måltid mad og en let samtale med værtinden, og måske Katrina hvis hun følte for det.

Madam Sourmilc åbnede døren og vinkede ham smilende ind.
”Kom indenfor, hr. Trott. Katrina er næsten klar med maden. Hvad må jeg byde på? Øl, vin, frugtsaft eller vand?” Hun var så glad at det nemt kunne føles at hun trak en med ind og skubbede en hen til en stol ved bordet, der allerede var dækket op med tallerken, krus og bestik.

Kat prøvede på at smile, selv om det var lidt svært. Jo, hun var enlig glad nok for at Madam Sourmilc havde inviteret ham. Men hun var også nervøs for hvordan det ville gå og hvad det ville ende med... Hun satte fadet med kyllingen på bordet og skyndte sig at finde kartofler og grønsagerne frem, samt finde de drikkevare som de forskellige ville have. Selv drak hun enten frugtsaft eller vand, hun turde ikke at drikke alkohold, for hun viste ikke hvad hun kom til at sige eller gøre.
Så snart Madam Sourmilc havde sat sig på modsatte side af August, begyndte Kat at skære kyllingen ud og servere for dem.
”Mange tak min pige. Det ser virkelig godt ud. Husk at give dig selv et godt stykke også. Du er alt for tynd.” Det moderlige udtryk og stemmeleje fik Kat til at give Madam Sourmilc et lille forsigtigt smil, mens hun nikkede og gav sig selv et godt stykke kød.
Her i huset, var Kat lidt mere afslappet end hun havde været på markedspladsen, men det skyldes mest at der ikke var så mange der kom forbi her.

Så snart alle havde fået mad på deres tallerken, satte Kat sig på den sidste plads. Ved siden af August. Hun smilede forsigtigt til ham.
”Jeg undskylder for tidligere. Jeg.... har det ikke nemt.... med andre for tiden...” Hun nåede ikke langt i sin tale, før hun mærkede panikken komme halsene og tvang hende til at bide talen over i flere stykker. Det var også tydeligt at se panikken på hende. Hun rystede og knugede nervøst hænderne i skødet, som om hun var bange for at blive skældt ud.

August trådte let ind i huset og overgav sin lille værtsgave. Derefter blev han straks vist til bordet og sat. Var han tæt på at have været for sent på den? Maden var i hvert fald klar.
"Bare vand tak" bad han med et smil, også selv lidt uvant med denne situation. I et fremmede hjem, til middag. Han håbede ikke at han fremstod utaknemmelig eller uhøflig på nogen måde.
Han tog pænt imod alt hvad der blev tilbudt, men i moderater mængder. Han var ikke typen der overspiste sig. Han ville hellere gemme lidt brød og spise flere små måltider - hvis han da ikke ligefrem glemte det.
Det var dejligt at se Madam Sourmilc være god mod Kat, og han fortrød han havde mistænkt hende for at behandle Kat dårligt til at starte med. Men han havde ikke kendte tingenes sammenhæng, så han undskyldte sig selv i stilhed.
Dog nu, så tæt på Kat, var hendes tilstedeværelse slet ikke så rar som den plejede at være. Der havde altid være en ro og tillokkende betryggende aura omkring hende. Det måtte han indrømme der slet ikke var nu. Han måtte kæmpe lidt med sin egen menneskelige natur for ikke at trække sig fra hende af ren instinkt.

Han smagte på maden.
"Åh ja...Det smager godt, Katrina" forsikrede han, uden at skjule den åbenlyse fryd af saftig kylling og grønsager på hans tallerken. Det var ikke hvad der kom på tallerkenen derhjemme, så det var en ren fornøjelse!
Men han var her af andre årsager end svælge i maden. Han rømmede sig svagt og tog en tår af sin vand.
"Du skal ikke undskylde"
Han så på hende med et roligt smil.
"Jeg er ked af hvis jeg pressede mig på. Jeg var oprigtig glad for at se en jeg kendte. Der er ikke mange folk, jeg har æren af at kalde venner. Og jeg bilder mig selv ind vi på et eller andet niveau er det" sagde han i samme rolige stemme. Egentlig ville han gerne vente til de havde spist lidt. Jo færre instinktive behov der kunne interferere, jo nemmere var det at snakke til den mere logiske del af hjernen. Men hun havde selv åbnet op for samtalen. Panisk, ja. Men han mødte hendes panik og usikkerhed med ro og åbenhed. Hun skulle ikke skamme sig for at føle noget, og hun skulle mærke at hun godt måtte udtrykke sine følelser i hans nærvær.
"Har du altid kunne lave så god mad?"

Madam Sourmilc havde smilende taget imod hans værtsgave, inden hun havde sat ham til bords og selv sat sig.

Kat nikkede med et svagt smil til hans ord om at maden smagte godt. Hun viste ikke helt hvad hun ellers skulle gøre. Jo Madam Sourmilc roste tit hendes mad, i hvertfald mere ærligt i løbet af de sidste par uger end tidligere. Men ja, Kat fik og også trænet en del mere i madlavning end hun tidligere havde gjort.

Da August begyndte at tale stille og roligt, var det som om noget i hende faldt en smule til ro. Kroppen faldt langsom mere til ro og hun tvang sig til at flytte hænderne op til tallerken hvor hun begyndte at skære sit kyllingestykke ud.
”Det... gjorde du ikke. Jeg har bare... meget nemt ved at blive nervøs.” Hun måtte tage tilløb et par gange til at fuldføre sætningerne. Men samtidig syndes det også at blive en lille smule letter, når hun nu viste hvem han var og at han kun havde været god imod hende. Og det faktum at han mødte hende med ro og åbenhed gjorde også en del. Hun så forsigtigt over på ham, og et svagt minde om deres første møde kom frem. Den gang var det ham som var forsigtig og hende der var den rolige og erfarende. Som tingene dog havde forandret sig. Hvor længe var det siden?? Hun kunne ikke huske det.

Hans spørgsmål omkring hendes madlavning, fik hende til at ryste let på hovedet.
”Neej, det har Madam Sourmilc hjulpet med. Da hun tog mig ind, startede hun med at lave maden og jeg så på. Efter lidt tid spurgte hun mig om jeg kunne tænke mig at lære det? Jeg havde godt nok lært noget fra min mor og familie, men Madam Sourmilc hjalp med at gøre det bedre.” Woow, havde hun lige talt uden at stamme eller bryde sætningerne?? Det kom fuldstændig bagpå hende. Men ja... Det føltes... Godt.

Madam Sourmilc, sad sad og smilede venligt mens hun lyttede til de tos samtale. Hun var glad for at hr. Trott var kommet til byen og havde mødt Katrina igen. For det så ud til at manden havde en god indvirkning på pigen. Hun nød at se Katrina vågne lidt op og finde ud af at der ikke var fare på færre hele tiden. Noget pigen ellers var fast besluttet på at føle.

Det var fuldt bevidst at emnet faldt på noget så normalt som madlavning. At det virkede til at Katrina kunne slappe af, tog August som en sejr. Og virkelig, maden var også god.
"Det smager i hvert fald godt. Madam Sourmilc har været en god underviser"
August så over på madammen med et smil, som for at understrege sine ord. En hånd gled kortvarigt over hans mætte mave. Det føltes godt at være mæt på god mad. Også selv om det ikke var derfor han var her.
Han var måske lidt for hurtig til at spise op - mens han pænt takkede nej til mere mad, hvis nogle af dem foreslog det.
"Måske er det typisk mænd, men jeg kan knap nok koge nogle grønsager" drillede han, som han skyldede maden ned med vand. Selvfølgelig kunne han lidt. At stege eller koge noget kød og grønsager var nemt nok. Og måske var det fordi han boede alene, men at lave store måltider værdig for en familie - som dette var - skete aldrig. Der var ingen grund til at stå i køkkenet i lang tid, når det bare var til ham.
"Hvis du ikke har noget imod jeg spørger...Hvor er Beldragon blevet af? Ja, det var vel det han hed, manden der altid var med dig?" Spurgte han videre på samme rolige måde.

Madam Sourmilc nikkede smilende som tak, da hr. Trott roste hende som underviser. Men ellers lod hun de unge om at tale.

Kat smilede svagt, men det var et smil. Hans ord om at maden smagte godt og hans drillen med at han knap nok kunne koge grønsager, fik hende til at varme lidt op og smile mere bredt. En revne var så at sige slået i lerkrukken som skjulte hende for omverdenen. Det imponerede hende en del, men måske var det fordi hun kendte ham fra sine gode år?
Dog fik det hurtigt en ende igen, da han spurgte efter Beldragon. Her var et ømtåligt emne. Hun havde fået at vide fra de dæmoner, som havde været fængslet sammen med ham, at han ikke var blevet løsladt sammen med dem. Hun frygtede for hans liv. Smilet forsvandt og tårene samlede sig i øjenkrogene.
”Sidst jeg hørte noget, var han stadig fængslet i Sunfury. Han forsøgte sikkert at hjælpe mig, men endte med at ødelægge det for sig selv.” Stemmen var igen svag og nærmest hviskende. Hun gav sig selv skylden for hans skæben.

Beldragon havde haft en intimiderende tilstedeværelse. Altid tilstede, altid så...Alvidende...Klog, og rolig. August havde både frygtet ham og være ret fascineret. Gad vide hvad manden egentlig kunne, når det kom til stykket? Han kendte faktisk ikke engang historien mellem ham og Kat. Hvorfor Beldragon fulgte hende og de virkede til altid at være sammen.
Men August havde vidst Beldragon havde været der, og virket trofast. Det ville slå ham som meget mærkeligt hvis manden bare selv var gået. Men...Alt kunne ske, selvfølgelig.
August rettede sig lidt op i stolen, som hans øjenbryn gled tættere på hinanden.
Sunfury. Fængsel. Absolut ikke gode ord at blande sammen. Men gad vide hvad der var sket? Og mon han kunne gøre noget for at afhjælpe situationen? Ham, et sølle menneske, på trods af han kunne lidt magi når han virkelig ville?
For første gang i sit liv følte han en lyst til at blive stærkere. Oprigtig stærkere. For at kunne hjælpe, sådan virkelig hjælpe. Ikke bare snakke og komme med teorier hele tiden. Men det var ikke hans verden.
Alligevel blev han ved med at overveje tingene bagerst i sit sind. Overveje om han kendte nogle han kunne tigge om at kigge på det, når han altså vidste mere.
I stedet lagde han forsigtigt en åben hånd på bordet ved siden af Kat. Han ville ikke direkte røre hende, hvis hun ikke ønskede det. Men han ville gerne holde hendes hånd og give et trøstende klem, hvis hun ville det og ønskede det.
"Undskyld jeg bragte det op. Men det lyder til der er sket nogle alvorlige ting, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe. Men det kan jeg ikke gøre alene. Jeg er nødt til at vide mere om hvad der er sket, og hvorfor Beldragon måske befinder sig i Sunfury. Er det noget du tror du kan snakke om? Hvis ikke i dag, så måske senere? Du er ikke alene Katrina. Jeg bliver her så længe du har brug for mig, og måske kan vi lægge en plan sammen"
Hans stemme var rolig. På trods af hendes stadig ubehagelige aura, modarbejdede han sin instinktive trang til at trække sig. Stædigt blev han siddende og prøvede at vise hende al den venlighed og tålmodighed han kunne. Og det var ikke løgn. Han ønskede virkelig at hjælpe hende. Og Beldragon med, hvis han kunne det.
Han gjorde en let gestus mod Madam Sourmilc.
"Eller måske efter maden, hvis du foretrækker vi er alene om det? Ingen fornærmelse mod Dem, Madam Sourmilc" forsikrede han i en let tilføjelse. Det var op til Kat om Madam Sourmilc også skulle høre historien - hvis hun kunne snakke om den - og om Madam Sourmilc på den måde skulle indblandes i det hele.

Mens Kat begyndte at hviske hvad hun viste om Beldragon, rejste Madam Sourmilc sig og begyndt at tage af bordet, så de to unge kunne få lov til at snakke. Godt nok hørte hun noget af det Kat fortalte, men hun viste ikke nok om det til at blande sig og ønskede det heller ikke. Hun sørgede for at maden blev pakket ned, så Kat kunne tage noget senere når hun blev sulten, eftersom det var sjældent at pigen spiste ret meget til måltiderne.

Kat blinkede et par tåre væk og så på August. Hvor var han venlig. Han ønskede at hjælpe hende. Men kunne hun tage imod det? Måtte hun tage imod det? Hun så ned på den åbne hånd som han lagde på bordet. Følelserne hvirvlede rundt i hendes sind.

Netop som August gjorde sin lette gestus mod Madam Sourmilc, stod kvinden med et sjal i hånden og smilede til dem begge.
”Det er ingen fornærmelse. Og jeg har på fornemmelsen at Katrina helst vil snakke med dig alene. Så jeg smutter lidt hen på kroen og hilser på nogle gamle venner. Eller er jeg forkert på den, min pige?” Kat så overrasket op og rystede let på hovedet, for forvirret til at svare. Madam Sourmilc nikkede smilende og forlod huset, så de to var overladt til hinanden.
Kat sank et par gang som en form for tilløb til at starte sin historie. Hun viste at det var en nødvendighed at se frygten i øjnene, men det gjorde ikke tingene lettere og stemmerne i hovedet råbte at hun skulle holde mund. Og så var der en følelse af at nogen lagde sine beskyttende hænder på hendes skuldre. Hvis hun ikke havde vist at hendes far var død, så ville hun have svoret på at det var ham.
Så da hun fortalte var det med en let rystende stemme, der fra tid til anden snublede over ordene, stammede eller krævede nogle små pauser undervejs. Hun skyldte Beldragon dette. Så for at hjælpe ham, var hun nød til at fortælle hvad hun viste.

Hun startede med historien om episoden tilbage i Januar, hvor hun havde mødt en kvinde der viste sig at være en søster til en mand hun for år tilbage havde haft en erotisk nat med. Han arbejde på et bordel i Sunfury og Kat havde være venlig at vise kvinden hen til stedet, for at de kunne finde ud af hvorfor kvinden lignede manden så meget. Kat fortalte også at hun havde fået lidt for meget at drikke den dag, da hun havde gået med forskellige tanker og derfor ikke holdt øje med hvor meget der var alkohol og hvor lidt mad. Kvinden som hed Juniper og manden der hed Valentine, viste sig at være søskende der ikke havde set hinanden i mange år. Men Valentine havde en tildens til at drille hende og hans søster var ikke sen til at slutte sig til ham, samt nedgøre en af Kats venner, der lige var startet med at arbejde på bordellet. Kat var blevet sur og ville have slået Juniper, men da hendes ven, Jaskier, havde afbrudt hende, havde hun ved et uheld brugt sin vandevne, der resulterede i at hun havde kastet alt alkohold og andre drikkevare inden for ca en halv meters afstand af hende over på søskendeparret. Jaskier havde fået hende af vejen og havde med sin krop fået hende til at glemme tingene en times tid, hvor søskendeparret havde skiftet tøj og lagt planer om hvordan de kunne tage hævn.

Kat fortalte også hvordan de havde slæbt hende med ind i et rum, hvor de havde skåret i hendes underarm. Her viste Kat arret "I have sinned", selv om hun ikke var stolt af det. Det var også tydeligt at hun flere gange havde forsøgt at kradse sig selv i armen, for at overskygge arret. Uden held. Stemmen rystede kraftigere da hun fortalte også om hvordan Valentine syndes at der manglede en signatur og at det resulterede i at de hver dryppede et par dråber blod i såret. Kat fortalte videre om hvor syg det havde gjort hende, og om at det samtidig havde givet hende en form for blodafhængighed, der gjorde at hun hungrede efter mere af deres blod, på tros af at hun viste at hun ville blive syg igen hvis hun fik det. Hun havde forsøgt at komme i kontakt med Juniper uden held, og at Beldragon havde tvunget hende med til Dragons Peak for at se sin ene farfar. Beldragon havde håbet at lidt tid væk kunne fjerne 'sulten', men havde samtidig undervurderet hvor stærk den hang fast i Kats krop. Så da de havde været på vej til elverskoven og karavanen gjort holdt ud foran Sunfury i Juli måned, var Kat sluppet fra Beldragon. Hun var løbet op til bordellet, kun for at få at vide at Valentine, gennem ægteskab, nu var blevet konge. Hun fortsatte derpå op til slottet, hvor hun var kommet i audiens med kongen. I sin forvirret tilstand, havde hun i tronsalen højt og tydeligt tikket om at få lidt af hans blod, hvilket havde forarvet hoffolkene og vagterne, for ikke at sige kongen selv. Han havde dog ladet som ingen ting og taget hende med til et værelse, hvor de kunne snakke sammen på to mands hånd. Her havde han drillet hende med en dråbe, men hun havde modstået og prøvet på at flygte.
Det havde desværre gjort ham sur. Så sur at han tvang et par vagter til at holde hende mens han brændemærkede hende, hen over hendes klans mærke.
Kat trak lidt ned i kjolen, så mærket blev synligt en kort stund, inden hun igen slap kjolen. Nu rystede hele kroppen kraftigt og stemmen var stamme, da hun fortsatte fortællingen.
Valentine havde yderligere bandlyst hende for nogensinde at nærme sig Sunfury igen, med trussel om fængselsstraf eller værre.

Kat var grædefærdig. Tårerne løb ned over kinderne på hende og hun hikstede sig igennem det sidste af fortællingen.
Heldigvis fandt klanfolkene hende på deres vej til Doomsville. Nogle dæmoner i gruppen fortalte hende at de havde været med Beldragon, da han blev arresteret for at have talt lidt nedsættende om kongen. Og at han, efter at have sendt en meddelelse til klanen gennem lysmagi, var blevet låst inde i en isoleret celle, og at de ikke viste om kongen ville sætte ham fri eller ej.

Et sted bagerst i hovedet var hun stolt af sig selv, over at hun havde fået ordene frem. Og på en måde følte hun det også lidt som om hendes far gav hende et kæmpe knus, mens han hviskede hvor stolt af hende han var. Kat var delvis tilbage i sine forældres skovhytte, hvor hun kun havde været omkring otte og lige havde fortalt ham om, hvordan hun havde afstået sig fra at banke en anden dreng, bare fordi han drillede hende med at hun kun var halv engel.
Et andet sted i hovedet, var hun flov over overhovedet at have åbnet munden. Så samlet set var hun i så stor forvirring at hun bare sad der og stor tuede, uden tanke for hvem der hørte hende.

August var stille under hele fortællingen. Lod hende fortælle den i sit eget tempo, med de ord hun kunne. Lod hende tage sine pauser og stamme sig igennem det hele. Tålmodigt sad han bare og lyttede, enkelte gange med små nik, for at vise han at han lyttede, og for at give hende styrken til at fortsætte.
Det var...
Det var noget af en mundfuld. Hun havde virkelig været under en uheldig stjerne det sidste lille årstid. Der var ikke noget at sige til at den slags kunne ødelægge en person - og til tider, på trods af sine studier, blev han stadig forfærdet over hvilke sadistiske tendenser man kunne møde hos de forkerte. At Kat havde mødt disse søskende, at de havde udsat for alt dette...
Han trak vejret dybt. Der var meget at bearbejde, selv for ham, og han havde kun hørt historien, ikke levet den.

Han ville gerne trøste hende, men ville heller ikke presse sig på. Han havde undervejs vendt sin stol, så han havde siddet med fronten mod hende. Let lod han sine arme åbne sig, og inviterede hende stiltiende til et kram, hvis hun havde lyst til det. Det var det mindste han kunne gøre, trods alt. At fortælle historien var første skridt. At kunne sige tingene højt, hjalp sindet med at bearbejde historien og forstå den bedre. Men der var stadig lang vej, hvis Kat skulle lære at leve med hvad der var sket. Og få styrken til at blive sin egen kvinde igen. Men det var slet ikke målet for i aften. Han ville sige Kat mere end havde levet op til det usynlige mål, som August havde stillet for i aften. Intet han kunne sige ville fjerne smerten eller kunne forklare de ting der var sket. Så for en stund sad han bare i stilhed og lod hende falde lidt ned igen. Trøstede hende, hvis hun lod ham.

"Tak fordi du fortalte mig det" sagde han endelig. Stemmen var stadig rolig, men det ville være løgn at sige historien ikke også påvirkede ham. Den gjorde ham måde enormt trist og vred. Men han prøvede ikke at lade det skinne igennem for meget. Hun havde ikke brug for at bære hans sindsstemning også.
"Uanset hvor forfærdeligt det hele er, er det godt du fik fortalt din historie. Uanset hvor slemme tingene er, uanset hvor alene og forhadt det hele kan føles...Kan du altid komme til mig og fortælle mig alt. Det hjælper, på sin egen måde" forsikrede han. Også selv om at snak alene ikke kunne ændre hele verden, kunne det måske give en smule lettelse. Og lige nu ville han gerne fortælle hende at hun ikke var alene. Og at han ikke fjernede sig oven på hele historien. Han væmmedes ikke ved hende for de ting der var sket, eller for hendes behov for blod. På trods af at han var læge, var han ikke sikker på at han kunne fjerne behovet for blod. Det var en afhængighed, og hvis hun havde gået så længe uden det og stadig følte trang til det, var det muligt det nok blev der for livet. Det var en ting hun måtte kæmpe med. Ikke at han kunne sige det med sikkerhed. Lige nu følte han sig håbløst uvidende om alt for mange ting.
"Tag noget at drikke. Det dehydrerer kroppen at græde" han skubbede et glas med vand over til hende.
"Jeg tænker vi har brug for en nats søvn oven på denne udfordring...Jeg kan give dig noget at sove på, hvis du har behov for det. Og i morgen lægger vi en plan. Er det okay?" Han så på hende, hans smil var vendt tilbage. Selv om han bare var et menneske, havde han sin ukuelige tiltro til tingene. En positiv tilgang til livet, som lige nu gav ham styrke. En styrke han håbede hun kunne få lidt af.
"Din situation er svær. Og du vil ikke kunne forbedre den alene. Derfor vil jeg blive, og vi kan finde ud af hvad vi kan gøre ved det hele sammen. Et skridt ad gangen. Det vil tage tid, og vi vil have brug for at prioritere i starten. Lige nu er det ikke kun dig der er fanget i denne situation. Beldragon, og måske din klan, er også fanget. Jeg tror det vil være godt hvis vi sammen finder en måde at ændre den situation på, ikke?"
Det var et retorisk spørgsmål. August havde brug for at tænke og vurdere situationen. Dette var farligt, og i værste tilfælde risikerede han at gøre en konge sur og selv blive fængslet - eller gjort afhængig og tortureret. Så han måtte også være forsigtig. Men han havde ingen planer om bare at pakke sin taske og rejse hjem nu.
Lige nu havde han også brug for at Katrina fik en snert af håb, og måske en snert af sin styrke tilbage. Sindet kunne meget. Hvis han bare kunne overbevise hende om at de kunne det her, og de kunne lægge en plan der gav mening, kunne det være det ville give meget. Hun havde brug for at tage kontrol af sit liv igen. Det gjorde man bedst ved aktivt at gå ud og møde livet igen.
Han så lidt på hende med sit smil, for at vurdere om hun var på planen.

Angsten red hende som en mare, mens hun havde fortalt sin historie. Men han havde bare lyttet. Virkelig lyttet... Selv da han havde vendt stolen for at sidde mere med front mod hende, havde hun frygtet at han ville slå hende eller tvinge hende til at tie. Men det var ikke sket. Tværtimod... Han lyttede videre uden et ord.
Og da hun var færdig havde han stiltiende inviteret til at hende til et kram. Ville venligheden ingen ende tage hos ham? Hun havde nærmest kaste sig ned af sin egen stol og begravet ansigtet ved hans brystkasse, så han kunne lukke armene om hendes ryg. Forskellige brudstykker af minder fra deres stunder sammen i handelshuset i Doomsville kom frem og forsvandt igen. Men alle havde det til fældes at han smilede og var taknemlig for hendes venlighed. Var det den han gengældte nu og her? Det kunne tænkes...

Mens hun græd, lyttede hun til hans rolige ord. Han takkede hende. Virkelig takkede hende for at have turet at fortælle hvad der var sket. Og han tilbød osse at hun kunne komme igen, hvis hun havde brug for det. Hun mærkede hvordan en særlig følelse af varme og taknemlighed begyndte at vokse i hende. Den kæmpede godt nok med alle de andre føleser om pladsen, men vandt lidt af gangen.
Hans ord om at hun burde tage noget at drikke, fik hende til at mærke hvor tør hun følte sig. Så hun rettede sig nok op til at hun kunne tage glasset og drikke et par slurke, mens hun lyttede til ham.
Hans ord om en nats søvn lød tiltalende for hende. Og endnu bedre, han kunne hjælpe hende med at opnå den. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde sovet en hel nat igennem uden at vågne i koldsved og gispende efter vejret. Så det var med et ægte varmt smil, selv om det stadig var lille, at hun nikkede til ham om at det var okay med alt det han forslog.

Hun lyttede til det næste han sagde om hendes situation, mens tårerne stille og roligt aftog. Han ønskede virkelig at hjælpe hende, hvilket varmede hende helt ind til sjælen. Hans ærlige ord om at det ville komme til at tage tid og at de var nød til at prioritere i starten, var lidt som om han lagde en kappe af håb, venlighed og varme omkring hendes skuldre. Hun kunne få det bedre end hun havde det nu. Han ønskede at hjælpe med til det. Og hans ord om at det ikke kun var hende som var fanget, men også klanen og Beldragon, var underligt nok også med til at give tingene en lidt anden perspektiv.
”Jeg vil gerne bede om din hjælp. Jeg ønsker ikke at være fange i mit sind mere. Og ja, det ville være dejlig med en hel nats søvn for en gangs skyld.” Hun kunne mærke hvordan kroppen, nu hvor den var kommet af med historien, var ved at kollapse under udmattelse og søvnmangel. Lettere forfærdet prøvede hun at skjule den ene gab efter den anden, som nu kom i flæng.

August smilte lidt for sig selv. Det virkede til deres samtale havde haft en virkning - men det var også hårdt. Både for krop og sjæl. Så han fandt en lille pung frem, der indeholdte nogle tørrede urter. Baldrian var et godt middel mod søvnløshed. Og, en tilfældig erfaring han havde fået sig, også en urt mange katte elskede. Den måtte dufte godt eller noget.
Han tog nogle af bladene og smuldrede dem i en tom kop. Pungen pakkede han væk igen.
"Baldrian. Et naturligt sovemiddel. Lav en kop the af den, og den vil hjælpe dig. Jeg kan også anbefale at have en duftpose af lavendel eller citronmelisse under din pude. Det er måske nogle urter jeg kan lede efter på markedet i morgen..." Hans blik drev ud i rummet et kort øjeblik, som han overvejede det. Så rystede han let på hovedet. Det var en mulighed for i morgen. Urternes dufte kunne virke beroligende på sindet og sikre en bedre søvn.
I en forsigtig bevægelse lagde han en hånd mod hendes ene overarm, hvis hun tillod det. Gav den et lille klem.
"Tak for mad. Det smagte virkelig godt. Og tak for snakken. Prøv at få sovet lidt - men vær heller ikke bekymret hvis du ikke gør. Vi skal nok finde ud af det" lovede han i samme rolige, men også lidt insisterende tone.
Så rejste han sig. Han klappede let på sine lommer, som for at sikre han havde alle sine ting med sig.
"Jeg vil også trække mig tilbage og få sovet lidt. Skal vi bare mødes her i morgen? Jeg ved ikke om du skal arbejde, i så fald kan vi bare vente til aften igen?" Han så på hende, i håb om at få et svar på det. Og med det ville han forlade huset med de sidste venlige ord og taksigelser. Gå tilbage til sit værelse og få sovet - og tænkt.

Hun fuldte nysgerrigt med i hvad han lavede, mens han fandt en urte frem og fortalte hende om den. Hans ord om at det kunne hjælpe hende, fik hende til ubevist at sænke skulderne en del. Ligeledes nikkede hun smilende til hans ord om de to andre urter. Der var noget i hendes underbevidsthed, som rørte på sig og genkendte urternes navne. Men det var alligevel ikke helt nok til at kunne genkalde sig et billede af dem.

Hun var ved at rejse sig for at tage af bordet, da hun så den forsigtige bevægelse ud af øjenkrogen og straks fokuserede på hans hånd. Et lille klem og hans taksigelse, ja det fik hende både til at smile og blinke et par tåre væk. Jo mere de snakkede sammen, jo mere kunne hun huske ham fra tidligere, hvor deres roller nærmest havde været omvendt. Hun og Beldragon havde hjulpet ham. Hun blinkede et par gange mere, for at holde tårerne tilbage. Hun nikkede roligt til ham, som han sagde at han ville trække sig tilbage.
”Jeg siger også mange tak. For at du lyttede og for Baldrianen.” Hun tænkte sig hurtigt om, inden hun fortsatte.
”De urter du snakkede om. Jeg tror at jeg ved hvor de kan købes på markedet... Så vi kan godt mødes der i morgen. En time før middag. Så burde jeg være færdige med mine pligter i huset.” Hun fuldte ham ud af huset og lukkede derefter døren.

Hun tog af bordet og vaskede op, inden hun kogte noget vand som blev fyldt i koppen med baldrianen. Hun lod det trække omkring ti minutter, mens hun gjorde sin soveplads klar.
Derpå gik hun en sidste tur på det lille das, som var et par meter fra huset, inden hun tømte urteteen og lagde sig.
Om det skyldtes urteren eller det faktum at hun var psykisk udmattet efter at have fortalt sin historie, viste hun ikke. Men hun faldt snart i en tung og dyb søvn.

Da Madam Sourmilc kom hjem, smilede hun blidt til den sovende pige. Hun var så glad for at Hr. Trott var kommet forbi og havde opdaget Katrina. Noget tydede på at manden var læge af en art. Det var i hvert fald hvad hun fornemmede, da hun havde set og hørt hvordan manden talte til Katrina. Hvilket kun var godt. Katrina havde nægtet at tage hen på hospitalet for at blive set af en læge. Så det at hun kendte Hr. Trott på forhånd, havde åbenbart været det der skulle til.
Madam Sourmilc gik hen til sit soveværelse og gjorde sig klar til natten. Hvis det stod til hende, ville hun gøre hvad hun kunne for at Katrina kunne bruge mest muligt tid sammen med Hr. Trott, i håb om at Katrina kunne komme af med noget af sin indelukkethed.

~ ~

Næste dag, da timen før middag nærmede sig, stod Kat klar ved siden af kroen. Hun så noget mere frisk ud end hun havde gjort længe. Og det havde også været lidt lettere at udføre de daglige pligter. Alt sammen noget, der var med til at Kat følte sig lidt mere klar i hovedet.
Måske var der også noget andet... Hun havde været et smut forbi den store hytte i udkanten af byen, hvor folk normalt afholdte sig fra at komme i nærheden af. Den dragende følelse var der stadig væk og var måske taget lidt til i styrke. Men endnu turde Kat ikke at undersøge hvem der boede der.
Hun rystede en smule på hovedet og så sig om efter Trott. Så snart hun så ham, kom der et lille venligt smil på hendes læber.

Trott var gået tilbage til kroen han boede på. Hele turen havde han været fordybet i sine egne tanker. Kats historie og tilstand kørte rundt i hovedet på ham, som han prøvede at fordøje det hele, og gennemskue hvordan han bedste kunne hjælpe hende videre. Da han nåede tilbage på værelset, sad han i et stykke tid og kigge ud af vinduet. Noterede nogle småting i sin notesbog. Til sidst afklædte han sig og gik i seng.

-----

Næste dag brugte Trott på værelset. I hvert fald til det blev tid til at møde Kat på markedet. Iklædt stort set det samme tøj som dagen før, og efter at kæmpe med at få en kam igennem de stride krøller, begav han sig udenfor. Det var november, og derfor ved at blive koldt. Men denne dag var det som om vejret var med dem, da den sene sol gav dem nogle strejf af solskin.
Han blinkede lidt i lysskiftet mellem indenfor og udenfor, før han begav sig over til markedet. Han fandt hurtigt Kat og mødte hende selv med et venligt smil.
"Ah, Katrina!" hilste han med en vinken, som han undgik en vogn der blev skubbet fordi, før han kunne komme helt hen til hende.
"Ah! Sovet godt?"
Et relevant spørgsmål, trods alt.
"Nuvel, du kender byen og dens marked bedre end mig selv. Vil du vise vej? Jeg har intet imod at vi kigger os lidt omkring, faktisk. Det kan være jeg også kan finde nogle andre småting jeg mangler" bemærkede han i en let tone, før han så sig omkring med et sigende udtryk. Han glædede sig faktisk til ikke at være helt alene på indkøbstur. Til sidst så han hen på hende igen og gjorde tegn til at hun endelig måtte vise vej.

Smilet blev lidt større, da hun nikkede til hans spørgsmål om hun havde sovet godt.
”Ja, takket været din hjælp.” Hun lyttede til hans næste ord og nikkede smilende. Og så snart han gav tegn til at han var klar, gik hun roligt gennem markedet, så han kunne se sig om mens de gik. Hun var også klar på at stoppe op, hvis han fandt noget som han ønskede at se nærmere på.
”Det er utrolig længe siden jeg har haft en nat, hvor jeg har sovet igennem. Det og vores snak i går aftes, har fået mig til at føle mig en del lettere. Og alligevel kan jeg mærke angsten og nervøsiteten kæmpe om at få overtaget igen i mit sind.” Hun bed sig let i læben og tænkte kort mens de gik lidt videre.
”Jeg vil være taknemlig, hvis du vil hjælpe mig med at få styr på mig selv. Og du vil selvfølgelig få betaling for det.” Efter noget lignende en halv times tid nåede de frem til en urtekrammer, som smilende så fra den ene til den anden. Kat var igen blevet mere tilbageholden, selv om hun ikke kunne se nogen grund til det. Men stemmerne i hendes sind blev mere og mere højlydte og fik hende til at ryste let.

August kiggede sig nysgerrigt omkring, og lod Katrina slappe af i at hun ikke var det eneste der bar hans fulde fokus hele tiden. Han faldt over en bod med lædervarer. Ah...Lædertasker var en svaghed han havde, måske fordi det hørte til hans profession altid at have en taske med sig. Han lod hånden glide over en taske af noget mørkt læder. Gad vide hvilket dyr det var fra? Måske foretrak han slet ikke at vide det.
Men priserne var for store, og hans behov for lille, så ingen ny taske i dag!
"Jeg er glad for du har fået sovet. Forhåbentlig kan det blive mere normaliteten igen" svarede han hende.
"En enkelt snak er ikke nok. Jeg er glad for det har lettet og hjulpet dig, men det vil aldrig være nok til at løse alle problemerne på en gang. Det vil kræve..."
Han så på hende med et lille smil. Ja, hvad ville det kræve?
"...Længere tid. Flere samtaler. Og, ikke mindste, flere beroligende urter!"
Han slog let ud med den ene arm, som de åbenlyst begav sig over mod boden med urter. Ah! Et paradis for en som ham! Han glemte helt at forsikre hende om at penge ikke var et problem, som urterne tog hans fokus.
Alle duftene der slog dem i møde. En ting var at genkende planter friske, men også at genkende dem i tørrede eller knust tilstand. August så mange planter han genkendte. Et hurtigt blik over mod Katrina gjorde ham dog opmærksom på at hun måske ikke var helt klar til at handle lige nu. I stedet trådte han væk fra boden igen, greb blidt og i en rolig bevægelse hendes hænder, som han stod foran hende. Hans blik søgte hendes. På intet tidspunkt slog det ham som en næsten grænseoverskridende handling midt på en handelsplads, med en kvinde han ikke var gift med. Hans fokus var trods alt på at hjælpe hende.
"Katrina. Se på mig. Fokus på mig. Og træk vejret dybt. Vi er på en lille markedsplads, du er her sammen med mig, August. Vi har en rar tur, og har haft en behagelig samtale. Så der er intet at være bange for"
Han så på hende et øjeblik, for at vurdere hvad hun måske havde brug for. "Vil du gerne have vi går tilbage? Eller skal vi bare lige stå her lidt og falde til ro?"

Hans ord om længere tid, flere samtaler og flere beroligende urter, hørte hun med et halvt øre efterhånden som stemmerne tog mere og mere over. Hun viste at det var vigtigt at lytte til ham, men hun kunne ikke fokusere nok på det.

Følelsen af hans hænder der blidt greb hendes og hans milde stemme, forekom hende først meget langt væk, selv om hun kunne mærke varmen fra hans hænder. Hun drejede sig langsomt og fandt hans blik med sine ufokuserede og let slørrede øjne, der tydeligt viste hvor langt væk hun var.
Ordene kom langsomt ind i hendes sind og jog tågerne og de dårlige stemmer i baggrunden. Det kunne godt være at han ikke bevægede sine læber, men hendes sind opfangede først hans ord nu.
Med nogle let skælvende forsøg, fik hun taget nogle dybe vejrtrækninger og pustede langsomt ud igen. Jo mere hun gjorde det, jo mere klart blev hendes sind.

Hun rystede stille på hovedet, da han spurgte om de skulle gå tilbage.
”Nej, det skal nok gå.” Kats øjne var igen blevet klare, ligesom hendes sind, og hun kom i tanke om hvor de stod. Men inden hun nåede at gøre noget, blev der rykket blidt i hendes kjole. Kat så ned og fik øje på en pige omkring de seks år. Mindet om at hun havde plukket blomster i skovkanten med pigen for nogen tid siden kom frem og fik Kat til at smile. Pigen rakte et lille krus frem.
”Mor sagde at du skulle drikke dette. Det smager ikke dårligt.” Pigen blev lidt rød i kinderne, hvilket fik Kat til at smile kærligt imens hun blidt trak sine hænder til sig og satte sig på hug ved siden af pigen. Kat kunne godt se på pigens læber at de var lidt farvet af den saft der var i kruset.
”Mange tak.” Kat tog imod kruset og snusede nysgerrigt til det. Solbær og andre beroligende urter. Uden et ord drak Kat krusets indhold.
”Vil du hilse din mor og sige mange tak. Og hvis du har lyst, kunne vi måske plukke lidt flere blomster til din mor senere.” Pigens ansigt lyste op ved Kats ord, og hun gav et glædes jubel fra sig inden hun løb tilbage til sin mor. Som tilfældigvis også var indehaver af den urtebod som August lige havde kikket på.

Kat rejste sig op og nikkede smilende til kvinden som nikkede tilbage, nu med sin datter hvilende på ene hofte. Kat så sig videre rundt, for at se om der var nogen der så skævt til dem. Men tvært imod lod folk ikke til at tage sig af dem. Og de få som gjorde, nikkede smilende til hende. Uden at tænke over det, genkendte hun de fleste ansigter fra sine dage på markedet. Det var folk der boede her i byen. De kendte Madam Sourmilc og viste at hun havde Kat boende, samt at Kat ikke altid var i et stabilt sind.
Et par tåre slap væk og gled ned af kinden, mens Kat besluttede sig for virkelig at få bugt med denne tilstand. Hun ville gengælde byens venlighed, men hvordan viste hun endnu ikke.