Where the 'H', am I? ~ Sean

Tid; lidt over midnat
Sted; corpsewind cemetery
Vejr; det fint nok
Omgivelser; ingen??
Påklædning; Et par stramme jeans, en lyseblå top der går til lidt over hendes navle og en sort læder jakke.


Kimi gik roligt rundt, hun var ikke helt sikker på hvor hun var, da hun stadig var meget ny.. hun sukkede stille, og så lidt rundt, men havde ingen ide om hvor hun var, hun bed sig i læben, og så stille ned i jorden, hun satte sig stille, op af en mur og trak benene op under sig, hun havde alligevel ingen steder at bo pt, så senere kunne hun bare ligge sig her og sove hvis det var det, hun sukkede og holdt stille sine hænder mod sit hoved, og rystede lidt på hovedet mens hun bed sig i læben.

Cemetery. Kirkegården. Kirkegårde gemte tit på mange sjove ting. oftest glemte navne, på en glemt gravsten.
Og det var netop sådan en han var på jagt efter. En ung mand havde kontaktet ham og bedt ham finde sin bedstefars gamle grav. Han var nemlig nysgerrig efter noget der lå i graven...Men kunne ikke selv lede efter den, da det tog for meget opmærksomhed.
Sean havde taget imod opgaven, for nogle penge.
Og han havde valgt at gøre det om natten.

Denne nat havde han nogle mørke bukser på og en sort skjorte, som sad lige præcis stramt nok til, at man kunne fornemme hans muskuløse overkrop.
Hans mørkebrune hår var redt tilbage, men pandehåret gled ned i panden som altid.
Bare fødder.

han vandrede op langs kirken, på den modsatte side af hvor den anden dæmon var.
Han gik forholdsvis lydløst, mens han studerede den ene grav efter den anden. Månen gav et skær han kunne læse efter, men eller bukkede han sig ned og følte sig frem på stenen, hvilke bogstaver der var der.
på et tidspunkt rejste han sig op igen, efter at have studeret en gravsten meget nøje. Den var slidt og svær at tyde.
Nu gik han videre, rundt om resterne af kirken og om på den anden side for at fortsætte...Da han så en skikkelse ikke langt fra ham. Kvindelig, så vidt han kunne bedømme på skikkelsens bevægelser.
Han stoppede op og kiggede...han ville se om hun havde set ham. som han stod der, men månen i ryggen.

Kimi sad og tænkte lidt inden hun så lidt rundt, på grund af mørket var det først nu hun lagde mærke til det var en kirkegård hun var endt på, hun sukkede og rejste sig stille, hun børstede jord af sine bukser, hun rejste sig og så lidt rundt *Hvad laver jeg her? hvordan endte jeg her?* tænkte hun stille for sig selv, og så lidt ned, hun syntes svagt at have hørt en lyd, men troede det var noget hun bildte sig ind, men så fik hun øje på manden der stod og så på hende, hun sank en lille klump, og så lidt ned, hun skulle lige tage et par dybe indåndinger inden hun igen kunne tænke klart.

Hun sukkede lavt, og stak hænderne i lommerne og så igen lidt ned.. hvorfor stod han bare og så på hende? hun bed sig i læben, og gik stille, og lidt tøvende frem, men stoppede så igen *Det her er jo latterligt!* tænkte hun lettere frustreret, hun vendte hurtigt ryggen til ham, og begyndte at gå den modsatte vej af ham, hun var meget genert, og ville bare undgå nye menneske/væsner, så længe som muligt, for ikke at gøre/sige noget dumt...

hun var interessant. Hun virkede tøvende og måske ligefrem bange. Den måde hun først gik fremad...for til sidst at vende om og skynde sig væk.
Sean kunne ikke modstå sådan en adfærd...Folk der opførte sig sådan var oftest sjove at snakke med.
Han satte sig i bevægelse ned mod hende, men selv gik han roligt. Han havde ikke travlt. og desuden var han interesseret i hvordan hun ville reagere. Med frygt? Over at blive forfulgt af en fremmed?
Eller måske ville hun endelig konfrontere ham og spørge hvem han var og hvad han ville.
Lige meget hvad, skulle han nok sige nok. Og gik hun videre, ville han følge efter.
Han viste ikke hvorfor han kom i sådan et drillehumør...Enlig burde han lede efter den grav...men det var der masser af ting til. Til gengæld viste han ikke om han fik hende her at se igen...
"Hvorfor så travlt?" spurgte han rolig, mens han stolede på hun nok skulle høre ham.

Hun havde kun sine fingre nede i lommerne mens hun gik frem af, hun rystede svagt, og kunne godt høre at han gik efter hende, hun bed sig hårdt i læben *lad nu være, lad nu være, lad nu være..* tænkte hun bedende mens hun gik, hun lukkede øjnene og sank en klump da hun hørte ham snakke til hende, hun bed sig hårdt i læben og sagde hæst "Jeg skal noget.." havde han kunnet se hendes ansigt ville han kunne se hun løj, men hun ville bare væk, hun hadede at møde nye væsner, hun ville glemme at hun var endt på denne kirkegård, og hun ville glemme at han gik efter hende, hun bed sig hårdt og nervøst i læben, hun sank en lille klump, og så sig over skulderen, da hun så han stadig gik efter hende satte hun farten en smule op for at komme væk fra ham...

Selv om hun satte farten op, vedblev han at gå i sit rolige tempo. Og alligevel virkede det som om han hele tiden var lige bag hende.
Han grinte svagt, en lyd der kun lige kunne nå hendes ører.
"du kommer ikke ud af kirkegården..." sagde han, igen på den lave måde. Han havde ikke nogle evner der kunne gribe ud over forandre kirkegården eller bringe den til live, så de kunne forhindre hende i at gå...Ej havde han kontrol over tankerne.
Men han kunne manipulere med følelserne. Og tiltrækningen...
"...Men hvorfor så bange? Er du ikke dæmon? Bør du ikke være frygtløs og selv sprede frygt?" han lød så undrende, så uskyldig...Men han var det ikke.
Han valgte tiltrækningen. At få hende til at blive tiltrukket af ham, da han som incubus automatisk havde denne evne.
Og ved brug af evnen, forandrede han sig nærmest. Han kom til at ligne en mand, den slags mand som hun ville finde mest tiltrækkende.
Han var dog stadig den samme, det var kun i hendes hoved han havde forandret sig.
"Men vend dig nu om og se mig! Er jeg virkelig at frygte?" endelig stoppede han op, stoppede op og kiggede på hende. Hans øjne virkede så milde...

Hun sank en klump, og fortsatte bare med at gå "Jeg er ikke som andre dæmoner.." mumlede hun stille, hun hørte ham stoppe og tøvede lidt da han sagde hun skulle vende sig og se ham i øjnene... efter nogle overvejelser vendte hun sig stille og så på ham, hun så ham stille i øjnene og gispede inden hun bakkede lidt tilbage med helt røde kinder, hun så stille ned i jorden og sank en klump "Jeg.. ehm.. jeg.. jeg skal..." hun bed sig hårdt i læben *hvad sker der!?* tænkte hun frustreret, hun havde aldrig prøvet følelsen af at være tiltrukket af nogen, så det gjorde hende usikker, hun sank en klump, og pakkede en smule mere væk fra ham, følelsen skræmte hende lidt, men man kunne kun se på hende at hun var nervøs, og generet...

Det virkede. på en eller anden måde. Hans evne havde ikke skuffet ham og han nød at se hun blev rød om kinderne.
"Frygter du mig? Hvorfor?" han virkede næsten sørgmodig. Han lod følelsen af tryghed og afslappethed glide over omgivelserne og hende. I håb om at de også ville virke og hun ville slappe lidt mere af. åh, han skulle nok lade være at spise hende...Han ville bare drille lidt. Og afprøve hende.
At se en dæmon, så bange for sine omgivelserne, vakte en underlig følelse i ham. Dæmonerne skulle skabe frygt...ikke selv være den. Frygten. Og han ville vide hvorfor...og lave om på det. Ellers måtte han jo slå hende ihjel. Inden hun ville sprede et dårligt rygte over dæmonerne...

"Jeg.. altså... det ikke..." hun sank en lille klump og prøvede selv at slappe af, hun sank en lille klump, men begyndte stille at slappe mere af da han gjorde det "Undskyld.. altså... har ikke været så god til at omgås andre siden... nå det også ligemeget.." det sidste var ikke andet end en mumlen, hun sank en klump mens hun stille så på ham, hun bed sig i læben, og rystede lidt på hovedet af sig selv inden hun kort lukkede øjnene, men med det samme åbnede dem igen og så på ham.

Han smilte svagt. tingene var gået over forventning. Men han viste at lige så snart han slap sine evner bare et øjeblik, ville alt glide tilbage som før.Bortset fra hun nok ville blive mere forvirret.
"Lad os slappe af sammen. Selv om det nok er et spøjs sted at vælge til det" han smilte til hende og slog ud med armen. Han lignede stadig den slags mænd hun ville finde mest tiltrækkende.
Han nærmede sig, men kun forsigtig.
"Jeg er Robert" smilte han.
"Hyggeligt at møde dig..." han havde en masse spørgsmål...Men måtte hellere tage det i et stille tempo, så hun kunne følge med. om hun skulle leve eller dø, kom an på hendes svar i aften.

Hun sank en lille klump mens hun så på ham "ehm.. okay.." sagde hun stille, og lidt forsigtigt, hun sank en lille klump og så stille på ham da han nærmede sig, hun havde lyst til at bakke længere væk, men kunne ikke få sig selv til det "ehm.. jeg hedder Kimiko.." sagde hun stille "I lige måde.." det var ikke ret meget mere end en mumlen, hun bed sig hårdt i læben mens hun stille så på ham, og sank endnu en lille klump, men virkede ikke så nervøs mere, hun lagde hovedet en smule på skrå mens hun så på ham, men alligevel ikke ret meget.

Hun blev ved med at være ret nervøs, selv om hun var under hans evne. Det undrede ham...de fleste faldt pladask for hans evne. Men hun var jo også dæmon...på det punkt, åbenbart.
Han nikkede svagt og trådte et lille skridt tilbage igen, så hun ikke skulle føle sig mere presset.
"Skal vi gå lidt sammen? Men snakker bedst når man går..." smilte han roligt.

//sorry...der er bare ikke så meget at bygge videre på, min kreativitet er lidt lille lige nu:)//

Hun så stille på ham og sukkede lavt *dybe indåndinger Kimi... han er bare... et væsen..* tænkte hun for sig selv hun, smilede svagt da han trådte et lille skridt tilbage, hun så stadig på ham med et lille smil og nikkede stille "Kan vi godt" sagde hun roligt, og lod en hånd køre gennem sit hår, hun sukkede og rystede kort på hovedet af sig selv igen, men hun så roligt på ham, dog lidt tøvende, men ikke så meget som før.

// I orden, og selv sorry //

på vej...Han var på vej til at få hende til at slappe af.
Han gjorde en gestus til hun gerne måtte vise vej, men gik ellers ved siden af hende. Og sådan gik de et øjeblik. Kirkegården var stor. Han tænkte først over det nu. Den var rigtig stor og havde mange døde begravet...Han lod blikket glide over labyrinten af gravstene, mens han prøvede at holde begge sine evner i gang. Måske senere, når hun slappede af, ville han ændre det...
"Jeg ved du ikke er særlig tryg ved mig...men må jeg spørge om noget?" spurgte han så og kiggede på hende.

Hun sukkede lavt, og begyndte stille at gå ned mellem gravene med ham ved siden af sig, hun sukkede stille, og så på ham "Det er ikke.. disideret dig jeg ikke er tryg ved..." sagde hun stille, og så ned "men.. ja... du må godt spørge om noget" sagde hun stille, og så på ham mens hun stille gik ved siden af ham, hun havde hænderne i lommen, og det fik hendes jakke til at åbne sig lidt så man kunne se hendes flade mave, lidt store barm, osv... hun sukkede stille, og så lidt på gravene omkring dem...

Han nikkede lidt. Det var måske det hele...en kirkegård var jo som regl ikke elsket sted...slet ikke om natten.
"Det er lidt personligt...Men hvorfor er du så bange? Er der fordi der er sket noget, fordi du har oplevet noget?" måske noget personligt, når man tænkte på de lige havde mødt hinanden...og han næsten havde skræmt livet af hende. Men også det han var nysgerrig over. og hvis hun ikke ville svare...måtte han jo bare prøve at skabe en relation til hende, lære hende at stole på ham...
Men nu måtte han jo se.

Hun så stille på ham lidt "lidt... meget personligt.." mumlede hun stille, hun sank en klump, og skulle til at svare ham da hun så navnene på en gravsten hun stivnede kort og bakkede så lidt væk fra den "nej... nej.." mumlede hun hæst og holdt hænderne mod sit hoved, navnene var det hendes forældre hed... før de blev myrdet... hun faldt på knæ da de få minder om dem strømmede gennem hendes hoved, hun rystede og sad sammen krøbet på jorden da det gjorde psykisk ondt på hende at se de minder...

Tingene gik lige voldsomt nok for sig i aften, gjorde de ikke?
Han nikkede svagt som tegn til hun ikke behøvede svare...Og han nærede et lille håb for hun faktisk ville svare alligevel...Da denne æld gamle kirkegård åbenbart bar navnene på nogen hun kendte.
Han lod blikket glide over gravstenen. Den mindede ham om hans eget job. Men det kunne vente.
Han så lidt på hende.

det endte med han satte sig på hug ved siden af hende og prøvende lagde en hånd på hende. Både for at gå hende mere nærværende igen, men også for at vise han nok skulle støtte hende, hvis hun ønskede det.
Det var tydeligt hun havde nogle ting i fortiden hun skulle have bearbejdet, før hun blive sin race værdig.
Personligt...havde han ikke så mange. De ting han havde at beklage sig over, brugte han til at gøre sig selv stærkere...Men folk var vel forskellige? Han ønskede dog at hjælpe hende...
Han måtte vel også hellere vise sit sande jeg...men han ville vente lidt endnu, da hun nok ikke kunne klare to ting på en gang...

Hun rystede og bed sig hårdt i læben mens hun holdt tåre inde, hun havde aldrig følt sig som en dæmon... skulle hun være ærlig ville hun ønske hun ikke var en dæmon... der var så mange der regnede, og forventede af hende at hun var ligesom alle de andre dæmoner, men sådan var hun bare ikke... da hun mærkede hans hånd fik hun et chok, og rykkede sig hurtigt væk fra ham, et af hendes minder var at der var en der havde rørt hende sådan.. inden hendes forældre blev myrdet, og næsten også hende... da hun så det var ham, sank en hun klump, og slappede lidt mere af... det var ikke fordi hun stolede på ham... men hun regnede med at han ikke ville gøre hende noget, de havde han i hvert fald ikke gjort udtryk for før... hun sank en klump, og så stille ned, hun bed sig hårdt i læben, og kunne ikke se på ham til at starte med... hun ville bare glemme det der var sket den gang... hvorfor kunne hun ikke bare have glemt alt? det gjorde for ondt at huske bare den lille del, hun kunne...

Han sukkede og rejste sig op igen. Skide være med det hele!
Han slap den ene evne, den der forandrede ham til at ligne hvad hun ville finde mest tiltrækkende. Den anden slap han ikke...hun havde brug for bare en smule ro, trods det var en falsk følelse han spredte i hende.
At han nu lignede sig selv ville nok overraske hende og forvirre hende...sikkert også skræmme hende.
Han havde stadig lyst til at hjælpe hende med at være stolt af sig selv, af sin race...men det gik ikke uden hun selv ville.
"Stop dog med at græde! Det bringer ikke dine kære tilbage..." han gjorde en gestus mod gravstenene. hvor stor var sandsynligheden enlig for at hun lige præcis var her, på den kirkegård hvr de var begravet, uden at vide det?
Og så lige med ham...
"Hvis du vil have styr på dit liv må du virkelig hive dig selv op! Jeg har en fornemmelse af du ikke tiltror dig selv så meget...det er synd. Du er født i en stærk race. Du kan selv være stærk...hvis du altså ønsker det?" spurgte han, lidt hårdt, men ikke uden venlighed.

"Jeg græder ikke!" snerrede hun frustreret, og da han slap sin ene evne blev hun meget forvirret, men ikke ligefrem skræmt, hun sank en klump, og kom lidt efter på benene "Hvad hvis jeg ikke vil være født i den her race!? hvad hvis jeg ikke vil have alle de forventninger folk har til mig!? hvad hvis jeg..." hun rystede svagt af frustrration... det var ikke fordi hans evne ikke virkede på hende mere... den fik hende bare ikke til at slappe så meget af som før fordi hun var så fyldt af sorg og vrede... sorg over tabet af sin familie, og vrede mod personen der havde taget dem fra hende...

Han trak lidt på skuldrene.
"Og hvad så?" spurgte han
"Du er født i denne race. noget du ikke kan forandre. Jeg ved ikke hvad folk forventer. Jeg forventer ikke noget af dig. Hvis jeg skal være helt ærlig..." han så lidt tøvende på hende, men valgte så at sige det alligevel. så måtte hun reagere som hun ville. Det glædede ham at se hun alligevel havde vilje til at gøre modstand.
"...Har jeg mest lyst til at hjælpe dig videre. Fortælle dig hvordan du kan bruge dine følelser, sorg, vrede, kærlighed...det hele til at føle dig stærkere. Det gør jeg selv" han lagde armene over kors.
"Hvis jeg nu fortæller min historie...fortæller du så din?" den eneste grund til han foreslog dette, var for hun skulle vide at han selv var startet sådan...ved at hade sin race. Nu var han stolt af den. Måske kunne den inspirere hende. Men han fortalte som regl ingen om sin egen historie og risikerede meget ved det. især hvis de forkerte fik fat i hende. Men ingen viste jo de havde været sammen...var der? Man kunne aldrig vide.
Og derfor ville han også have hendes historie retur. Noget for noget.

Hun så stille på ham og sukkede lavt, hun så stille ned mens han sagde det, hun sank en lille klump, og bed sig hårdt i læben, og sank en lille klump "Hvis du fortæller mig din historie skal jeg nok fortælle dig min... i hvert fald det jeg kan huske af den.." sagde hun stille, hun sukkede stille, og sank en lille klump, hun kunne næsten intet huske, men fortalte han sin, skulle hun også nok fortælle ham sin.
Hun kom stille op at stå, og stak stille hænderne i lommerne mens hun stille, så på ham, hun var stadig frustreret, men det var ikke så meget som før.

Han satte sig på en gravsten. ikke hendes forældres, men en af de andre.
"Fint...du bliver den første der høre den. Men jeg regner ikke med du fortæller den videre" startede han.
"Lad mig se...Mine forældre boede i England den gang. Min mor er sjæledæmon, psykisk syg efter min storebror stak af hjemmefra. han var altid hendes ynglingsbarn og i hendes hoved fandtes der intet andet barn. Jeg blev, for hende, til ham. Og hun behandlede mig som om jeg var ham. Ret belastende kan jeg godt sige!
Min far var skyggedæmon. Hård, men alligevel alt for blid. Alt for...menneskelig. Set med en dæmons øjne.
Nuvel, jeg er opvokset med opdragelsen til at blive en dæmon. en god en, en der var ligeglad med sine omgivelser og andre folks tanker. En der bare skulle sprede frygt og grusomhed...Men hvad skræmmer en lille dreng mere?
At lige fra han bliver født, forventer alle han opføre sig som et grådigt bæst? Det var ikke mig. Min far startede med at være skuffet af mig. Troede at jeg, lige som min bror, ville blive en lille svag dreng.
Og min mor, som ikke engang viste jeg var min egen person! Jeg ved ikke om du kan forestille dig hvor pressende og deprimerende det hele måtte have været. Jeg havde ingen såkaldte venner den gang. Nogen at alliere mig med.
Da jeg skulle slå ihjel første gang, for at spise..." han lod blikket glide over kirkegården.
"...Lad os bare sige det skræmte mig. At jeg skulle slå ihjel på den måde, for selv at leve.
Dengang tænkte jeg på familie. på hvordan en rigtig familie måtte være. Jeg drømte om en. Hvorfor skulle dæmoner ikke også kunne skifte en ordentlig familie.
Men det kunne jeg ikke. Jeg er incubuc. jeg dyrker sex for at spise. Det laver man ikke ligefrem børn af.
Og på det tidspunkt...hadede jeg at være det jeg var" han tav i lidt tid. Selv om det måske ikke lød så slemt, huskede han det hele tydeligt. Han havde råbt og skreget, grædt også. og da han blev ældre stak også han hjemmefra. Han kunne ikke leve med tanken. Ville bevise de tog fejl...

"Ved du hvad der fik mig til at skifte mening? fik mig til at indse hvor stærk jeg enlig var? En ældre mand jeg mødte et år senere. Menneske, men han kendte til racerne. Og han forstod mig.
Han sagde: Nok vist er du incubuc og må helt naturligt drømme om en familie. Vi drømmer altid om det vi ikke kan få. Men ser du ikke at det er din styrke? Hvorfor græder du...Netop fordi du må ofre dig på et punkt, hvor andre bare kan lave familie, er du stærkere end dem" han så nu på hende og trak svagt på skuldrene.
"Jeg tænkte over det et døgns tid og indså han havde ret. Jeg var incubuc og kunne ikke lave om på det. Jeg måtte leve med det guderne ved hvor mange år" han besluttede sig for at være ærlig.
"Nogen gange tænker jeg stadig på det. Familie." der sluttede han.
Og så nu ventende på hende. Han brød sig ikke om at fortælle det...det var ubehageligt og gav ham en utryghed han ellers ikke havde mærket før.

Hun så stille på ham mens han snakkede, hun sank en lille klump og så lidt ned da han var færdig med at snakke "Det er jeg ked af.." sagde hun stille.. hun sank en lille klump og sagde stille "Det eneste jeg kan huske fra min fortid er mig og mine forældre... vi kommer gående ned af en gade og så er der nogen der overfalder os..." hun så stille ned, og tøvede lidt "Jeg så mine forældre blive dræbt for øjnene af mig.. jeg blev selv kun hårdt kvæstet, og endte på hospitalet... mere kan jeg ikke huske..." sagde hun stille, og sank en klump, og bed sig hårdt i læben mens hun så ned..