Louder please... I cant hear you... (Kasandra)

Tid: Omkring 20:00
Sted: I noget skov tæt ved floden.
Omgivelser: Træer, buske, skov og lidt få dyr...
Vejr: Overskyet og blæsende.
Påklædning: En mørk kutte med hans rustning uden over.

Sajro kom gående stille rundt i det skov der lagde lige op til soulriver. Han morede sig altid med at gå rundt der og kigge på nogle af de drowners der fik sig forvildet op på land... De havde en tendens til at ramle ind i træerne.

Han kravlede selv op i et af træerne så han kunne sidde der og have bedre udsyn over området. Han regnede med at dette var en af de dage hvor han ville møde en eller anden tilfældig person her ude i skoven ved floden.

Han sad og kiggede for at se om der var nogen der nærmede sig og for at være sikker på de ikke havde tænkt sig at skade naturen. Eller at de ikke skadede naturen uden grund...

Kasandra løb over grenene der hvor de var tættest, men de steder der var for brede, hoppede hun. Hun stoppede op på en bred gren og lod en hånd gå gennem sit lange lyse hår, for at tjekke for knuder, grene eller blade, inden hun satte det op med en snor. Hun havde den anden hånd mod træets stamme og dens svage hvisken var beroligende. Hun havde hørt dem snakke meget om soulriver, og kunne ik lade være med at tjekke det ud. Hun var moonwalker, men hun var også teenager (i elver standard) og meget nysgerrig.

Der var kommet en lille flænge i hendes brune top, som stoppede få centimter over navlen, og barken havde smittet af på hendes brune bukser og givet dem nogle mug grønne pletter op af siderne. Hun havde en spændt bue over ryggen der sad i koggeret med pilene, så det var klar til brug. Hun begyndte igen at løbe og hun begyndte at se hvordan træerne hurtigt tyndede ud og vidste at hun snart var der. Hun stoppede op og så ned på vandet. Hun satte sig ned på grenen med benene ud over siden og nød synet af vandet der løb forbi. Det var anderledes en de små åer inde i hendes skov, da hun altid kunne se bunden i dem. Her virkede vandet anderledes, mørker. Hun smilte lidt af det og tog en indånding, inden hun lod sig dumpe ned på jorden.

Han kunne svagt høre noget der lød som om nogen løb gennem grenene, men han bedømmede det til at det var er egern eller et andet lille dyr der bare løb rundt i trætoppene. At det var noget på størrelse med et menneske havde han aldrig forventet. Han sad selv god 3 til 4 meter oppe i et træ da han hørte en lyd da noget landede på jorden lidt under ham, og han blev så overrasket at han faldt ned med det samme...

Han landede bare på jorden, lige ned på hans ryg da han så lagde mærke til hvad det var der var dukket op. Han var endnu engang glad for sine hårdere knogler der kunne holde til mere end normale folks...

''Hej...''

Han smilede forsigtigt op til hende...

Kasandra nåede lige at rette sig op, da hun mærkede og hørte nogen ramme jorden ved siden af hende. Hun sprang forskrækket en halv meter væk og kiggede så ned og så en mand ligge på ryggen. Han havde et pudsigt udseende og rustningen han havde på så underlig ud. Hun smilede tilbage til ham og vinkede med hånden som hej. Hun var lidt overrasket over at se nogen ude omkring skoven, især alene på denne tid af aftenen.
*Han er tydeligvis ik et menneske, men hvad er han så?* Hun så mere indgående på ham for at se om der var nogle træk der fortalte hvad han var. Han havde få tegn på at han var noget dyrisk, men om det var varulv, shapeshifter eller noget helt tredje kunne hun ik se.

Hun valgte at ville spørge ham, så hun sagde med sindet *Hvad er du?* Hun trådte roligt frem og rakte en hånd frem for at tilbyde ham hjælp, med at komme op. Da han kom op, med eller uden hendes hjælp, trådte hun et skridt tilbage. Hun ville gerne være venlig, især fordi han havde startet med venligheden, men hun skulle også passe på med at blive skødesløs sammen med en fremmede. Hun så på ham og ventede på hans svar.

Han havde et ar på halsen og skulderen som lige akurat var synlig under kutten. Han smilede venligt til hende da hun rakte hånden frem, og vidste slet ikke at hun forsøgte at tale til ham. Han smilede bare og lod hende hjælpe ham op at stå.

''Tak.''

Han betragtede hende lige... Elver var hun vist. Men det var som om der var noget anderledes men han kunne ikke bide mærke i det. Han lagde dog mærke til at hun havde fået revet sin top, så hun blottede en del hud...

''Sargonis til Deres tjeneste...''

Han bukkede elegant.

Hun så forvirret på ham. Hvorfor svarede han hende ik? Måske han havde andet at tænke på, han landede jo trods alt på ryggen. Måske han havde ondt så han ik hørte hende snakke. Hun nikkede af sig selv da det virkede meget logisk og sendte ham et nyt smil. Hun kunne ik se smerte i hans øjne eller noget, så han skulle ik have ondt nu.

*Mit navn er Kasandra, det er rart at møde dem Sargonis* sagde hun med sindet og rakte hånden frem til et håndtryk. Det var noget mennesker og nogle få andre racer gjorde, måske gjorde han det også. *Kan jeg spørger om hvad de er?* Hun gentog sit spørgsmål med et smil.

Han så at hun rakte hånden frem med et smil, og han tog stille imod den og bukkede lidt medden øverste del af kroppen... Han smilede selv venligt tilbage til hende. Han syntes hun var utroligt tavs, og han smilede derfor lidt mere til hende.

''Du er utroligt tavs?''

Han smilede stille til hende. Han undrede sig meget over det, var det virkelig den anden han skulle møde inden for kort tid med manglene tunge eller hvad? Det ville da være morsomt hvis det skete.

''Har du fået skåret tungen ud?''

Nu var hun virkelig forvirret. Hun havde aldrig oplevet nogen ik kunne høre hende før og hun stod og blinkede lidt med øjnene. Da han sagde det med tungen så nikkede hun bekræftende. Hvad kunne hun gøre. Måske han forstod tegnesprog, så hun lavede tegnene der sagde "Hvad er du?"

Hun følte sig virkelig dum lige nu. Denne situation have hun ik oplevet før og det gjorde hende en smule nervøs. Hun sukkede indvendigt og tog en dyb indånding før hun gik i panik.
Hvor var Meric når man skulle bruge ham. Han kunne have snakket med denne mystiske dyrermand

Hun var stum? Godt han næsten lige havde lært tegnsprog så. det gjorde da det hele lidt nemmere at de kunne forstå hinanden. Han overvejde lidt at svare på tegnsprog, men valgte at det var nemmest at tale istedet.

''Jeg er en varulv... Eller retter en Nightcan...''

Han vidste ikke hvad hun var men valgte lige at fortælle lidt om sig selv, og om Nightcans. Han smilede stille til hende før han fortalte videre...

''En type varulv, der har fået kræfter givet til sig af naturen selv... En varulv der er mere i et med naturen... Derfor se jeg det også som mit ansvar at beskytte det der har givet mine kræfter, og derved beskytte naturen...''

Han smilede stille til hende...

''Hvad er du?''

Hun følte sig tilfreds. Hun havde næsten gættet rigtigt. Han var inden for varulve familien. Hun var også helt vild glad, fordi han kunne tegnesprog, det var der ik så mange der kunne. Det ville måske komme til at fungere. Hun begyndte at bruge tegnesprog, og indså at han ik havde hørt hendes navn. Så var hun jo lige nød til at gentage det.

"Mit navn er Kasandra og jeg er en moonwalker," hun var lidt usikker på om han vidste hvad en moonwalker var eller om han overhovedet ville forstå det tegn, men han ville jo altid kunne spørge, hvis han var i tvivl. "Det er også derfor jeg var nød til at skære tungen ud på mig selv. Som et del af et ritual."

Hun vidste ik lige hvor meget hun skulle sige, for de havde trods alt en masse hemmeligheder, moonwalkerne, men det faktum at de ik kunne tale var meget kendt. Så hun havde ik sagt noget der var imod reglerne.

"Det er rart at møde dem, Sargonis" Hun sendte ham et smil. Det at han sagde at han så det som sin opgave at beskytte naturen fyldte hende med glæde. Sådan som hendes liv nu kun gik ud på at passe på skoven, så var det rart at høre andre også gjorde det. "Hvad bringer dem herud, på denne tid af aftenen?" Spurgte hun nysgerrigt og samlede til sidst sine hænder på ryggen.

Han forstod det meste af det hun viste ham af tegn, men han forstod ikke tegnet for moonwalker. Han kunne dog forstå det havde noget at gøre med månen, og han gættede sig derfor frem til hvad det var hun var... Han smilede stille til hende...

''Dejligt at møde dem Kasandra... Moonwalker?''

Han blev en smule irriteret over det med tungen, men han havde hørt om dem, og vidste at man selv valgt det, så vidt han havde forstået og det gjorde det lidt bedre i hans øjne. Han smilede derfor stille til hende.

''Kigger på Drowners...''

Han grinede stille af det, da det sikkert lød ret dumt...

''Dem?''

Kasandra kunne se på ham, at han var meget glad. Han smilede i hvert fald en del. Det var egentlig en god ting at han kunne tegnesprog, ellers havde det været screwed. Hun nikkede bekræftende da han spurgte om det var moonwalker, det hun var.

"Hvad er drowners?" Spurgte hun med hænderne. Hun havde ik set sådan nogle før.

"Jeg er kommet for at se på vandet." Hun sendte ham et smil. Hun vidste godt at det kunne lyde lidt dumt. Hvem ville gå så langt for at se vandet, så hun ville gerne forklare sig. "Når man er så bundet til skoven som jeg er, så er det sjældent man ser andet end træer. Og jeg ville gerne prøve at se vandet, andet end de små åer der løber mellem stammerne. En dag, så vil jeg besøge havet. Jeg har hørt at det skulle være smukt." Hun kiggede ud i horisonten da hun sagde det sidste

Han stod og kiggede lidt rundt om dem. Han havde jo altid sine sanser spændt uden på tøjet. Det var den mest behagelige måde at være i naturen på syntes han, fordi man opdagede meget mere ved det.

''Drowners er en slags udøde der bor her i floden.''

Han smilede stille til hende, fordi han ikke ville virke truende, hvilket mange syntes han gjorde fordi han var så stor som han egentligt var, men hvis de syntes det var de næsten altid rædselslagene overfor ham når han skiftede form.

''Det må være trist at se det samme hele tiden, selvom det er noget man elsker højt?''

Hun så ud mod vandet og ledte efter de der drowners han snakkede om, men hun kunne ik se de. *De må være tilbage i vandet* tænkte hun for sig selv. Hun så over på ham og begyndte at lave tegn for at snakke.
"Nej, for det er jo ik det samme jeg ser hele tiden. Skoven ændre sig og er meget stor. Der er stadig mange ting jeg ik ved om skoven, og jeg er en af dem der ved mest. Det er en af de grunde til at jeg valgte at følge en anden sti end min familie. Men en gang imellem har man bare brug for at komme ud fra alt det grønne og dystre lys, og se verden."

Hun begyndte at gå hen mod vandkanten og satte sig på hug ved kanten og lod sin hånd røre vandet. Det var køligt og flød roligt forbi hendes fingre. Hun smilte for sig selv og kiggede så over på Sargonis og var lige ved at glemme at han ik kunne høre hende. Så hun fjernede sin hånd fra vandet og begyndte at lave tegn
"Drownerne, er de farlige? Vil de gøre folk fortræd?" Hun kunne ik se nogen så hun frygtede dem ik og hun havde jo også stadig sin bue på ryggen. Hun rørte også ved anklen for at se om dolken også var der. Bare som en sikring.

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare på det hun sagde, så han nikkede bare stille, mens han stille kiggede sig omkring. Han kunne se hun kiggede efter noget, men hvad vidste han ikke. Han fulgte stille efter hende ned til floden...

''De kan være det... De elsker at trække folk ned under vandet og drukne dem... Derved bliver man selv en drowner...''

Han satte sig hen i nærheden af hende, og holdt øje med hende ganske stille...

"Er der nogle bestemte typer de går efter? mand, kvinde gammel, ung?" hun lavede tegnene med siden til, da hun nærmest var som hypnotiseret af vandet, og hun håbede at han havde set det.
Hun kiggede over på ham og så at han nærmede sig. Hun lod sin hånd røre vandet endnu en gang. Af en eller anden grund, gjorde det hende rolig og der kom et lille smil frem på hendes læber. Hun hørte at han satte sig ned og kiggede over på, stadig med smilet på læberne. Hun kunne have siddet her for evigt, eller sådan føltes det. Hun missundte lidt sine brødre og søstre, havelverne, for at leve i noget så dejligt og roligt.
Hun havde lidt lyst til at hoppe i vandet og svømme, men det virkede ik særlig smart når der nu var drowners i vandet. Hun så over på ham og ventede på hans svar på hendes første spørgsmål. Mens hun kiggede på ham, hørte hun en plasken og hun vendte hovedet mod vandet. Men hun nåede ik at se hvad det var, bare nogle ringe i vandet der bredte sig og forsvandt.
"Og hvordan ser de" hun lavede tegnene langsomt, så hun var sikker på at han fik dem.

''De lader til at være ligeglade med den slags. De tager vist alt det de kan få fast i. Og skader man dem kommer der bare flere, og bløder man er man ofte dødsdømt.''

Han smilede stille til hende, og hvis han selv havde set ringene havde han bedt hende flytte sig, da det ofte var en advarsel mod at de snart ville dukke op. De skulle lige se ordentligt hvad det var der var der.

''De er blege, der gror tang og lignende på dem. Nogle er lidt grønlige af alger.''

Han smilede stille selvom han sad og fortalte om noget så grotekst...

''De ligner et druknedøds-lig...''

Hun sendte ham et smil og sagde så med sine hænder, "du er en meget speciel varulv. Jeg må nok sige, at det er sjældent at jeg møder en så venlig og høflig, som dig." Man kunne se oprigtigheden i hendes øjne. Hun var van til at varulve havde en masse imod hendes race, også selvom hun ik går ind for deres regler eller traditioner.
Hun så endnu engang ud over vandet og igen lod hun hånden falde i vandet, så det lige var fingerspidserne der gik under. De sad ved en form for kant, der var et lille stykke ned til vandet. Det fasinerede hende en del, da hun var van til små brede, fordi vandet bare flød i nogle små bække. Hun vendte sig om mod ham med rynket bryn og tog, for tredje gang, sin hånd op af vandet, for at spørge,
"Vil der komme tegn hvis de dukker op? Så man kan..." Længere nåede hun ik, da der var noget der greb om hendes ankel og trak. Det var så uventet, så hun mistede hurtigt balancen. Hun greb fat i noget græs, men hendes ben kom i vandet, op til knæene og hun blev overrasket over hvor dybt det var. Hun ville ik kigge ned, for hun var bange for at se ned, så hun kiggede op i himlen i stedet for. Så kunne hun mærke der var flere der greb om hendes anden ankel. Det værste var, at hun ik kunne råbe for hjælp.
Græsset begyndte at give efter og hun slap med den ene hånd, for at få et bedre greb. Men hun nåede det ik, for før hun nåede at gribe fat, gav den græsset efter og pludselig havde hun kun skuldre, arme og hovede over vandet, mens hun holdte fat i den lille kant jord. Hun prøvede at sparke hænderne af sig, men hvis der var en der gav slip, så kom 3 nye til.

Han smilede stille til hende. Han var jo heller ikke hvem som helst. Han var jo leder af Anarchical og han var en Nightcan... Han vidste ikke hvad han skulle svare hende. Han syntes hun var en interessant person, det var mest det han kunne sige om hende... Og hun virkede venlig og ikke høj i hatten som mange elver...

''Og du virker mere nede på jorden end mange elvere...''

Han skulle lige til at svare hende, med at man skulle kigge efter ringe i vandet men nåede det ikke før hun blev revet ned efter... han kastede sig frem og grev så fast i hendes ene hånd, så han kunne holde hende oppe lidt længere...

''Blive helt slap i kroppen... Spil død...''

Han holdt hende med den ene arm, mens han stak en lille kniv i låret på sig selv, og kastede den langt væk ud i floden hvor de fleste Drowners så søgte hen...

Hun mærkede hans hånd omkring sit håndled og den panik der havde ophobet sig i hendes bryst, forsvandt som dug for solen. *Spil død? Er han vanvittig?* Men hun valgte at stole på ham og lod alle sine lemmer slappe af. Det var en underlig følelse, for normalt havde hun ik tid til at kunne slappe af, og her gjorde hun det så, mens hendes liv var i fare. Hun tog en dyb indånding og da hun pustede ud gav hun helt slip. Hendes hoved faldt lidt forover, men ik så det slog ind i kanten. Nu hørte hun et plask bag sig og der gik ik lang tid før at de fleste af hænderne var væk, men der var stadig nogle få tilbage som prøvede på at hive hende under.
Nu ønskede hun virkeligt at hun kunne snakke med ham over sindet, det ville have gjort det så meget nemmere, for nu vidste hun ik hvad hun skulle gøre, når der stadig var nogle der greb fast i hendes bukser eller om Sargonis ville hive hende op af vandet. Hun fortsatte med at spille død, for han havde ik givet hende lov til at "genopstå" endnu.

Han kunne mærke at trykket forsvandt og at de fleste var svømmet over til den blodige kniv han havde smidt... Han rev derfor bare til så han landede på røven, og hun fulgte med. HAn sad og smilede til hende en smule mat, da han blødte en smule kraftigt fra benet...

''Du skal virkelig passe på dem, de er ikke til at spørge med...''

Han smilede og grinede en smule til hende...

''Du må godt vågne igen''

Han sad og hang lidt med hovedet.

Hun nærmest fløj op af vandet og de sidste hænder forsvandt fra hendes ben. Hendes ankler og fødder hang dog udenfor kanten og hun trak dem hurtigt til sig. Dem skulle hun ik lege med igen lige forløbig.

"Tak," sagde hun med hånd bevægelser der var lidt slappe. Hun håbede virkelig på at det kun var en gang hun skulle opleve det, for det var godt trættene. Hun så over på ham og så hvor mat han så ud. *Så tung er jeg da heller ik* tænkte hun lidt fornærmet, da hun troede at det var hende der havde taget alle hans kræfter, i hvart fald var det det hun troede indtil hun så at han også var begyndt at miste noget af farven i huden. Hun så forvirret på ham, og det forvirrede hende kun mere at han sad og smilte til hende. Og så så hun det. Hans ben blødte, og kræftigt.
Hun kom hurtigt over til ham og rev noget af sine bukser, for at forbinde såret. Hun kunne se at det var dybt og sikkert havde brug for sting, men hun havde intet af det der skulle bruges. Hun havde slet ik lagt mærke til at hendes bukser var blevet revet i stykker fra midt på låret og ned, pga. drownerne.
Hun så op på ham, mens hun lagde pres på benet. Uden hænderne kunne hun ik sige noget, og hun følte virkelig at hun skulle sige noget. Men så igen, så vidste hun ik hvad hun skulle sige, så hun fortsatte bare med at presse på hans ben.

Han sad bare og lod hende forbinde ham... Han gjorde dog selv lidt... Tog noget af sin kutte og rev det af og bandt det meget stramt om hans ben over såret som en form for årepresse... Han smilede stille til hende...

''Bare slip...''

Han fik sig rejst op, og begyndte at humpe i en anden retning, mon hun vidste hvorfor han blødte? Han kunne ikke lade være med at tænke over det. Eller havde hun mon tænkt sig at spørge ham om det?

''Kom med... jeg bor ikke langt væk...''

Han humpede lidt videre, og hans hus lagde måske 500 meter væk fra der de var...

Hun så op på ham da han sagde noget, men hun var ik meget for at slippe. Men da hun så på ham, kunne hun se at han mente det, og hun fjernede tøvende sine hænder fra hans sår.
Hun skulle til at protestere da han rejste sig op, men kom i tanke om at hun skulle bruge sine hænder for at kommunikere med ham. Hun rystede opgivende på hovedet med tanken, mænd, i hovedet.

Da hun så ham humpe rejste hun sig op og gik over til ham, mens hun spurgte,
"Har du brug for hjælp? Og du viser bare vejen." Hun sendte ham et lidt bedrøvet smil og det var først nu, at hun undrede sig over, hvordan han i det hele taget var kommet til skade. Nå, det ville hun spørge ham om senere.

Han kiggede stille på hende, og nikkede så til at han godt kunne bruge lidt hjælp i form af lidt støtte selvom hun nok var en del mindre end ham... han kiggede stille på hende og talte så med en lav stemme...

''Kunne godt bruge lidt støtte...''

Det varede ikke længe før de nåede frem til huset han boede i, og han humpede så bare selv ind og vinkede hende med ham indenfor. Han fandt et par nåle frem han var vant til at sy sår med... Han rev et af sine længere hår ud og trådede nålene med det efter han havde brændt nålene...

''Vil du?''

Han kunne godt selv, men det var nemmere at få en anden til det.