Louder please... I cant hear you... (Kasandra)

Hun gik hen og lagde en arm om ham. Hun var en del mindre end han var, men da hun ik var et menneske, så hjalp hendes ekstra styrke. De nåede frem til hans hus og hun så sig lidt omkring.
Hun stod og så ud af et vindue da han snakkede til hende og hun vendte sig rundt for at se hvad det var han mente. Da hun så nålen og tråden gik hun over til ham og tog dem i hånden. Hun gik ned på knæ foran hans ben og fjernede at stoffet der var omkring såret og begyndte med rolig og erfaren hånd at sy såret sammen. Det tog ik lang tid før han havde lukket såret, og det stoppede blødningen.
Hun så op på ham, da hun var færdig og lagde så nålen ved siden af sig, fandet et stykke stof og fjernede de sidste rester af blod, før hun (igen) rev noget stof af bukserne og bandt omkring såret.
"Jeg har desværre ik de creme eller planter der skal bruges til at rense såret, så du skal holde skarpt øje med at der ik kommer en infektion!" sagde hun med hænderne.

''Ville dog blive overrasket hvis det skete. Er vant til at gå rundt med åbne sår uden der sker noget...''

Det kunne tydeligt ses på hans krop, da han havde ar. Faktisk havde han rigtigt mange ar rundt omkring på kroppen, men det store ar ved hans skulder og hals, var det største meget større end nogen af de andre...

''Men tak for hjælpen.''

Han smilede venligt til hende, og fandt sig et par bukser, og trak dem på under kutten hvor han så smed både rustning og kutte... Han satte sig tilbage på sengen igen. Han kiggede stille på hende...

''Regner med at du nu forstår at de er farlige?''

Hun nikkede anerkendende da han sagde tak og rejste sig så op. Hun så væk da han tog kutten og rustningen af, simpelthen af ren vane, efter at have boet med sin bror i så mange år. Hun så ned af sig selv og opdagede at hendes bukser var revet i stykker, og ik kun pga. hende, da hun forbandt hans sår. Der var nogle få huller hist og her, men de var ik store. Det værste var de store revner der løb fra midt på låret og hele vejen ned af buksebenet. Hun sukkede opgivende og så så tilbage på ham, da han sagde noget.

"Er de farlige? Hvad giver dig dog den ide?" Spurgte hun lidt sarkastisk, men hun havde et smil på læberne så hun håbede ik at han tog det alt for alvorligt. Nogen havde bare ik den samme humor som hende. Hun så sig omkring efter en stol.

''Du kan da bare se på dit tøj...''

Han grinede mens han sagde det ganske stille. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige mere end det. Da han ikke ville være alt for nærgående, men han kunne ikke lade være med at undre sig over hvorfor hun faktisk ikke spurgte om hans skade, men måske hun vidste det?

''Vil du låne noget tøj? Kan jo se du kan sy.''

Han smilede ganske stille og let til hende, mens han satte sig på sengen igen. Han fandt det morsomt at hun havde set væk da han skiftede som om der var noget galt i at se hans overkrop...

Hun sukkede opgivende da han lavede en kommentar om hendes tøj. Folk ville bare stirre på hende, hvis hun bevægede sig udenfor nu. Så løftede hun sine hænder og spurgte, "tror du, at du har noget i en størrelse som jeg ville kunne passe, så det ik bare falder ned igen?" Hun kunne godt se det for sig, at hun lånte noget af hans tøj, og at det så bare faldt ned igen. Hun trak stille ud i sit højre bukseben, for at se hvor skrøbeligt det var, men det holdte rimelig godt.
Hun så op på ham som han sad der i sengen og nikkede så. Hun var ligeglad hvis det tøj han havde ville glide ned. Hun havde brug for at få bukserne syet og helst inden det blev meget værre. Hun havde faktisk glemt alt om hans sår og hendes forvirring. Nu var hendes opmærksomhed på hendes stakkels bukser, som helt klart havde set bedre dage.

Han kiggede bare stille på hende. Han vidste ikke hvordan han skulle svare på det, eller jo det gjorde han. Hun kunne jo bare sy noget af hans tæj ind, eller finde noget af Lyssas gamle tøj måske?

''Du kan sy noget af mit ind, eller tjekke badeværelset der er nok stadig noget tøj fra min døde kone...''

Han sad bare på sengen, og masserede lidt hans lår rundt om såret, fordi han faktisk stadig havde en smule ondt omkring såret.

Hun så på ham og gik så ud på badeværelset. Hun vidste ik hvor lang tid hun havde her, men hun havde i hvart fald ik tid til at sy noget af hans tøj ind. Desuden ville hun ik ødelægge noget af hans tøj, for sin egen skyld. Det kunne hun ik gøre, når han nu havde reddet hendes liv. Men hun var heller ik vild med at skulle tage noget af hans afdøde kones tøj. Ik fordi hun var overtroisk, men mere fordi at det måske kunne vække nogle af hans sårede følelser til live igen. Hun så en komode og åbnede den.

Hun brugte lidt tid, og fandt så en kjole. Den var en lille smule for stor, men ik så meget at den faldt nogle steder. Det var mere at skæringerne sad de forkerte steder. Hun trådte ud af badeværelset og tilbage til ham i kjolen. Den kig til midt på skinnebenet og små ærmer. Hun stoppede foran ham, som om hun ville have hans mening, hvilket forvirrede hende lidt.

"Har du en nål?" spurgte hun med hænderne, bare for at få den underlige følelse væk igen.

Han smilede bare venligt til hende da hun kom ud til ham. Han havde ikke så nemt ved at blive såret grundet Lyssa længere som han havde været nem at gøre med i starten. Han kiggede kort op af hende da hun jo nærmest bad ham vurdere, men hun spurgte så om en nål og han smilede stille til hende...

''Finder lige en...''

Han humpede ud i køkkenet og fandt noget sygrej frem og humpede så ind til hende igen, og gav hende det.

''Her...''

Han humpede over til sengen og satte sig ned igen...

Hun så efter ham da han humpede af sted og hun blev lidt bekymret for hvordan det gik med hans ben.Det slog hende også, at hun ik vidste hvordan han fik såret. Var det da han faldt ned af træet? Nej det kan det ik være, for han gik normalt bagefter. Hun tænkte lidt over det, men kunne ik komme på en logisk ide og lagde slet ik mærke til at han kom tilbage. Hun så op da han snakkede til hende og tog imod den.

Hun satte sig på gulvet og fandt nål og en tråd der mindede lidt om farven på hendes bukser. Hun vendte hurtigt vrangen ud på bukserne, så syningen ik ville være alt for tydelig. Da nålen var trådet begyndte hun med et af de mindre revner. Hun syede ofte sit tøj, så hun var van til det og revnen var hurtigt overstået. Hun så op på ham, og lagde bukserne på sit skød og spurgte så, "hvor fik du såret fra?"
Hun tog bukserne op igen og syede videre mens hun lyttede til hvad han sagde.

Han holdt bare stille øje med hende da hun syede hendes bukser. Hun var ret dygtig til det, og kiggede bare med. Han havde ikke lige fanget med det samme at hun ville tale men forstod godt hvad det var hun talte om, men hvordan skulle han forklare hende det?

''Skulle jo lokke Drownerne væk fra dig... Så stak en kniv i låret, da det var nemmest og hurtigt, og kastede så den blodige kniv i søen.''

Han så bare stille på hende og hans stemme var meget neutral da han sagde det fordi han slet ikke vidste hvad han ellers skulle svare hende

'hvad med dig er du kommer til skade?''

Kasandra blev helt forfærdet da hun hørte, at det var hendes skyld at han var såret. Hun var begyndt at sy videre på en anden revne, men den havde hun glemt alt om nu. Tanken om at han havde stykket en kniv i sit lår, bare for at hjælpe hende gav hende dårlig samvittighed.
"Det skulle du altså ik have gjort!" sagde hun med hænderne. Hun havde glemt hun havde nålen i hånden, så den tabte hun på gulvet, og skulle lige pludselig til at bruge tid på at finde den. Hun fandt den og kunne lige pludselig ik se på ham. *Hvorfor gik han igennem det besvær, bare for at rede mig? Han kunne jo være ligeglad!*
Da hun hørte hans næste spørgsmål, rystede hun benægtende på hovedet. Hun begyndte at sy igen, selvom hendes tanker var et helt andet sted, og så kiggede hun på ham igen go spurgte, "hvorfor gjorde du det? Hjalp mig." Hun var nød til at vide det.

''Selvfølgelig skulle jeg da gøre det! Jeg var i stand til at hjælpe dig, og så var det da det mindste jeg kunne gøre for dig!''

Han hørte så så hendes andet spørgsmå, og det var egentligt meget nemt at svare på da han jo sådan set allerede havde svaret men han valgte alligevel at gøre det helt klart hvorfor han valgte det.

''DU havde brug for hjælp! Jeg kunne hjælpe! Og større problem end en dag eller to med et syet sår er det jo heller ikke.''

Han smilede venligt til hende og rejste sig langsomt op, og kiggede lidt rundt i rummet.

Hun så op på ham da han rejste sig. Hun kunne ik helt forstå den måde han var på, men det var måske fordi hun havde hørt historier om de blod tørstige varulve, som ville dræbe andre væsner, uden så meget som at blinke. Og Sargonis, så ud til at være en af den slags varulve der kunne finde på at spise en. Men om det var arene eller hans størrelse der gav hende den idé, var hun ik sikker på.

Hun sænkede sit hoved og så ned på bukserne, og begyndte at sy igen. Hun løftede hovedet og så på ham. Hun prøvede på at følge hans blik, men det flyttede sig hele tiden, som om han ledte efter noget. Hun tog en indånding og så sig rundt om i rummet. Hun kiggede tilbage på ham og sagde en "ahem" lyd. Det gik dog ik så godt, da hun ik havde tungen til at hjælpe, men hun fik da en lyd ud. Hun ventede lidt til hun fik hans opmærksomhed og sagde så, "Du har et pænt hjem" med hænderne, "Jeg troede at varulve, havde det bedst med at leve ude i naturen?"

Der var en grund til at huset var pænt og det var ikke ligefrem ham der var skyld i det, men istedet Lyssas skyld, men hun var jo gået hen og var død. Det var også derfor han ikke længere boede helt ude i skoven, i et telt eller noget lignende. Men han nød dog stadig at være nogenlunde tæt på naturen.

''Det gør vi også, derfor bor jeg her tæt på naturen... Og mit hjem er pænt fordi jeg forsøger at passe det som min afdøde kone gjorde tidligere...''

Han fandt en gammel kasse frem fra et skab og satte sig ned med det. Den kasse Lyssa havde lagt penge til side i, da hun en dag var blevet sur på ham havde hun fundet den og sagt at hun ville flytte når den var fuld... Nu var den kun fyldt med minder... Han stod lidt og stillede den på plads.

''JEg vil gerne have, hvis du vil, at du tager det tøj du kan bruge?''

han så stille på hende, han ville gerne af med noget af det...

Hun sænkede hovedet da han snakkede om hans afdøde kone. Hun havde lidt ondt af ham, da han ik længere havde hende at dele livet med. Hun undredes sig lidt over hvor lang tid de mon havde været sammen, men valgte ik at spørge. Hvis han mente hun skulle vide det, så ville han selv fortælle hende det.

Hun så op da hun hørte ham rode med nogle skabe og så ham sætte sig ned med en kasse foran sig. Hun så på ham da han så på den og synkede en klump. Hun vendte hovedet mod sine bukser og begyndte at sy et hul sammen.
Hendes hoved fløj op, da hun hørte hvad hun sagde, og hun så over på ham. Hun var helt paf. Hun lagde bukserne på gulvet og stak nålen i stoffet i nærheden af det hul hun var i gang med at sy. Hun krabbede over til ham og lagde sine arme omkring sine ben og så på ham, inden hun fjernede sine arme og spurgte ham;
"Kan jeg spørge om hvorfor du er så sød ved mig? Jeg er taknemlig, det må du endelig ik tro, men hvorfor vil du give det til mig?"

''Fordi jeg nyder at hjælpe folk... Og i dette tilfælde af en selvisk grund... Jeg vil også gerne af med det...''

Han smilede forsigtigt til hende. Han var ikke trist over at Lyssa var død, men han kunne ikke lade være med at få en knude i maven hver gang han blev mindet om hende, og derfor ville han gerne af med nogle af tingene...

''Og fordi du tilsyneladene deler nogle af de samme idealer som mig... Jeg ved hun har nogle gamle uniformer fra hun var snigmorder... Jeg vil væde med at du kan passe dem, og de ville være gode til når du skal bevæge dig rundt i skoven, rimelige robuste og meget nemme at bevæge sig i...''