do you think you strong //Abaddon//

omgivelser: masser af fulde mennesker nogen der slårs og drikker nogen der snakker.
vejre: dejligt køligt med en let aften brise
sted:kroen det vilde svin
stil: hans mørke kåbe bare fødder hans kors om halsen også bare hans sværd i siden

Azriel hadet lige kommet ind mens alle de andre racer kigget på ham han sukkede lidt han hadet hørt rygter om dette sted så han tænkte han kunne måske bruge nogen af dem der var her til hans formål. han gik stille hen til baren han hadet indet formål med at blive fuld ikke når der var så mange der sloges rundt omkring i kroen han hadet sine parader op mens folket lod være med at kigge på ham da han hadet hvert der i nogen minutter for ikke være uhøflig bedte han om en drink "giv mig noget rom" sagde han stille til bartenderen mens han hev nogen penge op og betalte mens han drak lidt af rommen så han ud over mængden af racer der hadet det sjovt nogen af dem ihvertfald han smilte lidt da han kom i tanke om noget hvad finder man vel nok ud af før eller sener

Lyden af en svag torden kravlede over træ gulvet, da nogen voldsom store militær støvler vandret ind i kroen. de kraftige skridt tilhørte en store bredskuldret dæmon, iført en sort læderjakke, indeunder den en sort silke skjorte, og på benene havde han nogen gangske normale militær bukser. den høje dæmon skjulte hverken hvem han var, for hvert skridt bliv gjort med åben pande, og hårde stød mod jorden der gav de høje lyde. Dæmonen havde nogen frygtindgydende øjne, sorte som den mørkeste nat, som to sorte grotter, tomme, øde, og skreg af en blanding af sadisme, og hjerteløs ondskab. Dæmonen havde ingen synelige våben. Dæmonen havde også et kors hængene om halsen, der var lidt keltisk over det. Dæmonen hed Rafael. Rafael lod sine kolde øjne glide over folkene i kroen.

Azriel kunne mærke en anderledes dæmon end han hadet kæmpet mod han vente sig stille for at se hvem det var, jo den stor mand var en dæmon. han drak lidt mere af rommen dæmonen hadet nok ikke lagt mærke til ham, men han kunne vel mærke en engels tilstede værelse, han kigget lidt rundt i mængden han syns alle undtagen dæmonen så svage ud, der var noget over denne dæmon der var anderledes hadet begyndte at flamme op i Azriel nok fordi denne mand var en dæmon men hvis han ville kæmpe så var Azriel mere en parat

Dæmonen lagde frydefuldt sine arme ned af siderne, og slog det øde blik mellem de folk han gik fordi, en indre selvkontrol herskede i hans sind, mens han frygtsomt vandret mod baren. som tidligere dæmon raceleder, var Rafael ikke en der tog sig i særlig meget, ej heller var han en man skulle finde sig på den forkerte side af. Rafael tog en dybindånding, og kunne lugte sjælene omkring ham, som var det et bageri, og kunne han lugte det forskellige hjemmebag. væsner, mennesker, en god blanding. den store dæmon bestilte ikke noget, han havde diskret sine øjne som sømmet til en smuk ung kvinde med langt kulsort hår. en lille tunge gned over hans læber, mens en indre dæmonisk sult voksede i ham, og efter at have kiggede over på englen, hvis sjæl brændte i hans næse som salt vand i et åbent sår, og blinkede til englen, inden han kiggede mod den spinkle unge pige.