I have been looking for you. (Camille)

Det var ikke noget hun brød sig synderligt om.
En ting var at blive forfulgt, igennem pænt langt tid. aldrig helt at vide hvem der kiggede med på hvad, det var da irriterende nok i sig selv.
Men at det havde stået på uden at hun havde bemærket det ..på nogen måde, det var da direkte bekymrende.Plus ðet sagde en smule om hendes hjerne var overloaded og hun burde finde- tage sig flere åndehuller....hun var begyndt at falde af på den...og stress var nok årsagen.Så for at blive mere skarp og yde mere, skulle hun slappe mere af? Ja ja...sikkert!

" Ja...det undrer mig ikke at i har det" fik hun dog rystet ud med et smil...egenlig havde hun jo intet at skjule, og sålænge det ikke var fjender der lurede på hende , så gik det jo nok.
Camille morede sig over Sargonis udtryk i ansigtet.Det var tydeligt han havde fået hendes ord lidt skævt ned...for hun havde ikke ment på den måde at han krævede respekt...det var mere Camille der syntes at det ville være på sin plads at give ham den, i et samarbejde...mest fordi han var en real og god fyr...leder titlen var hun ret kølig overfor.Hun havde selv danset den dans, i sit tidligere liv. Og hold da op , hvor hun fik jokket ordensmagten over fødderne.Et stort smil sprang på hendes læber,

Og det blev der, til hans næste spørgsmål.
" Hvis du var brudt ind? ...Så ville din klan være foruden leder, for hvis ikke jeg ville nå at gøre kål på dig, så ville Aleck begrave dine knogler under vores æbletræ i haven" sagde hun og sendte et strålende smil.
Det sidste var i hvert fald sandt. Det første afhang af så meget.
Nogle gange var hun sat skak mat i næsten første træk, i en kamp....andre gange gjore hun rent bord, og væltede kongen selv, sååå generelt var det lidt svært at spå om tingenes udfald, hvis de involverede Camille.

Han lyttede stille til hende... Det var ikke fordi han lige havde noget han bare kunne sige sådan til det med at de var igang med at finde ud af noget med hvordan de skulle kunne kontakte hinanden nemt... Han trak kort en hånd igennem håret på sig selv, og kiggede bare stille på hende indtil hun svarede ham... Han smilede bare over det og rystede på hovedet...

''Jeg tror desværre de undervurderer min styrke og evne til at overleve... hvis du tror jeg vil være så nem at gøre det af med...''

Han smilede bare venligt til hende. Han vidste ikke hvad hun vidste om ham, eller om hun mon troede han var et menneske? Eller vidste hun at han var varulv, og vidste hun så at han var en Nightcan... Han kiggede stille på hende...

''Eller det er måske fordi du tror at et menneske aldrig ville have en chance overfor ham?''

Hvorfor snakken var der vidste han ikke grunden til... Fordi det gav ikke super meget mening at de snakkede om det...

Hun vidste intet om Sargonis, og det havde altid været en af hendes svage sider, at hun var så enormt dårlig til at genkende racerne fra hinanden - så hun havde heller ikke luret hvad Sargonis var.
" I så fald beklager jeg..." Smålo hun og kiggede lidt i smug på ham.
Ja...stor og stærk,det var han....men hvordan med hurtighed, kløgt,psykisk styrke og det vigtigeste.....held?
Camille fulgte hans bevægelser, hånden igennem hans hår , hans smil og spørgsmålstegnene i hans øjne.
" Aleck...? Hmm... Jeg ville aldrig sætte på på hans modstander i en kamp faktik...uanset race" Camille mente det, selv om det sled i hendes hjerte at skulle vedkende sig del del af Aleck, af hans natur...hun så de mange andre sider, dem han strø så gavmildt ud over hende, men vist ikke så særligt mange andre når sandheden skulle frem.
Men...hun vidste han kunne være et monster og en dræber, der ikke godtog fejl , så ja...intet menneske ville stå en chance i en kamp, og sikkert ingen...eller kun meget meget få væsner ville kunne gå omgangen ud med ham.

''Det går nok... Du skal nok lære at se hvad jeg er istand til på et tidspunkt...''

Han forstod egentligt godt hun ikke ville sætte penge på Alecks modstander... Hun var jo næd til at stole på dem hun var sammen med og lige nu var det jo Aleck som så vidt han forstod halvvejs var hendes beskytter... Det var nok ikke så sært egentligt at hun stolede på ham... Og sjældent ville hun nok nå at se hvad modstanderen faktisk kunne inden kampen begyndte...

''Jeg forstår dig egentligt godt... Du vil sjældent når at kende modstanderens sande styrker før kampen... Så det giver mening at sætte på den du ved noget om... Og han er vidst din beskytter? Så du skal lidt stole på ham...''

Han smilede bare stille til hende. HAn havde sjældent tabt en kamp... Han havde nogle gange haft nogle problemer med nogle... Men han havde endnu ikke mødt nogle problemer...

''Hvad er det helt præcist du egentligt anser som dine bedste færdigheder?''

Med hovedet lidt på skrå , så hun på ham... " faktisk vil jeg helst undgå....jeg er lidt ...sær..lige hva det angår, og prøver at nedtone kamp" .Til trods for dette havde hun snart været i 3638282 af dem, og sluppet levende ud hvergang, heldet måtte alligevel skinne på hende, selv om hun måske nok syntes der kunne skrues lidt op for styrken ind imellem, uden at hun ville blive forblændet af den grund! Men hun forstod jo godt hvad Sargonis havde ment , med hans ord.

Klogt tænkt af ham...omkring det med at sætte penge på noget man ikke vidste hvad var." om han er min beskytter? "
Orden var...sødt...men hvad indebar det helt præcist ? Aleck var ikke hendes kæreste, heller ikke hendes elsker og ikke hendes far....men stort set alt andet der var muligt, og umuligt.De havde mange bånd knyttet og en underlig form for kærlighed...eller hvad det nu var...hun prøvede sit bedste ikke at skulle face det.
" hmmm intessant spørgsmål....beskytter? Jeg ved med sikkerhed at Aleck vil gøre alt for at beskytte mig...men...ser du, jeg ville jo gøre det samme for ham, så gør mig til hans beskytter? Han er en af dem der er tættest på mig...og jeg stoler på ham helt...i hvert fald når det gælder mig"
Hun vidste jo godt at han nok ikke var...helt så godt selvskab...altid...overfor andre.
Egenlig bemærkelsesværdigt at han havde så stor en tålmodighed med Camille, på alle leder og kanter.Hun var en kæmpe udfordring i hans liv.
" Kender du ham...Aleck?" Spurgte hun Sargonis.

''Undsgå kamp? Ja det er jo nok heller ikke et dårligt valg... jeg forsøger selv, men gud hvor er jeg dog elendig til det... Dyret vælder bare op i mig pludseligt...''

Han kunne ikke lade være med at sige det som det var... Han havde heller ikke noget problem med at skulle fortælle hvad han var for en race... Hun fortjente jo egentligt også at vide hvad han var for en race? Hun skulle jo vide hvad hun arbejde med...

''Ved jeg ikke... Det virker bare på din måde aat tale om ham... At du ser ham som den der beskytter dig og sikrer dig at du er sikker? Som at han giver dig hus?''

Han kiggede på hende, og lyttede... Næh han havde aldrig mødt denne Aleck og han rystede derfor bare stille på hovedet...

''Forresten Camille... jeg vil mene det er på sin plads at du ved hvad jeg er...''

Han kiggede på hende stille...

''Kender du mit dæknavn?''

Første stikord.... Mon han var varulv? Hun håbede det næsten.Dem kunne hun godt lide...Samuel hav...NEJ! ham ville hun slet ikke tænke på,så der blev hurtigt smækket med låget på den tanke.

Det var lidt ...mærkelig...hans ord fyldte hende med ømhed, mon han alligevel forstod lidt af hvad der var mellem hende og Aleck?
" Han er vel min beskytter så...når du siger det sådan...men jeg er nød til måske lige at glatte trådene lidt ud, for jeg tror min største beskytter må være Tristan.Han ville gå ind i enhver kamp, uanset odds, for min skyld....ham har jeg blind tillid til. Og han ved jeg ville gøre det samme for ham" ....hun tænkte lidt over de relationer hun havde...der var jo flere Zean....Rafael..alle nogle hun ville stole på med sit liv, og ville kæmpe med sit eget for deres. En lille håndfuld af fortrolige venner og kærlighed.

Hun brød sine tankers ræs, og gav den fulde opmærksomhed til Sargonis nu..." nej...så jeg vil rigtig gerne vide hvad du er...og kalde navnet"
Det var nyttig vide, praktisk....og desuden et lille tegn på han havde tillid til hende, ik.

''Tristan siger du? Han er nu også en fantastisk ung mand... Han virker ikke bange for noget og altid klar på sjov og ballade? han lyder som om han er mere end bare en beskytter for dig? Men han er da også et godt valg.''

Han smilede bare stille til hende og venligt. Han havde en god evne til at forstå folk hvilket jo altid var en god ting når man var leder for en gruppe med meget blandede folk og typer. Han havde ikke noget imod at fortælle hvad han var...

''Jeg kaldes for den Hornede helvedshund...''

Han kiggede på ehnde da han egentligt hellere ville have at hun selv gættede på hvad han var. Det var lidt sært syntes han bare at sige 'Hey jeg er Nightcan!'
Han smielde for sig selv...

Hendes øjne blev større da forundringen bredte sig i dem.
" Du kender Tristan?... " væltede ordene ud og hun forsatte " Han er min kæreste...og vi har kendt hinanden længe " smilede hun.
' et godt valg' haha.... Hvor godt kendte han lige Tristan? Tristan var lidt af en håndfuld og hele tiden skulle man trække ham lidt i snoren, så hans lille skønne ego ikke tog helt over, ik? .... Men det var jo kun en del af ham...og hun såmen lide hele pakken.
" Ja...jeg kan intet nedsættende sige om ham...og det ville jeg for øvrig heller aldrig"
Ingen ord ville kunne beskrive deres forhold, og ordet kæreste smagte - stadig- så underligt i hendes mund.Partner? Det havde hun kaldt ham længe....men..ja..de var jo kærester, så det var nok ordet hun måtte bruge.

Nu var hun nysgerrig...." jamen kom så med det" sagde hun spændt.

Den hornede helvedshund?? Og hun havde troet det lød slemt at være fe?

" ej...helt ærligt...no offence, men det lyder da lidt som en fræk film" sagde hun med et skævt smil.

''Ja jeg kender ham... Han har været med til at hjælpe mig med at finde ud af noget om min fortid... Men man skal godt nok lige holde øje med ham.... Han kan godt nok være noget af en mundfuld at holde øje med.''

Han girnede stille... Han kunne godt lide at hun var nysgerrig det var vigtigt for det han skulle bruge hende til, men det ville heller ikke fungere hvis hun ville fortælle ting for at få noget at vide for fornøjelse, men det regnede han heller ikke med...

''Okay nu styrer du lidt din tankegang... Hvis du så mig håber jeg ikke du ville tænke sådan...''

Han grinede og svarede hende så bare stille endelig fik hun svaret på spørgsmålet...

''jeg er en Nightcan.''

" okay....det kunne du bare sagt i starten.Enhver ven af Tristan er en ven af mig " sgde hun med et smil.
Ja okay...sådan plejede det at være, men måske tingene var lidt ændret nu.
Det var som om der skete noget da Tristan blev storebror ( af løfte ) til en dragepige, en lille finke der bare ønskede at suge Camilles sjæl ud med et sugerør( for at bruge hendes egne ord)
Og så var der lige Tristans søster ( rigtige søster) der have sat en pris på Camilles hived, og havde hele underworld til at søge efter hende.Så okay...måske var vendningen ' enhver af hans venner er mine venner' lidt ridset efterhånden!

" Det håber jeg sørme heller ikke jeg ville....tænke sådan...det ville nok give Tristan en ekstra rynke i panden " lo hun, men der var nu noget lidt kincky over det navn ik....den hornede helveshund...hun kunne næsten se dvd'ens cover for sig...næsten!

Camille blev dog noget overrasket , da Sargonis fortalte hvad han var.
Hun så på ham med forbløffede øjne , da hun næsten hviskede ..
" En Nightcan ? J-jeg troede kun de levede i fortællingerne?" Sagde hun og kiggede en ekstra gang på ham.
Nightcans var mægtige og helt enormt stærke, hvis de sagn hun havde hørt ellers talte sandt.Det var de selv samme sagn, der på det nærmeste beskrev nightcans som uddøde...eller i hvert fald ret så sjældne.

Han smilede bare da hun kommenterede at han skulle have haft det sagt fra starten af, og at hun så alle Tristans venner som hendes egne venner, og det fik ham til at smile lidt bredere.

''Nå nå... Du stoler virkelig meget på ham så kan jeg gætte mig til, da du altså vil stole på hans tillid til andre væsner? At du virkelig tror at det han siger om andre faktisk passer på dem?''

Han smilede stille da hun fortsatte med at tale om sine dunkle, klamme tanker, og han smilede stille og rystede bare på hovedet af hende, inden samtalen fik sig bevæget videre over til det emne der omhandlede hans egen race.

''Altså medmindre du drømmer lige nu, så er jeg skam ægte nok, og hvis vi du stadig ikke tror på mig kan jeg skifte form?''

" Mit liv...jeg har ingen problemer med at ligge mit liv i Tristans hænder " svarede hun ærligt.Det havde hun gjort ved flere lejligheder efterhånden, og langt de fleste inden de overhovedet blev et par, så det var nu ikke en eller anden fjollet romantisk ide.
Han var bare en man kunne stole på, længere var den egenlig ikke.
Hun hævede et bryn og så på Sajro...." Men ingen er perfekte, og i langt de fleste tilfælde vil jeg tage Tristans ord for gode vare, men ...jeg danner altid et indtryk selv og bruger min intuition, og jeg kan da afsløre at vi et par gange har været lidt uenige i hvor højt- eller lavt- barometeret skød når det galt visse personer" indrømmede hun og trak på skulderne." den lille drage pige, hans selvbeskikket lillesøster varet pragt eksempel...Tristan var god ved hende og stolede i det store hele på hende....Camille derimod var ikke i tvivl om at hun til hver en tid kunne snappe, og flå Camilles hoved af, hvis det skulle være...men det skulle det så ikke!

" oh nej nej....det er unødvendigt, jeg stoler skam på dig" smålo hun ved tanken om han ville skifte bare for hende.Det måtte da være smertefuldt?!
" Jeg får nok set dig i kamp...før eller siden, men Sargonis....du synes at vide så meget om mig....fortæl mig lidt om dig selv....har du familie?"
Hun var lidt nysgerrig på personen....den rigtige person bag klan lederen.

''Det er også smartest at man kan stole på sin samlever, ellers vil man få nogle problemer...''

Hann smilede sagte og med det han havde sagt der mente han ikke man skulle tvinge sig selv til at stole på sin partner, men man måske skulle tænke sig om når man valgte sin partner om man faktisk turde lægge sit liv i deres hænder... Om man faktisk ville turde at ligge hos dem i en besvimet og lammet tilstand...

''Ingen er perfekte, sjovt nok er det en talemåde man høre gentagende gange... Og alligevel dukker der altid nogen op og mener det modsatte...''

Han sukkede lidt og kiggede så på hende, han lyttede lidt til hendes pæne frasigen af at han skulle skifte form, det var jo intet problem han havde gjort det så mange gange snart at han ikke rigtigt reagerede på smerterne...

''Hvis du ser mig i kamp er du heldig... De fleste når ikke at se ret meget andet end døde folk...''

han smilede selvsikkert og rystede så på hovedet af hende og sig selv...

''Men jo hvis du oplever mig gå i kamp oplever du mig også skifte...

Hendes følgende spørgsmål slog ham en smule ud og han kiggede undrende på hende og vidste slet ikke helt hvad han skulle svare hende på dette spørgsmål det var slet ikke nemt at svare hende... Han valgte dog at være ærlig...

''Jeg har en søn og jeg er enkemand...''

Camille fik en lille fin rynke over næsen.
Der var meget få folk og væsner hun stolede blindt på.Selv blandt hendes venner , kunne hun tvivle nogle gange.Men man lærte at leve med den...tvivlen og alle de hrå nuancer.Hun ville ønske der var mere farve i hendes liv...fest og grin, alt syntes så gråt.
Måske burde hun tage nogle dage fri, og indlgerer sig på Valentine gården, hod Eric og Mira? Ja! Det ville hun gøre...så snart det var muligt.

Hun smilede til Sargonis..." Ja, men selv de mest slidte og kliche agtige ordsprog, har jo en pointe....og dem der ser andre som perfekte...eller sig selv, de er blinde!" Det var i hvertfald hendes mening. " Desuden er det vel alle vores fejl og særhedder der farveligger os og giver os en personlighed? Ellers er vi alle mere eller mindre ens, inden for vores racer respektive race" .

" en regulær enmandshær " teasede hun forsigtig, da hun godt var klar over han sku nok var meget tæt på sandheden her.

Camille bemærkede hans reaktion, han virkede faktisk en smule lost , bare et lille øjeblik, og et lille ryk i hendes hjerte gav et stik.
Dér var helt klart lidt smerte forbundet med det emne,den fangede hun straks...og da han havde talt, sagde hun blidt.." Enkemand? Det er jeg virkelig ked af at høre.Hvad er der dog sket....og er din søn okay?"

''Ja selvfølgelig har det en pointe, mente heller ikke den var forkert, finder det bare grinagtigt at der stadig er folk der mener det modsatte om det.''

Han smilede venligt og lyttede til det hun ellers fortsatte med at sige om det emne, og jo det var vel egentligt det der gav dem deres farve og deres særlige væremåder, de ting der gjorde at de ikke var ens alle sammen, og han mente selv at det perfekte var umuligt at opnå...

''Ja det er vi vel egentligt, selvom det ikke er noget der altid er så rart at måtte erkende at man er...''

Han snakkede om det med at man var ens inden for sine racer, og det var desværre sandt, men han kunne ikke lide han var på nogen måde ens med hans artsfæller...

''Hær og hær det ved jeg nu ikke...''

Han grinede, og nej det var vel heller ikke forkert, hvis han stormede frem som sit andet jeg mod en ganske almindelig hær, ville det nok ikke se sådan super sort ud for ham og hans muligheder for at overleve... Men stadig ville han nok ikke gøre det...

''Min søn er okay, han er et par år gammel nu, men grundet han er blanding af Nightcan og Shapeshifter er han vokset hurtigt, og han har været ude af denne verden, så han er mentalt 15 cirka, men hans krop er nærmere de 19... Min kone døde mens jeg var ude som leder, hun blev fanget og voldtaget af en dæmon gentagende gange til hun døde af det...''

Bemærkelsesværdigt..en styrke som hans.Det var klart en fordel at være på samme side som ham, hvis der skulle kæmpes, ingen tvivl der.
Hun blev pludselig glad over en som ham havde så gode hensigter.Denne verden havde så rigeligt af folk og væsner der bare melede deres egen lille kage, og nogle gange virkede hendes agenda...håbløs, men at der fandtes folk som Sargonis, indgød til håb.

Camille kiggede en smule betuttet på Sargonis.Yup...der lå som antaget en historie gemt der, men hvilken tragisk en.
Hun måtte lige have styr på følelserne,der meget typisk for hende, blev ret så berørt over den slags....det måtte være så horribelt for hele den lille familie.
" D-det ....forhelvede da...det har jo været forfærdeligt. " mumlede hun og kiggede lidt ned på sine fødder.
" Hvem...er ansvarlig for din kone?" Spurgte hun stille.

" Det er underligt som racer og tid kan påvirke....som nu med din søn...men han er sikkert en prægtig knægt" sagde hun så lidt.

" Faktisk tumler jeg lidt med en ide....den er helt ny og slet ikke gennemtænkt...men...jeg vil gerne lave en skole, et lille akademi, hvor børn og måske slaver kan undervises i skolefag, men ikke mindst i forsvars og kampteknikker."
Hun fik stjerner i øjnene....akademiet var en af hendes små drømme...om at hjælpe endnu flere, inden det gik galt for dem...de skulle lære at tage vare på dem selv, og få en uddannelse.
" Hvis jeg gør alvor af det en dag....vil du så hjælpe? Måske som gæste lærer bare, hvis du ikke ønsker faste forpligtigelser" hun kiggede lidt på ham, og håbede han ville sige ja.
Tristan og Aleck havde begge indvilliget.....turen skulle gå til Eric, han kunne blandt andet lære dem om hestene og i det lå selve det at blive en god rytter, men også en god del psykologi, kropssprog, mod, selvsikkerhed og mange andre spændende og livsnødvendige ting.

Han stod stille og lyttede til det hun sagde og han kunne godt mærke hvordan hun havde det virkeligt skidt med at høre om det, og han fik faktisk ondt af hende, at hun kunne leve sig så meget ind i andre liv og kvaler, det var virkeligt noget der rørte ham at hun kunne det, han kunne knap nok forstå hvordan hun kunne det, men det var godt for det hun skulle hjælpe med...

Han lagde stille en hånd på hendes skulder...

''Hvad mener du med hvem der er ansvarlig for min kone? Altså dæmonen som voldtog hende er død, og jeg har fået hende begravet nydeligt.''

Han smilede stille og hans smil voksede en smule da hun talte om hendes ide, hvis de kunne opnå det kunne de meget nemmere få stoppet mange af disse problemer der var i deres samfund, mange ville ikke længere ende som slaver fordi de ikke kunne forsvare sig eller var nødsaget til det...

''Det vil jeg med glæde... grundet mit ansvar som leder, vil jeg gerne være med fast forpligtigelser, men have lov til at kunne sige fra... Håber du forstår... Jeg vil nok egne mig bedst til at undervise i jagt, styring af vrede, styrketræning og en smule kamp med økse hvis det skulle være.''

Han smilede vidste at økse faktisk ville være passende da økser var meget billige at skaffe og hvis man lærte at bruge dem ordentligt var det et godt våben.

Det kunne vel beskrives som både en gave og et maridt at være istand til at mærke andres følelser på den måde.Men det karakteriserede hvem hun var...ikke at det gjore hende til en engel eller helgen, overhovedet ikke.Hun fuckede lige så meget op og lavede underlige ting som alle andre, oftest mere enda...men hendes hensigter var ( næsten) altid gode.Hun kunne bare ikke lade vær med at føle, at sætte sig ind i h ordan and havde det, sikkert fordi hendes egne følelser flød så ubesværet igennem hende...altid med let adgang til dem, uanset det var glæde,vrede,sorg ..whatever....hun kunne kun meget vanskeligt skrue dem ned.Faktisk var det nogen gange decideret belastende, fordi det drænede hende for energi..og hun glemte at få tanket op, så hun var selvkørende igen. Nå....det var en helt anden snak.

Hun så på Sargonis....og hendes læbe sitrede svagt, bare et lille øjeblik, da han lagde hånden på hendes skulder, så havde hun kontrol igen.
" Jeg...ja, det var ham der gjore det jeg lige tænkte på..,fangede det ikke første gang....godt han er død . " sagde hun stille og for at opmuntre lidt sagde hun.." Hvad laver din søn så nu?"

Da samtalen igen ramte skolen, blev hun virkelig glad for hans lyst til deltagelse.
" tak! Det ville være så godt! Og jeg kan se du forstår ideen med det hele.Det er som sagt kun en tanke lige nu, men kender jeg mig selv ret, skal det nok blive ført ud i livet....hurtigere end man tror.Og det ender med jeg får de sejeste af de sejeste til at undervise og træne" næsten jublede hun, og hendes begejstring for både akademiet og Sargonis deltagelse var ret tydelig.

Hendes spørgsmål var ikke ligefrem det rigtige til at forbedre humøret på ham ihvertfald ikke... Han havde jo altid haft ret mange problemer med hans søn, som under ingen omstændigheder ville ses som søn af Sargonis, hvilket egentligt havde såret ham en del i starten men han vidste at han klarede sig selv ganske godt, så der var ikke noget problem der...

''Det ved jeg ikke... Han valgte at cutte forbindelsen til os ret hurtigt da han kunne klare sig selv, men jeg ved at han klarer sig som jeg engang gjorde det... Selvom han ikke er glad for mig, holder jeg stadig meget af ham og holder øje med ham nogle gange.''

Han smilede og var glad for at se hvor glad hun var for at have mulighed for at kunne oprette denne skole og akademi, det var ihvertfald godt med den slags muligheder...

''Det er noget jeg kan sige jeg vil stå inde for, og du har klanens fulde støtte og hvis penge eller andre midler skulle være krævede kan du komme til mig, og jeg skal se hvad jeg kan gøre.''

Argh...pis....igen trådte hun i spinaten.
" børn og unge drenge er....slemme, Sargonis....han skal nok komme til fornuft en dag, bare vær tålmodig" smilede hun skævt til ham.
Det læs noget mere alvorligt, men stadig, når hun tænkte på al det bøvl hun havde med Elyas der bare nægtede at gøre som hun bad ham, næsten da...så var hun helt sikker på at en rigtig far og søn relation var langt mere kompliceret.

Hun kunne ikke lade være, da han igen tilbød både sin og klanens støtte.
Hun lagde hurtigt armene omkring hans hals, og gav ham et lille knus, hvis da ikke han trak sig væk inden.
Hendes glæde nærmest boblede inden i.
" Det skal jeg huske på" stor smilede hun , og slap ham så igen.
Hun var nu rimelig fast på at skaffe pengene selv, sådan havde hun det bedst, ville ikke stå i gæld til nogen, og hun var den fødte total elendige landevejsrøverinde, så hvorfor dog stoppe med det?

" Det har været dejligt at tale med dig....og vi har begge fået afgivet nogle værdifulde løfter, Sargonis....måske vi skulle gå hver til sit nu...til vores vej en dag vil krydses igen, når pligterne kalder?"

''jeg har en kraftig ide om hvorfor han har det sådan... Du husker nok det at blive teenager? Forestil dig at din krop fyldes med hormonerne derfra mens din hjerne kun er forberedt som en der er maks 11 år... Det er hårdt kan jeg fortælle dig.''

Han sukkede lidt det var hårdt at opleve med hans søn, og så at han aldrig havde været gået igennem dette gjorde det svært for ham endnu mere, fordi han havde jo aldrig selv gjort det da han var noget ældre da han blev Nightcan... Han var jo et særtilfælde...

Han blev en smule overrasket men gengældte tøvende hendes knus. Han var ikke vant til at folk var sådan overfor andre mennesker...

''Du er jo en del af klanen, så alt du gør som klanen kan støtte og stå med op om, skal du se som noget klanen vil gøre alt for at få op at stå...''

Han smilede og lyttede til hendes tale om at de skulle skilles, jo måske det var det bedste men alligevel syntes han det var trist han nød jo livet her med at snakke med denne mystiske kvinde som han ikke helt forstod...

''Det kan vi vel hvis du finder det passende?''

Det føltes godt...det hele.
Hun var sikker på at klanen og hun nok skulle kunne lave nogle heftige alliancer og nogle geniale hits, hvis de lagde deres hjerner og egenskaber sammen.Så det skulle nok blive et frugtbart partnerskab...til glæde for dem der havde behov for de mere stærke slog et slag for dem.

Hun fornemmede hans tøven, og fandt det...sødt.
Når hun blev glad og begejstret...eller hvis folk var triste, havde hun det helt fint med at give et knus eller noget i den stil...det var mere hvis berøringer havde mere personlige interesser, så skyede hun væk fra dem og kun ganske få personer havde den adgang til hende, at hun kunne føle sig tilpas ved deres berøringer, når de var ...ja ...hvad de så end var? Hun havde med vilje ikke nærstuderet dem, og lang hen af vejen, ville hun bare fortrænge dem...,men det lod sig ikke gøre.Igen dukkede Eric op i tankerne, hun savnede ham...og hun savnede Mira, hun ,måtte virkelig snart derud!

" Jeg kunne snildt sidde og hyggesnakke hele dagen, men som du siger...ville det nok ikke være passende.Så det vil nok være et på gensyn vi bør igang med nu" smilede hun og overskred en usynlig ' ledergrænse' da hun purrede op i hans hår og rejste sig.

Han sad lidt og tænkte og han måtte sige at hun virkeligt var noget for sig selv, og hun gjorde ting som ingen andre nogensinde ville påstå de kunne finde på at gøre overfor ham fordi han lige netop var leder, hvilket han dog ikke tænkte så meget over at han var...

Han smilede bare over det da hun purrede op i hans hår, og kiggede op på hende og smilede venligt til hende. Hun havde jo ret i det hun sagde så derfor havde han ikke mere rigtigt at sige.

''Det er rigtigt, så må vi se om vi ikke en dag støder på hinanden igen.''

Han smilede venligt igen og rejste sig stille op, og rakte hånden frem og hvis hun tog den ville han give hende et kort klem og tilføje noget...

''For et godt partnerskab.''

Han smilede stille og gjorde så an til at gå dybere ind i skoven.

Camille smilede " selvfølgelig gør vi det og ....untill then" sagde hun og så at han rejste sig op og tilbød hende hånden.
Hun var ikke sen til at gribe den, og afleverer et fast håndtryk.Selv en lille spinkel hånd kunne det, og der var da intet værre en en slatten pote.

" For et godt partnerskab" medgav hun og knejsede lige bare en smule en med nakken, som opbakkende gestikuleren.

" Take Care Sargonis" var de sidste ord i denne omgang, fra Camille St.Clairs læber, da hun genoptog vejen tilbage til hendes udgangspunkt, ved hende og Alecks hus.

// out.- og tusind tak for denne omgang. Og undskyld den lange venten på svar, men du var advaret ; )