et møde//isabella//

Isabella så ud til at... kede sig. hun så bare tomt og dødt ud i luften som en make-up dukke, og sagde "En kiste med solidt guld til den der stopper manden" folkene i kroen skiftede nu deres loyalitet. det var virkelig virkelig mange penge, en formue, så det var svært at sige nej til.
Isabella kiggede på Arason stift og forsatte "Jeg er Isabella Dé Minion. Jeg er magt."

lide så hurtige som han havde gjordet det at kaste guld skifte han udtryk
han løbe over og greb fat i hende og stod nu med en kniv foran hendes strube
"hvis der er nogen der ville angribe mig så gøre det men jeg har jeres pengeboks lide her" sagde han i det han lide så stille gik hen mod døren med hende som skjold imens han tænket på hvad han nu skulle gøre "okay hvor er din næste slave gruppe henne" men han hvisket det nærmest så de andre ikke høret det bondrne ville stadig gerne ha pengne fra ham "jeg er ulvevind leader of the shadow clan"

Isabella gik ingen steder med ham, hvis han ville skære struben over på hende, kunne han gøre det, men det var ikke stiv af stræk hun var, hun selvsikkert uden at blinke, og viste ingen tegn på frygt for ham eller hans kniv, facade var vigtigt for hende, og hun stod fast hvor hun stod, hun ville ikke gå med ham ud af døren, så måtte han ende hendes liv, og derved ende milioner af slavers. tro ikke at de ville gå fri. hver eneste af hendes lejesoldater ville skrære halsen over på slaverne de bevogtede. og de mange penge som kunne redde sultene folk, ville gå tabt i hendes store små borge som hun vidste hvor var. nu nægtede at bevæge sig. hun var stolt. hvis det kostede hende livet, var det sådan det var.

han kiget på hende og havde beslutede sig han måtte væk herfra
ellers ville han måske dø han hev hendes hætte nedl på hende hvor han bageffter
lavet et A så hun aldrig ville glemme det her og smidt hende så væk i det han holde sine sværd fremme igen så han var klar til at kæmpe til døden men som altid ville han kunne løbe fra dem "du ville bøde for det du har gjorde her isabella og alle de andre steder med slavrne vi ville blive fri nå vi er tilbage på højkant" mænde der havde fået tilbudt pengene stod der bare da han sagde det "det er noget jeg ulvevind lover"

Isabelle fik et nye tatto og bliv skubbet frem af, hvorefter hun vendte sig mod ham igen, med dyb foragt til ham, og stadig ikke sagde et eneste ord, før hun igen brød sin tavshed. "Kig godt på ansigterne omkring dig. Hver eneste af dem vil gå ind i efterlivet inden slutningen af ugen, og de vil dø skrigende i tanken om deres elskede lider samme skæbne.. DET er Dé Minons ønske til dig din usle tigger.
Men i kan ikke røre mig. Så dør jeres elskede slaver, og havene blive fyldt med blod fra milioner af mennesker. så løb du bare, stik af, flygt fra de her mennesker som har hørt min stemme, og som straf for din ulydighed mod en skabning langt bedre end dig,vil jeg tage deres liv. eller du kan redde dem, og dræbe mange flere... alle kortene er på min mund. ikke Camilles."

han svarde ikke effter et øjeblik begyndte han at grine han grinte igen og igen
"du ved ikke nogen ting det her sted vil ende med at blive th shadows clans hovedstad vi ville ikke helme før vi har stjålet alle de dyre bare penge som du bruger på slaver for ikke at nævne til dit udsende nå ja de 10 vogne der skulle ha været her komme uden slaver" svarde han med et smil

"Du kan tage mine vogne. du kan tage en håndfuld slaver. men du vil for altid være uden værdighed. Jeg kendte den gamle leder af Shadow Clan, da de var mere en blot tiggere." Isabella kunne sagtens så her hele dagen og mundhugges, men hun gjorde det ikke, og begyndte at gå.

det skulle ingen sigde til ham "jeg har i det mindste stadig min væredighed du ville aldrig kunne undslippe døden aldrig" råbte han effter hende i det alle folkende kastede deres våben op i luften på grunde af jublende han ville ikke lade hende slippe væk så hun ikke havde viste hvor hendes slaver var han havde tænket
sig at skygge hende nu hvilket han gjorde

Isabella gik. hun gik hurtigt ned af gaden, hun havde noget at gøre her, ellers var hun aldrig gået til det her lorte område. "hun til det jeg kom for" sagde hun til sig selv
Hun var glad for at de dumme folk der ville have hendes hoved af, forstod at hvis hun døde spontant, ville slaver og guld i massevis gå tabt. ikke godt for nogen. men hende Camille var en anden sag, hun var ikke helt logisk

han fulgte effter hende stadig væk mens han holde øje
med folkende der komme løbende forbi han smilte for sig selv
hvis hun var dum nok til at tage hjem ville han få tjakpot han
kiget på hende i det han fulgte effter hende

Isabelle gik med hastige skridt, da en mand iklædt en kutte og hætte, der dækkede fra hoved til tå, og derved hver eneste centimeter af hans krop. det var ikke en tyve hætte, mere en munke agtig hætte og kutte. kutten var helt grå, og indsmurt i mudder og skidt.
Manden rejste sig op fra vejkanten, og fra at ligne en normal fattig tigger, sagde han nu med en stemme så mystisk og grum som at hans stemme kunne prikke hul på ens sjæl, og opsuge den ud af ens krop. "Isabella." Hun stoppede, og så ud til at blive overrasket først, men så så ud til at vide hvem manden var, og svaret til det mørke hul i hætten. "Krotáfex. Camille lever. hvordan i alverden det, var Thyrix ikke stræk nok til at klare et simpelt menneske"
Manden i hætten tog en hånd frem for sig, og Isabella faldt til jorden, og hendes blodåre bliv helt blå, og ansigtet hvidt, som hun alt livet bliv presset ud af hende, men inden hun døde helt stoppede ham, og tog sin hånd ned, og svaret "Frøken Saint Clair er kæreste med Mr Wonder, og intet usselt menneske skal tiltalte Frøken Saint Clair, ved fornavn.. har du forstået din kødklump?" han stoppede, og svaret så på det hun sprugte om "Thyrix har vokset sympati for Frøken Saint Clair. derfor lever Frøken Saint Clair stadigvæk, og da Frøken Saint Clair afleveret stenen, har jeg ingen grund til at dræbe Frøken Saint Clair mere. vi må finde på noget andet. Så ja, dit besvær med at få stenen var forgæves. Thyrix var klogere end os"

han stoppet op og gemte sig helte i skygen
i det han lytede til hvad de talte om han kiget op
fra sin hætte i det han holde øje med dem hvem var denne mand
hvad ville han tale med slavehandlende om en sten var det enste han opfanget

Isabella.. en magt gal kvinde, var ikke glad for at blive nedgjort af den vanskabning, men hun ville heller ikke ende på den vanskabnings dårlige side, ellers ville hun måske vågne med en krystal i hånden, ligesom Camille gjorde. hun sagde "Jeg vil have målet død. færdig. knust. gjort kold. jeg er ligeglad med prisen."
Manden grinet lidt, og sagde "Den krystal var en dødsdom, ingen har overlevet at besidde den uden min slags tilladelse. Men .. det er også første gang en skyggedrage og en som Frøken Saint Clair er blevet venner" Isabella var ikke glad for svaret "Så... Frøken... Saint ...Clair.. går fri? efter at have jeres krystal?"

Arason komme gående frem fra mørket og klappet
af dem mens han smilte "Arason leder af the shadow clan" sagde
han til ham manden hun talte med han smilte for sig selv i det
han kiget på dem

"Årh nej. den tigger igen" sagde Isabella.
manden sagde ikke rigtig noget til at starte med, men så brød han sin tavshed med samme biske stemme "Krotáfex. Jeg er inquisitor."

"nå inquisitor jeg har kun en ting at sigde skrid ude af min by eller jeg lover dig at du ikke komme herfra" svarde Arason og kiget på ham i det han stadig holde øje med hende slavehandlene

"Dit respektløse menneske. tal pænt til de ældre.. men bare rolig, jeg deler din vistion, der er intet jeg hellere vil end at forlade denne usle by, og vende tilbage til mit hjem Men forretning er forretning." Han ikke ikke rigtig ud til at fle sig truet af hverken Isabella eller Arason

Arason kiget på ham og trak sin bue frem og sendt en pil
i hans hånd "jeg er ligeglad med hvem du mener du er er du med på det" svarde Arason og sendt en pil til afsted

Pilen ramte ham lige i ansigtet, og den store kutte faldt til jorden, men isetdetfor en mand nedenunder, var der en masse mudder, den klamme brune tygge masse.
Isabella kiggede op kutten, også hen på Arason, men inden hun kunne sige noget, kom manden gående tilbage, fra en gyde, i samme grå kutte og hætte. "det såret mine følelser Arason"

"du har ikke noget at gøre her i denne by" svarde han
og sendt 3 pille mod ham i det han håbet de ramte

manden fik tre pile i brystet, og han kiggede ned på dem, ogaå op på Arason igen "Jeg er her kun for at dræbe Camille, hvis hun skaber flere problemer"

"hvad skal du ha for at lade være med at hjælpe hende"
svarde arason og nhnikket i retning af hende

han var stille lidt tid, og svaret så "Den klynkene so hjælper jeg ikke. Jeg er en blodhund, hvis et individ skaber min slags problemer, vil jeg henrette dem. om det er Isabella, eller frøken Saint Clair, gør ingen forskel for mig. MEN, vi kan slå en handel af, hvis du dræber en lille pige ved navn Thyrix, vil jeg opfylde dit ønske, forlade, og aldrig komme tilbage. dine bekendte vil for altid være i sikkerhed fra mig"

han tænkte lidt over det og svaret "hvad har hun gjorde siden hun skal dø"
svarde han og kiget på manden imens han stadig holde om hans bue

Han trak på skuldrene, og sagde "Massemord, physisk tortur, tyveri, voldtægt, drab, bedrageri.. Rigeligt med grund for et moralsk væsen at skaffe hende af vejen. Men grunden til jeg vil have hende fjernet, fordi hun skånet Camille på adskillige lejligheder. selvom jeg intet kan bevise i mit eget samfund, så ved jeg dette, og den ulydighed skal straffes, selvom jeg ikke længere er mod Camille"