Så fandt vi dig? (Jessica)

"Ja. du ved. vareulv. lige meget"

Hun fjernet sine arme fra hans hals, og rejste sig fra hans skød, og begyndte at gå i skovens mørke, og sagde med et stille smil

"Skal vi finde dig noget at spise?"

"Hvad hvis jeg går mellem dig og din plan om at skåne Sakref. vil du så tage mig ud af vejen for at redde ham?"

''Jeg forstod dig skam godt.''

Han rejste sig også op og fulgte stille efter hende. Han nikkede bare i første omgang han kunne faktisk godt bruge noget at spise. Han gik stille med hende, mens han lyttede til hvad det var hun sagde til ham...

''Det lyder som en god ide? Ellers kan jeg vel bare spise dig?''

Han grinede lavt og fulgte stille med hende...

''Nej... Jeg ville lade dig dræbe ham hvis du ville... Men jeg ville stadig skåne ham, så godt jeg kunne... For at han kan se at vi er større end ham... At vi kan tilgive og skåne folk...''

Hun stoppede da han snakkede om at spise hende, og drillet med at vise sine lange spidse vampyr tænder, og svaret

"Altså, så misforstod jeg dig, da du sagde jeg så sød ud"

hun vendte sig om, og grinet lidt af det næste han sagde

"Du kan ikke skåne ham. Dagen efter hans fald vil verden have så stort had til ham, at han vil ende op død i en gyde. det VED jeg, for jeg vil nok være en del af dem. så hellere dræbe ham for sine forbrydelser mod alt godt, ved rebel lederens hånd, så man om mange år vil synge sange om dig"

''nej du misforstod intet... Selv ting der ser ualmindeligt sødt ud kan sagtens spises... Nogle gange kan det endda være det man har allermest lyst til at spise...''

Han gik dog tydeligt og lugtede efter om der var nogle dyr i nærheden som var værd at spise. Han vidste det ikke helt men det var vel forsøget værd? Han gik bare stille og lyttede også til hendes ord... Han viste selv tænder da hun gjorde...

''Det eneste der er vigtigt for mig... Er at jeg kun dræber ham hvis det er nødvendigt... Hvis i dræber ham i mit eller klanens navn, er det jeres valg...''

Han kiggede rundt da han opdagede lyden af et dyr...

"Det er vel retfærdigt. jeg sætter mine tænder i dig, og du i mig. ville bare fortrække jeg var giveren i denne sag"

hun smilede lidt frækt til sig selv kort, inden hun også kiggede ud mod mørket. men sagde så

"Vi kunne også bare købe noget. Vi lære nok hinanden bedre over en god bøf, end at se mine elendige jagt evner"

"Sakref lod en satan som Isabella komme til magt. Jeg vil ikke gå ind i efterlivet, og se ansigterne på alle de afdøde, uden at kunne give dem den glædelige nyhed at manden skyld i deres død, selv er død. Selvom Sakref bare sidder og laver ingenting, og ikke direkte er så ond som de folk under ham, er det ham der gav dem magt"

''Det er knap så skadeligt når du bider end når jeg gør...''

Han lagde lidt mærke til at hun virkede til at gå i sin egne tanker. Det var meget morsomt at se at hun ikke virkede til at være meget aktiv med tanker sådan højt og mere offentligt...

''Det er mig lige meget... Hvis vi skal fange noget kan jeg sagtens fange nok til os begge? Det er dit valg.''

Han kunne godt forstå at hun havde det sådan...

''Jeg vil også lade dig dræbe ham hvis du vil... Jeg vil bare ikke selv være hans bøddel... Jeg vil med glæde være bøddel for de andre onde folk, og meget gerne for hans styre...''

"Ja. Din race er bare ikke brandt på korset for det."

Hun kunne virkeligt ikke lide at være misforstået, hun sagde aldrig helt hvor dumt det var, at få blikke fra 40% af alle mennesker, og 59% ville bare skære hoved af en. også når man ikke havde lyst til at overfalde folk og lege masse sadist, så ville de fleste vampyr grupper heller ikke have med en at gøre.

"Jeg er ude..."

Inden hun fik sagt ordet udemærket, fik hende ben fundet en stor gren på jorden, som ikke havde tænkt sig at flytte. som derfor smækkede hende til jorden, og vende sig om på ryggen, og sagde

"Er det forsent at gå ud og spise?"

''Nej vi er ikke blevet brændt på noget kors... Vi er blevet jagtet indfanget og vist frem som vanskabninger eller dræbt...''

Han forstod hvordan hun havde det med at være udelukket af alt og alle. Han var selv blevet fuldstændigt udelukket af den smule samfund Nightcans de havde... Han forstod det ikke helt men nightcans kunne ikke tænke helt som han gjorde.

''Nej det er ikke for sent...''

Han smilede stille til hende, og gav hende en hånd som hun kunne tage fat i og hjalp hende så op fra jorden...

''Du siger bare til hvis jeg skal bære dig? Nu når du ikke lader til at kunne gå selv...''

Han sagde det sidste drillende...