penge uh hvor dejliget/Latie Legington/

S gyderne
O ingen
V regn og torden
P 1 kig på profilen
Kl 00,00
Arason gik ned mod en pige der gik rundt i det han lyn
hurtige tog hendes pung og løbe alt hvad han kunne ind af sidevejene i det han håbet hun ikke
kunne følge effter ham han kiget sig hele tiden over skulderne i det han løbe ind i en persone som stod i vejene

Et svagt åndedrag drog ud igennem den spinkle høje kvindes læber, der næsten var antydet et smil på. Det kunne godt være verdenen omkring hende, var fæld og grusom, men hendes ansigt havde altid antydet et smil, uanset job og omgivelser. Hvorfor var der ingen der forstod, men hvorfor også forstå? Folk kunne alligevel ikke sætte sig ind i hendes tankegang, og evige kunnen i de få færdigheder hun nu i grunden havde.
Ganske vidst var denne kvinde ikke let at løbe om hjørnerne med, selvom hun sikkert kunne ligne en typisk blond tøs, der var dum som en dør, skulle man ikke lade sig narre af det yderste lag der udgjorde hendes form for dække. Dog var der ikke mange der kunne se igennem dette let stupid sind af sammen flettede beskyttelser og skjold som udgjorde hende i helhed. Et kort suk gled ud igennem hendes læber, imens hun betragtede folkemængden omkring hende. Det regnede og tordnede de fleste børn lå sikkert i deres seng, og skreg omkring at bøhmanden ville komme og tage dem, så de ikke længere ville være sammen med deres elskede mor og far. Det var sikkert ingen trøst for dem at høre, at bøhmanden slet ikke fandtes. Men det var nu engang også børn. Og børn havde lov til at være børn før end de skulle ud og slå ihjel for overlevelsens skyld. Dette var hendes syn på opvækst fra barn til voksen.
Denne periode var for hende ukendt. Hun havde aldrig rigtig følt at hun på noget tidspunkt havde levet sig ind i en barneverden. Det var derfor sikkert og vel en af mange grunde til at hun smilede selvom det var højst upassende nogle gange, men det kunne ikke lave om på. Måske var det en sygdom, måske var det ikke, men det var i alt fald sådan som hun nu engang var!

I det samme stødte en person ind i hende, og hendes blå øjne vendte sig straks for at kigge om bag hende. De mødte en høj mand, hvis lange hår, var blevet sammenfiltret, og gjort mørkere end den normale mørkebrune farve det sikkert og vel ejede i sin tørre tilstand. Hovedet lagde sig let på skrå, mens smilet var svagt og forsigtigt, en pludselig bevægelse kunne betyde død og ødelæggelse for dem begge. Men hun var udmærket klar over at hendes race knap var den stærkeste der kunne findes. Men det ændrede ikke på at hun var farlig uanset hvilket som helst våben hun havde i sine hænder.

han kiget op og vendt sig om for at
løbe væk igen i det han så vagtrene løbe effter
ham han hoppet op på tagende og løbe forbi hende i det
vagterne komme løbende hen til hende "hvorfor lod du ham slippe væk" nærmste råbte en af vagterne i det han kiget hende i øjne "den mand er en tyv" sagde den anden vagt i det de løbe forbi hende iså de kunne fange ham men arason var klog han havde gemt sig oppe på et tag og hoppet nu ned og han havde spændt sin bue "dine penge nu" nærmst råbte han