Møde på hjemmebane // Skylar//

Claire kom gående, hun var på vej hjem. Hun havde været ude og stjefe og ville lige hjem og sige hej. Det var med morgen tid og solen oplyste hendes mørkegrå kjole. Træerne nød solens stråler og vågnede op efter en god lang natte søvn. Cosette havde sovet et sted nede i byen og nød duften af naturen. Hun lyttede på fuglene som sang og nynnede med dem.

Skylar sad oppe af et træ og var lige stået efter den værste nat på det hårdeste træ, men det var hun ved at være van til, vær nat var en dårlig nat, det lignede hinanden.
Hendes bare tær var kolde, men to solstråler skinnede igennem træernes mellemrum, og varmede hendes tær langsomt, det var rart. Hun havde en sort t-shirt på og et par sorte bukser, man kunne tydeligt se et ar på hendes arm fra en dyb flænge vis man kom fra venstre side af hende.
Skylar sad sine egene tanker, hun var dybt inde, så dybt inde at hun troede hun aldrig skulle komme ud igen *så mange tanker, for mange minder* hun tog sig til hovedet, en hovedepine sneg sig op langs hendes nakke op til hendes hovede og den var ikke venlig.

Cosette gik rundtnog plukkede nogle hinbær og spiste dem det var nok til at mætte til hun kom hjem. Hun gik og nynnede til fuglenes melodier. "Gid jeg at der ikke var så langt igen." Sagde hun til sig selv, og strakte sig. Vejen hjem var lang især når hun ikke var andet end lige gået ind i skoven. Hun valgte at sttå stille bare et øjeblik, lukke øjne og trække vejret dybt ind.

Skylar var sunket og lå nu ned på den kolde morgen jord, hendes hovedpine var ved at dulme lidt af og hun var fri for tanker og minder, hun var kommet tilbage til den virkelige verden, og den var dejlig tryk. Hun satte sig op af træet igen, og sad og kiggede på nogle fugle der dansede let og elegant i vinden, hvor var de søde, hun smilte og fløjtede så de kiggede på hende, hun havde lige sagt hej til dem, og de så lidt forvirret ud, og dansede så videre oppe i den tynde luft.

Cosette gik i sin egen verden, men standsede bradt op da hun hørte noget rumstere inde i buskene. Det knurrede hvilket fik Cosette til at springe nogle skridt tilbage. En stor sort ulv sprang ud, den havde et hvidtstykke stof i munden som bar blod. Cosette havde set denne ulv før, den havde overfaldet hende før. Det var ikke bare en almindelig ulv men en shapeshifter. En af dem som ikke ejede respekt for det kvinde lige køn. Luften blev pludselig flyldt med lugten af blod og død.

Skylar sprang op og kiggede sig rundt omkring, det var morgen, og det var tid til hendes rundte i skoven, for at tjekke lidt op, om der var sket nogen i løbet af natten, hun gik en tilfældig vej, og havde et bredt smil på læben imens hun gik og kiggedde rundt på den dejlige natur omkring hende, *stop* noget var galt, hun kunne lugte noget, noget metalisk, *blod* hun kiggede en ekstre gang på nogen af de steder hun havde kigget på, men der var intet at se andet end den udstråling den flotte natur gav, hun gik længere frem, og der var det, en kæmpe ulv stod foran en pige som tydeligvis var skræmt, hun fik øje på et stykke stof ulven bar som var smurt ind i blod, det var det lugten kom fra, hun fik langsomt taget om sin bue og tog en pil, fuldstændig lydløst, og strammede buen op med pilen, og sigtede på den store ulv, hun knurrede af den, det lød nøjagtig som en rigtig ulv som var på vej til at gå i slås kamp med en anden ulv, hendes knurren kom dybt inde fra, en mørk knurren, at man nærmest fik kuldegysninger.

Ulven reagerede og dens knurren blev selv meget dybere, men den gav ikke op. Den gik tættere på Cosette, hun var skræmt og begyndte at genkende stoffet. Stoffet var silke kun hendes mor gik i silke. Havde han dræbt hendes mor? Tårerne kom frem i hendes øjne. "Har du dræbt min mor?" Svarede hun trist men koldt. Ulven nikkede og sprang frem for at angribe Cosette, men hun undvig.

Skylar knurrede voldsomt højt, hun gik i stå og hun fik et tomt blik, og et minde dukkede op, den dag hele hendes familie blev drabt, hun rystede mindet af sig og sigtede på ulven og ramte den i låret, og fortsatte sin knurrend.

Cosette fik et chok og fik øje på pigen som havde affyret pilen. Cosette åbnede sin hånd, stoffet ulven havde haft i munden lå i hendes hånd. Cosette prøvede at holde fokus og fik en lyskugle op ad sin hånd som hun kastede på ulven. Kraften ramte ulven så hårdt at den faldte død om. "Det var hævn for min mor.." Sagde hun stille men koldt. Hun gik over til ulven som på inden tid blev til en ældre mand. Hvorfor var han efter hende?

Skylar fik et bredt smil på læben da ulven faldt død om efter pigen havde kaster en lyskugle på den, men hendes smil forsvandt hurtigt *han er et menneske, eller et halvt menneske, men er han varulv* hun stod som sømmet fast til jorden, der var lige blevet begået et mord i skoven og hun var blandet ind i det, *men jeg forsvarede jo en, så er det vel ikke så slemt* hun gik lidt nærmere pigen, der var gået over til ulven eller manden som han nu var blevet.

Cosette havde det ikke speielt godt med at have dræbt nogen. Men han havde dræbt hendes mor, det var bare hævn. Cosettes øjne var fyldt med tårer, og da hun blinkede trillerede de ned af hendes kinder.

Skylar lagde buen i en beholder der sad på hendes ryk og satte sig op hug foran liget, de skulle nok til at få fjernet det, det var ikke godt får naturen, liget kunne rådne andre steder hun var lige glad hvor, det skulle bare væk herfra. Hun kiggede på pigen og sendte hende et blik der var ret nemt at læse imens hun også holdt sig for næsen og viftede mod liget som om hun sagde det skulle væk herfra.

"Det ved jeg.." Hun kvalte et hulk og nikkede. Cosette havde ikke lyst til at se på liget, det var bare ikke gode minder. Han havde tævet hende før, dræbt hendes mor og mange andre ting. Cosette klemte sine øjne sammen og tog fast i hans ene arm og begynde at trække ham væk.

Hun nikkede, og fik fat i den anden arm og hjalp med at trække, hun kiggede ikke på pigen hun kiggede bare frem ad, hun var ligeglad med hvad hun trak det rørte hende ikke, Hvor skulle de dumpe det henne, der var ikke rigtig nogen steder, måske skulle de bare grave det ned som en begravelse, bare uden de fine ord, der var sikkert ikke nogen der ville savne ham nok til at komme og lede efter ham.

Cosette sukkede og fandt et stort hul i jorden. Hun kiggede derned, det så endeløst ud. Dette var enden. Hun trak ham ned i hulet og smilte da hun ikke hørte et bump efter faldet. Hun tørrede sine øjne, men snart kom flere tårer ud. "Shapeshifter.." Sagde hun kort til pigen. "Tak for hjælpen." Hun prøvede at smile men det gik ikke lige så godt.

Skylar kiggede ned i hullet da de havde smidt ham ned, der var langt ned, et endeløst mørkt hul lige hvad han fortjente, sådan af svine naturen til.
Hun kiggede på pigen *Shapeshifter, ja okay tæt på.
Hun nikkede anerkende, og smilte til hende *det var så lidt* det ville hun havde sagt, men hun blev nød til at bruge øjne og bevægelser, for at andre skulle kunne forstå det, hun håbede denne pige gjord.

Cosette smilede skævt, kunne hun ikke tale? Borde hun herude? "Jeg hedder Cosette." Hendes øjne var røde aaf gråd, tårerne trillede langsomt ned af hendes kind.

Hun smilte til hende *Cosette* hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, men fremstammede "Skylar" hun kunne nogle få ord, inklusivt hendes eget navn. Hun lagde hovede på skrå, da hun så tårere løbe ned af hendes kind, hun fik et medfølende blik.

"Flot navn." Cosette smilede og tørrede sine øjne. Hun kørte en hånde igennem sit hånd.

Hun nikkede til hende, hun var lidt ked af hun ikke rigtig kunne sige noget til hende hun virkede som et rigtig sød pige, men hun kunne ikke, ordene var forsvundet for længst.

Hun knyttede sine hænder og åbnede for de stykke stof fra sin mors kjole. Hendes mor var død, nu havde hun intet familie tilbage..

Skylar lagde en hånd på stoffet og så pigen i øjne, hun ville have hun skulle smide det ned hos shapeshifteren, hun pegede ned i hullet.

Cosette sank og smed stoffet derned. "Farvel mor..."

Hun smilte til Cosette, det var stærkt gjort, hun vidste lige hvordan det føltes, at miste sin mor, sin familie.

Hun bed sig i læben, hun prøvede at være stærk. Men det vari kke så godt gjort, hendes mor havde altid betydet mere end noget andet for hende.