you can´t kill me //Adriana//

omgivelser: nogen få vagter der ikke ligger mærke til særligt meget, nogen få dyr månen
vejre: dejlig aften med en lille let brise
sted: Firewood park
tid: aften tiden
stil: hans sorte kobbe og hans sværd ved siden

han gik stille med hurtige og lyd løse skridt, han vidste han blev i agtaget men ventet kun på det rette øjeblik til at dræbe dem der vovet på at overfalde ham, han gik stille hen til noget højt og blødt græs og lagde sig ned mens han lagde hans våben tæt ved ham mens han havde paraderene oppe hvis der nu skulle ske noget han vidste godt han ikke skulle være here ikke på den her tid men han trangte til at slappe af eftersom krigen var startet ihvertfald for ham han havde også jagtet efter dem i ret langt tid nu mon de ikke var ved at blive trætte af det han lukkede stille øjnene mens han bare åndet ud og slappet af

Det høje græs killede Adrianas håndflader fordi hun bevægede dem frem og tilbage i en rolig bevægelse, det var en dejlig fornemmelse, en afslappende fornemmelse. Hvis det havde været varmere ville hun muligvis være faldet i søvn selv samme sted, men det kolde vejr trængte lige igennem Adriana og kølede hende ned, hvilket hun overhovedet ikke havde brug for, ved siden af hende lå hendes bue og to pile, hun havde sjældent mange pile med ud, det var kun hvis hun faktisk var på jagt, det var ikke tilfældet. Adriana hørte nogle ligge sig ned i græsset, hun havde ikke set hvem det var, men egentlig var Adriana også ligeglad, men stadig nysgerrig, desværre var nysgerrigheden stædigere end hendes ligegyldighed, så hun kravlede forsigtigt hen imod ham, man kunne se hendes hår, men hendes tøj og ansigt var skjult af det høje græs, hun kunne ikke rigtig se ham ordentligt, men hvad ville det også ligne? En 20 årig der kravlede rundt i højt græs for at se andre an. Ja, det lød ret dumt, hun måtte vel bare ligge sig ned og slappe af. Adriana faldt ned på jorden igen med et mindre bump.

han var meget tæt på at falde helt i søvn på grund af den stilhed indtil han hørte et bump han skyndte sig at trække sit våben mens han hurtigt satte sig op, han kigget hen hvor lyden kom fra og så en pige, han grinte lidt af hende og satte sværdet i skeden igen. og rejste sig op og gik hen til hende og ragte hende hånden "er du ikke lidt klodset" sagde han med et venligt smil på læben, han ventede lidt hun virket ikke særlig farlig måske fordi hun faldt han vidste det ikke helt men nogen skulle vel gøre at hun ikke kom alt for meget ud i noget hun ikke havde forstand på

Adriana var sikker på han ville blive hvor han var, men det var bare sådan hun var, han var sikkert anderledes. Lige pludselig stod han der bare, det gjorde at en kuldegysning overmandede hendes krop, hun var ikke så god til det med selskab. "Det ville nogle måske sige." Smil var, som stort set alle der havde mødt Adriana vidste, ikke hendes stil, men bare af ren og skær venlighed lod hendes læber forme et smil, der dog kom til at se akavet ud. Hun var på sin vis ubekvem når hun smilte, men alligevel var det rart når folk faktisk fik hende til at smile. Det var meget indviklet, hun var meget indviklet. Adriana tog imod hans hånd og rejste sig op, hun var ikke helt tryg i hans selskab, men det var ikke noget med ham at gøre. Hun var bare begyndt at se verden som sort og hvid, enten ville man tæt på hende og blive der, eller også var man hendes fjende. Han lå mest til at være tæt på hende lige der, men det var svært at sige så tidligt i deres møde. "Jeg regnede ikke med at møde nogen her ude." Den kommentar var mere for at få gang i samtalen.

han hjalp hende stille op mens han smilte lidt han kunne næsten ikke lade være med at grine af at hun faldt, han lagde sig stille ned igen han tænkte lidt over hvad hun spurgte om han vidste det faktisk ikke helt hvorfor han hjalp hende op nu hvor han tænkte på det i stedet for hendes spørgsmål. "skæbnen er jo uforesiligt" sagde han mens han kigget stille op på himmelen for at se op på himmelen den virket ret fredeligt men stadig havde han et had i øjnene. han så lidt på hende "hvorfor er du her enlig" sagde han mens han kigget på hende med et undrende blik i hans øjne nu hvor han tænkte over det vidste han jo indet om hende han har aldrig set hende før hun var måske ny her hvem ved han var nu ret ligeglad nu hvor han tænkte over det

Adriana satte sig ned på græsset og så sig omkring, det var et meget roligt sted, så det var fint nok for hende at være der. "Jeg havde bare brug for at..... komme væk." Adriana var ikke altid så snaksalig, hun snakkede som regel tilbage hvis folk snakkede til hende, men ofte holdte hun sig væk. Adriana så på ham og prøvede at finde ud af hvem han var, hans energi var ikke rigtig til at tage fejl af, men alligevel var det en smule svært at placere den et sted.

han smilte lidt mens han så på hende, "hva er det du prøver at flygte fra" sagde han stille mens han kigget op på himmelen med et smil på læben. han havde en følelse at han vidste hvad men det kunne være noget andet, "men det er nok også ret af at komme væk fra folk" sagde han mens han bare grinte lidt han lagde sig ned i det bløde græs og bare slappet af det vare læne siden han havde mærket en aura som hendes der var noget specialt over den som han ikke kunne beskrive han viste bare ikke om den kunne hjælpe ham eller kun kæmpet af overlevelse som ham selv


//undskyld jeg først svare nu har haft en del at se til//