uh what is that let me take a look//Adriana//privat

S på et tag
V regn og mørke
tid 00,30
O folk der går og holder øje
Arason hoppet fra det tag hvor han stod han landte på det andet tag og kiget
så frem for at se på stedet han skulle bryde ind denne Adrianas hus stod bare
som et stort tag selvbord han smilte for sig selv og hoppet hen til vinduet som han begyndte at åbne imens han holdt ude kig effter om der var nogen der så ham han smutede ind da han
var sikker på at ingen havde set ham han begyndte lide så stille at åbne skufer komode og andre ting men han kunne ikke finde det så han gik ind på hendes værlse og ledte i det han snublet over nogen ting//påklædning 1 kig profil//

Adriana stod i butikken det langsomt blev mørkere som solen gik ned, så snart lyset blev slukket ville butikken ligge mørklagt. Hun gik blandt tingene der havde alverdens dufte, det mindede hende konstant om hendes farfar, hendes eneste overlevende i familien, som nu var død. Ja, måske skulle hun bare gå hjem og falde til ro. Adriana gik ud af døren og mærkede den kolde regn sile ned af hendes tøj, hvilket gjorde at hendes hvide kjole langsomt blev gennemblødt medmindre hun hurtigt kom indenfor. Så var det godt hun boede kort der fra. 10 huse væk måske. Hun låste døren og begyndte at gå hen imod hendes hus, som også havde været hendes farfars. Adriana følte sig meget utilpas i den kolde regn, hun hadede at være våd, mest af alt når hun havde hvidt tøj på. Men turen hen til huset var meget kortere end hun havde regnet med. Men nu gik hun jo også i sine egne tanker. Adriana undrede sig over at hendes vindue var åbent, men det var sikkert bare hendes glemsomhed der havde taget overhånd igen. Adriana fandt sin nøgle frem og låste hoveddøren op og gik ind, hun var parat på at hoppe direkte i seng, så den våde kjole røg lige over i vasketøjsbunken. Hun hoppede glad ind i soveværelset og lagde slet ikke mærke til manden der lå på hendes gulv, hun hoppede bare op i sengen og lagde sig veltilpas i mørket under dynen.

han rejste sig op og begyndte at lede igen i det han så en halskæde der hang på hendes stol han gik hurtige hen til den og var lideglad med om han larmet han måtte bare finde den udgave af den som hun måske havde fordi han havde høret en af hans¨kontakter som havde fortællet det nu gik han hen til sengen og kiget for at se om hun sove med den på halsen

Adriana havde altid hendes yndlingshalskæde på sig, det var en gammel halskæde i hendes familie. Hun havde hørt mange historier om hvad den skulle kunne. Men de lød meget overdrevne, så hun valgte ikke at tro på dem. Halskæden var dog ikke på hende lige der, hun gemte den i brystlommen på den jakke hun stortset altid bar. Adriana vendte sig om og så den fremmede mand der stod for enden af hendes seng, hun rykkede sig bagud og ramte gulvet med et kort bump, hun trak dynen til sig og viklede den om sig før hun rejste sig op og så vredt på ham. "Hvad laver du her!? Kom ud før jeg får fat i politiet!" Adriana ville ikke fortælle om hendes våben, det ville bare lyde som pral. Hun gik et par skridt bagud og samlede hendes reserve bue op der stod ved siden af en reol hun havde, pile havde hun dog ikke på sig. Så den ville ikke være til meget nytte.

"det er bare en drøme" reddet han det ud i det han sagde det til hende "du drømere bare" han kiget ryste på hende og tog sit sværd op i det hun åbenbart stod med en bue "hør her jeg er bare ud effter en halskæde du har der skulle være mange penge være" sagde han til hende i det hætten stadig dækket hans ansigt

Adriana troede ikke på ham, hun sov ikke så hvordan skulle det kunne være en drøm. Hun vidste godt hvornår hun drømte og hvornår hun var vågen. "Jeg kender min egne drømme, og det her er ikke en af dem." Adriana hævede skeptisk et øjenbryn da han nævnte hendes halskæde, det måtte være hendes familie halskæde han snakkede om. Alle andre halskæder var bare.. almindelige. "Ja men hør så lige her. Det er min halskæde og du får den ikke. Så smut nu lige med dig og lad mig være alene i mit eget hjem!" Adrianas stemme var både hånende og vred, hun ville på ingen måde lade den tyv stjæle fra hende, det ville han komme til at fortryde. Adriana frøs pludseligt fast og stod ubevægelig midt i rummet, hendes blik så ud i den tomme luft, hendes hænder tvang hende til at slippe både dyne og bue. Hun fik et syn. Det var ikke et syn hun brød sig om, ham tyven der stod overfor hende var rendt afsted med hendes halskæde, hun måtte da på en eller anden måde kunne stoppe ham. Men hvordan?

hun havde ret med synet i det hun havde fået synet var han
gåede hen for at tag selve halskæden i det han nemliige begyndte
at lede alle hendes ting igmen for den han fandt den i hendes jakke idet
han kiget over mod hende igen effter han havde taget den op og undersøgte den meget nøje
der var en masde tegn på den i det han studret den kunne man høre regne ramme ned på tagne

Adriana 'vågnede' op fra synet med et sæt, det var ikke et smart tidspunkt at få et syn på, men det kunne hun ikke selv kontrollere. Adriana var hurtigt ude af soveværelset og henne ved ham. "Hvis du rører den halskæde skal jeg personligt sørge for du aldrig stjæler igen!" Adriana kom i tanke om hun havcde ekstra pile under hendes sofapuder, så skulle han nok få hvad han fortjente. Med få hurtige og knap så elegante hop var hun over ved sofaen hvor hun hurtigt fik en pil fisket op, hun kom så til at mærke hun ikke havde buen med ud. For pokker hvor hun hadede sin glemsomhed. Adriana måtte bruge pilen på en anderledes måde, hun lavede nogle hurtige trin der fik hende over til ham. Hun forsøgte at bore pilen ned i hans arm, det ville være svært at ramme ved siden af, men det var muligt.

han fik pilen lide i armen og stod et øjeblik bare som forstenet han kunne mærke at pilen blive boret ind i hans arme hvordan selve pilens spids ramte ham så han da ikke kunne bruge den i en uge eller 2 han faldt ned på knæ og kvalte sit skrig af smerte men man kunne se på ham at det gjorde ondt han prøvet at rejse sig men hans krop lysterde ikke

Adriana trak pilen tilbage til sig og smed den på gulvet, hun ville ikke såre nogen, men ville heller ikke miste sn halskæde. Hun gik hen til ham og tog halskæden fra ham. "Jeg tolerere ikke tyveri." Lød det en smule hårdt for hende. Hun skulle nok hjælpe ham, det blev hun nød til for at pudse hendes samvittighed. Adriana tog halskæden på og gik ind for at klæde sig på igen. Hun tog en sort og kort kjole på der lige akkurat skjulte hendes halskæde. Adriana gik ud igen og hjalp ham op, hun fik ham hjulpet hen på sofaen. "Vent her, jeg kommer lige om lidt og forbinder dit sår." Adriana gik ud i hendes køkken og fandt noget bandager og sprit til at rense det med, pilen var jo ikke ligefrem den mest rene ting man kunne finde. Hun kom tilbage og rensede såret med en papirserviet og spritten. "Det svier måske lidt." Efter det bandt hun hans arm ind.

han kiget bare på hende i det han komme med et lille skrig på grund af det sviet
han kiget hende i øjne i det hans hætte stadig hang over hans ansigte mumlte han "undskyld" og kiget hende i øjne han kvalte et nyt skrig pder var på vej han kunne godt mærke at hun hjælpe ham"hvorfor har du hjulpet mig jeg stajl jo næsten fra dig" han kiget frem fra sin hætte mens den stadig dækket hans hoved

Adriana var på ingen måde læge, så hun vidste ikke meget om at rense sår og sådan noget, men hun var vant til at være skadet selv, så lidt vidste hun da. "Jeg undskylder også. Men hvorfor lige min halskæde? Er den så værdifuld?" Adriana holdte meget af den, men forstod ikke hvorfor han så gerne ville have fat i den. Adriana stramme bandagen lidt og så på ham for at finde ud af om det var for stramt. "Strammer det for meget?" Adriana kunne godt se hvorfor det forvirrede ham, hun burde jo ikke hjælpe ham, men hun kunne lade vær. "Fordi selv en tyv har brug for at få hjælp engang imellem. Jeg har selv levet på gaden og stjålet, men jeg havde brug for hjælp, jeg havde brug for opmærksomhed." Adriana satte sig tilbage i sofaen og så på ham, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle tænke, han havde jo forsøgt at stjæle fra hende.

"det har ikke noget at gøre om min barnedom" svarde han og kiget på hende i det han tog hans hætte af han nikket til at det var satte godt nok på bandage om sagde så " ja det har jeg da fået at vide" svarde han og kiget på hende nu nå hun kunne se hans ansigt han sendte hende et skævt smil og tænkte tilbage på hvordan det havde været da han var sammen med sine famille i at træne han fældte en tåre fra det i det han kiget op på ham

Adriana vidste godt det ikke altid handlede om fortiden, men det havde ofte bare meget at sige. Hun lagde sig tilbage i sofaen og overvejede om hun skulle snakke videre med ham, egentlig burde hun bare smide ham ud. Han havde jo næsten stjålet fra hende. Men hun blev nød til at vide om mere af ham. "Men hvad er grunden så til at du stjæler?" Adriana kunne ikke se noget specielt ved hendes halskæde, men så vidste hun at hun skulle passe bedre på den. "Ja, men så går jeg udfra du ikke er den eneste der vil have fat i den, hvis den er så værdifuld?"

"fordi det er det eneste jeg er god til" svarde han og kiget hende i øjne i det han sagde det iimens han tænkte på det andet spørgsmål og svarde "ja det har du ret i" sagde han og kiget på hende og sagde så "og hvem er det jeg prøvet og stjæle fra jeg så nemlige ikke dit naven" han smilte et skævt blik til hende imens han slappet af i hans musklere

Adriana var sikker på der var andet, hun var ikke god til at se det gode i folk, hun var jo en fallen angel, så hun var ikke helt stueren. "Nej nej, hold nu op. Du skal bare finde det. Du har da brudt ind her uden at smadre noget, så du må være god med værktøj." Adriana var ikke typen der smilte meget, men indimellem trængte der et lille smil frem, som lige der. "Lad os lave en aftale, hvis du lover at du aldrig bryder herinde, får du mit navn. Hvis du så gør det igen vil jeg måske sigte pilen lidt længere til venstre." Hun pegede mod hans bryst for ligesom at påpege det var hans hjerte hun mente. Hun ville selvfølgelig ikke dræbe ham, det var bare en tom trussel og samtidig med hun sagde det spillede et lille smil over hendes spinkle læber.

"ja men jeg kan ikke bruge det på en anden måde" svarde han ærliget i det han rejste sig op men var nød til at sætte sig ned igen i det han havde smerte i hans arm i det han kiget op på hende og frem tvang et smil imens han kiget over på hende igen mens han stadig kiget sig omkring"ok jeg lover aldrig nogen sinde fra dig igen hvad er dit naven så" han sagde det sisdte lidt hårdt men det var fordi han var kommet i tanke om sin barndom

Adriana så undrende på ham, selvfølgelig kunne han bruge det. "Jo du kan så, der er sikkert mange der bor alene som har brug for en der fikser lidt ind i mellem. Du kan komme her og lave noget for mig hvis jeg har brug for det." Hun så undskyldende på ham da han ikke kunne rejse sig ordentligt. "Undskyld igen." Hun var virkelig ked af det. "Adriana." Sagde det hurtigt for ikke at gøre ham mere vred, eller hvad han nu var. Det virkede sådan lidt.

"det er et meget smukt naven" svarde han med et smil og kiget på hende inde han var ved at falde i søvn i det han begyndte og nikke med hovedet han havde nu også en helvedes hovedepine han smilte til hende og sagde hans naven! mit er Arason" han sagde det ikke særlige godt i det han havde det lidt dårlige "hva var den pil lavet af" sagde han til hende i det han følte sig meget svage i den ene arm og hans krop rystede også

Adriana så ned i sofapuden da han komplimenterede, hun smilte men forsøgte at skjulte det. "Men så hyggeligt at møde dig Arason, hvis vi ser bort fra du var ved at stjæle fra mig og jeg stak dig lidt ned." Hun så sig omkring. "Har du brug for noget, mad, vand, kaffe eller noget andet?" Det var ikke så svært at finde noget han ville have, hun havde det højst sandsynligt, medmindre det var noget der ikke var almindeligt at have i et hus. "Du ser træt ud, vil du sove, du må gerne sove her på sofaen." Det var ikke almindeligt for Adriana at være så venlig, men hun havde såret ham så derfor gjorde hun det overfor ham.

"nej" mumlte han i det han kiget op på hende
imens han forsøget ikke og kastede slim op han kiget sig ellers omkring i hele rummet i det han spørgte "er det et famile hus eller hva" han sendt hende ikke et smil nu nå han kiget op i lofte mens han tænkte om hvad hun mente han kunne hjælpe med hos hende han kunne godt åbne en dør eller vindue men ellers ikke noget særliget

Adriana trak på skulderne, hun kunne sagtens hente noget til ham om nødvendigt. "Ja, min farfar boede her før." Hun blev mindet om ham hver gang hun så sig omkring i huset eller butikken. Han så noget skidt ud, noget måtte hun kunne gøre. "Er du sikker på du ikke har brug for noget?" Adriana havde aldrig gjort så meget for nogen der ikke var hendes familie, men hun mente bare at han fortjente det.

"ok du har ret jeg har bruge for noget" sagde han hæst på grunde af hans stemme var der nemlige slim i "men jeg har set dig nå du var ude i butiken bliver du aldrig træte af et normale job" svarde han og gav hende et skævt smil der næsten ikke lide det så han hoppet hun viste hvad han men

Adriana sad bare afventende og ventede på han fortalte hvad han havde brug for. "Hvad har du så brug for?" Lød det fra hende da han ikke sagde hvad han ville have. Adriana rystede på hovedet, det var ikke kedeligt at arbejde med det samme hver dag. "Nej, det er som om hver dag bliver noget nyt, nye mennesker, nye varer, men en ting der altid er det samme er mindet om min farfar. Han er i butikken sammen med mig hver dag, derfor bruger jeg så meget tid der." Adriana elskede hendes farfar og hans død ødelagde hende.

han kiget på hende og villle gerne trøste hende nu da han havde fået hende til at tænke på sin farfar "ja jeg tror bare ikke jeg ville kunne klare et normale liv det her jeg gør nu er jo blivet mit liv har du endlige taget noget mjød" han kiget over på hende han havde virklige brug for noget stærket i det han ikke kunne ruge hans hånd i 2 uger "ja tak for det nu er jeg arbejdes løs"